torsdag den 31. marts 2011

Pas på hvad du beder om

En gang skrev jeg herinde, at jeg savnede lidt følelser fra min GPS-stemme i stedet for den uendelige tålmodighed, når hun beregner ny rute. Siden er der sket i hvert fald to ting: 1) Jeg har opdaget, at min mand læser med her og 2) Han har anskaffet en Doc Brown stemme til vores GPS.


Doc Brown er den skøre doktor fra Back to the Future filmene. Så nu har jeg ikke bare fået følelser, men også let galskab og eksalterede udbrud med i bilen, når jeg kører et nyt sted hen. I forvejen er jeg jo ikke så meget for parkeringshuse, men når der så tilmed kommer et "Great Scott!- Now I've lost the satellite reception" ved ankomsten, tilføjer det lige et ekstra chock. Hvis jeg kører rigtigt kommer der et: "You have reached the destination - precisely on schedule," og så kan jeg slappe lidt af, men jeg frygter for, hvor opfarende han kan blive, næste gang jeg kører forkert.

Min mand elsker sådan nogle film, der handler om tidsforskydning. Jeg har oftest svært ved at acceptere den grundlæggende præmis om at det kan lade sig gøre og, indrømmet, i de avancerede versioner har jeg også svært ved at følge med. Jeg deler ikke drømmen om tidsmaskinen, men er der et element af romantik som  f.eks. i Sliding Doors, så ser jeg gerne med.

Jeg har fundet ud af, at det er fordi, jeg ser film på en helt anden måde. Jeg koncentrerer mig ikke i samme grad som min mand KUN om handlingen. Hvis jeg f.eks. får en idé til at en gave, vi skal have købt i fællesskab, kan jeg godt spørge, på et helt afgørende sted i filmen, om vi ikke skal købe en tekande. Alternativt kan jeg falde i søvn midt i filmens klimaks - selv om jeg sjældent indrømmer det. Men nu jeg er i gang, kan jeg lige så godt indrømme, at jeg snorksov til Ringenes Herre i biografen. Det blev altså lidt ensformigt med alle de orkeslagsmål til sidst, gjorde det ikke?

Min mand - og min ældste søn - kan også huske og genkende skuespillere, de har set én gang i en perifær birolle. For mig er de fleste ude af øje, ude af sind. Jeg har ikke en visuel hukommelse og jeg ser ikke film med hele kroppen, sjælen og hjernen som de gør. Men jeg kan godt blive lidt misundelig på deres filmoplevelser, som jeg tror bliver større på den måde. Min hjerne har så valgt at lagre samtlige tekster til børnesange fra 1970'erne. Det kommer selvfølgelig handy i nogen sammenhænge, men det har sjældent samme coolhedsfaktor i samtale med andre som at være en omvandrende filmdatabase. Men nu glemmer jeg i hvert fald ikke Doc Brown.

onsdag den 30. marts 2011

"De er helt røde og tørre"

Jeg har været et par dage i København, hvor jeg faktisk blev en del klogere vedrørende marketing på Facebook. Jeg vil ikke spytte tør faglighed ud her, men i stedet fundere lidt over oplevelserne med og i de offentlige transportmidler på sådan en tur fra Egå til København via Roskilde og retur. Eller hvad der i det hele taget er flyttet ud i det offentlige rum sammen med mobiltelefonerne.


Først gik turen med bus 56 ind til banegården. Det ville være en overdrivelse at sige, at der sker særlig meget på den linie ude i Egå/Risskov midt på en mandag. Men inde i byen stod der en fyr på, som havde et alvorligt problem, som resten af bussen blev delagttiggjort i. Busserne i Århus larmer en del og hvem ved hvor god mobildækningen er i Busgaden? I hvert fald råbte manden meget højt ind i sin mobil: "De er helt røde og tørre! Jeg skal have noget medicin - kan du ikk' sende det til Viby apotek?" Uheldigvis (eller heldigvis, afhængigt af, hvordan man vælger at fortolke det) hørte resten af bussen ikke indledningen til samtalen og jeg tror ikke, jeg var den eneste, der ikke kunne lade være med at spørge mig selv HVAD det var, der var rødt og tørt på manden. Hjernen udfylder som regel de tomme huller i en sætning med det værste scenarie, men det problematiske her er jo, at der var garanteret ingen i bussen, der havde lyst til at vide, hverken hvad der i bedste eller værst tænkeligt scenarie var rødt og tørt på den mand.

Sådan har vi flyttet mange intime og nære ting ud i det offentlige rum. Uden at blive spurgt kan man uforvarende blive vidne til mange mærkelige stumper information, som man ikke altid har lyst til at få del i. Desuden er der et eller andet med offentlige transportmidler, som gør mobilsamtaler ekstra irriterende for medpassagerer. Man kan som regel ikke umiddelbart slippe væk og hvis man ikke selv har noget i ørerne (og det har jeg aldrig, eftersom jeg alligevel kun kan høre på det ene og er nødt til at bruge al min høreenergi på at orientere mig ift omgivelserne med den halve hørelse af de fleste andre) er det meget svært at undgå at opfange disse samtaler. Fordi der samtidig er meget baggrundsstøj, taler de fleste ret højt i telefonen, som en konsekvens af, at de ikke selv kan høre noget. Helt igennem menneskelig reaktion, men hvor blev blufærdigheden og den almindelige pli af i den sammenhæng?

Anyway i toget sad jeg i en stillekupé, så der er ikke meget at berette. Men jeg skulle besøge familie i Roskilde og gik derfor ud til bus 600S. Jeg skulle lige sikre mig, at jeg tog den i den retning mod Himmelev og det fik jeg bekræftet. Så steg en dame (og alders- og standsmæssigt er det helt på sin plads at kalde hende for en dame) ind og fremsatte sit ønske til chaufføren om at komme til Risow. Hun sagde det på østeuropæisk engelsk og blev mere og mere insisterende i takt med, at chaufføren forstod mindre og mindre. Hun havde "hørt i telefone, at det var riktike bus nummer, ja, og nu ville hun gerne til Risow." Jeg pippede til chaufføren, at hun måske mente Risø, men som nyankommet jyde, der ikke engang vidste, hvad retning Himmelev lå i, var jeg tydeligvis ikke kvalificeret til at have en mening om emnet. Så de diskuterede videre en stund, indtil chaufføren pludselig lyste op og sagde: "Nåååh, Risø, jaja, der kommer jeg forbi." Hrmph.

Efter inspirerende kursusdag tirsdag skulle jeg hjem i stillekupé igen. Dejligt tænkte jeg og slog op i den spritnye bog om Facebook Marketing. Toget satte i gang og ... bremsede. Satte i gang igen og ... bremsede. Sådan cirka i Borup blev den søde togdame nødt til at informere os om, at det virkede uhensigtsmæssigt, at et lyntog bremsede hver gang, det satte i gang, men at det var det automatiske bremsesystem og således ude af hendes hænder. Men man havde kontakt til nogen, der vidste mere om bremsesystemer og deslige, så vi ville højst komme til at holde i Borup i 30 minutter. Det gjorde vi så. Og blev passeret af det ene bumletog efter det andet på den modsatte perron. Nu tror jeg ikke, der er noget galt med Borup, men det føles provokerende at sidde så stille, når man nu har bestilt et lyntog og i den grad bliver passeret af andre og langsommere tog.

Men togdamen havde muligvis også været på kommunikationskursus og lært, at kunderne skal have besked, for hun underholdt videre om, at nu havde de prøvet at slå det automatiske bremsesystem fra og se, om vi kunne slippe for at bremse helt så meget op. Umiddelbart virkede det heller ikke betryggende at køre til Århus uden bremser, men hvad ved jeg om det? Ergo rullede vi mod Ringsted, men begyndte ret hurtigt at bremse hårdt op igen. Til sidst blev togdamen og lokomotivføreren enige om, at sådan et tog må blive på Sjælland, så i Ringsted byttede vi pladser med dem, der sad i lyntoget fra Jylland. Det skulle så vende om og køre os til Århus, mens de andre stakler formentlig skulle køre/bremse sig tilbage til København.

Så slap vi for den bekymring. Men det endte med at betyde op mod en time ekstra til at sidde stille og tænke i. Da jeg hverken gad læse eller spille Tetris mere, lukkede jeg øjnene. Det første der skete var, at jeg kom til at tænke på manden med det røde og tørre et eller andet problem, som lægen skulle gøre noget ved. Arrrgh, jeg vil ikke vide det, jeg vil ikke tænke på det, fjern dig fra min hjerne!

Hermed en stille bøn om at holde private og intime samtaler der hvor de hører til: I det private rum og ikke det offentlige.

mandag den 28. marts 2011

Bare et hurtigt spørgsmål

Er man gammel, når man ser en cyklist bagfra med langt mørk lidt rodet permanent, helt stramme jeans og kort sort pilotjakke og tænker: "Hey, han mangler bare en kamphund i stedet for cyklen, i at være en småkriminel type, der hører heavy metal." Når man så er kørt forbi, viser det sig at være en moderigtig gymnasiepige? Det vil jeg spekulere over, mens jeg tager toget i dag og lader bloggen være alene hjemme et par dage. Hav det godt så længe. (PS, jeg tror desværre godt, jeg kender svaret).

søndag den 27. marts 2011

Earth hour intentioner

Jeg kan godt lide initiativet med at tænke en ekstra gang over vores elforbrug. Derfor prøvede vi at hype Earth Hour for børnene her i huset. Ældste barn var heldigvis ude til game night og der tror jeg ikke sådan et hippieagtigt tiltag havde været velset. Mellemste barn syntes det var rimeligt ærgerligt, når han nu for en gangs skyld havde storebrors pc for sig selv. Yngste barn glædede sig som til juleaften ved udsigten til at spille billedlotteri i halvmørke. En disciplin, der udfordrede i hvert fald de voksne en hel del.


Mellemstemand var villig til at indgå forlig (mod chokoladebestikkelse), hvis han måtte spille lige til 20.30, hvor vi havde tændt stearinlys og kun opvaskemaskinen afslørede et vist elforbrug. Efter billedlotteri i blinde blev mindste barn pludselig bange for alt det mørke og måtte puttes med sin sommerfuglelyskæde tændt, som vi blev enige om ikke talte som lys for ikke at plante en evig mørkerædsel i hende. Hun har aldrig før været bange for at sove i mørke. Så skulle mellemstemand tisse og havde noget svært ved at ramme toilettet ved stearinlysets skær fra vindueskarmen.

Vi var kun ½ time inde i dette initiativ, da mindstebarnet sov og mellemstemand og far læste Anders And med lommelygte. Da blev jeg lidt rastløs og måtte lige bruge lidt mobiltelefonstrøm – det tæller vel heller ikke rigtigt? Kl. 21.30 gik jeg på toilettet med tændt lys og trådte i en tissesø. Hrpmph. Det var nok der, jeg begyndte at tænke, at vi ikke behøver markere dagen til næste år.

