søndag den 27. februar 2011

Jeg har levet i en tidslomme

Det må jeg simpelt hen have eller også er der tale om en sammensværgelse mellem DR, TV2 og Spelling Productions. For nogle gange er jeg ikke mere end et par og tyve år indvendigt, men så gik det lige pludselig op for mig, at det var Mille Lehfeldt, der spillede Lykke. Hun var back stage på Hobro Teater en gang, hvor hendes mor skulle spille og vi var nogle fra gymnasiet, der havde en tjans på teatret. Problematikken er, at Mille var nok 10 år dengang og jeg vel 17-18 år. Nu render hun rundt på tv og bestrider i sin rolle sådan et slags job som jeg kunne have haft og godt nok bestredet på mere sympatisk vis. Nå, men jeg var nået til en accept af, at hun måske nok er blevet voksen så, alt i mens jeg ret beset også har udrettet lidt.

Krumme er også med i Lykke - ah men altså: "Det er svært at være 11 år, der er så meget, man ikke forstår." Han har så stadig væk lidt svært ved at få det hele til at hænge sammen i sin rolle som Thomas og han ligner trods alt stadig lidt en baby.

Men så startede min anden yndlings tv-serie Desperate Housewifes og inden jeg havde set mig om stod grønskollingen, den hulbrystede, splejsede, usikre, bebumsede, surferfrisurebærende lille dreng David Silver fra Beverly Hills 90210 og høvlede brædder i Bree van de Kamps forhave og fik tanker frem (og dette er naturligvis blot en hypotese fra min side) i Brees fantasi, som jeg slet ikke vil ind på her. Han smed t-shirten og afslørede, at han nok ikke har lavet så meget andet end at træne og spise steroider siden 90210 blev optaget. Jeg synes, der var et gråligt stænk ved hans tindinger? Det må være en hidtil ukendt virkning af steroiderne.

Underligt altså med den tidsopfattelse. Jeg synes vitterlig ikke, det er ret længe siden. Men nu har serien selvfølgelig også kørt i loop som genudsendelse lige siden. Mens jeg ventede mine to ældste børn, må jeg have brugt adskillige timer i hvalros-stadiet på sofaen med at følge Valerie, Dylan, Brenda, Brandon, Andrea, Kelly, Donna og David. Det ved jeg fordi begge drenge som babyer reagerede på titelmelodien, hvorimod det Beethoven, vi også havde spillet for hvalmaven ikke rigtig vakte genhørsglæde.

Tidslommer er en god ting. Man kan også hoppe ud af dem og være helt igennem professionel og næsten 40 år, selv om man lige før var lige så usikker på, hvad man stiller op med teenagere, som jeg var usikker på alting, da jeg selv var teenager. Men David Silver - hold dig lige fra Bree, det er noget rod at blande to tider sammen.


lørdag den 26. februar 2011

Tre tydelige tegn på forår


1) Vinterens forhåbentlig sidste sne er samlet til vinterens forhåbentlig sidste sneborg. Den der er tilbage ligner dekorativ marengs og det er pænere end ukrudt.


2) Vi har indkøbt 25 m grøn dug og jeg har besluttet et skovbundstema som pynt til vores fest. Her er vi og jeg brugt helt korrekt. Vi = begge var med, jeg valgte, mand betalte og slæbte sæk med duge hjem fra JYSK. Jeg = skovbundstema kræver et minimum af kendskab til flora og forskellen på anemoner og agurkeplanter. Det er kun mig, der behersker denne egenskab. Faktisk var det sådan, at han fik det fjerne blik og overlod dekorationen trygt til mig, inden jeg nåede til servietterne.

3) Klokken er halv fem, men sollys vælter ind i stuen og fedtfingre, kattehår og støvkorn står skarpt og tydeligt frem. Watson har skiftet middagslursyndlingsstolen ud med en plads i vindueskarmen. Derfra kan han både soignere pels og holde øje med rivaliserende katte i haven. Jeg tror nemlig, han har fået en kattekæreste nede fra nr. 7. Et yndigt trefarvet eksemplar, som kommer og gør sig til på terrassen, for at få ham ud at lege. Han har spillet kostbar i kulden, men nu er han igen med på at spæne rundt i haven og snuse hende i begge ender.

PS: Der er også sket en udvikling i sagen om badeværelsesvinduet. De mørke pletter er vasket i Rodalon og hvem ved snart, hvad det dog skal ende med. Måske er det også et forårstegn med al den foretagsomhed.

fredag den 25. februar 2011

100 pandekager og hvidkålssalat

Jeg er gået i gang med et projekt, der er lidt selvmodsigende. Jeg har tilberedt over 100 pandekager til den der ikke begivenhed, vi skal fejre om en lille måned. Samtidig har jeg besluttet, at jeg til samme begivenhed skal være en lidt mere fit og opstrammet version af mig selv. Så mens pandekageosen hænger i hele huset, snitter jeg en hvidkålssalat med gulerødder, æbler, sukkerærter og mandler. Senere skal jeg martre mig selv med at bage boller, kager og pølsebrød, mens jeg gerne skulle tabe lige så mange kilo, som de mængder hvedemel, jeg forarbejder til lækre sager.

Gyldne middelveje og alting med måde fungerer ikke rigtigt for mig. Jeg kan ikke spise en halv pose slik eller nippe til et par bidder kvalitetschokolade med højt kakaoindhold. Nix, mere vil have mere og derfor fungerer det bedre at gå askesevejen, gå et andet sted hen, når det rituelle Disney-slik serveres og ignorere, at her er et slik- og sodavandslager til festen fra Tyskland, selv om mine børn ikke forsømmer at gøre mig opmærksom på det hver eneste dag.

Jeg ved godt, at der bare skal en træt dag eller en hyggelig venindefrokost til, så glemmer jeg mine principper. Lige nu er jeg topmotiveret og fyldt med gode intentioner. Og nu står det her, at man kan forvente en mere smækker udgave af mig om mindre end en måned og det forpligter. Det bliver jeg nødt til at leve op til. Der skulle jo også gerne være et vacuum til at mæske sig i pandekager lige den dag.

