tirsdag den 31. maj 2011

Upassende associationer

Lors Doukaievs navn er hørt mange gange i nyhedsudsendelser i dag. Eller den etbenede bombemand fra Hotel Jørgensen. Det er måske fordi, det er for grimt at tænke på, hvor galt det kunne være gået, men jeg kommer ved navnet Lors til at tænke på nordjysk udtale af Lars. Faktisk er det denne Bus-Åges sætning fra min børnehaveklasses skolebus, der springer frem fra hjernens kringelkroge:

"Lors og Ais op i e' bag, ka I sid rolle?" (Lars og Anders oppe på bagsædet, kan I sidde stille, red.) Lars og Anders lavede altid ballade i bussen, men jeg tror altså ikke, der var terroristpotentiale skabt i dem. Så jeg har egentlig lidt dårlig samvittighed over at komme til at tænke på dem, når jeg hører Lors Doukaiev nævnt.

En anden afledende association går på, at jeg faktisk tror, vi boede på Hotel Jørgensen på Københavnerturen i 2.HF. Eller var det allerede i 1.? Det var et meget lille sted og billigt må det have været, for ellers havde vi nok boet på vandrerhjem. Det er i hvert fald som om, min hjerne ikke vil dvæle ved det uhyggelige, men springer direkte til mere spiselige emner.

Det må være det gode gamle nærhedsprincip. Min hjerne er en model 1972 og den er simpelt hen ikke gearet til at tænke på terror og bomber. Den foretrækker åbenbart skolebusture og ekskursioner.

Penkowa-navnet får mig af en eller anden grund til at tænke på Nadia Comaneci, som var en stor rumænsk gymnast, som jeg drømte om at blive ligesom. Det skete i øvrigt ikke. Her er absolut ingen paralleller til forskningsverdenen, men hendes træner kan selvfølgelig have snydt lidt med nogle hormoner. Det er alene det østeuropæiske navn, der bringer mig tilbage til Sportslørdag med Claus Borre og min far i lænestolen.

Derfra er der ikke langt til at huske den dingdong lyd der engang blev afspillet, når der var mål i en anden tipskamp end den, der blev vist. Den fik nemlig min bedste venindes schæfer til at gø som en rasende. Hver gang.

Jeg har bevæget mig langt væk fra Lors nu. Men det var godt, han fik sin dom og der ikke skete noget med Hotel Jørgensen. For det var da der, vi var, var det ikke?

mandag den 30. maj 2011

Betonbunkers i Århus N

I disse uger har jeg min daglige gang på Danmarks Journalist og Mediehøjskole og DR lige overfor. Det er der for så vidt ikke noget odiøst i, enhver uddannelse med respekt for sig selv hedder efterhånden noget med medier. Selv biblioteksskolen laver ikke længere bibliotekarer, men kalder sig det Informationsvidenskabelige Akademi. Men det var heller ikke det, jeg ville skrive om.

Det der slog mig var, at både DR og Journalisthøjskolen er bygget i det tykkeste bunkerbeton med stærkt begrænset udsyn til omverdenen. Man må næsten have ment, at det var bedst for journalister at vegetere i indre atriumgårde, fremfor at blive konfronteret med den kedsommelige virkelighed udenfor murene. Skulle man ønske inspiration, er det muligt at få et glimt af dagslys gennem ovenlysvinduer, og måske dermed få guddommelig inspiration. Almindelige vinduer i øjenhøjde med menigmand gør man det ikke i.


På DR, som jeg troede var en dynamisk heksekedel, hersker der også næsten guddommelig stilhed. Måske har de bare fyret hele provinsafdelingen, men der er godt nok langt mellem snapsene, hvis man prøver at spotte en kendis. I en af atriumgårdene bor dog en stor guldfisk, ved navn Lisbeth. Det siges, at den spiser de andre fisk i akvariet.

(Her kan du selv indsætte et par af dine yndlingsvitser om røde lejesvende eller bare journalister ude af trit med virkeligheden).

På Journalisthøjskolens afdeling for efteruddannelse er der frit lysindfald. Med andre ord vender journalisterne tilbage til skolebænken med en form for accept af, at der er en verden udenfor, der skal beskrives, gengives og kastes lys på. Heldigvis er det der, jeg bevæger mig mest.

Jeg har aldrig været indenfor i Jyllands-Postens bygning, men det forekommer mig, at Kurt Westergaard ville være rigtig godt beskyttet på Olof Palmes Alle. Det er han nu nok også i Viby. Så jeg foreslår i stedet, at man banker huller i betonmurene og lærer journalistene at kigge lidt ud ad vinduerne i stedet for at kigge indad og opad.


søndag den 29. maj 2011

Undskyld agurkefarmere

Undskyld, at pressen er gået i selvsving overfor jer, allerede inden agurketiden rigtig er gået i gang. De dødelige grøntsager kan hurtigt miste terræn, hos dem der i forvejen mest spiser salat for den gode samvittigheds skyld. Og de hårdt trængte gartnere kan hurtigt gå i knæ, hvis vi holder op med at spise agurker.

Det seneste er, at en agurkegrossist fra Fyn har leveret agurker til det samme sted i Tyskland, hvor agurker fra hele Nordeuropa er blevet blandet sammen og der er fundet VETC-bakterier i de blandede agurker. Samme grossist har også leveret danske agurker til en SFO-festival i Odenses udkant i fredags.

I Skejby siger lægerne med alvorsfulde miner, at de har smittede østjyder i isolation, men de har allesammen været i Nordtyskland og spist agurker. De første er udskrevet igen og fit for fight.

I sidste uge var jeg også indlagt i isolation med min dehydrerede dreng. Det var dog ikke værre, end at vi ikke fik vores eget toilet! Hvorfor det er bedre at isolere drengen end hans diarré, forstod jeg aldrig helt. Men jeg skulle tage et slagteforklæde på, når jeg hentede mad og drikke til ham i køkkenet. Derimod var det ikke standard at tage afføringsprøver på børn med mavesymptomer. Det er det formentlig blevet i mellemtiden. Jeg skal lige skynde mig at sige, at min dreng er rask igen, og selv om han holder meget af agurker, så har vi ikke mistanke om VETC.

Jeg gør heller ikke grin med dem, der har spist grønt i eller fra Nordtyskland i den seneste tid og er bekymrede. Men jeg forstår ikke, hvorfor vi nu skal have malet fanden på væggen i Odense S. Selvfølgelig er der da nok en håndfuld skolebørn, der har ondt i maven i denne weekend, det er der nok i en hvilken som helst stikprøve blandt 1500 børn. Jeg synes også, det er fint, at myndighederne kontakter forældrene, så de kan være opmærksomme på mavesymptomer. Men det er alle vel nærmest allerede i forvejen nu.

Men hvorfor er det nu en sag for pressen? Hvorfor skal vi skyde gråspurve med kanoner, så længe gråspurvene ikke engang har skidt os i håret?


(Og så håber jeg naturligvis at spinde guld på den skoleagurkeplante, jeg plantede i en plantesæk i sidste weekend. Clean agurker bliver det hotteste denne sommer).

fredag den 27. maj 2011

Årh så pyt da Mads

Det er i orden :-) Jeg skal nok godkende dig.



Klik på billedet, hvis du heller ikke kan læse det.

Flere bilobservationer

Jeg har før været inde på noget med bilkørsel og kommentarer. I dag har jeg gjort mig en ny observation om mænd, kvinder og bilkørsel.

Situationen er, at vi er fire kvinder samlet hos en af os, hvis mand også er hjemme. Os tre, som er gæster holder forskelligt parkeret i og omkring indkørslen, da husets mand får brug for at køre afsted i sin egen, inderst parkerede bil.

I den situation ville jeg have bedt alle om at gå ud og flytte biler indenfor en radius af 100 m, evt også naboerne. Mit primære fokus ville være at få skabt en lang lige åben bane bagude, fri af biler, postkasser, buske, træer, pæle og den slags.

Sådan gør mænd ikke! De siger, at det ikke er noget problem og går i gang med en baglæns slalommanøvre. Kvinder er så til gengæld nævenyttige, for vi observerer fra haven, hvordan udkørslen foregår. Vi er ærefrygtige tilskuere og vidner til, at en bil kan dreje på en tallerken allerede inde i carporten. Men vi nyder også scenariet tilstrækkelig meget til ikke at tilbyde at flytte nogle af vores biler.


Selv parkerer jeg hellere oppe på vejen end kaster mig ud i noget, der kan kræve kunstneriske udbakninger. Det sker, at folk tror, jeg er ankommet med bus eller til fods, men det er bare fordi, jeg holder så langt væk. For jeg kan faktisk næsten ikke engang finde ud af at bakke ligeud! Det blotte fokus på ikke at dreje en lille smule, får mig til at dreje en lille smule. Og så er der den der inverse bevægelseslogik, som tilsyneladende ofte er indbygget hos mænd, den har jeg bare ikke.

