torsdag den 29. september 2011

Fyret, fyrre og færdig?

Har du også bemærket, at flere og flere ser frem til månedens udgang med gru for en fyreseddel snarere end med glæde til en lønseddel? Hvis jeg sådan løseligt tæller sammen, kender jeg i gennemsnit en, der er blevet fyret hver måned det sidste års tid. Det er ikke så angstprovokerende for mig, for der har alle dage været kommunikationsfolk nok i Århus til at anvende dem til grisefoder, så jeg har altid betragtet ansættelser som en slags konsulentforhold, som varede lige så længe, der var brug for min indsats. Sådan tror jeg, vi bliver nødt til at tænke om arbejdsmarkedet i fremtiden.


Det er lidt anderledes, når jeg hører om loyale og trofaste medarbejdere gennem 10-12 år, som bliver opsagt - det virker urimeligt og må i en hel anden skala rive tæppet væk under ens identitet. Hvis du er en af dem, der også har siddet overfor en chef, der har fablet om, at det her gør mere ondt på ham end på dig, hvorefter han har stukket dig en opsigelse, så har jeg tre råd til dig:

1) Lad være med at lægge hele din identitet i dit arbejdsliv
2) Betragt dit arbejde som en ydelse, du sælger fra virksomheden "Dig A/S" og lad ethvert afslag og kunde, der takker nej til din ydelse blive i virksomheden - og ikke trænge sig ind i din person
3) Når du får nyt job - og det gør du jo en dag - så betragt det som en ydelse, du leverer for en given periode. Vær på tæerne hele tiden og fald ikke i søvn eller læn dig tilbage i jobsikkerhed. Det er der ikke noget, der hedder i 2011, hvor der skal skæres til og trækkes fra på langt de fleste virksomheder - ærgerligt, men det giver også en mere fokuseret arbejdsstyrke.

Måske er det på tide at gøre op med et lidt stivnakket arbejdsmarked - et hvor man er enten/eller og under ingen omstændigheder både/og. Det virker grotesk, at det nærmest er kriminaliseret at tjene et par kroner, når man først er proppet ned i ledighedskassen. Jeg vil ikke have i hverken pose eller sæk og jeg mener klart, at to års dagpengeperiode bør være rigelig tid til at finde nyt job for alle velfungerende mennesker - og andre bør falde i et andet sikkerhedsnet. Men jeg ville frygtelig gerne, at Danmark så lidt nærmere på det engelske system, hvor man - mod at give afkald på halvdelen af sin dagpengeydelse - kan få lov at etablere en selvstændig virksomhed i fred og ro uden at blive mistænkeliggjort.

Det var bare det, jeg ville sige - hej!

- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 27. september 2011

Hovedet på bloggen



Det har jeg simpelt hen ikke i øjeblikket, fordi jeg har fokus på et andet projekt. Jeg bringer i stedet en række korte servicemeddelelser til både mænd, børn, kvinder og katte:

Til mænd og børn:
Den slags snask, som bliver liggende i køkkenvasken forsvinder IKKE af sig selv - eller det bliver i hvert fald en meget ildelugtende proces, mens man venter på det

Til børn:
Cornflakes-skuffen er tilgængelig for eftermiddagsmad, men alle kan godt finde spisebordet, uden der bliver trukket et sukkerspor derhen

Til kvinder:
Det med at dine kommentarer på Facebook bliver offentlige er en and - det passer ikke, MEN lad alligevel være med at skrive noget, du ikke vil konfronteres med til en jobsamtale

Til katte:
Kattebakke med kiselsand er dejligt, men når man er ude det meste af dagen, behøver man måske ikke bruge det fine indendørs toilet straks man kommer ind

Til alle undtagen katte:
Paprør fra toiletruller vandrer heller ikke selv ud til skraldespanden efter at være blevet placeret på gulvet eller i vindueskarmen

Til katte:
Paprør fra toiletruller bliver først til legetøj, når der ikke er mere papir på

Til teenagers:
Hvis det tager 10-15 minutter at montere håret med ID-voks, bør man som minimum pakke skoletasken dagen før, alternativt stå tidligere op

Til alle bilister:
Nej du kan IKKE reagere på noget uforudset, mens du sms'er og mailer fra din telefon

Til mig selv:
Det kan godt være, der ikke er nogen, der læser dine meddelelser, men husk at det gør godt at komme af med dem

Til verdens bedste og mest udholdende og tålmodige bloglæsere:
Snart vender Kirsten fra 4.th frygteligt tilbage og overtager bloggen i uge 42 - denne gang har hun opdaget de muligheder, det giver at alle folk tjekker ind alle mulige steder, så man altid ved, hvor de er.

- Posted using BlogPress from my iPad

fredag den 23. september 2011

Low tech og high tech


Dette syn over Øresund i morges fik mig til at gruble lidt over en artikel, jeg lige havde læst i Børsen. Kan man overhovedet se vindmøllerne i baggrunden? Anyway, artiklen konkluderede, at der var forsvundet 2000 videnjobs fra Danmark i 2011 og etableret 658. Så er det altså, jeg bliver lidt bekymret over, at det eneste råstof vi har - viden - er blevet for dyrt til at sælge.

Vi sejler rundt om os selv i et smukt gammelt træskib, mens vindmøllerne næsten forsvinder i horisonten mod øst. Vi synes, at skibet er flot designet og klogt udformet, men kære venner - det er altså et par dage siden, at det var en ny opfindelse sådan et skiw. Møllerne er ikke bare billigere at producere, men også at udvikle i Østen.

