En bog er født

Så der var en forklaring på min stilhed - hvis altså nogen skulle have siddet og ventet undrende. Jeg har fuldstændig forsømt bloggen og været i slutspurt frem mod færdiggørelsen af den bog, jeg har skrevet som ghost writer for Jesper Buch, manden bag Just-Eat. Den udkommer på mandag, PÅ MANDAG! Den 10. september. Gisp, hvor bliver det spændende - det er jo lige om lidt. Men den kan allerede nu forudbestilles her.



Bagsidetekst
Jesper Buch sad i 2000 i Oslo og havde lyst til en pizza. Han ledte efter et pizzeria på nettet, men forgæves. Det fødte ideen til det, der senere bliver Just-Eat.dk. Utallige timer i en pizzalugtende Toyota Sports Van, et konstant pres og en medfødt iværksætterånd førte ham sammen med sit hold gennem både op- og nedture, og da han 10 år senere solgte sin andel af selskabet, var Just-Eat en international kæmpesucces i milliardklassen.
I Kick-ass – fra kælder til milliard fortæller Jesper uden filter om en hæsblæsende ungdom, et opgør med sin alkoholiserede far og historien om Just-Eat. Gennem fortællingen om Just-Eat og dens helt særlige succes-stemning videregiver han sine bedste råd til andre iværksættere. Fra hvordan man knuser konkurrenter og til at måtte overdrage styringen til en ny direktør efter otte år stort set uden en fridag. Om motivation, vilje ogvenskab.
Whatever it takes.

Hvem bestemmer?

I aftes var der et indslag i Nyhederne om et eventuelt kommende påbud om at køre med cykelhjelm for de 11-15-årige. Det viser sig, at denne gruppe ikke er særligt begejstrede for hjelmen, selv om de står for en større andel af cykelulykker end deres antal burde retfærdiggøre. Min 14-årige prioriterer også sin hårstyling, men jeg kan da endnu få ham til at tage den på, i hvert fald så længe han er inden for mit synsfelt - jeg ved jo ikke, hvad der sker derudover. Men jeg udgør den ultimative skræmmehistorie, fordi jeg fik både hjernerystelse, kraniebrud og beskadiget hørenerven ved en cykelulykke som 11-årig - noget som måske kunne være undgået, hvis der fandtes cykelhjelme.

Det jeg fik lyst til at skrive om var mere, hvordan de 11-15-årige kan slippe udenom den hjelm. Der var beredvillige forældre, der stillede op til interview om, hvor svært det var, mens ungen stod og grinede bredt ind i kameraet. Kan man ikke sige: "Du skal!" til en 11-årig? Det bliver ikke nemt at blive voksen for en 11-årig, der selv har måttet bestemme i en stor del af sit liv. Der er nogle krav og forventninger, som man ikke bare kan vælge til eller fra.

Well, jeg kan godt mærke, at min indre Tante Skrap slår til i dag, og det hænger nok også sammen med, at jeg samme dag oplevede følgende scenarie ved børnehaven, da jeg afleverede min datter. En far afleverer sin 3-årige ved et nøje indstuderet ritual. Dereefter går den 3-årige går hen til hegnet ved vejen, hvor faren kører tæt op ad hegnet - i den modsatte side af køreretningen - ruller vinduet ned, holder stille ud for sønneke og gasser bilen hårdt op tre gange. Derefter spørger han sønnen: "Var det godt nok?", får et svagt godkendende nik og kan køre videre. Så er det lige jeg får lyst til at spørge igen: Hvem bestemmer? Børn eller voksne?

Jeg mangler ord

Ja jeg ved godt, at der generelt set længe har manglet nye interessante ord her på bloggen, men det hjælper jo ikke at komme med lamme undskyldninger om visdomstænder og bøger og rejser og børn, så det vil jeg ikke gøre. Men jeg mangler helt konkrete ord, og dem vil jeg faktisk gerne have hjælp til.

En gang kunne man altid få penge tilbage, når man betalte med Dankort i en butik. Nu står der mange steder på kæmpestore klistermærker BETALINGSKORT KUN PÅ BELØBET, og det er også fint nok, at de ikke gider lege banker for os, der efterhånden aldrig har klingende mønt på sig. Problemet er bare, at der endnu ikke er opstået en konvention for, hvad man så skal sige, når man putter sit kort i automaten. "Bare på beløbet," har været gangbart i mange år, men det er jo idiotisk, når det nu er den eneste mulighed. "Lige på," har altid virket lige kommanderende nok på mig og har samme på problem som det førstnævnte. Det giver ikke længere mening.

