Jeg har levet i en tidslomme

Det må jeg simpelt hen have eller også er der tale om en sammensværgelse mellem DR, TV2 og Spelling Productions. For nogle gange er jeg ikke mere end et par og tyve år indvendigt, men så gik det lige pludselig op for mig, at det var Mille Lehfeldt, der spillede Lykke. Hun var back stage på Hobro Teater en gang, hvor hendes mor skulle spille og vi var nogle fra gymnasiet, der havde en tjans på teatret. Problematikken er, at Mille var nok 10 år dengang og jeg vel 17-18 år. Nu render hun rundt på tv og bestrider i sin rolle sådan et slags job som jeg kunne have haft og godt nok bestredet på mere sympatisk vis. Nå, men jeg var nået til en accept af, at hun måske nok er blevet voksen så, alt i mens jeg ret beset også har udrettet lidt.

Krumme er også med i Lykke - ah men altså: "Det er svært at være 11 år, der er så meget, man ikke forstår." Han har så stadig væk lidt svært ved at få det hele til at hænge sammen i sin rolle som Thomas og han ligner trods alt stadig lidt en baby.

Men så startede min anden yndlings tv-serie Desperate Housewifes og inden jeg havde set mig om stod grønskollingen, den hulbrystede, splejsede, usikre, bebumsede, surferfrisurebærende lille dreng David Silver fra Beverly Hills 90210 og høvlede brædder i Bree van de Kamps forhave og fik tanker frem (og dette er naturligvis blot en hypotese fra min side) i Brees fantasi, som jeg slet ikke vil ind på her. Han smed t-shirten og afslørede, at han nok ikke har lavet så meget andet end at træne og spise steroider siden 90210 blev optaget. Jeg synes, der var et gråligt stænk ved hans tindinger? Det må være en hidtil ukendt virkning af steroiderne.

Underligt altså med den tidsopfattelse. Jeg synes vitterlig ikke, det er ret længe siden. Men nu har serien selvfølgelig også kørt i loop som genudsendelse lige siden. Mens jeg ventede mine to ældste børn, må jeg have brugt adskillige timer i hvalros-stadiet på sofaen med at følge Valerie, Dylan, Brenda, Brandon, Andrea, Kelly, Donna og David. Det ved jeg fordi begge drenge som babyer reagerede på titelmelodien, hvorimod det Beethoven, vi også havde spillet for hvalmaven ikke rigtig vakte genhørsglæde.

Tidslommer er en god ting. Man kan også hoppe ud af dem og være helt igennem professionel og næsten 40 år, selv om man lige før var lige så usikker på, hvad man stiller op med teenagere, som jeg var usikker på alting, da jeg selv var teenager. Men David Silver - hold dig lige fra Bree, det er noget rod at blande to tider sammen.

Tre tydelige tegn på forår

1) Vinterens forhåbentlig sidste sne er samlet til vinterens forhåbentlig sidste sneborg. Den der er tilbage ligner dekorativ marengs og det er pænere end ukrudt.



2) Vi har indkøbt 25 m grøn dug og jeg har besluttet et skovbundstema som pynt til vores fest. Her er vi og jeg brugt helt korrekt. Vi = begge var med, jeg valgte, mand betalte og slæbte sæk med duge hjem fra JYSK. Jeg = skovbundstema kræver et minimum af kendskab til flora og forskellen på anemoner og agurkeplanter. Det er kun mig, der behersker denne egenskab. Faktisk var det sådan, at han fik det fjerne blik og overlod dekorationen trygt til mig, inden jeg nåede til servietterne.

3) Klokken er halv fem, men sollys vælter ind i stuen og fedtfingre, kattehår og støvkorn står skarpt og tydeligt frem. Watson har skiftet middagslursyndlingsstolen ud med en plads i vindueskarmen. Derfra kan han både soignere pels og holde øje med rivaliserende katte i haven. Jeg tror nemlig, han har fået en kattekæreste nede fra nr. 7. Et yndigt trefarvet eksemplar, som kommer og gør sig til på terrassen, for at få ham ud at lege. Han har spillet kostbar i kulden, men nu er han igen med på at spæne rundt i haven og snuse hende i begge ender.