OK, så har vi en masse andet, vi kan - eller noget. Når man diskuterer den slags, er der i hvert fald en del, der mener, at vi er bedre egnet til innovation, fordi vi tør udfordre hierarkiske strukturer og vi har alle en mening. Jamen altså alle de meninger - nogle gange forsinker de processen, i stedet for at drive den fremad. Tænk hvis man så på diskussioner ligesom filmmanuskripter: Hvis mit bidrag ikke driver diskussionen eller løsningen af problemet fremad, skal det måske slet ikke med.

Spørgsmålet er også, om man BEHØVER sige, at man synes det samme, som det den anden lige sagde? Vi er så opdragede til at diskutere alting og lave så få beslutninsreferater, at vi starter samme sted næste gang, vi mødes. Vi sidder fast i sejlrenden eller driver for vinden, overbeviste om vores egen selvfedme, fordi "de andre" i hvert fald ikke kan tænke selv, men bare gør, hvad de får besked på.

Er der dog slet ikke nogen, der synes, det kunne være lidt fedt, hvis flere bare gjorde, hvad de fik besked på, i stedet for have en mening om alting? Lod udviklere om at opfinde, økonomer om at have forstand på økonomi, jurister om at have forstand på jura og så fremdeles.

Det er ikke afskaffelse af ytringsfriheden, jeg går efter, men lidt ydmyghed i forhold til at lade eksperters og forskeres mening få lidt mere fylde, end de følelser, den enkelte har i forhold til et givent emne.

Kig ud - der er viden alle vegne, den krydser nationer og er ligeglad med gældskriser og statsbankerot. Information wants to be free og det kan ikke lade sig gøre at beholde den i Danmark alligevel. Hvis man i stedet for at beskytte den, tænker, at viden kun bliver mere værdifuld af at blive delt, behøver vi måske ikke være så bekymrede for de vidensarbejdspladser?

Hvis du synes, jeg vrøvler usammenhængende, lover jeg at forklare det her nærmere en anden dag. Stikordet er crowdsourcing og det skal jeg bare have stukket ud, så kommer der en ordflom mere.

Anyway, det er selvfølgelig DE ANDRE, der har sendt det rumskrot i kredsløb, som der er en mikroskopisk chance for at få i nakken i nat.

- Posted using BlogPress from my iPad

onsdag den 21. september 2011

Lattergas

Åh jeg ELSKER, når forskere gør nogle lidt crazy ting, som f.eks. et studie, jeg hørte om i P1 i dag. Der var nogen, der var i gang med at påvise, at latter har en smertestillende virkning. Det lægger selvfølgelig et ikke uvæsentlig pres på alle os, som vil krybe til månen på tungen, for at andre skal synes, vi er sjove. For en ting er, at det selvfølgelig er sjovt og dejligt at grine, men ligefrem smertestillende, så er det jo lige før, der skal humor ind på sygehusene.

Sammenhængen skulle ifølge teorien være, at der udløses endorfiner, som er smertestillende, i kroppen når man griner. Paradokset er bare, at der skal virkelig meget latter til, for at eliminere den smerte, det giver at drøne en kanyle ind i rygmarven, for at foretage en prøve, som kan påvise endorfin-niveauet. Så forstummer latteren nok hos de fleste, inden nålen har prikket hul i huden. Derfor forudsætter man, at grunden til, at forsøgspersonerne for eksempel kan udholde isposer på huden i længere tid, hvis de lige har skraldgrinet, må være endorfiner. Lad os bare antage det, for jeg synes, det giver nogle fantastiske nye muligheder - og også begrænsninger, for det er ikke alle typer af latter, der er smertestillende. Det skal være den type, der kommer rullende nede fra maven og får hele kroppen til at ryste, for at det for alvor rykker ved smertetærskelen.

Det udelukker med andre ord kategorier som fnisen, hånlatter, medløberlatter og måske også spottende eller ironisk latter. Stand-up er ikke nok til at udløse et ordentligt skud endorfiner, men rent slapstick, glid i en bananskræl og gå på røven humor skulle altså have den bedste effekt. Her er det, jeg begynder at få nogle ret besynderlige billeder på nethinden. Jeg ser for mig portøren i fuld firspring ned ad operationsgangen med en åben kraniebrudspatient på båren, som glider lige så lang, han er, fordi den vittige lægestuderende har smurt et tyndt lag vaseline ud over gulvet. Det får sikkert også sengen til at køre endnu hurtigere, men kræver, at der står nogen i den anden ende til at gribe den og/eller patienten, der kommer flyvende eller sejlende ned ad gangen. Spørgsmålet er så, hvor meget sjov, patienten har ud af det?

Måske er det bedre at bruge den nye viden hos tandlægen - der er patienterne ofte ved fuld bevidsthed, men hader bare hele situationen og synes, det hele gør ondt. Hvis nu klinikassistenten for eksempel begyndte at proppe et eller andet i munden på tandlægen for hvert instrument, han propper i munden på patienten, så begynder vi at nærme os noget interessant. Det kunne være søm, skruer, småsten, lidt vat og en naturgummisut, som lugter ligesom den gummihandske, han selv bruger og bonner dig et hygiejnetillæg for på regningen. Så kunne assistenten begynde at føre en smalltalk om efterårsvejret med tandlægen. Det er der faktisk gode perspektiver i - måske jeg skulle foreslå det ved næste tandeftersyn?

tirsdag den 20. september 2011

Malerimuseum




Jeg er stor tilhænger af at kalde tingene ved rette navn, og det samme er min datter åbenbart. Hun skal på tur til Aros med børnehaven i dag, men da jeg ondt lokkede for at få hende til at sige, hvad jeg udmærket godt vidste (hvorfor gør vi sådan noget? For at blære os overfor os selv med vores børns store vid og intelligens?) endte hun hårdt presset med at sige "Malerimuseet." Hun glædede sig så meget, at hun var nødt til at få fint tøj på, og det fører mig til en anden undren:

Mine drenge har af en eller anden grund altid afskyet ture eller andre uforudsigelige variationer i hverdagen. Why? Vi har tilbudt dem jævnt hen samme mængde oplevelser hjemmefra, men måske er drengene bare lidt mere til det genkendelige. De afviser nu aldrig en tur i bio eller Legoland.

