Engang skrev Helle, at hun ikke havde hørt eller læst ordet knippel godt, fra andre end sin mormor. Bortset lige fra, da jeg skrev det. Nu er jeg blevet pinligt opmærksom på alle de gamle ord, jeg har i mig, så nu prøver jeg at få dem ud af systemet, ved at skrive en liste:
Morten Korch kategorien
Filejs
Kanut
Rasende som tillægsord, fx en rasende fin kjole
Starut
Stratenrøver
Strabadserende
Fået nyt navn kategorien
Tennissko (sneakers)
Gamasher (leggings)
Benzinstation (tank)
Korte bukser (knickers, shorts)
Tøj (kollektioner)
Ord jeg endnu ikke bruger, fordi jeg ikke ved, hvad de betyder og har lært af erfaring, at så skal man ikke bruge dem
Hipster
Lækkersøvnig
Nogen gange må jeg altså have en sjæl på 100 år, for jeg kan godt lide gamle ord. Jeg kan også godt lide nye, faktisk kan jeg nok bare ikke rigtig få nok af ord. Engelske er der også mange gode af og de supplerer fint. Men, der er også:
Ord, som jeg gerne vil have afskaffet
Knuzzz
Grineren
Nederen
Ikk' for noget
Er det bare mig?
torsdag den 30. juni 2011
Kattepine
Hvor ligger katten begravet? Altså jeg ved godt, det er hunde, man plejer at finde gravsteder til, når der er noget galt. Men vores kat er altså bortrømt for 10 dage siden og håbet om, at han kommer tilbage, svinder ind.
Derfor sidder der et fint og hjertegribende opslag på ydersiden af vores skur, hvor mange mennesker går forbi hver dag. Så endelig i dag ringede en mand, hvis datter altså desværre havde fundet en død kat i kanten af vejen for en uge siden. Datteren og veninden var meget opsatte på at give den en værdig begravelse og de plukkede blomster, mens faderen gravede et hul. Min mellemste går i parallelklasse med pigerne, så jeg skal lige til at spørge, om vi må komme med en blomst og vores børn, så de kan sige farvel til Watson.
Men det slår mig, at manden jo kun har sagt, at det er en sort kat, han har begravet. Så jeg spørger, om dens størrelse og han siger, den var ret stor. Vores er en næsten voksen killing på knapt et år. Ganske vist sort, men ret fin og spinkel. Den flinke mand tilbyder at grave katten op igen, for de ved heller ikke, om den var øremærket, som vores er. Det bliver nu lige en tand for makabert, for ikke at nævne, hvordan det vil lugte og se ud her en uge senere.
Jeg tror ikke, det er vores alligevel. Også fordi den passer til signalementet på en anden kat fra nabolaget. Men hvor er den så?
Det er altså mærkeligt, at vi ikke kan få en afslutning. Børnene snakker ikke så meget om det mere, men jeg kan se, at de spejder længselsfuldt ud i haven, hvis han nu skulle vende tilbage. Men vi snakker om samme kat, som plejede at runde sin madskål for at snacke tørfoder hveranden time. Hvor længe kan han overleve på mus og regnvand?
Derfor sidder der et fint og hjertegribende opslag på ydersiden af vores skur, hvor mange mennesker går forbi hver dag. Så endelig i dag ringede en mand, hvis datter altså desværre havde fundet en død kat i kanten af vejen for en uge siden. Datteren og veninden var meget opsatte på at give den en værdig begravelse og de plukkede blomster, mens faderen gravede et hul. Min mellemste går i parallelklasse med pigerne, så jeg skal lige til at spørge, om vi må komme med en blomst og vores børn, så de kan sige farvel til Watson.
Men det slår mig, at manden jo kun har sagt, at det er en sort kat, han har begravet. Så jeg spørger, om dens størrelse og han siger, den var ret stor. Vores er en næsten voksen killing på knapt et år. Ganske vist sort, men ret fin og spinkel. Den flinke mand tilbyder at grave katten op igen, for de ved heller ikke, om den var øremærket, som vores er. Det bliver nu lige en tand for makabert, for ikke at nævne, hvordan det vil lugte og se ud her en uge senere.
Jeg tror ikke, det er vores alligevel. Også fordi den passer til signalementet på en anden kat fra nabolaget. Men hvor er den så?
Det er altså mærkeligt, at vi ikke kan få en afslutning. Børnene snakker ikke så meget om det mere, men jeg kan se, at de spejder længselsfuldt ud i haven, hvis han nu skulle vende tilbage. Men vi snakker om samme kat, som plejede at runde sin madskål for at snacke tørfoder hveranden time. Hvor længe kan han overleve på mus og regnvand?
onsdag den 29. juni 2011
Freelance agurker og formodede avocado
Nogen gange læser øjnene det, hjertet er fuldt af. Det kan da ikke være normalt at få hints om at starte en freelancetilværelse, når man går rundt mellem Faktas grøntsagshylder? Ikke desto mindre var det det, der skete, da jeg kiggede på frilandsagurkerne. Og når man først er begyndt at tage grøntsagsvarsler, skal man virkelig passe på med ikke at gå og fnise. Andre kunne tro, det var af dem. Det tager i hvert fald mere end fem minutter at handle i Fakta.
![]()
Så er der de formodnede avocado. (De andre forbliver hårde som sten, til de rådner, de formodnede skal spises hurtigt for ikke at rådne). Jeg formoder også, det er avocado, men det er selvfølgelig ikke sikkert? Og med den hetz mod belortede grøntsager, kan jeg godt følge Fakta i ikke at tage det fulde ansvar for, at det rent faktisk er avocadoer.
Obst aus dem alten Land. Jamen jeg kan ikke sætte en finger på, hvorfor det er komisk. Måske er det noget med, at æblerne ligger i plastposer, der holder pesticiderne inde på effektiv tysk vis og det står en smule i kontrast til billedet af bindingsværksidyllen aus dem alten Land.
Jordbær - don't get me started. Efter jeg i morges på Facebook så et link til en historie på EB om, at en sjællandsk jordbær-storbonde lader polske jordbærplukkere skide, snotte og tisse uden mulighed for at vaske hænder, ja så kunne jeg pludselig kun se e-Coli i alle de små porrer i de smukke solmodnede bær. Sikkert ikke med rette, det er jo EkstraBladet og de mener vel som udgangspunkt, at alle former for stordrift er ond kapitalisme.
Så er der hele snackdillen. Gulerødder, tomater og peber sælges som snacks. Altså kan vi nu ikke lige blive enige om, at snacks er chips lige som en spade er en spade. Den dag, nogen finder på at sælge bladselleri som snacks, vil jeg indgive en officiel klage. Lige bortset fra selleris uegnethed til menneskeføde, har jeg ikke noget imod grøntsager. Jeg synes bare, man skal kalde dem ved deres rette navn - og se at få fjernet momsen fra dem.
Det lyder lidt sølle, at sådan et Faktabesøg er dagens højdepunkt. Men så skal man huske på flere ting: 1) Det store findes i det små. 2) Et eller andet skulle jeg jo lave, mens mellemsten befølte ALLE Legos minifigurpakker, for at finde den med skateren og 3) Jeg kan bevise min trendiness(?) ved at komme med sommerens bedste cafétip: Casablanca har morgencomplet fra 9-10 med friskbagt brød, ost, pålæg, friskpresset juice og kaffe med refill for en rund halvtreder. Så kan selv fattige freelanceagurker in spe som mig sidde og føle sig citychic.
Så er der de formodnede avocado. (De andre forbliver hårde som sten, til de rådner, de formodnede skal spises hurtigt for ikke at rådne). Jeg formoder også, det er avocado, men det er selvfølgelig ikke sikkert? Og med den hetz mod belortede grøntsager, kan jeg godt følge Fakta i ikke at tage det fulde ansvar for, at det rent faktisk er avocadoer.
Obst aus dem alten Land. Jamen jeg kan ikke sætte en finger på, hvorfor det er komisk. Måske er det noget med, at æblerne ligger i plastposer, der holder pesticiderne inde på effektiv tysk vis og det står en smule i kontrast til billedet af bindingsværksidyllen aus dem alten Land.
Jordbær - don't get me started. Efter jeg i morges på Facebook så et link til en historie på EB om, at en sjællandsk jordbær-storbonde lader polske jordbærplukkere skide, snotte og tisse uden mulighed for at vaske hænder, ja så kunne jeg pludselig kun se e-Coli i alle de små porrer i de smukke solmodnede bær. Sikkert ikke med rette, det er jo EkstraBladet og de mener vel som udgangspunkt, at alle former for stordrift er ond kapitalisme.
Så er der hele snackdillen. Gulerødder, tomater og peber sælges som snacks. Altså kan vi nu ikke lige blive enige om, at snacks er chips lige som en spade er en spade. Den dag, nogen finder på at sælge bladselleri som snacks, vil jeg indgive en officiel klage. Lige bortset fra selleris uegnethed til menneskeføde, har jeg ikke noget imod grøntsager. Jeg synes bare, man skal kalde dem ved deres rette navn - og se at få fjernet momsen fra dem.
Det lyder lidt sølle, at sådan et Faktabesøg er dagens højdepunkt. Men så skal man huske på flere ting: 1) Det store findes i det små. 2) Et eller andet skulle jeg jo lave, mens mellemsten befølte ALLE Legos minifigurpakker, for at finde den med skateren og 3) Jeg kan bevise min trendiness(?) ved at komme med sommerens bedste cafétip: Casablanca har morgencomplet fra 9-10 med friskbagt brød, ost, pålæg, friskpresset juice og kaffe med refill for en rund halvtreder. Så kan selv fattige freelanceagurker in spe som mig sidde og føle sig citychic.
tirsdag den 28. juni 2011
Et lidt lavt niveau for elegance
Jeg er sikker på, forskerne en dag isolerer fumlegenet. Jeg vil gå så vidt som til at donere mit afdøde legeme til forskningen, for jeg ved, at jeg rummer det, og det er både dominerende og arveligt. Det får en til at ramme lidt skævt med høje hæle på trappetrin, vælte kopper, hælde kaffe ved siden af koppen eller tømme vandglas en lille smule foran munden. Desuden udmærker det sig ved, at bæreren går ind i ting og snubler over stort og småt på sin vej.
Når jeg ved det er arveligt, er det både erfaret ved selvsyn og selverkendelse. Min onkel kaldte det i en sang, da min mor fyldte 60, for et lidt lavt niveau for elegance. Det var en høflig underdrivelse, men hun havde jo også fødselsdag.
Ofte prøver vi med genet at kompensere ved enten at tale enormt meget og hurtigt, ignorere det skete eller neglicere det ved at lade som om, det ikke gjorde ondt. Det gør det næsten endnu værre og det er svært at fornægte, at man slog sig, selv om man hurtigt er på benene igen efter et glid efterfulgt af fald. En anden coping strategi er medrivende hysterisk latter, selv om situationen er alt andet end sjov.
Men måske kommer der en dag en banebrydende opdagelse af genet og dermed også en kur. Sådan så man kan spise en lille pille og derefter gå elegant henover brosten i høje hæle, svinge sig i cykelsadlen uden at vikle foden ind i barnesædet og taskens skulderstrop (JO det kan godt lade sig gøre). Man behøvede jo ikke spise pillen hver dag, bare når man skulle til vigtige møder eller et af den slags stående arrangementer, hvor man får et glas i den ene hånd og skal spise små lækre stykker finger food med den anden hånd. Og cirkulere og konversere afslappet i mens. Jeg tror, der er et stort marked der, vi er mange som får koldsved bare ved tanken.
Når jeg ved det er arveligt, er det både erfaret ved selvsyn og selverkendelse. Min onkel kaldte det i en sang, da min mor fyldte 60, for et lidt lavt niveau for elegance. Det var en høflig underdrivelse, men hun havde jo også fødselsdag.
Ofte prøver vi med genet at kompensere ved enten at tale enormt meget og hurtigt, ignorere det skete eller neglicere det ved at lade som om, det ikke gjorde ondt. Det gør det næsten endnu værre og det er svært at fornægte, at man slog sig, selv om man hurtigt er på benene igen efter et glid efterfulgt af fald. En anden coping strategi er medrivende hysterisk latter, selv om situationen er alt andet end sjov.