PS: Der er også sket en udvikling i sagen om badeværelsesvinduet. De mørke pletter er vasket i Rodalon og hvem ved snart, hvad det dog skal ende med. Måske er det også et forårstegn med al den foretagsomhed.

100 pandekager og hvidkålssalat

Jeg er gået i gang med et projekt, der er lidt selvmodsigende. Jeg har tilberedt over 100 pandekager til den der ikke begivenhed, vi skal fejre om en lille måned. Samtidig har jeg besluttet, at jeg til samme begivenhed skal være en lidt mere fit og opstrammet version af mig selv. Så mens pandekageosen hænger i hele huset, snitter jeg en hvidkålssalat med gulerødder, æbler, sukkerærter og mandler. Senere skal jeg martre mig selv med at bage boller, kager og pølsebrød, mens jeg gerne skulle tabe lige så mange kilo, som de mængder hvedemel, jeg forarbejder til lækre sager.

Gyldne middelveje og alting med måde fungerer ikke rigtigt for mig. Jeg kan ikke spise en halv pose slik eller nippe til et par bidder kvalitetschokolade med højt kakaoindhold. Nix, mere vil have mere og derfor fungerer det bedre at gå askesevejen, gå et andet sted hen, når det rituelle Disney-slik serveres og ignorere, at her er et slik- og sodavandslager til festen fra Tyskland, selv om mine børn ikke forsømmer at gøre mig opmærksom på det hver eneste dag.

Jeg ved godt, at der bare skal en træt dag eller en hyggelig venindefrokost til, så glemmer jeg mine principper. Lige nu er jeg topmotiveret og fyldt med gode intentioner. Og nu står det her, at man kan forvente en mere smækker udgave af mig om mindre end en måned og det forpligter. Det bliver jeg nødt til at leve op til. Der skulle jo også gerne være et vacuum til at mæske sig i pandekager lige den dag.

Måske skulle jeg lave en sund valgmulighed til den brunch. Det er da lidt ironisk, at vi pr. definition forkæler hinanden med lækre syndige sager, selv om mange egentlig gerne vil være sunde. Nej, der skal være kalorier i en brunch.

Kære venner, jeg tror ikke jeg har nogen pointe i dag. Min hjerne er gået på weekend, den vender forhåbentlig snart tilbage. Indtil da, hav en fortryllende weekend derude.

Elektronik mangler følelser

Man er nået langt i efterligningen af den menneskelige hjerne og forleden var der en computer ved samme navn som min kat, der klarede sig ret godt i Jeopardy. Det er selvfølgelig på ren logik og ræssonnement, for jeg vil vædde med, at den ikke grinede af værtens eventuelle vitser eller kom med kvikke bemærkninger i smalltalk runden i begyndelsen.

Jeg kunne også godt bruge lidt mere følelse i vores GPS. Den kølige og tålmodige stemme kan næsten drive mig til vanvid, når den bare gentager: "Beregner ny rute", i stedet for f.eks.: "Nu har du kørt forbi den vej tre gange dit kvaj." Ja ok, det ville nok også blive lidt irriterende i længden, men man får jo alligevel et slags forhold til den kølige damestemme, benævner hende ved navn (vores hedder Gerda Pia Svendsen) og tør efterhånden ikke køre nye steder hen uden hendes iskolde overblik. Så en smule mere personlighed kunne hun da godt udvise.

Vi har også en Buzz quiz til Playstation og må sige, at de har fanget lidt af fidusen. Der er en runde, hvor man kan drille modspillere ved at ramme dem, så de mister point. En gang spillede min mand og jeg mod min søster og fordi vi blev ved med at prøve at få ram på hinanden, spurgte Buzz-værten om vi var gift eller hvad? Se det er god elektronikhumor.