Måske skulle jeg lave en sund valgmulighed til den brunch. Det er da lidt ironisk, at vi pr. definition forkæler hinanden med lækre syndige sager, selv om mange egentlig gerne vil være sunde. Nej, der skal være kalorier i en brunch.

Kære venner, jeg tror ikke jeg har nogen pointe i dag. Min hjerne er gået på weekend, den vender forhåbentlig snart tilbage. Indtil da, hav en fortryllende weekend derude.

torsdag den 24. februar 2011

Elektronik mangler følelser

Man er nået langt i efterligningen af den menneskelige hjerne og forleden var der en computer ved samme navn som min kat, der klarede sig ret godt i Jeopardy. Det er selvfølgelig på ren logik og ræssonnement, for jeg vil vædde med, at den ikke grinede af værtens eventuelle vitser eller kom med kvikke bemærkninger i smalltalk runden i begyndelsen.

Jeg kunne også godt bruge lidt mere følelse i vores GPS. Den kølige og tålmodige stemme kan næsten drive mig til vanvid, når den bare gentager: "Beregner ny rute", i stedet for f.eks.: "Nu har du kørt forbi den vej tre gange dit kvaj." Ja ok, det ville nok også blive lidt irriterende i længden, men man får jo alligevel et slags forhold til den kølige damestemme, benævner hende ved navn (vores hedder Gerda Pia Svendsen) og tør efterhånden ikke køre nye steder hen uden hendes iskolde overblik. Så en smule mere personlighed kunne hun da godt udvise.

Vi har også en Buzz quiz til Playstation og må sige, at de har fanget lidt af fidusen. Der er en runde, hvor man kan drille modspillere ved at ramme dem, så de mister point. En gang spillede min mand og jeg mod min søster og fordi vi blev ved med at prøve at få ram på hinanden, spurgte Buzz-værten om vi var gift eller hvad? Se det er god elektronikhumor.

Mit Wii Fit spil er meget høfligt og det er jeg ved nærmere eftertanke godt tilfreds med. Ellers kunne jeg forestille mig udtalelser som: "Kan du overhovedet holde balancen, når du går?" eller "Du burde næsten være død, med den Wii Fit alder, du har." I stedet kommer den med diskrete sundhedstips og minder mig om, at min vægt har stået stille med ganske få udsving, siden den kom ind i huset for 658 dage siden. Hrmph. Det værste er, at maskineriet godt kan give mig dårlig samvittighed, når det nævner, hvornår det sidst har været tændt. Altså der sidder jo nok ikke en derinde bag skærmen og holder øje med mig (eller gør der?), men den har lidt den effekt alligevel.

Tænk hvis indkøbskurven sagde "STOP her er kalorier nok til din familie i en hel uge, men hvis du tager den pose chips op, er det ok". Den slags bliver der eksperimenteret med, og det synes jeg er smart. Altså den behøver måske ikke at råbe det, men kunne jo skrive det på et display. Eller kunne man forestille sig, at bilen sagde: "Hey nu har du kun kørt 4 km de sidste 10 ture, kunne du ikke have taget cyklen?"

Der skulle selvfølgelig være mulighed for at slå meddelelserne fra, når man fik pip, men jeg tror på, det ville gøre en forskel. Ægte menneskelige følelser har ikke noget at gøre i elektronik, men vi er lette at narre til at lytte efter "personen" i vores gadgets, hvis den ellers kommer med brugbare facts. Det er da smart.

onsdag den 23. februar 2011

"Vi" betyder nogle gange noget andet

Jeg bringer en afsløring i dag og jeg mener den vil lette kommunikationen mellem mænd og kvinder. Der findes en række eksempler på, at det lille ord vi, sagt af en kvinde til sin mand, faktisk betyder du. F.eks. opdagede jeg i søndags nogle mørke pletter på badeværelsets trævindue. Uden egentlig at tænke over det, sagde jeg: "Skal vi ikke se at få givet det noget nyt olie?" Dermed mente jeg på ingen måde, at jeg selv havde tænkt mig at gøre det. Ikke desto mindre ville jeg gerne have med i budskabet, at det skulle være den linolie med svampemiddel i og jeg vidste lige, hvor den stod. Det var lidt af et dilemma, for det skulle jo nødig lyde som en ordre.

Det blev mandag og der var ikke rigtig sket noget. På et tidspunkt skulle min mand ud af døren, og jeg sagde henkastet, at vi måske skulle få den linolie ind fra skuret  i varmen, hvis den nu havde fået frost. Det gav positiv respons, dog af en anden karakter end ventet. Han fandt noget sandpapir og sleb pletterne af. Linolien står også indenfor nu. Men så sker der ikke rigtigt mere.

Helt enkelt er det heller ikke, for hvis jeg siger: "Skal vi finde ud af noget med sommerferien?" så betyder det "Jeg har en rigtig god idé og jeg har allerede fundet fire tilbud, skal vi gå videre med et af dem? Jeg synes forresten det skal være nr. 3, men jeg skal jo ikke bestemme det hele."

Vi har egentlig en udmærket forståelse for, hvornår vi betyder du eller jeg, og vi har i det store og hele fordelt det huslige lige mellem os. Men jeg kan alligevel ikke lægge vanen fra mig med at sige vi om noget, der overhovedet ikke betyder vi.

I går aftes så jeg et reality TV2 program med den nye twist, at nogle koner har byttet mænd i en uge. Der var et eksempel på en kone, der havde konkluderet, at kvindesagen gik ud på, at hun skulle sidde på sin flade, mens manden gjorde rent, lavede mad, vartede op, vaskede tøj og ryddede op. Således korrumperet stod han alene for driften af en hel familie incl. teenagebørn. Han var studerende og hun var dramalærer og havde flest timer ude af huset.

Det ville nok ikke have været så specielt med omvendte fortegn. Jeg ved, at der er mange kvinder, som står for det hele derhjemme, og at situationen fra tv derfor virker mere overraskende. Han ønskede faktisk mere hjælp til det huslige, men alle hans vi'er forblev jeg'er. Hele familien var bare dybt indgroede i vanen med, at det var far, der lavede det hele.