Det er bestemt meget sundt og konkret for børnene at blive mindet om miljøet og strømforbruget og det hele, men det er vel bedre at tænke sig om hele året, end at blive fanatisk denne ene aften. Alle de stearinlys river også lidt i næsen – og er der ikke noget med, at de forurener lige så meget? (Og hvor kan man komme til at savne sin pc på bare en time!)

lørdag den 26. marts 2011

Bilkabims

Jeg tror egentlig ikke, at jeg fremstår specielt fobisk, men der er altså en ting ud over parkeringshuse, jeg ikke kan lide. Den anden ting er Bilka. Selv om det tager brodden lidt af det at tænke på den som ”Den store blå døgner,” som jeg har hørt, at nogen (Helle, var det ikke din far?) kalder den.

Fredag havde jeg et ærinde i Tilst og fik den fatale tanke, at jeg da lige kunne købe ind i Bilka, nu jeg var der. Det sker måske en gang om året, hvilket for mit vedkommende åbenbart er nok til at glemme, hvorfor jeg ikke kan lide at være der. Det er ikke som parkeringsramper, der sidder i kroppen i op mod 10 år, men bare sådan et let ubehag, som går over, når jeg går ud derfra igen.

Jeg går rundt med et fjernt blik, fordi alting virker til at være langt væk. Derfor er jeg nogen gange lige ved at tørne sammen med enten mennesker eller hylder helt tæt på, fordi jeg ikke har lagt mærke til dem. Det er noget med manglen på frisk luft og flugtveje sammen med virkeligt store bogstaver, som udpensler, at der er 50 bananer for latterlige 49,95 eller noget i den stil. Jeg ved det ikke, for jeg får ikke læst det. Lyde og lys bliver lidt uvirkelige og jeg går rundt i en osteklokke. Måske er det fordi, hele stedet bare skriger FORBRUG så højt, at jeg ikke vil høre det. Hvad vil du have, en vaskemaskine eller et spabadekar? En ost i 2 kilos klassen eller cirka 300 bleer? Bilka har det og det koster nærmest ingenting. Men hvorfor bliver det så alligevel altid dyrt, når man når til kassen?

Eller er jeg i virkeligheden bange for forlegenheden, hvis jeg skulle møde nogen, jeg kendte? Så kunne vi begge stå og sige, at vi ellers aldrig kom der, men lige kom forbi. I mit tilfælde ville det næsten være i overensstemmelse med sandheden, men hvorfor skulle den anden tro på det? Og hvorfor skulle jeg tro på ham eller hende? Kvinder lyver jo, og det gør mænd også, bare om nogle andre ting.

Tilbage til turen fredag: Først skulle jeg finde en indkøbskurv, for selv om jeg ikke var cyklet, var jeg opsat på at overholde del 2 af mit indkøbsprincip om ikke at købe mere, end der kan være i en kurv. Der er ikke ret mange kurve i Bilka, hvor det er mere velset at pløje rundt med en indkøbsvogn på størrelse med en lille bybil. Måske gælder loven om udbud og efterspørgsel her, for der er tyverisikring på indkøbskurvene, mens man ikke behøver putte en mønt i vognene? Kurvene er måske mere eftertragtede i det kriminelle miljø?

Det krævede en langdistancevandring i alle verdenshjørner at samle de få ingredienser, jeg skulle bruge. Jeg gik målrettet mod kassen og tænkte, at det var da ikke så slemt endda. Men så kom jeg i tanker om, at jeg ville have en ny badevægt.

Det er ikke fordi, jeg tror på, at soen bliver federe af at blive vejet, men omvendt kan jeg heller ikke argumentere for, at den bliver tyndere af ikke at blive vejet – eller af at blive vejet unøjagtigt. Den gamle vægt har udsving på op til 6-7 kg alt efter hvilken flise, den står på, og selv om det føles rart at finde en gunstig flise, så føles det ikke helt velfortjent at opnå et godt resultat på den måde.

Altså startede jeg en vandring i modsat retning fra kasserne, for først at pløje gennem elektronik uden held, få den idé, at det måske var ovre ved shampoo og sæbe, men det var det heller ikke. Tilbage i elektronik fortalte en overbærende medarbejder let undrende over mit spørgsmål, at vægte var ovre i Havecentret. ”Altså personvægte?” skulle jeg lige sikre mig, fordi jeg ikke umiddelbart kunne finde en god grund til at veje sig i haven. Men den var god nok: ”Alt til bad er ovre i Havecentret,” gentog han tålmodigt.

Måske har de bare en anden opfattelse af det indlysende i Tilst. Jeg opgav at forstå Bilkalogikken og fandt en vægt i havecentret. Måske kan den minde mig om, hvorfor det er, jeg ikke skal tage i Bilka. Indtil jeg glemmer det igen.

fredag den 25. marts 2011

Parkeringshuse – eller prøvelser i panic management


I sandhed et traumatiserende emne, jeg har valgt i dag. Der er særligt en bestemt hændelse, som har sat sig dybe spor. I går mærkede jeg, at den endnu ikke er glemt efter godt 8 år. Hændelsen fandt sted i Magasins parkeringshus i Århus, mens jeg var på barsel med mellemstemand, som var ca. ½ år. Han var en ret fredelig baby og jeg havde observeret andre have autostole med fredelige babyer med sig både her, der og alle vegne. Således havde jeg besluttet mig for at tage ham med mig til tandlæge. Men jeg havde glemt, at det var tæt på jul og at det selv om formiddagen var en umulighed at finde parkering i byen.

Jeg ankom tilstrækkeligt kæk til kortautomaten og klarede i strakt (meget strakt) arm at få min p-billet uden at stige ud af bilen. Inde i parkeringshuset sneglede bilerne sig rundt i en lang slange på udkig efter tomme pladser. Tandlægetiden nærmede sig og den ellers så fredelige baby troede måske, trods kun 1½ tandstump, at det var ham, der skulle til tandlæge. I hvert fald valgte han at sætte i et øresønderrivende hyl og ansigtskuløren skiftede hurtigt til højrød, mens kroppen i den lille flyverdragt stod i så meget flitsbue, som det kan lade sig gøre i en autostol.

Uheldigvis var jeg lige kørt op ad en rampe, hvorpå der var stilstand i trafikken. Lad mig bare sige, at kombinationen af koblingspunkt og skrigende baby, som nægtede sut, også ændrede min ansigtskulør dramatisk til det mørkere. Nu skulle jeg faktisk have været hos tandlægen, men lige pludselig var der ganske enkelt ikke noget koblingspunkt i bilen! Jeg sværger, hver gang jeg koblede til og gassede op som en sindssyg, gled jeg bare baglæns, tættere og tættere på en meget stor og meget dyr bil bagved mig. Som dyttede. Men det kunne jeg næsten ikke høre for nu blålilla og ikke spor fredelig babys hyl.

Jeg var nødt til at bide al skam i mig, stige ud og bede om hjælp. Rar mand i stor bil (eller måske snarere meget nervøs mand, som holdt meget af sin bil) hoppede ind bag mit rat ved siden af baby, som næsten havde skreget sig hæs, men fandt fornyet styrke ved at vildtfremmed mand overtog mors plads – og på mirakuløs vis indfandt koblingspunktet sig i samme øjeblik igen i bilen og han kørte den op ad rampen. Den elendige humørsyge gamle møgspand. Vi fandt en p-plads til møgbilen med hjerterne oppe i halsen og ankom til den flinke tandlægesekretær mere oprømte end tandlægepatienter normalt er. Hun tilbød at passe meget opkørt baby, som aldrig havde hørt om fredelige babyer, der sidder i autostole og pludrer, mens mor får tilset tænder. Alligevel kunne jeg sagtens høre hans hyl ind i mellem tandrens og pudsning.

Når jeg genoplevede det hele i går, var det fordi, jeg skulle til samme tandlæge og parkere i samme p-hus, dog denne gang uden baby, men nu i nyere og større bil. I mellemtiden har jeg lært det trick, at der næsten altid er ledige pladser i kælderetagen i Magasins p-hus, men det var der ikke i går. Således måtte jeg starte opstigningen helt op til 3. sal og for hver rampe mindedes jeg dengang, jeg hang fast på midten af en af dem. Jeg overlevede dog denne gang både opstigningen (uden hjælp) og tandlægebesøget, men jeg kommer aldrig til at holde af nogen af delene.

Jeg kommer heller aldrig til at holde af parallelparkering, så derfor vedbliver jeg at konfrontere min egen panikangst i p-husene i Århus, i håb om en dag at opdage, at jeg er kommet helt over den. (In my dreams).

torsdag den 24. marts 2011

Princippet om ikke at købe mere end der kan være på en cykel

Det har jeg indført. Idéen er den simple, at jeg ikke indkøber flere dagligvarer hver dag, end jeg kan cykle hjem med. På den måde vil jeg dels sikre, at jeg cykler en tur hver dag, dels at jeg ikke køber noget, vi ikke har brug for.



Men det volder lidt vanskeligheder med tre børn, en kat og en mand, hvoraf de første fire kun synes at blive længere og tyndere og aldrig tykkere, lige meget hvor meget mad, jeg indkøber til dem. Jeg er ellers virkelig kreativ mht at laste en cykel. Der kan stå en pose i barnesædet og hænge køkkenruller og toiletpapir på begge sider af styret. Samtidig kan skuldertasken fyldes med småting og svinges elegant bagover , så den balancerer ovenpå indkøbsposen i barnesædet. Lidt balanceøvelse kræver det selvfølgelig og nogen respekt for huller i vejen og kørsel over ujævne fliser.

Således kunne man i går i tunnelen under Grenåvej finde mig i en øvelse, som dels gik ud på at holde cyklen stående, dels på at opsamle en pakke vindruer, hvor låget var faldet af, to pakker sukkerærter og et glas krydderi. Der er en dum kant for enden af den tunnel, som jeg i min kådhed troede, jeg bare kunne cykle over.

Jeg var så heldig at være alene i tunnelen, for jeg er ikke sikker på, at det så særlig atletisk ud. Tænk hvis ligefrem den allerhurtigst voksende og ældste af mine børn var kommet præcis denne vej hjem fra skole på samme tidspunkt – jeg kunne virkelig have traumatiseret det unge teenagesind. I hvert fald hvis han havde haft en kammerat med, da jeg stod med bagdelen som spidsen i en vinkel, der sikrede, at jeg lige nøjagtig kunne få fat i det krydderiglas, som var ved at rulle væk fra mig, uden at vælte cyklen.

Der er også nogle gange, jeg lader mig rive med af et tilbud, som får mig til at ignorere signaler fra overjeget om, at jeg overvurderer cyklens lasteevne, når jeg nupper 4 kg kartofler for en tyver. Jeg prøver at sige, at hvis det kan være i en indkøbskurv, kan det også være på en cykel, men der kan være ret meget i en indkøbskurv, hvis man har forstand på at pakke den.

Egentlig er det godt, at jeg ikke har nedfældet noget i princippet om, at man kun må cykle én gang om dagen for at hjembringe dagligvarer. Ellers kunne vi hurtigt komme i bekneb for både køkkenruller, toiletruller og cornflakes, som alle fylder urimeligt meget i forhold til herlighedsværdien.

