torsdag den 29. marts 2012

Kunsten ikke at komme i bestyrelsen

Dette bliver et fuldstændig politisk ukorrekt indlæg. Så er I advarede. Med tre børn i diverse skoler, institutioner og fritidsinsteresser gennem snart 14 år har vejen været belagt med mulighed for tillidshverv, frivillighed og forældreopbakning. Jeg har lært at genkende arrangementerne efterhånden. Der lokkes med et spændende oplæg af en fuldstændig ukendt ekspert, og man kan være sikker på, at man kommer hjem med en bestyrelsespost, hvis man endnu ikke har tillært sig teknikken.

Dilemmaet er, at man under ingen omstændigheder skal møde op bare for oplæggets skyld, for det er ikke meningen - nej de 10 Tordenskjolds soldater, der altid møder op, kan ikke undgå at blive kasserere, kagebagere, festudvalgsmedlemmer, stævnechauffører, assistenttrænere, klubhusudlejere eller det, der er værre.

Mit ældste barn har stort set gået til alt, hvad der var at gå til i en omkreds af fem kilometer. Dengang kendte jeg ikke teknikken, og således befandt jeg mig en dag i blå spejderskjorte som assisterende spejderleder med det aber dabei, at den ledende var forhindret i at møde op og efterlod mig med et oplæg om stjernehimlen til det første spejdermøde for en flok Ulveunger, der kunne klatre på vægge. Min viden om solsystemet er stærkt begrænset, men det skulle blive værre. Få uger senere skulle vi på spejderlejr i en weekend med døgnregn fra fredag til og med søndag. Forældrene ved bussen havde særinstruktioner om hvert eneste barns sove-, tisse-, spise- og pruttevaner. Da vi kørte afsted kunne jeg ikke huske et ord af det. Min egen søn gad i øvrigt allerede på dette tidspunkt ikke at gå til spejder mere, men jeg havde forpligtet mig til en sæson og ville ikke møde op uden ham.

Siden hen har jeg lært teknikken. Det er et spil om udholdenhed. Når den siddende bestyrelsesformand har holdt sin peptalk og kommet med en tøhø bemærkning om, at han/hun forventer kampvalg, skal du blive usynlig. Du skal sidde helt helt stille og finde et fikspunkt at stirre på, gerne udenfor vinduet hvis det er muligt. Du kan også sætte dig på dine hænder, hvis de har en tendens til at overtage styringen af kroppen udenom hjernen og bare række sig selv op, når tavsheden bliver for pinlig. Sæt dig tungt og vent. Vent, vent, vent. Tag ikke øjenkontakt med de andre, så kan det gå galt.

Jeg sidder her med en mail fra svømmeklubben om, at den må lukke, hvis ikke der stiller medlemmer op til en ny bestyrelse. Jeg må mønstre al min kraft og fokusere på noget andet - eller alternativt tage til generalforsamling den 11.4. og sætte mig hårdt på mine hænder. Eller muligvis komme hjem med endnu et lille tillidshverv i hatten udover klasseforældrerådet i en af klasserne. Det bliver svært at undgå med tre vandhunde i huset. Årh, jeg ved bare, jeg ender med at række hånden op og dernæst pludselig befinder mig med lønbogholderiet for alle trænerne og rengøring efter udlejning af klubhus....

søndag den 25. marts 2012

Lejligheder til at gå i selvsving

Dem har jeg egentlig nok af lige nu - og det er ret underligt, at selvsvinget udebliver. Jeg tror simpelthen, at anledningerne til at gå i selvsving for øjeblikket ligger så tæt på hinanden, at jeg er nødt til at bevare styringen på mig selv - med begge ben på jorden eller helt nede under jorden, der hvor man planter blomster og får jord under neglene. Ikke nok med, at jeg kan se det store runde 40-tal komme forbi mig om et par uger, nej få uger derefter forestår husets første konfirmation.