Hvorfor sidder jeg så og bliver mere irriteret på hende fra tv end de mænd, der ikke deltager? Det er helt sikkert hende, der er hovedforsørgeren. Er det fordi kvinde er kvinde værst? Det troede jeg, jeg var for god til. Eller er jeg misundelig? Nej, jeg har mine domæner og nægter f.eks. at overgive vasketøjet til nogen, der ikke behandler det med respekt.

Jeg tror egentlig bare, jeg blev irriteret over, at de var havnet i sådan en ureflekteret vane uden at begge var helt tilfredse. Så pyt med, at der skulle en historie med omvendte fortegn til for at åbne øjnene for det. Det kan godt betale sig at få etableret ground rules, men også at tage dem op en gang i mellem. Det kunne jo være, at vi også nogle gange kunne betyde vi i ordets oprindelige betydning.

Men jeg ved nu stadig ikke rigtig, hvordan vi kommer videre med linolien? Altså den med svampemidlet som står i bryggerset nu. Måske skulle vi stille den ud i badeværelset...

tirsdag den 22. februar 2011

Ostehylden - og andre ting, kvinder bringer ind i et ægteskab

En af vores venner var kortvarigt gift, og vi nåede kun at møde hans kone et par gange. Alligevel tjener hun som et symbol for mig på, hvor galt det kan gå, når den indre controlfreak får for meget magt. Det er særligt en bestemt replik udtalt med stor indignation, jeg husker. Vores ven var ved at rydde af frokostbordet og var nået til at lægge osten på plads i køleskabet. Der lyder et højt råb fra den anden side af bordet: "DET ER IKKE OSTEHYLDEN!" Jeg glemmer heller ikke det opgivende blik i vores ven øjne. Staklen kunne ikke se forskel på ostehylden og køleskabets andre hylder.

På et andet tidspunkt, kort efter vi var flyttet sammen holdt min mand en herrefrokost. En af vennerne skulle have udtalt, at man kunne se på det afsyrede karlekammerskab, at der var flyttet en kvinde ind. Nu var det tilbage i 90'erne, hvor afsyret træ var hot. Jeg måtte give ham ret i, at jeg aldrig rigtig havde stødt på et upraktisk tonstungt stykke afsyret møbel hjemme hos andre end kvinder.

Så er der planter. Jeg er faktisk ikke ret god til planter, men jeg synes, de er vældig hyggelige og skal være der. Derfor foregår det sådan, at jeg jævnligt smider dem ud og køber nye, når de dør. Hvis min mand havde boet alene, havde der givetvis ikke været planter, for han kan ikke se dem - det er en form for neglekt.

Skal jeg være helt nøgtern tror jeg faktisk ikke, jeg kan huske et eneste IKEA-besøg, som det ikke er mig, der har taget initiativ til. Jeg har også set om ikke det opgivende blik, så en resignation i blikket hos min mand, fordi han er ligeglad med, om badeforhænget skal være hvidt eller gråt. En slags Du-får-ret-Jeg-får-ro-blik.

En ting kan dog splitte os: Jeg bliver hånet for Marimekko-dugen og det er nærmest en vandrehistorie, at jeg har givet 1000 kr for tre meter voksdug. Men jeg elsker den jo på en måde, der ikke kan forklares! Jeg vil også gerne have en flowerpotlampe og mener stadig, det er at bevæge sig under ostehylde-grænsen. Men det er godt at have den som rettesnor - ostehylden.

mandag den 21. februar 2011

Nær ved-oprydning

Når man skal nedbringe antallet af arbejdsulykker, er det en god idé at registrere nær ved-ulykker, altså situationer, som var lige ved at gå galt, men ikke gjorde det. Derved kan man analysere sig frem til farlige situationer og undgå dem fremadrettet.

Jeg vil begynde at registrere nær ved-oprydning herhjemme. Men med det omvendte formål at komme frem til, hvad der skal til, for at det rent faktisk bliver til oprydning. Eller næstbedst at gøre langt fra-oprydning til nær ved-oprydning. Nær ved-oprydning er det fænomen, der gør, at ting kommer hen i nærheden af deres plads. Det praktiseres især af manden her i huset. Et kamera bliver lagt oven på en kommode i stedet for nede i en skuffe. Næsten tomme kufferter nærmer sig døren til det rum, de har deres plads i. Snavset tøj er mere langt fra-oprydning. Det lander ofte meget langt væk fra vaskemaskinen.

Jeg kunne også registrere de gange, nær ved-oprydning bliver til oprydning, for at komme fænomenet til livs. I aftes blev jeg nemlig overrasket over, at den ene kuffert var tømt, fordi jeg forudså, den ville blive liggende utømt indtil jeg med et martyragtigt suk ville tømme den og hvis det ikke var nok måske få et hosteanfald, mens jeg gik forbi resten af familien og bar deres sure sokker til vask.

Måske var det fordi, jeg er glad og feriemæt. Måske er det fordi, jeg for en gangs skyld nogle gange når at sige: "Skal jeg lave pandekager?" før der bliver plaget "Må vi ikke nok få noget sliiiiik?" Det føles så meget bedre at være i offensiven end defensiven, hvor jeg slynger automatiske nej'er ud fra autopiloten uden egentlig pædagogisk sigte, men i ren refleks.

Nær ved-oprydning kunne altså - i dette tilfælde, og jeg ville være varsom med at generalisere - ændres til oprydning ved at jeg, som den største fan af orden i huset, udviste lidt mere tolerance og blev positivt overrasket. For jeg ryder naturligvis altid selv helt op med det samme.

Der er også et andet tegn: I går sagde min mand, at han overvejede at kassere en plasticpung, som har tjent som husholdningspung i vores nysammenflyttede liv i 1996 og siden overgået til ansvaret for udenlandsk valuta. Lynlåsen er i stykker og det var nødvendigt at opbevare den i en plasticpose. Men nu overvejede han altså at smide den ud, hvilket er et stort fremskridt. Når man tænker på, at vi har flere kubikmeter ubrugelige kabler, elektroniske dimser, beslag, cykellygtedele, foruden det på loftet som jeg vælger at ignorere, fordi jeg ikke kommer der.

