The JULEKALENDER plan

Det er lige gået op for mig, at jeg jo godt kan sætte de allerede tilmeldte ind i en plan nu, så I kan få det i kalenderen. Vi kan godt bruge 2-3 stykker mere, men ellers udfylder jeg selv de tomme pladser. Jeg har prøvet at huske de hensyn, I har bedt om, men lad mig vide, hvis datoerne giver problemer.

Jeg synes, vi skal fortsætte med skiftende synsvinkler, men det betyder jo ikke, at der ikke må optræde andre personer eller møder mellem hovedpersonerne, introduceres flere dyr, teknologier, julemænd, engle, nisser, hvad ved jeg? Kun at det bliver sjovt!

Udgivelsesdato	Udgivelsesdag (udgives kl. 8.00)	Deadline til mabak@live.dk kl.22. denne dato	Synsvinkel	Skribent
1.12.	Torsdag		Maria og Elliot	Mai
2.12.	Fredag	1.12.	Kirsten	Carina Provinsblog
3.12.	Lørdag	2.12.	M og E	Mit Helle
4.12.	Søndag	3.12.	K	Lines Linier
5.12.	Mandag	4.12.	M og E	Rikke Kaalund
6.12.	Tirsdag	5.12.	K	Louise Rams
7.12.	Onsdag	6.12.	M og E	Kong Mor
8.12.	Torsdag	7.12.	K	Lene K
9.12.	Fredag	8.12.	M og E
10.12.	Lørdag	9.12.	K	Mit Helle
11.12.	Søndag	10.12.	M og E
12.12.	Mandag	11.12.	K
13.12.	Tirsdag	12.12.	M og E	Louise Rams
14.12.	Onsdag	13.12.	K
15.12.	Torsdag	14.12.	M og E
16.12.	Fredag	15.12.	K	Kong Mor
17.12.	Lørdag	16.12.	M og E	Carina Provinsblog
18.12.	Søndag	17.12.	K
19.12.	Mandag	18.12.	M og E	Lines Linier
20.12.	Tirsdag	19.12.	K
21.12.	Onsdag	20.12.	M og E	Lene K
22.12.	Torsdag	21.12.	K	Rikke Kaalund
23.12.	Fredag	22.12.	M og E
24.12.	Lørdag		K, M og E	Mai

Placering i søskendeflokken - jeg føler mig ramt

Jeg faldt lige over dette uddrag på voresborn.dk - og jeg må sige, at jeg vist har tre arketyper på en stor, en mellem og en lille. Den store har fået mest opmærksomhed - og forventer det fortsat (interessant nok bruger artiklen også dobbelt så meget plads på dennes karakteristika). Den mellemste er ofte mere optaget af et Anders And blad, mens ældsten og yngsten kæmper om at fortælle de længste (og nogle gange ganske kedsommelige) historier fra deres hverdag. Og ja - den yngste har allerede en forventning om at stille op i Junior MGP, når hun får alderen til det.

Skulle jeg begynde at drage paralleller til mig selv og mine søskende? Huha - nej, jeg må hellere vedblive at være en charmerende lillesøster, som fortsat må høre om mine babylignende træk og millimeterdemokratiske attitude fra mine søstre - men så er det jo godt, at jeg endnu kan sno dem om min lillefinger...

Der står også i artiklen, at storesøskende helst skal giftes med småsøskende, som de så kan bestemme over. Det vil jeg mene er en misforståelse: I TROR, I bestemmer over os, men det er fordi småsøskendes magt er mere subtil, så det i VIRKELIGHEDEN er os, der bestemmer :-)

Midtersøskende derimod skal helst giftes med midtersøskende står der også - og enebørn med enebørn. Interesting stuff. Læs og døm hellere selv:

"Den store

Familiens ældste barn er næsten altid den ansvarsfulde og fornuftige – i stærk modsætning til den charmerende yngste, der er mere easy going. Det falder storebror/-søster naturligt at
være leder for sine søskende.

Hun har som lille fået meget opmærksomhed fra jer, fordi hun var enebarn, indtil I fik nummer to. Da hun fik sin lillebror eller lillesøster, indså hun ubevidst, at ‘det gælder om at få mors og fars kærlighed tilbage, så jeg må få mig en strategi’. Og eftersom vi fortæller vores førstefødte, at hun er dygtig og stor, prøver hun at være endnu dygtigere og endnu større.

På grund af vores høje forventninger bliver hun tit perfektionist og vil være bedst til alt. Hun er bange for at begå fejl, for hun tror, at hun er nødt til at præstere for at få jeres kærlighed.

Storebrødre, der har en lillebror, er ofte meget maskuline og resultatorienterede, mens storebrødre med en lillesøster er mere blide og ridderlige.

Og storesøstre, der har en lillesøster, er meget konkurrencemindede, mens storesøstre med en lillebror som regel er mere i kontakt med deres feminine omsorgsgen.

