At være eller ikke være

Til stede altså. Fordi godt nok er jeg rigtig meget til stede på nettet, men i virkeligheden? Den der analoge virkelighed, hvor børn beder om noget at spise, uden at kunne præcisere hvad, fordi de bare er lækkersøvnige (tak for det gode ord til Lise). Der hvor der laves lektier og information om, hvilke sedler der skal afleveres i morgen, skifter hovedansvar fra børn og til mig. Der hvor der fortælles om rokketænder, arbejdsdage, nye LEGOsæt, patches til computerspil og hvad vi skal have at spise?

Nu er jeg ved at gå mig selv for nær, så jeg bliver nødt til at bruge et eksempel fra min mand. Han havde tilbage i år 2000 fået den fantastiske Palm Pilot, som kunne ALT MULIGT. Fx havde han dowloaded noget om Expo 2000, som vi var til i Hannover med vores dengang enbårne søn. Han var helt høj af begejstring over al den information, han havde tilgængelig lige ved hånden. Godt nok skulle han rode lidt med menuerne og helst finde et sted i skyggen. Alt imens jeg kunne læse samme information på en stor, brugervenlig og gammeldags PLAKAT (fysisk opslag, typisk i A1 eller A2 format, red.)

Ret skal være ret, det var ved samme lejlighed, jeg på en dunkel udstilling gik hen og tilkendegav mig ved at klappe høj mand med lille blond dreng på numsen. Det var så ikke min mand og heller ikke min søn. Havde jeg dog bare kunnet sende ham en SMS i stedet, men jeg havde ingen mobil i år 2000. Jeg havde ingen ord til det dels undrende og dels lidt smigrede formentlig tyske ansigt, der vendte sig imod mig, jeg dybderødmede, vendte om på en tallerken og forsvandt i mængden - langt væk fra den udstilling! Det var aldrig sket med en mobiltelefon.

Men tilbage til tilstedeværelsen, for jeg må nok se i øjnene, jeg har nået max multitasking span og jeg kan ikke gengive de nyheder, jeg eventuelt hører i baggrunden, mens jeg er på Facebook eller i blogland. Jeg er faktisk slet ikke længere sikker på, at det med multitasking er noget at prale af. Belært af, hvor lidt mine drenge kan høre, når de sidder ved deres pc'er, så er der nok også enkelte passager, der er passeret hen over mit hoved, selv om et af mine børn har udviklet børnehavens karakteristiske skærebrænderstemme. Den tager hun især frem, når jeg ikke hører efter.

Anyway, det er blevet nemmere at skjule, at man ikke er til stede i rummet, men i cyberspace/appsverden, fordi det er nemmere at sidde og luske med en smartphone end et skrummel af en stationær pc.

Her slutter den filosofiske del. For når jeg lige kom til at tænke på det i dag, så skyldes det primært, at jeg ikke kunne oppebære mit teknologiske forspring med iPad længe, før min mand kom hjem med en Samsung Galaxy telefon. Den har næsten samme format som sådan en Palm Pilot havde. Dermed er jeg reduceret til at arve Sony Ericsson, og derfor har jeg påberåbt mig rollen som vogteren over tilstedeværelsen i det fysiske rum. Bare fordi misundelse er sådan en grim ting.

Og det er faktisk ikke fordi, jeg overhovedet vil ind på, om størrelsen har noget at sige, men det er da lidt morsomt, at vi med smartphones er tilbage ved det omfang, en lille håndholdt computer (uden telefon) havde i år 2000. Måske kommer der en dag, hvor de ligner hinanden så meget, ar jeg tager min iPad op til øret, når telefonen ringer?

Så skal vi bare lige have indbygget noget instant cleanser til alle de fedtfingre og hudceller, der sætter sig på sådan en touchskærm. Eller det er selvfølgelig kun teknologiske wannabes (og mig) der ikke taler i trådløst headset. Det er jo ikke til at slæbe rundt på den klods oppe ved øret. Så er det vel nok godt, jeg har min "nye" Sony Ericsson.