Så er der muligheden at stå og se verdensfjern ud, uden at sige noget som helst. Dels virker det uhøfligt og samtidig spreder panikken sig, for var det her nu også en af de butikker, som ikke hæver over beløbet? Hvor er alle klistermærkerne med BETALINGSKORT KUN PÅ BELØBET pludselig henne? Så ender det tit med, at jeg alligevel pipper "Bare på beløbet, tak," for en sikkertheds skyld. Nogle gange ser kasseassistenten lige så søvnig og fraværende ud som før, men jeg fornemmer også, at de ville se ud på samme måde, hvis jeg spurgte, om jeg kunne betale med Matadorpenge. De er indstillede på en anden kanal og trykker bevidstløst "på beløbet" ved alle kunder. Uanset hvad man siger.

Heldigvis har jeg udviklet en anden måde at starte konversationen på. Mit kort er nemlig så slidt på chippen, at det ganske ofte ikke kan læses. Derfor bliver jeg nødt til at oversætte til kasseassistenten, hvad der nu står i mit display, og det bliver som regel modtaget med samme stoiske ro som før. Nogle gange tager de træt kortet ud af maskinen og smækker det i med lidt mere kapow end jeg selv gjorde, andre gange siger de, jeg skal prøve igen, og så er kontakten etableret, selv om jeg altid hæver på beløbet. Der er bare det, at kortet udløber til oktober, så måske skal jeg begynde at bede om at hæve over beløbet, bare for at få at vide, at det kan jeg ikke? Eller er der nogen gode bud på, hvad man kan sige, så man hverken fremstår idiotisk eller uhøflig der ved kassen?

Det værste ved visdomstænder

Jeg havde en tårnhøj smertetærskel. Det troede jeg i hvert fald indtil i tirsdags, hvor jeg kækt mødte op på tandlægeskolen og lagde mig beredvilligt gabende under et sterilt klæde, så to studerende kunne få adgang til den famøse tand. Jeg blev selvfølgelig lokalbedøvet og fik smertestillende, som kunne have lagt en hest ned, men FØJ alligevel en omgang. Jeg er ikke blevet boret i tænderne siden min barndom, og aldrig blevet opereret i munden før. Det blev en lang time med mig krampagtigt gabende der på skafottet tandlægestolen. De to studerende smalltalkede om boremaskiner ned i kæbeknoglen, tanden ud i små stumper og sluttede af med en længere snak om den der syning så fin ud, eller de lige skulle vende det med læreren. Jeg havde jeg stor trang til at sige: "Spørg lige læreren - for en sikkerheds skyld!" hvis jeg kunne have sagt noget for instrumenter og gummihandskehænder i munden.

Efterfølgende er det værste faktisk ikke hævelsen, der får en til at ligne en halv fodbold i den ene side. Det er heller ikke smerterne, som kan holdes nede med mere af hestemedicinen. Det er lige før, det værste heller ikke var at få omgangssyge på 3. dagen, så jeg ikke kunne spise noget til at holde kvalmen fra hestekuren væk. Der var jeg ellers godt nok sølle og tæt på at aflyse fjernelse af tanden i den anden side om 14 dage. Det værste er, at der skal gå en uge, EN UGE, som i S-Y-V DAGE, hvor man ikke må børste tænder i tandpasta, men bare skal skylle munden i Klorhexidin morgen og aften. Klorhexidin som vel at mærke smager af en blanding af galdevæske og kloakvand. Behøver jeg uddybe, om jeg havde lyst til det i dagene med omgangssyge?

Jeg vidste ikke, at der fandtes så dårlig ånde! Og jeg har sendt mange tanker til tiden for vel bare 50-60 år siden, hvor man slet ikke havde tandpasta, men alle må have lugtet af kloak? For slet ikke at snakke om smertestillende, sterile tandklinikker og bedøvelse ved tandudtrækning. Hvad i alverden gjorde man? Ventede på at pløkkerne rådnede og faldt ud af sig selv? I så fald har jeg lige fået fornyet respekt for mine forfædre!

I dag fjernede to små frelsende engle tandlægestuderende stingene og sagde de forløsende ord: "Du må godt begynde at børste tænder igen." Måske kunne de heller ikke holde lugten ud fra min mund?

