Agurketid i Egå

Gossip: Naboens ikke steriliserede hankat har besvangret vores barnepiges åbenbart alligevel ikke P-pille-beskyttede hunkat. Hvis der indledes faderskabssag siger jeg bare: Vores hankat er steriliseret, men jeg kender synderen.

Erhvervsnyt: Når man sætter sine allerkæreste aflagte pigetøjsklenodier til salg på Trendsales, uden at ofre en krone på ekstra promovering og man venter en køberstorm i sin mailbox, sker der - ikke en skid.

Hus&Have: Til gengæld håber jeg, at de penispeber(!)planter, som jeg har fået af Charlotte snart er klar til at blive plantet ud. Hvis de kommer til at se ud som de Google billedresultater, der findes, bliver det sjovt at se gæstereaktioner på terrassen denne sommer.

Shopping: Hvis man tager til Rivegilde i Salling kommer man hjem med to gode ting til fuld pris og et antal tvivlsomme a 50 kr.

Fritid og underholdning: Der er udsigt til en weekend med mange børn til en mor, da Kimsalabim har tre jobs.

WeekendVejret: Yderst velegnet til at være en mor til mange børn.

Åben Brevkasse (mangler dog ekspertpanel): Hvad er det jeg ikke fatter ved at markere sætninger eller linier på iPad? Jeg får kun fat i et ord og der fremkommer en lup. Hvad er tricket?

- Posted using BlogPress from my iPad

Frisind eller nypuritanisme?

I dag så jeg dette billede på Facebook:








Det var lige efter, jeg havde læst på jp.dk om en stigning i protester over mødre, der havde over 6-årige drenge med i kvindeomklædningsrum i svømmehallen. Disse protester kommer især fra kvinder under 30.

Hvad sker der? Er de bare mere friske i København? Narh, de læser jo også Jyllandsposten, så det er nok ikke det. Måske er hende der fra Danmarks Turistråd eller hvem var det med viralkampagnen, hvor en blondine efterlyste faderen til sit barn, måske er hun kommet i jobtræning i Københavns kommune?

Eller måske er det de under 30-årige kvinder, der er mere blufærdige end hende i jobtræningsforløbet? Eller måske er skiltet forfattet af en voyeur, som er god med en computer og ikke har noget med Københavns kommune at gøre?

Jeg er strengt taget en del over 30 og jeg synes egentlig det skilt er en lille smule too much information. Men jeg har haft drenge med i omklædningsrummet, indtil de ikke længere selv ville, fordi de følte sig lige så begloede som de der unge puritanske kvinder åbenbart gør. De var under 6, før de nægtede at gå med mig.

Sådan som debatten er lige nu, så undrer skiltet mig mere end protesterne. Det er egentlig ærgerligt, hvis vi er på vej så langt væk fra noget naturligt, at det bliver ubehageligt at klæde om sammen med mindreårige drenge.

Når min datter enkelte gange har været med sin far i omklædningen har hun sikkert også gloet! Det gør børn, men det er der jo ikke noget seksuelt i. Bare noget nysgerrigt. Men der er ikke mange andre lande, hvor man dapper nøgne rundt sammen med voksne af samme køn i omklædningsrummene. Skal vi bare EU-harmonisere vores omklædningsrum eller er der grund til at værne om vores frisind? Eller er det netop det, som har skabt nypuritanismen? I don't know.

Endelig nyt billede

Jeg har ventet med at udgive det, fordi jeg ville underrette alle mine nærmeste først. Desværre skete der nemlig det, at de også kom til at fjerne min hjerne under operationen. Nu kan jeg hverken huske mit fornavn eller stave til mit efternavn. Under manglen af hjerne, fik jeg foretaget en total makeover.




Det værste er næsten, at jeg ikke forstår de vitser, Barack Obama laver om mig. Så forstår jeg bedre min ven Donald Trump. Eller min veninde Sarah Palin. Som I kan se på billedet, er jeg helt blank, men jeg har på fornemmelsen, at folk griner af mig bag min ryg.

Ej OK, nu kan jeg vist ikke koge mere suppe på den pind, men jeg følte mig lidt intimideret, da jeg opdagede at en republikansk præsidentkandidat næsten har mit efternavn. Så var nødt til at gøre dette patetiske forsøg på at gøre nar af hende.

I virkeligheden ser jeg nu sådan her ud:

(Jeg turde faktisk kun tage meget meget lidt mascara på, for som den opmærksomme kan se, er der en lille smule blodskudt nederst i mit venstre øje - UARKS)

Jeg har også fået nye solbriller. De kommer her:

(Det er så heller ikke mig).