Der er også noget med øjnene der ser. Og her tror jeg igen, jeg må erkende en forskel på mænd og kvinder. Vores fem-årige datter kan ikke sove, hvis Kitty ligger forkert i forhold til hovedpuden, ligesom hun fra en meget ung alder har organiseret sit værelse efter sit eget system. Ikke et voksen-logisk system, men ve den, der ved en fejl ændrede ved opstillingen af udklippet papir, perlearmbånd, lego-dyr og en enkelt dukketrøje arrangeret i et smykkeskrin.

Det har aldrig rigtig sagt drengene noget. Eller dvs ældsten fandt ret tidligt et system til at imødese sin mors umættelige trang til orden: Han overleverede jævnligt alt sit skrammel til sin lillebror og dermed også ansvaret for at holde orden i det. Lillebroderen tog gladeligt imod og problemet var blevet forskudt til et lille menneske, man ikke kunne pålægge så stort et ansvar for oprydning endnu. Smart.

Som med så meget andet må jeg indse, at er det mit behov er det også mit projekt. Og hvis de bare anede hvilke mængder sorte sække, jeg har smidt ud, når de ikke var hjemme. Det er ikke alting, der egner sig til at blive debatteret. Og har man ikke savnet noget i fem år, kommer man nok heller ikke til det de næste fem. Lad mig tage vores LP-samling op som undtagelsen, der bekræfter reglen en anden gang. Den tør jeg nemlig ikke røre.

søndag den 20. februar 2011

Friske Fedt-tarme

Vi er tilbage efter tre dage i Weissenhäuser Strand - hurtigt omdøbt til Vajsenhusstranden. Det var dog ikke så sjovt, da min mand troede, jeg mente det alvorligt. "Det betyder Hvide Huse," belærte han mig, da vi næsten var der. Men det er jo ikke sjovt. Lidt sjovt er det nu alligevel, når tyske ord næsten bliver til noget helt andet på dansk, og når ens børn er blevet store nok til at forstå det. F.eks. drak vi mælk fra friske fedttarme hver morgen:


Vi fik også serveret appelsinjuice, selv om vi bad om Apfelsaft og en pizza tildænget med  bleggrøn peber, selv om vi (troede vi) bad om Peperoni-salami. Det var heller ikke sjovt for den 12-årige peberfrugtsfornægter.

Men det var sjovt at opdage et sted i Tyskland, hvor danskertætheden er højere end i en hvilken som helst grænsebutik i Flensburg-Handewitt. Det er også sjovt, at dem, der har opfundet konceptet badeland, legeland med kulørte bolde (med usynlige børnebakterier) i den grad har ramt plet, at det er lidt svært for ungerne lige at finde på noget andet, der skulle have været der, for at gøre det bedre. 

Det er virkelig sjovt, at omklædningskulturen i Tyskland er helt forskellig fra danske svømmehaller. Det foregår sådan, at alle 700 gæster som lemminger suges hen mod de ca. 10 unisex omklædningskabiner, som kan åbnes fra begge sider og giver adgang til de hellige graler - vandlandet - når man har passeret et minimalistisk brusebad med plads til fem mennesker ad gangen.

Kampen om at komme ind i en af omklædningskabinerne tilføjes ekstra spænding af, at man ikke kan se de badebuksebeklædte overskæggede ølmavetyskere, der deltager i den samme kamp som blinde makkere fra den anden side. Den der åbner først får rummet. Det gælder altså om at åbne resolut og så ellers stoppe sin fem-personers familie ind hurtigere end de badetøjsdryppende fra den anden side kan nå at sige Fettarme.

Jeg bekender mig gerne til segmentet, der synes, vandrutchebaner i udvalgte og begrænsede mængder er toppen. Det er heller ikke værst at ligge i småbørnsafdelingens næsten kogende vand (og undlade at tænke på, om noget af varmen evt. stammer fra de mange småbørn uden bleer under badetøjet), mens ens pode begejstres over das Giraf Rutsch. Jeg kan lige så godt lade være med at kæmpe - jeg er i badelandssegmentet. Weissenhäuser Strand er Quadratisch, Praktisch, Gut:





tirsdag den 15. februar 2011

I have a confession to make

Der kommer noget pinligt frem i dette indlæg. En last jeg har, som slet ikke er alderssvarende. Jeg vil  forsøge at forklare den, før jeg indrømmer den, og før I kategoriserer mig samme sted, som dem der kan lide countrymusik, tyrolerhatte, æbleflæsk eller Hansi Hinterseer.

I 8. klasse fik jeg en ny dansklærer. Det var lige efter mine forældres skilsmisse og jeg manglede muligvis en faderfigur i det østrogene univers, jeg var efterladt i med en enlig mor og tre storesøstre. Derfor tog jeg det meget alvorligt, hvad han sagde.

Jeg har en del kaos omkring mig og det gør godt at rydde op i hovedet med f.eks. et spil Tetris. Når man har dannet lige rækker, forsvinder rodet simpelt hen og vender ikke tilbage i samme form! Det er fantastisk. Men det er ikke det, der er min last.

Der var også engang, mine rudekuverter lå i uorganiserede bunker og jeg mener faktisk, min mand var tiltalt af min manglende organisering. Men der har jeg skuffet ham, for jo mere ydre kaos i form af børn, jo mere har jeg fået behov for at organisere det, der kan organiseres. Papirer i ringbind og rent vasketøj i skuffer. Selv om det er et evighedsprojekt, så giver det mening at putte ting tilbage på plads, at få det uorganiserede organiseret, at sætte system på ting, der kan systematiseres. Børn kan ikke! Så i takt med, at vi har fået dem, er jeg måske nok blevet mere og mere patetisk i mit forsøg på at kontrollere andre ting.

