lørdag den 30. april 2011

40 er det nye 30

Jeg var til en hyggelig 40 års frokost i dag. Gæsterne var lutter kvinder på +/- 40. Det er dejligt, at det er blevet relativt almindeligt at fejre milepælen sammen med veninder og søstre, fordi der på et eller andet tidspunkt i løbet af sådan et arrangement uvægerligt opstår konsensus om, at 40 faktisk ikke er nogen alder, sammenlignet med dengang vores forældre fyldte 40. Man kan stå med små børn, specialer, nye huse og kun let brugte uddannelser og i enkelte tilfælde kun let brugte mænd som 40-årig. Hvorimod vores dengang 40-årige forældre havde direkte kurs mod sølvbrylluppet og 25-års-jubilæet på arbejdspladsen.

Hvis der er en, der pipper om grå hår, viser det sig at alle farver håret og hvis nogen har fået en smule mere udstrakte arme ved avislæsning, så viser det sig, at andre har fået laseropereret øjnene. (Jep jeg har fået lavet det så viseligt, at jeg inden længe ender på -0,25 og dermed formentlig udsætter behovet for læsebriller med et par år).

Vi bliver enige om, at 40 er det nye 30 og får fuldstændig glemt eller latterliggjort eventuelle kriser i anledning af denne fødselsdag. Vi tænker på 30-årige ligesom vi tidligere har tænkt om først 0. klassebørn, siden konfirmander og senere studenter: Er det ikke som om, de bliver mindre og yngre for hver ny årgang, skolen, Tivoli Friheden og de båttende lastbiler producerer af dem?

Det der primetime er meget illustrativt for 40'erne, tror jeg. Jeg synes, der er mange, der tager sig selv mere alvorligt eller måske føler tiden gå og springer ud i alt lige fra malerier til børnebøger. Før har det lydt nærmest fortærsket, når andre har rådgivet til at forfølge sine drømme, fordi det var jo nemt at sige, men det er ikke alle drømme, der skaffer til terminsydelsen. Det gør de nok heller ikke hos 40-årige, men roen til alligevel at prøve dem af, indfinder sig.


I løbet af sådan en dag, bliver vi også enige om, at bryster ikke bliver længere med alderen, det er bare tyngdekraften, der bliver mere virksom. Der er også bred opbakning til, at hvis vi ikke tager de hvide ben ud i solen, så vedbliver de jo nok at være hvide, så hellere alle tage solbriller på og blive enige om, at vi har meget brune ben. Jamen det er et fantastisk koncept.

Men alt det ovenstående er selvfølgelig rent hypotetisk. Jeg er kun lige 39, men på en dag som i dag kan de 40 bare komme an.

fredag den 29. april 2011

Jeg har knækket kendiskoden

Se bare her:


Det er enkelt. Man skal bare:
  • Have langt mørkt hår
  • Have høje kindben
  • Smile foran kamera
Hvis man derimod:
  • Har kortere lyst hår
  • Ikke har set sine kindben siden konfirmationsalderen
  • Ligner 700 dobbelthager foran et kamera
er chancerne knap så gode. Jeg bliver altså ikke kendt.

(Var der nogen der sagde, at man også skal have noget fornuftigt at sige?) Det er ikke nødvendigt. Se bare grundigt på billedet, så ved du at jeg har ret. Så det er jo bare et greb i lommen til frisør, plastickirurg og så lige lidt smileterapi, så sidder den i skabet. Hvis du altså gerne vil være kendt. Selv tror jeg, jeg stopper ved øjenindgrebet, gider alligevel ikke det paparaziræs.

torsdag den 28. april 2011

Farvel briller (med give away, som ikke er briller)



Vi lader lige billedet stå et øjeblik.

Er der noget med nogle humanitære organisationer, som modtager brugte briller? Altså de almindelige briller er så ridsede, at jeg ikke engang ville byde dem til nogen i nød, men solbrillerne med styrke er udmærkede. Jeg har stor lyst til at smadre dem, for Jeg Har Fået Nye Øjne I Dag! Jeg kan se! Uden briller. Jeg skal aldrig mere:

*Stå under bruseren og for sent opdage, at den der sorte plamage, jeg tager bad med IKKE er snavs, men en velvoksen edderkop

*Famle forvirret rundt i svømmehallen, mens jeg prøver at skille mine børn ud fra mængden af ens udseende højthvinende klatter i bassinet

*Træde ind i en butik/cafe/et hvilket som helst sted en kold vinterdag og vælge mellem at være blind uden briller, eller blind fordi mine briller dugger

*Lave det klassiske skift mellem sol- og almindelige briller, hver gang jeg går indenfor om sommeren

Derimod skal jeg:

*Kækt svinge mine solbriller op i pandehåret

*Tjekke badevandet i Århusbugten uden fare for at fare vild i vandet

*Næste gang til zumba slippe for at brillerne glider ned ad næsen, når jeg sveder

*Muligvis vænne mig til at få små dyr i øjnene på cykelture

Jamen det er da fantastisk. Man skal dog ikke være bange for at få suget øjet fast i noget, der lyder som om, man støvsuger en vandmand og ejheller bange for den lugt af svovl(!) det giver, når laseren brænder overskydende hornhinde væk.

Alt det var jeg rasende nervøs for, men det er simpelt så hurtigt overstået, at min frygt blev gjort til skamme. Faktisk tror jeg, man kan sammenligne indgrebet med et LSD-trip, fordi der er skiftende lys og syrede mønstre og formationer, man skal kigge på inde i lasermaskinen. Men jeg har aldrig prøvet sådan et trip! Så jeg lover ikke, at det er det samme. Det smerter de første 2-3 timer, hvor man skal holde øjnene lukkede. Men jeg faldt i søvn, de sidste to timer, da jeg var hjemme og vågnede op uden smerter og med et nyt syn.

Jeg fik tre stk gavekort til gratis og uforpligtende forundersøgelse på øjenklinikken Memira (værdi 300 kr pr stk). Så hvis du har mod på det og lyst til det, sender jeg gerne til interesserede. Skulle der være mere end tre nær- eller langsynede, som er trætte af deres briller eller linser, trækker jeg lod på søndag.

onsdag den 27. april 2011

Hvis jeg kunne vælge én person

En person som jeg kunne møde og spørge om hvad som helst, så skulle det være John Irving. Jeg blev både trist og glad, da jeg for et par uger siden fandt hans nyeste bog Sidste nat i Twisted River. Trist fordi jeg ikke havde været opmærksom på den på forhånd og dermed ikke havde kunnet glæde mig. Glad fordi jeg selvfølgelig skulle læse den. Hurtigst muligt.


Nu har jeg den og prøver at nyde den i små bidder. For jeg ved, jeg bliver helt trist, når den er slut, og John Irving bliver ikke yngre. Gad vide, hvor mange murstensromaner, der er tilbage i ham? Og hvad skal jeg gøre, når der ikke er flere? Tilbage til Garp?

Jeg var i New York sidste sommer og med toget videre til Toronto. Ville gerne have slået et slag forbi Maine og New England, men med 12,5 timers togtur var den lang nok i forvejen. Jeg undlod ikke at spejde efter ham på Toronto Union Station, fordi jeg ved, han delvis bor i Toronto, og det KUNNE jo være?

Han har samme alder som min onkel Ove, som bor nord for Toronto. Måske skulle jeg høre, om han kunne invitere mr. Irving med til Balut turnering? Som gæstespiller? Balut er et fascinerende verdensomspændende fænomen af udlandsdanskere, som spiller en avanceret udgave af Yatzy og mødes i deres nationaldragter rundt i verden, hvor de skiftes til at arrangere turneringer. Der er enkelte indfødte med, men jeg er ikke helt sikker på, det er John Irvings stil.

Der er simpelt hen ikke nogen, der kan skrive med så meget kærlighed, at forbrydere bliver sympatiske, drankere bliver rørende, bjørne bliver dansende, afvigere bliver elskelige, drenge bliver voksne og kvinder bliver bløde i knæene af at læse det.

Skal prøve at rationere bogen over en måneds tid. Det bliver svært, men han er altså svær at komme efter, så den skal nydes. Heldigvis er der også andre gode. Det er måske mere sandsynligt, at jeg en dag møder Elsebeth Egholm. For jeg har også gået tur gennem Kasted Mose, når jeg har læst en af hendes krimier, fordi jeg var nødt til lige at se the crime scene. Shit, der er meget, der godt kunne være et lig i skoven, hvis man tænker i de baner.

- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 26. april 2011

Kvinder ligner mere mænd?

Jamen jeg bliver altid nysgerrig af sådan en overskrift og forestiller mig, at der er en overlevende hippie, der har fundet ud af, at der ikke er nævneværdig forskel alligevel. Så kunne jeg have rystet på hovedet og trukket på smilebåndet. For ingen med respekt for sig selv vil vel i dag påstå, at der ikke er endda stor forskel? Læs her og døm selv.