Disse var ordene. Ikke et ord om parallelparkering.

onsdag den 25. maj 2011

Dagens skat

Da jeg hentede min datter i dag, var dette - foruden de vanlige 5-10 tegninger - det, hun havde tilføjet til sit jordiske gods siden i morges:

Jeg spurgte håbefuldt (og naivt) om det var noget, der skulle med hjem. Selvfølgelig var det det. Det er jo en fantastisk skat. En ispind, en elefant og to træspåner - jamen hvad kan det ikke blive til? Når man så lige har læst Lille Virgil og smakkodak-kapitlet, hvor drengene finder så fine skatte som en potte, en gammel kniv og en hvid sten, så er det her jo til sammenligning en helt rustfri guldgrube.

Hvis jeg havde gemt alle de skatte, alle mine børn har fundet gennem tiderne, skulle vi have en tilbygning ud over den, vi har. Men jeg er ond nok til hårdhændet at fjerne skatte efter den første herlighedsværdi har lagt sig. Det er sjældent, at de bliver savnet. Det er heller ikke alle skatte, der er lige hygiejniske at få indenfor. Derfor  havde vi engang en køkkenmødding af sten og pinde lige udenfor bagdøren, fordi jeg ikke ville have det ind. Jeg tror, vi kunne bygge en mellemstor hytte af det materiale, vi har medbragt fra skoler, institutioner, skove, strande og andre gåture. I hvert fald hvis det blev klinet sammen med det kommunale institutionssand, vi har hjembragt i sko og bukseopslag.

Jeg bor i en familie af samlere, i særdeleshed er jeg gift med en og børnene er arveligt belastede. Det kan være anstrengende, når man selv er en væksmider. Jeg har så til gengæld kastet sygesikringskort og andre vigtige papirer i grams, i min iver efter at få orden. Jeg har prøvet med psykologiske udredninger om, at det er tryghedsnarkomaner, der fastholder hvert et lille flækket cykellygteglas, fordi det kan fixes med lidt gaffatape en gang ved lejlighed. Lejlighed optræder sjældent, men hvis der derimod er fem cykellygter for 100 kr, kan vi være sikre på at få fem nye til samlingen. Vi har i øvrigt alle magnetlygter monteret på cyklerne.

Så har jeg slet ikke været inde på MacDonalds Happy Meal legetøj, Kinder æg og alt det andet merchandise, der klæber til børn. Jeg tør slet ikke begynde at regne ud, hvilken miljømæssig gevinst, det ville være at stoppe med det. Det bliver for deprimerende, for det lader sig selvfølgelig ikke stoppe.

Lader sig stoppe gør jeg forresten heller ikke om dette emne, medmindre nogen eller jeg selv tvinger mig til det. Eftersom dette ikke er udgivet endnu, er jeg nødt til selv at gøre det, men jeg tager det op igen en anden dag. Hvordan vi bliver plasticdimsehelvedet kvit, skal det handle om.

tirsdag den 24. maj 2011

Farvel facebook-ven

Det er meget nemt at få kvantificeret sin popularitet på Facebook. Bam, jeg lever op til de gennemsnitlige hundredeognogleogtyve. Selvfølgelig kan jeg det præcise tal, for i dag lagde jeg mærke til, at der var blevet en mindre.

Straks gik jeg i gang med at undersøge sagen, men jeg ved endnu ikke, hvem det er. Jeg startede med at tjekke, at de mest betydningsfulde var der endnu, og det var de heldigvis. Derefter gik jeg over til at spekulere på, om det var en, der havde fjernet sig helt fra Facebook eller en, der personligt havde fravalgt mig.

Jeg ved stadig ikke, hvem det er, og måske går der lang tid, før jeg finder ud af det, om nogensinde. Tilsyneladende betyder denne person jo lige så lidt for mig, som jeg gør for vedkommende.

På et kursus i sociale medier, hørte jeg, at det nu var old school at have mange Facebook-venner. Minimalisme vinder frem og less is more. Men altså det er nu alligevel lidt sært at blive smidt væk. Jeg har aldrig smidt nogen væk! Jeg har takket nej til enkelte, men ikke sendt nogen ud af folden igen.

Her på bloggen bliver jeg kisteglad, når jeg får en ny læser. Tag ikke fejl, her er minimalisme ikke blevet moderne endnu. Og jeg må med skam melde, at jeg også lægger mærke til, hvor mange I andre har. Den kvantificerede popularitet er tilsyneladende kommet for at blive.

Jeg har også prøvet at undre mig, når I ikke straks døde af grin eller faldt i svime af beundring, når jeg selv syntes, jeg havde skrevet noget sjovt eller ligefrem klogt. Jeg har endda været inde og se, om der mon var noget galt med min mail-opsætning, hvis de anerkendende kommentarer udeblev.

Så er det ude, det grimme forfængelige og bekræftelseshungrende. Og jeg skylder en varm velkomst til mine senest ankomne læsere. Tak fordi I holder mig oppe på pop-barometeret. Siger I ikke lige farvel, hvis I beslutter at smutte igen?

Danonino indeholder ikke så meget sukker som du tror

Det er da forbrugeroplysning. De snu reklamefolk ved faktisk lige præcis hvor meget sukker, jeg tror, der er i Danonino og dermed ved de også, at jeg tager fejl. Men hvis jeg nu tror, der er ca. 75% sukker i, og der er mindre end jeg tror, lad os sige 70%, ja så har Danonino ret, men jeg har ikke ro.


Hvad værre er, så er den også gået rent ind hos min datter. Selv om der er smarties i låget, behøver jeg ikke være forbeholden, for "der er ikke så meget sukker i som du tror, mor!" Jamen det sagde hun. Fem år gammel. Jeg insisterer fortsat på at kalde det fredagsslik. Men jeg glemmer med jævne mellemrum, at det hører til i kategorien af "nu-kører-jeg-lige-op-i-en-spids-og-brænder-mit-sidste-krudt"-fremkaldere. Skide smart at få som det sidste inden sengetid.

Med min ældste er det endnu værre, for han har også kopieret et par udsagn, ikke fra reklamer, men fra mig. Det gør det unægteligt sværere at argumentere imod dem. F.eks. at G-star jo har en lækker kvalitet og holder i flere år. Det samme gælder Pringles chips i forhold til Chipsletten, omend ingen af delene holder mere end et par dage her i huset. "Kvaliteten virker bare bedre mor og man bliver ikke så træt af at spise Pringles." Hmm. Det kunne da ellers godt være, det var fornuftigt at blive træt af chips.

Så er min mellemstes tilgang til reklamer og andre autoriteter, herunder mødre, til gengæld mere kritisk. Han studerer og sammenligner produkter på LEGO.com og vedligeholder en alenlang ønskeseddel, kun med LEGO. For der ER forskel på en Hero Factory og en Bionicle, endda stor forskel, har jeg ladet mig fortælle. Forskellen er bare usynlig for mødre.

Selvfølgelig påvirkes børn af reklamer. Og film, medier, computerspil og mobiltelefoner. Alt andet ville være underligt. Men jeg tror ikke, opgaven er at beskytte dem mod for meget påvirkning, men snarere lære dem at navigere og skille budskaberne ud.

Således rustet vil jeg endnu en gang vove at tage min datter med i Rema og styre udenom Danonino hylden, selv om det er ulvetime.

mandag den 23. maj 2011

Askefisen

Så er den her igen. Den store truende natur er på vej til at sætte det skandinaviske luftrum på standby og dække det med mikroskopiske askepartikler. Måske. Hvis den tager retning mod Skandinavien for alvor altså.


Oftest plejer naturen imidlertid først at slå til, når vi mindst venter det. Når der er varslet snestorm, går TV2 i selvsving og sender en helikopter ud for at optage snefog over motorvejene og på jorden er en mand med røde kinder og parkacoat udsat for kraftig sidevind på hættens pelskant. Han insisterer krampagtigt på, at der er tale om en snestorm, selv om der højst flyver et par fnug i luften.

Derfor har jeg mistanke til, at denne her askefis lige så stille løjer af og ikke efterlader andre spor end en grim lugt som efter en lydløs stinker af en prut. Havde vi derimod ikke været forberedt på den, ville luftrummet helt sikkert være lukket allerede i morgen tidlig.

Allerede inden vi er færdige med at råbe at ulven kommer, er fjeren blevet til fem høns. Og så kan den sætning vist ikke bære flere dyremetaforer.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Men jeg tror, jeg ville vente lidt med at panikke, hvis jeg havde et par flybilletter ud i verden. Det har jeg ikke.