Og nu til tilståelsen: Min dansklærer fra 8. klasse sagde, at vi aldrig, ALDRIG måtte springe over en kryds-og-tværs opgave, når vi så en. Der var nærmest ikke grænser for, hvad man kunne lære af sådan en, både om stavning, koncentration og synonymer.

Jeg har næsten aldrig forbrudt mig mod hans ord. I hvert fald har jeg husket på ham med et snert af dårlig samvittighed, når jeg alligevel har sneget mig udenom en. Det er min hemmelige last - eller i hvert fald en af dem. Nu skal I ikke prøve at trøste mig med, at det da ikke er så slemt og at det er der da mange der gør, fx jeres mormødre. For jeg ved, at jeg falder udenfor målgruppen, når nogle af de løsningsord, man skal finde frem til er teksten til Solitudevej.

Det giver ro og orden i mit hoved at få ordene til at gå op. Og jeg elsker ord. Jeg vidste også allerede i 8. klasse, at jeg skulle være noget med ord. Men krydsord er ikke særlig funky. Det er meget sjældent, man har brug for at slynge en italiensk flod på to bogstaver ud eller bliver spurgt, om man har et synonym for ordet galant. Var det så Sudoku, det er ligesom lidt mere acceptabelt og prestigefyldt at være god til tal. Det må også være nemmere at skjule, hvor evnen kommer fra. Men jeg har prøvet, og det siger mig ikke noget.

Nu er det ude. Døm mig ikke for hårdt! Måske er der nogen, der kender til et sted for Anonyme Krydsordsløsere? My name is Mai and I am a crossword addict.

mandag den 14. februar 2011

Skrid samvittighed

Tilbage til emnet - jeg synes, jeg har registreret en stigende navlebeskuende tendens i min blog, som jo skulle handle om kvinders livsvalg, roller og den slags fine ting. Dog tror jeg stadig, at de kommer til udtryk i alle de små handlinger og tanker, der tilsammen udgør hverdagen.

Samvittighed er en af forskellene på mig og min mand. Ikke sådan, at han ikke har nogen, men hans er knap så dårlig som min. Jeg vil gerne stå på god fod med børnene, miljøet, rengørings- og oprydningsstandarden, de fattige og ulykkelige, omgangskredsen, de jordskælvsramte, familien, indtaget af sunde fede fisk og grønsager, haven, konditionstallet, bilen og ikke at forglemme manden. Det er måske lidt vel meget at gabe over, men så er det jo godt, vi kvinder kan multitaske.

Men jeg har også en lille mistanke om, at den der dårlige samvittighed kan udvikle sig til en kronisk kombineret sovepude og klods om benet. Som om man får sine synder forladt ved lige at nævne den dårlige samvittighed. Også når der ikke er noget at have den over. Jeg har ofte besøgt andre (kvinder), som pr automatik har taget imod med et "Undskyld her roder sådan", selv om jeg ikke kan finde skyggen af rod i deres hjem.

Jeg er bange for, at ved at have den som fast følgesvend mister man handleevnen og initiativet. Måske er der ligefrem en omvendt proportional sammenhæng mellem hvor meget, man snakker om sin dårlige samvittighed og indsatsen man gør, for at gøre noget ved den?

Hver gang, jeg er brudt hulkende sammen om aftenen over, at vores børn skulle tilbringe otte stive timer i institutionen og altså flere vågne timer der end hjemme, har min mand haft et afvæbnende argument: "Se på dem, de ser da ud til at have det godt." Det har været svært at modbevise.

Samvittighed kan også være refleksion og den skal ikke glemmes. Men der er ingen grund til at hænge sig i ting, der ikke sådan lige lader sig ændre. Eller sagt som Louise har sammenfattet det i sin blog: Skrid sorte slyngel! Tak for det motto.

fredag den 11. februar 2011

12 down - 12 to go

I går aftes var en mærkedag. Vi var til den 12. skolefest ud af de 24, vi har adgang til på de 12 år, vi kommer til at have børn i indskolingen. En vinterfest og en sommerfest pr. år i 0. til 3. klasse og med en børnefordeling, der lige nøjagtig sikrer os mod overlap, ja så bliver det otte fester pr. barn.

Nu kan jeg faktisk godt lide både pizzasnegle og pølsehorn og man sidder trods alt bedre i 2. klasse møblementet end man gjorde nede i 0. Skolens personale laver virkeligt flotte arrangementer og børnene er ellevilde. Selvfølgelig er det også vigtigt at kende de andre forældre. Man skulle da være et skarn, hvis man var ligeglad med dem.

Alligevel er jeg kørt lidt metaltræt her ved milepælen halvvejsmærket for skolefester. Børnene er så store, at de kun har brug for os til at stikke dem en 10'er til en sodavand og de er jo ligesom ellers undskyldningen og forudsætningen for at tilbringe denne aften på deres skole. Når de er stukket af bliver skolestolene efterhånden lidt umagelige, mens de efterladte pizzastykkers kanter krøller sig sammen. Der lugter pludselig lidt af æggemadder og formningslokale og andre skoleminder i bagagen. Jeg begynder at savne sofaen og TV-nyhederne.

Vi bliver afbrudt og reddet af den rituelle tøndeslagning. Godt nok kan vi kun finde mindstebarnet på fem, fordi Snehvidekjolen stråler, men vi håber, vores skoleafkom selv finder gymnastiksalen kl. 19.30, så vi ikke kommer til at ligne nogen stakler, der er taget til skolefest helt uden skolebørn. Jep, de er begge to linet op i køen og heldigvis er der også andre storebrødre, så tønden hurtigt får nogle solide slag, og kattekonge og dronning kåres.