Dagen før

Jeg vågnede tidligt i morges, næsten lige så tidligt som børn, der vågner og rævesover videre, mens de venter på at blive "vækket" på deres fødselsdag. Seneste eksemplar her i huset er endda kendt for i sin umådelige spænding ved sin femårsfødselsdag at have råbt: "HvorNÅR kommer I og vækker mig?" ved sekstiden om morgenen på en mørk januardag. Men jeg overgår hende, for jeg vågnede tidligt et helt døgn for tidligt.

Først i morgen skal ældsten konfirmeres. En begivenhed som jeg længe skubbede foran mig som noget, der lå langt ude i fremtiden, dernæst observerede komme tættere på, mens jeg modstræbende skrev en liste over alle de detaljer, vi skulle huske inden festen. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og lister, men jeg nærer en vis modvilje mod deres kategoriske udelukkelse af spontane indfald. Mens listen voksede måtte jeg erkende, at den var god at have. Om ikke andet så til at stille min mand - på hvis arbejdsplads, festen skal holdes - irriterende spørgsmål om etablissementet, hver gang han kom hjem om aftenen. "Er der champagneglas?" "Er der både rød- og hvidvinsglas?" "Har du styr på alarm, projektor, køkken, nøgler?" osv osv - sæt selv passende ord ind. Til sidst fik han nok, og jeg blev inviteret derud en formiddag, så jeg ved selvsyn kunne konstatere, at vi godt kan være der og oven i købet få en dejlig dag. Hvis bare de der personlige kaffekrus med datalogihumor påtrykt kommer ud af mit synsfelt.

Der er bare også ting, man ikke kan skrive på listen. I så fald skulle man lave den emotionelle liste ved siden af den praktiske. Den ville se sådan her ud:

Dagen før:

• Du vil vågne tidligt i en underlig højttidelig stemning
• Den vil føre dig tilbage til da den nu langbenede, selvstændige og skateboardende teenager var en tykbenet, forældreafhængig og i bedste fald på numsen siddende baby
• Hvis du - som vi - blev gift samme dag som samme langlemmede teenager blev døbt, vil du kigge på ham ved siden af dig, som sover tungt, og spørge dig selv, hvordan i alverden der er gået 13-14 år og to børn mere, på hvad der føltes som et splitsekund og en evighed på samme tid
• Mens du hidtil med hele dit rationelle overblik har erhvervet dig styr på bloklysarrangementer og bordkort, og tænkt på kirken som en nydelig traditionel ramme for festen, har du glemt det udefinerbare "andet", som der også er ved at fejre noget i kirken
• Det var der også, da vi blev gift og det e r bare uforklarligt og fint
• Pludselig vender tankerne indad og handler om, hvad du selv har bedrevet på de 13-14 år, der er stormet afsted
• Det er faktisk adskillige jobs, et hus, et par biler, en lillebror, en lillesøster og seks år mere, siden jeg som nyudsprunget kandidat fødte ham den lange konfirmand

På dagen:

• Det ved jeg ikke endnu - men det kan komme til at indeholde rørte tårer
• Jeg vender tilbage om et par dage

En event, der trænger til modernisering

I denne weekend var vi til yngstens gymnastikopvisning i tre stive timer, og det endda selv om vi smuttede to timer før arrangementet sluttede. Der er flere ting ved konceptet, som er uforandrede siden min barndom, omend vi dengang kunne være i det lokale forsamlingshus og alle kendte gymnastikforeningens formand, som havde en stemme så gennemtrængende, at enhver brug af mikrofon og højttalere var overflødiggjort. Nu bor jeg et sted med så mange børn, at formanden må holde sin pinefuldt lange takketale i pivende mikrofon og med let søvndyssende effekt.

Set med eventbrillerne på, ville jeg nok starte med at fjerne den formelle indmarch, og ikke mindst det der fanehalløj, som får det hele til at minde lidt om en militærparade. Ingen tvivl om, at Pia Kærsgaard ville nyde at se den karske blomst af den danske ungdom foran Dannebrog, og hvis vi samtidig afsang nationalsangen, ville den sidde lige i skabet. Det gjorde vi dog ikke - i stedet foregik ind- og udmarch til nøjagtigt den samme lidt for kække marchmelodi med fløjtetriller, som jeg straks genkendte fra 5-6 år tidligere, hvor det var en af drengene, der gik til gymnastik. Jeg ved godt, at tricket med indmarchen tvinger forældre og bedsteforældre til at være tilstede som minimum fra start og indtil eget afkoms hold har været på gulvet, men der må være andre og mere tillokkende muligheder. Let's face it, de fleste af os kan kun se charmen i eget barns udfoldelser.