I øvrigt har min datter arvet en afledt tendens. Hun foretrækker at få mindst et, gerne to stykker legetøj med i børnehave. Er det ene så en andemor, kan man blive mødt af argumenter som, at ællingen da er nødt til også at komme med. I går havde hun så af uafklarede årsager ikke fået rygsækken med i børnehave, og da jeg hentede hende på cykel, skulle andemor og barn, malebog, madkasse (som hun skulle spise en snack fra på vejen hjem, hvilket udelukkede at anbringe vanterne på hendes hænder) placeres på cyklen, moderen og barnet. Det resulterede da også i, at anden Rap blev tabt og nu må vi så lede efter den i eftermiddag. (Eller måske ikke, den har nemlig en raplyd, når man trykker den på maven).

Der er altså grænser for, hvad der kan være på en cykel. Man kunne også mene, det er på tide, at den 5-årige får brudt cykelkoden for alvor, så jeg kan få plads til hendes mest nødvendige udstyr til en dag i samfundet på barnesædet. For jeg respekterer fuldt hendes behov for at være beredt til enhver situation med indholdet af sin dame/børnehavetaske. Især hvis moderen så husker børnehavetasken.

onsdag den 23. marts 2011

Hvordan bliver hvide fingre grønne?

Jeg forstår ikke, hvordan andre mennesker gør det eller hvor deres evner for det pludselig kommer fra. Jeg mener efter et betragteligt antal år på henholdsvis kollegieværelser eller i lejlighed med højst 100 kvadratcentimeter altan, så køber de et hus og det viser sig, at de har en freaking latent anlægsgartner i sig, som pludselig kommer til udtryk. Deres græsplæner stopper sharp ved flisernes begyndelse og de har nøje farveafstemte og dekorative bede, som altid blomstrer. Deres haver ser harmoniske ud og der er aldrig meterhøjt græs under havetrampolinen. Andre mennesker vader rundt i erantis lige nu, vi har bare jord, mos og visnede planter fra sidste år.

De begynder også at slynge om sig med ord, jeg ikke forstår. Tag nu bunddække. Jeg troede i flere år, at vi havde et fint bunddække på en skråning, indtil jeg fik at vide, at det var skvalderkål. Så måtte vi jo rette ind efter de andre forhaver og begynde at undergrave det spæde lysegrønne bunddække, som tilsyneladende kun har respekt for dynamit.

De virkeligt avancerede, som f.eks. vores naboer, siger også beskæring, surbund, kompost, plæneluftning, staudebed og allerværst, så siger de: "Jamen det passer jo nærmest sig selv, vi giver det lige en tur forår og efterår, resten af tiden nyder vi det bare." Det passer jo ikke! Jeg har set dem, har jeg og de tilbringer rigtig meget tid i gummistøvler og havehandsker. I hvert fald dem, der er tættest på, og som høfligt finder på at komme og spørge, om vi skal låne traileren, når de synes, vores hæk er vokset så stor, at de ikke kan komme forbi den længere.

Det er flinke mennesker, men nogen gange tror jeg, de har et skjult budskab i det de siger. De siger f.eks. "Uha, vi får mange mælkebøttefrø fra dem ovre på den anden side, gør I også det?" Der er mange mælkebøtter på den anden side, men jeg er ikke sikker på, at det slår de ting, der flyver afsted fra vores have. Andre gange siger de: "Uha, hvor er her faldet mange blade ned!", mens de fiser rundt i indkørslen og jagter de første 2-3 efterårsblade. I vores carport ligger efterårsblade fra flere generationer, og når det rigtig stormer, flyver nogle af dem sikkert over til naboen.

Engang var jeg gået i gang med at nippe lidt af vores kæmpestore kirsebærlaurbær (jaja, jeg kan også namedroppe), en af de få vækster, som vi virkelig har succes med. Overvældende succes faktisk, for den var nok 1½ gang min højde og i overhængende fare for at vokse ind i kontoret, da jeg besluttede mig for at studse den lidt med en hækkesaks. Det kunne min nabo næsten ikke holde ud at se på, så han kom straks med powertools, og inden vi nåede at sige ret meget mere end "OK", var motorsavsmassakren i gang i vores forhave. Vips var der kun en forkølet lille stamme tilbage og væk var ungernes hule under busken.

Vi har ingen powertools selv, og det virker nok lidt provokerende på naboen. Måske især fordi vores have i virkeligheden er lidt for velvoksen til at kunne holdes nede manuelt. Engang foreslog jeg, at vi kunne invitere nogle af mine veninder, hvis mænd havde powertools, men det blev taget meget ilde op af min mand. Han spurgte, om han så måtte invitere nogle venner, hvis koner kunne lære mig lidt om børneopdragelse. En tankevækkende parallel, som jeg var nødt til at tage stor afstand fra. Der er altså noget stolthed med i spillet, bag hans tilsyneladende nonchalante holdning til hækkes højde.

Men det virkelige problem er egentlig hverken beskæring eller hækkeklipning, det er de kontinuerlige mængder af ukrudt. Den opmærksomme læser kan måske huske, at min kære lider af planteneglekt og kan derfor hverken se tilsigtede planter eller ukrudt. Det må være en fryd. Jeg kan desværre rigtig godt se ukrudt, og jeg er pinligt bevidst om det, jeg ikke umiddelbart kan se. Vi har vel 30-40 m fortov, som jeg ved af erfaring vil eksplodere med tidsler og mælkebøtter om et kort øjeblik. Jeg føler en vis forpligtelse til at holde det farbart for barnevogne, men det gør man jo i sagens natur ikke, når man ikke kan se det.

Hvert forår tænker jeg ambitiøst, at i år skal vi have en fin have og der er som regel også en kort periode, hvor spanske margueritter og tulipaner vinder over ukrudtet. Men så mister jeg gejsten igen og jeg ejer bare ikke sans for at forny og vedligeholde, hvad der vokser op af jorden, MEN JEG KAN GODT SE DET. And I don't like what I see. Faktisk hvis man kunne få et rækkehus på størrelse med denne her hytte og det lå lige op til en fodboldbane, så behøvede jeg slet ikke have en have.

Men jeg ruster mig til endnu et års kamp mod genstridige vækster og tænker, at det 10. år med have måske er det år, hvor prydplanter vinder over pælerødder. Man glemmer meget over en vinter og foråret kommer og giver fornyet håb og lalleglad optimisme. Og det skal der til, som det kan ses på billedet af min have:


tirsdag den 22. marts 2011

Hvad er dette?

Jeg kan afsløre, at det er noget, min singlesøster og jeg har studeret indgående, forud for en vigtig beslutning i hendes liv. Er det mon fra Cryos' katalog? En datingprofil? Eller et dyr? Læs videre, gæt og find svaret nederst i indlægget.



"Helhedsindtryk:
Kvik, adræt og vågen, naturligt udseende. Stærkt bagparti. Ribbensparti dybt, bevægelsen meget fri.

Temperament: Giver indtryk af at være energisk, modig og robust. Frygtløst og muntert væsen. Selvbevidst, men ikke aggressiv.

Hoved: Lille, men proportioneret efter kroppens størrelse. Godt behåret.

Tænder: Store tænder. Kæberne er stærke, men ikke lange eller grove, med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs. at overkæbens tænder tæt overlapper de nederste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne.

Øjne: Placeret langt fra hinanden, middelstore, mørkt nøddebrune. En smule dybtliggende, med buskede øjenbryn.

Ører: Små og spidse, båret livligt og opretstående, hverken for tætsiddende eller for rigeligt, behårede.

Hals: Vel ansat, ikke kort.

Ryg: Stærk og smidig.

Bryst: Godt hvælvede og dybe ribben.

Lemmer: Middellange ben med god, dog ikke for svær benstamme. Beklædt med grove hår.

Skuldre: Skråtliggende.

Albuer: Aldrig udaddrejede.

Bagpart: Meget stærk og muskuløs.

Knæled: Velvinklede, men ikke overdrevet.

Haseled: Lavt ansatte, set bagfra hverken ind- eller udaddrejede.

Bevægelse: Meget fri og flydende, med god skridtlængde."

Svar: Det er en Cairn Terrier racestandardsbeskrivelse!

mandag den 21. marts 2011

Aflyst på grund af lykke

Hvis jeg skrev et indlæg i dag, ville det simpelt hen være så happy, at I ville få kvalme. Så det vil jeg ikke gøre, eller jeg vil i hvert fald fatte mig i korthed og beskrive dagen i går i stikordsform:
  • Bacon
  • Sød mand
  • Forårssol
  • Scrambled eggs
  • Små kusiner i fine kjoler og guldsko
  • Bacon
  • Dejlige venner
  • Pandekager med ahornsirup
  • Asti
  • Skøn familie
  • Godt brød
  • Superfede gaver
  • Pesto-ost
  • Tulipaner, påskeliljer og hyacinter
  • Bacon
  • Bryllupslignende kage
  • Mere Asti
  • Ingen æresport og morgensang
Det eneste, jeg ikke kan anbefale ved at holde kobberbryllup som brunch er, at man skal stege virkelig meget bacon om morgenen, og selv om jeg gik i bad og vaskede hår efterfølgende, så blev jeg forfulgt at baconlugt hele dagen.

Derfor skriver jeg ikke mere i dag. Så nu ved jeg ikke, om I får mest kvalme af min lykke eller tanken om baconlugten. Men helst ikke af kagen - den var så fin og festlig.



TAK!

lørdag den 19. marts 2011

No oils or glazing agents added

Det kan godt være, at mine cirkler er ved at blive lidt for små og at jeg skulle interessere mig lidt mere for verdens virkelige udfordringer. Det der sker ude i verden gør mig bare helt mundlam af skræk – og der skal meget til, før jeg bliver mundlam.

Derfor faldt mit blik i stedet på overskriftens tekst på en pakke Sun-Maid rosiner. Et eksempel på information, jeg ikke vidste, jeg havde brug for, og jeg tror helst, jeg vil forblive uvidende om, hvad glazing agents er for nogen fyre.  Omvendt har jeg svært ved at tro, at Sun-Maid’s konkurrenter putter små skinnende agent-typer med slikket hår ned i deres rosinpakker?


Men det foranledigede mig til at gå skuffer og skabe efter for anden vigtig information. Det viser sig, at jeg også har Il Fornaio siciliansk håndhøstet middelhavssalt. Og her kunne jeg faktisk godt tænke mig at vide, hvordan man høster salt med hænderne? Og falder det ikke ret let igennem fingrene?

Til den gode samvittighed har jeg også Nutella – für sportsliche lifestyle – hjembragt fra Tyskland. Det er da i hvert fald ny og meget behagelig viden for mig, at man får en sporty livsstil af at spise Nutella.

Der er også Hello Kitty økologiske mini riskiks. Her kan man undre sig over, hvilken information Hello Kitty bidrager med, men hvis man kender min datter, ved man at hun som regel er opfyldt af lige dele begær efter Hello Kitty og eftermiddagssnacks.