Måske er det helt tilbage fra dengang, ældsten næsten døde af skræk over en lille stregtegnefilm af Grauballemanden ude på Moesgård Museum i børnehaven. Hans afsmittende skepsis-effekt på mellemsten skal man i hvert fald ikke undervurdere - han venter tit med at tage stilling til en sag, indtil han har hørt ældstens holdning.

Et forslag til lørdagsbeskæftigelse her i huset foregår typisk sådan, at en voksen (ja ok, det er som oftest ikke mig) siger: "Skal vi ikke tage på en tur i dag?"

Mindsten: "Jaaaah!"

Ældsten: "Må vi spille computer først?"

Mellemsten: "Behøver vi?"

Voksen (som regel ikke mig, jeg forholder mig i tavs opbakning, selv om jeg måske synes, det regner for meget eller at jeg hellere vil læse en bog): "Ja!"

Ældsten: "Skal vi tage i biografen?"

Mellemsten: "Får vi noget at spise på turen?"

Mindsten: "Får vi slik?"

Her er det så, jeg kommer på banen: "Nej det skal ikke være noget dyrt, bare en skovtur eller ned at kaste sten i vandet på stranden."

Ældsten: "Øv"

Mellemsten: "Øøøøv"

Mindsten: "Jaaaah!"

Well, der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er stor stor forskel på eventyrlyst og andre karaktertræk alt efter placering i søskendeflokken - jeg kan heller ikke selv komme uden om at besidde en lillesøsterfordel i at have fået vejen banet af hele tre storesøstre. Jeg gad nu godt at få plantet lidt mere begejstring for nye oplevelser af ikke kommerciel karakter hos drengene - men er bange for, at det løb er ved at være kørt.

- Posted using BlogPress from my iPad

mandag den 19. september 2011

Power to the people

Jeg har opdaget noget stærkt foruroligende. Det er noget, der er kommet snigende upåagtet, men som nu pludselig har den absolutte dominans og suverænitet i huset. Det er ikke længere menneskene, der bestemmer. Det er teknikken.

Smider man en dvd på og prøver at undslippe reklamerne og gå til menuen, står der "ikke tilladt i øjeblikket" på skærmen. En venlig men bestemt henstilling, som efterlader en i ydmyg venteposition, mens man får at vide, at man ikke må kopiere filmen eller tage penge for at fremvise filmen for andre. På dansk, norsk, svensk, tysk, spansk, engelsk, finsk, islandsk, fransk og et par stykker, jeg ikke kan genkende.

I mens kan man heldigvis lige tjekke et eller andet på internettet - hvis det trådløse net vil! Det er ikke altid, iPad'en behager at gå på nettet og så skal wi-fi have fornyet sin lease og jeg ved virkelig ikke, hvad den mener med det, men jeg gør det - iPad'en bestemmer over mig.

Når jeg sætter mig tilrette foran PC'en er det ikke for at surfe, men for at arbejde, men sjældent varer det særligt længe, før jeg bliver truet med nedsmeltning, hvis ikke jeg får opdateret Adobe Flash, lader AVG virus kontrol scanne harddisken og Windows ordne, hvad den nu vil. Jeg ved ikke, om jeg bare skal være kold, men jeg bliver lidt urolig, når jeg kan vælge mellem Genstart nu eller Genstart om en time - det er jo pest eller kolera. Hvem ved i øvrigt om det trådløse arter sig efter genstarten eller om fejlfindingen og -løsningen kommer til at køre i et uendeligt loop? Kun afbrudt af Pop-up vinduer er ikke tilladt, vil du tillade det, skal du lige gøre noget ActiveX undtagelse - så får du lov at bestemme LIDT over din PC.

Så er der helt almindeligt tv. I ved det, som engang gik ud på at gå hen til kassen, trykke på Tænd og se DR, fordi der ikke var andet, indtil man gik hen til kassen og slukkede igen. Nu kræver det en bachelorgrad i computer science subsidiært et barn, der er opvokset i teknikkens alder at få lov at se Ramasjang. Box skal tændes og stå på rette kanal, tv skal tændes og stå på rette kanal, lyd kan slås til eller fra eksterne højttalere og når man er nået så langt, ligger alle Ramasjang figurerne som regel og sover.

Den ene ukendte faktor er om katten har vandret rundt i det ledningsspaghetti, der hersker bag fladskærmen, for har den det, ved man aldrig, hvilket kabel det er, der er røget ud. Den anden ubekendte er, når dvd-afspilleren uden varsel går på freeze og nægter at foretage sig noget som helst andet end at vise rulleteksterne fra det senest sete Simpsons afsnit. Så skal man også om i ledningshelvedet og hive stikket ud. Der er et stik til tv, et til boxen, et til dvd'en, et til mediacenter, et til VHS (jojo, den står der og samler støv endnu) og et til forstærker. På trods af al sandsynlighed, er dvd-stikket ALTID det sidste, man finder. Jeg har prøvet at starte med det stik, jeg finder MINDST sandsynligt, for at narre Murphys lov, men det kan man ikke.

Ak jeg er fortabt i mit eget hjem - og så har jeg slet ikke været inde på de udfordringer, det giver at supportere børn på diverse online spil, udsat for reklameindslag for spilopdateringer for bare en spytklat dollars. Om måneden. Arrrgh - det må blive i et andet indlæg på en anden dag. Det er på tide at tage magten tilbage. Power to the people!