Man kunne også anlægge den vinkel, at jeg bare er misundelig på dem, som skal ud at rejse og nu bliver nødt til at tjekke Askefisen. Det gad jeg nemlig godt. Bare en enkelt lille weekendtur til Rom eller noget.


søndag den 22. maj 2011

Tja - hvad skal vi vælge?





VÆLfærd eller luftige løfter? Det der vælfærd, hvad mon det egentlig er? Eller tænker manden på VÆLgere og deres adFÆRD? Jeg kender godt det med at komme til at skrive det, man inderst inde tænker på, selv om det var noget helt andet, man ville skrive.

Jeg VÆLger begge dele (Jamen det kan du ikke få, lille ven, for riget fattes penge). Jo det tror jeg faktisk godt, og det ville klæde os som folk at snakke mere om, hvor pengene skal komme fra, end hvordan, vi skal fordele dem.

Lige så meget, som jeg er blevet halvgammel og halvborgerlig, lige så meget ville jeg hade, hvis der ikke var nogen, der havde luftige og fantasifulde drømme og visioner for vores land. Det er mod og nytænkning frem for smålig kræve- og angivermentalitet, der skal få os videre.

Jeg står sådan set lige i midten og min politiske farve er violet, hvis det er blandingen af rød og blå. Problemet er, at jeg synes, det skal være både og frem for enten eller.

Så lad os da få det valg! Nu er det afsløret, at du tænker på det, Lars.

FarVÆLler.

PS: Det her gør det egentlig ikke mindre pinligt:

"Det er en svipser, som er sket på trods af, at mange i Venstre faktisk har læst korrektur på annoncen...," siger partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby her.

lørdag den 21. maj 2011

Færdig med at lave aprilsnar






Jeg er blevet ramt af noget karma. Den 1. april sagde jeg, at nu var jeg tilfreds med min vægt og ville ikke tabe mig mere. Det er jo altid sjovt at se reaktionen på manglende selverkendelse, når man nu stadig har sin muffintop over bukselinningen. Der var også et par stykker, der røg i. Men det var ikke prisen værd, for Jeg Har Ikke Tabt Mig Et Gram Siden! Jamen så gå dog væk Nemesis.

Men der er en anden og vægtigere grund til, jeg ikke tør sætte mig op mod det karmashit igen. For min ældste søn og jeg lavede i fællesskab en af de bedste aprilsnar længe. Vi stillede brækspand frem og sønnemand lagde ansigtet i syge folder, mens faderen var i bad. Lige som han kom ud af badet, spyttede ældsten aldeles livagtigt i spanden.

Den dreng bliver ellers næsten aldrig syg og slet ikke bræksyg. Indtil i dag. For ind i h...... Jeg har strøget min del af varme pander i denne uge. Og godt ham ældsten ellers aldrig bliver syg, for han har en meget veludviklet sans for mandeinfluenza. "Årh årh, suk, jeg har det så dårligt og jeg KEDER mig. Hvornår bliver jeg rask?" har det lydt det meste af dagen.

Og det er skide synd. Men det er altså også lidt synd for moderen, som fik ugen spiffet op med en hospitalsindlæggelse og en jamrende preteen. For ikke at nævne den sympatikvalme, jeg altid får, når en af ungerne kaster op.

Så nej, nix, slut. Ikke mere aprilsnar herfra. Der giver dårlig karma.

fredag den 20. maj 2011

De 20 første ord

Jeg faldt over en undersøgelse, som havde resulteret i en top 20 over danske børns første ord. Altså den rækkefølge, de gennemsnitligt lærer ordene i. Den ser sådan her ud:


mm mm (lækkert-lyd)
hej
årnnn (bil-lyd)
vov (hund-lyd)
hej hej (farvel)
tak
grrrr (løve-lyd)
far
borte tit/titte bøh (gemmeleg)
mad
ja
nej
muh (ko-lyd)
mor
av (gør-ondt-lyd)
mjav (kat-lyd)
rap (and-lyd)
klappe kage (leg)
barnets eget navn
det (er lige så hyppigt som ‘bus’)

En hurtig analyse viser, at dyr, køretøjer, mad og relationer er centrale temaer for babyer. Det er selvfølgelig dels noget anatomisk og dels noget med relevans. Fx kommer mor noget højere op i lande, hvor ordet er mama. Så le ikke endnu kære fædre.

Det med dyrene har jeg faktisk aldrig forstået. Jeg synes ofte, jeg har haft forklaringsproblemer med dyr i tøj, med tale og menneskelig opførsel. Hvad er der egentlig galt med at bruge mennesker til at illustrere de konflikter og moraler sådan noget børnelitteratur indeholder?

Men det var slet ikke det, jeg ville sige. Det var mere det universelle over listen, som slog mig. Den rummer fx meget af den ordveksling, jeg har haft med min familie i dag. Min mand tryller og konfirmationer er højsæson. Lad mig illustrere:

Første scene er frokostbordet.
Mand spiser: mm mm (lækkert-lyd)
Mand skal afsted: hej
Mand kører: årnnn (bil-lyd)
Mand har glemt adressen og vender tilbage med et lille grynt: vov (hund-lyd)
Mand kører igen: hej hej (farvel)
Mand kommer i tanker om min opbakning til trylleriet: tak
Mig da mand er gået og alle artige børn synkront får uopsættelige behov for tre modsatrettede ting: grrrr (løve-lyd)
Mellemstebarn som er ret distræt: far
Mindstebarn vil lege: borte tit/titte bøh (gemmeleg)
Alle børn: mad
Til spørgsmålet om de vil have chokoladekiks: ja
Til spørgsmålet om de vil have rugbrød: nej
Til spørgsmålet om aftensmaden: muh (ko-lyd) (arh ok ikke helt, men det var tæt på)
Mindstebarn falder: mor
Mindstebarn tjekker om der er kontakt og genoptager gråd: av (gør-ondt-lyd)
Katteslagsmål bag hækken: mjav (kat-lyd)
OK den her har vi ikke brugt: rap (and-lyd)
Ældstebarn: Skal vi have (klappe) kage? (leg)
Mig til alle børn: barnets eget navn
Mig fortsat: det er Disneytid (er lige så hyppigt som ‘bus’)

Med andre ord klarer vi os altså et langt stykke hen ad vejen med de 19 ord, for vi har ikke engang brugt rap eller bus. (og heller ikke titte-bøh, men teoretisk kunne vi godt have leget gemmeleg). Det synes jeg er tankevækkende og siger en del om babyers intelligens og livsduelighed.

torsdag den 19. maj 2011

71.000 hveder

Så mange har Føtex bageren bagt i nat, fortalte en stolt kassedame i Storcenter Nord. Så dækker det lige Århus N og Skejby! Enoghalvfjerdstusind. ENOGHALVFJERDSTUSIND! Så forstår jeg bedre, det ikke var til at sparke sig frem for hveder inde i butikken. Det er vel sådan ca. en halv til hver borger i Århus kommune. Og det er vel ikke alle, der kommer forbi Århus N?


Der er jo ellers gået Atkinsonhysteri i hvede, men denne ene aften om året vælger vi altså at nedsvælge et uendeligt antal krydderboller med kardemommesmag. Vi gjorde det også. Og havde besøg af tre 6. klassebørn. Ingen kunne komme med bedre bud på en forklaring end at det rimer på bede og så smager de godt. Heller ikke mig, andet end tradition. Det fik os så lige forbi emnet konfirmation, som de står overfor at skulle beslutte sig for til næste år. Tro eller tradition? Skal man vide noget om hveder eller er det nok med kardemommehyggeduften? Det er hyggeligt at høre om fra 6. klasse børn.

Hveder er også godt for vores reconvalecerende mellembarn, som stadig er på en meget lyststyret diæt af lakridspibe, Fanta, chokoladekiks, ananas, salmiakpadder og en hotdog. Han var faktisk helt nervøs for, hvad kassedamen ikke ville tænke om os, men hun snakkede bare om hveder. Han fik også en LEGO æske i Vericenter. De lokale vil vide, at man skal forbi en stinkende ostebutik for at komme til legetøjet. Eftersom han ikke brækkede sig, mener jeg, han nu har bestået kvalmetesten.

Således kom der alligevel hvede-bede-dags-fred i huset. Til næste år vil jeg finde ud af, hvad det er med de hveder.