I køleskabet ligger en pakke lårmix af salmonellafri Danpo kyllingeoverlår med rygben og underlår. Lårmix er virkelig ny information. Det lyder jo næsten som om, kyllingearbejderne har stået og udvalgt gode lår, ligesom når man vælger slik i biografen. (For her kan vel ikke være tale om slagteriaffald fra kyllinger med sår på andre dele af kroppen?)

Det er utroligt så meget viden, man kan få af sine dagligvarer. Jeg glæder mig helt til producenterne får lov at lave anprisninger og tilsætte vitaminer - så kan jeg lære endnu mere af produkterne. Jeg har trods alt ikke lyst til at komme til at spise en glazing agent ved et uheld.

fredag den 18. marts 2011

Der er så meget, kvinder ikke forstår

Men det sker altså også, at jeg ikke forstår andre kvinder. For eksempel forstår jeg ikke smoothies. De får mig altid til at tænke på Niels Hausgaards beskrivelse af makrelguf: ”Det er jo tøwwe fra fabrikken” (tøwwe
= tygget, red.) Altså hvorfor ikke bare tygge den frugt selv? Man behøver jo heller ikke spise alle 6 på en gang. Det kan da næsten kun give en, skal vi sige, meget aktiv mave og en masse sukker.


Jeg forstår også godt, at sundhed er blevet til en religion, men hverken religioner eller andre bevægelser tager sig godt ud i fanatiske dimensioner. Derfor forstår jeg heller ikke raw food. Jeg mener efterhånden, vi efter adskillige tusinde år kan konstatere, at ild som tilberedningsmetode er en evidensbaseret praksis. Derfor virker det ikke som om, det er specielt naturligt at drikke spinatshakes med gulerodssaft til.

Jeg hørte en i fjernsynet sige, at når man først havde oplevet det velvære, hun fik af rå grøntsager, så skulle man nok blive overbevist. Det er bare lidt mærkeligt, eftersom det senere er kommet frem, at der er en del vitaminer, som vi slet ikke kan optage fra grøntsager i rå form. Men enhver er selvfølgelig salig i sin tro, og hvis den indbefatter at fornægte brugen af ild ved tilberedning, så er det ok med mig.

Jeg forstår godt sushi som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at rå mad smager mærkeligt, men en ægte raw food freak er vegetar, så den glæde får jeg for mig selv. Jeg synes ellers, det giver ualmindeligt meget velvære at spise sushi og drikke kølig hvidvin.

Men sundhed er ikke det eneste, jeg ikke forstår. Der er også to indledninger til sætninger, som stort set kun bruges af kvinder, som  jeg heller ikke forstår. Den ene er ”Ikk’ for noget, men…” Ok, men hvis det ikke er for noget, kan man så ikke bare lade være? Eftersom sætningen tit fuldendes med noget kritisk, tænker jeg, pyha, tænk hvis nu det var for noget, hvor slemt mon det så skal stå til?

Den anden indledning jeg ikke forstår er: ”Er det bare mig, eller…” Her følger en selvfølgelighed, som det naturligvis aldrig bare er den enkelte, der ”er”. Det kan være ”Er det bare mig eller er det ikke for dårligt, når alle hundeejere lader hundelortene ligge på mit fortov?”  Jeg gør det ikke, men jeg har nogle gange lyst til at sige: ”Ja, det er kun dig i hele verden, alle vi andre er enige om, at hundelorte på fortovet er det mest fantastiske og vi betragter dem som gødningsgaver til vores jordbærbede.”

Det er faktisk en trøst at tænke tilbage på seminaret om, at kvinder lyver. For det forklarer rigtig meget af det ovenstående:

Smoothies: Det er sikkert rigtig, at der er nogen, der mikser en velsmagende smoothie hver morgen, men at de derefter får en utrolig energi og overhovedet ikke er sultne resten af dagen - kan det virkelig passe?

Raw food: Måske passer det ikke, at der ikke er noget bedre end en rå paté af champignons, selleri og broccoli. Måske kan tilhængerne endda finde på at koge en enkelt gulerod i smug.

”Ikke for noget..” Det er jo løgn i sig selv, for det er altid for noget, ellers skal man holde sin mund.

”Er det bare mig...” Er også løgn, for du antager ikke, at det bare er dig, du forventer faktisk at de fleste vil bifalde og bekræfte dig i, at det ikke bare er dig.

Og alt hvad jeg skriver her er ganske vist, jeg lyver jo ikke… (Men jeg siger ikke, hvad jeg gav hos frisøren i går. Specielt ikke i betragtning af, at ingen i min familie uopfordret kan se forskel og kun modstræbende kan se det efter opfordring.)

torsdag den 17. marts 2011

Irriterende lyde, Vol. II

Det er ikke kun spiselyde, der kan være irriterende og give fysisk ubehag. Faktisk har jeg lavet en lille samling af irriterende eller ubehagelige lyde, en enkelt endda med lugt. Igen satser jeg på, at det virker terapeutisk at få irritationen nedfældet, derfor kommer først selve lyden i citationstegn og derefter en forklaring.
  • "Føtex er sej, vi gør mere for dig". Når man bor i Føtex's fødeby, kender man sin Føtex. Der er score-Føtex i Guldsmedegade, den store Føtex på Frederiks Allé og den virkeligt store i Storcenter Nord. Så er der forstads-Føtex, som var lidt af en skuffelse. Men jeg kan stå inde for, at ingen af dem er seje. Der er heller ikke nogen af dem, der har gjort mere for mig end f.eks. Rema 1000. Det er i øvrigt også sjældent, at den virkeligt irriterende sangstemme prismæssigt kan matche et tilbud fra Rema 1000.
  • "Kortblanding". Der er visse ting, man må acceptere, når man er gift med en tryllekunstner, herunder mønter, der falder på gulvet. Mange gange. Vi har også virkelig mange pakker amerikanske Bicycle spillekort og det hører med til disciplinen at kunne blande dem hurtigt. Den type blanding, hvor tommelfingrene flaprer igennem to bunker, så de bliver til en bunke. Det er sådan en smældende og pludselig lyd, som får mig til at fare sammen, men jeg havde efterhånden lært at leve med den. Måske har tryllekunstneren også erkendt, at en vigtig egenskab i faget er lydløshed og diskretion. Men så begyndte den 12-årige at gøre ham kunsten efter. Lad os bare sige, at diskretion ikke er det første, man lærer.
  • "Nøjtral" eller "Øjropa". Hvad sker der lige for det? Altså vi har et E og et U og pludselig er der nogen, der får det til Øj! Øj er meget velegnet, når små børn skal udtrykke begejstring, men dem der siger nøjtral og Øjropa virker sjældent særligt begejstrede, faktisk tror jeg, man kan måle en sammenhæng mellem denne udtaleform og arrogance som personlig egenskab.
  • "Bladrk - faar, jeg har kastet op!" Her er det gode naturligvis, at der ikke blev sagt MOR. Mine børn har vænnet sig til, at jeg altid sover med mit døve øre opad og derfor ikke har hørt dem om natten, siden dengang, de blev ammet og den indre urkvinde hørte dem alligevel. Det er ikke et forstilt døvt øre, jeg har faktisk kun meget ringe hørelse på mit venstre øre. Derfor er det også faderen, der oftest står for opkast-optørring (tak!) men denne gang gik det altså ud over et løst tæppe. Det er her lugten kommer ind. Nu har tæppet ligget badet i Rodalon og opholdt sig i tre dage på terrassen og i går vovede jeg at tage det ind. Men jeg tør ikke lugte direkte til det.
Lugte har i øvrigt gjort mig helt panisk her på det sidste. Jeg mener, ligesom man ikke kan lugte sin egen parfume, kan man vel heller ikke lugte sit eget hjem. Således kan jeg heller ikke lugte, at vi har fået kat, men jeg kan tydeligt lugte det, når jeg kommer hos andre med katte. Gisp, vil I ikke godt fortælle det, hvis der også lugter sådan her? Vi bruger altså kun tørfoder og kiselsten sandkasse, som sjældent bruges efter det store udendørs naturtoilet er tøet op. Jeg gider virkelig ikke at have et hjem, der lugter af kat!

Jeg er sikker på, der er mange flere irriterende lyde, og i utroligt mange sammenhænge er det meget praktisk at have et døvt øre. I andre sammenhænge er det knap så anvendeligt, men det skal jeg fortælle om en anden dag.

onsdag den 16. marts 2011

Blog Knockout

Jeg har lige læst Mari-Louise Jonssons bog Fuck Forbrugerne - en kritik af forbrugerskabt indhold og web 2.0. Tankevækkende indspark her i blog-universet, hvor alle stræber efter 15 MB of fame. Så kan den oven i købet bestilles gratis på envision.dk. Den har samme pointe som Andrew Keen's The cult of the amateur: Blogs, Wikipedia, Facebook, Twitter og alle andre sociale medier er på vej til at detronisere kulturelle og politiske eksperter til fordel for "wisdom of the crowd".

Envisions bog er mere om forbrugerinvolvering, der har taget overhånd i en grad, så man ikke bare kan bestille et par Nike sko, men selv skal ind og designe farvesammensætning og snørebånd. Det er sådan set ikke forbrugerne i sig selv, der er under lup, men de store brands, som for enhver pris har kastet sig ud i at tækkes forbrugere ved at involvere dem. Ikke altid med lige stor succes, for let's face it, der er nogen, der har mere forstand på skodesign end forbrugerne. Bogen opfordrer de store aktører til at filtrere lidt i eller måske helt fjerne forbrugernes uforbeholdne mening og agiterer for, at forbrugere er ved at være trætte af at skulle lave det hele selv. Forbrugere vil gerne have viden fra troværdige kilder og forventer at få den fra producenten.

Bloggere, twittere og Facebook brugere får denne medfart i kapitlet Privatliv 2.0:

"Vi krænger sjælen, følelserne og os selv ud over skærmene. Og motivationen må være opmærksomhed, at virke interessante og angsten for at blive overset i en verden af rigtig mange almindelige mennesker, der ofte ligner os selv. For dagbogen er flyttet væk fra papiret og ind på Facebook og de mange dagbogs-blogs; skriftestolen er flyttet væk fra kirken, kæresten og den bedste ven og ind på de digitale medier [....] Vi jager opmærksomheden. Og er bange for at sidde offline og kun kunne høre os selv."

Jeg føler mig lidt ramt. Måske krænger jeg ikke hele min sjæl og mit legeme ud på skærmen, men jeg labber opmærksomheden i mig som varm mælk (ok, dårligt eksempel, jeg hader mælk, særligt varm mælk og det giver virkelig dårlig ånde) og elsker at få feedback både her og på Facebook. Og jeg hader virkelig at være offline. Jeg tror simpelt hen, der sker så mange spændende ting på internettet, mens jeg er væk, at jeg går glip af en masse ved at trække stikket ud. Men jeg har altså også prøvet at komme hjem fra ferie og kun finde spam i min inbox og konstatere, at internettet lever videre, også uden mig.