- Posted using BlogPress from my iPad


fredag den 16. september 2011

Vi fik nye farver





En kvindelig statsminister og en kæmpe radikal fremgang, men hvorfor har jeg så ikke helt ro i maven alligevel? Er det lækre Johanne, som har taget verden med storm i samme grad som Jacob Haugaard (og endda med næsten lige så vidtløftige planer - i øvrigt P1's og ikke min sammenligning). Der er bare et eller andet der ikke stemmer, jeg tror det er, at jeg helst ville have Margrethe Vestager som samlende leder for Danmark.

Jeg er helt fuldstændig ligeglad med, om statsministeren er en mand eller en kvinde, men jeg synes det er plat at kritisere en socialdemokrat for ikke at have arbejderbaggrund. Arbejdere i traditionel industriel forstand er der ikke så mange af som de har været og hvis man altid skuer tilbage mod kammerater og røde flag, der smælder, så kommer vi ikke videre. Industrien er ikke en flok ondsindede kolde kapitalister, de fleste har faktisk masser af hjerteblod i deres virksomheder og jeg er aldrig stødt på nogen, der synes det er fedt at skille sig af med medarbejdere, når der ikke er indtjening nok.

Reelt er problemet nok, at jeg ikke rigtig ved, hvad Helle kan rent politisk, men jeg er helt sikker på, at pænt tøj gør sig godt i politik uanset hvad. Uha, det kommer da ikke an på udseendet, det er noget fis, at medierne og x-factor generationen og facebook har så meget magt. Well, det har de nu engang. Jeg tror, de er kommet for at blive og jeg håber virkelig ikke, vi skal have censurerede medier. Vi har for længst passeret den tid, hvor det var nok at kunne råbe et forsamlingshus op, nu skal man tage sig ud på en masse andre simultane kanaler.

Når det er sagt, så håber jeg, at der kommer samling over Danmark og at hele husholdningsbudgettet ikke bliver sat over styr. På den anden side har kvinder alle dage været gode til husholdningsbudgetter, omend det er en noget større husholdning, som Danmark udgør.

Jeg tror også hellere jeg vil se Johanne som en arrig terrier i haserne på Pia end den omvendte situation, som vi har set de sidste 10 år med al for megen magt til O.

PS: Det værste er næsten, at hvis Villy bliver udenrigsminister, så kan man ikke engang gemme sig for pinligheden udenlands.

- Posted using BlogPress from my iPad



torsdag den 15. september 2011

Prediction & Probability




Prediction: Margrethe Vestager bliver den store stemmesluger
Probability: 90%

Prediction: Der vil blive tæt løb
Probability: 85%

Prediction: Tvivlere drejer mod højre
Probability: 80%

Prediction: Nogen vil diskutere, om exit polls burde forbydes
Probability: 100%

Prediction: Kristendemokraterne ryger ud - ingen forstår, hvad de mener
Probability: 70%

Prediction: Johanne fra Enhedslisten får mange stemmer fordi hun ser godt ud
Probability: 100%

Prediction: Pia K kommer til at udtale sig med slet skjult hysteri
Probability: 95%

Prediction: Klokken 20 vil nogen sige, at intet er afgjort før fintællingen
Probability: 100%

Prediction: Det bliver nye og spændende tider for Danmark
Probability: 100%

tirsdag den 13. september 2011

Mandage

Mandage er blevet bedre end de plejede at være, dengang ingen var hjemme før tidligst 16.30. Der sker så bare det, at jeg bliver overmodig af en smule fleksiblitet i kalenderen. Derfor er det blevet tid til at udfordre det tårnhøje børnehavebarn, som kun er 14 dage yngre end et lillebitte skolebarn, hvis dette har fødselsdag 31.12. Der skal påfyldes modvægt til eventuelle gimpetendenser, inden de bryder ud, så stor var lykken, da vi blev opmærksomme på et gymnastikhold på skolen for præcis 5-6 årige piger. At holdet ligger forskudt i forhold til mit konegymnastikhold bør isoleret set kunne løses, men der er det så, jeg glemmer, at jeg ikke er isoleret. Mand skal pludselig til magisk klub, ældsten muligvis spise i klubben, men kan ikke nåes på mobiltelefon pga, at klubben ligger i betonkælder og mellemstens fødselsdagspenge fra onkel Jan brænder i lommen for at blive omsat til LEGO i Legekæden.

Ved en logistisk pragtpræstation af alle, inclusive naboerne, lykkes det at få det hele til at gå op. Hjemme ligger så en besked om, at mellemsten bør rykke op fra let øvede til øvede i svømning - der er lige plads på et hold om mandagen i ulvetimen. Argh! Ikke mere mandagskapacitet! Nu må han nøjes med at gå om onsdagen, selv om øvede almindeligvis træner to gange om ugen.

Alle børneaktiviteter foregår på skolen, som ældsten og mellemsten går på, også ældstens guitar og parkour, og de to ældste er selvkørende, så jeg burde ikke jamre - jeg sidder bare tilbage med undren over, hvordan andre kan have tre børn gående til 3-4 aktiviteter hver?

Præstationen var ellers det hele værd, mindsten strålede af lykke i gymnastiktøj og kom hjem og fortalte, at en gammel vuggestueven også var i storegruppen (det arme institutionsbarn tror, at alt er delt op i lille, mellem og storegrupper!)