Jeg er velsignet med en dreng som i den grad tager begivenheden ovenfra og ned. "Jeg synes, de her bukser er fede. Er det nødvendigt med nogle andre til Blå Mandag?" Således bliver han konfirmeret i seje jeans, Converse sko, hvid skjorte og sort vest - og kommer til både at være fin og ligne en rockstjerne! Jeg fornemmer allerede, at det bliver lige så enkelt, når mellemsten står for tur om fire år - hvis han vil konfirmeres. Til ham kan jeg finde noget på nettet og sige: "Skal  jeg bestille denne her skjorte?" hvorefter han kort vrister blikket løs fra sin egen skærm, kigger på min og siger: "Jaja." Mindsten derimod - har fået en ny kjole og et par sølvsandaler. Hun spørger dagligt HVORNÅÅÅÅÅR det er, vi skal holde den konfirmation, så hun kan få stadstøjet på. Eller om hun lige må prøve det en gang til - bare fordi. Eller gå lidt rundt i det - bare indenfor?

Jeg fornemmer, at arrangementet bliver anderledes, når det en dag bliver hendes tur. Der er genetisk indbygget selvsving af den helt store skala, og det varer nok ikke længe, før hun indleder tegningerne af sin konfirmationskjole. Jeg synes ellers ikke, jeg har gjort noget for at gøre hende mere pyntesyg, men det er hun. Og let's face it, samfundet rundt om hende gør det heller ikke nemmere at undgå pyntesyge, når der kommer en seddel med hjem fra gymnastik, at vi bedes indkøbe pink, lyserød eller hvid gymnastikdragt og leggings til opvisning samt medbringe 40 kroner til et tylskørt ved næste træning. Derudover skal hun - hvis muligt - have håret sat op i en høj hestehale på opvisningsdagen. Er der eventuelt tale om, at enkelt gymnastiktrænere er gået en smule i selsving? Holdet er for 5-6-årige piger og de har tydeligvis glemt at tænke på, at mit blege skandinavisk type afkom får overraskende lighed med en gris, når hun bliver klædt i lyserødt.

Mens jeg venter på selvsvingets indtrædelse, spekulerer jeg på, om det er foråret? Det er jo næsten ikke muligt at gå rundt og være vranten og stresse over huskelister i lange baner, når man kan sætte sig på terrassen med en kop kaffe i stedet for? Eller slænge sig i nymonteret hængekøje. Selvsving er hermed udsat i syv år, til det bliver yngstens konfirmationsår.

___________

Opdatering efter Nemesis' lynhurtige angreb en time efter første version: NU er jeg bange. Min mand har forskanset sig bag en dør med et af min barndoms fotoalbums. Hallo, det var jo ikke MIG, der skulle konfirmeres vel? Let panik er sat ind, da der nu sandsynligvis er ting ved min fødselsdag, som er udenfor min kontrol!

mandag den 19. marts 2012

TV-shop på nettet?

Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg har det med at komme til at abbonnere på alverdens åndssvage nyhedsbreve fra diverse foretagender, der lover rabatter, konkurrencer, guld og grønne skove. De lander på en mailkonto, jeg sjældent bruger, men så er der alligevel en gang i mellem, jeg scanner dem, inden de bliver slettet. I går faldt jeg for eksempel over denne lille perle af kæk sprogbrug i en reklame for tandblegning:

"Hvis man siger, smilet er den korteste distance mellem to mennesker, må fiskeskelettet være den korteste distance mellem to katte. Miss ikke muligheden for et brilliant smil med dagens Groupon: 1.199,- i stedet for 2.499,- for en tandblegning fra Skønhedseksperten.

Tandblegning sigter mod at sikre, at års regelmæssige te-selskaber, vin-nipperi og andre dentale ups'ere ikke efterlader et synligt præg på perlemorsrækkerne. Den autoriserede tandlæge, Mikael Bonde, der er tilknyttet Skønhedseksperten, vil sørge for at gule og misfarvede tænder bliver smukt hvide og klar til at servere brede smil for omverdenen."

Hvad i alverden sker der? Altså hvor kom kattene fra? Og den elegante overgang til Miss? For slet ikke at tale om de dentale upsere?

Jeg kan ikke lade være med at se et hel onkelhold for mig, der sidder og skriver kække tekster on the side, mens deres hovederhverv må være festsange med små clipartfigurer i kanten. Det gør ligesom det hele sådan lidt mere festligt ikke? Eller måske skriver de tekster til TV-shop?