Hvis der ikke var så mange irrelevante hits på Google, ville det være nemmere at finde frem til det, man leder efter. Hvis ikke alle havde en mening om alting og gerne ville skrive en bog/blog/tweet, ville det være nemmere at finde en velfunderet ekspertmening om noget, som faktisk kræver en vis indsigt.

Men hvorfor blogger jeg så og tilfører mere information fra ikke-ekspert kilde? Måske fordi vi kommunikationsfolk lider under det kollektive eksistensparadoks, at vi ikke rigtig er eksperter i noget indhold - men netop i form. Så nu ved jeg det: Jeg vil være ekspert i blogs, Facebook, Twitter, alle de former, moderne kommunikation kan antage. Jeg vil i hvert fald ikke se mig sendt til tælling af et par eksperter og kritikere af web 2.0. Hvis nu bare alle de andre kunne klappe i, så ville det jo også være lettere at finde frem til os dygtige amatører ... og dem er der masser af, bare tjek min blogliste.

tirsdag den 15. marts 2011

Efterlysning af et ord

Min datter er efterhånden det mest oplagte bud på, hvem der skal fejres, hvis vi inviterer til pigefødselsdag her i huset. Men jeg kvier mig ved at slippe betegnelsen pige og holder gerne både pigefødselsdag og tøseaften. Det er ikke (kun) i benægtelse af min efterhånden fremskredne alder, men fordi "kvinder" er sådan nogen, som synes det er en super frisk idé at opstille en kussomat, som andre kvinder kan gå ind i for at få taget et billede af deres køn og få det uploaded på kvindekenddinkrop.dk. But why? Jeg er nok ikke målgruppen, men jeg sværger, at jeg synes, det er uinteressant og jeg ville have det på samme måde med resultaterne fra en eventuel pikkomat.

Så jeg gider ikke rigtig være en kvinde. Så er der dame - det er sådan jeg bliver omtalt, hvis andres børn gungrer indkøbsvognen ind i mig i køen: "Pas nu på, du ikke skubber til damen." Jeg kigger mig altid om efter en ældre dame med uldhue og en frakke, som matcher den, hendes lille Fido har på ude på hundekrogen udenfor butikken. Men så går det op for mig, at det er mig, der menes. Jeg kan også godt finde på at sige det samme, hvis det er mine børn, der er uterlige i indkøbskøen.

Jeg må nok efterhånden modstræbende gå væk fra pige, nægte at associere mig med kvinde (medmindre det er som en samlet betegnelse for alle af hunkøn) og dame går heller ikke. Men hvad så? Kone? Det er jo betegnelsen for f.eks. en tøjstil, der er kendetegnet ved stramme leggings og oversize t-shirt i et forsøg på at skjule både dette og hint. Dertil kunstlæderjakke og praktisk kort frisure. Det betyder selvfølgelig også, at man er gift, men det er ikke rigtig længere en identitet i sig selv. Fru Systemudvikler Oechsle - nej, jeg har jo ikke en gang hans efternavn, så den går heller ikke.

Det er noget lettere med mænd. De er først drenge, så mænd. Der er koner og mænd, kvinder og mænd, damer og mænd, og så er der selvfølgelig også herrer, men det er vel efterhånden kun Hr. Mærsk McKinney Møller, der rigtigt kan bære den titel.

Måske skal jeg bare vente på, jeg bliver til en dame eller begynde at opføre mig som en. Men det ville jo som minumum kræve at jeg anskaffede mig en lille sur hund med frakke og begyndte at promenere den ved stranden. Det ville også kræve mindst ét par lidt for korte garbadinebukser med pressefolder. Altså er det også udelukket og jeg er ikke engang sikker på, at det kommer af sig selv med alderen.

Vilkårene for at få et nyt ord til at bryde igennem er nok ikke de bedste. Altså må jeg være en pige til jeg dør, eller finde på den perfekte nye betegnelse, som alle bliver nødt til at tage til sig. Det skal være sådan én, der er lidt ungdommelig, men alligevel udstråle en vis modenhed og erfaring. Smart og klog, fjollet og selvironisk. Det skal dække fra ca. 20 til 60 år, for derefter er dame muligvis ok. Nogen bud?

mandag den 14. marts 2011

Kunsten at have en hemmelighed

Denne uge er der count-down til den ikke-begivenhed som jeg tidligere har skrevet om. Det er en type ikke-begivenhed som - hvis det var en begivenhed - hos nogle ville afstedkomme æresport og naboers morgensang. Det ønsker vi os ikke og med en position overfor en genbo som ved alt om alle og taler med alle er det en lille smule problematisk. Dertil kommer, at naboen er en frisør, som udover at klippe og vandondulere blåhårsdame-segmentet også ved rigtig meget om, hvad der rører sig i andedammen.

Således skal jeg enten i nattens mulm og mørke eller på tidspunkter, hvor de enten ikke er hjemme eller har for travlt med at tale med kunder, hjembringe 30 liter juice, 5 oste- og pølsefade, en lille kubikmeter sodavand og øl, 12 bagerbrød, knap 100 stk frugt og en ikke uanselig mængde blomster. Dette skal ske uden at vække opsigt og uden at blive spurgt, om vi er bange for, at en hungersnød rammer Egå indenfor de næste par måneder.

Vi har gjort os rigeligt bemærkede på bryllupsfronten her bag ligusterhækken. Mens vi var helt nytilflyttede kom der en søndag en af vængets andre beboere og ringede på. Han inviterede til "lidt godt til maven" kl. halvsyv i morgen, han var nemlig lige blevet gift. Der var almindelig uro i baggrunden og da jeg (uvist af hvilken årsag, men jeg skal vende tilbage med en teori) spurgte: "Er det om morgenen?" blev det åbenbart modtaget som "Er det i morgen?" og den søde rare nabo nikkede bekræftende og ilede videre.

Godt så, jeg delte det glade budskab med min mand. Han stillede sig undrende overfor tidspunktet, men det er her teorien om, at jeg havde en slags slumrende bevidsthed om, at morgensang og bryllupper er tæt forbundne ude i forstæderne kommer ind i billedet. For mig gav det perfekt mening, at det selvfølgelig skulle overståes, så folk kunne nå at komme på arbejde mandag til normal tid.

Således blev hele familien vækket tidligt, mindstemands viltre morgenhår vandkæmmet (vi havde kun ham dengang) og vi vandrede fra nr. 1 til nr. 11 iført vores stiveste puds. Der var godt nok stille og kun ham med campingvognen, som altid sad og nød sommermorgener på en bænk under køkkenvinduet var oppe. Men de andre måtte vel komme lige om lidt. Så vi ringede på.

Det var først nanosekunder efter vi havde ringet på, at det gik op for os, at der var noget galt. Der var FOR stille denne smukke sommermorgen. En hund begyndte at gø bag døren, vi havde ringet på. Endelig dukkede der en brudgom op med søvndrukne øjne og iført boxershorts.Ganske rigtigt kunne det flinke menneske fortælle os, at det godt nok var om AFTENEN kl. halvsyv, de gerne ville servere rester af bryllupsmaden for deres naboer. Han var flink nok til at påtage sig skylden for misforståelsen, men hvor må han have klasket sig selv på lårene af grin, da han havde lukket døren. "Hahaha, de nye amatører oppe fra nr. 1 troede det var om morgenen - har du hørt noget lignende?" har han sikkert sagt til sin brud og så har de haft noget at snakke om længe.

Der var virkelig virkelig langt tilbage til nr. 1, og i mellemtiden var alle andre tilsyneladende stået op og havde regnet ud, hvad vi dog lavede nede i bunden af vænget på det tidspunkt. Heldigvis var vi velkomne om aftenen igen og var det helt store samtaleemne. Men det er vel forståeligt nok, at vi ikke har mod på en gang morgensang fra folk, der i den grad må have en opsparet hævnlyst. Så nu mangler jeg lige en idé til, hvordan jeg skal bortforklare lugten, når vi i weekenden laver scrambled eggs med 21 pakker bacon... Anyone?

lørdag den 12. marts 2011

Småkriminel med krøllede kontanter

Min far sluttede altid en prisprutning af med at lægge følgende trumf på bordet: Og jeg betaler kontant. Det betød ofte et yderligere nedslag på den vare, han var ved at købe.

I dag er det ikke længere comme il faut at betale med en plovmand, for slet ikke at snakke om at betale med tre. Men nu var jeg altså på helt lovlig vis kommet i besiddelse af disse gennem en gavmild gestus fra mine svigerforældre. Eftersom jeg altid glemmer dem (kontanterne, ikke svigerforældrene) og betaler med kort, var jeg helt stolt af mig selv, da jeg tog dem med i den lokale postbutik for at bruge dem til at betale en postanvisning på 1500 kr. (Og du behøver ikke være flov, hvis du heller ikke ved, hvad det er, for det vidste jeg heller ikke før i går.)

Hvad værre er: Pigen i postbutikken vidste heller ikke rigtigt, hvad det var, hvordan den skulle udfyldes og hvad hun derefter skulle gøre ved den. Heldigvis kunne postmama hjælpe hende og der blev uddelt snipper og kvitteringer og kundens genpart og puttet andre små sedler i de rette skuffer. Så opstod der et nyt problem: Da damerne valgte kontant som indbetaling dukkede der en EU-forordning op på deres skærm, som gjorde, at de skulle bruge identifikation fra mig og indtaste mit cpr-nummer, som et led i EUs indsats til bekæmpelse af hvidvask af sorte penge.

På det her tidspunkt var der en pænt lang kø efter mig i postbutikken, og jeg begyndte så småt at tro, at det var en practical joke. Men det var det ikke. Det er suspekt at betale med kontanter i den størrelsesorden. Penge er 0'er og 1-taller af information, der suser rundt i cyberspace, det er ikke noget håndgribeligt. I bedste fald er det noget, børn tror, man kan trække ubegrænset i en automat, hvilket vanskeliggør forklaringen af, at man ikke kan købe nyt legetøj hver dag.

Jeg gad vide, om jeg nu står blacklisted i Post Danmark eller selveste EU som mulig narkohandler. Måske kan de også spore pengene tilbage til min svigermor, som er tidligere terrormistænkt i England. Hun bonnede ud som radioaktiv ved ankomst til Dover i en turistbus - hvilket dog skyldtes en nylig afsluttet behandling med radioaktivt jod. Jeg føler en lille smule paranoia i dag i hvert fald.

fredag den 11. marts 2011

Coolhedsfaktor og gaver

Det kan godt være, jeg ikke er supernem at købe gaver til. Der var et eksempel for et par år siden, hvor min stationære pc var afgået ved døden og min familie med store lysglimt i øjnene overraskede mig på mors dags morgen med en kæmpe kasse. Det var så en ny pc. Jeg var nødt til at være glad overfor børnene, men som det utaknemmelige bæst jeg er, gik jeg senere i gang med at forklare min mand, at det var lidt ligesom at få en støvsuger. Det er noget, der skal være der, fordi det er virkelig surt, hvis det ikke er der, men det har ikke rigtig gaveeffekten. Havde det været en fødselsdagsgave var jeg nok blevet skuffet, men til mors dag har jeg ikke høje forventninger eller stor tradition, så det var heldigt for alle, at det blev der, vi fik ny pc. Et utaknemmeligt skarn er jeg! Men jeg ville hellere have haft blomster.