I aften er der to simultane forældremøder - med opfordring om at indtræde i diverse råd og bestyrelser - og ja, man skal deltage i sine børns hverdagsliv og bladibladibla, men nogle gange, kan man vel godt lave strudsemetoden overfor de udvalg? Eller den menneskelige variant med verdensfjern ikketilstedeværelse, selv om man er til stede der i klasseværelset eller børnehaven - endda smerteligt bevidst tilstede, fordi man sidder i alt for små stole.

- Posted using BlogPress from my iPad

mandag den 12. september 2011

En lille opbyggelig gedehistorie

Ja ja, jeg ved godt, at jeg slipper let om ved det i dag, men jeg synes, denne her fabel minder lidt om den tv-duel, jeg så mellem vores statsministerkandidater i aftes.

Two Goats on the Bridge


 
As Retold by Dr. Mike Lockett, The Normal Storyteller

Two goats - Two Mountains - One Bridge
One goat from the east and one from the west...
Both were determined to know who was best!


Each day, two goats crossed the same bridge. The goat from the east crossed the bridge to graze on the grass of the mountain in the west. The goat from the west crossed the bridge to graze on the grass of the mountain in the east.

One day the goats both started across the bridge at the same time. They met in the middle of the bridge.  The goat from the east could not get to the west. The goat from the west could not get to the east. Neither could get past the other.

"Back up," said the goat from the east. "I am crossing this bridge."

"You back up," said the goat from the west.  "I will be the first to cross. You may go after me."

Neither goat could go forward.  Both refused to go backward. First, they puffed themselves up to look bigger. Next, each tried to out shout the other.  Then they bent their heads forward and aimed their horns at the other. They locked horns and pushed and pushed. They pushed each other off the bridge and into the waters below.

Was a lesson learned by either?  I fear it was NOT that day.
They both shook off the water and went upon their way.
As the goats both walked away, they both could be heard to say:
"If he had not been so stubborn, we both could have eaten today.

søndag den 11. september 2011

Det er hårdt at flytte hjemmefra

Sådan her har Joey - i forskellige variationer - taget sig ud, siden han flyttede ind for fire timer siden:


Vores første forsøg ud i at holde huskat endte desværre lige før sommerferien med en påkørsel 10 måneder gammel. Nu har jeg egentlig lidt lyst til at lade denne her ligge der på sin pude afskærmet fra verden, men den går jo ikke. Den skal ud på eventyr, når den lige har fattet, hvor den nu bor.

Af navne har vi virkelig været vidt omkring i både detektiv-, musik-, film-, kunstner og altså til sidst tv-serie kategorien. Vi håber, den afgivende familie har ret i, at det er en han, for Rachel, Phoebe og Monica er ikke så katteagtigt - og Smelly Cat er taget - ikke Susanne? Der blev indført én vetoret pr familiemedlem og det blev udnyttet aldeles taktisk. Joey er et kompromisnavn, men et udmærket et af slagsen - og i øvrigt kommer en kat alligevel aldrig, når man kalder.

På måskelisten var i øvrigt:
Leonardo da Vinci, i daglig tale Leo (for prætentiøst)
Ozzy (for syret)
Plet (for kedeligt, selv om den har en plet på den ene hase)
Sascha (for pigeagtigt til en hankat)
Oggy (for kakerlakagtigt)

lørdag den 10. september 2011

Duften af Cerutti 1881





Ja, den står i en sky efter min mand, mens han pakker til Magisk Juniorweekend. Jeg har fortalt ham, at den lugter af billig håndsæbe på ældre morfar, men det er jo fint, hvis den udstråler autoritet overfor små tryllespirer, som eventuelt laver ballade om natten. Han skal bare ikke bruge den herhjemme!

Perfumeworld skriver følgende løgnagtighed: "Cerruti 1881 Pour Homme er en elegant duft der er frisk, aromatisk og meget smart. Cerruti 1881 Pour Homme er en forfriskende duft, og det er klart og tydeligt lige fra starten." Løgn alt sammen, bortset fra at den er tydelig lige fra starten!

Det foruroligende er dog ikke (kun) at han selv synes, den dufter OK, nej det er, at han også brugte den, da vi mødtes for 16 år siden! Det efterlader mig med to mulige scenarier: Enten var jeg tiltrukket af duften af ældre mand, eller også var jeg så forelsket, at lugtesansen var sat udenfor normal dømmekraft? Begge dele er stærkt foruroligende, for han var altså kun 27 dengang og jeg var 22. Jeg burde også være blevet skræmt af et mærke deo, der lyder som en cerut?

Det kan selvfølgelig også være, at dufte kan betyde noget forskelligt i forskellige livsfaser eller bare være moderne i forskellige årtier? De er i hvert fald den direkte vej til fortrængt hukommelse. Det er også derfor, jeg ikke forstår, at mine sanser kan have svigtet mig så eklatant, at jeg godt kunne lide duften i 1995. Han har brugt Hugo Boss deo alle de mellemliggende år, det kan også være der, forklaringen ligger? Den skal man så åbenbart ikke gå væk fra igen.

Måske skulle jeg sørge for, at den på mystisk vis forsvinder, mens han er væk - uheld kan jo ske og hvem ved, måske går indbrudstyve i dag efter morfardufte med en tone af Old Spice?


- Posted using BlogPress from my iPad


fredag den 9. september 2011

Husker du Monica Lewinsky?




Hun laver sådan lidt freelance PR-opgaver - I hope she doesn't blow it...

Hun har da ellers nok skabt flere overskrifter, end selv den bedste PR-haj i verden kunne drømme om, men der er ikke nogen, der vil ansætte hende. Måske har hun glemt at læse regel nummer et indenfor PR: Uanset hvad du sælger, så skal dit budskab virke troværdigt.

(PS: Det er ikke troværdigt, at dit forhold til Clinton var ligeværdigt!)