Hermed et tårevædet farvel til Nokia, som har tjent mig i tykt og tyndt og nu fået slidt tal og bogstaver helt af op til flere taster. Mine mindeord til dig: "Du vejede ikke meget, men var heller ikke spor smart til sidst. Til gengæld var jeg altid til stede sammen med dig."

Nød lærer nøgen kvinde - noget

Gorillanødden blev aldrig knækket, masken var ikke engang ankommet til leverandøren, så den plan blev annulleret. Der var ingen der havde sagt eller skrevet, at masken var i restordre, selv om jeg skrev, jeg ikke ville have den, hvis det blev senere end 11.5. Men se lige, hvad det forhåndenværende blev til - bemærk den høje talje-detalje:

Det er Phofessor Porter i egen høje person, hvis nogen skulle være i tvivl. Og så har jeg en kostumeshop, jeg ikke kan anbefale til gorillamasker. Eller kundeservice for den sags skyld. Jeg nævner ingen navne, men du kan jo prøve at sætte den i bestemt ental. PunktumDK.

iCat

Hmm, skal man bruge kløerne her eller er det mon nok med trædepuderne?

Kom lige til at tænke på katten i Lykke, som fik sendt en uheldig mail. Godt jeg ikke er Lykke.

Gorillaproblem

I'm in deep gorillashit. Sønnemand skal til Tarzanfest på skolen i aften. Derfor bestilte moderen med rettidig omhu en gorillamaske på nettet fredag morgen. Leveres i løbet af 2-3 hverdage stod der. Der stod også, at de havde telefontid fra 9-15, så nu har jeg lige talt med deres telefonsvarer, som har en anden mening om telefontiden. Først kl. 12.30 kan jeg få at vide, om de har afsendt den skide maske. Det er fem timer før festen starter. Og selv hvis de har, kan jeg jo ikke vide, om pakkeposten har den med i dag. Mao. giver det mig ca. fire timer til at skaffe et gorillaantræk, hente andre børn fra børnehave og svømning og levere barn til skolefest, hvor der er kollektiv klassepræmie for bedste udklædning.

Alternativer, der blev diskuteret og afvist her til morgen:

Tarzan i underbukser (brystmusklerne og overarmene er ikke helt i Tarzanform)

Jane (afvist uden andre kommentarer end rullende øjne)

Elefanten (som om det var nemmere at trylle frem til i aften)

Professoren (går an som nødløsning med safarihat, fars kakishorts strammet op med bælte, skjorte, briller og vandrestøvler).

Men han vil meget hellere være gorilla. Hmm. Det bliver ikke nemt. Hvad er der ellers i junglen som er den slags, man lige har liggende?

10 ting jeg gerne ville have vidst

1) At der var irriterende melodier på ALLE kanaler på vores nye trådløse ringeklokke.

2) Hvorfor ringeklokkens rækkevidde er så stor, at det ringer på her hver eneste gang nogen får gæster på denne side af Grenåvej. Se for jer følgende scenarie: posten skal komme med meget vigtig gorillamaske inden skolefest onsdag, jeg soler i haven og lynpåklæder mig hver gang det ringer på til ingen verdens nytte. For der er ikke nogen post. Og jeg ved godt, at hvis jeg bare en gang åbner i bikini, så er der post, men det tør jeg ikke.

3) At der er en grund til, at der findes bedstemorfarvet (hudfarvet) undertøj. Det er det eneste, der ikke kan ses gennem hvidt tøj. (Nej søde, hvidt kan man godt se).

4) At hvis man skal med Bornholmstrafikken, så skal man bestille færge et par år i forvejen, medmindre man hellere vil sejle om natten - eller hele natten fra Køge.

5) At man bliver til grin, hvis man blot 1,5 år før eventuel konfirmation prøver at booke en hvilken som helst fesen krostue på hele Djursland til bededag 2012. Det er efter, man har opgivet nærområdet. De kan næsten ikke holde masken, dem der tager telefonen.