Jeg kræver jo ikke andet, end at de regner ud, hvad jeg ønsker mig allermest uden selv at vide det - hvilket jeg har fået mange rigtig gode bud på gennem tiden, men også enkelte som jeg faktisk end ikke ønskede mig uden at vide det.

Min mand er god til at købe smykker til mig og jeg er glad og han er glad og sådan har vi kørt nogle år nu. Jeg har født vores førstefødte søn på fars dag, så skulle den drukne i fødselsdagen, mener jeg at have givet ham en rimeligt livsvarig gave der. Men jeg plejer at huske at finde på noget - og jeg synes virkelig også, det er svært at finde på noget, han ikke vidste han ønskede sig. Nu må børnene i øvrigt også snart være gamle nok til selv at stå for eventuelle fars- og mors dags gaver.

Men så blev han lige slået tilbage til 0 i går i sin forståelse af, hvad det er, jeg ved eller ikke ved, at jeg ønsker mig. For han sagde selv, at min næste bærbare måske skulle være en Ipad. Selvfølgelig, sådan en vil jeg gerne have i gave. Jamen hvad betyder det nu? Frustration, nu troede han lige, han havde forstået det. Forskellen er coolhedsfaktoren.

Coolhedsfaktoren i en Ipad er jo ikke sammenlignelig med en stationær pc. Heller ikke selv om den sidstnævnte måske har mere af alt det rigtige indeni. Jeg bliver jo bare helt søvnig af at høre, hvad den har indeni - her er der tale om udenpå! Og hvis den oven i købet kommer i en smart taske vil min lykke være gjort. Så det ønsker jeg mig, og det ved han nu. Men han har ingen anelse om hvorfor.

torsdag den 10. marts 2011

"Du skal tro på dig selv, du skal gøre hvad du vil"

Det er det, børnehaven genlyder af og min 5-årige datter kan den udenad her en lille uge efter MGP 2011. Det lyder i øvrigt ret morsomt, når hun synger ord, hun ikke helt kender: "Hvis din selvtillid er bar, så lyt til dit hjerte og få svar." Er det virkelig det, de synger? Nå, måske har de selv skrevet teksten.

Der kan selvfølgelig være tale om et plaster på såret, efter at DR har fået pillet selvtilliden helt ud af en stribe unge mennesker, som har stillet deres manglende talent til skue for det ganske land og Blachmann. De har trods alt fået en generation til at tro på, at talent nødvendigvis er noget, man udfolder på en scene.

Men jeg synes godt nok, min datter overfortolker budskabet en smule. Det viste sig her til morgen ved, at hun troede, hun kunne skrige sig til et par nye strømpebukser og dernæst lave en sit down strejke for at opnå en anden kjole end den, jeg til sidst valgte, fordi hun var gået i stå. Som i gået helt helt i baglås i en grad, hvor jeg sagde, at nu gik jeg i bad og hvis hun ikke havde valgt noget tøj, når jeg var færdig, ville jeg bestemme.

Hendes intelligens fejler ikke noget, men selvtilliden blokerede lige for brugen af den her. Så hun fortsatte aktionen, nu i en blanding af sit down og skrig. Det endte med, at jeg bestemte cowboykjolen og fik den på hende ved magtanvendelse. Det plejer at være faderen, der står for morgenritualet, og hendes sidste krampehvæs afslørede da også lidt af årsagen til kampviljen: "Med far plejer jeg at få lov til at vælge om." Nå-for-Søren. Men far er i London i denne uge og jeg er en ond ond mor. Nej det sagde jeg ikke, men tænkte det, mens hun kæmpede for det sidste ord. Det udspillede sig således:

Jeg havde puttet vanter og hue i tasken.

Datter: Jeg vil have hue og vanter på
Træt mor: OK *suk* (lyner tasken op)
Datter: Tager huen på
Træt mor: Rækker hende vanterne
Datter: NEEEEJ ikke vanter
Træt mor: OK
Datter: Jeg vil også have legetøj med i børnehaven
Træt mor: OK (mens hun henter en Hello Kitty går jeg ud og finder cyklen og hvæser "Skide møgunge")
Datter: Triumferer med at putte Kitty i tasken og tror, hun har vundet kampen

Det er kvindekamp til stregen. Den er hårdere og mere nærværende end den fra de sidste 100 år. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg falder i den gang på gang og jeg var helt uforberedt efter to drenge, som næsten ikke orker at skifte til en ny trøje eller andre cowboybukser, når de nu lige er gået til. Så hvor kommer den stædige vilje fra? Mig? Nej, det må være MGP. Jeg tror, jeg vil skrive en tekst til næste år om at mor altid har ret. Den kunne lyde sådan her:

Du skal tro på din mor
Hun er klogere end du tror

Er der nogen der har nogle børn, der vil synge den?

onsdag den 9. marts 2011

Søren indvandrende Pind

Jeg synes, din hjerne er på størrelse med en vandrende pinds i dag. Hvad tænker du dog på? Jeg ville godt nok ærgre mig over at blive assimileret med dig.

Sådan. Nu er det ude af systemet. Dette er ikke en egentlig politisk blog, men nogen gange skriger det jo til himlen, så man bliver nødt til at kommentere.

tirsdag den 8. marts 2011

Tillykke med de 100 år

Dengang jeg fik idéen til navnet på denne blog, var jeg faktisk lige ved at kaste op. Alt hvad der starter med "kvinde" lugter bare lidt af brændte bh'er og natursvampe som menstruationsbeskyttelse. Jeg bliver træt i hovedet og tænker Årh nej, skal vi nu have den gamle diskussion igen - kan vi ikke bare blive enige om at være forskellige?

Jeg er helt bevidst om, at det er en forkælet holdning som udspringer af, at vores mødre har slået de største slag og det er finjusteringerne vi kværner rundt i her i vores generation. Der er masser at kæmpe for i andre samfund, hvor kvinder hverken har lige ret til uddannelse, arbejde, løn og andre goder, som vi tager som en selvfølge.

Nu viste det sig jo, at jeg fastholdt idéen alligevel, for der er masser at diskutere og hold da op, hvor kan kvinder være komiske både med og mod deres vilje. Det er bare ikke kvoter i  bestyrelser, vi har brug for, det svarer jo til at servere et argument for, at mændene i bestyrelsen til enhver tid kan sige: "Jaja, men din mening tæller ikke, du er her jo pga en kvote." Nej kvoter er noget, man kan bruge til torsk, gylle og kemisk affald.

I anledning af kvindekampens 100-års dag var jeg til et fremragende seminar i dag. Reklamebureauet EnVision havde inviteret til en række oplæg under overskriften Kvinder lyver - og det er der forbrug i. Jep, jeg lyver. Jeg løj faktisk under hele seminaret, for jeg er ikke længere i den virksomhed, som stod på mit navneskilt. Og jeg meldte mig til efter fritstillingen, men ræssonnerede meget hurtigt, at der måske kun var adgang for folk fra virksomheder og at det i hvert fald ville se bedre ud i networking-sammenhæng at komme med et virksomhedsnavn.

Adm. Direktør Mona Juul leverede en fantastisk icebreaker, hvor der blev løjet igennem fra første sætning. Hun havde som arrangør sovet fuldstændig fantastisk efter svedig sex og til morgen havde hun vist løbet nogle kilometer, før hun indtog sin speltbolle. Uden smør. Jamen vi gør det jo hele tiden - but why?

En af Emilia van Hauens pointer var, at vi gør det for at behage andre: "Jeg synes virkelig overhovedet ikke, man kan se, du lige har født" til veninden på barselsgangen, som har blodudtrædninger i ansigtet af at presse og noget, der ligner en gærdej under ventebukserne, som sagtens kan holdes oppe, selv om barnet er ude. Hvorfor skulle vi gøre hende ked af det?

Mari-Louise Jonsson, også fra EnVision, fremlagde nogle af resultaterne fra en undersøgelse af kvinders løgne. Med de høje andele af lyvende kvinder, kan man fristes til at stille spørgsmålstegn ved undersøgelsens validitet? Gad vide, om vi også lyver om, hvorvidt vi lyver? Hun var også inde på digitale løgne og som blogger fik det mig selvfølgelig til at spidse ører. For her har vi et univers, hvor løgne er omkostningsfri og nærmest forventede. Altså er der nogen, der tror på en Facebook status, hvor der står, at bolledejen er slået op, gulvet nyvasket, børnene nyvaskede sidder og spiller skak, mens vi venter på, at butikkerne skal åbne en lørdag morgen?

Mit bud er, at den næste tendens er et svar på perfektheden. Jeg synes i virkeligheden, at rigtig mange kvinde-blogs handler om at tage afstand til det perfekte, at være stolt af ungernes Føtex-tøj og fredagsslik med E-numre, at stige af trædemøllen og blive en lille smule selvfede i erkendelsen af, hvor latterligt det er at gå op i de rigtige mærker tøj til børn. Men der er også mange, som handler om kanelsnegle og fri kl. 15 og det er synd for min familie, hvis jeg skal have fuldtidsjob, så jeg går og roder lidt med at sælge noget Molo tøj fra min webbutik ind i mellem, at jeg dekorerer børneværelserne med wall stickers.

Til sidst i seminaret kom mændene også på banen. Asger Aamund kom med lidt den samme opsang om kvindekvoter, som jeg indledte med. Så sagde han noget, som fik mig til at tænke videre. "Ledelse handler om at skabe resultater gennem andre." Slam, den sad lige der, hvor jeg tror, vi kvinder har en del at lære endnu. For der hvor vi har indtaget ledelsesposterne er en del stadig optagede af at finde sin rolle som leder. Det handler i virkeligheden om os selv - vi vil positionere os selv som ledere, fordi vi tror, ledere skal vide alt og kunne det hele mindst lige så godt som vores ansatte. Så vi ansætter samme slags som os selv, men med mindre erfaring. Der er nok ikke noget, der fører til mindre vækst og mere stress end at ansætte folk, der kan mindre end en selv. En moden leder - mandlig såvel som kvindelig, men jeg tror, mændene er nået lidt længere her, Asger er i hvert fald - tror på, at de ansatte kan selv. Kvindelige såvel som mandlige.

Jeg vil dedikere de næste 100 år til at blive forskelsværdige, fordi forskellen har en stor værdi - større end ligeværdigheden. Jeg synes heller ikke, vi skal give kampdagen til mændene, som Lykke Friis så gavmildt tilbød i sidste uge. Det giver ikke rigtig mening at være "for" det ene køn og imod det andet. Vi ER alle lige - nogle mere end andre, men det har ikke noget med kønnet at gøre.

mandag den 7. marts 2011

Spiselyde

Det er et emne, som nærmer sig en lille tvangsneurose hos mig, så jeg må nok allerede her advare om uhyggelige scener. Det skulle jo hjælpe at få sine problemer ud på skrift og her er der nok noget, en psykolog kunne drage mange konklusioner på. Jeg vil udlægge alle detaljerne om, hvad dette problem betyder for mig og kategorisere det i let, mellem og svært ubehag.