Glædelige fridage til alle!

onsdag den 18. maj 2011

Sygehus med supertappert barn

Mellemstebarn var så klatøjet i morges, efter ikke at have indtaget så meget andet end Ribena, juice, nektariner og jordbær, siden den fatale stoddertur i lørdags. Så vi fik en lægetid og barnet blev ligefrem fremvist til den lægestuderende som et klassisk eksempel på dehydrering. Så var det afsted til børnemodtagelsen på Skejby. Her har vi vansmægtet uden internet hele dagen, indtil vi endelig blev indlagt på en afdeling med hotspot - lidt afhængig er man vel.

Men før du nu forarger dig over, at moder skriver blog, mens sønnemand lider, så har han det efter omstændighederne godt. Der er dømt spis, drik og lav, hvad du lyster. Dvs. popcorn, mariekiks, æblejuice, Ramasjang og Nintendo. Hvis nogen sidder og mangler et fyldigt referat af dagens Ramasjang-program, så bare sig til.

Han kaster ikke op mere, men er bare splatten ovenpå flere dage kun med væske. Så vi skal overnatte og have taget væske- og saltbalancetal igen i morgen. Jeg har fået tildelt drømmeseng og regionsvaskeriets det bedste pude- og dynesæt. Mellemstemand synes, det er en lille smule feriagtigt, men godt nok også lidt kedeligt.

Vi satser på at vende hjem i morgen. Jeg satser på at blive færdig med Sidste nat i Twisted River, mens jeg alligevel sidder her. Og glor. På en måde er det faktisk lidt ferieagtigt.

tirsdag den 17. maj 2011

Hvad er barnets navn? "Like"

Det måtte jo ske. Et israelsk par har opkaldt deres datter efter Facebook knappen "Like." Jeg ved ikke, hvad det hedder på hebræisk, men jeg håber, det både har flere betydninger og lyder pænt.




Like er vel nærmest at betegne som lidt devalueret, hvis det egentlig nogensinde har været mere end lunkent. Jeg bruger det fx, når jeg synes, noget er sjovt, godt, flot, spændende, sødt eller andet, men jeg ikke lige har noget at sige til det. Det sker faktisk! Det er noget flygtigt og ikke altid lige velovervejet. Skylder vi ikke vores børn lidt mere? (og kan man nogensinde unlike dem igen?)

Det ville selvfølgelig lette forældreopgaven betragteligt, hvis man bare kunne tildele sine børn et "Like", når de gør rigtigt. Det er jo bedst at klappe i med det meste af det, de gør, som du misbilliger. Hvis man på den måde kunne regulere adfærden, kunne megen gråd og tænders gnidsel spares.

Spørgsmålet om eventuelle søskendes navne melder sig også. Skal de andre hedde Comment og Share (Sharon er ret brugt i Israel i forvejen). Eller skal en lille nørdedreng hedde App, mens en glad pige skal hedde Smiley? Eller de kreatives børn hedde Mac, Pad og Pod? (Helle for ikke at være Pod?!)

Nu var det faktisk det israelske pars tredje barn og måske er de bare gode jordnære mennesker. Deres andre børn hedder Pie og Vash (hebræisk for honning). På dansk ville de med andre ord kunne kalde flokken sammen ved at råbe: "Tærte, Honning, Jeg kan lide dig," og så lyder det jo pludselig meget rimeligt. Det lyder bare ikke som børn.

Artiklen om familien kan du læse her.

mandag den 16. maj 2011

Så så man lige Brad Pitt

Med røgfarvede brilleglas.


Hvad er det han gør? Hvordan kan man se godt ud med oversize solbriller, overlæben på skrå og six-pence på hovedet? Hvis du kan finde et nyere billede eller lige har set ham til filmfestival, kan du se, at han også bruger dem indendørs.

Uden sammenligning i øvrigt, så kom jeg til at tænke på den gang, en ond ond optiker nede i 80'erne fik overbevist min mor og jeg om det smarte ved et par briller til mig, som skiftede til solbriller ved sollys. Han glemte at sige, at normaltilstanden indendørs var tis/nikotingul. Når jeg skulle cykle til skolebussen blev de så mørke, at jeg ikke næsten ikke kunne se noget. Jeg begyndte hurtigt at tage dem af, når jeg gik hjemmefra.

Så det glæder mig, Brad, at de røgfarvede glas er tilbage. Det er på tide, jeg får genoprejsning og at verden finder ud af, jeg bare var 30 år forud for min tid. Tak!



søndag den 15. maj 2011

A nordjyd' in København

I don't drink latte I take filterkaf'
Jeg ved ikk' helt hvad tapas er
You can see it on my bæltetask' om mav'n
I'm a nordjyd' in København

See me walking ned ad Strøget nu
Med hængerøv og J bagpå
Det står i panden og på bav'n
I'm a nordjyd' in København

Sådan kunne jeg blive ved. Selvfølgelig fremmer overdrivelsen forståelsen her, men alligevel undres jeg over, hvorfor jeg, som har været på de fleste kontinenter, altid føler mig så umiskendeligt nordjysk i København?

Jeg ved jo godt, at København er fyldt med jyder og at de er aldeles ufarlige. Adskillige familiemedlemmer og venner er blevet opslugt af København. Men jeg føler mig virkelig som en bonderøv i København. Måske er det fra dengang, jeg i bogstaveligste forstand engang kom ind med 4-toget og fik stjålet min pung i en proppet HT-bus? Hvor jeg meldte det på en nærpolitistation med smadrede ruder på Nørrebro sammen med min veninde og betjentene IKKE var jyske, men grinede lidt i skægget AF hende jyden?

Men nej, jeg tror ikke, det er det. Det er noget, som byen altid har haft, som man altså ikke kunne få i Hobros opland. Jeg havde ikke været i København, før jeg var mindst 6 år, for jeg husker en forhandlingssituation med min mor, hvis bror boede i København. Jeg ville gerne besøge den forjættede by og onklen i Østerbrolejligheden og mente, jeg var stor nok, når jeg fyldte 6. Min mor parerede med, at der skulle vi jo holde fødselsdag, men jeg havde veludviklede forhandlerevner (læs: var en plagsom lillesøster) og derfra stammer det berømte citat: "Hvad så med når jeg bliver seks år, på lørdag?" Det betød lørdagen efter fødselsdagen. Men jeg skulle blive næsten 10, før drømmen gik i opfyldelse.

Senere vandt jeg respekt i skolen, fordi jeg havde en storesøster, som BOEDE i København og med mine årlige ture til staden, kunne jeg hånle af de andre bonderøve fra min klasse, som ikke havde været i København, før vi skulle i Tivoli og med Bornholmerbåden i 6.klasse. Der var coolhedsfaktor bare over at have været der.

Men hvad er det for en star quality, der gør, at ellers respektable jyder, føler sig som småfede utjekkede undermennesker i København? Og hvorfor har dem, der er vendt tilbage til Jylland så travlt med at få København på "der har jeg boet cv'et"? Sgu da ikke så mange, der sætter Ringkøbing på, vel?

Jeg er en geografisk analfabet og har brugt mange år på at fatte Århus. København er måske bare for stor en mundfuld, men jeg kunne godt tænke mig et drys lokalkendskab til lige at tage med, så jeg kan udvide strækningen fra København H til Rådhuspladsen bare med enkelte andre fancy sidegader. Eller måske bare blive lidt citychik, rapkæftet, have en bedstemorcykel med blomsterranker, evt en Christianiacykel, smøger og smarte solbriller i håret som er flagrende langt og en lys, åbentstående trench coat. Jeg kunne jo sagtens nå at pille det af, inden jeg ankom til Århus igen. Tage min Hummel softshell på og nappe min Centurion cykel og cykle ud til min forstad, hvor jeg har hjemme.


lørdag den 14. maj 2011

Ensom, fordrukken og sølle

Åh jeg bliver så trist, når jeg ser sådan en kvinde. Paraplyen hænger i laser og stiverne blafrer frit for vinden i ruskregnen. Hun går med en Faktapose med flasker og nogle af dem klirrer mod hinanden. I hendes hånd er noget, der ligner en flaske billig rødvin og hun er slet ikke klædt på til regnvejret. Sandalerne svupper for hvert skridt, hun tager, hun har bare tæer i dem og tåneglene var engang nylakerede, nu er de noget slidte. Ved det ene øje er der mascara, men ved begge løber det i strimer ned ad kinderne. Hendes hår er enten regnvådt eller fedtet og jeg har ikke lyst til at vide hvad. Hun lugter nemlig lidt af bræk.

Sådan en stodder er jeg!

Eller det var i hvert fald let at få det indtryk, hvis man for et par timer siden befandt sig i Brovej/Grenåvej kvarteret i Egå. Den anden version af den sølle skæbne er som følger og slet ikke nogen atypisk situation for mig:

Jeg har en søn, der har været i opkasthelvede i snart et døgn. Så da han på et tidspunkt endelig har evnet at holde væske i maven, vil han gerne have Ribena. Jeg tager optimistisk bestik af situationen, medbringer en afdanket paraply og tænker, at jeg da lige vil sælge vores pantflasker. Mest fordi jeg ikke rigtig længere kunne komme til vaskemaskinen, for den flaske-amøbe, som levede i baggangen.