Men måske kommer der en dag en banebrydende opdagelse af genet og dermed også en kur. Sådan så man kan spise en lille pille og derefter gå elegant henover brosten i høje hæle, svinge sig i cykelsadlen uden at vikle foden ind i barnesædet og taskens skulderstrop (JO det kan godt lade sig gøre). Man behøvede jo ikke spise pillen hver dag, bare når man skulle til vigtige møder eller et af den slags stående arrangementer, hvor man får et glas i den ene hånd og skal spise små lækre stykker finger food med den anden hånd. Og cirkulere og konversere afslappet i mens. Jeg tror, der er et stort marked der, vi er mange som får koldsved bare ved tanken.
mandag den 27. juni 2011
Udkantsdanmark
Jeg har været en tur i Udkantsdanmark i weekenden. Der hvor de fleste huse ser sådan her ud:
![]()
![]()
Og de fleste mennesker ser ud som om, de går og venter på, at 1) Kontanthjælpen bliver udbetalt eller 2) At der kommer nogle turister og køber bare et lille loppefund eller stykke tvivlsom keramik af egen produktion.
Vi havde været til en hyggelig fest på Bogø, hvor øfolket måske nok var særlige, men på den virkelig charmerende måde. Det var også vildt hyggeligt at være i bil uden børn på de 3.5 timers tur derned, så da vi skulle hjem, tog vi en spontan beslutning om at dreje til venstre, hvor vi skulle have været til højre for at komme hjem. Der stod Møn 6 km og vi tænkte, hvor langt kan der så være til den klint? Det kan ikke være særligt langt.
Det var det sådan set heller ikke i kilometer, men i mental og social rejse var der virkelig langt. Vi skulle jo helt ud til det yderste brune punktum af den rådne banan, for at finde noget af den mest specielle natur i Danmark. Ud til Møns Klint, som er lavet af kalk og hvid ler og hvis strand er smækfyldt med fossiler og skoven med sjældne planter.
Vejen dertil førte gennem et utal af små landsbyer. Det mest udbredte erhverv er tilsyneladende noget med automekanik, for hvis man ikke er Pouls Bremseservice eller Knuds Karrosserier, så har man i hvert fald en mindre bilkirkegård i forhaven.
I udkanten af Stege ligger Ellens Cabaret Stege Bugt Resort. Der er lagt op til høj barmføring og cancan med det store neonskilt på en flere etagers høj bygning. Men når man kører forbi, afsløres smadrede ruder og forvitrede altaner. Ellens Cabaret blev sikkert ved drømmen.
Det med vinduerne er et gentagent tema. De fleste huse har nedrullede rullegardiner eller persienner, og hvis ikke det, så tylgardiner, der næsten dækker for tætte opstillinger af svigermors skarpe tunge og andre succulenter i plasticskjulere.
Et sted står en tyk mand i sin forhave og spejder mod det fjerne. Gad vide, hvad han drømmer om og tænker på? Hvordan han skal få råd til nye vinduer? Eller bare en spand maling? For der ville godt nok være nok at se til, hvis man sendte en flok malere til Møn bare lige for at rette op på det værste forfald.
Det, der til sidst gjorde mig allermest trist, var imidlertid hverken folket eller deres huse. Men at selv kirken trængte til at blive kalket, selv om den ligger så tæt på en meget kalkholdig klint, det vidner om en tristesse så tung, at det bliver svært at rejse sig fra den. En landsbykirkes mure skal stå knitrende hvide, det kan der ikke laves om på. Jeg håber, at nogen en dag kommer forbi Møn med hvidtekost og arbejdspladser.
fredag den 24. juni 2011
Få nu de lyserøde ja-solbriller på
Jeg bliver træt helt ind i knoglerne, når jeg læser sådan noget her.
Nu vil jeg ikke risikere, at du også falder i søvn og jeg ved, at faren for det er stor på en fredag aften. Så lad mig kort referere artiklen i stedet: Virkelig grumpy gammel kunstner er mavesur over, hvad han kalder for bras, som fik ham og hans kunstudvalgsvenner til ligefrem at tabe kæben i synkron forargelse, da de så Sculpture by the Sea i Århus.
Artiklen er blottet for saglig argumentation eller i det hele taget dvælen ved særligt mange af de udstillede værker. I stedet kaster han mavesyre ud over hele udstillingen, ved at udtale at: »De, der spilder penge på projektet, burde skamme sig.« Han synes kun to af værkerne er værdige til udstillingen. Resten er efter hans personlige mening bare noget grimt bras.
Kunst er en individuel oplevelse og jeg kan slet ikke se, hvorfor nogens meninger er bedre end andres om den. Eller det kan jeg godt, hvis de kan argumentere for det, men bare at sige, man synes, det er grimt og spild af offentlige støttekroner, det er for nemt.
Jeg sidder egentlig mest tilbage med en mistanke om, at manden ikke har fået antaget sit eget værk til udstillingen. Rønnebærrene er jo som bekendt sure.
Jeg er ikke skulptør eller særligt kunstinteresseret. Men jeg synes, det er superbt, at kunsten kommer ud til folket og at dømme efter besøgstallene, har Sculpture by the Sea været en kæmpesucces. Århusianere (og jeg nægter fortsæt at skrive dem med dobbelt a) har valfartet til Tangkrogen og nydt både værker, natur og gåtur.
Mange af figurerne appellerer til børn og de er måske ikke dybe nok til Mr Grumpys store kunstforstand. Men de danner rammen om en superhyggelig familieoplevelse, hvor øjet bliver udfordret med nye konstellationer og sand, vand og kunst går op i en højere enhed. Høj nok til mig i hvert fald.
Nu vil jeg ikke risikere, at du også falder i søvn og jeg ved, at faren for det er stor på en fredag aften. Så lad mig kort referere artiklen i stedet: Virkelig grumpy gammel kunstner er mavesur over, hvad han kalder for bras, som fik ham og hans kunstudvalgsvenner til ligefrem at tabe kæben i synkron forargelse, da de så Sculpture by the Sea i Århus.
Artiklen er blottet for saglig argumentation eller i det hele taget dvælen ved særligt mange af de udstillede værker. I stedet kaster han mavesyre ud over hele udstillingen, ved at udtale at: »De, der spilder penge på projektet, burde skamme sig.« Han synes kun to af værkerne er værdige til udstillingen. Resten er efter hans personlige mening bare noget grimt bras.
Kunst er en individuel oplevelse og jeg kan slet ikke se, hvorfor nogens meninger er bedre end andres om den. Eller det kan jeg godt, hvis de kan argumentere for det, men bare at sige, man synes, det er grimt og spild af offentlige støttekroner, det er for nemt.
Jeg sidder egentlig mest tilbage med en mistanke om, at manden ikke har fået antaget sit eget værk til udstillingen. Rønnebærrene er jo som bekendt sure.
Jeg er ikke skulptør eller særligt kunstinteresseret. Men jeg synes, det er superbt, at kunsten kommer ud til folket og at dømme efter besøgstallene, har Sculpture by the Sea været en kæmpesucces. Århusianere (og jeg nægter fortsæt at skrive dem med dobbelt a) har valfartet til Tangkrogen og nydt både værker, natur og gåtur.
Mange af figurerne appellerer til børn og de er måske ikke dybe nok til Mr Grumpys store kunstforstand. Men de danner rammen om en superhyggelig familieoplevelse, hvor øjet bliver udfordret med nye konstellationer og sand, vand og kunst går op i en højere enhed. Høj nok til mig i hvert fald.
torsdag den 23. juni 2011
Dyt båt studentersnot
Jeg bor meget tæt på et gymnasium, så i disse dage runger et bååååt efterfulgt af skrig og hvin næsten konstant i baggrunden. I går var det fremme, at kun rigtige studenter kunne få politiets dispensation til at køre på ladet af en lastbil med hippieblomster på.
HVIS jeg var morbid, kunne jeg sige, at det måske er fordi, der er så mange studenter, at dem der falder af bilen i fuldskab nok ikke vælter Danmarks fremtid. Så morbid er jeg heldigvis ikke. Men der var faktisk en, der faldt af sidste år.
Udover det usmagelige i indledningen, så tænker jeg stadig, om det er en god ide at omkring 60% af en årgang bliver studenter. Eller jo, det er en god ide med noget almen dannelse, men spørgsmålet er måske snarere, om man kan gøre noget for ikke at uddanne dem til Klubben af Nyuddannede Arbejdsløse Akademikere.
Og jeg ved godt, at mange har prøvet at sige, at der manglede både lærere, ingeniører og andet godtfolk, åbnet sluserne til disse studier, for dernæst at uddanne dem til ledighed 4-5 år senere, når samfundet har ændret sig. Ingen kan spå om fremtiden, men jeg vil alligevel æde adskillige både gamle og støvede studenterhuer på, at der aldrig bliver mangel på nordiske filologer, antropologer, filosoffer, litteraturhistorikere, eller for den sags skyld kommunikationsmedarbejdere.
Det er nemlig der, alle de smalle fag fører hen - til noget med formidling. Men venner, vi kan desværre ikke formidle os ud af fattigdom. Der skal være noget substans at formidle. Det er forstemmende at møde søde og kloge nyuddannede historikere og etnografer, som ikke har en kinamands chance, om de så har skrevet verdens mest spændende speciale.
Jeg ved, der er ledighed inden for næsten alt undtagen autolakering pt og det er måske ikke nu, man skal stramme optaget på humaniora. Det er jo bedre end ledighed. Sagen er bare, at uanset konjunkturer, vil der altid være mere efterspørgsel på nogen, der kan sælge, markedsføre, analysere markeder, tale sprog, for slet ikke at snakke om alle de tunge drenge i IT og ingeniørfagene, fremfor alle dem, der bare så gerne vil lave en kvalitativ analyse ud fra et autopoietisk perspektiv.
Så mit råd til alle I smukke unge studenter: Take it from en gammel hårdt prøvet humanist: Vælg uddannelse med hjertet, men brug også lige hjernen. Bare det af den, I ikke drikker ud i weekenden that is.
HVIS jeg var morbid, kunne jeg sige, at det måske er fordi, der er så mange studenter, at dem der falder af bilen i fuldskab nok ikke vælter Danmarks fremtid. Så morbid er jeg heldigvis ikke. Men der var faktisk en, der faldt af sidste år.
Udover det usmagelige i indledningen, så tænker jeg stadig, om det er en god ide at omkring 60% af en årgang bliver studenter. Eller jo, det er en god ide med noget almen dannelse, men spørgsmålet er måske snarere, om man kan gøre noget for ikke at uddanne dem til Klubben af Nyuddannede Arbejdsløse Akademikere.
Og jeg ved godt, at mange har prøvet at sige, at der manglede både lærere, ingeniører og andet godtfolk, åbnet sluserne til disse studier, for dernæst at uddanne dem til ledighed 4-5 år senere, når samfundet har ændret sig. Ingen kan spå om fremtiden, men jeg vil alligevel æde adskillige både gamle og støvede studenterhuer på, at der aldrig bliver mangel på nordiske filologer, antropologer, filosoffer, litteraturhistorikere, eller for den sags skyld kommunikationsmedarbejdere.
Det er nemlig der, alle de smalle fag fører hen - til noget med formidling. Men venner, vi kan desværre ikke formidle os ud af fattigdom. Der skal være noget substans at formidle. Det er forstemmende at møde søde og kloge nyuddannede historikere og etnografer, som ikke har en kinamands chance, om de så har skrevet verdens mest spændende speciale.
Jeg ved, der er ledighed inden for næsten alt undtagen autolakering pt og det er måske ikke nu, man skal stramme optaget på humaniora. Det er jo bedre end ledighed. Sagen er bare, at uanset konjunkturer, vil der altid være mere efterspørgsel på nogen, der kan sælge, markedsføre, analysere markeder, tale sprog, for slet ikke at snakke om alle de tunge drenge i IT og ingeniørfagene, fremfor alle dem, der bare så gerne vil lave en kvalitativ analyse ud fra et autopoietisk perspektiv.