- Posted using BlogPress from my iPad

Du må ikke klø dig i øjnene i en uge

Jeg lover, at dette bliver det sidste indlæg om den øjenoperation. Men har I nogensinde prøvet ikke at klø jer i øjnene i en uge? Det fungerer lige som, hvis man ikke må tænke på farven blå eller hvis nogen siger "lus". Med et er alting blåt og det klør overalt.


I morgen er der gået en uge og mine hornhinder skulle være helede. Ikke at det kan anbefales at kradse løs med hele overarmen i øjet, men ihh hvor jeg glæder mig til at klø bare en lille bitte smule. Jeg har ikke en gang høfeber, og det sætter jeg særligt stor pris på i denne uge. Men argh, jeg har tørre øjne, der klør. Jeg har sovet med sådan en fiks plastbrille, for ikke at få rodet rundt med øjnene i søvne. Den skal det også blive godt ar komme af med. Forleden brugte jeg den forresten, da jeg hakkede løg! Rimeligt effektivt mod tårer. Og cool er den, på en lidt zorroagtig måde, så måske kan den også få drengene til at hakke løg.

Noget andet jeg glæder mig til, er at få mascara på igen. Det har været både angstprovokerende og grænseoverskridende at gå rundt i offentligheden i en uge uden mascara. Det skal her siges, at jeg ligner lidt en albino uden mascara. Desuden er de to lodrette rynker mellem øjenbrynene pludselig blevet de tydeligst fremspringende linier i ansigtet, når der hverken er briller eller makeup. Så jeg synes nok, den mere forskønnende effekt af operationen lader vente på sig.

Jeg har både været til møde på A-kasse, til fødselsdag, til skolesamtale og til Jobnetmøde uden mascara. Ingen af de velmenende konsulenter har direkte sagt, at jeg nok skulle overveje at smøre noget i hovedet for få job, men de har sikkert tænkt det. Faktisk har jeg også købt creme i Magasin og ikke engang den perfekt plejede makeupsælger så meget som løftede et velplukket øjenbryn, da hun så, at jeg ved første øjekast ingen øjenvipper havde. Ros til hende, meget flot pokerface. Hun fnisede nok først i sin næste pause.

Det er sikkert lærerigt at gå rundt i verden som en nøgen mus eller sit umaskerede selv eller noget andet hippieagtigt. Men jeg har godt nok sat pris på solbrilledagene. Tomorrow tomorrow, I love you tomorrow - så skal jeg nok få lagt et nyt profilbillede ind uden briller. Til almindelig oplysning er det nemlig ikke mig på det ovenstående billede. Det er vist heller ikke så almindeligt, at albinoer har sort hår. Og jeg har ikke kløet endnu, jeg glæder mig bare til det.

En dressaholic på fem

"Vil du så købe en ny kjole til mig i morgen mor? *snøfte* eller måske to, hvor den ene er med Kitty?" Straks fik jeg lige sådan et flashforward på ca. 8-10 år:



For sådan lød min datters sidste ord, inden hun faldt i søvn i aften. Det var efter, vi havde været omkring savnet af morfar (en sådan har hun aldrig haft), følelsen af, at det var som om, ingen ville lege med hende (det vil de godt, men jeg var anerkendende til det kvalmende) og endelig angsten for ikke at have noget at tage på i morgen. Løsningsmodellen - at shoppe følelsen væk - er altså etableret i et lille femårigt (stiv)sind.

Altså ligesom mit skab, så bugner hendes også, men vi deler åbenbart den samme følelse af, at der som regel ikke rigtig er noget af det, der dur. Ganske vist vokser hun hurtigere end mælkebøtter lige nu og nogle af yndlingskjolerne virker lidt som t-shirts. Faktisk er det virkelig på tide at rydde op i skabet og se, om der reelt er noget sommertøj, hun kan passe. Men at tøjsavn kommer ud på linje med ensomhedsfølelse, det overrasker mig alligevel.

Jeg var ved at være lidt træt efter al den anerkendelse og rummelighed og et kort øjeblik virkede en Hello Kitty kjole som en lille pris for at få lov til at komme ind og drikke et glas cola i sofaen. Men den kat er simpelt hen så overrepræsenteret på hendes værelse, nattøj, undertøj og legetøj, at jeg ikke orker se den på hendes mave også. Så jeg undveg spørgsmålet. Da jeg omsider troede hun sov, fortalte hun mig, at nu vidste hun, hvordan man laver klistermærker. Damn hun sov ikke, men på den anden side, tror jeg, man er ude over den akutte sorgfase ifbm tøjkrisen, når man tænker på klistermærker.