Det viser sig så at handle om, at vores hoveder er blevet større gennem de sidste 400 år. Mændenes derimod har tilsyneladende i det store og hele stadig samme størrelse. Deraf konkluderes, at kvinder ligner mere mænd? Mere mænd? Altså mere end mænd ligner kvinder eller hvad? Eller ligner vi mere mænd, end vi ligner kvinder? Gisp, hvor kan den udvikling ikke ende?


Men jeg synes, det siger mere om netop forskellen på mænd og kvinder. Man kunne tolke det derhen, at når mænd ikke rigtig har groet større hoveder, tænker de måske også på samme måde som i de sidste mange tusinde år? Jagt, overlevelse, forplantning og forsørgelse. Mens kvinderne altså tog et spring i 1600-tallet og begyndte at fylde den ekstra plads i hovedet med tanker og analyser, scenarier over alt fra worst til best case.

Jeg er nogen gange fyldt godt op i hovedet af "hvad hvis nu?" Hvad hvis nu, det var bedre at bo på landet og skrive bøger. Eller i København i nærheden af søstre? Eller arbejde med noget helt andet? Eller bo i USA et par år?

Eller på sorte dage, hvad nu hvis vi fejler i børneopdragelse? Hvis de nu har fået for lidt nærhed og for meget skæld-ud? Hvis den ene kan huske, og vil straffe os for, at han græd på første skoledag, fordi han ikke kunne finde os? Eller den anden, at vi glemte det første forældremøde, da han kom i skole? Eller den tredje, at vi bare helt glemte, hvad hun var parat til og pakkede hende ind i bleer og støttehjul alt for længe?

Ja, min ekstra plads er fyldt med hvad nu hvisser og det er sjældent, at min mand er til at drive med ud på tankeeksperimenterne. Han kigger lige på børnene og konstaterer, at de nok ikke ville hverken drille hinanden eller grine så meget, eller påstå så hårdnakket, at de ikke har lektier for, hvis de ikke var forholdsvis normale.

Han kan sagtens, han har ikke al den ekstraplads i hovedet. Hvad udfylder du din ekstra plads med?

mandag den 25. april 2011

Skønhedssøvn


"Stillingen er god i forhold til smerter i ryg og nakke, men dårlig for huden og brysterne. Til gengæld mindsker stillingen snorken og er god for rygsøjlen og de sure opstød.

At være i kontakt med en halvbeskidt pude med savl og andre bakterier på er nemlig ikke særligt godt for ansigtets fine hud.

"At sove på siden kan give dig rynker," konkluderer Anna Glaser, der er læge og professor i dermatologi."

Sådan står der om min yndlingssoveposition, nemlig på siden, her.

Eller det er ikke bare min yndlings, det er faktisk den eneste, jeg sover i og altid på den samme side. Når man, som jeg, hører bedst på det ene øre, sover man altid på det, for derved at undgå at høre eventuel snorken og børn, der kaster op og kalder på deres mor. De kalder i stedet på deres far. Smart. Det er jo også ham, der snorker. Heldigvis står der ikke noget i artiklen om, at man så får højrestillede lodrette rynker i ansigtet, når man altid ligger på sin højre kind. Men så er der antydningen af, at jeg savler og har et nusset hovedpudebetræk? Insinueringerne står jo i kø!

Der er virkelig meget at tænke på, når man kan se 30'erne forsvinde mellem fingrene, for hver dag der går. Men jeg synes altså, den undersøgelse eller i hvert fald artiklen er lidt bryst- og rynkefikseret? Det er vel ikke ligefrem manglende sundhed at have rynker? Er det ikke bare levet - og sovet - liv, som trækker linjer til minde om smil, sorg, glæde, bekymring og nu altså også søvn?

Who am I kidding? Hit med min Clinique Superdefense NU! Og eventuelt en anordning til at dreje næsen og dermed hele fronten op mod loftet, når jeg sover tungt nok til at overhøre forstyrrende lyde? Det må kunne opfindes.

søndag den 24. april 2011

Pytgrænsen og parforholdet

Det her billede rummer lige den slags, som er kimen til konfliktstof, hvis pyt-tærskelen er i bund. Den er rimelig intakt endnu her mod slutningen af en god ferie.


Hvis ikke, jeg havde plus på pyt-kontoen, havde jeg ikke taget et billede, men enten:

1) Været småmuggen på den uforklarlige måde

eller:

2) Fjernet kemikalierne med en del larm og suk

Problemet er, at jeg ser den kommode som et sted at stille fine eller sjove ting, som jeg kan kigge på og komme til at tænke på, hvem jeg fik hhv. den ene og den anden hoptimist af og hvorfor, eller dengang min søn malede glasfadet til lys og vi fik den som den første brugbare julegave fra børnehaven og al den slags. Min mand bruger den som en fysisk huskeseddel, således at hvis den er fyldt med myregift, så spreder han nok noget af det, inden dagen er omme. Hvis han altså ser det. For den anden del af problemet er, at der godt kan gå nogle dage, før det sker.

(Her har jeg lovet en passage om, at han vågnede meget tidligt i morges ved, at der var noget, der kløede på den ene arm og det viste sig at være en flok myrer på morgenvandring op ad armen. Men jeg lovede ikke noget om fontstørrelsen).

Det er ikke kun kommoden, det er hele stuen eller faktisk hele huset og haven med, der fungerer som fysisk huskeseddel. Der ligger trøjer og sokker, som man skal huske at tage på, når det bliver koldt i aften. Der ligger aviser, som skal huskes at læses i, når der bliver tid (end ikke Weekendavisen magter jeg pt. at få læst på en uge). Der ligger også tegninger, som skal tegnes færdige og Lego Ninjago, som skal huskes at ombygges, når lejlighed byder sig. Der ligger papirer, som skal huskes at udfyldes, der ligger Kitty, som skal huskes at leges med og guitar som skal huskes at øves. Sådan kunne jeg blive ved, men det var kun stuen og det er ved at blive kedeligt. Dog kan jeg lige spiffe op med, at om natten ligger der også nogen gange tøj, der skal huskes at tages på næste dag. Det er endnu ikke sket, men det kunne godt blive glemt en distræt mandag morgen. Eller anden distræt morgen, for der er mange distræt beboere i dette hus.

For at vende tilbage til udgangspunktet, som var kommoden, så er jeg faktisk ikke meget for pyntegenstande, som ikke har en funktion. Den kommode bærer faktisk næsten alle dem, jeg ejer. Så det er ikke fordi, jeg kører med den totalt dominerende indretningsstil, som er kendt fra tv2 og visse dele af virkeligheden. Men når jeg nu har så få, så skal de altså heller ikke garneres med myregift i flere dage.

Vores forskellige perspektiver har jeg opgivet at ændre på, men min egen pytgrænse kan jeg arbejde med. Jo mere stress, jo mindre pyt. Jo mindre stress, jo mere pyt. It's as simple as that, men forbandet svært at styre, når man lige bliver lidt impulsdrevet muggen på en flaske myregift, der skygger for et fint lys. Jeg tænker pyt med det og håber, den finder anvendelse, før de myrer vandrer morgentur på mig i morgen tidlig.

Forresten synes jeg heller ikke, der behøver at stå en telefon med noget så gammeldags som ledning i røret. Men selvfølgelig virker den også ved længerevarende strømsvigt, som jo er en helt reel risiko? Nå, en konflikt ad gangen. Det er en fin telefon. Pyt med det, det er en fin telefon.

lørdag den 23. april 2011

Mentale M&M's

Jeg har hørt om en dobbelt blind test, hvor den ene gruppe blev bedt om i detaljer at forestille sig, at de spiste M&M's. Hvordan de udvalgte sig en farve eller nogle stykker, tog dem op til munden, fornemmede den knasende lyd (allerede her ville jeg nok have mistet koncentrationen pga grimme spiselyde) og chokoladens smelten på tungen. Hver enkelt deltager sad altså og spiste imaginære M&M's med hånd og mundbevægelser, synkebevægelser und alles.


Kontrolgruppen gjorde noget andet, som jeg har glemt, men det havde ikke noget med at spise at gøre. Efter seancen kom de til pause, hvor der var mulighed for at spise ægte M&M's. Det interessante var så, at kontrolgruppen spiste væsentlig flere, end dem, der lige havde indtaget meditative M&M's. De var allerede mætte, fordi de havde oplevet alt andet end lige de par sekunder, det tager at kværne et par M&M's. A moment on the lips, a liftetime on the hips er en velafprøvet sandhed. Så tænk at spare lige det moment, til gavn for både figuren og pengepungen.

Så nu vil jeg gerne have min egen M&M meditationsmester til at fremkalde sådan en sansemæthed, bare med tankens og ordenes kraft. Jeg kan se store perspektiver: Hvis det virker med alkohol kan man undgå tømmermænd og kalorier og måske kunne man i stedet for desserten, som man egentlig ikke kan klemme ned, men gør det alligevel, lige tage en åndelig æbletærte med flødeskum? Eller nappe en psykisk jordbærkage i yogastilling? En lækker mental café latte uden efterfølgende søvnproblemer pga koffeinen?