Så mit råd til alle I smukke unge studenter: Take it from en gammel hårdt prøvet humanist: Vælg uddannelse med hjertet, men brug også lige hjernen. Bare det af den, I ikke drikker ud i weekenden that is.
onsdag den 22. juni 2011
Kærlighedens kår
Når mine børn ser film, reagerer de meget forskelligt på kærlighedsscener. Det er jo snart ikke til at komme udenom en kyssescene hen mod slut i selv den mest uskyldsrene Disneyfilm. Eller tag nu Garfield. HVORFOR skal der kysses i en film om en fed rødstribet kat?
Min niårige dreng kan finde på at løbe væk fra tv'et i græmmelse, fordi det både er pinligt, ulækkert og kedeligt. Min femårige datter derimod sluger det råt med et henført og saligt smil.
Logisk og kronologisk set, bør det være den niårige, der først får sig en kæreste. Men noget siger mig, at med den afsmag for romantik, kan han godt blive overhalet indenom af sin mere sværmeriske lillesøster. Eller måske synes han bare ikke, kærligheden behøver udspille sig som en tøsefilm. Han nærer for eksempel stor kærlighed til Pirates of the Caribbean, både som Wii, LEGO og film.
Kærlighedens vilkår er altså lidt svære eller forudsætningerne lidt skævt fordelt. Hvis piger vil have kys ved solnedgang og drenge hellere vil have piratskibe, bliver det umiddelbart ret vanskeligt at tilfredsstille begge parter.
Heldigvis er der forhåbentlig en del år til de skal opleve deres første rigtige kærester og kærestesorger. Men måske kan jeg godt huske på de forskellige udgangspunkter, når jeg f.eks. synes, vi skal spise middag med stearinlys og min mand egentlig hellere vil se en skydefilm. Der er egentlig ikke så meget forskel? Udover at han ikke løber væk fra tv'et ved kyssescenerne. Ikke længere i hvert fald.
Min niårige dreng kan finde på at løbe væk fra tv'et i græmmelse, fordi det både er pinligt, ulækkert og kedeligt. Min femårige datter derimod sluger det råt med et henført og saligt smil.
Logisk og kronologisk set, bør det være den niårige, der først får sig en kæreste. Men noget siger mig, at med den afsmag for romantik, kan han godt blive overhalet indenom af sin mere sværmeriske lillesøster. Eller måske synes han bare ikke, kærligheden behøver udspille sig som en tøsefilm. Han nærer for eksempel stor kærlighed til Pirates of the Caribbean, både som Wii, LEGO og film.
Kærlighedens vilkår er altså lidt svære eller forudsætningerne lidt skævt fordelt. Hvis piger vil have kys ved solnedgang og drenge hellere vil have piratskibe, bliver det umiddelbart ret vanskeligt at tilfredsstille begge parter.
Heldigvis er der forhåbentlig en del år til de skal opleve deres første rigtige kærester og kærestesorger. Men måske kan jeg godt huske på de forskellige udgangspunkter, når jeg f.eks. synes, vi skal spise middag med stearinlys og min mand egentlig hellere vil se en skydefilm. Der er egentlig ikke så meget forskel? Udover at han ikke løber væk fra tv'et ved kyssescenerne. Ikke længere i hvert fald.
tirsdag den 21. juni 2011
Pappis og Fort Århus N
Det ligner et mesterstykke i ingeniørkunst indenfor vejplanlægning. Det varede også lang tid, før anlægsarbejdet var færdigt og megen gråd og tænders gnidsel gik forud i stillestående køer ved Århus N, før de nye veje blev åbnet.
Jeg har en mistanke om, at det i virkeligheden er et sindrigt stykke militært forsvarsværk, som forhindrer fjender fra nord (såsom Nordjylland eller Norge) at rejse ind i Århus. Vi vil åbenbart hellere have, at de fortsætter på E45 til Flensburg, for det er komplet umuligt at finde ud af det nye vejnet.
Det kan også have noget med IKEA at gøre. For nu har vi kæmpet længe nok om de parkeringspladser lørdag formiddag og vi vil ikke længere finde os i, at andre tror, de bare kan komme dalrende fra andre landsdele og score pladserne og køtbullarne.
Det er faktisk lidt ondskabsfuldt, for på et tidspunkt bliver man så glad, når man genkender de tårnhøje bogstaver på butikken med ting som hedder Kajsa og Pappis (tjek selv, det er en opbevaringskasse, ikke et skældsord). Så pejler man efter dem og vupti, suser man lige lukt forbi og er på vej til enten Skejby Sygehus eller bare ud på landet.
Der er bare den ulempe, at det også er blevet umuligt for os fra Århus at forlade byen ad landevejen. Vi må blive her, drage mod syd eller pakke madpakkerne til en evig rundtur i de store rundkørsler mod nord og håbe, vi bliver fundet af en venlig sjæl en dag.
Jeg er ret glad for, jeg nåede at flytte til Århus, inden der blev lukket for nordjyderne.
Jeg har en mistanke om, at det i virkeligheden er et sindrigt stykke militært forsvarsværk, som forhindrer fjender fra nord (såsom Nordjylland eller Norge) at rejse ind i Århus. Vi vil åbenbart hellere have, at de fortsætter på E45 til Flensburg, for det er komplet umuligt at finde ud af det nye vejnet.
Det kan også have noget med IKEA at gøre. For nu har vi kæmpet længe nok om de parkeringspladser lørdag formiddag og vi vil ikke længere finde os i, at andre tror, de bare kan komme dalrende fra andre landsdele og score pladserne og køtbullarne.
Det er faktisk lidt ondskabsfuldt, for på et tidspunkt bliver man så glad, når man genkender de tårnhøje bogstaver på butikken med ting som hedder Kajsa og Pappis (tjek selv, det er en opbevaringskasse, ikke et skældsord). Så pejler man efter dem og vupti, suser man lige lukt forbi og er på vej til enten Skejby Sygehus eller bare ud på landet.
Der er bare den ulempe, at det også er blevet umuligt for os fra Århus at forlade byen ad landevejen. Vi må blive her, drage mod syd eller pakke madpakkerne til en evig rundtur i de store rundkørsler mod nord og håbe, vi bliver fundet af en venlig sjæl en dag.
Jeg er ret glad for, jeg nåede at flytte til Århus, inden der blev lukket for nordjyderne.
mandag den 20. juni 2011
Smedejernsgryden i et feng shui perspektiv
Der er kampe man skal kæmpe og kampe, man skal undgå. Hvis chancen for at vinde er sammenlignelig med chancen for at møde en løs struds på sin næste cykeltur, skal man lade det fare.
Belært af denne visdom, har jeg efterhånden nødtvungent opgivet kampen mellem min minimalistiske stil og min mands mere Pippi som tingfinder-prægede indretningsstil. Hans udgangspunkt er: "Jamen jeg kan se, at dit nye billede lige kan være der bag højttaleren, hvis det bare går helt ud til hjørnet" eller "Hvad med denne her plafond fra Harald Nyborg, den giver et praktisk læselys over sofaen og til den pris, kan vi lige så godt købe to med det samme."
Mens vi cirkler rundt i IKEA eller sågar Bauhaus, som har lavet en kæmpe lampeafdeling for at tillokke kvinder, bliver det kun mere og mere tydeligt, at vi kun får en læselampe ved sofaen, hvis 1) Jeg trækker "men det betyder jo åbenbart mere for mig" kortet eller 2) Jeg begynder at græde.
Jeg kunne også gøre en indrømmelse, selvom det falder mig svært. For smedejernsgryden fra hans barndomshjem har flere gange været i fare for at blive udskiftet med noget mainstream Eva Solo, men har fået lov at leve, fordi den faktisk laver gode simreretter.
Nu viser det sig, at man også kan bruge den til verdens bedste brød
Spørgsmålet er nu, om jeg på nogen måde kan argumentere en flowerpot bordlampe hjem, hvis jeg bager brødet og udtrykker min glæde over, at smedejernsgryden fra svigermors køkken er havnet lige netop her hos os.
Jeg bliver nødt til at tage alle midler i brug. Ellers risikerer jeg at komme hjem til en lampetløsning fra Jem&Fix en dag.
Belært af denne visdom, har jeg efterhånden nødtvungent opgivet kampen mellem min minimalistiske stil og min mands mere Pippi som tingfinder-prægede indretningsstil. Hans udgangspunkt er: "Jamen jeg kan se, at dit nye billede lige kan være der bag højttaleren, hvis det bare går helt ud til hjørnet" eller "Hvad med denne her plafond fra Harald Nyborg, den giver et praktisk læselys over sofaen og til den pris, kan vi lige så godt købe to med det samme."
Mens vi cirkler rundt i IKEA eller sågar Bauhaus, som har lavet en kæmpe lampeafdeling for at tillokke kvinder, bliver det kun mere og mere tydeligt, at vi kun får en læselampe ved sofaen, hvis 1) Jeg trækker "men det betyder jo åbenbart mere for mig" kortet eller 2) Jeg begynder at græde.
Jeg kunne også gøre en indrømmelse, selvom det falder mig svært. For smedejernsgryden fra hans barndomshjem har flere gange været i fare for at blive udskiftet med noget mainstream Eva Solo, men har fået lov at leve, fordi den faktisk laver gode simreretter.
Nu viser det sig, at man også kan bruge den til verdens bedste brød
Spørgsmålet er nu, om jeg på nogen måde kan argumentere en flowerpot bordlampe hjem, hvis jeg bager brødet og udtrykker min glæde over, at smedejernsgryden fra svigermors køkken er havnet lige netop her hos os.
Jeg bliver nødt til at tage alle midler i brug. Ellers risikerer jeg at komme hjem til en lampetløsning fra Jem&Fix en dag.
søndag den 19. juni 2011
Glippofobi
Nogen gange opstår der et ord, som samler så velkendt en følelse i det ene sekund, det tager at udtale, at det burde have en æresplads i ordbøgerne. (Kunne forresten være sjovt at gøre op med det alfabetiske princip og ordne ordene efter anvendelighed og opfindsomhed i stedet). Sådan et ord opstod for kort tid siden i den ultimative mødregruppe. Ordet er glippofobi.
Hvis det fik plads i en ordbog, skulle ordforklaringen være: "Typisk kvindesygdom, som især rammer gruppen af 30-45 årige veluddannede, sunde og raske kvinder. Symptomerne er karakteriserede ved en udpræget følelse af at gå glip af det andet, når man vælger det ene. Udbrud er bl.a betinget af faktorer som nysgerrighed og oplevelsestrang. Risikoadfærd, som man skal være opmærksom på er følelsen af, at verden er fyldt med spændende ting, man bliver nødt til at opleve. I den fremskredne og ofte uhelbredelige fase, kommer patienten fx ind i en samtale, hvor der bliver grinet af noget. Den første indskydelse vil være straks at finde ud af, hvad det sjove var (dog ikke hvis latteren forstummer abrupt, idet man træder ind i samtalen). Glippofobi kan være et forstadie til stress, hvis den kombineres med følelsen af, at man i hver enkelt af situationerne, faktisk skulle have valgt det andet i stedet for det ene, man gjorde."
Fordi glippofobi rammer en målgruppe, der ellers er sund og rask, er lidelsen ofte svær at opdage. Den trives i sagens natur bedst i et indholdsrigt og afvekslende liv, hvor der af og til er ubalance mellem mængden af muligheder og kapaciteten til at absorbere og prioritere mulighederne. Udefra ligner den faktisk et spændende og attraktivt liv i overhalingsbanen. Selvom tid til fordybelse er blevet trendy, er der stadig også højstatus i en godt booket aftalekalender.
Der er ingen kendt kur mod glippofobi. Dog er der mange patienter, der har lært at leve med lidelsen og alligevel have en normal tilværelse. Der vil blive etableret patientforeninger og pårørendegrupper indenfor de nærmeste år, hvis lidelsen viser sig at have det kolossale omfang, som de første stikprøveundersøgelser tyder på. Foretaget i verdens bedste mødregruppe.
Hvis det fik plads i en ordbog, skulle ordforklaringen være: "Typisk kvindesygdom, som især rammer gruppen af 30-45 årige veluddannede, sunde og raske kvinder. Symptomerne er karakteriserede ved en udpræget følelse af at gå glip af det andet, når man vælger det ene. Udbrud er bl.a betinget af faktorer som nysgerrighed og oplevelsestrang. Risikoadfærd, som man skal være opmærksom på er følelsen af, at verden er fyldt med spændende ting, man bliver nødt til at opleve. I den fremskredne og ofte uhelbredelige fase, kommer patienten fx ind i en samtale, hvor der bliver grinet af noget. Den første indskydelse vil være straks at finde ud af, hvad det sjove var (dog ikke hvis latteren forstummer abrupt, idet man træder ind i samtalen). Glippofobi kan være et forstadie til stress, hvis den kombineres med følelsen af, at man i hver enkelt af situationerne, faktisk skulle have valgt det andet i stedet for det ene, man gjorde."