6) Om det på et tidspunkt indenfor de nærmeste år bliver retromoderne at have orange toiletsæder. Det ville da være ærgerligt at skifte til hvide, lige før det eventuelt sker!

7) Samme som punkt 6, bare med hensyn til mokkafarvede aflange terrassefliser, hvide mursten og lave carporte, mod hvis kant høje bilers antenner sige kadunk, hver gang de kører ind.

8) Hvornår det tidpunkt indtræder, som alle taler om, hvor børn er så store, at det slet ikke er noget arbejde længere?

9) Om det går an at komme med en bunke vilkårlige potteskår sammen med kvitteringen på fem Royal Copenhagen Contrast krus, fordi de har udstedt et brudgarantibevis? For så kan jeg da hurtigt få smadret nogle billige tallerkener.

10) At hvis man tænker, hey det der Trendsales må jeg prøve, jeg har jo guld i skabene, så går der ikke ret længe, før Trendsales har udsuget ens bankkonto på ekstraekstra lækker annoncering og gebyr, mens der er absolut ingen, der kan se det gyldne ved mit gamle tøj.

- Posted using BlogPress from my iPad

Mors dags ups and downs

Først prøvede jeg at være cool på den der mors-dag-er-noget-kommercielt-og-opreklameret-fis-måde. Det gik godt om morgenen, hvor der ikke blev ruttet med nogen form for særlig opmærksomhed, udover den, man får i form af en rutinemæssig sommerkjolekonflikt. Jeg var også OK, da jeg egenhændigt omplantede nogle små blomsterspirer til den veninde, vi skulle spise brunch hos og som også er mor. Jeg tænkte muligvis kortvarigt, men sagde ikke "Så er der da nogen, der får blomster i dag," for hvad er der ved at få blomster på bestilling?

Mens vi var til brunch fik min mand den sædvanlige SMS fra sin søster, som havde taget sig af buket til svigermor på brødrenes vegne. Et initiativ, han roste hende for, overfor vores venner. Der undslap mig et småmartyrisk "Minder det dig ikke om noget?", men sagt med et afvæbnende smil. Argh, der ødelagde jeg så lige chancen for at blive helt igennem overrasket, men det var jo egentlig allerede for sent, skal det siges til mit forsvar. Det fik begge mænd til synkront at udbryde "Tillykke!" Tillykke? Det var billigt sluppet (Lars, hvis du læser med, så fortsæt, det ender godt). Symbolsk tale er ikke nok, der skal som minimum noget botanisk på disken her.

Jeg var nu overgået til Jamen-hvor-svært-kan-det-være-når-nu-selv-bageren-sælger-morsdagssnegle-med-grimme-røde-syntetiske-hjerter? stadiet. Det indtræffer sædvanligvis om eftermiddagen. Det kendes også på en lille irritation på sig selv over ikke at være klogere end at forvente et eller andet, man ikke vidste, man stod og manglede. For at være så dum, at man faktisk bliver glad for et hvilket som helst symbol på, at der er nogen, der er taknemmelige for, at jeg udfører det 24/7 job, det er at være mor. Man kan få det til at gå midlertidigt væk, ved at tænke, at det er da også bedre at blive overrasket de øvrige 364 dage om året. (Indtil det igen falder til jorden med et Who am I kidding? De øvrige blomster køber jeg selv).

Hjemme igen var ældsten kommet hjem fra parkour og han burde egentlig være gammel nok til at bære ansvaret for noget til mig. Han havde også forstået konceptet eller i hvert fald hørt om det. Det mangler lige lidt finetuning, for han sagde også: "Tillykke med mors dag, må jeg få en sodavand?" Nice try min søn. Ord er ikke nok.