Efter at have siddet og våget over blegtræt barn hele dagen, virker en rask gåtur tillokkende og der er en slags pause i slagregnen. Der er også ca. en kilometer til Kiwi, som er det eneste åbne i nærheden.

På vej derover blæser paraplyen endnu mere fra hinanden i takt med, at regnen tager til. Inde i Kiwi er der kø ved flaskeautomaten, og da jeg endelig kommer til, er der kun plads til tre flasker, før den bipper og beder mig finde personale. Personale er først lige kommet sig efter en ildebrand i butikken i sidste weekend, og der er som følge af branden ikke nok tomme kasser i omløb til alle mine flasker. Ergo må jeg slæbe hjem med uforrettet sag, men nu med Ribena ved hånden ved siden af Faktaposen. Som btw stadig klirrer.

Det svupper meget i mine sandaler nu, og paraplyen er så lidt bevendt, at den ryger i en skraldespand. Deraf det våde hår og den strimede mascara. I farten ligner Ribena-flasken billig rødvin og i hvert fald en mand griner hånligt, da jeg passerer busstoppested, inden jeg har opgivet kampen mod paraplyen.

Jeg er på nippet til at tage en tår af Ribenaflasken og havde gjort det, hvis jeg ikke var kommet i tanker om, hvor grimt det smager.

Bræklugten var forhåbentlig kun inde i mit hoved. (Det kan være lidt svært at afgøre her fra underverdenen af arbejdsløse flaskesælgende rødvinsdrankere.)

- Posted using BlogPress from my iPad


fredag den 13. maj 2011

Døde dyr og kvindelist

Er der nogen, der kender den umiskendelige lugt fra en bil af døde dyr? Altså man sætter sig ind i bilen og bliver mødt af en ram lugt af råd. Den er så unik den lugt, at jeg også kan huske den fra en gang i min barndoms Mazda 323, hvor den var ved at drive min far både til vanvids- og brækgrænsen. Men inden det kom så vidt var lugten en dag pludselig forsvundet igen. Vi fandt aldrig kilden til stanken, eller også blev vi børn forskånede for sandheden, ligesom vi fik en historie fra de varme lande om kattekillinger, som i virkeligheden blev mast ihjel af søer eller kørt over af biler.

Nu har vi oplevet den to gange i vores bil. Den samme lugt! Jamen den er så ækel. Første gang viste der sig at være kommet en fugl ind i motoren. Eller det viste sig ved et godt gennembranket næbbet kræ af ubestemmelig herkomst, som motoren en dag nedkom med i carporten. Det giver lidt perspektiv til begrebet ovnstegte fugle, som jeg plejede at holde meget af.

Nu er lugten der igen. Der er også et svensknøgleikon på bilens display, som viser, at det er tid til service. Her er det så, jeg kommer til at tænke på en gang, jeg cyklede ind til den lokale cykelhandler på Frederiksbjerg, fordi jeg havde et støtteben, der sad og dinglede. Den venlige cykelsmed elskede at blive spurgt, om han lige havde det rette værktøj. Det havde han nemlig. Da jeg fortalte om det hjemme, blev min mand ikke jaloux over det med værktøjet, men han ville til enhver tid have løst problematikken ved at købe værktøjet, ikke få andre til at løse problemet.

Jamen jeg tænkte ikke et sekund på det som kvindelist, måske fordi jeg kom fra derude på landet, hvor vennetjenester ikke koster andet end andre vennetjenester. Nu bor vi lige overfor et bilværksted og man kan godt sige, at vi er på god hilsefod med ejeren. Vi har altid bilen til service der. Han er nok også glad for, vi sjældent brokker os over alle de biler, der ikke altid kan være på hans P-plads. Det store spørgsmål er nu, om jeg skal gå over og spørge, om han har noget til at fjerne døde dyr fra motorer med? Eller er det at stramme naboforholdet? Ville han blive smigret eller ville han kaste op? Jeg tror, jeg for en sikkerheds skyld spørger min mand i stedet for. Han bliver nok ikke smigret, men døde dyr er hans område her på matriklen.

Spørgsmålet er, om begge mænd ville være så stolte over, at de havde værktøjet, at ådselsstanken ville være en ubetydelig detalje? Bør jeg lade det komme an på en prøve? Venter de på en chance til at træde i karakter med noget, kvinder ikke kan eller vil finde ud af? Og er den trang kraftigere end brækrefleksen? Det ville være rart at vide.

Hvis jeg skulle have kørt langt i dag, havde jeg været nødt til at spørge mekanikeren. Jeg ved ikke engang, hvordan man åbner motorhjelmen og jeg vil helst ikke have det at vide. Jeg er heller ikke sikker på, jeg behøver få at vide, HVAD det er for et dyr, der har viklet sig ind i motoren denne gang. Det er med sikkerhed dødt, og det har givetvis været pinefuldt, men forhåbentlig hurtigt overstået. Det lugter mest af død elefant, men det er nok ikke sandsynligt. Selv om man aldrig kan vide.





- Posted using BlogPress from my iPad


torsdag den 12. maj 2011

At være eller ikke være

Til stede altså. Fordi godt nok er jeg rigtig meget til stede på nettet, men i virkeligheden? Den der analoge virkelighed, hvor børn beder om noget at spise, uden at kunne præcisere hvad, fordi de bare er lækkersøvnige (tak for det gode ord til Lise). Der hvor der laves lektier og information om, hvilke sedler der skal afleveres i morgen, skifter hovedansvar fra børn og til mig. Der hvor der fortælles om rokketænder, arbejdsdage, nye LEGOsæt, patches til computerspil og hvad vi skal have at spise?
Nu er jeg ved at gå mig selv for nær, så jeg bliver nødt til at bruge et eksempel fra min mand. Han havde tilbage i år 2000 fået den fantastiske Palm Pilot, som kunne ALT MULIGT. Fx havde han dowloaded noget om Expo 2000, som vi var til i Hannover med vores dengang enbårne søn. Han var helt høj af begejstring over al den information, han havde tilgængelig lige ved hånden. Godt nok skulle han rode lidt med menuerne og helst finde et sted i skyggen. Alt imens jeg kunne læse samme information på en stor, brugervenlig og gammeldags PLAKAT (fysisk opslag, typisk i A1 eller A2 format, red.)

Ret skal være ret, det var ved samme lejlighed, jeg på en dunkel udstilling gik hen og tilkendegav mig ved at klappe høj mand med lille blond dreng på numsen. Det var så ikke min mand og heller ikke min søn. Havde jeg dog bare kunnet sende ham en SMS i stedet, men jeg havde ingen mobil i år 2000. Jeg havde ingen ord til det dels undrende og dels lidt smigrede formentlig tyske ansigt, der vendte sig imod mig, jeg dybderødmede, vendte om på en tallerken og forsvandt i mængden - langt væk fra den udstilling! Det var aldrig sket med en mobiltelefon.

Men tilbage til tilstedeværelsen, for jeg må nok se i øjnene, jeg har nået max multitasking span og jeg kan ikke gengive de nyheder, jeg eventuelt hører i baggrunden, mens jeg er på Facebook eller i blogland. Jeg er faktisk slet ikke længere sikker på, at det med multitasking er noget at prale af. Belært af, hvor lidt mine drenge kan høre, når de sidder ved deres pc'er, så er der nok også enkelte passager, der er passeret hen over mit hoved, selv om et af mine børn har udviklet børnehavens karakteristiske skærebrænderstemme. Den tager hun især frem, når jeg ikke hører efter.

Anyway, det er blevet nemmere at skjule, at man ikke er til stede i rummet, men i cyberspace/appsverden, fordi det er nemmere at sidde og luske med en smartphone end et skrummel af en stationær pc.

Her slutter den filosofiske del. For når jeg lige kom til at tænke på det i dag, så skyldes det primært, at jeg ikke kunne oppebære mit teknologiske forspring med iPad længe, før min mand kom hjem med en Samsung Galaxy telefon. Den har næsten samme format som sådan en Palm Pilot havde. Dermed er jeg reduceret til at arve Sony Ericsson, og derfor har jeg påberåbt mig rollen som vogteren over tilstedeværelsen i det fysiske rum. Bare fordi misundelse er sådan en grim ting.

Og det er faktisk ikke fordi, jeg overhovedet vil ind på, om størrelsen har noget at sige, men det er da lidt morsomt, at vi med smartphones er tilbage ved det omfang, en lille håndholdt computer (uden telefon) havde i år 2000. Måske kommer der en dag, hvor de ligner hinanden så meget, ar jeg tager min iPad op til øret, når telefonen ringer?