Midterbarnet

Midterbarnet er social, fleksibel og god til at lytte, mægle og gå på kompromis. Dit mellembarn kan både tage rollen som ‘den lille’, når han vil slippe for oprydning, og som ‘den store’, når han vil være længe oppe.

Vi forældre stiller typisk ikke lige så store krav til vores midterbarn, som vi ubevidst gør det til vores førstefødte. Så dit midterbarn kan stille og roligt blive god til alt muligt uden at føle sig presset – og få masser af ros for alt, hvad han kan!

Er dit midterbarn nummer to ud af fire børn, har han flest træk som en storebror. Er han nummer tre ud af fire, har han flest træk som en lillebror.
Også aldersforskellen spiller en rolle. Er der mere end seks år mellem dit midterbarn og hans ældre bror eller søster, er han ‘funktionel storebror’.

Er der mere end seks år mellem ham og hans lillesøster, er han ‘funktionel lillebror’.
Den lille

Familiens lille rebel, der lever i nuet og vil have det sjovt. Hun tør godt tage chancer og tager det ikke så tungt, hvis hun begår fejl, for hun ved, at I ikke elsker hende mindre af den grund! Derfor kan det også sagtens være, at hun allerede nu taler om, at hun vil melde sig til X Factor, når hun bliver gammel nok.

Hun har ikke den store respekt for autoriteter, så hun er sikkert ikke lige så god til at holde sig fra småkagedåsen som sine ældre søskende.

Ofte tager hun rollen som ‘Rasmus Modsat’ eller klovn for at få opmærksomhed. Hun er ikke vant til at tage ansvar, men trives på bagsædet i bilen, hvor hun iagttager sine søskende og tager tingene, som de kommer."

Julekalender gæsteblogger spørgsmål

Love it love it love it! Vi er nu 7-8 personer, og jeg vil lige høre, om alle er interesserede i at skrive to gange? Hvis vi holder stilen med skiftende synsvinkel, kan jeg organisere det sådan, at I får et afsnit om Kirsten og et om hippierne hver?

Her er listen indtil videre:

Carina (Provinsbloggerier)
Helle (Mit Helle)
Kong Mor (tirsdage og torsdage)
Lines linier
Rikke K
Lene Koch (efter 6.12.)
Måske Christine
Og mig selv sagde hunden.

Der er endnu plads til fire gæster, så kom bare frem i lyset! Jeg kan næsten ikke vente til december <:-)

Gæsteblogger invitation og guidelines

Jeg må hellere lige forklare mig ordentligt: Meld dig nu med ønske om at skrive et eller flere afsnit og eventuelt bestemte datoer i december, der passer dig bedst. Jeg laver så et par indledende kapitler og en plan for, hvornår de forskellige gæstebloggere får tur. Det kan i sagens natur ikke skrives på forhånd, fordi der vil komme et nyt afsnit på hver dag og jeg kender dem ikke før dagen, de skal udgives. Jeg vil foreslå, at dit afsnit sendes til mig aftenen før og så lægger jeg det på til den næste morgen. Jeg censurerer ikke, men beder jer læse de andres afsnit, så historien kommer til at hænge sammen. Spørg endelig, hvis der er mere, der står uklart - måske har jeg selv overset noget. Jeg prøver iø. at få medieomtale af projektet.

Indtil nu deltager Helle fra mit Helle, Carina fra Provinsbloggerier, Kong Mor, som jeg kun kender under navnet Kong Mor, måske søde Christine, som ikke blogger i forvejen og jeg selv selvfølgelig. Ihhh, jeg glæder mig, det bliver så hyggeligt!

Intermezzo 9. kapitel+ Jeg søger gæstebloggere til julekalender!

Vi kan jo ikke stoppe her! Det er gået op for mig, at jeg slet ikke kan stoppe og efterlade karakterer, der først lige er introduceret efter bare ni dage. Så efterårsferiens mellemspil er et oplæg til en interaktiv julekalender, som du kan være med til at forme.
Det kommer til at foregå på den måde, at jeg skriver de første par kapitler og så giver jeg bolden op til jer derude, som efterhånden kender Kirsten og hendes opgang lige så godt, som jeg gør. Jeg VED godt, at december er fyldt med andre ting, nogle skal endda skrive tåbelige nisseoplevelser i børnehavebøger, men jeg lover til gengæld, at jeg vil gøre mit for at promovere projektet og deltagerne, hvis jeg kan samle nok. Så del endelig denne post, hvis du kender nogen, der kunne tænkes at være interesserede. De behøver ikke være bloggere i forvejen.