- Posted using BlogPress from my iPad


torsdag den 8. september 2011

Udsættelse af efterår

Det er en særlig dag i dag og jeg er bange for, at den varsler efterårets komme. Faktisk er det nemlig ingen mindre end mig der styrer det - og før jeg nu bliver tildænget med rådne tomater vil jeg gerne sige, at det er et meget lille område, jeg kontrollerer vejret over. Sådan indenfor de kvm jeg færdes i til daglig.


Jeg tog strømper på i dag. For første gang i cirka tre måneder havde jeg strømper på hele dagen. Selv om jeg gjorde et ærligt forsøg og cyklede til børnehaven i sandaler, men frøs fødderne så meget, at jeg vendte hjem, bed i de sure sko, tog (meget tynde) sokker og meget upudsede lukkede sko på, inden jeg kørte videre. Hvad skete der? Inden jeg ramte E45 stod himmel og jord i et af regn. Jeg vidste det bare - det sker hvert år: strømper og sko, så er sommeren slut.

"Jamen det har sgu da øsregnet i al den tid, du har gået rundt i bare tæer som en anden abe" hørte jeg lige nogen sige, men sandheden er faktisk, at der her på kanten mellem Århus og Djursland har været mange gode, lange og tørre sommerdage, mens resten af landet har flydt rundt i kloakvand og colibakterier.

Auw der blev jeg lige endnu mere upolulær! Jeg iler med et løfte (et fra eller til i disse dage, who's counting?) om at lægge strømperne væk igen i weekenden, som et plaster på såret. Alternativt kan jeg fremdrage et par fordele ved efteråret, just in case, jeg ikke kan holde det væk.

Der skal ikke udkæmpes solcremekampe om morgenen

Man må tænde stearinlys

Der skal ikke arbejdes i haven

Fede farver i naturen

Der må gåes amok i kataloger og drømmes indretningsdrømme

Men hey - vi kunne jo også alle sammen bare aftale at lade sokkerne blive i skabet lidt endnu?


onsdag den 7. september 2011

Kedeligt er livet for Keld

Hvis han ikke kan le af sig selv.

Ja, jeg synes, der bliver udgivet for få ordsprog i dette årtusinde, faktisk er jeg slet ikke sikker på, der er udkommet et eneste? Det vil jeg lave om på og al begyndelse er svær, men der er virkelig ikke ret meget, der rimer på "selv." Derfor bliver det første sådan her:

Kedeligt er livet for Keld, hvis han ikke kan le af sig selv.

Måske kender du også en Keld eller andre, der tager sig selv så alvorligt, at de går glip af virkelig meget sjov. Han er typen, der aldrig gør forkert og dermed i sig sev er ret skræmmende. Når andre kommer med en idé, efterlyser han altid 100 siders dokumentation for, at det virker. Uden at trække på smilebåndet udover en hoven trækning, som krænger højre mundvig lidt opad, i forvisning om at projektet er dødsdømt fra starten. Han er pessismist til det perfide, men kalder sig selv for realist.

Det er også Keld, der falder så lang han er eller taber sin bakke i kantinen, men kommer så hurtigt på benene igen eller går fra bakken, at man faktisk kommer i tvivl, om det overhovedet var ham eller muligvis en selv, der kvajede sig offentligt. For han griner ikke af det, han smiler faktisk ikke engang.

I sociale sammenhænge er det virkelig en nitte at komme til at sidde ved siden af Keld, for han er faktisk immun overfor indvendinger mod sin egen visdom - han kan muligvis slet ikke lytte. Nogle varianter af Keld synes dog selv, de har sublim humor og for dem er det selvfølgelig nødvendigt at lukke af for omgivelsernes manglende reaktion eller affærdige den med, at de nok bare ikke har fattet den genialitet, han lige sagde.

Jeg har faktisk lidt ondt af Keld - den eneste, du altid har, er jo dig selv og dermed må du nødvendigvis være din egen underholdningskilde. Der er en del Keld'er i dansk politik, synes jeg, men så er det godt, der også er sådan nogen her, som kan få mig til at dø af grin, selv om jeg også gerne vil have højere skat på usunde ting:

tirsdag den 6. september 2011

(Meget) lokalt valgnyt

Valget er jo ved at udarte til en sand gyser med islæt af gossip: Stiften har nomineret Martin Brygmann Jens Joel som den lækreste mandlige kandidat i Østjylland og Maja Panduro til den kvindelige pendant. Jeg gad vide, om der er en tendens til, at socialdemokrater ser bedre ud og de blå generelt lidt mere kornfede? Jeg kan nu godt nævne et par mindre kønne fra begge fløje, men den liste er næsten for ondskabsfuld at lave. Helle T er dog et kønnere bud på en statsminister end den nuværende - HVIS det altså var det, det gik ud på. Det er det heldigvis ikke, selv om Photoshop et godt med inde over valgkampen i lygtepælene.

Men det KAN blive mere lokalt end selv Aarhus Stiftstidende, hvilket minder mig om dengang, deres telefonsælger spurgte, om jeg savnede mere lokalstof i avisen. Øhm nej, der er jo i forvejen ikke andet og det er derfor, jeg aldrig køber den. Der er fx også en hel lokal valgkamp her i huset:

Ældsten på 13 kom stærkt indoktrineret indigneret hjem fra skole og ville sikre sig, at vi stemte rødt, fordi det ville være bedst for folkeskolen. Jeg begav mig ud i noget midterpolitisk snak og sluttede af med, at vi jo ville få den første kvindelige statsminister, hvis den røde blok vandt. Det var han egentlig ikke så begejstret for.