Jeg holder rigtig meget af god mad og jeg kan også godt lide at lave det. Problemet opstår, når jeg kommer til at fokusere på lydene fra andre menneskers madindtag. De kan give mig myrekryb og fysisk ubehag, så jeg må tvinge mig selv til at blive siddende høfligt, hvis jeg kommer til at sidde overfor et af den slags mennesker, der  - skal vi sige - ikke rigtig bruger mentalt fokus på den del med, hvordan maden kommer ind i munden og bliver bearbejdet.

I kategorien let ubehag finder vi rå grøntsager, æbler, nødder og visse typer kiks og knækbrød. Det er mad, der uomtvisteligt larmer, når det kommer ind i munden, men den videre forabejdning har afgørende betydning for graden af ubehaget.

Man kan underopdele kategorien i vådt og tørt: Æble hører til vådt, fordi der typisk suges væde ind samtidig med, der bides over. Nogle har også en gnaverlignende variation, hvor bidebevægelsen repeteres adskillige gange med fortænderne, indtil der ligger ca. ½ revet æble i munden, som i sagens natur kan være svær at holde indenbords. Her ses det ofte, at der står en smule væde i mundvigene.

Til underkategorien tørt hører nødder, bolcher, biscotti og knækbrød. Her er en af problematikkerne, at der er virkelig mange småmuskler i spil. Man kan observere muskelbevægelse og - jeg sværger - knagen af små knogler helt oppe i tindingeregionen. Den vedholdende gumlen er et stykke koncentreret arbejde, men det sker alligevel, at der falder krummer på tøjet, hvorfor hyppige børstebevægelser henover brystet også ses i denne kategori.

Mellemubehag udløses som regel ved deciderede måltider, særligt frokostbuffeter på arbejdspladser. Her kan man observere et madbegær, som sikkert kommer af "spis hvad du kan for en 20'er" princippet. Kombineret med helst at skulle være tilbage til et møde om 21 minutter og have nået at tjekke mail inden, kan jeg godt forstå, det er svære vilkår for også at spise appetitligt. Jeg har haft en kollega, som simpelt hen løste dette problem ved helt at undlade at lukke munden på noget tidspunkt. På den vis kunne han effektivt indtage forbløffende mængder mad på meget kort tid og som bonus kunne dem, han sad overfor, lære noget om spyttets betydning for fordøjelsesprocessen, som allerede starter i mundhulen. Lydsporet her er en kombination af lydene fra hhv. vådt og tørt i første kategori med dominans fra vådt.

Kategorien svært ubehag er i virkeligheden et addendum til de to ovenstående. De kan hver især kombineres med den tredje problematik: At tale med mad i munden. I denne kategori har jeg bemærket stor systematik. Der er faktisk folk, som helt undlader at sige noget, mens munden er fri, men derimod planlægger talestrømmen til at gå i gang, i det maden er placeret i munden. En underkategori placerer maden i kindhulen eller undermunden, som om, man så ikke lægger mærke til den. Der er også en anden underkategori, som man typisk ser hos børn. De propper munden fuld og kommer i tanker om verdens vigtigste oplysning. Fx at bedsteveninden havde en ny Barbie med i børnehaven i dag. Her tror jeg ikke, der er tale om en strategi, mere princippet om, at hvad hjertet af fuldt af, flyder munden over med.

Det er lidt et paradoks, at man sjældent ser sig selv spise og lydene inde i kraniet opfattes helt forskelligt fra dem fra andre menneskers madindtag. Vi må derfor antage, at de færreste i de nævnte kategorier er opmærksomme på problemet. Og det er kun mine nærmeste, jeg irettesætter for deres spiselyde. De skulle jo også nødig få samme forstyrrede forhold til madlyde, så der er muligt, at det er mig selv, jeg skal arbejde med her. Alternativt gå i gang med at opfinde lydløs mad. Der må være et marked.

søndag den 6. marts 2011

Troede du ikke, teenagedrenge kunne fnise?

Så skulle du prøve at servere dem Mountain Dew, Super Piratos, Pringles chips og holde dem oppe til kl. 23.30. Så kommer det helt af sig selv. Sådan et selskab havde vi i aftes. Der var godt nok kun én officiel teenager, men de andre kandiderer kraftigt. Det er dog ikke helt den samme lyd, som når teenagepiger fniser. Der er kommet den der variation, hvor den ene ikke lader min 5-årige datter noget tilbage at ønske i diskanten, mens en af de andre lyder som en voksen mand. Men fnise det kan de alle. Jeg ved ikke engang, hvad der var sjovt, men kombinationen af sukker, træthed, game night og en drift mod ikke at virke søvnig overfor sine bedste venner holdt dem gående i giggle loop.

Det var knap så sjovt for min preteen, da jeg inden gæsterne kom, sagde til ham: "Fint nok, så kommer jeg ind og træner lidt Wii Fit kl. 21." Jeg holdt masken og han sagde modstræbende: "Jaaah, hvis der er plads til det." Lige der vidste jeg, han er en god dreng. Men jeg holdt ham hen lidt endnu, før mit pokerfjæs krakelerede og jeg sagde, at det ville jeg alligevel ikke byde ham. Nogle ting kan jeg godt selv regne pinlighedsfaktoren ud af. Lettelsen var stor, da det gik op for ham, at jeg havde tænkt mig at holde pinlighederne på et par formaninger om ikke at hælde sodavand i tastaturerne og måske spørge, om der var nogen, der blev køresyge eller bange for blod på skærmen.

Udover fnisevariationerne, så er der en anden tydelig forskel på mine børn. Det er kun en af dem, der har adapteret århusiansk på den mindst klædelige vis. Altså hun er virkelig kær, men Hun Kan Ikke Udtale Blødt D. Det bliver til J. Som i lyserøj prinsesse eller Snehvije. Det bliver kun overgået af en af drengenes kammerater, der i børnehavealderen lavede R om til J og samtidig talte århusiansk. Han skulle være jijjer til fastelavn og dragten var jøj. Det er i den slags øjeblikke, jeg overvejer, om vi skal flytte til en landsdel, der kan lære dem en smukkere dialekt. Men når jeg tænker efter, er der ikke så mange andre, der frister.

Så rijjere, prinsesser, Snehvijer, kom bare an. I kan få slik her, men ikke penge. Så I behøver ikke lave ballaje. Jeg synes faktisk, det er lidt vemodigt, at ældsten ikke vil klædes ud længere, men lur mig om han ikke vil tigge, når lillebror kommer hjem med sit udbytte. Han er jo ikke officiel teenager helt endnu og mor-pinligheden er kun lige begyndt. De næste 14-15 år vil der være teenagere i forskellige stadier i huset og hvis der ikke kommer en mirakelkur i mellemtiden, kommer min overgangsalder i samme tidsrum. Det bliver festligt!

fredag den 4. marts 2011

Tæller dyr med i samfundet?

Da vi fik vores kat var det efter et stykke massivt lobbyarbejde fra børn og mig selv. Min mand var til hunde, men jeg kørte den ind med fornuft: "Vi er jo ikke nok hjemme til at passe på en hund og hvem skal passe den, når vi skal på sommerferie?" Inden længe havde vi endnu et eksempel på, at jeg fik ret og han fik ro. Skræmmende mønster, gad vide hvor mange gange, der skal til, før han eksploderer i et krav om højttalere på størrelse med sofaer?

Katten er måske et mere kvindeligt dyr? Hmm, ligger på sofaen det meste af dagen, men holder øje med alt og ved alt, hvad der foregår. Viser kløer og vedligeholder sine negle omhyggeligt vha kradsebræt. Spinder og indynder sig, når det giver gevinst og lader sig nusse, indtil den vælger at moone dig og gå ud og tage en bid mad i stedet for. Yderst renlig og diskret med sit toilette, men meget optaget af at have nyslikket pels. Hunde derimod ruller sig i lidt af hvert og savler! De gør stort væsen af sig, hopper op og piber eller gør til de får opmærksomhed. Får de mad, æder de det hele, mens katten rationerer det over en hel dag. Ingen sammenligning i øvrigt.

Ironien bestod så i, at da vi hentede den lobby-opnåede kat, var det kun ham, der havde sit sygesikringskort med og så blev han registreret som katteejer. Vi hentede den på dyreinternatet og jeg var lidt nervøs, da vi tog derud første gang. Folk, der har viet en stor del af deres liv til dyr gør mig lidt bange. Jeg tænker, at de måske har oplevet så meget svigt fra menneskeheden, at de har mere tillid til umælende dyr med store blanke øjne. Det var nu ikke sådan nogle kattedamer, der sad derude. De havde et ret pragmatisk forhold til kattene, selv om de gerne ville holde kontakt og høre fra Watson og de varslede også, at de ville komme på uanmeldt kontrolbesøg, men det har de ikke været endnu. Det ved jeg ikke engang, om sundhedsplejersker må? Der plejer man da at have en aftale, så man kan skubbe det overfladiske rod og skidt ind i skabe og under gulvtæpper, før man bliver meldt til Børneværnet - er der stadig sådan et?

Der er i hvert fald et dyreværn og det bliver virkelig interessant nu, for i går fik min mand så publikationen Vore Dyr, som han åbenbart har fået et tvangsabbonement på. Som kommunikationsmenneske studerer jeg altid den slags medlemsblade. Der er både modtagne donationer, årets dyreven og et indlæg fra Dyreetisk råd. Citat:

"Når det gælder manglende omsorg og svigt i behandlingen af de svageste i vores samfund - de ældre, de syge, børnene og vores husdyr..."

A-hva'? Stop lige en halv. Tæller husdyrene med i vores samfund? På linje med børn, ældre og syge mennesker? Der er i hvert fald ingen af de andre grupper, man kan købe (fraset muligvis adoption), så skal vi virkelig prioritetere dyr som mennesker? Altså jeg går ikke ind for dyremishandling overhovedet, men som tidligere skrevet er jeg vokset op som minkvander og fodermester for grise (og forstår overhovedet ikke charmen ved stegt flæsk med persillesovs, fordi jeg har fået det et par gange om ugen som barn). Jeg synes, dyr skal have en anden status end mennesker - vi spiser altså nogen af dem og det giver os et naturligt forspring. Og jeg bliver stadig lidt mistænksom overfor mennesker som prioriterer dyr over mennesker.

Hvis vi er på vej til statsbankerot skal vi så prioritere kattemad til vildkatte på lige fod med kræftbehandling?