Jeg tror nu, der i det lange løb ville mangle noget. Eller at jeg ville kunne spise et stort stykke jordbærtærte meget hurtigt efter effekten havde fortaget sig, medmindre den der jordbæryogi var på nakken af mig hele tiden. Det kunne godt gå hen og blive lidt belastende for os begge. Jeg er nok nødt til at kunne bringe mig selv i en tilstand af mentale M&M's. I hvert fald før jeg udsætter eventuelle gæster for det. Forestil jer, at man beder sine gæster sætte sig til et veldækket bord med tomme tallerkener og fade. Så slukkes lyset, alle lukker øjnene og bliver ført igennem fem udsøgte retter med tilpasset vinmenu. I tankerne. Jeg tror, jeg ville føle mig snydt, hvis jeg blev udsat for det. Og ret sulten egentlig også.

Der skal vist lige arbejdes lidt videre med konceptet, før det er helt klar. Jeg napper en ægte latte i mens, jeg tænker videre. Jeg ved, det har perspektiver! Jeg skal bare lige finde dem.

torsdag den 21. april 2011

De gamle mødre

For er par år siden var der en berømt citatsamling fra Kanal4 dokumentaren De Unge Mødre. Den kan blandt andet ses her.

De er genset og græmmedes over så mange gange, at det er blevet mere skræmmende end sjovt. Men det er på tide at gribe i egen barm, så her kommer, ucensureret, (næsten) virkelige citater fra vi Gamle Mødre:


Helle fra Hellerup: "Jeg køber aldrig konventionel mad, jeg kan faktisk ikke lide konventionelt og jeg tror ikke, det er godt for børnene."

Charlotte fra Charlottenlund: "I børnehaven siger de, at Pelle ikke spiser af fællesmaden, men det er jo bare fordi, han elsker sushi og Valrhona chokolade, ligesom os. Vi synes ikke, han skal have det samme som alle de andre."

Liselotte fra Liseleje: "Calvin får faktisk mælk, soyamælk selvfølgelig, for komælk giver ham ondt i ørerne, halsen, snotnæse, diarre og så er køer virkelig dårlige for miljøet."

Rikke fra Risskov: "Vi prøvede virkelig længe at blive gravide igen. Problemet var, at Lars var på forretningsrejse, hver gang jeg havde ægløsning og så begyndte jeg at regne ud, hvor mange gode æg, jeg havde tilbage i 40-års alderen, og så måtte han altså aflyse den tur til Singapore."

Vibeke fra Virum: "Bare fordi man har et par huse i Spanien, begynder de nu at tale om at skære i børnechecken. Ved de overhovedet, hvad det koster at købe et hus i Virum?"

Silke fra Silkeborg: "Jeg voksede faktisk op med fri adgang til guldkorn og Nutellamadder, når jeg var hos min far hveranden weekend. Det er utroligt svært for mig at holde mig fra søde sager i dag, så mine børn får kun klidgrød og speltbrød. Jeg spiser kun sukker, når de sover."

Susanne fra Skåde: "Det værste ved graviditeten var næsten, da jeg ikke kunne gå til powerpilates længere på grund af maven og yoga mindfullness holdet lå samtidig med Desperate Housewifes."

Sanne fra Skanderborg: "Nu har vi dine, mine og vores børn. Det er lidt kompliceret, men jeg har lavet dette her whiteboard til sommerferieplanlægningen. Min ex skal have vores fælles børn med til Thailand, og de skal lige på dansk tid igen, inden vi tager dem med til USA."

Elisabeth fra Egå: "Mens jeg var gravid, røg jeg selvfølgelig ikke, jeg holdt mig også fra alkohol, hovedpinepiller, frisk ost og for en sikkerheds skyld alt fisk. Det var sværest at holde sig fra oksecarpaccio, men lille Isabella er det hele værd."

Oline fra Odense: "Det er hårdt at være så meget alene med et spædbarn. Efter en uge skulle Steen rejse til Californien i 10 dage og så stod jeg der med rengøring, indkøb og madlavning. Det krævede en stor gave fra lufthavnen, og det var oven i købet før, vi fik au pair."

Erika fra Espergærde: "Mathilde skal ikke vaccineres. Jeg har sat mig lidt ind i det og der er virkelig nogle grimme stoffer i den vaccine. Så vil jeg hellere opsøge sygdommene gennem smittekæder i udlandet."

Hjørdis fra Højbjerg: "Det var virkelig svært at finde en barnevogn uden bromerede flammehæmmere i kalechen. Til sidst fandt vi denne her med speltkerner i madrassen. Yderstoffet er biologisk nedbrydeligt og det fungerer ikke så godt i regn, men jeg hader også regnvejr og går sjældent ud i det."

Vera fra Vedbæk: "Hubert går kun i Fair Trade økologisk bomuldstøj, men så må han helst heller ikke spilde. Eller lege i det."

- Posted using BlogPress from my iPad


onsdag den 20. april 2011

Når en gammel spejder laver bålmad

Det sker, at jeg i et øjebliks afsind får ideer, som viser sig at være mere tvivlsomme end gode. En af dem fik jeg for snart 7 år siden, da mit ældste barn gerne ville være mikrospejder. Der var et informationsmøde for forældre, men det skulle snart vise sig at være en slet skjult hvervekampagne, som spillede på både følelserne samvittighed og medlidenhed: "Vi kan jo ikke lave frivilligt arbejde uden forældrestøtte," lød det, og "Vi mangler faktisk en assistent i denne sæson, ellers kan vi ikke have mikrospejdere. Er der nogen frivillige?"

I det vaccuum af tavshed, stirren ned i spejderplankebordet eller ud af vinduet, mens formanden kiggede bedrøvet rundt på os, var der en fremmed, der overtog min krop, og ud af min mund kom et lille: "Hvis der ikke er andre, der vil, så kan jeg måske godt."

Sekunder (eller hvad der føltes sådan) senere stod jeg overfor ca. 20 0. kl. elever, primært drenge og utvivlsomt en vis andel, som var sendt til spejder for at få afløb for noget af det krudt, som bliver indefrosset i skoletiden. Jeg skulle bare gennemgå solsystemet for dem og bagefter skulle vi lave modeller af stjernehimlen i skotøjsæsker med huller i låget og lommelygter i. Det havde lige været noget for nogen, der var besjælet med en kreativ ånd - eller bare en smule forstand på solsystemet. Mit kendskab, eller mangel på samme, blev så sent som i går afsløret, da min 8, ja OTTEårige sagde: "Mor du ved da godt, stjerner brænder ikke?" "Njoh," bluffede jeg til svar.

Senere førte spejderlivet mig ud i en weekendlejr med døgnregn fra fredag aften til søndag middag, hvor vi skulle hjem. Allerede ved afrejse var jeg helt ør af beskeder om, hvem der tissede i bukserne om natten, fik astmamedicin, blev bange i mørke og sov med diverse krammeudstyr. Nogle af børnenes nervøsitet kom til udtryk ved, at munden uafladeligt kørte på dem i samfulde timer, lejren varede. Den første formiddag skiftede vi sokker, når de blev våde, men efter få timer viste det sig ikke længere at give mening, fordi alt andet alligevel var vådt.

I løbet af vinteren skete der det, at mit barn ikke gad gå til spejder mere, men jeg havde bundet mig til en sæson og nægtede at møde op uden barn. Dermed tilføjede vi en fast mandagstudetur i et i forvejen presset nyt skolebarnsliv.

Udover min korte voksen-spejderkarriere, har jeg også været grønsmutte i et par år som barn. Der døde jeg næsten af hjemve på en spejderlejr og også næsten af sult, fordi jeg hverken ville have brændenældesuppe eller mælkebøttesalat.

Derfor kan det undre så meget mere, at jeg i går fik endnu et af de momentale anfald af spejder, som fik mig til at gå i gang med at tilberede kartofler i bål. Min mand stegte kylling på grill, men det er der jo ingen ben i, så for at overgå ham, begyndte jeg en kamp med tændblokke, aviser, birketræ, visne blade og andet forhåndenværende småt brændbart. Dertil 15 kartofler i alufolie og penslet i en blanding af olie og timian.

Det så sådan her ud:



Men resultatet så sådan her ud:



De sidste fem led kul- eller askedøden, fordi folien gik i stykker, mens jeg rodede rundt for at holde liv i bålet. Til mit forsvar vil jeg sige, at de tilbageværende faktisk ikke smagte af tændblokke og kun lidt af kul. Men nogen kulinarisk oplevelse var det ikke. Sikkert er det i hvert fald, at dette aldrig aldrig nogensinde bliver til en madblog. Nogen friluftsblog bliver det heller ikke. Men så er der heldigvis så meget andet.

tirsdag den 19. april 2011

Mor må jeg?