Carina fra Provinsbloggerier har allerede tilbudt at skrive et par kapitler og Helle fra MitHelle er heller ikke uinteresseret. Jeg håber meget, at flere vil melde sig på banen inden den 1. december. Skriv til mig herunder og så organiserer jeg rækkefølgen, vi skal skrive i. Jeg har ikke tænkt mig at cencurere, medmindre I skriver noget der ikke kan lade sig gøre pga. tidligere begivenheder. Jeg vil tage det som en udfordring, hvis I drejer det et andet sted hen, end jeg havde forestillet mig. Men nu til 9. og sidste kapitel i efterårsferiehistorien:

Indflytterfesten

Kirsten havde forsigtigt åbnet sin dør onsdag formiddag, fordi hun havde noteret sig at både fru Møller og fru Henriksen havde booket den samme vasketid i kælderen - en begivenhed, der helt sikkert ville medføre snak i opgangen. Hun åbnede til både for- og bagtrappe for at være sikker på ikke at gå glip af noget. Dermed glemte hun alt om katten, som hun faktisk måtte indrømme, at hun havde hygget sig med at have på besøg. Den strøg direkte ned ad fortrappen og kradsede i lakken på døren til dens retmæssige ejer - og en tid senere hørte Kirsten den blive lukket ind i varmen af Maria. Æv, hun havde ikke formået at nå frem til en måde at bruge sit kattegidsel til sin egen fordel.

Nu lød der imidlertid højrøstede stemmer fra længere nede ad bagtrappen:

"Det var MIG, der først skrev mig op til den vasketid - jeg har ALTID haft onsdag formiddag," fremturede fru Møller.

"Ja det kan godt være, du altid har haft onsdag formiddag, men det betyder altså ikke, at du også i al fremtid har onsdag - og der var IKKE skrevet noget i bogen, da jeg skrev mig ind."

Sådan bølgede de to damers ordveksling lidt frem og tilbage - indtil fru Henriksen kørte træt og opgav sit forehavende. Der var noget andet, hun hellere ville tale om: "Så du, at de nye kom hjem i Politi-bil i går?"
.
"Om jeg så det," svarede fru Møller indigneret: "Jeg sagde straks til Henning, at der var noget ved de to, jeg ikke kunne lide."

"Og nu skal de holde fest i aften - ja jeg har også sagt til Aage, at vi må sove med ørepropper i nat. Det har jeg nu gjort i mange år, sådan som han snorker."

Kirsten trak forsigtigt bagdøren ud til køkkentrappen til - det passede hende aldeles glimrende, at snakken i opgangen havde fået et andet omdrejningspunkt end hende selv. Hun var røget i kategorien "gammel tosse på 4. th." og så er der ingen grund til at tale mere om det, så længe hun ikke gør noget interessant eller pinligt.

Lige da TV2 Østjylland gik i gang med de regionale nyheder, lød de første støvletrin op ad trappen - og sådan fortsatte det hele aften i en evindelig trafik op og ned ad fortrappen. Der blev råbt, trampet, danset, sunget, grinet og spillet høj musik for vidt åbne døre og vinduer hele aftenen. På altanen stod der hele tiden en eller flere og røg eller kyssede eller begge dele på en gang. Kirstens vinduer dirrede, sådan larmede og trampede de - men hun holdt lav profil. Det måtte være de nyes underbo Møllers tur til at reagere på det unge par - og denne trampen rundt måtte om muligt larme endnu mere nede hos dem.

På et tidpunkt midt i al larmen, opfangede Kirsten på mystisk vis puslen på sin egen repos. Hun kiggede gennem dørspionen og så den lille sorte kat stå og mjave på hendes måtte. Hun lukkede den forsigtigt ind og satte sig i sofaen med den. Mens den spandt og faldt til ro, faldt Kirstens puls også til et væsentligt roligere leje - det var faktisk som om, hun kunne mærke et lille bånd knytte sig til et lille levende væsen for første gang i mange mange år - om nogensinde før. Men så med et rejste katten sig og vendte den mindre pæne ende til hende, søgte ud i entreen og fandt dørsprækken åben, hvorefter den strøg ned til sine rette ejere igen.

Kirsten sad tilbage i dyb eftertanke. Det dundrede endnu med musik nedenunder og føj - nu hørte hun den umiskendelige lyd af nogen, der brækkede sig fra altanen nedenunder og ned på fortovet. Det var nogle rædselsfulde underboer hun havde fået, men hun følte, at hun havde gjort sit til at få stemningen vendt imod dem og det var egentlig vigtigere for hende, end deres opførsel i sig selv. For når fokus samledes hos andre, kunne hun bedre selv få arbejdsro til de små justeringer i verdensordenen, hun kunne udføre fra sit eget lille lønkammer.

Hun satte sig til computeren. loggede ind som Elliot på sin netbank. Der var nu et minus på over 6000 kroner på hans lønkonto - og tilsvarende manglede der 6000 kroner fra Marias børneopsparing i sammenligning med den første gang, hun havde logget ind på hans konto. Hun rystede på hovedet og loggede ud af netbanken. Så fandt hun frem til dyreinternatets hjemmeside og klikkede sig rundt blandt forældreløse katte. Hun var parat til sit første brud på den officielle husorden af 1915: Hun ville have sig en kat.