For 12. gang bliver jeg alligevel grebet om hjertet af, hvor ivrigt mine poder på bagsædet evaluerer festen, personalets flotte spøgelsestog, tøndens indhold og deres respektive andele af rovet. Vores egen sorte kat ser ud som om, den har sovet hele aftenen, lidet vidende at den i et andet århundrede ville have været lukket inde i en tønde, der fik lammetæv, i denne dyrplageriske tradition. Der er nogen ting, man skal lave om på, og nogen man skal lade være. Skolefester hører til sidstnævnte. Ellers kan jeg jo heller ikke sukke martyragtigt over de næste 12.

torsdag den 10. februar 2011

Om at vinde

Jeg har lige hjulpet min 8-årige søn med at evaluere et LEGO-produkt, og nu er han med i en lodtrækning. Lykkeligt uvidende om statistik og sandsynlighed jubler han nu rundt og venter på, der kommer en stor LEGO-æske med posten hvert øjeblik det skal være. Jeg ved, at han nu vil spørge hver dag, når han kommer hjem, om der er kommet en pakke til ham i dag. Og jeg er dybt misundelig på hans indstilling og faste tro på, at han vinder.

Selv storebroderen på 12 er endnu ikke besmittet med rationelle argumenter og sandsynlighedsberegninger. Hans indstilling er, at det jo lige så godt kan være ham der vinder, som en hvilken som helst anden. Det er jo for så vidt rigtigt nok, hvis vi lige ser bort fra, at det også lige så godt kan være 200.000+ andre mennesker. Det er vel samme rationale som holder liv i Danske Spil.

Jeg kunne godt bruge lidt af mine drenges indstilling. Det må være dejligt at være fri for den erfaringsbaserede pessimisme, jeg lægger for dagen, som bl.a. gør, at jeg aldrig spiller Lotto. Tænk hvis jeg også brugte den i andre henseender. Hvis jeg for hver eneste lille satsning forventede at være den heldigste lykkens pamjulefis. At vågne op hver dag og tænke, at der lige netop i dag garanteret sker noget fantastisk.

Det kunne godt gå hen og blive lidt anstrengende egentlig. Jeg kommer til at tænke på en mand, som  Phoebe fra Venner engang datede. Han var så unaturligt og irriterende overoptimistisk, at han kunne se skønheden i en fugleklat. Nej så må jeg alligevel påberåbe mig retten til at være sur, muggen og negativ i ny og næ. Gerne helt uden anden grund end bare fordi. 

I Nykredits kundemagasin (gaaab, jeg må se at komme på biblioteket efter mere åndelig føde) stod der, at en stor mængde danskere havde misforstået ordet risiko ifbm. investeringer. En betragtelig andel mente, det henviste til risikoen for at miste hele investeringen. Derfor står der 680 mia. kr. på almindelige bankkonti i Danmark + dem der ligger i pudevårene og under madrasserne rundt omkring. Det er over 100.000 kr. pr. dansker. Der er altså noget, der tyder på, den der pessimisme er en folkesygdom. Eller at Nykredit er ude på at lokke os lidt hurtigere ud af finanskrisen?

Der kommer i hvert fald kun store LEGO-æsker ind ad døren, hvis man prøver.

onsdag den 9. februar 2011

Ceci n'est pas une kobberbryllup

Kobber er bare ikke et særlig trendy metal. Forestil jer kampagnen for Georg Jensens nye interiørserie i ... kobber. Nej vel? Det bringer associationer som gamle gryder, tage på kupler og spir og sættes det sammen med bryllup minder det mig af en eller anden grund om en kraftig mørkebrun keramiklampe over sofabordet hos min barndomsveninde. Måske var det hendes forældres kobberbryllupsgave.

Det lyder i hvert fald ikke som noget, der kan overgå mig i nær fremtid. I så fald ville jeg jo nærmest have været en barnebrud og det bringer endnu værre associationer frem på nethinden. Jeg er ikke bange for at fylde 40, 40 er det nye 30 bare med mere selvindsigt og knap så mange lortebleer. Men kobberbryllup, det kom som lidt af en mavepumper, især da det viste sig, at der var forventninger om en slags festitivitas i den anledning. Vi havde lykkeligt fortrængt og ignoreret begivenheden, surfet på rejsetilbud og gjort meget ud af ikke at gøre noget ud af det.

Så kom der en dag en invitation fra en kær veninde til en kobberfest. Det lød pludselig rigtig rart, når det var noget, der skete for andre mennesker. Samme aften gik vi i gang med at lynplanlægge noget brunch i en ret så nærliggende fremtid. For selvfølgelig er det noget at fejre! Det kunne bare være, man skulle omdøbe det til noget andet. Cool bryllup måske. Og så måske et andet symbol end dette:

tirsdag den 8. februar 2011

Kunsten at køre bil uden at kommentere

Jeg ved godt, at den uskrevne regel er, at man ikke blander sig i sin partners kørsel. Punktum. Det er egentlig ikke en regel, der lægger op til fortolkning - og dog så mener jeg alligevel, jeg har fundet et par huller i loven:

1) Vinduesviskere
Vinduesviskere er jo ikke direkte en del af kørslen. Desuden sidder betjeningspinden faktisk næsten lige så tæt på passagersædet. Et eksempel fra virkeligheden: Vi passerer en let regnbyge på motorvejen på vej til Odense. Her er det helt passende at tænde vinduesviskerne. Man kan diskutere hastigheden, men lad mig være large og undlade det. Bygen stopper igen og solen skinner. Vinduesviskerne kører videre. OK, der kan komme et par smådryp mere og jeg siger ikke noget. På bagsædet er der faldet en Nintendo ned og det langlemmede ældstebarn i midten skal hjælpe med at samle op. Mellemstebarnet gider ikke længere høre sin lillesøster synge en sang om alt hvad hun ser ud af vinduet til melodien af Se min kjole.

Men det hele fortoner sig i baggrunden for den nu hvinende tørre lyd af vinduesviskere, der stadig kører. Gummiet bliver bøjet for hver tur henover den knastørre rude. Men de bliver ikke slået fra. Min hånd ville kunne gøre det på et splitsekund og måske ville han slet ikke bemærke det? Men det ville være et brud på den uskrevne regel. Mine hænder skiftevis knytter sig og slapper af, jeg koncentrerer mig for ikke at sige noget og så ENDELIG slukker han vinduesviskerne. Lydene fra bagsædet bliver igen virkelige og nærværende og vi sætter en cd på, der kan overdøve Se min kjole. Faren er overstået. Jeg brød ikke reglen og kan godt se, den egentlig ikke kan fortolkes.