Få en is?
Få et stykke toastbrød?
Riste det i toastmaskinen?
Er det egentlig usundere at riste det i toastmaskinen?
Må vi slås med vand?
Hvorfor er det så koldt?
Hvornår må jeg holde vandslangen?
Hvorfor har hun tyggegummi?
HVORFOR SPØRGER I MIG HELE TIDEN OM NOGET?
Det var ikke mig
Jeg har kun spurgt om to ting
Først spurgte jeg om jeg måtte få toast
Så spurgte jeg, om det var mere usundt i toastmaskinen
Jeg plagede ikke, jeg spurgte bare
Hvorfor må jeg nu ikke spørge om noget?
Mor hvorfor er du sur?
Må jeg tage en anden t-shirt på?
Hvorfor må jeg ikke tage en anden t-shirt på?
Hvorfor gider du ikke vaske tøj hele tiden?
Må jeg nu få en is?
Hvornår må jeg få en is?
Hvornår skal vi i Legoland?
Hvad skal vi have til aftensmad?
Hvad var det nu, vi skulle have til aftensmad?
Hvornår må jeg lege med nogen?
Hvorfor må han så altid lege med nogen?
Hvornår spiser vi?
Hvad skal jeg lave?
Må jeg spille computer?
Må jeg nu spille computer?
Hvorfor er min veninde i Spanien?
HVORFOR ER VI IKKE I SPANIEN?

Det var de sidste 10 minutter af mit liv. Jeg har bare et spørgsmål:
HVORNÅR SKAL I I SKOLE OG BØRNEHAVE IGEN? (Mine små elskebasser).
(Eller nej, jeg har forresten et enkelt spørgsmål mere: Charlotte R, vil du stadig have mit ældstebarn på påskeferie?)

søndag den 17. april 2011

Shapewear og dets mulige downsides

Denne her blog handler mere om job end krop, eller mere om udefra end indefra. Men lad mig sige med det samme, at jeg bevæger mig i randområdet af mit felt i dag, men jeg går ikke længere ind end til undertøjet.

På guldaldermalerierne er damerne i den grad snøret ind i korsetter, at barmen sidder helt oppe under hagen og jeg har også mistænkt, at det er derfor, de altid har så runde kinder? Jeg mener, fedtet forsvinder jo ikke bare, det bliver vel nærmere omfordelt?

Marilyn Monroe brugte også korset, men hun var jo ret hot. Så var der lige en pause i 60'erne og 70'erne, hvor det var bedst at lade alt svinge frit. I 80'erne fik vi bodystockings, en slags gymnastikdragt knappet i bunden, som er skide smart til babyer, men hvorfor til unge piger og voksne kvinder? I dag findes der mere behagelige alternativer i lycra, microfiber, med gel og shape og push og jeg skal komme efter dig. Man kan også få strømpebukser, der løfter ballerne! I det hele taget skulle vidundermidlet kunne få en til at fremstå en hel størrelse mindre i en ålestram kjole.

Fristende er det godt nok, for tyngdekraften har gjort sit indtog efter tre fødsler og den der muffintop over bukselinningen er ikke klædelig. Men jeg kan også se nogle ulemper:

Forestil jer en jobsamtale indhyllet i sådan en elastisk heldragt under sit business tøj, hvorefter man får jobbet og så er der ligesom ingen vej tilbage - for hvad hvis man møder den første dag på jobbet og buler ud både her og der, fordi skidtet er til vask? Hvis man så har det på igen den næste dag, kommer man nærmest til at fremstå lidt spiseforstyrret? Man er sådan set nødt til at købe 7-10 sæt og tage afsked med sit blodomløb en gang for alle.

Et andet forbehold går på, hvordan det ser ud, når man hopper ud af sin opstrammer om aftenen. Jeg har på fornemmelsen, at det helst skal være mørkt, for jeg kommer til at tænke på fx en arm, der har været i gips nogle dage. Slap, hvidgul og vissen. Eller et af de selvoppustelige liggeunderlag, som langsomt går fra tynd og rynket til oppustet. Eller en pakke vacuumpakkede skumklude, som siger puf og tidobler sin massefylde, når man klipper hul på posen.


Så er der dem, der scorer i sådan en dragt. Nu er jeg ikke på det marked, men jeg kan sagtens forestille mig det pinlige i en situation, hvor spandexdragten bliver rullet ned og der åbenbarer sig en dellepølse langs den øverste kant. What you get is no longer what you see!

På en måde har jeg prøvet det lidt. I min tredje graviditet fik jeg en åreknude og blev idømt støttestrømper helt frem til fødslen. Det blev meget bogstaveligt, for det var tæt på, at jordemoderen ikke nåede at rulle dem af, før barnet var ude. Jeg har også siddet i et fly 2 x 8 timer iført støttestrømpebuks, og endda talt med en mand, der var iført samme praktiske foranstaltning, fordi han rejser meget. Det var nu ikke noget, der gav ham respekt på kontoret i Melbourne.

Ikke rare billeder nogen af dem. Der er nok kun zumba- og askesevejen til at blive shapet på den helt rigtige måde. Men måske skulle man alligevel prøve et enkelt sæt? Hvad skade kan det gøre? Måske strammer det så meget, at man mister lysten til at spise påskeæg og så er det jo godt for noget. Umm, der ligger forresten noget fra Summerbird i køleskabet...

Det rådne påskeæg

Det er ikke altid, at udsigten til ti dage sammen med alt sit afkom er lige tillokkende. Jeg elsker dem højt og alt sådan noget, men nogen gange tror jeg altså, vi har fået skabt et lille monster på bare fem somre. Hun kan være mere humørsvingende (tror jeg) end en teenager og en overgangsalder til sammen (og mind mig ikke om, at lige præcis den kombi bliver virkelighed for hende og mig om 7-8 år).


Vi kunne kalde hende det pilrådne påskeæg - selv om vi husker, at vi stadig elsker hende - for det er sådan vi nogle gange behandler hende og dermed sådan, hun nogle gange er. I aftes til aftensmad fx blev hun udsat for kærligt drilleri af sin ældste storebror, et scenarie der kan føre til alt fra boblende jubel og til at verden styrter i grus. Der var det så, at jeg hørte mig selv sige: "Don't mess with her," til storebror, fordi vi endnu kan tale i engelsk kode, uden hun forstår det. Og fordi det ofte er 100 gange nemmere at regulere en 12-årigs adfærd end en femårigs. Endelig er det også fordi, hverken den otte- eller 12-årige er begejstrede for, at hun flipper skråt, så de gør ofte, hvad hun befaler.

Op til treårsalderen kan det være tilnærmelsesvis nuttet med en lillesøster, der koster rundt med en, men hey, det er virkelig ucharmerende hos en femårig (eller 39-årig for den sags skyld). Så nu er opgaven at få monstret pillet ud af hende. Heldigvis hjælper veninderne i børnehaven, fordi de ikke i samme grad lader sig kue, men om føje måneder er hun ældste barn i sin børnehave, og det kan altså godt give lidt stjernenykker.

Jeg tror, det lykkedes os at få genoprettet hierarkiet lidt i familien i dag. Vi tog trods tunge protester HELE vejen til Mønsted kalkgruber, for at se hvor Absalons hemmelighed blev optaget - og for at vise dem Arlas gammelost lager. Drengene var kun bange for det sidstnævnte, men den femårige var noget betænkelig ved at træde ind i de mørke og fugtige gange. Først nægtede hun overhovedet at gå et skridt derind, men da det ikke virkede og vi trods alt havde bekostet en lang køretur og en 20'er for at få hende med derind, så var der ingen kære mor. Så tog hun afsæt i inspiration fra flagermusene og hægtede sig fast på sin far. Men efterhånden som vi vænnede os til stemningen og genkendte elementer fra julekalenderen, rystede hun alligevel et guldkorn ud af ærmet: "jamen er der så ikke et stormagasin ovenpå?"

Nu er Mønsted måske ikke lige noget, enhver kan placere på landkortet, men lad mig bare sige, at det nok ikke er en oplagt placering af et stormagasin der vest for Viborg. Dermed blev hendes illusion brudt for tredje gang i denne weekend. Første gang var i fredags til Disney Sjov, hvor Pluto fik halen i klemme og hun spurgte, om det ikke gjorde ondt på ham, der havde klædt sig ud som Pluto? Anden gang var da hun sammen med mig opdagede Angry Birds og spurgte, om det ikke gjorde ondt på fuglene.

Jeg elsker at få sådan en flig af indsigt i, hvad der foregår i hendes lille hoved. Måske er det ikke så mærkeligt, at man bliver nødt til at være en lille Primadonna, når er så meget input, der skal processeres hele tiden.

Drengenes modvilje blev i øvrigt vendt til stor begejstring inde i gruberne. "Det er jo ligesom i Minecraft!" kunne man høre flere gange. Så skidt med, at moderne børn har deres viden fra computerspil, så længe de stadig kan begejstres over at se the real thing. Jeg kan kun anbefale en tur til Mønsted.

lørdag den 16. april 2011

Moi? En kamel?