Mit Wii Fit spil er meget høfligt og det er jeg ved nærmere eftertanke godt tilfreds med. Ellers kunne jeg forestille mig udtalelser som: "Kan du overhovedet holde balancen, når du går?" eller "Du burde næsten være død, med den Wii Fit alder, du har." I stedet kommer den med diskrete sundhedstips og minder mig om, at min vægt har stået stille med ganske få udsving, siden den kom ind i huset for 658 dage siden. Hrmph. Det værste er, at maskineriet godt kan give mig dårlig samvittighed, når det nævner, hvornår det sidst har været tændt. Altså der sidder jo nok ikke en derinde bag skærmen og holder øje med mig (eller gør der?), men den har lidt den effekt alligevel.

Tænk hvis indkøbskurven sagde "STOP her er kalorier nok til din familie i en hel uge, men hvis du tager den pose chips op, er det ok". Den slags bliver der eksperimenteret med, og det synes jeg er smart. Altså den behøver måske ikke at råbe det, men kunne jo skrive det på et display. Eller kunne man forestille sig, at bilen sagde: "Hey nu har du kun kørt 4 km de sidste 10 ture, kunne du ikke have taget cyklen?"

Der skulle selvfølgelig være mulighed for at slå meddelelserne fra, når man fik pip, men jeg tror på, det ville gøre en forskel. Ægte menneskelige følelser har ikke noget at gøre i elektronik, men vi er lette at narre til at lytte efter "personen" i vores gadgets, hvis den ellers kommer med brugbare facts. Det er da smart.

"Vi" betyder nogle gange noget andet

Jeg bringer en afsløring i dag og jeg mener den vil lette kommunikationen mellem mænd og kvinder. Der findes en række eksempler på, at det lille ord vi, sagt af en kvinde til sin mand, faktisk betyder du. F.eks. opdagede jeg i søndags nogle mørke pletter på badeværelsets trævindue. Uden egentlig at tænke over det, sagde jeg: "Skal vi ikke se at få givet det noget nyt olie?" Dermed mente jeg på ingen måde, at jeg selv havde tænkt mig at gøre det. Ikke desto mindre ville jeg gerne have med i budskabet, at det skulle være den linolie med svampemiddel i og jeg vidste lige, hvor den stod. Det var lidt af et dilemma, for det skulle jo nødig lyde som en ordre.

Det blev mandag og der var ikke rigtig sket noget. På et tidspunkt skulle min mand ud af døren, og jeg sagde henkastet, at vi måske skulle få den linolie ind fra skuret  i varmen, hvis den nu havde fået frost. Det gav positiv respons, dog af en anden karakter end ventet. Han fandt noget sandpapir og sleb pletterne af. Linolien står også indenfor nu. Men så sker der ikke rigtigt mere.

Helt enkelt er det heller ikke, for hvis jeg siger: "Skal vi finde ud af noget med sommerferien?" så betyder det "Jeg har en rigtig god idé og jeg har allerede fundet fire tilbud, skal vi gå videre med et af dem? Jeg synes forresten det skal være nr. 3, men jeg skal jo ikke bestemme det hele."

Vi har egentlig en udmærket forståelse for, hvornår vi betyder du eller jeg, og vi har i det store og hele fordelt det huslige lige mellem os. Men jeg kan alligevel ikke lægge vanen fra mig med at sige vi om noget, der overhovedet ikke betyder vi.

I går aftes så jeg et reality TV2 program med den nye twist, at nogle koner har byttet mænd i en uge. Der var et eksempel på en kone, der havde konkluderet, at kvindesagen gik ud på, at hun skulle sidde på sin flade, mens manden gjorde rent, lavede mad, vartede op, vaskede tøj og ryddede op. Således korrumperet stod han alene for driften af en hel familie incl. teenagebørn. Han var studerende og hun var dramalærer og havde flest timer ude af huset.