Så skal vi bare lige have indbygget noget instant cleanser til alle de fedtfingre og hudceller, der sætter sig på sådan en touchskærm. Eller det er selvfølgelig kun teknologiske wannabes (og mig) der ikke taler i trådløst headset. Det er jo ikke til at slæbe rundt på den klods oppe ved øret. Så er det vel nok godt, jeg har min "nye" Sony Ericsson.

Hermed et tårevædet farvel til Nokia, som har tjent mig i tykt og tyndt og nu fået slidt tal og bogstaver helt af op til flere taster. Mine mindeord til dig: "Du vejede ikke meget, men var heller ikke spor smart til sidst. Til gengæld var jeg altid til stede sammen med dig."

onsdag den 11. maj 2011

Nød lærer nøgen kvinde - noget

Gorillanødden blev aldrig knækket, masken var ikke engang ankommet til leverandøren, så den plan blev annulleret. Der var ingen der havde sagt eller skrevet, at masken var i restordre, selv om jeg skrev, jeg ikke ville have den, hvis det blev senere end 11.5. Men se lige, hvad det forhåndenværende blev til - bemærk den høje talje-detalje:



Det er Phofessor Porter i egen høje person, hvis nogen skulle være i tvivl. Og så har jeg en kostumeshop, jeg ikke kan anbefale til gorillamasker. Eller kundeservice for den sags skyld. Jeg nævner ingen navne, men du kan jo prøve at sætte den i bestemt ental. PunktumDK.



iCat

Hmm, skal man bruge kløerne her eller er det mon nok med trædepuderne?


Kom lige til at tænke på katten i Lykke, som fik sendt en uheldig mail. Godt jeg ikke er Lykke.

Gorillaproblem





I'm in deep gorillashit. Sønnemand skal til Tarzanfest på skolen i aften. Derfor bestilte moderen med rettidig omhu en gorillamaske på nettet fredag morgen. Leveres i løbet af 2-3 hverdage stod der. Der stod også, at de havde telefontid fra 9-15, så nu har jeg lige talt med deres telefonsvarer, som har en anden mening om telefontiden. Først kl. 12.30 kan jeg få at vide, om de har afsendt den skide maske. Det er fem timer før festen starter. Og selv hvis de har, kan jeg jo ikke vide, om pakkeposten har den med i dag. Mao. giver det mig ca. fire timer til at skaffe et gorillaantræk, hente andre børn fra børnehave og svømning og levere barn til skolefest, hvor der er kollektiv klassepræmie for bedste udklædning.

Alternativer, der blev diskuteret og afvist her til morgen:

Tarzan i underbukser (brystmusklerne og overarmene er ikke helt i Tarzanform)

Jane (afvist uden andre kommentarer end rullende øjne)

Elefanten (som om det var nemmere at trylle frem til i aften)

Professoren (går an som nødløsning med safarihat, fars kakishorts strammet op med bælte, skjorte, briller og vandrestøvler).

Men han vil meget hellere være gorilla. Hmm. Det bliver ikke nemt. Hvad er der ellers i junglen som er den slags, man lige har liggende?

tirsdag den 10. maj 2011

10 ting jeg gerne ville have vidst

1) At der var irriterende melodier på ALLE kanaler på vores nye trådløse ringeklokke.

2) Hvorfor ringeklokkens rækkevidde er så stor, at det ringer på her hver eneste gang nogen får gæster på denne side af Grenåvej. Se for jer følgende scenarie: posten skal komme med meget vigtig gorillamaske inden skolefest onsdag, jeg soler i haven og lynpåklæder mig hver gang det ringer på til ingen verdens nytte. For der er ikke nogen post. Og jeg ved godt, at hvis jeg bare en gang åbner i bikini, så er der post, men det tør jeg ikke.

3) At der er en grund til, at der findes bedstemorfarvet (hudfarvet) undertøj. Det er det eneste, der ikke kan ses gennem hvidt tøj. (Nej søde, hvidt kan man godt se).

4) At hvis man skal med Bornholmstrafikken, så skal man bestille færge et par år i forvejen, medmindre man hellere vil sejle om natten - eller hele natten fra Køge.

5) At man bliver til grin, hvis man blot 1,5 år før eventuel konfirmation prøver at booke en hvilken som helst fesen krostue på hele Djursland til bededag 2012. Det er efter, man har opgivet nærområdet. De kan næsten ikke holde masken, dem der tager telefonen.

6) Om det på et tidspunkt indenfor de nærmeste år bliver retromoderne at have orange toiletsæder. Det ville da være ærgerligt at skifte til hvide, lige før det eventuelt sker!

7) Samme som punkt 6, bare med hensyn til mokkafarvede aflange terrassefliser, hvide mursten og lave carporte, mod hvis kant høje bilers antenner sige kadunk, hver gang de kører ind.

8) Hvornår det tidpunkt indtræder, som alle taler om, hvor børn er så store, at det slet ikke er noget arbejde længere?

9) Om det går an at komme med en bunke vilkårlige potteskår sammen med kvitteringen på fem Royal Copenhagen Contrast krus, fordi de har udstedt et brudgarantibevis? For så kan jeg da hurtigt få smadret nogle billige tallerkener.

10) At hvis man tænker, hey det der Trendsales må jeg prøve, jeg har jo guld i skabene, så går der ikke ret længe, før Trendsales har udsuget ens bankkonto på ekstraekstra lækker annoncering og gebyr, mens der er absolut ingen, der kan se det gyldne ved mit gamle tøj.

- Posted using BlogPress from my iPad

søndag den 8. maj 2011

Mors dags ups and downs




Først prøvede jeg at være cool på den der mors-dag-er-noget-kommercielt-og-opreklameret-fis-måde. Det gik godt om morgenen, hvor der ikke blev ruttet med nogen form for særlig opmærksomhed, udover den, man får i form af en rutinemæssig sommerkjolekonflikt. Jeg var også OK, da jeg egenhændigt omplantede nogle små blomsterspirer til den veninde, vi skulle spise brunch hos og som også er mor. Jeg tænkte muligvis kortvarigt, men sagde ikke "Så er der da nogen, der får blomster i dag," for hvad er der ved at få blomster på bestilling?

Mens vi var til brunch fik min mand den sædvanlige SMS fra sin søster, som havde taget sig af buket til svigermor på brødrenes vegne. Et initiativ, han roste hende for, overfor vores venner. Der undslap mig et småmartyrisk "Minder det dig ikke om noget?", men sagt med et afvæbnende smil. Argh, der ødelagde jeg så lige chancen for at blive helt igennem overrasket, men det var jo egentlig allerede for sent, skal det siges til mit forsvar. Det fik begge mænd til synkront at udbryde "Tillykke!" Tillykke? Det var billigt sluppet (Lars, hvis du læser med, så fortsæt, det ender godt). Symbolsk tale er ikke nok, der skal som minimum noget botanisk på disken her.

Jeg var nu overgået til Jamen-hvor-svært-kan-det-være-når-nu-selv-bageren-sælger-morsdagssnegle-med-grimme-røde-syntetiske-hjerter? stadiet. Det indtræffer sædvanligvis om eftermiddagen. Det kendes også på en lille irritation på sig selv over ikke at være klogere end at forvente et eller andet, man ikke vidste, man stod og manglede. For at være så dum, at man faktisk bliver glad for et hvilket som helst symbol på, at der er nogen, der er taknemmelige for, at jeg udfører det 24/7 job, det er at være mor. Man kan få det til at gå midlertidigt væk, ved at tænke, at det er da også bedre at blive overrasket de øvrige 364 dage om året. (Indtil det igen falder til jorden med et Who am I kidding? De øvrige blomster køber jeg selv).

Hjemme igen var ældsten kommet hjem fra parkour og han burde egentlig være gammel nok til at bære ansvaret for noget til mig. Han havde også forstået konceptet eller i hvert fald hørt om det. Det mangler lige lidt finetuning, for han sagde også: "Tillykke med mors dag, må jeg få en sodavand?" Nice try min søn. Ord er ikke nok.

Så skulle Kimsalabim på job og dermed er al kapacitet som regel opbrugt, så jeg lagde an til en moden og civiliseret accept af tingenes tilstand. Man kunne jo krydre den med en enkelt besk kommentar, bare for at pirke til det, men man kunne også prøve at lade være. Jeg mener, jeg har alt andet lige født ham en førstefødt søn på fars dag og hvilken tilsvarende handling kan han nogensinde komme op med, for at blive kvit? Det er jo ikke et biologisk muligt krav, så han kan jo lige så godt opgive på forhånd.