Vi havde en romantisk fridag i går. Den slags, hvor børn blev sendt afsted og vi indløste hele to gavekort fra vores fest: Et til brunch og et til bio. Endnu engang stort tak til Helle V og Anne! Da brunchen var med bobler, besluttede vi at cykle. Her var det så, at jeg første gang denne dag blev 5 år, for det var pivkoldt og jeg kunne ikke finde mine vanter. Jeg insisterede på, at foråret hurtigt ville bryde ud og sagde: "Så cykler jeg uden," hvortil den anden halvdel af det romantiske arrangement spontant udbrød: "Nej!"
Hvad skete der lige? Og behøver jeg forklare, hvem der er en storebror og hvem der er en lillesøster? Jeg blev omgående til en stædig kamel og svarede "Jo!" og ikke 100 frådende heste ville have kunnet få mig til at indrømme, at jeg småfrøs mine fingre lidt på turen (fryse fingrene er jysk for det, der på sjællandsk hedder at fryse OM fingrene). Omvendt prøvede han også at skjule det faktum, at han tog sine vanter af et sted på Risskovstien.

Måske prøver vi bare patetisk at udøve magt over hinanden, fordi man altid ender i en catch 22 i en magtkamp med et af børnene? Jeg gør i hvert fald, for jeg er nogenlunde lige så opsat som min 12-årige på altid at få det sidste ord. Det kan være ret trættende og dumt at høre på. Ufatteligt så længe det kan tage for andre at se, at jeg HAR ret! Jeg mener bare, tænk på al den tid vi kunne spare, hvis det bare blev erkendt fra starten. Hmm. Det sker også, at jeg tror, at jeg får ret, hvis jeg bare beholder ordet. Meget irriterende træk hos andre, men jeg gør det desværre også selv. Så efter tilstrækkeligt med remis resultater overfor børnene, så hakker vi videre på hinanden.

Jeg er aldeles overfølsom overfor at blive kaldt "Skat," på den der særlige måde som indikerer: "Nu må du forstå lille ven, at jeg ved bedst her." (Det må gerne bruges i andre situationer dog). Men hvis en sætning starter sådan, så bliver jeg til noget, der ligger rigtig rigtig fjernt fra at være elskværdig. Don't you ever Skat me!

Mit problem - eller i hvert fald et af dem - er, at jeg er afhængig af min mand som systemadministrator. Virkeligt belastende når man nu så gerne altid vil have ret. For her er nok et felt, hvor jeg ikke har ret hver ENESTE gang. Eller faktisk sjældent. Fx har jeg fornylig måttet gå til administratoren med den gamle PC, fordi skidtet ikke virkede, når jeg prøvede at trække rundt med ting på skærmen. (Som på iPad).

Jeg har givet mig selv et princip for denne blog: Hvis jeg fremstiller nogen (gælder dog ikke for offentlig kendte personer) i et dårligt lys, så skal jeg altid selv fremstå endnu værre. Med din nyerhvervede viden om min stædighed, kan du så selv vurdere om sidstnævnte lille hændelse er virkeligt eller konstrueret for at leve op til princippet?

(Hvad siger du - behøvede jeg ikke at konstruere noget, for at komme til at lyde som den mest irriterende?)

Det slår mig forresten lige: Gad vide, om det hedder "at sluge kameler", fordi det er et logisk paradoks at sluge sig selv eller sine artsfæller? Det er i hvert fald en anden disciplin, jeg har det svært med.


fredag den 15. april 2011

Damn you autocorrect!

Jeg er blevet den lykkelige indehaver af en iPad. Defor bliver jeg nødt til lige at udgive en parlør, så I også fremover kan forstå, hvad jeg skriver:

Urin = Butik

Havregion = Havregryn

Zimba = Zumba

Parasit = Parasol

Forrådt = Forår

Sælhund = Sælger

Sostrup = Søster

Pest = Pasta

Spjellerup = Spejl

Menuet = Menu

Cikade = Cykel

Der kommer helt sikkert mange flere tilføjelser, det mærkelige er, at den aldrig foreslår det ord, jeg vil skrive. Men jeg er ikke alene om problemet - Se her

torsdag den 14. april 2011

Vi transmitterer hele dagen

Her i Egå er kameraet sat op og vi livestreamer hele dagen. Det kan godt være, du ikke kan se det, men det er faktisk en video, som afslører forskellige tegn på eftermiddagens store begivenhed:



Gæsterne er på vej mod kirken eller måske vil de tage opstilling på vejen, mens de venter på dagens hovedpersoner. Solen skinner og der er flag ved kirken. At det er på halvt må skyldes en beklagelig fejltagelse.

Her i studiet har jeg besøg af katten Watson, som er klædt i kjole og hvidt. Han udtaler, at han i dagens anledning vil donere en pose sort katteuld, som den ene af dagens hovedpersoner kan få en striksweater af. Efter udtalelsen vendte han sig om på den anden side og vi må vente med næste ekspertudtalelse til formiddagsluren er overstået.

I mellemtiden har vi modtaget menuen fra husets pressetjeneste:

Eftermiddagens snack vil bestå af en rest kobberbryllupskage fra fryseren, og til aften vil gæsterne få serveret en klassisk kødsovs med pasta kogt al dente og oste gratine på toppen. Dertil årstidens gemyse og en valgfri vand eller øl fra en kendt hofleverandør.

Familien selv ventes at optræde klassisk, men casual til begivenheden, hvor de forventes at møde op i jeans og lynlåstrøjer, sneakers eller basketstøvler. "Det er vigtigt for os, at de føler sig som ganske almindelige børn og får dannet gode relationer til deres jævnaldrende," udtaler børnenes mor.

Så må vi beklage, at ekspertkatten er gået ud for at jagte en fugl. Han forventes tilbage med en frisk reportage fra begivenhedernes gang inden længe. Medmindre han prioriterer sin eftermiddagslur højere.

Hovedpersonerne selv - hvad mon de har på? Et godt bud vil være garbadinebuks og silke t-shirt til hende, sammen med et par fornuftige travesko. For ham derimod vil en cowboybuks og klassisk kortærmet skjorte være et godt bud. Hvis barnet er træt, er det måske ham, der bærer det.

Og hvem er det så, vi venter på og hvad skal de hedde? De skal hedde farmor og farfar og vi venter på, de kommer hjem med husets yngste efter bedsteforældredagen i børnehaven.

BREAKING NEWS, opdateret kl. 12.40:

Katten er vendt tilbage og har konstateret et dilemma: Vi kan ikke vide, om eftermiddagens hovedpersoner ankommer i deres Peugeot 207 før begivenheden starter, for at fortsætte til børnehaven til fods, eller om de tager bilen til børnehaven. Watson tilbyder generøst at danne vagtpost ved biladgangen, så undertegnede kan koncentrere sig om kameraet ved gåadgangen. En forudsætning for dette var dog en ændring i menuen. Katten udtaler: "Jeg vil aldrig mere optræde som ekspert, hvis der ikke kommer fisk på menuen." Derfor er der sket en sensationelt sen ændring i aftenens menu, hvor vi med eksklusivret for denne blog kan afsløre, at der er tilføjet en laksemad til forret.

BREAKING NEWS, opdateret kl. 14.00:

Hovedpersonerne har været fordi og stillet kareten. De ankom som ventet i en stormgrå Peugeot og fortsatte til fods til børnehaven. Der har også været en lastbil forbi, muligvis med materialer til aftenens festligholdelse? Vi ved det ikke, men følger sagen tæt. Sikkert er det, at flaget endnu er på halvt her en time før gæsterne forventes at ankomme. Skandaløst faktisk.

BREAKING NEWS, opdateret kl. 20.55:

Vi kunne desværre ikke få lov at transmittere fra taflet, men nu hvor hovedpersonerne er på vej hjem, bringer vi en opsummering af dagens vigtigste begivenheder. Hovedpersonerne ankom punktligt, og kunne berette om en børnehave, der var som støvsuget for bedsteforældre kl. 14.50. De var som ventet klædt afslappet og sommerligt og der blev tid til at gå udover det officielle program og nyde et jordbær på terrassen. "Det var et kærkomment pusterum i denne glædelige, begivenhedsrige dag," udtaler farmor, som også går under det borgerlige navn Inga. "Vi er glade for al opmærksomheden og min kone ser allerede frem til at strikke på katteuldssweateren, når det mørke efterår er over os igen," supplerer farfar Hans. Katten slikker sig tilfreds om munden, soler sig i dagens opmærksomhed og lister ud på sin aftentur, efter vi får et sidste citat: "Sikkerheden er det vigtigste ved sådan et arrangement, og jeg vil nu rundere kvarteret, for at sikre, at alt er som det skal være."

onsdag den 13. april 2011

Dreng og pige

Jeg blev lige inspireret af Marens søde historie om døtre

Vi har begge køn og er ofte ved at dø af grin over de små forskelle. Her er bare nogle af dem:


Kyssescene i film:

Dreng (8): Lukker øjnene og spørger, om det er overstået
Pige (5): Smiler henført og lægger hovedet på skrå

Nyt tøj:

Dreng: SKAL jeg med? Årh nej, hvad er der galt med den her? (t-shirt der går til navlen)

Pige: Skal vi ikke også købe sko? Isabella har sølvsandaler

Legeaftaler:

Dreng: Hvis Oliver ikke kan, så Søren, ellers Peter. Ellers leger jeg med LEGO.

Pige: Jeg vil gerne have to med hjem, nej tre. Nej ikke hende, HENDE! Åh, hun skal til gymnastik, så vil jeg slet ikke lege med nogen (dyb fortvivlelse og vrede tårer)

Babyer:

Dreng: Hvad kan den?