I et øjebliks forvirring fik hun tanken om anonymt at overføre 6000 kroner til Elliots konto, de skulle jo gerne blive i lejligheden, til hun var færdig med dem. Hun fik hurtigt kontrol over sin løbske fantasi - hvad tænkte hun dog på: At hjælpe folk, der spillede tæppebankermusik lige under hendes gulvbrædder.

TO BE CONTINUED 1. DECEMBER 2011

Intermezzo 8. kapitel

Onsdag var det igen op ad dagen, før Maria vågnede med en trykkende hovedpine. De havde delt et par af de mange øl i køleskabet aftenen før og vist også fået røget lidt af hvert - Maria spurgte aldrig Elliot, hvor det kom fra - ovenpå den surrealistiske oplevelse, det havde været at blive anholdt og afhørt for noget terrorrelateret. Selv om de blev pure frifundet og vel også havde modtaget noget, der kunne tolkes som en undskyldning af den fåmælte betjent, der kørte dem hjem - om ikke andet var det vist ikke helt normal procedure at eskortere afhørte mennesker til døren i patruljevogn. Der var kun én tanke, der kværnede rundt i Marias hoved: Hvem var det dog, der havde angivet dem? Hun selv havde altid forsøgt at holde sig for god til pigefnidder og befandt sig bedre i det lidt mere rå musikmiljø, Elliot var en del af. De fleste af hendes venner var mænd eller andre piger, der også var for gode til en så lav handling, medmindre hun fuldstændig havde fejlfortolket dem.

Hun så på Elliot, der snorkede let med åben mund og en klar stribe spyt ned langs hagen med flere dage gamle skægstubbe. Hvem var han egentlig - og hvordan skulle hun nogensinde finde ud af det, når hendes engelske ikke rakte til at få formuleret sine spørgsmål, uden at han ville misforstå hende og føle sig anklaget - og hans danske langt fra godt nok til, at hun kunne forklare ham om sin forvirring på dansk. Hun vidste, at han ville slå hende hen og slå benene væk under hende ved at spille et stille stykke musik, han havde skrevet til hende og synge for hende, til hun glemte eller ligefrem blev flov over sin mistanke.

Mistanke - det ord fik hende pludselig på helt andre tanker - hvornår i alverden havde hun egentlig sidst set katten Ozzy? Havde han overhovedet været der, da de kom hjem fra afhøringen i går eftermiddags? Hun for ud på altanen i nattøj, men fandt bare en overlæsset kattebakke og lovede sig selv, at så snart hun havde drukket en kop kaffe, ville hun gå en tur og købe kattegrus. Hun tog mod til sig, trak vejret dybt ind og kiggede ud over kanten af altanen, hvor hun nærmest forventede at se en smadret kat på fortovet - men der var ikke spor af nogen kat. Heller ikke af blod eller andre udsplattede kattedele, som efter en barmhjertig sjæl havde ryddet op efter uheldet.

Hun hentede en pose og fik vippet bakkens uhumske indhold over i den, bandt en knude og stillede posen ud i opgangen. Derefter lavede hun kaffe og tændte dagens første cigaret. Egentlig burde hun komme i gang med at støvsuge lidt, inden aftenens gæster, men først gjaldt det Ozzy. Hun ledte oppe og nede, han havde før lagt sig til at sove de særeste steder og der var nok af flytterod at gemme sig i. Men det pinte Maria, at altandøren havde stået åben. Hun satte sig derude igen, mens hun drak kaffen og røg færdig. Så var hun klar til at gå den skæbnesvangre tur rundt i kvarteret, for at kigge efter død kat - der kunne næsten ikke være andre muligheder, end at den mirakuløst var humpet væk fra faldstedet og lagt sig til at dø et andet sted  - i fred.

Stor var hendes overraskelse derfor, da hun åbnede sin dør - og Ozzy smøg sig ind og gned sig kælent op ad hendes ben. "NÅRH, lille pus hvor har du dog været?" sagde hun og stak snuden ned i dens pels. Hvad var dog det - katten lugtede af gammel kone parfume! Føj for en farmorlugt af YSL, der steg op fra dens lange sorte pels. Lige der var Maria bare glad for, at den var tilbage, selv om hun ikke for sin død kunne regne ud, hvordan eller hvornår den skulle være sluppet ud i opgangen - de kunne da ikke have overset den, da de kom eller gik i går?

Op ad dagen blev lejligheden klar til fest - det bestod mest af at gøre et areal farbart og stille en masse fyrfadslys på en lang bane sølvpapir på midten af plankebordet, der var opstillet midt på stuegulvet. Alt, hvad der kunne siddes på var mobiliseret og i dette tilfælde var det syv deciderede stole, resten var puder, madrasser, sofahynder og vattæpper. Der var musik på anlægget og skåle med chips rundt omkring.