Da han kom hjem, var jeg nået frem til punktet, hvor jeg som minimum insisterer på, vi henter pizza, for måske får jeg ikke blomster, men så laver jeg heller ikke mad (meget modent, I know). Så ringede det pludselig på døren og de tre unger, som jeg troede sumpede foran computer, var hoppet ud af vindue og stod med den fineste cellofanindpakkede orkide. Jamen jeg smeltede på et splitsekund. Jeg er så nem, og det er så nemt. Og så fik vi også pizza OG der var nok til madpakkerne. Der var faktisk hele tre ting, så nu er jeg lykkelig. Skidt da med, det er kommercielt, det er stadig et godt gammelt og velafprøvet kneb at komme med blomster. Og jeg er overhovedet ikke ligeglad med, om de husker det (så jeg finder altid en måde at sikre mig, at de husker det).


lørdag den 7. maj 2011

Hvad skal vi med alle de børneværelser?

Bemærk, at der også ligger en kat.
Da jeg i tidernes morgen var au pair i en langt uden for London forstad, var jeg med ungdommelig indignation ret forundret over, at forældrene arbejdede så meget, at faderen først kom hjem der til den yderste tube station, når børnene var puttet efter de havde indtaget deres tea bestående af macaroni cheese, pizza, fritter eller fish fingers. Så var det tid til, at vi voksne (og gudskelov var det en moderne skotsk familie, der lod tyendet spise med de voksne) fik noget ordentlig mad.

Forældrene talte meget om deres realkredit og det var et fedt hus, hvor jeg nærmest havde min egen lille lejlighed i. Det var altså lidt paradoksalt, at der skulle arbejdes til så sent, så langt væk fra hjemmet, for at få råd til et hus, som der blev tilbragt ganske få timer i.

20 år klogere (eller under påvirkning af langsomt og umærkeligt fremskridende hukommelsestab?) sidder vi i en sammenlignelig situation. Altså ikke så ekstremt, men det er jo heller ikke lige London, men Århus. Vi behøver heller ikke arbejde til efter børnene er puttet, men der skal dog et par indtægter til for at holde børnene med børneværelser.

Drengene insisterer dog endnu på at sove sammen og det får lillesøsteren til fortørnet at spørge, hvorfor hun er den eneste, der skal sove alene i det her hus. Mao kunne vi have proppet dem alle ind på et 9 kvm værelse. (Eller som tøhø bemærkning have fyldt de andre to børneværelser op, indtil vi var oppe på 9 børn).

Nu er de ikke helt lige så stille, når de er vågne og jeg er egentlig ikke sikker på, der ville gå ret mange konfliktløse minutter, hvis de kun havde 3 kvm hver i den lange mørke vinter. Det skal også siges, at drengene har et stort spille/legerum og pigen har sit eget værelse. Men deres behov for privatliv er indtil videre overraskende lille. De vil hellere lave lektier i et inferno af lyd, end de vil sidde alene og kukkelure på et værelse.

Jeg ville uden tvivl også være brudt sammen, hvis jeg ikke kunne trække mig ind i kontoret og sætte mit autosvar til "Spørg far" en gang i mellem. Men det er nok alligevel sundt at prøve at finde min indre au pair indignation frem, når jeg får lyst til ny bil/indkørsel/badeværelse/have/terrasse. Hver eneste lille ny flise eller klinke repræsenterer jo måske en times mere arbejde og dermed mindre brug af selvsamme klinke. Er det så det værd?

Til sidst et lille sommerferietip: Hvis du heller ikke gider camping, så put alle dine børn i det samme værelse. Det ligner og lugter ligesom camping.

fredag den 6. maj 2011

Agurketid i Egå







Gossip: Naboens ikke steriliserede hankat har besvangret vores barnepiges åbenbart alligevel ikke P-pille-beskyttede hunkat. Hvis der indledes faderskabssag siger jeg bare: Vores hankat er steriliseret, men jeg kender synderen.

Erhvervsnyt: Når man sætter sine allerkæreste aflagte pigetøjsklenodier til salg på Trendsales, uden at ofre en krone på ekstra promovering og man venter en køberstorm i sin mailbox, sker der - ikke en skid.

Hus&Have: Til gengæld håber jeg, at de penispeber(!)planter, som jeg har fået af Charlotte snart er klar til at blive plantet ud. Hvis de kommer til at se ud som de Google billedresultater, der findes, bliver det sjovt at se gæstereaktioner på terrassen denne sommer.

Shopping: Hvis man tager til Rivegilde i Salling kommer man hjem med to gode ting til fuld pris og et antal tvivlsomme a 50 kr.

Fritid og underholdning: Der er udsigt til en weekend med mange børn til en mor, da Kimsalabim har tre jobs.

WeekendVejret: Yderst velegnet til at være en mor til mange børn.

Åben Brevkasse (mangler dog ekspertpanel): Hvad er det jeg ikke fatter ved at markere sætninger eller linier på iPad? Jeg får kun fat i et ord og der fremkommer en lup. Hvad er tricket?

- Posted using BlogPress from my iPad

torsdag den 5. maj 2011

Frisind eller nypuritanisme?

I dag så jeg dette billede på Facebook:








Det var lige efter, jeg havde læst på jp.dk om en stigning i protester over mødre, der havde over 6-årige drenge med i kvindeomklædningsrum i svømmehallen. Disse protester kommer især fra kvinder under 30.

Hvad sker der? Er de bare mere friske i København? Narh, de læser jo også Jyllandsposten, så det er nok ikke det. Måske er hende der fra Danmarks Turistråd eller hvem var det med viralkampagnen, hvor en blondine efterlyste faderen til sit barn, måske er hun kommet i jobtræning i Københavns kommune?

Eller måske er det de under 30-årige kvinder, der er mere blufærdige end hende i jobtræningsforløbet? Eller måske er skiltet forfattet af en voyeur, som er god med en computer og ikke har noget med Københavns kommune at gøre?

Jeg er strengt taget en del over 30 og jeg synes egentlig det skilt er en lille smule too much information. Men jeg har haft drenge med i omklædningsrummet, indtil de ikke længere selv ville, fordi de følte sig lige så begloede som de der unge puritanske kvinder åbenbart gør. De var under 6, før de nægtede at gå med mig.

Sådan som debatten er lige nu, så undrer skiltet mig mere end protesterne. Det er egentlig ærgerligt, hvis vi er på vej så langt væk fra noget naturligt, at det bliver ubehageligt at klæde om sammen med mindreårige drenge.

Når min datter enkelte gange har været med sin far i omklædningen har hun sikkert også gloet! Det gør børn, men det er der jo ikke noget seksuelt i. Bare noget nysgerrigt. Men der er ikke mange andre lande, hvor man dapper nøgne rundt sammen med voksne af samme køn i omklædningsrummene. Skal vi bare EU-harmonisere vores omklædningsrum eller er der grund til at værne om vores frisind? Eller er det netop det, som har skabt nypuritanismen? I don't know.

Endelig nyt billede

Jeg har ventet med at udgive det, fordi jeg ville underrette alle mine nærmeste først. Desværre skete der nemlig det, at de også kom til at fjerne min hjerne under operationen. Nu kan jeg hverken huske mit fornavn eller stave til mit efternavn. Under manglen af hjerne, fik jeg foretaget en total makeover.




Det værste er næsten, at jeg ikke forstår de vitser, Barack Obama laver om mig. Så forstår jeg bedre min ven Donald Trump. Eller min veninde Sarah Palin. Som I kan se på billedet, er jeg helt blank, men jeg har på fornemmelsen, at folk griner af mig bag min ryg.

Ej OK, nu kan jeg vist ikke koge mere suppe på den pind, men jeg følte mig lidt intimideret, da jeg opdagede at en republikansk præsidentkandidat næsten har mit efternavn. Så var nødt til at gøre dette patetiske forsøg på at gøre nar af hende.

I virkeligheden ser jeg nu sådan her ud:

(Jeg turde faktisk kun tage meget meget lidt mascara på, for som den opmærksomme kan se, er der en lille smule blodskudt nederst i mit venstre øje - UARKS)
Jeg har også fået nye solbriller. De kommer her:
(Det er så heller ikke mig).



- Posted using BlogPress from my iPad

onsdag den 4. maj 2011

Du må ikke klø dig i øjnene i en uge

Jeg lover, at dette bliver det sidste indlæg om den øjenoperation. Men har I nogensinde prøvet ikke at klø jer i øjnene i en uge? Det fungerer lige som, hvis man ikke må tænke på farven blå eller hvis nogen siger "lus". Med et er alting blåt og det klør overalt.