Måske var hensigten med teksten, at man skulle blotte sine gule pløkker i så stort et grin, at man bliver opmærksom på dem og bliver nødt til at få dem bleget? Det forbliver nok en gåde, men jeg tror, jeg har fået mig et nyt lille ritual, sammen med morgenens tjek af Wordfeud, Facebook, Drawsome og nu altså også komiske nyhedsbreve. Det er et hårdt liv at være internetbruger.

søndag den 18. marts 2012

Vi chiller lige - hvornår skal vi skride?

Ngmph, det der nymodens teenagesprog er altså ikke sådan lige at vænne sig til - specielt ikke, når det kommer ud af munden på et barn, man syntes, man lige fik for et par dage siden. Den ovenstående sætning fik jeg, da jeg telefonerede til ældsteafkommet hos sin ven for at høre, om han ville med i svømmeren. Svømmeren var et alt for kækt forsøg på at ramme hans sprog. Ingen under 14 ved, hvad en svømmer er - udover, at det er forældet morsprog.

Det eneste lyspunkt er, at jeg for nylig hørte en sprog- og ungdomsforsker sige, at vi ikke behøver at være så bekymrede for det sprog, teenagers bruger mellem hinanden. De taler "sødtgrimt" og bruger kun det ledeste sprog overfor deres bedste venner. Således havde forskeren på en efterskole observeret, at en pige sagde "Hej luderskat," da hendes veninde kom til bords. Adspurgt om hun også omtalte hende sådan, når veninden ikke var til stede, var svaret klart og bestyrtet "Nej da!"

De er udmærket i stand til at vælge sprogbrug efter situationen, og der skulle ikke være overhængende fare for, at de senere går ned i Brugsen og siger "Hvad så din fucking spassernar, kan du give mig et job eller hvad?" Det tror jeg heller ikke, de kommer til, men jeg kommer nu alligevel aldrig til at synes om, at pigerne kalder hinanden luderskat og drengene hinanden for bøsserøv. Kunne man ikke forestille sig, at dem der ikke er lige er med i indercirklen tager sådan nogle ord mere bogstaveligt, end de er ment? Og er det så modtageren eller afsenderen, der er ansvarlig for hvordan, det man siger bliver forstået?

Vi kommer sikkert til at have et antikveret sproghjem, hvor gammeldags ord som svømmeren og skralderen bliver bevaret og or'nlig sygt betyder, at man virkelig har det skidt. Vi kommer også til at slå hårdt ned på fucking ho', bitch og det, der er værre, som jeg heldigvis slet ikke kender. Og vi kommer til at begræde, når udmærkede ord og vendinger som fedt, kodylt og knæhøj karse uomtvisteligt glider ud af sproget.

torsdag den 8. marts 2012

Jamen der skal jo komme et indlæg

Når det er kvindernes internationale kampdag og man har en blog, der hedder noget med kvinde. Jeg har bare det lille problem, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kæmpe for på den helt private bane. Det er naturligvis med en vis arrogance at jeg kan komme med den påstand, for udenfor min egen lille andedam ved jeg godt, at der foregår systematisk kvindeundertrykkelse, salg af kvinder til prostitution og indespærring i huset. De kvinder vil jeg sende en tanke i dag, godt hjulpet på vej og inspireret af Somaly Mams bog "En kvindes pris," som er ret rystende læsning. Jeg ved også godt, at jeg kan takke nogle rødstrømper nede i 70'erne for, at jeg ikke har den store kamp at kæmpe i dag.

Skulle jeg kæmpe mod noget i min egen forhave, skulle det da lige være mod min nabo, som konsekvent lader en bemærkning eller fem falde, hvis jeg slår græs, vasker bil eller drister mig til at klippe hæk. Han undrer sig såre over, hvad min mand dog laver, og hvis jeg fortæller, at han støvsuger eller laver aftensmad, så lunter han hovedrystende hjem til fruens kaffebord eller tilbage for at pudse videre på den pletfri campingvogn. Jeg provokerer tydeligvis hans verdensorden.