Her kunne jeg have valgt at høre en gennemgang af klistermærkefremstilling for femårige, men jeg satsede højt på, at krisen og grådlabiliteten var drevet over og bad om at få udsat dette spændende oplæg til i morgen. Heldigvis åd hun den, så det ikke endte i en "HVORFOR valgte jeg den konfikt?" af typen, hvor man hellere vil æde en pude end at føre den til en sejr, som virker både dum og urealistisk.

(Her skulle have været en glidende overgang til noget med forbrug og gaver, men jeg kan ikke finde på noget - al den rummelighed har simpelt hen slidt mig op).

For det der med give away, det var jeg nok ikke lige så god til. Men ok, måske skal man ikke lægge ud med en gave som både gør ondt i øjnene og tegnebogen. Mao, du kan nå det endnu, hvis du vil have (eller bare kender en, der vil have, shit det er ved at være desperat, jeg har nu Shu-Bi-Duas Når jeg holder fester, kommer der ingen gæster, kørende i baghovedet) et uforpligtende Memira-gavekort til forundersøgelse. Værdi 300 kr.

Moderne vikinger

For nogle måneder siden annoncerede min ældste søn, at han gerne ville være vinterbader. Jeg plejer at støtte de fleste af hans forslag, som går i anden retning end at spille computer - ja også computer, men helst ikke KUN computer. Derfor mente jeg, min del var gjort ved at give ham en lækker fleecemorgenkåbe i adventsgave. Det var det så ikke, for han syntes, jeg skulle med i vandet. Jeg undskyldte mig med, at jeg jo ingen badekåbe havde og jeg fik heller ingen adventsgaver og til sidst glemte han det.

Indtil i går, hvor begge drenge vågnede opfyldt af et eneste ønske: "Vi vil have hovedet under vandet i dag." Der var ikke andet for end at tage dem på ordet. Heldigvis var min rolle reduceret til sko- og tøjopsamler og det er en velkendt rolle, som jeg spiller næsten hver dag. Alligevel er jeg stolt af mine drenge, for godt nok var de ikke i længe, men DE GJORDE DET. Og faktisk på den første morgen i flere uger, som var kølig og skyet. That's my vikings.

Er det 1. april eller 1. maj?

For det her må da være en joke?

"Det internationale badmintonforbund vil tvinge kvindelige elitespillere til at spille i lårkorte kjoler [....] Vi gør det for at øge interessen for kvindernes spil ved hjælp af en æstetisk præsentation af sporten, forklarer direktør i det internationale badmintonforbund, BWF, danske Thomas Lund, der er tidligere elitebadmintonspiller, til Politiken."

Det var desværre ikke muligt at finde et badmintonskørt, der var fra efter 1950.

Æstetisk præsentation? Kunne man forestille sig, at vi krævede kortere cykelshorts til Tour de France for at få flere kvindelige seere (som om det ville hjælpe) eller mindre grimme solbriller og cykelhjelme? Eller hvad med lidt frækkere herrefodboldtøj, evt bare overkroppe? Ville det ikke forbedre æstetikken? Eller skulle vi eventuelt fokusere en lille smule på sporten og se bort fra benene og brystkasserne?

Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig andet end en lidt for sjov middag i badmintonforbundets bestyrelse, hvor en gammel gris har foreslået de lårkorte skørter. "Hæhæ, hørt hørt" har de andre istemt og pludselig havde de en ny regel. Hvad skete der lige for dem? Troede de, at kvinderne ville synes, det var en knippelgod ide?

Man kunne også føre hele æstetikdiskussionen et skridt videre og kræve, at alle offentligt optrædende skulle fremstå æstetisk. Der er da et par stykker på den politiske scene, der ikke er udpræget æstetiske i deres fremtoning. Eller nu vi er ved det, kunne vi også udelukke de grimme fra skuespilskoler, konservatorier, journaliststudiet og alle de steder, de efterfølgende risikerer at skulle optræde offentligt eller på TV og dermed skaffe annoncepenge nok til at holde cirkusset kørende.

Det er en underlig verden, hvor man både kan kræve tørklædeforbud og skørtepåbud. Man kunne jo næsten fristes til at slå det hele sammen til et hudpåbud. Vi vil se hud og hår på kvinder, ellers bliver vi lidt bange for dem?

Nej det er en ommer til badmintonforbundet. Bedre held næste gang. Husk at det er den 1. maj og året er 2011. Så lover jeg aldrig mere at sige, at tiden er løbet fra kvindernes internationale kampdag, fagbevægelsen og 1. maj. Det er den tilsyneladende ikke.