Mellemsten på 9, som har lidt en del af astma, mente bestemt, at det fortsat skulle være gratis at gå til læge, ellers frygtede han for reduktion i lommepenge. Derudover kunne vi for hans skyld godt sende noget mad til Afrika, for der er ret meget, han alligevel ikke kan lide.

Mindsten på fem er ikke så politisk engageret, bortset fra, at man kan stemme på Klaras morfar og han er sød, for han giver tit is.



Jeg glæder mig over mine børns sociale engagement og bliver lidt bange, når helt unge er stærkt højreorienterede. De skal helst have store hjerter og være smækfyldte med idealisme. Jeg ved godt, jeg generer en del med dette citat, men jeg synes, det er fantastisk rammende:

"Den der ikke er socialist som 20-årig mangler hjerte. Den der stadig er det som 30-årig mangler forstand." (Clemenceau)

mandag den 5. september 2011

Rød eller blå blok?
Nej tak vi har brug for alle regnbuens farver

Billede fra varbak.com

I dag kan jeg præsentere en gæsteblogger, John Skat Dalgaard, hvis synspunkter jeg er meget enig i. Derfor håber jeg, I vil hjælpe med at dele budskabet til andre, hvis I har det på samme måde:

Kære Læser

Jeg skriver til dig, fordi jeg savner nuancer i den blokkrig, der kører i valgkampen - en krig, der mere handler om at pege fingre af de andre end om at fremlægge reelle visioner.

Blander man blå og rød giver det lilla, men farverne er ikke det vigtigste. Hvis blokpolitikken fortsætter efter valget, der iflg. eksperterne bliver meget tæt, så sættes enten du eller din nabo helt uden for indflydelse. Danmark står overfor så komplekse udfordringer, at det bedste for Danmark hverken er en blå eller en rød blok - tværtimod vil det bedste være en holistisk og langsigtet politik henover midten.

Kan det virkelig ikke lade sig gøre at arbejde sammen, så de spændende tanker om grønne investeringer (SF) blandes med den nødvendige opmærksomhed på udgifterne (VK), eller de udfordrende tanker om en skatteomlægning (LA) blandes sammen med nuancerede menneskesyn (R)? Skal man virkelig være fremmedhader for at være liberal eller socialist for tro på grøn energi?

Lad os sende et signal om, at vi vil bryde med blokpolitikken og dermed ensidigheden. Vi kunne stemme ind imod midten - hver fra vores side, så vi kan fastholde vores egen grundlæggende holdning. Nogle kan gå hele vejen ind til midten, andre ønsker ikke at gå helt derind - det er OK, men måske et skridt indad denne gang kan sende vore politikere et vink med en vognstang.

Hvis du synes om idéen, så send denne mail videre.
Hvis du ikke synes om idéen, så beklager jeg at have forstyrret.

Med venlig hilsen

John Skat Dalgaard

søndag den 4. september 2011

Er der er arbe' nok til dem der vil arbe'?

Det påstår i hvert fald en virkelig gammel og lettere ironisk sang af mit store idol Niels Hausgaard. Rent principielt behøver det ikke at være ironisk, for hvis bare verden var enkel, så var der garanteret arbe' nok til dem, der vil arbe'. Der skete bare den gruelige fejltagelse, at man satte et system under Arbejdsmarkedsstyrelsen til at administrere dem, som man mente ikke ville arbe' eller ikke kunne finde arbe' ved egen hjælp. Et ædelt motiv, men udførelsen bliver jeg nødt til at give dumpekarakter. Dengang hed det Arbejdsformidlingen (AF), nu hedder det JobCenter, men det er gammel vin på nye flasker. To grupper er der dog med sikkerhed arbe' nok til og det er dem, der er ansatte til at administrere alle de ledige og alle de andre aktører, som er private virksomheder, der også vil have en del af rådgivningskagen, for der er mange penge i ledige. De kan tjene godt ved at få sendt ledige ud i jobtræning eller virksomhedspraktik. At de derefter med stor sandsynlighed vender tilbage til ledighedsstatistikken er underordnet - der har kasseapparatet jo allerede dinget en gang - ja faktisk er det måske endda nemmere med mersalg til samme kunde, hvis man betragter den ledige som en kunde, der vender tilbage for at få en ny praktikaftale.


Gruppen af ledige i aktivering tæller kun med i bruttoledighedstallet, men det er som regel nettoledighedstallet, der bliver omtalt i pressen. Jeg kan simpelt hen ikke fatte, at man ikke ser på at nedlægge denne beton-instans, som er udsprunget i en tid med reel mangel på specialarbejdere - hvilket jo ikke just kendetegner den aktuelle situation. Man kunne let få den mistanke, at systemet holdes i live for effektivt at camouflere de reelle ledighedstal. Og bevares, i første omgang ville både brutto- og nettoledighed da også stige, hvis man lukkede alle jobcentre, men spørgsmålet bør være, om man får value for money, når man kører alle ledige i gennem samme kødhakkemaskine af grundlæggende mistillid.

Lad mig komme med et par eksempler:

Som nyledig skal man registrere sig på Jobnet med sine jobønsker - der er så et lille landkort, som blinker rødt, hvis der er høj ledighed indenfor ens kompetencefelt i ens geografiske område. Man bliver ikke dagpengeberettiget, hvis man ikke kan gøre landkortet grønt. Det kan ske ved at ændre på følgende to parametre: 1) Klik ja til, at du søger i nogle regioner med lavere ledighed indenfor dit felt, eller 2) Klik nogle jobs til, som har lav ledighed i dit geografiske område. Eftersom jeg ikke kan flytte til København uden at tabe resten af familien på gulvet, måtte jeg altså klikke mig ind på jobs som eksempelvis autolakerer og læge. Ikke nogle jobs, jeg på nogen måde har kompetencerne til, men det er åbenbart bare en underordnet formalitet, når man bare har vist sin velvilje inde på Jobnet-portalen. Eller hvad sker der?