Nå jeg alligevel har en blog, som hedder noget med kvinde, så er det fordi, jeg stadig mener, at vi kæmper mere med os selv end mod mændene om at mestre rollen som superwoman i vores eget liv. En superwoman har fod på karrieren, samtidig med at hjemmet, familien, haven og huset fremstår pletfrit. Således farer vi rundt og fjerner pletter det ene sted, alt i mens vi er optagede af, at der også er pletter på en af de andre fronter - enten det nu er rent bogstavelige græspletter på cowboybukseknæ eller mere diffuse pletter i arbejdsopgaverne eller på privatlivet. Jeg siger vi, fordi jeg har været den vildeste pletjæger selv. Der blev bare aldrig rigtig dybderengjort, eller fundet årsager til, at pletterne viste sig, fordi de kun lige blev repareret hurtigt og så videre til næste projekt.

Jeg synes faktisk, det er helt OK at have høje ambitioner, men jeg kan også konstatere, at det er en god idé at fokusere sin ambition på et mindre område og så give det område FULD gas. Så er det sådan set lige meget, om det er familie, karriere, finere madlavning eller formklippede buskbom i forhaven, bare man accepterer, at det ikke lader sig gøre at eje førertrøjen i alle disciplinerne.

"Jamen du er da ikke en ordentlig mor, hvis familien ikke er det vigtigste for dig - puha!" Not my point. Familien er der og har gavn og glæde af, at jeg er gået i dybden med noget andet, noget som giver mig stor glæde og ekstra energi, selv om det måske har kostet lidt på kontoen for pletfrihed i huset og haven.

Det er op til dig at definere din kamp - måske har du en luddoven mand, måske en åndet nabo, men jeg er næsten 100% sikker på, at du også har en indre superwoman, som gerne vil definere dit liv.

onsdag den 7. marts 2012

Rygekabiner og privatskoler


Jeg bliver træt allerede på forsiden af avisen. Lars Løkke Rasmussens rygekabine kostede 4-5 gange så meget som den, Venstre brugte en masse tid på at skælde sundhedsminister Mette Gjerskov ud for. Mette Frederiksen har sendt sit yngste barn i privatskole.


Hvad rager det mig? Hvad betyder henholdsvis 150.000 og 34.000 kroner i det danske statsbudget? Udover at det selvfølgelig er urkomisk og at rygning i det hele taget er ulækkert, så er det ikke politik. "Jamen, det er jo signalværdien," er der så nogen, der øffer. Øf bare løs, det er stadig spild af tid. Det er heller ikke politik at rode Mette Frederiksens skolevalg ind i debatten. Jeg er helt overbevist om, at hvert eneste skolevalg eller skoleskift foretages på baggrund af lange overvejelser, og jeg er helt ligeglad med, hvilke overvejelser, Mette Frederiksen har gjort sig om det.

Hvis vi nu ikke havde større problemer at bekæmpe, så kunne vi snakke om alt det fnidder, men der er stadig noget helt galt med Danmarks konkurrenceevne, stadig stor ledighed, folk der bliver fyret, huse, der ikke lader sig sælge og alligevel byer, der er for dyre til at huse lærere og pædagoger i ejerboliger. Der er sagsgange så lange, at udsatte børn, psykisk syge unge og syge i almindelighed har glemt, hvad de fejlede, inden de bliver udredt. Det var bare lige top-of-mind.
Det der opgør med krævementaliteten, som der også er gryntet højt om, det har trange kår, så længe vi åbenbart alle sammen føler, at vi er blevet ruinerede på grund af et par rygekabiner. Nu er det pludselig vores ret at få de penge retur, gerne af politikernes egne lommer.

Jeg synes heller ikke om passiv forsørgelse, men jeg kan virkelig ikke lide den hetz, og den folkestemning, der breder sig mod folk, der tilsyneladende snylter på MINE skattekroner. Der er ikke noget, der hedder MINE skattekroner - det er nogen, der er betalt til fællesskabet, for at VORES samfund kan hænge sammen.

Det var lige dagens harme - beklager at den gik ud over trofaste læsere.