Det ville nok ikke have været så specielt med omvendte fortegn. Jeg ved, at der er mange kvinder, som står for det hele derhjemme, og at situationen fra tv derfor virker mere overraskende. Han ønskede faktisk mere hjælp til det huslige, men alle hans vi'er forblev jeg'er. Hele familien var bare dybt indgroede i vanen med, at det var far, der lavede det hele.

Hvorfor sidder jeg så og bliver mere irriteret på hende fra tv end de mænd, der ikke deltager? Det er helt sikkert hende, der er hovedforsørgeren. Er det fordi kvinde er kvinde værst? Det troede jeg, jeg var for god til. Eller er jeg misundelig? Nej, jeg har mine domæner og nægter f.eks. at overgive vasketøjet til nogen, der ikke behandler det med respekt.

Jeg tror egentlig bare, jeg blev irriteret over, at de var havnet i sådan en ureflekteret vane uden at begge var helt tilfredse. Så pyt med, at der skulle en historie med omvendte fortegn til for at åbne øjnene for det. Det kan godt betale sig at få etableret ground rules, men også at tage dem op en gang i mellem. Det kunne jo være, at vi også nogle gange kunne betyde vi i ordets oprindelige betydning.

Men jeg ved nu stadig ikke rigtig, hvordan vi kommer videre med linolien? Altså den med svampemidlet som står i bryggerset nu. Måske skulle vi stille den ud i badeværelset...

Ostehylden - og andre ting, kvinder bringer ind i et ægteskab

En af vores venner var kortvarigt gift, og vi nåede kun at møde hans kone et par gange. Alligevel tjener hun som et symbol for mig på, hvor galt det kan gå, når den indre controlfreak får for meget magt. Det er særligt en bestemt replik udtalt med stor indignation, jeg husker. Vores ven var ved at rydde af frokostbordet og var nået til at lægge osten på plads i køleskabet. Der lyder et højt råb fra den anden side af bordet: "DET ER IKKE OSTEHYLDEN!" Jeg glemmer heller ikke det opgivende blik i vores ven øjne. Staklen kunne ikke se forskel på ostehylden og køleskabets andre hylder.

På et andet tidspunkt, kort efter vi var flyttet sammen holdt min mand en herrefrokost. En af vennerne skulle have udtalt, at man kunne se på det afsyrede karlekammerskab, at der var flyttet en kvinde ind. Nu var det tilbage i 90'erne, hvor afsyret træ var hot. Jeg måtte give ham ret i, at jeg aldrig rigtig havde stødt på et upraktisk tonstungt stykke afsyret møbel hjemme hos andre end kvinder.

Så er der planter. Jeg er faktisk ikke ret god til planter, men jeg synes, de er vældig hyggelige og skal være der. Derfor foregår det sådan, at jeg jævnligt smider dem ud og køber nye, når de dør. Hvis min mand havde boet alene, havde der givetvis ikke været planter, for han kan ikke se dem - det er en form for neglekt.

Skal jeg være helt nøgtern tror jeg faktisk ikke, jeg kan huske et eneste IKEA-besøg, som det ikke er mig, der har taget initiativ til. Jeg har også set om ikke det opgivende blik, så en resignation i blikket hos min mand, fordi han er ligeglad med, om badeforhænget skal være hvidt eller gråt. En slags Du-får-ret-Jeg-får-ro-blik.

En ting kan dog splitte os: Jeg bliver hånet for Marimekko-dugen og det er nærmest en vandrehistorie, at jeg har givet 1000 kr for tre meter voksdug. Men jeg elsker den jo på en måde, der ikke kan forklares! Jeg vil også gerne have en flowerpotlampe og mener stadig, det er at bevæge sig under ostehylde-grænsen. Men det er godt at have den som rettesnor - ostehylden.

Nær ved-oprydning

Når man skal nedbringe antallet af arbejdsulykker, er det en god idé at registrere nær ved-ulykker, altså situationer, som var lige ved at gå galt, men ikke gjorde det. Derved kan man analysere sig frem til farlige situationer og undgå dem fremadrettet.