Så skulle Kimsalabim på job og dermed er al kapacitet som regel opbrugt, så jeg lagde an til en moden og civiliseret accept af tingenes tilstand. Man kunne jo krydre den med en enkelt besk kommentar, bare for at pirke til det, men man kunne også prøve at lade være. Jeg mener, jeg har alt andet lige født ham en førstefødt søn på fars dag og hvilken tilsvarende handling kan han nogensinde komme op med, for at blive kvit? Det er jo ikke et biologisk muligt krav, så han kan jo lige så godt opgive på forhånd.

Da han kom hjem, var jeg nået frem til punktet, hvor jeg som minimum insisterer på, vi henter pizza, for måske får jeg ikke blomster, men så laver jeg heller ikke mad (meget modent, I know). Så ringede det pludselig på døren og de tre unger, som jeg troede sumpede foran computer, var hoppet ud af vindue og stod med den fineste cellofanindpakkede orkide. Jamen jeg smeltede på et splitsekund. Jeg er så nem, og det er så nemt. Og så fik vi også pizza OG der var nok til madpakkerne. Der var faktisk hele tre ting, så nu er jeg lykkelig. Skidt da med, det er kommercielt, det er stadig et godt gammelt og velafprøvet kneb at komme med blomster. Og jeg er overhovedet ikke ligeglad med, om de husker det (så jeg finder altid en måde at sikre mig, at de husker det).

Hvad skal vi med alle de børneværelser?

Bemærk, at der også ligger en kat.

Da jeg i tidernes morgen var au pair i en langt uden for London forstad, var jeg med ungdommelig indignation ret forundret over, at forældrene arbejdede så meget, at faderen først kom hjem der til den yderste tube station, når børnene var puttet efter de havde indtaget deres tea bestående af macaroni cheese, pizza, fritter eller fish fingers. Så var det tid til, at vi voksne (og gudskelov var det en moderne skotsk familie, der lod tyendet spise med de voksne) fik noget ordentlig mad.

Forældrene talte meget om deres realkredit og det var et fedt hus, hvor jeg nærmest havde min egen lille lejlighed i. Det var altså lidt paradoksalt, at der skulle arbejdes til så sent, så langt væk fra hjemmet, for at få råd til et hus, som der blev tilbragt ganske få timer i.

20 år klogere (eller under påvirkning af langsomt og umærkeligt fremskridende hukommelsestab?) sidder vi i en sammenlignelig situation. Altså ikke så ekstremt, men det er jo heller ikke lige London, men Århus. Vi behøver heller ikke arbejde til efter børnene er puttet, men der skal dog et par indtægter til for at holde børnene med børneværelser.

Drengene insisterer dog endnu på at sove sammen og det får lillesøsteren til fortørnet at spørge, hvorfor hun er den eneste, der skal sove alene i det her hus. Mao kunne vi have proppet dem alle ind på et 9 kvm værelse. (Eller som tøhø bemærkning have fyldt de andre to børneværelser op, indtil vi var oppe på 9 børn).

Nu er de ikke helt lige så stille, når de er vågne og jeg er egentlig ikke sikker på, der ville gå ret mange konfliktløse minutter, hvis de kun havde 3 kvm hver i den lange mørke vinter. Det skal også siges, at drengene har et stort spille/legerum og pigen har sit eget værelse. Men deres behov for privatliv er indtil videre overraskende lille. De vil hellere lave lektier i et inferno af lyd, end de vil sidde alene og kukkelure på et værelse.

Jeg ville uden tvivl også være brudt sammen, hvis jeg ikke kunne trække mig ind i kontoret og sætte mit autosvar til "Spørg far" en gang i mellem. Men det er nok alligevel sundt at prøve at finde min indre au pair indignation frem, når jeg får lyst til ny bil/indkørsel/badeværelse/have/terrasse. Hver eneste lille ny flise eller klinke repræsenterer jo måske en times mere arbejde og dermed mindre brug af selvsamme klinke. Er det så det værd?

Til sidst et lille sommerferietip: Hvis du heller ikke gider camping, så put alle dine børn i det samme værelse. Det ligner og lugter ligesom camping.