Det bringer os videre til næste punkt på dagsordenen. Begivenheden består af en endeløs række kolbøttehold, og der er nok bare grænser for variationsmulighederne indenfor disciplinen kolbøtter, selv om holdene er iført forskelligtfarvede dragter for dog at give de tilstedeværende mulighed for at spotte eget yngel. Den ultimative ydmygelse er far/mor-barn holdene, hvor forældre er med til at hive ungerne rundt i de evindelige kolbøtter. En vigtig grund til, at jeg aldrig har deltaget i sådan et hold med risiko for at have hele omegnen til at beskue mig i gymnastiktøj til opvisningen.

Hvad kan man så gøre? Tjah, man kunne måske starte med at lægge noget blødt på de betontrappetrin, man sidder sin røv i laser på. Hvis man samtidig hævede temperaturen bare en smule og simultant hævede kvaliteten af kaffen fra cafeteriet, så begynder vi at nærme os noget tåleligt. Det kunne også komme på tale at slå nogen af de kolbøttende børn sammen, således at begivenheden kunne løbe af stabelen på lidt kortere tid. Endelig ville det være en fordel med bedre netdækning, så man i det mindste kan gå diskret på Facebook, mens nogle af de andre hold slår deres kolbøtter.

Jeg sender al ære og respekt for dem, der er til fodboldstævne hver eneste weekend. Samtidig vil jeg gerne takke mine børn for ikke at have valgt denne sportsgren. Og så må jeg selvfølgelig sige, at mindstebarnets glæde ved arrangementet lettede lidt på trivialiteten.

Logistikpark og toppemarked

Den bus, der går gennem mit lille hjørne af Aarhus, som reelt ligger udenfor Aarhus, har endestation i Logistikparken. Hver eneste gang, jeg har set den gennem det sidste år, har jeg tænkt på, at det var et ord, som fortjente sit eget blogindlæg. Jeg ved ikke, hvad Logistikparken er, men jeg tror nok, det ligger ude omkring Harlev. Jeg ved heller ikke helt, hvad Harlev er. Derimod kan jeg forestille mig, at det er et lidt trist sted, hvorfra der udspringer en masse busser, lastbiler og brede lige veje. Sådan et lidt industrielt område, hvor en kløgtig stadsingeniør har tænkt, da de kom til navngivelsen, at det er simpelt hen for trist, så vi kalder det noget med park. "Hvad med Logistikparken?!" har hans yngre assistent foreslået, og alle har klappet i hænderne og enstemmigt vedtaget det. Det er selvfølgelig ren teori, men eftersom der er forslag fra samme kant om at kalde en spritnyetableret by lidt nord for Aarhus for Nye, så kan man forledes til at tro, at der mangler lidt ungdommelig fantasi i afdelingen for navngivelse af lokationer i Aarhus Kommune. Det vil under alle omstændigheder være lidt af en joke at bo i Nye om 50 år, når den er blevet gammel. Heldigvis har man nu lagt det ud til en konkurrence i befolkningen at finde på et navn til byen.

Kunsten med at sammenstille et lidt kedeligt ord med noget smukt eller eksotisk er et velkendt trick. Det kan for eksempel aflæses i Bilkas reklamer (R.I.P. Mærsk McKinney Møller), hvor jeg har bemærket en tendens til at kalde noget for et marked, hvis der er tilbud på mere end en vare i samme kategori. Tag for eksempel toppemarked fra denne uges tilbudsavis (Altså ikke at jeg læser den slags - men når nu ældsten får leveret for mange reklamer til sin rute... så er det jo næsten spild ikke lige at skanne dem, før de ryger ud.)

Det oser ikke ligefrem af sydlandsk bazarstemning, bare fordi man kalder det et marked vel? Eller endnu bedre: Jeg mener bestemt, der har været tilfælde af Bakkemarked, hvor man kan få 3 gange valgfri bakke kød fra slagteren for en hund. Altså som i hundrede kroner - ikke i naturaliehandel.

Prøv at begynde at lede efter bizarre ordsammenstillinger i dine omgivelser - de er der overalt! Jeg vil meget gerne høre dine bedste!