Klokken 19.30 buldrede de første tunge Doktor Martens støvler op ad trappen efter Maria havde været nede og låse gadedøren op, for ikke at skulle passe dørtelefonen de næste par timer. Festen kunne gå i gang.

Intermezzo 7. kapitel

Det var med stor undren, at Kirsten så det unge par blive sat af ved gadedøren af en patruljevogn allerede sidst på eftermiddagen tirsdag. Var der dog ingen, ikke en gang politiet, der tog en terrortrussel alvorligt i dette blødsødne land. I det mindste kunne hun høre på stemmerne, at de var en smule rystede. Elliot udtrykte sin frustration i vrede engelske gloser, som Kirsten priste sig lykkelig over ikke at forstå - tonefaldet var alt rigeligt for hendes sarte ører. Maria derimod prøvede at tale ham til ro, som om optrinnet i forvejen var rigeligt pinligt for hende. Det var da også en mere end almindelig uheldig entre i en ny opgang at blive ledsaget hjem af politiet allerede på den 4. dag i sin nye lejlighed.

Kirsten godtede sig lidt og tænkte, at hun jo så måtte stikke en anden form for kæp i hjulet for deres fest - eller muligvis bare forholde sig afventende og se, om ikke stemningen helt af sig selv ville vende sig imod de nye beboere i ejendommen. Hun var i hvert fald ikke den eneste i opgangen, der var hjemme hele dagen og havde en mening om både stort og småt, der foregik bag de lukkede døre til opgangens ti lejligheder.

Mens de unge mennesker var på vej op ad trappen, lød der pludselig en underlig skrabende lyd udefra Kirstens altan. Hun stillede sig på god afstand af døren - hun følte sig altid lidt jaget og aldrig helt sikker på, om nogen holdt øje med hende fra gadens andre bygninger. Det syn, der mødte hende, var mildest talt chokerende: Op ad nedløbsrøret, der løb i vinklen mellem muren og altanens endemur stak hovedet og forpoterne på ingen ringere end underboens kat. Kirstens hjerne gik febrilsk i gang med at kalkulere fordele og ulemper, muligheder, sandsynligheder og udfald af denne nye situation. Hun brød sig ikke om, at der skete noget uforudsigeligt - men samtidig havde hun dog sjædent set noget så hjerteskærende og modigt kæmpet, som den lille kat, der havde fundet fodfæste hele vejen op ad det gamle frønnede nedløbsrør - endnu en ting, viceværten burde se nærmere på at få udskiftet, men han var holdt op med at besvare Kirstens maskinskrevne henstillinger angående nedløbsrøret.

Katten fik fat i altankassens faste udtørrede jord og fik med en imponerende elegance fordelt sin vægt, så den landede med et bump på den indvendige siden af Kirstens altan. Hun åbnede ganske forsigtigt døren på klem, for ikke at forskrække den lille modige uldtot derude. Der steg en frygtelig lugt af kattebakke op nedefra kattens egen altan et par meter længere nede. Katten trængte sig helt ind i det modsatte hjørne af altanen og stod der og skød ryg, mens den pustede sig op til dobbelt størrelse. Så var der et efterårsblad, der havde forvildet sig ind i Kirstens stue gennem den åbne dør og nu dansede hid og did for vinden inde i karnappen. Med et satte katten efter bladet og havde nær væltet Kirsten, da den startede en hasarderet jagt rundt efter det i stuen.

Kirsten satte sig i sofaen og betragtede den afsindige jagt, mens hun flere gange holdt vejret af frygt for, hvad der ville ske, hvis den ramlede ind i en gulvvase eller skubbede til den blomstrede porcelænskaffekande, der stod udstillet ovenpå vitrineskabet - men katten løb behændigt uden om alle forhindringer og Kirsten tog sig selv i at sidde og smile af dens iver. Der var jo heller ikke nogen, der havde drukket kaffe af den kande i over 25 år, så hvem ville egentlig savne den, hvis der skulle ske den noget? Hun nåede frem til, at den uventede gæst måtte kunne vendes til hendes fordel - men indtil videre vidste hun ikke helt hvordan. Hun konkluderede også, at hun i hvert fald ikke havde nogen skyld i dette kattebesøg, og det var vel ikke ligefrem strafbart at tilbageholde en kat, der vandrede ind hos en? Faktisk burde de unge mennesker være taknemmelige for, at hun ikke bare havde ladet den sejle sin egen sø ude på altanen. Altanmuren var både for høj og glat til, at katten kunne komme den samme vej ned igen.

Det unge par havde formentlig fået andet at tænke over end deres kat, så Kirsten foretog sig foreløbigt ikke andet end at smøre katten en rundtenom med leverpostej, som den indtog med stor appetit fra en underkop i køkkenet. Næppe havde den spist det hele, før Kirsten kom i tanker om, at hvor der kommer mad ind, plejer der også at komme noget ud i den anden ende - men kattegrus var der naturligvis ikke at finde i hendes lejlighed. Hun gik ud på altanen og hev resolut den afblomstrede altankasse ned og stillede den på altanens gulv i håbet om, at katten ville anvende den til nødtoilet, så længe den gæstede hendes hjem.