Fordi glippofobi rammer en målgruppe, der ellers er sund og rask, er lidelsen ofte svær at opdage. Den trives i sagens natur bedst i et indholdsrigt og afvekslende liv, hvor der af og til er ubalance mellem mængden af muligheder og kapaciteten til at absorbere og prioritere mulighederne. Udefra ligner den faktisk et spændende og attraktivt liv i overhalingsbanen. Selvom tid til fordybelse er blevet trendy, er der stadig også højstatus i en godt booket aftalekalender.
Der er ingen kendt kur mod glippofobi. Dog er der mange patienter, der har lært at leve med lidelsen og alligevel have en normal tilværelse. Der vil blive etableret patientforeninger og pårørendegrupper indenfor de nærmeste år, hvis lidelsen viser sig at have det kolossale omfang, som de første stikprøveundersøgelser tyder på. Foretaget i verdens bedste mødregruppe.
torsdag den 16. juni 2011
Mødre jeg ville have forsvoret at blive
De fleste principper for god børneopdragelsesskik, fra før jeg selv fik nogen, er for længst gledet ud af hukommelsen. Men enkelte står tydeligt frem og andre er kommet til i mellemtiden. Fælles er, at de alle er blevet forkastede pga virkelige hændelser.
Jeg ville fx ikke være den slags mor, som tog sit barns avisrute, hvis det regnede/ungen ikke havde passet det ind efter lektier/var for træt pga natlig computerspil.
Knap ti dage inde i min søns karriere, er det gået op for mig, at det er nemmere at gå den rute, end først at sætte sig ind i hvordan, dernæst at huske at melde ferie inde i det system, man skal melde fri i. Eftersom jeg er moderen, forventes jeg at besidde det gyldne overblik. Det mistede jeg desværre for længst, og nu er det altså i morgen, han skal være 10 timer i Danfoss Universe og næppe er i humør til en kæk avisrunde, når han er hjemme kl. 19.30.
Altså må jeg æde ydmygelsen og gå en tur med cykeltraileren i morgen. Udover reklamer er der også telefonbøger i. (Hvem i alverden bruger telefonbøger?) Jeg har i øvrigt endelig selv fået lov at klistre et Nej tak til reklamer på postkassen, nu da min tilbudsglade bedre halvdel har fået mulighed for at håndplukke dem, han gider læse. Det ironiske er bare, at vi aldrig har haft så meget at smide på genbrugspladsen, for der bliver leveret rigeligt med reklamer til omdeling på ruten.
En anden mor, jeg heller ikke ville være, var sådan en, der sagde, at de afdøde var i himlen og kiggede ned fra skyerne. Jeg har syntes, det var bedragerisk, fordi jeg ikke selv er overbevist om, at det er sådan, det forholder sig. Det er gået godt i 12-13 år, men så er min datter pludselig begyndt at savne konceptet morfar. Jeg kalder det konceptet, fordi hun aldrig har mødt den rigtige indehaver af titlen.
Nu har hun brudt hulkende sammen henved 20 gange i savn af morfar og derfor brød jeg princippet og sagde, hun kunne tegne en tegning til ham og lægge den på havebordet, så han kunne se den fra himlen. Problem solved, indtil hun igen brød sammen og hikstede: "Hvad så hvis det regner?" "Jamen så lægger vi den i en plastlomme." Bingo. Den plan stoppede tårerne. Hvem ved, måske checker han rent faktisk det havebord?
Det sidste er ikke så meget et princip, som noget jeg bare ikke havde forudset. Jeg ville virkelig ikke have troet, at jeg ville blive typen, der gik direkte fra madlavning, via lektiehjælp og ud for at afhjælpe et tilstoppet toilet vha at stikke en pind ned i lorten. (Jeg troede heller aldrig, jeg ville få en så fækal blog, som den har udviklet sig på det seneste, men det kan jeg i det mindste nogenlunde kontrollere). For dernæst at vaske og afspritte hænder og fortsætte i samme cyklus i et uendeligt loop. Der bliver sød hævn, når faderen i aften kommer hjem fra kollegahygge og til stadig tilstoppet toilet.
Jeg ville fx ikke være den slags mor, som tog sit barns avisrute, hvis det regnede/ungen ikke havde passet det ind efter lektier/var for træt pga natlig computerspil.
Knap ti dage inde i min søns karriere, er det gået op for mig, at det er nemmere at gå den rute, end først at sætte sig ind i hvordan, dernæst at huske at melde ferie inde i det system, man skal melde fri i. Eftersom jeg er moderen, forventes jeg at besidde det gyldne overblik. Det mistede jeg desværre for længst, og nu er det altså i morgen, han skal være 10 timer i Danfoss Universe og næppe er i humør til en kæk avisrunde, når han er hjemme kl. 19.30.
Altså må jeg æde ydmygelsen og gå en tur med cykeltraileren i morgen. Udover reklamer er der også telefonbøger i. (Hvem i alverden bruger telefonbøger?) Jeg har i øvrigt endelig selv fået lov at klistre et Nej tak til reklamer på postkassen, nu da min tilbudsglade bedre halvdel har fået mulighed for at håndplukke dem, han gider læse. Det ironiske er bare, at vi aldrig har haft så meget at smide på genbrugspladsen, for der bliver leveret rigeligt med reklamer til omdeling på ruten.
En anden mor, jeg heller ikke ville være, var sådan en, der sagde, at de afdøde var i himlen og kiggede ned fra skyerne. Jeg har syntes, det var bedragerisk, fordi jeg ikke selv er overbevist om, at det er sådan, det forholder sig. Det er gået godt i 12-13 år, men så er min datter pludselig begyndt at savne konceptet morfar. Jeg kalder det konceptet, fordi hun aldrig har mødt den rigtige indehaver af titlen.
Nu har hun brudt hulkende sammen henved 20 gange i savn af morfar og derfor brød jeg princippet og sagde, hun kunne tegne en tegning til ham og lægge den på havebordet, så han kunne se den fra himlen. Problem solved, indtil hun igen brød sammen og hikstede: "Hvad så hvis det regner?" "Jamen så lægger vi den i en plastlomme." Bingo. Den plan stoppede tårerne. Hvem ved, måske checker han rent faktisk det havebord?
Det sidste er ikke så meget et princip, som noget jeg bare ikke havde forudset. Jeg ville virkelig ikke have troet, at jeg ville blive typen, der gik direkte fra madlavning, via lektiehjælp og ud for at afhjælpe et tilstoppet toilet vha at stikke en pind ned i lorten. (Jeg troede heller aldrig, jeg ville få en så fækal blog, som den har udviklet sig på det seneste, men det kan jeg i det mindste nogenlunde kontrollere). For dernæst at vaske og afspritte hænder og fortsætte i samme cyklus i et uendeligt loop. Der bliver sød hævn, når faderen i aften kommer hjem fra kollegahygge og til stadig tilstoppet toilet.
onsdag den 15. juni 2011
500 meter mærket
Ved en tilsyneladende spontan mutation har vi fået børn med naturtalent for sport. Særligt den ældste har stort set gået til alting og været god til det. Men i dag var det mellemstemand, der fik diplom og de legendariske 4x5 cm computervævet nylon med Dansk Svømmeunions logo og 500 meter påtrykt. Han gik glad i gang med at overveje, om det skulle pryde opslagstavlen, svømmetasken eller ligefrem badebukserne.
Det lille stykke stof sendte mig direkte ud på et flashback. Care to join? Here goes:
Det er en sommermorgen, atletikbanens asfalt er endnu dugvåd. Jeg er iført et rødt joggingsæt fra Daells Varehus og et par Adidas sko med røde og blå streger (til det yngre publikum: dem du ser nu er retrosmarte, vi var nogen, der havde originalerne). I den anden ende af banen står en idrætslærer og blafrer med armene, mens hun råber: "Kom så, kom nu, du kan godt!" Nu skulle man måske tro, det var spurten efter en 8- eller 1500 meter. Det var det ikke. Det var 60 meter sprint. Og det afgørende var, at jeg skulle under 10 sekunder, for at få sådan en skide stoflap: Bronzemærket. Det var så høje, idrætslærerens ambitioner var på mine vegne. Og med rette.
For selv om jeg klarede sprinten, så skulle der alligevel rimeligt dårlige præstationer til i de andre discipliner, for ikke i det mindste at få sølv.
Flashback nr. 2:
Det er lidt senere samme morgen. Det er lige lykkedes mig at rive overlæggeren ned, selv om den er placeret lavere end højdespringsmadrassens egen højde. Jeg går lidt væk fra banen, fordi jeg får ydmygelsens tårer i øjnene. En velmenende pige ser det og kommer og siger trøstende: "Men så er du jo god til dansk." Problemet er bare, at dansk ikke giver samme street credit der i 3.-4. klasse eller hvornår det var.
Jeg husker det formentlig af flere grunde:
1) Der var ikke andet tilbage af den sorte skole end de idrætsmærker. I alle andre fag var det først langt senere, vi fik en egentlig bedømmelse og den skulle ikke syes på tøjet, men ankom i et lukket hæfte med standpunktskarakterer.
2) Det var det eneste fag, hvor jeg klarede mig eklatant dårligt.
3) Lige præcis svømmemærket minder mig om en af mine få sejre i idræt. Vi skulle deles i begynder, bælte og uden bælte, da vi skulle begynde svømmeundervisning. Jeg glemmer ikke udtrykket på lærerens ansigt, da jeg pippede, at jeg faktisk godt kunne svømme uden bælte, for jeg kunne se overraskelsen. Jeg var kategoriseret håbløst tilfælde i hendes hoved.
Hermed en posthum tak til min far for at have lært mig at svømme meget tidligere. Små og store sejre står stærkest i hukommelsen. Tror hellere jeg må få syet det mærke på min søns badebukser.
tirsdag den 14. juni 2011
Gode misforståelser
Det sker ofte, at samtaler her i huset kører længe, uden vi bliver klar over, at vi ikke taler om det samme (eller ikke hørte efter). Det har slet ikke altid nogen konsekvens, men andre gange viser resultatet sig først ved, når jeg fx troede, at det var om laaaang tid, min mand skulle være væk et par dage.
Så vågner jeg pludselig alene op til madpakker og meget ucharmerende beskeder som denne fra Århus Vand: "Vi højtryksspuler kloakkerne i dit område og for en sikkerheds skyld, bedes du lægge noget tungt på alle dine afløb og toiletter."
Damn nogle grimme billeder, jeg får på nethinden af rotter, der bliver pisket op i vores vandlåse og bliver presset til pommes frites af afløbsristen. Måske skulle jeg ikke have set "Den, du frygter" i aftes.
Men det var slet ikke der, jeg ville hen. Det er ikke altid, det får fatale konsekvenser, at jeg ikke hører efter (bare jeg vidste, hvornår det var). Forleden sagde min mand noget, jeg så ofte har hørt ham sige, at jeg straks sorterede det i "ja, Mmm, ok" kategorien. Han sagde, at vi ville få helt ny router om en måned. Jeg tror også, at jeg nåede at tænke, at det dog var utroligt, han stadig sagde det så entusiastisk, som om han troede på, det kunne få mig til at dele glæden.
Det han videre sagde, gav dog så lidt mening, at det ikke lod sig slå hen. "Måske bliver det nemmere at komme ind til byen med bus." "Hwa'?" "Jo altså alt hvad der i mange mange år har heddet 56'eren, 58'eren, 12'eren, 16'eren og 6'eren bliver lavet om. Og inden længe vil man opleve, at der faktisk hele tiden kører busser væk fra Park Alle, fremfor at de alle kører på samme tid, hvorefter alt er stille i 20 minutter." "Nåh ok RUTER!" var det, han talte om. Man skal ikke blande moderne og gammelt sprog.