Artiklen slutter af med et logo for en bevægelse, jeg heller ikke havde kendskab til, men den har eget logo og det hele. "Forbyd sex med dyr." Tak for kaffe - har jeg sovet i timen eller er det et udpræget stort problem? Lige der ville jeg måske synes, det var noget af en dyneløftende opgave at pålægge politiet at opdage synderne. Jeg vil hellere have, de prioriterer at holde øje med terrorister og trafiksyndere.

torsdag den 3. marts 2011

Den store forskel

Hvis jeg skulle glemme, hvad der er forskellen på mænd og kvinder, kan jeg bare kaste et blik på mine børn. De har de samme ydre betingelser, men godt nok ret forskellige måder at forvalte dem på. I morges lå min datter og jeg og vågnede langsomt og så kom dagens første tanke fra hende (og hos hende kommer de fleste tanker direkte ud gennem munden): "Mor, det er kun dig her i familien, der har hår, der dufter godt." Den solede jeg mig lidt i - uden at nævne, at det nok er fordi, drengene bruger uparfumeret Minirisk og jeg bruger en lidt parfumeret dyr frisørshampoo. Drengenes registrering af mit hår begrænser sig til måske at spørge, om jeg er blevet klippet, hvis jeg spørger, om de kan se en forandring.

Da vi fornylig skulle i badeland, var min datters første kommentar: "Yes, så skal jeg have mit Bratz badetøj på," (Staklen får kun lov til at have merchandise på som bade-, nat- og undertøj, hvilket selvfølgelig kan forklare noget af glæden) hvorimod drengene gerne ville se billeder og have fakta om højden på vandrutchebanerne, især om de evt var højere/vildere/længere end nogle af dem, de tidligere havde prøvet.

Værelserne: Min datter har en mening, og vel også en slags smag, omend den går mest ud på varianter af glimmer, lyserød og lilla gerne tilsat Hello Kitty. Drengene har en computer hver og hvorfor skulle der hænge noget på væggene, når man nu mest er der for at spille computer eller sove?

Er det så bare pyntesyge, der skiller kønnene ad? Det er ikke direkte noget, hun har arvet fra mig, for jeg tror ikke, der var mulighed for at gennemleve et ordentligt prinsessestadie dernede i unisex-70'erne. De kjoler jeg havde var mest til ære for hjemmefotografen og ofte i praktisk hjemmestrikket akrylkvalitet. Noget der foranledigede ildrøde kinder på de fleste af de opstillede fotografier, fordi jeg kampsvedte inde i de kjoler. Så hvis der var en prinsesse, der ville udleves, blev hun nok undertrykt dengang.

Det gør man ikke længere. Prinsesser er hot og unisex er not. Når man lige er fyldt fem i hvert fald. Jeg tænker, at den skal have fuld skrue, for så går det jo nok over igen en dag. Der er så den lille problematik, at hun er ret lys, så når hun er klædt i lyserødt, kan man ikke rigtigt se, hvor tøjet slutter og huden begynder og der kommer der lidt julegris over hende. Endnu en grund til at få fasen udlevet og overstået.

Jeg gjorde den fodfejl at tage hende med til Pomp de Lux homeparty forleden dag. For hvert forslag, jeg stillede, valgte hun det mest rosa alternativ og det blev en lang proces at arbejde hende over mod det mere petroleumsblå. Men homeparties som sådan er da vist i øvrigt en anden af forskellene. Har man nogensinde hørt om mænd, der holder værktøjs-homeparty? Med en mand fra Harald Nyborg, der demonstrerer det nyeste powertool, mens den mandlige vært deler øl og peanuts ud, og gæsterne ud fra kataloger beslutter, hvad de vil købe og i hvilke farver?

Jeg er glad for, det ikke er 70'erne mine børn vokser op i. Det kan godt være, vi voksne stadig kan være bange, men vi deler det ikke med dem i lange lange bange sange. Der er ellers nok en del mere at være bange for og der er lettere adgang til informationen om det, der er at være bange for. Men der er alligevel mere lov til at være drenge og piger (indtil de i en alt for ung alder bliver små mænd og kvinder), men den tid den glæde.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at der er nogen der har glæde af de penge, jeg spenderer på hårshampoo.

onsdag den 2. marts 2011

Kend din mand på hånden

Den med næsen savner stadig en ordentlig videnskabelig undersøgelse (og hvordan får vi lige organiseret den?). Men nu er der kommet en anden interessant undersøgelse, som gør det lettere for kvinder at finde partnermateriale hos mænd. Det viser sig simpelt hen, at de mænd med størst forskel i længden mellem pege- og ringfinger også er de mest risikovillige.

Først og fremmest undrer jeg mig over, hvem der fik idéen til at undersøge den sammenhæng. Måske har der siddet en flok kvinder og brokket sig over, at deres mænd havde hældt hele opsparingen i et tvivlsomt timeshare projekt i Tyrkiet, en anden har så suppleret med, at hendes mand insisterede på flekslån og at hun simpelt hen ikke kunne sove om natten af frygt for rentestigninger. Efter et stykke tid, er der formentlig én, der har sagt: "Min mand tør ikke noget som helst, han går med tre livremme og fire par seler." Der hvor det bliver usandsynligt er så der, hvor en af de andre har sagt: "Men har han ikke også påfaldende lige lange pege- og ringfingre?" Eller at de to første har istemt: "Jamen for pokker, min mand har simpelt hen så kort en ringfinger, at vielsesringen er ved at falde af, men hans pegefinger, jeg siger dig, den er lang."

Men sådan må det have været. Den første lille test herhjemme viser en ikke-eksisterende forskel i længden på min mands pege- og ringfinger og det gælder i øvrigt også mine drenge. Førstnævnte har godt nok kun ét bælte på, men er absolut ikke nogen gambler. Det er nok i virkeligheden mig, der er mest risikovillig her i huset. Drengene har altid kalkuleret risikoen ved at bestige det højeste klatretårn med kontra uden en far som faldunderlag. De vejer en indsats op mod risikoen og vælger derefter.

Alt det vidste jeg godt om min mand i forvejen, men tænk hvis jeg havde vidst det ved et enkelt blik på hans hånd! Så havde vi måske ikke gået og hvæset af hinanden en kold vinterdag i Hinnerup for 10 år siden, hvor jeg var parat til at slå til på en hushandel ved et åbent hus arrangement. Der blev jeg bremset af ham med de lige lange fingre. Og tak for det, for der er ikke noget i vejen med Hinnerup, men hvor er jeg glad for Egå nu. Men lige der, da troede jeg aldrig vi ville få et hus, for det virkede som om, det helst skulle kunne erhverves helt uden at løbe en risiko. Men jeg trækker i den anden retning og bliver så holdt igen, når jeg bliver for risikabel.

Så prøv lige at tjekke din mands/brors/søns/gode vens hænder i al diskretion. Der gemmer sig information, der kan forklare lidt af hvert. Igen bliver jeg slået af, hvor lidt vi egentlig ved om, hvordan krop og psykologi hænger sammen. Det her kan være begyndelsen til helt nye landvindinger. Forestil dig, at man en dag finder sammenhæng mellem ørets vinkel i forhold til hovedet og evnen for romantiske initiativer hos mænd. Eller lilletåens beskaffenhed kan måske afsløre noget om evnen til at lave mad? Der er masser af potentiale, det handler bare om at stille spørgsmål, ingen har stillet før. Men jeg undrer mig stadig over, hvor den undren kom fra, der fik nogen i gang med den omtalte undersøgelse. Man kan læse om den i Illustreret Videnskab, så det er ganske vist.

tirsdag den 1. marts 2011

Farvel fagforening

Jeg kan tydeligt huske mit første møde med Fagbevægelsen. Jeg var sommerferieafløsende serviceassistent for ISS på Aalborg Sygehus Syd. Sagt mere mundret så var jeg rengøringskone i min lange studiesommerferie. Funktionen bestod i at gøre rent på lægegangen på et virkelig virkelig tidligt tidspunkt om morgenen. Jeg boede lige overfor så det var ofte med søvn i øjnene, jeg hoppede direkte i akryldragten, over Hobrovej og låste mig ind på lægegangen med min rengøringsvogn.

Således søvndrukken skete det, at jeg overraskede en sovende læge på vagt, som havde glemt at sætte skiltet udenpå døren på Optaget, inden han lagde sig til at sove. Jeg blev mindst lige så chokeret som lægen, som formentlig sov ret let og var parat til at blive vækket hvert øjeblik.

Men dengang med fagbevægelsen var det mig, der blev overrasket. Jeg trissede rundt med min svaber i min egen verden, da jeg pludselig fik et prik på skulderen. Der stod Fagbevægelsen i egen lave person. Den var materialiseret i en kvindeskikkelse med meje meje (som det hedder på de kanter) kort hår og en skikkelse, som beskrev en perfekt kugle fra skulder til lige under ballerne. Jeg er ikke helt sikker på, hun sagde noget, men det var heller ikke nødvendigt. Hun stak mig en formular med ind- og udmeldelsesdato i Kvindeligt Arbejderforbund og blev stående i al sin vælde, til jeg havde fået gummihandskerne af og rystende fattet en kuglepen, skrevet under og rakt hende sedlen igen. Så skred hun uden et ord videre i sin jagt på snyltende skruebrækkere forklædt som forkælede studerende ferieafløsere.

Jeg fik den overenskomstmæssige løn og den var slet ikke dårlig sammenlignet med SU. Hvad der lå i tydeligt i luften var, at hvis jeg ikke havde skrevet under, var de fastansatte blevet stangsure, for vi gjorde hverken lige så hurtigt eller grundigt rent som dem, men vi fik den samme løn. Løn som de havde kæmpet for med deres tillidskvinde i spidsen. For det var selvfølgelig hende, jeg havde mødt.

Siden mit tvangsmedlemsskab af KAD ophørte, har jeg ikke været i nogen fagforening. Det er sket, at dette har medført forargelse, men faktisk aldrig blandt folk, som var yngre end mig selv. Så det er min spådom, at fagbevægelsen dør med min generation.

Der er slet ingen tvivl om, at den havde og visse steder endnu har sin berettigelse. Problemet er bare, at nu har vi fået så gode løn- og ferieforhold, at vi har spillet os helt ud af den internationale konkurrence. Indere og kinesere har ikke hverken barns første eller anden sygedag, ej heller ikke dårligere hjerner og mindre "know-how" end danskere. De er mange og de har et beskedent lønkrav. Altså er det logisk for en virksomhed, hvad den skal gøre, når krybben er tom.

Dette er ikke et bittert indspark, men en konstatering, jeg har mærket på egen krop. I den tre måneder, jeg nu har været fritstillet har jeg ved hver måneds udgang hørt om andre, der har oplevet det samme, denne måned ingen undtagelse. Så kunne man argumentere, at vi kunne bruge fagforeninger til at føre sager om forkerte fyringer, men hovedproblemet er, at det ikke er så svært at forstå afskedigelserne. Når krybben er tom, bides hestene. Derfor stiller jeg mig ikke op i forening med de andre afskedigede, jeg ser faktisk nogle af dem som konkurrenter.

Så farvel Freddy og Harald og hvad I ellers hedder. Jeg håber, I snart går på velfortjent efterløn.