2) Afstand til biler foran
Jeg ved, der er en formel til udregning af bremselængde, jeg husker det tydeligt fra Vagn Kørelærers teorilokale, hvor jeg tog teoritimer, men der var jeg også 18 år og med betydeligt bedre matematikevner end i dag, godt 20 år senere. Jeg var faktisk bedre til at køre, og jeg havde tre teoriprøver, før jeg bestod. Det vil sige jeg bestod med lethed køreprøven i Hobro, men tror ikke, det var gået i Århus eller København. I Hobro skulle man dengang til Randers for at finde en rundkørsel og endnu længere væk for at finde en motorvej. Man kunne øve parallelparkering et bestemt sted lige overfor politigården, hvor der aldrig var tæt af biler og kørte man op ad Hegedalsvej, vidste man hvilket hjørne, man skulle forberede sig på at bakke rundt om.

Men det var det med afstanden. Jeg har stadig en mistanke om, at afstanden og fornemmelsen af, hvor hurtigt man kan bremse er en individuel oplevelse. I hvert fald opleves den forskelligt af føreren og passageren. I dette lille opbyggelige eksempel er det mig, der kører og min mand, der sidder og sveder og bremser på måtten foran passagersædet. Han siger faktisk nærmest aldrig noget til min kørsel og er generelt ikke lige så pernitten som jeg er. Men Han Synes Ikke, Jeg Holder Nok Afstand.

Jeg for min del synes, han kører som min morfar gjorde i sin Kadett - laaang afstand og laaaav hastighed. Jeg indrømmer, at jeg nok ikke altid holder den matematiske formel for bremseafstand frem til bilen foran. Hvis jeg gør det, kommer der som regel en anden bil og møver sig ind i bremseafstanden og så kan det jo være lige meget. Jeg har til dato ikke påkørt nogen, men har prøvet at blive påkørt bagfra af en, der absolut ikke holdt afstand.

Jeg er ufatteligt dårlig til at få kritik af mine kære. Det gør ikke så meget med kolleger og andre professionelle, men avs det gør ondt at få kritik af sin mand eller børn. Men selv om jeg svarer muggent, lytter jeg faktisk, når han endelig siger noget, for han har som regel en pointe. F.eks. om min afstand og (uden dog at indrømme det) holder jeg lidt mere afstand. Og beslutter mig for, at jeg aldrig nogensinde vil røre den vinduesviskerpind, hvis det ikke er mig, der kører.

mandag den 7. februar 2011

Lagersalg og losseplads

Det må være mødres skaffe-instinkt, der får os til at stå tidligt op, drage ud i industrikvarterers lagerhaller og kampsvede gennem bunker af nedsatte varer, der i løbet af meget kort tid ligger hulter til bulter. Ingen søstersolidaritet her. Det er en koncentreret og hård individuel indsats.

Det er let at genkende de øvede. De er klædt i let og bevægelsesvenligt tøj, danner sig hurtigt et køligt overblik, har aldrig børn med, klapvogne er helt uhørt. De slår ned som høge, når de har scannet sig frem til den rigtige bunke, dykker hurtigt og præcist ned og finder tilsyneladende lige, hvad de har brug for.

Selv har jeg begået den fejl at medbringe mit barn for at prøve skoene på hende. Det er helt uprofessionelt og kan virke anstødeligt på de rutinerede. Jeg puster kun de øvede i nakken og når jeg kommer til, er det lige de lidt skæve størrelser eller lidt for mærkelige mønstre, der er tilbage. På et tidspunkt indtræffer panik. Der skal findes et par sko mere, for at opnå besparelsen! Måske er de orange langskaftede børnestøvler der faktisk meget anvendelige? Snup, jeg tager dem og ignorer en insisteren i baghovedet på, at barnet ikke har noget tøj, der matcher. Det kan hun jo få!

Frem til kassen, betale (her er det ofte vigtigt at have husket kontanter, novicerne genkendes på deres Dankort) ud i frisk luft - jeg gjorde det! Nu kan regnestykket med de faktiske besparelser gå i gang. Anvendelighed af købet er ikke en faktor her. En besparelse på 1000 kr er en besparelse uagtet brugbarheden.

Jeg har bemærket et fællestræk mellem lagersalg og lossepladser. Eller genbrugsstationer, men det ligger ikke lige så godt i munden. Det er faktisk næsten den samme glæde, jeg kan føle ved at købe tre par børnesko for 500 kr som jeg kan få ved at smide et tilsvarende eller større antal ting i en container, når jeg ikke skal bruge det mere.

På genbrugspladsen er der også spidse albuer, men her i form af mænd, der parallelparkerer deres trailere og fylder containere med sofaer, haveaffald, gamle cykler, brædder og metalskrot. Kvinder bevæger sig lidt mere usikkert og det er nok også lidt pinligt at komme der uden trailer. Men det muntre bump, når en tømt trailer danser let og lystigt efter Mondeoen ud af pladsen igen, det minder lidt om den glæde, jeg kan føle ved et godt lagersalgskøb.

fredag den 4. februar 2011

Der er ingen kultur i Hobro!

Det var konklusionen på et indslag i tv-avisen i aftes. Den kløgtige journalist kunne påvise, at andelen af befolkningen, der har været i det Kongelige Teater, er højere i København end i Hobro. Surprise surprise. Dermed er befolkningen i København mere kulturel end den i Hobro. Pointen blev understreget ved at interviewe et par damer på gågaden i Hobro med en udpræget ikke-rigsdansk dialekt. Man kunne også have valgt at undertekste, for at skære det ud i pap.

Jeg er ikke helt upartisk her, for jeg har boet både i Hobro og endnu længere ude på landet. Men man kunne jo også have spurgt på Strøget i København, hvor mange, der havde set vikingeborgen Fyrkat og eventuelt Fyrkatspillene.