Det har jeg også et godt fynsk eksempel på. En af vores venner flyttede til et lille landsbysamfund, hvor alle ved alt om alle, og blev derfor straks spurgt, hvad han lavede. Det var dengang, IT bed EDB, så for ikke at forskrække den noget ældre nabo med kringlede forklaringer om, hvad han egentlig lavede, sagde han, at han var EDB-mand. Sådan gik der lang tid og snakken gik blandt alle andre end vores ven, at det godt nok var en ukonventionel be'mand, der var flyttet til byen. (Be'mand betyder bedemand på fynsk).
Så vågner jeg pludselig alene op til madpakker og meget ucharmerende beskeder som denne fra Århus Vand: "Vi højtryksspuler kloakkerne i dit område og for en sikkerheds skyld, bedes du lægge noget tungt på alle dine afløb og toiletter."
Damn nogle grimme billeder, jeg får på nethinden af rotter, der bliver pisket op i vores vandlåse og bliver presset til pommes frites af afløbsristen. Måske skulle jeg ikke have set "Den, du frygter" i aftes.
Men det var slet ikke der, jeg ville hen. Det er ikke altid, det får fatale konsekvenser, at jeg ikke hører efter (bare jeg vidste, hvornår det var). Forleden sagde min mand noget, jeg så ofte har hørt ham sige, at jeg straks sorterede det i "ja, Mmm, ok" kategorien. Han sagde, at vi ville få helt ny router om en måned. Jeg tror også, at jeg nåede at tænke, at det dog var utroligt, han stadig sagde det så entusiastisk, som om han troede på, det kunne få mig til at dele glæden.
Det han videre sagde, gav dog så lidt mening, at det ikke lod sig slå hen. "Måske bliver det nemmere at komme ind til byen med bus." "Hwa'?" "Jo altså alt hvad der i mange mange år har heddet 56'eren, 58'eren, 12'eren, 16'eren og 6'eren bliver lavet om. Og inden længe vil man opleve, at der faktisk hele tiden kører busser væk fra Park Alle, fremfor at de alle kører på samme tid, hvorefter alt er stille i 20 minutter." "Nåh ok RUTER!" var det, han talte om. Man skal ikke blande moderne og gammelt sprog.
Det har jeg også et godt fynsk eksempel på. En af vores venner flyttede til et lille landsbysamfund, hvor alle ved alt om alle, og blev derfor straks spurgt, hvad han lavede. Det var dengang, IT bed EDB, så for ikke at forskrække den noget ældre nabo med kringlede forklaringer om, hvad han egentlig lavede, sagde han, at han var EDB-mand. Sådan gik der lang tid og snakken gik blandt alle andre end vores ven, at det godt nok var en ukonventionel be'mand, der var flyttet til byen. (Be'mand betyder bedemand på fynsk).
Skrevet på en Post-it
Hvornår blev teknologien interessant? Eller skulle man sige, hvordan fik Steve Jobs alle sine kunder til at lave markedsføring, hver eneste gang, vi bruger hans produkt? Hvis jeg ikke husker at slette det, står der i bunden af mine blog-indlæg "Posted using BlogPress from my iPad"
Hvad tilfører det lige af information? At jeg er med på beatet? (Godt der ikke står, det ikke er den nyeste iPad). Tænk hvis teknologien skulle nævnes til slut i alt hvad vi render rundt og kommunikerer:
Når man håndskriver en besked (det findes vi nogen, der gør): "Skrevet på en Post-it"
Inden man lægger røret: "Ringede fra min Sony Ericson"
I emails: "Skrevet fra Mozilla på Asus tablet PC"
Når man har råbt Vi Skal Spise!, bemærkes parentetisk: "Kaldte med dB på over 80"
I breve (de findes også stadig): Skrevet med sort ROLLERPEN BG PILOT GREEN TECPOINT 0,5 pen på genbrugspapir fra Dalum
Men hvorfor skulle man begrænse dette geniale PR-stunt til traditionelle kommunikationskanaler? Der er så mange produkter, det er svært at behæfte med et stort skilt på verdens bedste platform - mennesket. Lad os hjælpe de stakkels selskaber:
Peg på dine tænder og sig "Børstet i Zendium"
Skriv eventuelt på dit tøj med permanent blæk: "Vasket i Bluecare"
Stryg dig diskret over kinden og hvisk: "Smurt i Clinique Superdefense"
Eller hjælp et virkelig overset produkt: Henled opmærksomheden på dine sko og sig højt: "Pudset i Kiwi skocreme"
Mennesket er det mest troværdige. Og viljen til at markedsføre "det rigtige" virker som uendelig stor, se bare på sløjfer og armbånd med godgørende formål.
Men tilbage til udgangspunktet: Sent from my iPhone minder mig om, at mediet er tilstrækkelig nyt til at være nævneværdigt i sig selv. Og har coolhedsfaktor. Men det minder mig også om dengang i midten af halvfemserne, hvor CD-rom blev lanceret. Der var en fremsynet ung mand på mit studie, som valgte at skrive projekt om dette revolutionerende medie - og vi var mange, som gerne ville være med i projektgruppen.
Hvad tilfører det lige af information? At jeg er med på beatet? (Godt der ikke står, det ikke er den nyeste iPad). Tænk hvis teknologien skulle nævnes til slut i alt hvad vi render rundt og kommunikerer:
Inden man lægger røret: "Ringede fra min Sony Ericson"
I emails: "Skrevet fra Mozilla på Asus tablet PC"
Når man har råbt Vi Skal Spise!, bemærkes parentetisk: "Kaldte med dB på over 80"
I breve (de findes også stadig): Skrevet med sort ROLLERPEN BG PILOT GREEN TECPOINT 0,5 pen på genbrugspapir fra Dalum
Men hvorfor skulle man begrænse dette geniale PR-stunt til traditionelle kommunikationskanaler? Der er så mange produkter, det er svært at behæfte med et stort skilt på verdens bedste platform - mennesket. Lad os hjælpe de stakkels selskaber:
Peg på dine tænder og sig "Børstet i Zendium"
Skriv eventuelt på dit tøj med permanent blæk: "Vasket i Bluecare"
Stryg dig diskret over kinden og hvisk: "Smurt i Clinique Superdefense"
Eller hjælp et virkelig overset produkt: Henled opmærksomheden på dine sko og sig højt: "Pudset i Kiwi skocreme"
Mennesket er det mest troværdige. Og viljen til at markedsføre "det rigtige" virker som uendelig stor, se bare på sløjfer og armbånd med godgørende formål.
Men tilbage til udgangspunktet: Sent from my iPhone minder mig om, at mediet er tilstrækkelig nyt til at være nævneværdigt i sig selv. Og har coolhedsfaktor. Men det minder mig også om dengang i midten af halvfemserne, hvor CD-rom blev lanceret. Der var en fremsynet ung mand på mit studie, som valgte at skrive projekt om dette revolutionerende medie - og vi var mange, som gerne ville være med i projektgruppen.
mandag den 13. juni 2011
Grillreglerne
Måske kan andre også lige bruge et brush up på reglerne for grillarrangementer og fordelingen af roller i denne sociale konvention. Du får helt sikkert brug for dem i løbet af sommeren, hvis du ikke allerede har haft det.
Vi havde gæster til grill i aftes. Der var fem børn og ni voksne, heraf fem kvinder og fire mænd. Der var ingen grund til at ridse de uskrevne regler op, alle fandt deres naturlige roller. Kvinderne skar salat, rørte dressing, dækkede bord, varmede kartoffelbåde og rettede an. Mændene dannede en halv cirkel rundt om de glødende kul og drak en dåse Carlsberg.
Tilbehøret var efterhånden klar og kvinderne begyndte at nippe vin og sende nervøse blikke over mod grillen. Vi vidste godt, at vi ikke skulle sige noget. Barbecuesauce og råt kød er no go for kvinder i denne konstruktion, i hvert fald når der er gæster.
Timingen var på vej ud af sync og jeg måtte kigge væk, lægge sølvpapir over kartoflerne og drikke rødvin for ikke at blive muggen. Men så sker endelig den rituelle bortkastning over græsset af sidste slat øl fra dåsen (hvorfor kan den egentlig ikke drikkes?), kullene fordeles på grillen og det meste af en findelt ko bliver lagt til kremering på risten.
Vi er de sidste parcelhusejere i Danmark, som ikke har en Weber, så i stedet må han imponere med mængderne. En gang eksperimenterede han med at lægge woklåget ovenpå den åbne grill for at få Weber-effekt, men det har aldrig slået an overfor gæster. You can't fake it. Der spilles med åbne kort.
Næste udfordring for damerne er, når vi synkrontænker, at kødet er klar til at blive vendt. Dilemmaet er, at vi ved, vi ikke må gøre det, men vi kan bedst lide medium done bøffer. Så vi sætter os på hænderne, kigger væk og ved et mirakel bliver bøfferne alligevel vendt, før de futter af.
På det her tidspunkt er ungerne virkelig sultne og vil egentlig gerne have kolde pølser med lunkne kartofler. Men de skal ristes over den sagte ild. Pølserne altså, ikke børnene. Og lige pludselig er det hele færdigt og smager himmelsk. Måske fordi vi tog os sammen og lod mænd være mænd og kvinder være kvinder. For alle moderne principper om ligelig fordeling ophæves, når tændblokke og grillkul ulmer.
At mine søstre så efterfølgende begyndte at save brænde til den udendørs pejs, må være fordi, de er født i 67 og med en ligestillingsoprører i maven.
Vi havde gæster til grill i aftes. Der var fem børn og ni voksne, heraf fem kvinder og fire mænd. Der var ingen grund til at ridse de uskrevne regler op, alle fandt deres naturlige roller. Kvinderne skar salat, rørte dressing, dækkede bord, varmede kartoffelbåde og rettede an. Mændene dannede en halv cirkel rundt om de glødende kul og drak en dåse Carlsberg.
Tilbehøret var efterhånden klar og kvinderne begyndte at nippe vin og sende nervøse blikke over mod grillen. Vi vidste godt, at vi ikke skulle sige noget. Barbecuesauce og råt kød er no go for kvinder i denne konstruktion, i hvert fald når der er gæster.
Timingen var på vej ud af sync og jeg måtte kigge væk, lægge sølvpapir over kartoflerne og drikke rødvin for ikke at blive muggen. Men så sker endelig den rituelle bortkastning over græsset af sidste slat øl fra dåsen (hvorfor kan den egentlig ikke drikkes?), kullene fordeles på grillen og det meste af en findelt ko bliver lagt til kremering på risten.
Vi er de sidste parcelhusejere i Danmark, som ikke har en Weber, så i stedet må han imponere med mængderne. En gang eksperimenterede han med at lægge woklåget ovenpå den åbne grill for at få Weber-effekt, men det har aldrig slået an overfor gæster. You can't fake it. Der spilles med åbne kort.
Næste udfordring for damerne er, når vi synkrontænker, at kødet er klar til at blive vendt. Dilemmaet er, at vi ved, vi ikke må gøre det, men vi kan bedst lide medium done bøffer. Så vi sætter os på hænderne, kigger væk og ved et mirakel bliver bøfferne alligevel vendt, før de futter af.
På det her tidspunkt er ungerne virkelig sultne og vil egentlig gerne have kolde pølser med lunkne kartofler. Men de skal ristes over den sagte ild. Pølserne altså, ikke børnene. Og lige pludselig er det hele færdigt og smager himmelsk. Måske fordi vi tog os sammen og lod mænd være mænd og kvinder være kvinder. For alle moderne principper om ligelig fordeling ophæves, når tændblokke og grillkul ulmer.
At mine søstre så efterfølgende begyndte at save brænde til den udendørs pejs, må være fordi, de er født i 67 og med en ligestillingsoprører i maven.
lørdag den 11. juni 2011
Stille drenge
Stille børn er hos mange en ønsketilstand, i hvert fald dem, der er udstyrede med afkom, som uafladeligt gør opmærkom på deres egen tilstedeværelse ved at tale i et væk fra øjnene slås op og til de falder i af udmattelse 14-15 timer senere. Sådan et barn har jeg og alene tanken om, hvis det var dem alle tre, er nok til at give mig myrekryb.
