OK tv2, we get it

I synes, kvinder dominerer både boligindretning og bryllupsplaner. I synes også, at det er smart at løse det, ved at sætte mænd i gang med at kløve hvidpigmenterede spiseborde med en flækøkse eller arrangere bryllupper med biltema. Are we then even? Eller har vi startet noget, der minder lidt om en børnehave? Hvis du vil bestemme, så vil jeg bestemme endnu mere og du må overhovedet ikke være med, for det er mig, der bestemmer. Ævbæv bussemand.

Altså hvis programmerne forhindrer bare én mand i at kløve sin kone med en flækøkse, så har det selvfølgelig et formål. Jeg tror bare ikke, potentielle øksemordere udgør flertallet af tv-seerne der i primetime. En anden mulig årsag til programmerne kan selvfølgelig være, at alle tv2s programredaktører er gift med dumme dominerende blondiner.

Men hatten af for de eksempler, I har fundet frem. Det må alligevel have krævet en del research at finde SÅ mange blondiner, som ville stille op og fortælle, at deres tilkommende helt sikkert ikke havde en bjælde styr på, hvor lykkelig hun var for den hvide sofa, eller præcis hvilken brudekjole, der ville skjule og fremhæve alt det rette på den store dag. Og selv om jeg bor i Århus, tror jeg det kan være svært at finde unge mennesker, som taler så grimt århusiansk, som dem i programmet forleden, der skulle giftes i Holme.

Græde kan de også, blondinerne. Når kjolen eller kirken er forkert eller af glæde i andre tilfælde, når det viser sig, at Prince Charming har en smule smag alligevel - eller ligefrem bedre smag. For vi vil selvfølgelig allerhelst gerne have, at I ved, hvad vi ønsker os allermest, uden vi selv helt ved det endnu.

Men supergodt grundlag for at samlivet eller ægteskabet fortsætter. For nu har manden været beslutsom og bevist - ja hvad? At han ikke lader sig kue? At sorte møbler er så meget federe end hvide, fordi man bedre kan spilde på dem, uden det kan ses? At han vil gå gennem ild og vand, indretningskonsulenter og brudeudstyrsforretninger for at prøve at regne ud, hvad hans kvinde vil have? At han gerne vil udstille sig for familien Danmark for at få finansieret sit bryllup? Jamen jeg ved det ikke. Det kunne være sjovt at vende tilbage til parrene fem år senere. "Hun fik ret og jeg fik ro" og "Hvad bruden siden hen fandt ud af" kunne programmerne hedde.

HVIIIIIN, en MUS!

Sådan her ser vores kat ud rigtig meget af dagen. Formentlig også om natten, for der er han inde, fordi jeg ikke kan sove, hvis jeg tror, han får kattetæsk af naboens den rødstribede. Lidt pyllermor er man vel altid.

Kattekyndige kan måske se, at staklen ikke har meget af sin mandighed tilbage (og måske vil de også indvende, at han burde få en større kasse. Lidt ligesom når min yngste datter havde sparkedragt på, til hun ikke kunne strække benene, i håb om at hun blev ved med at være en baby). Måske derfor havde jeg fået bildt mig selv ind, at han nok heller ikke jagtede mus. For min største anke mod katte er deres vane med at bringe halv- eller heldøde jagttrofæer hjem til deres ejere. En anden vægtig grund til at han er inde om natten, så vi ikke skal vågne op til overraskelser, hvis jagtinstinktet alligevel skulle få magt over ham der om natten.

Når han er ude i haven om dagen, kommer han hen til terrassedøren og mjaver insisterende, når han gerne vil ind. Derfor åbnede jeg rutinemæssigt her til morgen, da han kom forbi terrassedøren - og smækkede den lynhurtigt i igen. Han ville nemlig slet ikke ind, men kom bare forbi døren i sin jagt på en markmus, som var ca. 4,5 mm fra at spurte ind i stuen i sin flugt fra katten. HVIN!

Det er ikke for at være krukket eller fordi jeg synes, det er feminint at hvine over en mus. Der var jo heller ikke andre hjemme end katten til at høre mit hvin og jeg tror ikke, han forholder sig til eventuelt at kunne redde en kvinde i nød. Men jeg hvinede - som i helt spontant ukontrolleret hvin.