Mens hun lige ville tænke over, hvad hun skulle gøre ved dyret, lukkede hun øjnene og inden længe lød der høje snorkelyde fra sofaen og en lille sort kat krøllede sig sammen ved hendes fødder og lagde sig godt til rette på den korsstings-broderede pude, Kirsten hvilede fødderne på. Det havde været et par sindsoprivende dage og nu var Kirsten blevet indhentet af den søvn, hun ikke havde tilladt sig meget af, siden de nye underboer kom ind i hendes liv blot fire dage tidligere.

Intermezzo 6. kapitel

Tirsdag morgen havde Maria og Elliot sovet længe og konstateret, at køleskabet stadig ikke havde fyldt sig selv op. Eller i hvert fald ikke med mad, for der var masser af drikkevarer klar til deres fest onsdag aften. Den logiske konklusion blev, at de slentrede ind til byen og spiste brunch - det var trods alt efterårsferie og stadig bragende solskinsvejr, selv om det var en anelse køligere i luften denne formiddag.

Katten gik hjemmevant ud og ind ad altanen, selv om Maria fik dårlige nerver over, om den ville falde ud over kanten en dag. Til gengæld slap de for stanken fra kattebakken, når den kunne stå ude på altanen, og så måtte de sætte deres lid til dens ni liv og gode balanceevne. De havde glemt at købe nyt kattegrus, så der stank efterhånden fælt, når man stak næsen ud på altanen - ja det var i høj grad oplagt at tage på café, det kunne slet ikke gå hurtigt nok. De lod altandøren stå åben, så katten frit kunne bevæge sig ud og ind, mens de var væk.

Cafébesøget blev både kortere og mindre hyggeligt, end de havde regnet med. Faktisk nåede de kun lige at bestille maden, før der kom to uniformerede betjente ind, fik lukket alle udgange og vinduer, hvorefter den ene gik i gang med at kropsvisitere og evakuere gæstene, mens den anden dannede sig et overblik over lokalet og derefter styrede direkte mod deres bord. "Vil I være venlig at komme med mig!" sagde betjenten og det var bestemt ikke ment som et spørgsmål. De blev brutalt skubbet ud af restauranten, anholdt klokken 12.34, kropsvisiteret og sat ind bag i patruljevognen efter at have overladt deres tasker og overtøj til en tredje betjent, der hurtigt gennemsøgte det, hvorefter han foretog et telefonopkald og gik ind og hjalp til at med at evakuere resten af gæsterne. Maria og Elliot så ikke mere til deres tasker - og Elliot begyndte at blive vred: "What the fuck do you think you are doing?!" råbte han til den betjent, der sad bag rattet og holdt stift øje med dem i bakspejlet. Maria tyssede på ham, mere af angst for, hvad det kunne føre til at modsætte sig, end fordi hun fattede noget som helst af, hvad der foregik. Pludselig kom hun til at tænke på telefonen og den trådløse router, som Elliot havde købt uden hendes viden - hvad var det egentlig for en kæreste hun havde? Var der bag hans charmerende facade en skjult identitet, som gjorde lyssky forretninger? Havde hun stolet alt for blindt på ham i det år, de efterhånden havde været kærester? Hvad vidste hun i bund og grund om ham, andet end at han var ankommet fra England uden andet end et pas og en stor rygsæk. Var han på flugt fra noget? Og havde dette noget indhentet ham nu?

Først efter et langt forhør i et lille forhørslokale på Politigården fik de at vide, hvad de var mistænkte for: Caféen havde fået et anonymt tip om, at de havde talt om placering af en bombe, på deres vej gennem byen. Der var bare intet i forhøret, der på nogen måde antydede, at de tog unge musikertyper hanvde noget som helst med terrorvirksomhed at gøre. Skulle der kunne findes noget kriminelt på dem, var det sikkert højst indtagelse af euforiserende stoffer - det var i hvert fald betjentens umiddelbare fornemmelse og han havde en rimeligt veludviklet næse for forbrydere. Efter yderligere et par timer og adskillige telefonopkald, lod han de to unge slippe, med en advarsel om, at de skulle tage og passe på, hvad de gik og snakkede om på gaden i disse tider - også selv om det var for sjov. "Men vi snakkede jo IKKE om ..." pippede Maria, men det var betjenten ligeglad med. Han havde lagt mere vægt på, om det unge par havde fjender, der kunne have fundet grund til sådan en grovkornet spøg, som den de havde været udsat for - og spildt en masse menneskers tid med. De virkede ikke til at have fjender - faktisk virkede de som et par blomsterbørn, der var kommet en generation eller to for sent til 68'oprøret.