I morgen er der gået en uge og mine hornhinder skulle være helede. Ikke at det kan anbefales at kradse løs med hele overarmen i øjet, men ihh hvor jeg glæder mig til at klø bare en lille bitte smule. Jeg har ikke en gang høfeber, og det sætter jeg særligt stor pris på i denne uge. Men argh, jeg har tørre øjne, der klør. Jeg har sovet med sådan en fiks plastbrille, for ikke at få rodet rundt med øjnene i søvne. Den skal det også blive godt ar komme af med. Forleden brugte jeg den forresten, da jeg hakkede løg! Rimeligt effektivt mod tårer. Og cool er den, på en lidt zorroagtig måde, så måske kan den også få drengene til at hakke løg.

Noget andet jeg glæder mig til, er at få mascara på igen. Det har været både angstprovokerende og grænseoverskridende at gå rundt i offentligheden i en uge uden mascara. Det skal her siges, at jeg ligner lidt en albino uden mascara. Desuden er de to lodrette rynker mellem øjenbrynene pludselig blevet de tydeligst fremspringende linier i ansigtet, når der hverken er briller eller makeup. Så jeg synes nok, den mere forskønnende effekt af operationen lader vente på sig.

Jeg har både været til møde på A-kasse, til fødselsdag, til skolesamtale og til Jobnetmøde uden mascara. Ingen af de velmenende konsulenter har direkte sagt, at jeg nok skulle overveje at smøre noget i hovedet for få job, men de har sikkert tænkt det. Faktisk har jeg også købt creme i Magasin og ikke engang den perfekt plejede makeupsælger så meget som løftede et velplukket øjenbryn, da hun så, at jeg ved første øjekast ingen øjenvipper havde. Ros til hende, meget flot pokerface. Hun fnisede nok først i sin næste pause.

Det er sikkert lærerigt at gå rundt i verden som en nøgen mus eller sit umaskerede selv eller noget andet hippieagtigt. Men jeg har godt nok sat pris på solbrilledagene. Tomorrow tomorrow, I love you tomorrow - så skal jeg nok få lagt et nyt profilbillede ind uden briller. Til almindelig oplysning er det nemlig ikke mig på det ovenstående billede. Det er vist heller ikke så almindeligt, at albinoer har sort hår. Og jeg har ikke kløet endnu, jeg glæder mig bare til det.

mandag den 2. maj 2011

En dressaholic på fem

"Vil du så købe en ny kjole til mig i morgen mor? *snøfte* eller måske to, hvor den ene er med Kitty?" Straks fik jeg lige sådan et flashforward på ca. 8-10 år:



For sådan lød min datters sidste ord, inden hun faldt i søvn i aften. Det var efter, vi havde været omkring savnet af morfar (en sådan har hun aldrig haft), følelsen af, at det var som om, ingen ville lege med hende (det vil de godt, men jeg var anerkendende til det kvalmende) og endelig angsten for ikke at have noget at tage på i morgen. Løsningsmodellen - at shoppe følelsen væk - er altså etableret i et lille femårigt (stiv)sind.

Altså ligesom mit skab, så bugner hendes også, men vi deler åbenbart den samme følelse af, at der som regel ikke rigtig er noget af det, der dur. Ganske vist vokser hun hurtigere end mælkebøtter lige nu og nogle af yndlingskjolerne virker lidt som t-shirts. Faktisk er det virkelig på tide at rydde op i skabet og se, om der reelt er noget sommertøj, hun kan passe. Men at tøjsavn kommer ud på linje med ensomhedsfølelse, det overrasker mig alligevel.

Jeg var ved at være lidt træt efter al den anerkendelse og rummelighed og et kort øjeblik virkede en Hello Kitty kjole som en lille pris for at få lov til at komme ind og drikke et glas cola i sofaen. Men den kat er simpelt hen så overrepræsenteret på hendes værelse, nattøj, undertøj og legetøj, at jeg ikke orker se den på hendes mave også. Så jeg undveg spørgsmålet. Da jeg omsider troede hun sov, fortalte hun mig, at nu vidste hun, hvordan man laver klistermærker. Damn hun sov ikke, men på den anden side, tror jeg, man er ude over den akutte sorgfase ifbm tøjkrisen, når man tænker på klistermærker.

Her kunne jeg have valgt at høre en gennemgang af klistermærkefremstilling for femårige, men jeg satsede højt på, at krisen og grådlabiliteten var drevet over og bad om at få udsat dette spændende oplæg til i morgen. Heldigvis åd hun den, så det ikke endte i en "HVORFOR valgte jeg den konfikt?" af typen, hvor man hellere vil æde en pude end at føre den til en sejr, som virker både dum og urealistisk.

(Her skulle have været en glidende overgang til noget med forbrug og gaver, men jeg kan ikke finde på noget - al den rummelighed har simpelt hen slidt mig op).

For det der med give away, det var jeg nok ikke lige så god til. Men ok, måske skal man ikke lægge ud med en gave som både gør ondt i øjnene og tegnebogen. Mao, du kan nå det endnu, hvis du vil have (eller bare kender en, der vil have, shit det er ved at være desperat, jeg har nu Shu-Bi-Duas Når jeg holder fester, kommer der ingen gæster, kørende i baghovedet) et uforpligtende Memira-gavekort til forundersøgelse. Værdi 300 kr.

Moderne vikinger



For nogle måneder siden annoncerede min ældste søn, at han gerne ville være vinterbader. Jeg plejer at støtte de fleste af hans forslag, som går i anden retning end at spille computer - ja også computer, men helst ikke KUN computer. Derfor mente jeg, min del var gjort ved at give ham en lækker fleecemorgenkåbe i adventsgave. Det var det så ikke, for han syntes, jeg skulle med i vandet. Jeg undskyldte mig med, at jeg jo ingen badekåbe havde og jeg fik heller ingen adventsgaver og til sidst glemte han det.

Indtil i går, hvor begge drenge vågnede opfyldt af et eneste ønske: "Vi vil have hovedet under vandet i dag." Der var ikke andet for end at tage dem på ordet. Heldigvis var min rolle reduceret til sko- og tøjopsamler og det er en velkendt rolle, som jeg spiller næsten hver dag. Alligevel er jeg stolt af mine drenge, for godt nok var de ikke i længe, men DE GJORDE DET. Og faktisk på den første morgen i flere uger, som var kølig og skyet. That's my vikings.

søndag den 1. maj 2011

Er det 1. april eller 1. maj?

For det her må da være en joke?

"Det internationale badmintonforbund vil tvinge kvindelige elitespillere til at spille i lårkorte kjoler [....] Vi gør det for at øge interessen for kvindernes spil ved hjælp af en æstetisk præsentation af sporten, forklarer direktør i det internationale badmintonforbund, BWF, danske Thomas Lund, der er tidligere elitebadmintonspiller, til Politiken."

Det var desværre ikke muligt at finde et badmintonskørt, der var fra efter 1950.

Æstetisk præsentation? Kunne man forestille sig, at vi krævede kortere cykelshorts til Tour de France for at få flere kvindelige seere (som om det ville hjælpe) eller mindre grimme solbriller og cykelhjelme? Eller hvad med lidt frækkere herrefodboldtøj, evt bare overkroppe? Ville det ikke forbedre æstetikken? Eller skulle vi eventuelt fokusere en lille smule på sporten og se bort fra benene og brystkasserne?

Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig andet end en lidt for sjov middag i badmintonforbundets bestyrelse, hvor en gammel gris har foreslået de lårkorte skørter. "Hæhæ, hørt hørt" har de andre istemt og pludselig havde de en ny regel. Hvad skete der lige for dem? Troede de, at kvinderne ville synes, det var en knippelgod ide?

Man kunne også føre hele æstetikdiskussionen et skridt videre og kræve, at alle offentligt optrædende skulle fremstå æstetisk. Der er da et par stykker på den politiske scene, der ikke er udpræget æstetiske i deres fremtoning. Eller nu vi er ved det, kunne vi også udelukke de grimme fra skuespilskoler, konservatorier, journaliststudiet og alle de steder, de efterfølgende risikerer at skulle optræde offentligt eller på TV og dermed skaffe annoncepenge nok til at holde cirkusset kørende.

Det er en underlig verden, hvor man både kan kræve tørklædeforbud og skørtepåbud. Man kunne jo næsten fristes til at slå det hele sammen til et hudpåbud. Vi vil se hud og hår på kvinder, ellers bliver vi lidt bange for dem?

Nej det er en ommer til badmintonforbundet. Bedre held næste gang. Husk at det er den 1. maj og året er 2011. Så lover jeg aldrig mere at sige, at tiden er løbet fra kvindernes internationale kampdag, fagbevægelsen og 1. maj. Det er den tilsyneladende ikke.