Hos anden aktør, som de fleste ledige akademikere bliver solgt videre til, håbede jeg at finde lidt mere kompetence og nærhed til arbejdsmarkedet, men der blev jeg godt nok fælt skuffet. Et andet sted i paragrafferne står der nemlig, at man skal søge minimum to opslåede stillinger pr. uge for at være aktivt jobsøgende. Der er ganske vist så mange om at søge opslåede stillinger pt, at det primært tjener til nedbrydelse af ens selvværd at benytte den strategi. Derfor medbragte jeg blandt andet et opslag om en pænt høj stilling fra en stor tidligere arbejdsplads, jeg har været på for år tilbage. Min rådgiver kastede dårligt nok et blik på annoncen, men sagde: "Ja, havde det bare været om et halvt år, så kunne du søge det med løntilskud." Jeg øffede forsigtigt, om det virkelig var smart at komme med en pose penge i hånden til en budgetteret stilling på det niveau i en virksomhed, som jeg i øvrigt havde været hos tidligere. Det skulle hun ikke kunne sige, men hendes råd var at forsøge. Ret skal være ret, hun bliver alene målt på, hvor mange hun får sendt afsted i løntilskudsjob eller praktik.

Tager man lidt initiativ og får nogle timers arbejde her og der, falder straffen prompte: "Hov hov, vil du være ledig eller vil du arbejde? For du kan ikke begge dele og hvis du render rundt og arbejder, så bliver vi nødt til at tage dagpengene fra dig - som i alle dem, du kan tjene på en uge, selv om det svarer til, hvad vi plejer at udbetale dig for cirka tre uger."

Det må I meget undskylde, jeg troede faktisk, det var en god idé at tage initiativ til at finde sig noget beskæftigelse, omend det ikke lige er en opslået fuldtidsstilling, men nej, er det ikke en opslået fuldtidsstilling, du har fundet dig, så er det nok selvstændig virksomhed og så kan du ikke få suppleret med dagpenge. Vi skal jo også passe godt på, ikke at få for mange selvstændige og iværksættere her i krisetiden, ikke?

Er man så heldig at få sig en kontrakt på et af de eftertragtede opslåede fuldtidsjobs med start om et par måneder, så skal man fortsat møde op til dundertale om rådighed og mistillid helt frem til jobstart, men så er det da altid noget, at systemet giver en klækkelig kørselsgodtgørelse.

Listen over tåbeligheder er så lang, og jeg bliver så hidsig bare af at skrive det, så jeg bliver nødt til at stoppe her.

Jeg håber, at du vil tænke lidt over, om der bliver sagt brutto- eller nettoledighed her i valgkampen. Det gør en forskel, om man er på bruttolisten og fiser rundt i aktiveringshelvedet eller om man "bare" er helt i gennem ledig. Nu håber jeg ikke, jeg mister min indtægt, for var jeg mon til rådighed for arbejdsmarkedet i den halve time, jeg brugte på dette indlæg?

fredag den 2. september 2011

Den der Århus festuge ikke?

Jeg synes godt, den kan være lidt svær at få øje på. Altså der er selvfølgelig lyde og synsindtryk, som uvægerligt signalerer Århus Festuge. Fx cyklede jeg her til morgen lidt før kl 9 forbi en gruppe ponchobeklædte peruvianere på Nørre Alle, som allerede på det tidspunkt var i ret højt humør. Der er også ekstra høje doser af peruviansk fløjtemusik, salg af sombreroer og cowboyhatte på Clemens Bro og så det der andekald, eller hvad hedder den fløjte, man kan gemme i munden og lyde som Anders And?

Det er selvfølgelig også en slags kultur, men det er måske ikke lige det, jeg forventer af Europas kulturby, som vi gerne vil være - og Danish for Progress, men det er et helt andet ord, for det er Århus med Aa.


"Men så kunne du jo læse lidt i programmet?" hører jeg dig sige. Jaja Jens, men I har taget det med fejl lidt for vidt, når den mobile løsning ikke virker, for tiden er altså løbet fra at printe det ud og putte det i lommen. Jeg er sikker på, der er højdepunkter, som jeg går glip af og glippofobi er en frygtelig lidelse, hvor man hele tiden forestiller sig, at den store åbenbaring findes bag den næste shawarmabiks eller fadbamsetelt.

Et par lyspunkter skal retfærdigvis fremhæves, for jeg var der faktisk i et helt andet ærinde, men var alligevel godt underholdt af en skraldespand, der kørte efter mig i Ryesgade og sagde noget til mig. Det blev tilsat ekstra komik af, at jeg, pga manglende hørelse på venstre øre, ikke kan retningsbestemme lyde, så jeg roterede lidt rundt om mig selv, før jeg forstod, at det var skraldespanden, der talte. I didn't see that one coming.

På Next i Ridehuset er der en glimragende fremtidsudstilling, hvor mine drenge fortabte sig i robotarme, fingeraftryksscannere, intelligente LEGO æsker og meget andet.

Endelig er det sandsynligt, at mit sure opstød skyldes misundelse, fordi min mand både har været til cabaret i Spejlteltet og Kluvers big band med John Scofield, mens jeg passede børn. Som kompensation skulle vi måske tage ind i den der lystunnel ved Musikhuset i morgen ("Get a life - without kids," tænker du nok nu, men hrmf, det får jeg så ikke lige i denne weekend - omend kun 2 af 3 er hjemme).

- Posted using BlogPress from my iPad