Jeg vil begynde at registrere nær ved-oprydning herhjemme. Men med det omvendte formål at komme frem til, hvad der skal til, for at det rent faktisk bliver til oprydning. Eller næstbedst at gøre langt fra-oprydning til nær ved-oprydning. Nær ved-oprydning er det fænomen, der gør, at ting kommer hen i nærheden af deres plads. Det praktiseres især af manden her i huset. Et kamera bliver lagt oven på en kommode i stedet for nede i en skuffe. Næsten tomme kufferter nærmer sig døren til det rum, de har deres plads i. Snavset tøj er mere langt fra-oprydning. Det lander ofte meget langt væk fra vaskemaskinen.

Jeg kunne også registrere de gange, nær ved-oprydning bliver til oprydning, for at komme fænomenet til livs. I aftes blev jeg nemlig overrasket over, at den ene kuffert var tømt, fordi jeg forudså, den ville blive liggende utømt indtil jeg med et martyragtigt suk ville tømme den og hvis det ikke var nok måske få et hosteanfald, mens jeg gik forbi resten af familien og bar deres sure sokker til vask.

Måske var det fordi, jeg er glad og feriemæt. Måske er det fordi, jeg for en gangs skyld nogle gange når at sige: "Skal jeg lave pandekager?" før der bliver plaget "Må vi ikke nok få noget sliiiiik?" Det føles så meget bedre at være i offensiven end defensiven, hvor jeg slynger automatiske nej'er ud fra autopiloten uden egentlig pædagogisk sigte, men i ren refleks.

Nær ved-oprydning kunne altså - i dette tilfælde, og jeg ville være varsom med at generalisere - ændres til oprydning ved at jeg, som den største fan af orden i huset, udviste lidt mere tolerance og blev positivt overrasket. For jeg ryder naturligvis altid selv helt op med det samme.

Der er også et andet tegn: I går sagde min mand, at han overvejede at kassere en plasticpung, som har tjent som husholdningspung i vores nysammenflyttede liv i 1996 og siden overgået til ansvaret for udenlandsk valuta. Lynlåsen er i stykker og det var nødvendigt at opbevare den i en plasticpose. Men nu overvejede han altså at smide den ud, hvilket er et stort fremskridt. Når man tænker på, at vi har flere kubikmeter ubrugelige kabler, elektroniske dimser, beslag, cykellygtedele, foruden det på loftet som jeg vælger at ignorere, fordi jeg ikke kommer der.

Der er også noget med øjnene der ser. Og her tror jeg igen, jeg må erkende en forskel på mænd og kvinder. Vores fem-årige datter kan ikke sove, hvis Kitty ligger forkert i forhold til hovedpuden, ligesom hun fra en meget ung alder har organiseret sit værelse efter sit eget system. Ikke et voksen-logisk system, men ve den, der ved en fejl ændrede ved opstillingen af udklippet papir, perlearmbånd, lego-dyr og en enkelt dukketrøje arrangeret i et smykkeskrin.

Det har aldrig rigtig sagt drengene noget. Eller dvs ældsten fandt ret tidligt et system til at imødese sin mors umættelige trang til orden: Han overleverede jævnligt alt sit skrammel til sin lillebror og dermed også ansvaret for at holde orden i det. Lillebroderen tog gladeligt imod og problemet var blevet forskudt til et lille menneske, man ikke kunne pålægge så stort et ansvar for oprydning endnu. Smart.

Som med så meget andet må jeg indse, at er det mit behov er det også mit projekt. Og hvis de bare anede hvilke mængder sorte sække, jeg har smidt ud, når de ikke var hjemme. Det er ikke alting, der egner sig til at blive debatteret. Og har man ikke savnet noget i fem år, kommer man nok heller ikke til det de næste fem. Lad mig tage vores LP-samling op som undtagelsen, der bekræfter reglen en anden gang. Den tør jeg nemlig ikke røre.