Intermezzo 5. kapitel

Nu havde Kirsten været tæt på en afsløring endnu en gang og hun sad tilbage i stuen og undrede sig over, at hun kunne være blevet så grebet af sine nye muligheder, at hun havde taget så uforsigtig en chance som at gå ind i stuen nedenunder. Godt nok var hun sluppet heldigt fra det, men der havde været utallige muligheder for, at det kunne gå galt. Hun besluttede sig for kun at operere fra sin egen lejlighed i en rum tid og spille meget forvirret, hvis hun på sine sjældne indkøbsture skulle møde nogen på trappen. Forvirringen kunne forklare det, hvis nogen skulle have set hende gå ind eller ud af sin underbos lejlighed - og hun kunne altid sige, at døren ikke havde været låst.

Således forvisset om, at hun ikke var i overhængende fare, satte hun sig til sin computer. Facebook var hendes startbillede, men hun havde også gjort det til en vane lige at tjekke Elliots kontobevægelser, hver gang hun satte sig til tastaturet. Hun havde haft ret i sin antagelse om, at han var mere end almindeligt sløset med sine pengesager og overtrækket så kun ud til at vokse sig større og større på hans lønkonto. Altså var kassebonen, hun havde efterladt, perfekt materiale til at så splid mellem parterne.

Af Facebook fremgik det, denne tirsdag ved frokosttid, at Elliot og Maria netop var tjekket ind på Café Globen Flakket. Kirsten lavede for sig selv et lille overslag på, hvor stor en transaktion, der ville blive synlig på kontoen indenfor ganske få timer efter, at de forlod caféen. Af hjemmesiden fremgik det, at en brunch kostede mellem 94 og 104 kroner og dertil kom formentlig ekstra juice og kaffe. Kirsten satsede på, at regningen ville lande på omkring 350 kroner. Et beløb der på ingen måde var dækning for på Elliots konto, som også havde stået for biografbilletter og biografcafé søndag og et højt beløb til biografens kiosk.

Det var ikke helt tilstrækkeligt tilfredsstillende for Kirsten at få ret i sine små gættelege - hun måtte finde på noget, der fik skovlen under dem for alvor, uden at blive bemærket. Maria havde spillet klaver til langt ud på mandag nat og nede i bunden af opgangen hang der nu ganske vist et festvarsel, men det var ikke oppe de reglementerede 8 dage før festens afholdelse, så ingen havde jo en chance for at undslippe støjgenerne med så kort varsel. Kirsten skøjtede let hen over det faktum, at hun ikke havde haft andre steder at tage hen, om så festen havde været varslet en måned i forvejen.

Hun skiftede tilbage til caféens hjemmeside og sad og spekulerede så det knagede, indtil hun forfattede denne sms og sendte den til et mobilnummer, der var angivet til caféen på hjemmesiden: "Jeg har netop overhørt et ungt engelsktalende par gå ind på jeres café, mens de talte om at placere en bombe. Hun har håret farvet sort og ring i næsen, han har langt og lidt sjusket hår, taler engelsk og har en sort Haglöffs rygsæk på. De ser ikke arabiske ud, men man ved jo snart aldrig, hvem der har terrorhensigter. Jeg ønsker at forblive anonym for at undgå reprassalier." Det var godt, hun havde købt denne Samsung Galaxy telefon, den skulle nok vise sig at blive en nyttig hjælper i Kirstens forehavende. Hun måtte bare sætte sin lid til, at telefonens ejer var på arbejde, eller at det var en telefon, der tilhørte caféen og blev tjekket jævnligt.

Nu skulle der nok komme gang i sagerne - og det var spørgsmålet om det unge par overhovedet ville være hjemme til at holde fest i morgen eller om de ville blive varetægtsfængslet med det samme. I gunstigt vindstille vejr kunne Kirsten høre udrykninger fra Politigården og hun lindede på altandøren præcis tidsnok til at høre en politisirene gå i gang. Oh hvilken fryd. Lykken havde vendt og Kirsten sad nu igen på toppen af sit net og kunne overskue og styre alle andres bevægelser - troede hun i hvert fald.

Intermezzo 4. kapitel

Maria elskede fester og hun elskede, når hun og Elliot havde et fælles projekt at gå op i. De havde masser af venner fra musikmiljøet, gymnasiet, konservatoriet og de englændere i byen, som var i stand til at spotte og hænge ud med byens andre briter - måske fordi de alle kom på den samme engelske pub. Det eneste der var helt sikkert var, at når de inviterede til indflytterfest på en onsdag i efterårsferien, så var der ikke mange, der var forhindrede på grund af noget så småborgerligt som et almindeligt arbejde, de skulle op til den næste morgen. Der var heller ikke mange i flokken, der skelede til, om der kunne drikkes alkolhol først, midt eller sidst på ugen, for de fleste var livet en lang fest.