Såden helt nøgternt og rationelt, så vejer jeg nok 6-7000 gange mere end en markmus og den burde ikke kunne skræmme mig. Men ikke nok med, at jeg næsten døde af skræk, næh kattens uskyld blev også brudt. Han er en musejæger og en drilagtig en af slagsen. Psykisk museterror, hvor han holder musen i skak, i stedet for bare at få det overstået. Om han åd musen ved jeg ikke, men jeg ved, at han ikke har præsenteret mig for den. Endnu i hvert fald.

Desværre har jeg også bemærket, at katten er blevet voldsomt interesseret i en stor kiste på terrassen (ikke en ligkiste, men sådan en til havehynder), som står pivåben, fordi den er så propfyldt med havelegetøj og hynder. En kiste, som befinder sig 30 cm fra mig, kun adskilt af et stort vindue. Katten balancerer rundt oven på legetøjet og prøver at nå et eller andet dernede ved at stikke poten ned forskellige steder. Eller han ligger sig på lur lidt væk fra kisten og svinger med halen, mens han venter på, at eventuelle beboere skal ud og finde føde. Nu er min fantasi så i gang med at producere billeder af musereder på kistens bund. Men jeg tør ikke tjekke det! Jeg er simpelt hen bange for at endevende alle havehynderne for pludselig at stå ansigt til ansigt med en pibende musefamilie. Og jeg vil ellers gerne have nye havehynder, så der burde være et incitament der.

Måske skulle jeg bare skubbe hele kisten ud midt i haven og stikke ild til den? Ej, hvis der nu er mus i, ville det alligevel være synd. Men så bare skubbe den væk, så den ikke er så tæt på huset? Eller skal jeg prøve "Hjælp mig, jeg er svag" tricket, når min mand eller mine store drenge kommer hjem? Ja det tror jeg, jeg vil gøre. I mellemtiden vil jeg flytte et par kommoder hen foran terrassedøren, så 10 grams gnaveren ikke forcerer havedøren. (Så, der fik du endelig svar på, hvad jeg vejer).

Barnedåb eller børnehave

Jeg tror vores børnehave har gjort en timingsmæssig fodfejl af de helt store. Der er inviteret til bedsteforældredag samme dag som den royale barnedåb. Det er da i den grad at sætte målgruppen i et interessedilemma. Royal globarnedåb eller eget borgerlige barnebarn på nærmeste hold? Fredelig fjernsynstransmission eller fedtet chokoladekage bagt af børnehænder? Jes Dorph eller påskeklip med indlagt tvangskonversation med andre bedsteforældre? Jeg er spændt på, om der kommer nogen.

Stik imod min ellers rationelle og normalt hverken traditionelle eller gammeldags tankegang, så er jeg helt pjattet med det kongehus. Jeg er stolt af Margrethe, jeg elsker tudeprinsen, synes Mary er en smuk prinsesse, de store børn er nuttede og tvillingerne er nogle lækkerbasser. De må siges at hænge ret langt nede i arvefølgen og der skal en usandsynlighed af dimensioner til at gøre dem til konge eller dronning. Dermed behøver jeg muligvis ikke interessere mig for, hvad de skal hedde. Men det gør jeg! Jeg vil også gerne se, om tvillingerne sover, bruger sut, sutter på lillefinger eller græder. Og hvis min svigermor vælger mit barn og bedsteforældredagen, så skal jeg selv se barnedåb.

Jeg plejer at forklare min indre skabsroyalist med markedsføringsværdien, helt uden at vide, om der er belæg for at sige, at den står mål med udgiften. Men ifølge Hello Magazine har kronprinsesse Mary en tredjeplads over de mest attraktive og elegante celebrities sidste år og på Wikipedia er hendes markedsføringsværdi anslået til 12 mia. kr. (hvordan man så end er nået frem til det?) Alligevel har det mere med symbolværdien at gøre. Ja, selvfølgelig er det nemmere at se smuk ud som firebørnsfamilie, når man har en stab af tjenestefolk, en ret lækker bolig og ikke behøver købe ind i Netto.

