En gang skrev jeg herinde, at jeg savnede lidt følelser fra min GPS-stemme i stedet for den uendelige tålmodighed, når hun beregner ny rute. Siden er der sket i hvert fald to ting: 1) Jeg har opdaget, at min mand læser med her og 2) Han har anskaffet en Doc Brown stemme til vores GPS.
Doc Brown er den skøre doktor fra Back to the Future filmene. Så nu har jeg ikke bare fået følelser, men også let galskab og eksalterede udbrud med i bilen, når jeg kører et nyt sted hen. I forvejen er jeg jo ikke så meget for parkeringshuse, men når der så tilmed kommer et "Great Scott!- Now I've lost the satellite reception" ved ankomsten, tilføjer det lige et ekstra chock. Hvis jeg kører rigtigt kommer der et: "You have reached the destination - precisely on schedule," og så kan jeg slappe lidt af, men jeg frygter for, hvor opfarende han kan blive, næste gang jeg kører forkert.
Min mand elsker sådan nogle film, der handler om tidsforskydning. Jeg har oftest svært ved at acceptere den grundlæggende præmis om at det kan lade sig gøre og, indrømmet, i de avancerede versioner har jeg også svært ved at følge med. Jeg deler ikke drømmen om tidsmaskinen, men er der et element af romantik som f.eks. i Sliding Doors, så ser jeg gerne med.
Jeg har fundet ud af, at det er fordi, jeg ser film på en helt anden måde. Jeg koncentrerer mig ikke i samme grad som min mand KUN om handlingen. Hvis jeg f.eks. får en idé til at en gave, vi skal have købt i fællesskab, kan jeg godt spørge, på et helt afgørende sted i filmen, om vi ikke skal købe en tekande. Alternativt kan jeg falde i søvn midt i filmens klimaks - selv om jeg sjældent indrømmer det. Men nu jeg er i gang, kan jeg lige så godt indrømme, at jeg snorksov til Ringenes Herre i biografen. Det blev altså lidt ensformigt med alle de orkeslagsmål til sidst, gjorde det ikke?
Min mand - og min ældste søn - kan også huske og genkende skuespillere, de har set én gang i en perifær birolle. For mig er de fleste ude af øje, ude af sind. Jeg har ikke en visuel hukommelse og jeg ser ikke film med hele kroppen, sjælen og hjernen som de gør. Men jeg kan godt blive lidt misundelig på deres filmoplevelser, som jeg tror bliver større på den måde. Min hjerne har så valgt at lagre samtlige tekster til børnesange fra 1970'erne. Det kommer selvfølgelig handy i nogen sammenhænge, men det har sjældent samme coolhedsfaktor i samtale med andre som at være en omvandrende filmdatabase. Men nu glemmer jeg i hvert fald ikke Doc Brown.
torsdag den 31. marts 2011
onsdag den 30. marts 2011
"De er helt røde og tørre"
Jeg har været et par dage i København, hvor jeg faktisk blev en del klogere vedrørende marketing på Facebook. Jeg vil ikke spytte tør faglighed ud her, men i stedet fundere lidt over oplevelserne med og i de offentlige transportmidler på sådan en tur fra Egå til København via Roskilde og retur. Eller hvad der i det hele taget er flyttet ud i det offentlige rum sammen med mobiltelefonerne.
Først gik turen med bus 56 ind til banegården. Det ville være en overdrivelse at sige, at der sker særlig meget på den linie ude i Egå/Risskov midt på en mandag. Men inde i byen stod der en fyr på, som havde et alvorligt problem, som resten af bussen blev delagttiggjort i. Busserne i Århus larmer en del og hvem ved hvor god mobildækningen er i Busgaden? I hvert fald råbte manden meget højt ind i sin mobil: "De er helt røde og tørre! Jeg skal have noget medicin - kan du ikk' sende det til Viby apotek?" Uheldigvis (eller heldigvis, afhængigt af, hvordan man vælger at fortolke det) hørte resten af bussen ikke indledningen til samtalen og jeg tror ikke, jeg var den eneste, der ikke kunne lade være med at spørge mig selv HVAD det var, der var rødt og tørt på manden. Hjernen udfylder som regel de tomme huller i en sætning med det værste scenarie, men det problematiske her er jo, at der var garanteret ingen i bussen, der havde lyst til at vide, hverken hvad der i bedste eller værst tænkeligt scenarie var rødt og tørt på den mand.