Pige: Nåååårh, den er søøøøøød

Kat:

Dreng: Hey han har fanget en mus

Pige: (krammer) Æv, hvorfor gider han ikke krammes?

Lege:

Dreng: Figurer, LEGO, figurer der for en mor er de samme, men det er de OVERHOVEDET ikke

Pige: Hvis du nu var babyen, så var jeg moren og så skulle du sove, men du ville ikke, men så fik du en sut. (Hvis babyen tager sig den kunstneriske frihed at nægte sutten og græde, får den skældud af moderen)

Værelse:

Dreng: Hvorfor skal der egentlig være andet end en computer og en seng?

Pige: Mmm, mon jeg lige skal lime min seneste kreation op på væggen her eller derhenne over sengen? Den lilla sommerfugl her står godt til Hello Kitty dynen

Reaktioner:

Dreng: Øv, hvorfor må jeg ikke spille mere? Jeg har næsten overhovedet ikke spillet i dag? Jeg går lige ud og hopper lidt på trampolinen

Pige: Surmule på værelset, kommer kun ud for at tjekke, at der er nogen, der har bemærket, at hun er sur
_________________________________________________________

Det var bare et lille udpluk, og så har jeg slet ikke været inde på meget-snart-teenageren, han fortjener sit eget indlæg en anden dag. Jeg kan se mig selv som både pige og lillesøster i min datter, selv om hun vist lyder mindst sympatisk i det ovenstående. Derimod er det nogle gange helt sort for mig, hvad der driver drengene til at snakke om pruttelugte, Mindcraft figurer, grafikkort og opnåede levels i spil.

Jeg var så uforsigtig at spørge min ældste, hvor jeg lå på en skala fra 0 til Max Pinligs mor som en 10'er. Lykkeligvis fik jeg kun 4, men tendensen går nok mod en højere score i de næste år. Jeg har dog ikke, som en anden mor, jeg kender, spurgt hvorfor drengene pludselig ville lege med gummitiger i 6-7 års alderen - hun mente Gormitier.

lørdag den 9. april 2011

Århus i min sjæl

Jeg synes, det tager lang tid at få en by ind i sin sjæl. Virkelig lang tid. Det er ikke sådan, at jeg ikke har følt mig hjemme, men det tager alligevel adskillige år at få en by til at sidde under huden. Nu har jeg boet i Egå i 10 år og før det i Århus C i 5 år. Så tog vi ved en pludselig indskydelse børnene med på Italia lørdag aften, og efter ikke at have været der i måske 5-6 år, står den samme gamle tjener og tager imod. Den store antipasti buffet koster stadig 100 kr. og ved hjørnebordet, som vi er heldige at få, kan man både se havnen og åen, Globen Flakket med minder om mangt en mødregruppebrunch og et kig op ad Skolegade, hvor der er trampet mange cykelture på vej mod Risskovstien. Så går det op for mig, at Århus alligevel er krøbet ind i min nordjyske sjæl. Jeg kender det hele og det er min by. (OK ikke alle navnene på de fancy caféer, kommer der ikke hele tiden nye?)

Jeg har været her i længere tid end den fritlagte å, jeg har siddet på en arbejdsplads i Vestergade og hørt på piloteringen, da fundamentet til Aros skulle bygges, jeg har arbejdet ovenpå Nordea på Strøget, hvor vi ikke kunne have vinduerne åbne for peruvianske fløjtespillere, jeg har travet universitetsparken tynd, da min mand boede på universitetskollegiet, jeg har været så mange gange på Naturhistorisk Museum, at jeg tror den gamle udstoppede tiger kan genkende mig. Jeg taler ifølge mine kære søstre mere øst- end nordjysk, jep, jeg har Århus i min sjæl. Jeg er ovenikøbet engang blevet fotograferet til Visit Århus magasinet - for ca. 5 år siden:



Tidligere på lørdagen havde vi et break through af de helt store: Husets 5-årige besluttede endelig, at det var tid at cykle uden en pind med en voksen i den anden ende koblet på og endnu tidligere på ugen besluttede samme unge dame, at det var slut med at sove med ble. Dermed takker vi regnskoven for at have leveret cellulosemasse til små 13 års konstant bleforbrug. Vi lover at plante et par træer til gengæld.

Hun var godt nok træt lørdag på Italia efter al den cyklen rundt og al den storpigehype det gav. Som hun cyklede hen ad vejen slog det mig, at Egå garanteret er i hendes sjæl, selv om hun ikke ved det. Hun har en barndoms gade lige her, med udsigt til kirken og over Århus og med det dybe færge båååååååt fra havnen i stille vejr som en del af lydtapetet. Hun har en veninde rundt om hvert hjørne og løber selv ned til den nærmeste. Børnehaven, branddammen og bommen for enden af vejen vil sætte scenen i de drømme hun vil drømme resten af sit liv. Marinaen, Sølystskolen, Ungdomshøjskolen og kælkebakken, hvortil adgangen er blevet besværliggjort af sur beboer hvis græs ikke må betrædes, vil spille en væsentlig rolle i drengenes minder og gymnasiet, som står og ser så moderne ud, vil være en hæderkronet gammel instution, når de en dag vender tilbage hertil som jubilarer. (Jaja, jeg ved godt, det kan være, de hellere vil på Teknisk Skole, men lad mig nu drømme).

Søndag tog vi i Mindeparken med madpakker. Der er et par aner på mindevæggen - to af min mands farmors brødre døde i 1. verdenskrig og de havde samme efternavn som er vores børns mellemnavn. De kom slet ikke fra Århus, men fra Sønderjylland, men at de står der på skrift, puffer alligevel byen lidt længere ind i kroppen. Marselisborg Slot til den ene side og vandet til den anden. Det er ikke nogen tosset by at have i sin sjæl.

Om aftenen mødtes jeg til et glædeligt gensyn med en flok af de piger, jeg har været så heldig at være i Orlando med, naturligvis på Shark's Pool Hall til en burger af amerikanske dimensioner. Frederiksgade er også Århus i min sjæl, for når man har boet på Frederiksbjerg og cyklet ind ad Frederiks Allé så mange gange som jeg har, så er Frederiksgade også en velkendt størrelse. Og hvilken nyuddannet arbejdsløs akademiker har ikke været inde på MA og få et opmuntrende ord af Holger?

Det eneste af Århus, der ikke er i min sjæl, det er nok den fjogede idé med at fjerne bolle-ået for at blive moderne! Hallo, Nocolai Wammen, det kan godt være, du ikke ved det, men engang var Aa at betragte som ret gammeldags i forhold til Å. Brandingmæssigt skaber det bare forvirring, for som det er nu, er det en konvention, at å bliver til aa på internettet. Men hvordan skal turisterne være sikre på, at det Århus, som de altid har kaldt Arhus, overhovedet er det samme som Aarhus?

Men bortset fra det, vil jeg faktisk sige, at på sådan en dag er det OK at fylde 39 for første, men næppe sidste gang. Og så har jeg fået en iPad og elsker den allerede.

Ps: ved ikke hvad det er med datoerne, men dette er postet den 10. April om aftenen - ellers har jeg holdt fødselsdag en dag for tidligt.


fredag den 8. april 2011

Øjenskræk og dens overvindelse

Dette er endnu et indlæg, hvor der skal advares om stærke scener. Den første kommer her:

Jeg har en fobi med blodskudte øjne, synlige blodårer og i det hele taget er jeg ikke ret meget for hverken at tale om eller tænke på blodets omløb. Sjovt nok er jeg ikke så bange for blod, men blodårer - yaiks. Utroligt at jeg har overlevet en familie med en del sygeplejersker, som ikke viger tilbage for emnet. Hvis jeg sidder overfor en person med en ordentlig rød bæ i øjet, kan jeg simpelt hen ikke se vedkommende i øjnene. Derfor er det også med bævende knæ jeg gør det, jeg skal gøre i dag: Jeg går til forundersøgelse mhp. at få opereret min nærsynethed væk. Jeg overvinder min fobi og kaster mig direkte i løvens gab (eller laserkirurgens maskine).

Det er måske lidt paradoksalt og også forfængeligt, men Jeg Er Simpelt Hen Så Træt Af At Gå Med Briller. Og jeg kan ikke tåle kontaktlinser. Som om det ikke var nok at være en muldvarp, har jeg også så dårlig hørelse på det ene øre, at jeg går rundt og ligner en blind høne fx i en svømmehal. Jeg kan nemlig ikke retningsbestemme lyde, så når jeg plirrer lidt med øjnene og ser mig til alle sider er det bare fordi, jeg ikke kan skelne mine børn i vandet fra de andre, der råber Moar (og hvorfor ser alle børn ens ud med vådt hår?)