Men stille børn findes, jeg har to og de er oven i købet drenge. De er ikke dem, man ser og hører først i et klasselokale. Men er man først begyndt at kigge efter dem, er de faktisk over alt. De vil hellere nørkle med computer og LEGO end holde oplæg og stå på scener og give den gas. De bliver udfordrede på den del af lærerne, fordi det er en del af uddannelsen til livet at kunne sælge sig selv og sine budskaber.
Det er gået op for mig, at nogen forveksler stille børn med uhøflige børn. Når jeg tænker tilbage, har det været svært at få dem til at hilse goddag og farvel, ikke på grund af uhøflighed, men på grund af generthed. I dag var jeg vidne til et lille barn, som havde haft min datter på besøg, og som ikke gad sige farvel til min datter. Det udviklede sig næsten komisk, hvor faderen slæbte hende hen til vores cykler, for at aftvinge et farvel.
Tro mig (selv om det kan være svært) jeg har engang været et stille barn. Jeg kunne se, hvad barnet gennemgik. Hun var ked af, at legeaftalen var forbi, hun ville gerne have været med os hjemme, men turde det alligevel ikke. Midt i disse følelser blev hun slæbt afsted og bedt om at sige farvel og tak for i dag til min datter. Selvfølgelig klappede hun i, for hun var fyldt med frustration.
Det er lidt ligesom, når man hvæsende af raseri beder børn om at sige undskyld. Det har jeg prøvet - og også at bede børn hilse, ligesom faderen ovenfor. Men jeg ved efterhånden, at kampen er tabt på forhånd, hvis der også er følelser på spil.
En lille mistanke går også på, at der er lidt showoff effekt over for andre forældre. Hvis barnet siger et ulasteligt farvel med fast håndtryk, er der dømt succesfulde forældre. Det er bare et højt sats, for hvis barnet i stedet går i krampegråd og flitsbue og nægter at sige et eneste ord, er der i den grad dømt minuspoint i forældresucces. Det er simpelt hen for stor en risiko! Nu er jeg en gammel snu mor, så jeg beder kun mine børn om at sige høflighedsfraser, når jeg kan mærke, at de har overskuddet til det.
Til gengæld opfører de sig i det store og hele ordentligt og der er langt mellem behovene for at undskylde.
fredag den 10. juni 2011
Dannebrog
Der er sket noget med flaget, siden det blev hejst til min fødselsdag som barn - alternativt er der sket noget med mig. Dengang var det ensbetydende med ren lykke, fordi det betød fest og gaver. Nu er det blevet lidt småpinligt, nationalsocialistisk eller i hvert fald småborgerligt at have en flagstang. Det er noget, jeg hellere sætter på kager og til nød på bordet, end ligefrem hejser op udenfor huset. Der er så heller ikke nogen flagstang, hvilket i sig selv ville vanskeliggøre projektet betragteligt.
Så er der roliganflaget. Jamen hvad kan jeg sige, andet end at der måske er en grund til, at klaphat har fået en anden betydning end dannebrogshat med klappeanordning ovenpå.
I min korte karriere som spejderleder, var jeg overrasket og lidt ilde til mode over den gudelignende respekt for og tilbedelse af flaget. Der skulle gøres honnør, holdes kæft og synges flagsang.
Problemet er, at Dannebrog er blevet synonymt med DF og deslige. Danske jordbær med dansk fløde. Lækkert, men hvorfor er det egentlig, at vi er blevet opdraget til, at ingen jordbær i hele verden er så gode som de danske? Kan det virkelig passe, at vores 43.000 sølle kvadratkilometer er de eneste i verden, der er egnede til at fremdyrke velsmagende jordbær?
Flaget minder mig om alt det, vi tror, vi er bedst til. Design (jaja, men det er da et par dage siden de helt store møbelklassikere blev skabt), uddannelse (ja, men vi er for dovne til at gøre en ekstra indsats, fordi vi synes, dumme opgaver skyldes dumme lærere) og så det store hule knowhow.
Hvad er det egentlig vi ved så meget bedre end alle andre? Har vi groet særlige hjerner pga en kost bestående af bacon og kartofler? Jeg tror ikke, vi ved så meget mere end andre. Til gengæld ved vi i modsætning til mange andre samfund næsten alle sammen noget. Det er bare forbudt at vide meget mere end andre. Så træder janteloven i kraft.
Jeg er ikke nervøs for, at det danske slipper ud over grænsen. Men jeg er heller ikke sikker på, det er unikt nok til at blive spærret inde i et glasbur. Jeg kommer nok heller aldrig til at hejse et EU-flag i min have, men det er helt fint med mig, at det er det, der står ved grænsen.
Så er der roliganflaget. Jamen hvad kan jeg sige, andet end at der måske er en grund til, at klaphat har fået en anden betydning end dannebrogshat med klappeanordning ovenpå.
I min korte karriere som spejderleder, var jeg overrasket og lidt ilde til mode over den gudelignende respekt for og tilbedelse af flaget. Der skulle gøres honnør, holdes kæft og synges flagsang.
Problemet er, at Dannebrog er blevet synonymt med DF og deslige. Danske jordbær med dansk fløde. Lækkert, men hvorfor er det egentlig, at vi er blevet opdraget til, at ingen jordbær i hele verden er så gode som de danske? Kan det virkelig passe, at vores 43.000 sølle kvadratkilometer er de eneste i verden, der er egnede til at fremdyrke velsmagende jordbær?
Flaget minder mig om alt det, vi tror, vi er bedst til. Design (jaja, men det er da et par dage siden de helt store møbelklassikere blev skabt), uddannelse (ja, men vi er for dovne til at gøre en ekstra indsats, fordi vi synes, dumme opgaver skyldes dumme lærere) og så det store hule knowhow.
Hvad er det egentlig vi ved så meget bedre end alle andre? Har vi groet særlige hjerner pga en kost bestående af bacon og kartofler? Jeg tror ikke, vi ved så meget mere end andre. Til gengæld ved vi i modsætning til mange andre samfund næsten alle sammen noget. Det er bare forbudt at vide meget mere end andre. Så træder janteloven i kraft.
Jeg er ikke nervøs for, at det danske slipper ud over grænsen. Men jeg er heller ikke sikker på, det er unikt nok til at blive spærret inde i et glasbur. Jeg kommer nok heller aldrig til at hejse et EU-flag i min have, men det er helt fint med mig, at det er det, der står ved grænsen.
torsdag den 9. juni 2011
No shit Sherlock
Venner, vi har været ført bag lyset. Jeg hørte lige i TV-avisen, at konkurrencestyrelsen i en rapport har konkluderet, at fødevarepriserne påvirkes af, at Dansk Supermarked og Coop sender husstandsomdelte reklamer ud.
Jamen for pokker! Her gik jeg og troede, at reklamebranchen var et rent filantropisk foretagende og avisbude og trykkerier arbejdede gratis. Dejligt, at man kan blive klogere hele tiden.
Jamen for pokker! Her gik jeg og troede, at reklamebranchen var et rent filantropisk foretagende og avisbude og trykkerier arbejdede gratis. Dejligt, at man kan blive klogere hele tiden.
onsdag den 8. juni 2011
Skal hver udenvælts fjende beredte os finde?
Jeg har egentlig altid syntes, at der var lidt rigeligt med strækmarch over midsommervisen:
"Vi elsker vort land
Og med sværdet i hånd,
Skal hver udenvælts fjende beredte os finde"
Men bevares, det er jo bare en sang, som i bedste fald kan gengives på Shu-Bi-Dua melodien og i værste fald runger og piber gennem en dårlig udendørs højttaler ved siden af det knitrende bål.
Nu har DF så taget Sankt Hans budskaberne en tand videre. Der skal genindføres grænsekontrol og vi vil ikke have alle de kriminelle ind over grænsen. Pyt med, hvad vi har forpligtet os til i EU, næh vores lille selvforherligende land højt mod nord finder da bare på sine egne regler.
Og helt ærligt, skal der ikke være plads til et par hekse og trolde?
"Hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde"
But why?
Nej, lad os nu hilse diversiteten velkommen. Det er ikke kun kriminelle østeuropæere og beskidte agurker, der kommer ind over grænsen.
Jeg kan godt lide bålet, men tiden er løbet fra sangen!
(Og så gemmer vores sangskat forresten også en opfordring til selvmordsbombere - hvad er nu det for noget: "Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller." Den blev sunget til min konfirmation, men jeg håber, den er taget af repertoiret i mellemtiden).
"Vi elsker vort land
Og med sværdet i hånd,
Skal hver udenvælts fjende beredte os finde"
Men bevares, det er jo bare en sang, som i bedste fald kan gengives på Shu-Bi-Dua melodien og i værste fald runger og piber gennem en dårlig udendørs højttaler ved siden af det knitrende bål.
Nu har DF så taget Sankt Hans budskaberne en tand videre. Der skal genindføres grænsekontrol og vi vil ikke have alle de kriminelle ind over grænsen. Pyt med, hvad vi har forpligtet os til i EU, næh vores lille selvforherligende land højt mod nord finder da bare på sine egne regler.
Og helt ærligt, skal der ikke være plads til et par hekse og trolde?
"Hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde"
But why?
Nej, lad os nu hilse diversiteten velkommen. Det er ikke kun kriminelle østeuropæere og beskidte agurker, der kommer ind over grænsen.
Jeg kan godt lide bålet, men tiden er løbet fra sangen!
(Og så gemmer vores sangskat forresten også en opfordring til selvmordsbombere - hvad er nu det for noget: "Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller." Den blev sunget til min konfirmation, men jeg håber, den er taget af repertoiret i mellemtiden).
tirsdag den 7. juni 2011
Den dag lort bliver guld værd...
...bliver de fattige født uden røvhuller. Sådan lyder en fatalistisk og grundlæggende ret deprimerende talemåde. Der er sådan lidt Bare vent og se, hvis du får en god ide, så kommer overmagten og tager fortjenesten fra dig. Du kan ikke gøre en skid, så du kan lige så godt være bitter.
Derfor, mine damer og herrer, er det mig en fornøjelse at præsentere et dementi af talemåden: I dag er lort faktisk blevet guld værd og mig bekendt er det stadig meget sjældent, både her og i fattige lande, at børn bliver født uden røvhuller.
Historien er, at jeg er med i analyseinstituttet Zaperas online panel af helt almindelige mennesker. Det betyder, at jeg jævnligt svarer på forskellige mere eller mindre ledende spørgsmål. Til den første kategori hører nok det, jeg fik forleden. "Har du nogensinde fravalgt et rejsemål i udlandet på grund af mistanke om dyremishandling ved dyreshows?" Øh nej, jeg kunne aldrig drømme om at vælge et rejsemål udfra dets sortiment indenfor dyreshows, men det svar var ikke en mulighed.
Som regel er det meget fredsommeligt og jeg svarer rutinemæssigt på, hvor mange vi bor i husstanden, hvem der køber ind og hvor økologisk det er. Når man har svaret tilstrækkelig mange gange, har man sparet point nok op til at købe et eller andet designhejs i deres shop. Som regel har jeg dog kun point nok til en nøglering eller en kreditkortholder fra Zone.
Derfor var overraskelsen så meget desto større, da der en dag midt i den rutinemæssige udfyldelse stod: Er du interesseret i at deltage i et medicinsk forsøg, hvor vi skal undersøge forekomsten af tarmparasitter? Du vil modtage prøveglas i en diskret pakke med posten og vil blive belønnet med 1500 point. Din lort forbliver anonym, selv om vi skal bruge din adresse. Ikke ordret, men noget i den stil stod der. Venlig hilsen Køge Sygehus.
Tak spids, det var lige ind over intimgrænsen og klamhedstærsklen midt i et ellers sterilt og upersonligt spørgeskema. På den anden side ville det en gang for alle bringe mig over nøgleringsstadiet og jeg kunne tjene til en brugbar gave på, shall we say, naturens egen rigdom.
Så jeg bed al skam i mig og klikkede Ja til at få tilsendt diskret prøveglas og returnerede fæces til den stakkels studerende, som formentlig sidder i den anden ende og åbner alle pakkerne.
Kort efter havde jeg sparet op til at kunne købe dette her Le Creuset hjertefad, som jeg har elsket, men været for nærig til at købe selv:
Dermed er miraklet sket: Lort er blevet guld værd og de fattige fødes fortsat med røvhuller.