Det er drømmen om det perfekte og lykken, de repræsenterer og så skal ingen komme og fortælle, at de også har mælkeknuder, kolikbørn, snotnæser, hormonknopper eller jalousi mellem børnene. Det kender jeg jo fra mit eget liv og jeg vil hellere tro, at de der babyer faktisk ikke engang skider - og da i hvert fald aldrig udenfor de kongelige bleer.

Det er godt, det ikke er mig, der er en bedstemor i interessekonflikt. Jeg slipper tilmed for at hente mit eget afkom midt i begivenhedernes gang. Måske kommer der helikopterbilleder fra overflyvninger af Holmens Kirke!

Moar, findes der egentlig rige?

Det spurgte min 5-årige datter mig om i går. Nogle gange er det lidt svært at regne ud, hvor hun får sine indfald fra, så jeg tog den nemme løsning og spurgte, hvorfor hun spurgte om det? "Jo for dem der lige var her og fik en 20'er af dig i deres sparebøsse, de må da være rige." Det var så Kræftens Bekæmpelses indsamlere. Ergo tid til samfundsfagslektion for 5-årige. "Nej, de får ikke pengene selv, de giver dem til nogen, der kan finde ud af, hvordan man bliver rask, hvis man har fået en farlig sygdom." Det tænkte hun lidt over.

Men da vi begge har det med at tale mere end vi tænker, greb jeg chancen til at stille hende et nyt og manipulerende spørgsmål: "Vi har jo f.eks. råd til at bo i det her hus, vi får mad hver dag, det tøj vi skal bruge og kommer også på ferie hver sommer. Synes du ikke, vi er rige?" "Jo, det er vi nok, jeg har jo også fået en guldmønt af farmor." Det var så en flunkende nyslået 20'er. (Ja, hende farmor har altid kontanter - gad vide, om hun faktisk hvidvasker dem?) Slut på samfundsfagslektion.

Men nogen gange får hun mig jo til at tænke videre. Sådan helt ud over egen næsetip. Der er ofte debattører, der hævder, at Danmark er blandt de rigeste lande i verden og vi må da kunne få råd til x, y og z. Ingen kan vel gennemskue statsbudgettet, men selvfølgelig er husmorlogikken, at for at have nogle midler at fordele på, må der nogle penge ind i maskineriet. Det mærkes tydeligt rundt omkring, at der ikke kommer så mange penge ind i maskineriet for tiden. Ikke kun fordi, der er oplevede serviceforringelser, for igen er det for uigennemskueligt, hvad der rent faktisk er fordelt og til hvem. Men på den mistro og mistillid, der kommer snigende, når krybben er tom.

Mistanke om socialt bedrageri, angivelse af naboer, kommunale caféer til at sladre anonymt, ondt i både røv og fødder pga for små sko. Det er ikke en særligt klædelig menneskelig egenskab at være mistroisk. I hælene af den følger selvgodhed, hvis man er så heldig ikke at være afhængig af en offentlig ydelse. Heller ikke klædeligt.

Hvor ville jeg dog meget hellere diskutere, hvordan vi får gang i økonomien i stedet for at blive hinandens stikkere. Det er da sjovere at tænke på, hvordan landet kan tjene penge på f.eks. klima og miljøviden. Et felt vi altså ikke har eneret på at interessere os for, så det er bare med at komme frem i skoene. Smid nogen penge efter forskning og let skatten for virksomhederne, der gør noget ved det. Så kan vi måske få mere til at blive til mere, i stedet for at mere nødvendigvis skal betyde mindre for nogle andre. Men det kræver, at vi tør tænke i visioner i stedet for begrænsninger. Så skal vi nok blive ved med at være rige. Det var bare det, jeg ville sige - efter et uskyldigt spørgsmål fra min datter.

Jamen så må I jo have lidt hjælp

Det var åbenbart for stor en udfordring eller også var det for godt vejr i går. Så jeg bringer et hint til gåden i dag:

Dagens gåde

Jeg har i dag fået ca. 4 kvadratmeter ny flisebelagt terrasse uden at lægge en eneste flise. Hvordan?