En anden vægtig årsag til beslutningen er simpel misundelse. Min mand fik foretaget samme indgreb før jul og da jeg endelig kunne genkende ham igen uden briller, blev jeg møgmisundelig. Der er selvfølgelig begrænset forskning i langtidsvirkningerne af operationen, og man kan indvende, at hvis vi begge er stæreblinde som 70-årige, så må vi tage valget mellem at få en førerhund eller at stavnsbinde vores børn som handicaphjælpere. Markedsværdien mhp. at skaffe en anden partner til den tid og under de omstændigheder vil nok være meget beskeden for os begge.

Jeg gruer for selve indgrebet, selv om det ikke tager mere end ca. 45 sekunder pr. øje. Bare tanken om at nogen skal åbne mine hornhinder, tilpasse dem og lukke dem igen - ADR, godt det ikke er mig siger jeg bare! Jeg skulle efter sigende både få beroligende medicin og lokalbedøvende øjendråber, så min vigtigste opgave bliver at ligge stille, mens laserstrålen gør arbejdet.

Hvis jeg bliver fundet velegnet til operation bliver det simpelt hen så vildt. Tænk at kunne:
  • Opholde sig ude i regn og sne uden konstant at tørre brillerne af
  • Finde det, man leder efter i nyslukket, dampende opvaskemaskine
  • Svømme i andet end bedstemorstilling med hovedet højt hævet over vandet for ikke at ødelægge brillerne
  • Trampe en sejrsdans over de knuste rester af mit sidste par briller (indtil jeg lige om lidt sikkert bliver gammelkonelangsynet)
  • Få et par smarte solbriller
Det er en af den slags ting, jeg undrer mig over, jeg ikke har gjort forlængst. Det er ikke længe siden, idéen fødtes og nu kan jeg slet ikke vente. Men der skulle åbenbart lidt misundelse til.

Mental note: Husk at spørge lægen, hvor længe man har blodskudte øjne efter indgrebet. Så må jeg jo prøve at undgå spejle der.

torsdag den 7. april 2011

OK tv2, we get it

I synes, kvinder dominerer både boligindretning og bryllupsplaner. I synes også, at det er smart at løse det, ved at sætte mænd i gang med at kløve hvidpigmenterede spiseborde med en flækøkse eller arrangere bryllupper med biltema. Are we then even? Eller har vi startet noget, der minder lidt om en børnehave? Hvis du vil bestemme, så vil jeg bestemme endnu mere og du må overhovedet ikke være med, for det er mig, der bestemmer. Ævbæv bussemand.

Altså hvis programmerne forhindrer bare én mand i at kløve sin kone med en flækøkse, så har det selvfølgelig et formål. Jeg tror bare ikke, potentielle øksemordere udgør flertallet af tv-seerne der i primetime. En anden mulig årsag til programmerne kan selvfølgelig være, at alle tv2s programredaktører er gift med dumme dominerende blondiner.

Men hatten af for de eksempler, I har fundet frem. Det må alligevel have krævet en del research at finde SÅ mange blondiner, som ville stille op og fortælle, at deres tilkommende helt sikkert ikke havde en bjælde styr på, hvor lykkelig hun var for den hvide sofa, eller præcis hvilken brudekjole, der ville skjule og fremhæve alt det rette på den store dag. Og selv om jeg bor i Århus, tror jeg det kan være svært at finde unge mennesker, som taler så grimt århusiansk, som dem i programmet forleden, der skulle giftes i Holme.


Græde kan de også, blondinerne. Når kjolen eller kirken er forkert eller af glæde i andre tilfælde, når det viser sig, at Prince Charming har en smule smag alligevel - eller ligefrem bedre smag. For vi vil selvfølgelig allerhelst gerne have, at I ved, hvad vi ønsker os allermest, uden vi selv helt ved det endnu.

Men supergodt grundlag for at samlivet eller ægteskabet fortsætter. For nu har manden været beslutsom og bevist - ja hvad? At han ikke lader sig kue? At sorte møbler er så meget federe end hvide, fordi man bedre kan spilde på dem, uden det kan ses? At han vil gå gennem ild og vand, indretningskonsulenter og brudeudstyrsforretninger for at prøve at regne ud, hvad hans kvinde vil have? At han gerne vil udstille sig for familien Danmark for at få finansieret sit bryllup? Jamen jeg ved det ikke. Det kunne være sjovt at vende tilbage til parrene fem år senere. "Hun fik ret og jeg fik ro" og "Hvad bruden siden hen fandt ud af" kunne programmerne hedde.

onsdag den 6. april 2011

HVIIIIIN, en MUS!

Sådan her ser vores kat ud rigtig meget af dagen. Formentlig også om natten, for der er han inde, fordi jeg ikke kan sove, hvis jeg tror, han får kattetæsk af naboens den rødstribede. Lidt pyllermor er man vel altid.


Kattekyndige kan måske se, at staklen ikke har meget af sin mandighed tilbage (og måske vil de også indvende, at han burde få en større kasse. Lidt ligesom når min yngste datter havde sparkedragt på, til hun ikke kunne strække benene, i håb om at hun blev ved med at være en baby). Måske derfor havde jeg fået bildt mig selv ind, at han nok heller ikke jagtede mus. For min største anke mod katte er deres vane med at bringe halv- eller heldøde jagttrofæer hjem til deres ejere. En anden vægtig grund til at han er inde om natten, så vi ikke skal vågne op til overraskelser, hvis jagtinstinktet alligevel skulle få magt over ham der om natten.

Når han er ude i haven om dagen, kommer han hen til terrassedøren og mjaver insisterende, når han gerne vil ind. Derfor åbnede jeg rutinemæssigt her til morgen, da han kom forbi terrassedøren - og smækkede den lynhurtigt i igen. Han ville nemlig slet ikke ind, men kom bare forbi døren i sin jagt på en markmus, som var ca. 4,5 mm fra at spurte ind i stuen i sin flugt fra katten. HVIN!

Det er ikke for at være krukket eller fordi jeg synes, det er feminint at hvine over en mus. Der var jo heller ikke andre hjemme end katten til at høre mit hvin og jeg tror ikke, han forholder sig til eventuelt at kunne redde en kvinde i nød. Men jeg hvinede - som i helt spontant ukontrolleret hvin.

Såden helt nøgternt og rationelt, så vejer jeg nok 6-7000 gange mere end en markmus og den burde ikke kunne skræmme mig. Men ikke nok med, at jeg næsten døde af skræk, næh kattens uskyld blev også brudt. Han er en musejæger og en drilagtig en af slagsen. Psykisk museterror, hvor han holder musen i skak, i stedet for bare at få det overstået. Om han åd musen ved jeg ikke, men jeg ved, at han ikke har præsenteret mig for den. Endnu i hvert fald.

Desværre har jeg også bemærket, at katten er blevet voldsomt interesseret i en stor kiste på terrassen (ikke en ligkiste, men sådan en til havehynder), som står pivåben, fordi den er så propfyldt med havelegetøj og hynder. En kiste, som befinder sig 30 cm fra mig, kun adskilt af et stort vindue. Katten balancerer rundt oven på legetøjet og prøver at nå et eller andet dernede ved at stikke poten ned forskellige steder. Eller han ligger sig på lur lidt væk fra kisten og svinger med halen, mens han venter på, at eventuelle beboere skal ud og finde føde. Nu er min fantasi så i gang med at producere billeder af musereder på kistens bund. Men jeg tør ikke tjekke det! Jeg er simpelt hen bange for at endevende alle havehynderne for pludselig at stå ansigt til ansigt med en pibende musefamilie. Og jeg vil ellers gerne have nye havehynder, så der burde være et incitament der.

Måske skulle jeg bare skubbe hele kisten ud midt i haven og stikke ild til den? Ej, hvis der nu er mus i, ville det alligevel være synd. Men så bare skubbe den væk, så den ikke er så tæt på huset? Eller skal jeg prøve "Hjælp mig, jeg er svag" tricket, når min mand eller mine store drenge kommer hjem? Ja det tror jeg, jeg vil gøre. I mellemtiden vil jeg flytte et par kommoder hen foran terrassedøren, så 10 grams gnaveren ikke forcerer havedøren. (Så, der fik du endelig svar på, hvad jeg vejer).

tirsdag den 5. april 2011

Barnedåb eller børnehave

Jeg tror vores børnehave har gjort en timingsmæssig fodfejl af de helt store. Der er inviteret til bedsteforældredag samme dag som den royale barnedåb. Det er da i den grad at sætte målgruppen i et interessedilemma. Royal globarnedåb eller eget borgerlige barnebarn på nærmeste hold? Fredelig fjernsynstransmission eller fedtet chokoladekage bagt af børnehænder? Jes Dorph eller påskeklip med indlagt tvangskonversation med andre bedsteforældre? Jeg er spændt på, om der kommer nogen.


Stik imod min ellers rationelle og normalt hverken traditionelle eller gammeldags tankegang, så er jeg helt pjattet med det kongehus. Jeg er stolt af Margrethe, jeg elsker tudeprinsen, synes Mary er en smuk prinsesse, de store børn er nuttede og tvillingerne er nogle lækkerbasser. De må siges at hænge ret langt nede i arvefølgen og der skal en usandsynlighed af dimensioner til at gøre dem til konge eller dronning. Dermed behøver jeg muligvis ikke interessere mig for, hvad de skal hedde. Men det gør jeg! Jeg vil også gerne se, om tvillingerne sover, bruger sut, sutter på lillefinger eller græder. Og hvis min svigermor vælger mit barn og bedsteforældredagen, så skal jeg selv se barnedåb.