Derfor, mine damer og herrer, er det mig en fornøjelse at præsentere et dementi af talemåden: I dag er lort faktisk blevet guld værd og mig bekendt er det stadig meget sjældent, både her og i fattige lande, at børn bliver født uden røvhuller.
Historien er, at jeg er med i analyseinstituttet Zaperas online panel af helt almindelige mennesker. Det betyder, at jeg jævnligt svarer på forskellige mere eller mindre ledende spørgsmål. Til den første kategori hører nok det, jeg fik forleden. "Har du nogensinde fravalgt et rejsemål i udlandet på grund af mistanke om dyremishandling ved dyreshows?" Øh nej, jeg kunne aldrig drømme om at vælge et rejsemål udfra dets sortiment indenfor dyreshows, men det svar var ikke en mulighed.
Som regel er det meget fredsommeligt og jeg svarer rutinemæssigt på, hvor mange vi bor i husstanden, hvem der køber ind og hvor økologisk det er. Når man har svaret tilstrækkelig mange gange, har man sparet point nok op til at købe et eller andet designhejs i deres shop. Som regel har jeg dog kun point nok til en nøglering eller en kreditkortholder fra Zone.
Derfor var overraskelsen så meget desto større, da der en dag midt i den rutinemæssige udfyldelse stod: Er du interesseret i at deltage i et medicinsk forsøg, hvor vi skal undersøge forekomsten af tarmparasitter? Du vil modtage prøveglas i en diskret pakke med posten og vil blive belønnet med 1500 point. Din lort forbliver anonym, selv om vi skal bruge din adresse. Ikke ordret, men noget i den stil stod der. Venlig hilsen Køge Sygehus.
Tak spids, det var lige ind over intimgrænsen og klamhedstærsklen midt i et ellers sterilt og upersonligt spørgeskema. På den anden side ville det en gang for alle bringe mig over nøgleringsstadiet og jeg kunne tjene til en brugbar gave på, shall we say, naturens egen rigdom.
Så jeg bed al skam i mig og klikkede Ja til at få tilsendt diskret prøveglas og returnerede fæces til den stakkels studerende, som formentlig sidder i den anden ende og åbner alle pakkerne.
Kort efter havde jeg sparet op til at kunne købe dette her Le Creuset hjertefad, som jeg har elsket, men været for nærig til at købe selv:
Dermed er miraklet sket: Lort er blevet guld værd og de fattige fødes fortsat med røvhuller.
Så sagde vi lige, at du skulle forsvare dit territorium
Watson. Søde kat. Du skal ikke sove og lade store Jack æde alt dit killingefoder!
Det skete første gang en sen aften, hvor jeg havde åbnet terrassedøren for at lukke babykatten ind til natten (jaja, det er mig, der fastholder ham i babyrollen, han skal ikke ud i det vilde kattenatteliv og have baggårdstæsk af de store, selv om han snart er et år). Til gengæld lover jeg at lade mine børn være selvstændige, så længe jeg får lov at pylre om katten.
Jeg registrerede ud af øjenkrogen, at der kom en kat ind og gik til den i madskålen. Det var bare ikke den rigtige kat! Det var den frække Jack som er alt for stor til killingefoder og som i forvejen er berygtet for at gøre yngre hunkatte gravide og bryde ind ad kattelemmen hos rivaliserende hankatte om natten. Således skal en af naboerne i pensionistalderen nu op om natten og lukke sin kat ud, for ikke at risikere, at Jack kommer ind.
Her til morgen gjorde han det igen. Watson snorksov fra indbruddet. Måske skulle jeg bare lade hannerne klare ærterne selv. Men jeg synes, kampen er ulige, når den ene er dobbelt så stor og et usteriliseret instinktdrevet dyr, mens vores er et udpræget sofaelskende hyggedyr (hvem sagde, at man kan kende ejeren på dyret?) med hang til uldbetrukne puder, som man kan dekorere med sin egen ekstra uld.
Men altså, der skal jo også være tid til pelshygiejne og et par solide hvil i løbet af dagen, og der plejer at komme refill i madskålen, hvis maden er blevet hugget. Så måske er Watson bare villig til at dele sin mad, hvis alternativet er tørre tæsk og flænsede ører. Måske er han ikke så blank, som han ser ud til, når han smasker løs på sin egen pels.
Og nu stopper jeg altså, jeg begynder jo at lyde som en, der tiltror dyr menneskelige egenskaber. Det er patetisk! Det er jo bare en kat.
Men er der måske nogen, der kan hjælpe babyen og jeg med at modificere dette skilt til "Katte ingen adgang"? Så skal vi nok lære Jack at læse.
Det skete første gang en sen aften, hvor jeg havde åbnet terrassedøren for at lukke babykatten ind til natten (jaja, det er mig, der fastholder ham i babyrollen, han skal ikke ud i det vilde kattenatteliv og have baggårdstæsk af de store, selv om han snart er et år). Til gengæld lover jeg at lade mine børn være selvstændige, så længe jeg får lov at pylre om katten.
Jeg registrerede ud af øjenkrogen, at der kom en kat ind og gik til den i madskålen. Det var bare ikke den rigtige kat! Det var den frække Jack som er alt for stor til killingefoder og som i forvejen er berygtet for at gøre yngre hunkatte gravide og bryde ind ad kattelemmen hos rivaliserende hankatte om natten. Således skal en af naboerne i pensionistalderen nu op om natten og lukke sin kat ud, for ikke at risikere, at Jack kommer ind.
Her til morgen gjorde han det igen. Watson snorksov fra indbruddet. Måske skulle jeg bare lade hannerne klare ærterne selv. Men jeg synes, kampen er ulige, når den ene er dobbelt så stor og et usteriliseret instinktdrevet dyr, mens vores er et udpræget sofaelskende hyggedyr (hvem sagde, at man kan kende ejeren på dyret?) med hang til uldbetrukne puder, som man kan dekorere med sin egen ekstra uld.
Men altså, der skal jo også være tid til pelshygiejne og et par solide hvil i løbet af dagen, og der plejer at komme refill i madskålen, hvis maden er blevet hugget. Så måske er Watson bare villig til at dele sin mad, hvis alternativet er tørre tæsk og flænsede ører. Måske er han ikke så blank, som han ser ud til, når han smasker løs på sin egen pels.
Og nu stopper jeg altså, jeg begynder jo at lyde som en, der tiltror dyr menneskelige egenskaber. Det er patetisk! Det er jo bare en kat.
Men er der måske nogen, der kan hjælpe babyen og jeg med at modificere dette skilt til "Katte ingen adgang"? Så skal vi nok lære Jack at læse.
mandag den 6. juni 2011
Og fem minutter i ni
De to første dage som teenagemor har været relativt udramatiske. I hvert fald hvis man ser bort fra endnu et tegn på, at teenagemoralderen passer på mig: "Barnet" havde ønsket at fejre dagen i Djurs Sommerland og jeg vedblev at finde på grunde til, at det var helt fint, hvis det var mig, der tog med mindsten i flyvemaskinekarrusellen, toget og den lille bitte vandrutchebane med en fart svarende til rollator i 1. gear. Rigeligt med drama til mig. Jeg har slet ikke lyst til at kaste mig ud i de halsbrækkende rutchebaner.
Så er det godt, at mellemsten har rundet de 140 cm og i morgen runder 9 år, for så kan han følge sin storebror i de fleste af kvalmemaskinerne sådan nogle steder. De har heldigvis samme need for speed, så mens forældrene står og smågylper bare af at kigge på de to højt oppe i luften, så morer drengene sig kosteligt.
På mange måder er sådan en 9-årig lige ud ad landevejen. Højeste ønske til klassefødselsdagen var en Minecraft kage, som forestiller den figur, man er i spillet fra starten, altså inden man laver sit eget skin. Godt så. Heldigvis kunne han tegne det for dummymummies, og han er overordentlig tilfreds med resultatet:
Men det var også fornøjeligt at være med hos Specialkøbmanden og købe glasur i hidsige farver. I det hele taget bliver det gennemgående tema nok sukker og farvestoffer. Så er det jo skønt, at vi kan sende gæsterne med deres forældre hjem, når de har opnået den fulde virkning af sukkeret og farvestofferne i kombination.
(Inden der kommer en klidstorm, vil jeg gerne sige, at vi lever ok sundt til hverdag, men til fødselsdage får de altså lov at give den gas.)
Den 6.6. er altså altid en mellemdag midt i festlighed og forberedelser, mens mellemstens tålmodighed spændes til det yderste, fordi han først får gaver TO dage efter sin bror. Lidt eftertanke over, hvor store de er blevet og hvor godt det var, han ventede med at komme ud til lige efter midnat (ikke at jeg syntes det i situationen). Men var han kommet en halv time før, havde vi haft fødselsdag to dage i træk.
Og hvis der er nogen, der har besøg af dette her skybrud, så få det lige pustet væk, inden vi får små fødselsdagsgæster i morgen eftermiddag.
Så er det godt, at mellemsten har rundet de 140 cm og i morgen runder 9 år, for så kan han følge sin storebror i de fleste af kvalmemaskinerne sådan nogle steder. De har heldigvis samme need for speed, så mens forældrene står og smågylper bare af at kigge på de to højt oppe i luften, så morer drengene sig kosteligt.
På mange måder er sådan en 9-årig lige ud ad landevejen. Højeste ønske til klassefødselsdagen var en Minecraft kage, som forestiller den figur, man er i spillet fra starten, altså inden man laver sit eget skin. Godt så. Heldigvis kunne han tegne det for dummymummies, og han er overordentlig tilfreds med resultatet:
Men det var også fornøjeligt at være med hos Specialkøbmanden og købe glasur i hidsige farver. I det hele taget bliver det gennemgående tema nok sukker og farvestoffer. Så er det jo skønt, at vi kan sende gæsterne med deres forældre hjem, når de har opnået den fulde virkning af sukkeret og farvestofferne i kombination.
(Inden der kommer en klidstorm, vil jeg gerne sige, at vi lever ok sundt til hverdag, men til fødselsdage får de altså lov at give den gas.)
Den 6.6. er altså altid en mellemdag midt i festlighed og forberedelser, mens mellemstens tålmodighed spændes til det yderste, fordi han først får gaver TO dage efter sin bror. Lidt eftertanke over, hvor store de er blevet og hvor godt det var, han ventede med at komme ud til lige efter midnat (ikke at jeg syntes det i situationen). Men var han kommet en halv time før, havde vi haft fødselsdag to dage i træk.
Og hvis der er nogen, der har besøg af dette her skybrud, så få det lige pustet væk, inden vi får små fødselsdagsgæster i morgen eftermiddag.
lørdag den 4. juni 2011
Ca. 5 minutter i teenager
I morgen fylder min førstefødte 13. Vi har tænkt og talt så meget om det med at blive teenager, at det føles som om, han har været det længe. Så det vil jeg ikke dvæle ved. I stedet har jeg hæftet mig ved et par tegn hos mig selv, som muligvis sandsynliggør, at jeg ved samme lejlighed bliver Teenagemor:
- når jeg læner mig ind over min iPad og dermed spejler mig ufrivilligt i den, er det ikke noget rart syn, til gengæld forvrænger den ligesom ansigtet i dobbelthager. Kan det være en skjult app?
- fra den anden iPad yndlingsposition - liggende på sofaen - er der en fold lige ved taljen, som egner sig til at hvile iPad i
- jeg har taget ord som tagetes og asters med i mit ordforråd og synes, de er flotte
- jeg synes, jeg har en hip musiksmag, men når jeg spørger min søn, så kender han ikke engang ordet hip, til gengæld kender jeg heller ikke hans musik
- min ældste nevø bliver student om en uge og eftersom jeg altid har været hans alder-og-tyve, så er jeg nu nitten-og-tyve. Jeg indrømmer, at huskereglen fungerede bedre, før han blev 10
- min mobiltelefon er den mindst avancerede i familien
- Storebæltsbroen bliver også teenager, den er nemlig født samme dag som min søn
- det tager mellemsten 30 sek at nå længere end mig i Angry Birds
- jeg skal til hele tre sommerfester og er kun i begrænset omfang bekymret for, hvad jeg skal tage på - jeg har jo lært om shapewear
- efter soldyrkning på havestol i dag, havde jeg ganske vist ikke hvide bryster, men til gengæld et par langstrakte hvide områder, der havde ligget i skygge ret langt nede ad maven
OK, HVEM opfandt solcreme som spray?