Til fals for et armbånd

Nykredit havde inviteret til et arrangement under overskriften Kvinder og Økonomi, hvor Susanne Arvad ville levere de tørre facts og Anna Thygesen komme med en opsang til kvinder om at tage ansvar. Min første reaktion var, at det lød lidt kedeligt, men så var der "let anretning" og "du må tage en veninde med" og til sidst endte jeg med at tænke, at om ikke andet, måtte jeg tage med, om ikke for andet, så for at kunne skrive om det i min blog.

Alle de veninder jeg forsøgte at invitere var enten optagede eller med fuldstændig fod på deres særeje, ægtepagt, pension, forsikringer (eller også i strudsetilstanden - hvis jeg ikke åbner rudekuverterne, forsvinder de nok). Samme dag som arrangementet kom endnu en af de centimetertykke kuverter fra mit pensionsselskab. Den type kuvert, som først får lov at ligge lidt, så bliver den åbnet og inden jeg når gennem side 1 er der et barn, der skal have lektiehjælp eller tørret numse eller andre ting, som er mere interessante end pension. Således opmuntret tog jeg afsted til arrangementet i aftes.

Det første, vi 150 fremmødte kvinder blev mødt med, var en goodie bag og der lød spredte begejstrede udbrud, efterhånden som vi opdagede, at en af gaverne var et Pilgrim armbånd. Her var det så, det gik op for mig dels hvor dygtige marketingsfolk Nykredit har og dels, hvor uhyre relevant sådan et arrangement var. 150 kvinder har vel samlet ikke under ca. 100 mio. kr. i lommen på Nykredit og så falder vi i svime over et armbånd og en lille dåse Kusmi te.

Der var to slags snacks ved velkomstbordene: Den korrekte med gulerødder, selleri og agurkestænger med pestodip og et ordentligt læs nachos med salsadip. Men nu er det åbenbart sådan, at selv når kvinder kun er sammen med andre kvinder, vi ikke kender, så kører vi grøntsagsstave ind og lader chipsene stå - og det er jo ikke fordi, vi ikke ved, at nachos smager bedre end bladselleri?

Jeg synes, der kom mange interessante ting frem. Fx at vi står for over halvdelen af alle købsbeslutninger (Jep, også dem der gælder biler og IT-udstyr, selv om det er dem, der kommer tættest på en 50% fordeling) til hjemmet, men at vi samtidig interesserer os ufatteligt lidt for, hvor pengene kommer fra, hvordan vi får flere eller hvad der sker, hvis vores helbred eller civilstand ændrer sig.

Vi synes som udgangspunkt, det er usexet at snakke om økonomi - og nogle af os sender kun manden til møder med banken. Det duer jo bare ikke! Som Anna Thygesen fastslog, er det jo heller ikke sexet at gå ud med skraldespanden, men det gør vi jo alligevel.

Er det fordi, vi i bund og grund helst vil tro på, at det er noget, vores mænd skal klare og af rent romantiske årsager naturligvis vil organisere til fælles bedste? Tja, så er det tid til et wakeup call, for der er andre resultater, der tyder på, at hvor vi tænker økonomi med følelserne, så gør mændene det mere rationelt. Hvis vi ikke taler om kritisk sygdom, ulykke og tab af erhvervsevne, så sker det nok kun for naboen, eller hvad? Vi tør ikke bringe emnet mulig skilsmisse på banen, selv om det selvfølgelig bør gøres, mens man er (og forhåbentlig altid vedbliver med at være) på god fod. Som udgangspunkt er det dumt af mændene at tage emnet op, for de har i langt de fleste tilfælde den største pensionsopsparing, som de ikke skal dele i tilfælde af skilsmisse.

Under alle omstændigheder fik jeg noget at tænke over (og et fint armbånd) og selv om jeg har bedre styr på min økonomi end gennemsnittet, så er jeg stadig ikke god til de pensionskuverter. Men jeg lover hermed, at jeg får kigget det igennem. Engang ved lejlighed. Når jeg lige har smagt på den Kusmi te og læst det nye magasin Liv, som også var med i posen.