Jeg plejer at forklare min indre skabsroyalist med markedsføringsværdien, helt uden at vide, om der er belæg for at sige, at den står mål med udgiften. Men ifølge Hello Magazine har kronprinsesse Mary en tredjeplads over de mest attraktive og elegante celebrities sidste år og på Wikipedia er hendes markedsføringsværdi anslået til 12 mia. kr. (hvordan man så end er nået frem til det?) Alligevel har det mere med symbolværdien at gøre. Ja, selvfølgelig er det nemmere at se smuk ud som firebørnsfamilie, når man har en stab af tjenestefolk, en ret lækker bolig og ikke behøver købe ind i Netto.

Det er drømmen om det perfekte og lykken, de repræsenterer og så skal ingen komme og fortælle, at de også har mælkeknuder, kolikbørn, snotnæser, hormonknopper eller jalousi mellem børnene. Det kender jeg jo fra mit eget liv og jeg vil hellere tro, at de der babyer faktisk ikke engang skider - og da i hvert fald aldrig udenfor de kongelige bleer.

Det er godt, det ikke er mig, der er en bedstemor i interessekonflikt. Jeg slipper tilmed for at hente mit eget afkom midt i begivenhedernes gang. Måske kommer der helikopterbilleder fra overflyvninger af Holmens Kirke!

mandag den 4. april 2011

Moar, findes der egentlig rige?

Det spurgte min 5-årige datter mig om i går. Nogle gange er det lidt svært at regne ud, hvor hun får sine indfald fra, så jeg tog den nemme løsning og spurgte, hvorfor hun spurgte om det? "Jo for dem der lige var her og fik en 20'er af dig i deres sparebøsse, de må da være rige." Det var så Kræftens Bekæmpelses indsamlere. Ergo tid til samfundsfagslektion for 5-årige. "Nej, de får ikke pengene selv, de giver dem til nogen, der kan finde ud af, hvordan man bliver rask, hvis man har fået en farlig sygdom." Det tænkte hun lidt over.

Men da vi begge har det med at tale mere end vi tænker, greb jeg chancen til at stille hende et nyt og manipulerende spørgsmål: "Vi har jo f.eks. råd til at bo i det her hus, vi får mad hver dag, det tøj vi skal bruge og kommer også på ferie hver sommer. Synes du ikke, vi er rige?" "Jo, det er vi nok, jeg har jo også fået en guldmønt af farmor." Det var så en flunkende nyslået 20'er. (Ja, hende farmor har altid kontanter - gad vide, om hun faktisk hvidvasker dem?) Slut på samfundsfagslektion.


Men nogen gange får hun mig jo til at tænke videre. Sådan helt ud over egen næsetip. Der er ofte debattører, der hævder, at Danmark er blandt de rigeste lande i verden og vi må da kunne få råd til x, y og z. Ingen kan vel gennemskue statsbudgettet, men selvfølgelig er husmorlogikken, at for at have nogle midler at fordele på, må der nogle penge ind i maskineriet. Det mærkes tydeligt rundt omkring, at der ikke kommer så mange penge ind i maskineriet for tiden. Ikke kun fordi, der er oplevede serviceforringelser, for igen er det for uigennemskueligt, hvad der rent faktisk er fordelt og til hvem. Men på den mistro og mistillid, der kommer snigende, når krybben er tom.

Mistanke om socialt bedrageri, angivelse af naboer, kommunale caféer til at sladre anonymt, ondt i både røv og fødder pga for små sko. Det er ikke en særligt klædelig menneskelig egenskab at være mistroisk. I hælene af den følger selvgodhed, hvis man er så heldig ikke at være afhængig af en offentlig ydelse. Heller ikke klædeligt.

Hvor ville jeg dog meget hellere diskutere, hvordan vi får gang i økonomien i stedet for at blive hinandens stikkere. Det er da sjovere at tænke på, hvordan landet kan tjene penge på f.eks. klima og miljøviden. Et felt vi altså ikke har eneret på at interessere os for, så det er bare med at komme frem i skoene. Smid nogen penge efter forskning og let skatten for virksomhederne, der gør noget ved det. Så kan vi måske få mere til at blive til mere, i stedet for at mere nødvendigvis skal betyde mindre for nogle andre. Men det kræver, at vi tør tænke i visioner i stedet for begrænsninger. Så skal vi nok blive ved med at være rige. Det var bare det, jeg ville sige - efter et uskyldigt spørgsmål fra min datter.

søndag den 3. april 2011

Jamen så må I jo have lidt hjælp

Det var åbenbart for stor en udfordring eller også var det for godt vejr i går. Så jeg bringer et hint til gåden i dag:

lørdag den 2. april 2011

Dagens gåde

Jeg har i dag fået ca. 4 kvadratmeter ny flisebelagt terrasse uden at lægge en eneste flise. Hvordan?

fredag den 1. april 2011

Til fals for et armbånd

Nykredit havde inviteret til et arrangement under overskriften Kvinder og Økonomi, hvor Susanne Arvad ville levere de tørre facts og Anna Thygesen komme med en opsang til kvinder om at tage ansvar. Min første reaktion var, at det lød lidt kedeligt, men så var der "let anretning" og "du må tage en veninde med" og til sidst endte jeg med at tænke, at om ikke andet, måtte jeg tage med, om ikke for andet, så for at kunne skrive om det i min blog.

Alle de veninder jeg forsøgte at invitere var enten optagede eller med fuldstændig fod på deres særeje, ægtepagt, pension, forsikringer (eller også i strudsetilstanden - hvis jeg ikke åbner rudekuverterne, forsvinder de nok). Samme dag som arrangementet kom endnu en af de centimetertykke kuverter fra mit pensionsselskab. Den type kuvert, som først får lov at ligge lidt, så bliver den åbnet og inden jeg når gennem side 1 er der et barn, der skal have lektiehjælp eller tørret numse eller andre ting, som er mere interessante end pension. Således opmuntret tog jeg afsted til arrangementet i aftes.

Det første, vi 150 fremmødte kvinder blev mødt med, var en goodie bag og der lød spredte begejstrede udbrud, efterhånden som vi opdagede, at en af gaverne var et Pilgrim armbånd. Her var det så, det gik op for mig dels hvor dygtige marketingsfolk Nykredit har og dels, hvor uhyre relevant sådan et arrangement var. 150 kvinder har vel samlet ikke under ca. 100 mio. kr. i lommen på Nykredit og så falder vi i svime over et armbånd og en lille dåse Kusmi te.


Der var to slags snacks ved velkomstbordene: Den korrekte med gulerødder, selleri og agurkestænger med pestodip og et ordentligt læs nachos med salsadip. Men nu er det åbenbart sådan, at selv når kvinder kun er sammen med andre kvinder, vi ikke kender, så kører vi grøntsagsstave ind og lader chipsene stå - og det er jo ikke fordi, vi ikke ved, at nachos smager bedre end bladselleri?

Jeg synes, der kom mange interessante ting frem. Fx at vi står for over halvdelen af alle købsbeslutninger (Jep, også dem der gælder biler og IT-udstyr, selv om det er dem, der kommer tættest på en 50% fordeling) til hjemmet, men at vi samtidig interesserer os ufatteligt lidt for, hvor pengene kommer fra, hvordan vi får flere eller hvad der sker, hvis vores helbred eller civilstand ændrer sig.

Vi synes som udgangspunkt, det er usexet at snakke om økonomi - og nogle af os sender kun manden til møder med banken. Det duer jo bare ikke! Som Anna Thygesen fastslog, er det jo heller ikke sexet at gå ud med skraldespanden, men det gør vi jo alligevel.

Er det fordi, vi i bund og grund helst vil tro på, at det er noget, vores mænd skal klare og af rent romantiske årsager naturligvis vil organisere til fælles bedste? Tja, så er det tid til et wakeup call, for der er andre resultater, der tyder på, at hvor vi tænker økonomi med følelserne, så gør mændene det mere rationelt. Hvis vi ikke taler om kritisk sygdom, ulykke og tab af erhvervsevne, så sker det nok kun for naboen, eller hvad? Vi tør ikke bringe emnet mulig skilsmisse på banen, selv om det selvfølgelig bør gøres, mens man er (og forhåbentlig altid vedbliver med at være) på god fod. Som udgangspunkt er det dumt af mændene at tage emnet op, for de har i langt de fleste tilfælde den største pensionsopsparing, som de ikke skal dele i tilfælde af skilsmisse.

Under alle omstændigheder fik jeg noget at tænke over (og et fint armbånd) og selv om jeg har bedre styr på min økonomi end gennemsnittet, så er jeg stadig ikke god til de pensionskuverter. Men jeg lover hermed, at jeg får kigget det igennem. Engang ved lejlighed. Når jeg lige har smagt på den Kusmi te og læst det nye magasin Liv, som også var med i posen.