Heldigvis ved jeg, at Hobro og omegns borgere kan trække på skuldrene og grine lidt i skægget over de skøre køwenhawnere, der har wot i Hobrow.

torsdag den 3. februar 2011

Hvornår er nu?

Min far havde en minkfarm. Det betød for mig, at jeg i de kolde vintre kunne tjene lommepenge ved at give minkene vand med en lille vandkande, fordi vandingsanlægget var frosset til is. På den ene side af de lange minkhaller var der som regel en klump is i drikkebægrene, som skulle fjernes med en lang skruetrækker i en besværlig vinkel, før der kunne hældes vand i. På læsiden kunne man nøjes med at hælde vand i.

Så gik jeg der, ikke just i en duft af roser og violer, bevæbnet med vandkande og skruetrækker. Jeg kunne selvfølgelig bedst lide læsiden,  men der skete noget besynderligt i mit hoved. For når jeg startede på is-siden gik jeg og glædede mig til læsiden, og når jeg startede på læsiden kom jeg for hver eneste lillebitte vandkop med våd minksnude tættere på den trælse is-side i den næste hal. De sidste 10-20 minkbure på læsiden nød jeg overhovedet ikke letheden af opgaven, for nu var jeg mentalt på vej til den næste række med isklumper.

Allerede dengang var min oplevelse altså en lille smule forskudt i forhold til den reelle nutid. Det er kun blevet værre med alderen. Nogen gange kan jeg allerede om onsdagen glæde mig til weekenden og søndag aften er bare ikke det samme som fredag aften, selv om man har nøjagtig lige så meget fri søndag som fredag aften.

Børn skulle have så godt af tilstedeværende forældre. Jeg prøver også, men det er svært at bremse hjernen i at registrere, at vaskemaskinen er færdig eller klokken nærmer sig, at man burde kigge på noget aftensmad. Endnu værre, det er ufatteligt nemt at være fysisk tilstede uden at være det mentalt, fordi tablet pc og smartphones gør det muligt at være online, mens man sidder lige ved siden af et barn, som tegner eller lægger puslespil.

Måsker ER "nu" i en kvindehjerne pr. definition lige om lidt eller om et par timer/dage/uger? Min mands hjerne fungerer i hvert fald anderledes. For når han er klar til at komme ud af døren "nu" og vi andre sætter os i bilen, så kan det godt betyde, at han lige skal pudse sko og børste tænder. Der betyder nu faktisk LIGE NU for mig, for min hjerne har jo allerede forudset eventuelle konsekvenser af at komme for sent.

Men jeg kunne godt tænke mig at lære et nu lidt mere synkroniseret med ordets oprindelige betydning. Det vil jeg prøve. Lige nu. Altså fra nu af. Eller når jeg lige har hængt vasketøjet op...

onsdag den 2. februar 2011

Stress eller mangel på samme

Jeg har vist fået bevæget mig lidt væk fra emnet her. Jeg ville jo egentlig gerne skrive noget intelligent om balance mellem arbejde og privatliv, værdier og meningen med det hele. Men det paradoksale er, at jeg først har fået tid til at skrive om disse tanker, efter jeg er blevet fritstillet fra et krævende arbejde. Jeg var sådan set røget på hovedet i fælden med alt for mange ønsker og krav til mig selv og alt for lidt tid til at udføre dem i.

Det er der jo ikke noget unikt ved. Det er nærmest larmende almindeligt at have høje forventninger til sig selv. Balancen mellem interessant liv og et liv, man selv kan følge med til er som en knivsæg. Stadierne op til farlig stress har traditionelt været prestigefyldte. Et udsagn som "Jeg kan simpelt hen ikke overskue at holde kontakt med alle mine venner, samtidig med mit arbejde og min familie," siger jo i hvert fald om afsenderen, at vedkommende HAR mange venner. Hvem vil være Kedelig Knud fra Shu-bi-dua sangen? Når jeg kommer ind, går blomsterne ud - og når jeg holder fester, kommer der ingen gæster. Nej vel?

Men der er tegn på, at tid er den nye prestigefaktor. Tid til sig selv, tid til at gøre ingenting, tid til at være. Dog i begrænsede mængder. Der skal jo ligesom være noget at holde pause fra - ellers er det ikke en pause. Jeg gad egentlig godt kunne sætte noget af den vidunderlige tid, jeg har nu ind på en tidskonto, som jeg kunne trække lidt på, når jeg en dag igen befinder mig der, hvor der er lidt mere automatpilot og lidt mindre tid til at tænke. Mens jeg opfinder sådan en, planlægger jeg også en lille fest - og håber, der kommer bare en enkelt gæst, gerne flere. For hvem ved, om jeg finder overskud til at holde fest, når jeg ikke har tid længere?

tirsdag den 1. februar 2011

Zumba og min .... røv

Nej bare rolig, det er ikke en ny nøgen-version af zumba, jeg hentyder til med overskriften. Men nu har jeg i en måned deltaget i denne for vort lands kvinder så uundværlige hoftevridende sportsgren. Jeg er bange for, at jeg har fået mig en kontor-arbejdsplads-røv. Den lader sig ikke frivilligt svinge og ryste og dingle ligesom nogle af de andre på holdets.

Måske er det bare lidt selvmodsigende at gå fra minus 2 grader og ind i et dansestudie med latinske rytmer og rullende hofter. Særligt komisk bliver det af, at man på vejen passerer en stor Harley Davidson forretning og parkerer med udsyn til langhårede motorcykel-mekanikere, som muligvis har installeret skjulte kameraer i dansestudiet lige ved siden af?

Det kan ikke udelukkes, at det er fordi, jeg endnu finder mig selv med det forkerte ben i luften eller går til den forkerte side, så jeg helt mangler overskuddet til at ryste med numsen imens. Eller måske tænker jeg, at svingningerne ikke stopper igen, hvis jeg først giver los?

Jeg tror nu, jeg fortsætter med min Kaptajn Jespersens Morgengymnastik version af zumba lidt endnu. Indtil jeg har fået rummet afsøgt for skjulte kameraer.