Festen om onsdagen betød også, at de var nødt til at få kasserne pakket ud inden da - det ville selv Elliot kunne se nu. Ikke fordi, det skulle være en fornem fest med tre retters menu og hvide duge, men der skulle skabes plads til, at så mange som muligt kunne stå og drikke en øl, spise snacks eller danse. Det var en stor stue og de havde ikke mange møbler med - Maria var lige flyttet hjemmefra og Elliot havde boet rundt omkring hos kammerater uden særligt meget jordisk gods. Den perfekte scene var sat for et fest- og dansegulv - og så skulle den gamle dame ovenpå få fuld valuta for sin nysgerrighed, når festen gik i gang.

Med al sin bedste vilje til at være large gik Maria til angreb på flyttekassen med forstærkeren, som endnu mandag formiddag stod midt på gulvet. Hun kunne ikke løfte den, men gik i gang med at skubbe den i retning mod entreen af alle kræfter. Den rokkede sig da også nogle centimeter, inden Elliot kom styrtende: "Pas po med den der, nu skal jeg tage den," sagde han og løftede den med et snuptag op i brysthøjde og tog den ind i det andet værelse. Maria smilede til hans stærke ryg - alt gik jo efter planen. Pludselig var der masser af gulvplads, kun forstyrret af en lille hvid lap papir, som hun samlede op og skulle lige til at krølle sammen, da hendes blik faldt på et beløb på næsten 6000 kroner på en kassebon, der var mindre end en uge gammel.

Maria var vant til, at der var penge nok i barnsomshjemmet, men hun vidste også, at forældrenes køb af lejligheden til dem var en prøve i, om hun overhovedet var i stand til selv at administrere penge. Det interesserede hende ikke, så hun havde i store træk overladt økonomien til Elliott. Hun vidste dog godt, at hans indtjening på musikken helt sikkert ikke var stor nok til, at han kunne tillade sig at købe en dyr mobiltelefon, dyre PC-højttalere og trådløst internet. Det trådløse havde de talt om, så det var OK, men telefonen havde hun ikke engang set - hvad fanden havde han gang i?

Hun vidste også, at direkte konfrontation bare fik Elliot til at klappe i, så hun stoppede kassebonen i lommen og gik ind til ham i soveværelset, hvor han rodede med at sætte kabler sammen til sit lille musikstudie i hjørnet - han var i gang med at sætte højttalere op! Så de ikke lidt nye ud? Sandheden var, at Maria ikke anede, hvordan de gamle eventuelt havde set ud eller om han overhovedet havde haft nogen før. I situationen syntes hun bestemt aldrig, at hun havde set de højttalere før, men hun nævnte dem ikke. I stedet spurgte hun indsmiskende: "Skat jeg har glemt at lade min telefon op, må jeg lige låne din?" "Ja, her," sagde han og stak hende sin ældgamle Sony Ericsson telefon.
Maria gik ind i stuen - hvad var det, han skjulte? Hun gik ud på altanen, tog sin egen fuldt opladte telefon op ad lommen og ringede til Elliots nummer - Sony Ericsson telefonen ringede med det samme. Han havde altså en ny Samsung Galaxy med et andet telefonnummer og SIM-kort - hvad var det dog, han lavede, som hun ikke måtte vide noget om? Noget der var så hemmeligt, at det krævede en hemmelig telefon? Hun valgte igen strategien med ikke at konfrontere, bare snuse lidt og forhåbentlig finde en logisk forklaring.

"Jeg vil også gerne på internettet, har du fået det trådløse til at virke?" spurgte hun Elliot. "Årh, det har jeg ikke fået købt endnu, men du kan bruge kablet her," sagde han på sit engelsk-danske og så helt upåvirket ud. Maria var ikke tålmodigheden selv, så hun valgte at trække bonen op ad lommen: "Hvad er så det her måske? Og hvor kommer de højttalere der fra? Og hvor er den nye telefon? Og har du overhovedet fået betalt husleje?"

Elliot stirrede uforstående på kassebonen. "Det er ikke min," sagde han forsigtigt, men kunne godt fornemme, at hun ikke troede på ham. "Jamen her har jo ikke været andre!" svarede hun tilbage.

De kom ikke rigtigt videre - selvfølgelig var der en chance for, at det kunne være en af flyttehjælperne, men det virkede underligt, for de havde slet ikke været inde i stuen, men derimod stillet alle kasserne i entreen, hvorfra skiftevis Maria og Elliot havde fordelt dem i de to værelser og det lille køkken. Mistilliden havde sneget sig ind i mellem dem som en lille kile, der dog ikke var stor nok til at forhindre dem i at gå i Netto og købe stort ind af chips, øl, breezers, Gajol shots og et par symbolske liter cola til deres indflytterfest. Gæsterne skulle komme klokken 20 og der var allerede over 30, der havde takket ja til invitationen. Allerede i overmorgen villle lejligheden være fuld af festlige mennesker - så skidt da med den telefon.