Når jeg har købt noget, som jeg selv syntes lød smart, skal der meget til, før jeg indrømmer, at det var en fejltagelse. Derfor har jeg forsvaret en pumpe fra Vichy med et mælketyndt fluidum, som spreder sig til tusindvis af små mælkefedtlignende partikler, som tiltrækkes af tøj, hår, solbriller, møbler og sin egen trykflaske mere end af bleg skandinavisk hud, som ellers nok kræver sin solbeskyttelse.
Jeg har opmuntret min mand til at lukke hånden tæt om dysen, og pumpe med den anden hånd, for at begrænse atomernes spredning til et areal, der svarer til håndfladen i den således tilklistrede lukkede hånd. Jeg har ignoreret hans spørgsmål om, hvordan dette var smartere end bare at hælde solcreme ud i hånden fra en beholder til den halve pris. Havde han haft gigt i fingrene, havde han måske været mere end småirriteret. Som det er nu, kan man nå at abstrahere fra irritationen, indtil den opstår igen ved næste påføring.
Hvis den var blevet markedsført overfor gigtsvage mennesker, var det mere problematisk. For det som er vanskeligt for normale hænder, må være helt umuligt for en svækket hånd, som allerede efter første pumpeslag er så fedtet, at grebet om flasken umuliggøres.
Når det påføres barn med stærkt roterende rumpe, kan det ikke undgåes at sætte sig i de gyldne hårlokker. En effekt, der forøger længden på en anden hadebeskæftigelse betragteligt nemlig frisering af de selvsamme lokker. Tilføjes håret så et kilo sand fra børnehavens legeplads er det er lige før, jeg sætter pris på, at mindsten har fået smag for at klippe sit eget hår ultrakort i udvalgte områder.
Med andre ord, er jeg parat til en tilståelse. Det var en fejl. Jeg køber aldrig mere det stads og beklager ved samme lejlighed overfor pædagogerne, at jeg også købte en flaske til brug i børnehaven. Undskyld!
Jeg har opmuntret min mand til at lukke hånden tæt om dysen, og pumpe med den anden hånd, for at begrænse atomernes spredning til et areal, der svarer til håndfladen i den således tilklistrede lukkede hånd. Jeg har ignoreret hans spørgsmål om, hvordan dette var smartere end bare at hælde solcreme ud i hånden fra en beholder til den halve pris. Havde han haft gigt i fingrene, havde han måske været mere end småirriteret. Som det er nu, kan man nå at abstrahere fra irritationen, indtil den opstår igen ved næste påføring.
Hvis den var blevet markedsført overfor gigtsvage mennesker, var det mere problematisk. For det som er vanskeligt for normale hænder, må være helt umuligt for en svækket hånd, som allerede efter første pumpeslag er så fedtet, at grebet om flasken umuliggøres.
Når det påføres barn med stærkt roterende rumpe, kan det ikke undgåes at sætte sig i de gyldne hårlokker. En effekt, der forøger længden på en anden hadebeskæftigelse betragteligt nemlig frisering af de selvsamme lokker. Tilføjes håret så et kilo sand fra børnehavens legeplads er det er lige før, jeg sætter pris på, at mindsten har fået smag for at klippe sit eget hår ultrakort i udvalgte områder.
Med andre ord, er jeg parat til en tilståelse. Det var en fejl. Jeg køber aldrig mere det stads og beklager ved samme lejlighed overfor pædagogerne, at jeg også købte en flaske til brug i børnehaven. Undskyld!
fredag den 3. juni 2011
Kogt kinakål og kåldolmere
Et par forslag til russere, hvis der alligevel skulle snige sig en europæisk grøntsag ind i Rusland. De kan også bruges til danskere i kategorien Moderat til Meget bakterieangst. For hvornår har du fx sidst smagt kogt kinakål? Det smager utrolig meget bedre end det lyder:
Chop suey
400 g oksekød i strimler.
2 spsk. sesamolie.
2 røde peberfrugter.
½ bladselleri.
1 rød chili.
2 fed hvidløg.
2 spsk. østerssauce.
1 mellemstort kinakål.
1 spidskål.
1 dl soja.
1 tsk. fiskesauce.
Tilbehør: ris eller nudler og en god mangochutney.
Det hele skal bare skæres ud og drønes i en gryde.
Kåldolmer er en anden udmærket måde at aflive colibakterier, smag og sprødhed i et hvidkålsblad. Men det er vigtigt, at man ikke nærer samme følelser for kogt kød som Lærer Andersen i hans rendezvous med frøken Violet. Det gør jeg, så den opskrift bringer jeg ikke.
Desværre er det ikke lykkedes redaktionen at finde opskrifter med kogt agurk. Men jeg kan godt bringe eddikesyltet agurkesalat, for det skulle undre mig, hvis ikke eddikelagen tager livet af eventuelle overlevende lorterester på agurkerne.
1 agurk
1 dl eddike
1½ dl vand
1 tsk salt
friskkværnet peber
1 tsk tørret dild
4 spsk sukker
Jo jo, forsigtighed er moderne. Oplysning er åbenbart ikke helt lige så in. Mon man lever længere ved helt at droppe de risikable grøntsager? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller er det en kærkommen undskyldning for grøntsagshadere?
Chop suey
400 g oksekød i strimler.
2 spsk. sesamolie.
2 røde peberfrugter.
½ bladselleri.
1 rød chili.
2 fed hvidløg.
2 spsk. østerssauce.
1 mellemstort kinakål.
1 spidskål.
1 dl soja.
1 tsk. fiskesauce.
Tilbehør: ris eller nudler og en god mangochutney.
Det hele skal bare skæres ud og drønes i en gryde.
Kåldolmer er en anden udmærket måde at aflive colibakterier, smag og sprødhed i et hvidkålsblad. Men det er vigtigt, at man ikke nærer samme følelser for kogt kød som Lærer Andersen i hans rendezvous med frøken Violet. Det gør jeg, så den opskrift bringer jeg ikke.
Desværre er det ikke lykkedes redaktionen at finde opskrifter med kogt agurk. Men jeg kan godt bringe eddikesyltet agurkesalat, for det skulle undre mig, hvis ikke eddikelagen tager livet af eventuelle overlevende lorterester på agurkerne.
1 agurk
1 dl eddike
1½ dl vand
1 tsk salt
friskkværnet peber
1 tsk tørret dild
4 spsk sukker
Jo jo, forsigtighed er moderne. Oplysning er åbenbart ikke helt lige så in. Mon man lever længere ved helt at droppe de risikable grøntsager? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller er det en kærkommen undskyldning for grøntsagshadere?
onsdag den 1. juni 2011
Tre steder jeg ikke kan lide at være
Nogle gange tvinger nødvendigheden mig til at komme steder, jeg virkelig ikke bryder mig om. I den sidste uge er det sket mindst tre gange:
G-Star Raw butik: Ung smart tøjbutik, hvor jeg engang spurgte om noget i størrelse XS til min meget snarlige teenager. Jeg fik at vide, at det havde de ikke, fordi det skræmte deres kernekunder væk, hvis mødre rendte rundt i butikken med deres små wannabe G-Star drenge. Tag den! Jeg skræmmer simpelt hen de smarte og unge mennesker væk i en grad, så de betakker sig for den smule omsætning, det giver, at jeg går rundt i en time og sukker over, at en t-shirt koster 350 kr. For max at købe en.
I dag var jeg nødt til at gå derind igen. Måske skulle jeg have luret, at jeg var udenfor målgruppen allerede da jeg refleksmæssigt holdt ekstra godt fast på min taske, da en meget tatoveret fyr med skægstubbe rodede i tøjstakkene ved siden af mig. Han viste sig at være den tjekkede ekspedient.
Bilværksted: Selv om jeg bare skal aflevere bil og nøgle bliver jeg allerede på p-pladsen meget opmærksom på, hvordan jeg parkerer og inde i hallen, hvor alle mekanikerne kigger op og tørrer hænderne i et stykke twist, mens de spørger om de kan hjælpe, ja så glemmer jeg helt, hvorfor jeg gik derind. Det er noget med lugten af benzin, testosteronniveauet, selv P3s Adam Duvå Halls bløde stemme lyder mere rå, når den bliver blæst ud over et helt værksted.
Det føles som om, jeg er gået forkert. Når jeg endelig finder den flinke ejermekaniker er han altid rar og imødekommende, men jeg er alligevel bange for, at han skal spørge om, hvordan det går med topstykket eller kileremmen eller sådan noget. Måske har de et spørgsmål, de stiller kvinder som en del af deres værkstedshumor?
Spil/computerbutik: Der lugter lidt som herreomklædning (tror jeg, for jeg ved det selvfølgelig ikke). Men bare som om, man ikke går synderlig højt op i at lufte ud. Også her er jeg bange for at falde igennem, fordi jeg ikke ved andet, end hvad der står på ønskesedlen eller hvad jeg er sendt i byen for at hente.
Det hjælper så heller ikke, når hverken jeg eller fem 17-årige hårvoks-stylede drenge i orange poloer med påskriften "expert" ved endnu mindre end jeg om, hvad de sælger.
Det er jo egentlig butikkernes opgave at få mig til at slappe af og få en god købsoplevelse. Det sker bare næsten aldrig nogle af de steder. Men nu er årets drengefødselsdagsgaver købt og bilen serviceret. Dermed kommer en forhåbentlig lang pause, før jeg behøver købe noget af nogen af de ovennævnte. Det er nemlig ikke noget problem at købe ting til mig selv og min datter.
G-Star Raw butik: Ung smart tøjbutik, hvor jeg engang spurgte om noget i størrelse XS til min meget snarlige teenager. Jeg fik at vide, at det havde de ikke, fordi det skræmte deres kernekunder væk, hvis mødre rendte rundt i butikken med deres små wannabe G-Star drenge. Tag den! Jeg skræmmer simpelt hen de smarte og unge mennesker væk i en grad, så de betakker sig for den smule omsætning, det giver, at jeg går rundt i en time og sukker over, at en t-shirt koster 350 kr. For max at købe en.
I dag var jeg nødt til at gå derind igen. Måske skulle jeg have luret, at jeg var udenfor målgruppen allerede da jeg refleksmæssigt holdt ekstra godt fast på min taske, da en meget tatoveret fyr med skægstubbe rodede i tøjstakkene ved siden af mig. Han viste sig at være den tjekkede ekspedient.
Bilværksted: Selv om jeg bare skal aflevere bil og nøgle bliver jeg allerede på p-pladsen meget opmærksom på, hvordan jeg parkerer og inde i hallen, hvor alle mekanikerne kigger op og tørrer hænderne i et stykke twist, mens de spørger om de kan hjælpe, ja så glemmer jeg helt, hvorfor jeg gik derind. Det er noget med lugten af benzin, testosteronniveauet, selv P3s Adam Duvå Halls bløde stemme lyder mere rå, når den bliver blæst ud over et helt værksted.
Det føles som om, jeg er gået forkert. Når jeg endelig finder den flinke ejermekaniker er han altid rar og imødekommende, men jeg er alligevel bange for, at han skal spørge om, hvordan det går med topstykket eller kileremmen eller sådan noget. Måske har de et spørgsmål, de stiller kvinder som en del af deres værkstedshumor?
Spil/computerbutik: Der lugter lidt som herreomklædning (tror jeg, for jeg ved det selvfølgelig ikke). Men bare som om, man ikke går synderlig højt op i at lufte ud. Også her er jeg bange for at falde igennem, fordi jeg ikke ved andet, end hvad der står på ønskesedlen eller hvad jeg er sendt i byen for at hente.
Det hjælper så heller ikke, når hverken jeg eller fem 17-årige hårvoks-stylede drenge i orange poloer med påskriften "expert" ved endnu mindre end jeg om, hvad de sælger.
Det er jo egentlig butikkernes opgave at få mig til at slappe af og få en god købsoplevelse. Det sker bare næsten aldrig nogle af de steder. Men nu er årets drengefødselsdagsgaver købt og bilen serviceret. Dermed kommer en forhåbentlig lang pause, før jeg behøver købe noget af nogen af de ovennævnte. Det er nemlig ikke noget problem at købe ting til mig selv og min datter.
Abonner på:
Opslag (Atom)