Sådan har vi flyttet mange intime og nære ting ud i det offentlige rum. Uden at blive spurgt kan man uforvarende blive vidne til mange mærkelige stumper information, som man ikke altid har lyst til at få del i. Desuden er der et eller andet med offentlige transportmidler, som gør mobilsamtaler ekstra irriterende for medpassagerer. Man kan som regel ikke umiddelbart slippe væk og hvis man ikke selv har noget i ørerne (og det har jeg aldrig, eftersom jeg alligevel kun kan høre på det ene og er nødt til at bruge al min høreenergi på at orientere mig ift omgivelserne med den halve hørelse af de fleste andre) er det meget svært at undgå at opfange disse samtaler. Fordi der samtidig er meget baggrundsstøj, taler de fleste ret højt i telefonen, som en konsekvens af, at de ikke selv kan høre noget. Helt igennem menneskelig reaktion, men hvor blev blufærdigheden og den almindelige pli af i den sammenhæng?
Anyway i toget sad jeg i en stillekupé, så der er ikke meget at berette. Men jeg skulle besøge familie i Roskilde og gik derfor ud til bus 600S. Jeg skulle lige sikre mig, at jeg tog den i den retning mod Himmelev og det fik jeg bekræftet. Så steg en dame (og alders- og standsmæssigt er det helt på sin plads at kalde hende for en dame) ind og fremsatte sit ønske til chaufføren om at komme til Risow. Hun sagde det på østeuropæisk engelsk og blev mere og mere insisterende i takt med, at chaufføren forstod mindre og mindre. Hun havde "hørt i telefone, at det var riktike bus nummer, ja, og nu ville hun gerne til Risow." Jeg pippede til chaufføren, at hun måske mente Risø, men som nyankommet jyde, der ikke engang vidste, hvad retning Himmelev lå i, var jeg tydeligvis ikke kvalificeret til at have en mening om emnet. Så de diskuterede videre en stund, indtil chaufføren pludselig lyste op og sagde: "Nåååh, Risø, jaja, der kommer jeg forbi." Hrmph.
Efter inspirerende kursusdag tirsdag skulle jeg hjem i stillekupé igen. Dejligt tænkte jeg og slog op i den spritnye bog om Facebook Marketing. Toget satte i gang og ... bremsede. Satte i gang igen og ... bremsede. Sådan cirka i Borup blev den søde togdame nødt til at informere os om, at det virkede uhensigtsmæssigt, at et lyntog bremsede hver gang, det satte i gang, men at det var det automatiske bremsesystem og således ude af hendes hænder. Men man havde kontakt til nogen, der vidste mere om bremsesystemer og deslige, så vi ville højst komme til at holde i Borup i 30 minutter. Det gjorde vi så. Og blev passeret af det ene bumletog efter det andet på den modsatte perron. Nu tror jeg ikke, der er noget galt med Borup, men det føles provokerende at sidde så stille, når man nu har bestilt et lyntog og i den grad bliver passeret af andre og langsommere tog.
Men togdamen havde muligvis også været på kommunikationskursus og lært, at kunderne skal have besked, for hun underholdt videre om, at nu havde de prøvet at slå det automatiske bremsesystem fra og se, om vi kunne slippe for at bremse helt så meget op. Umiddelbart virkede det heller ikke betryggende at køre til Århus uden bremser, men hvad ved jeg om det? Ergo rullede vi mod Ringsted, men begyndte ret hurtigt at bremse hårdt op igen. Til sidst blev togdamen og lokomotivføreren enige om, at sådan et tog må blive på Sjælland, så i Ringsted byttede vi pladser med dem, der sad i lyntoget fra Jylland. Det skulle så vende om og køre os til Århus, mens de andre stakler formentlig skulle køre/bremse sig tilbage til København.
Så slap vi for den bekymring. Men det endte med at betyde op mod en time ekstra til at sidde stille og tænke i. Da jeg hverken gad læse eller spille Tetris mere, lukkede jeg øjnene. Det første der skete var, at jeg kom til at tænke på manden med det røde og tørre et eller andet problem, som lægen skulle gøre noget ved. Arrrgh, jeg vil ikke vide det, jeg vil ikke tænke på det, fjern dig fra min hjerne!
Hermed en stille bøn om at holde private og intime samtaler der hvor de hører til: I det private rum og ikke det offentlige.
Først gik turen med bus 56 ind til banegården. Det ville være en overdrivelse at sige, at der sker særlig meget på den linie ude i Egå/Risskov midt på en mandag. Men inde i byen stod der en fyr på, som havde et alvorligt problem, som resten af bussen blev delagttiggjort i. Busserne i Århus larmer en del og hvem ved hvor god mobildækningen er i Busgaden? I hvert fald råbte manden meget højt ind i sin mobil: "De er helt røde og tørre! Jeg skal have noget medicin - kan du ikk' sende det til Viby apotek?" Uheldigvis (eller heldigvis, afhængigt af, hvordan man vælger at fortolke det) hørte resten af bussen ikke indledningen til samtalen og jeg tror ikke, jeg var den eneste, der ikke kunne lade være med at spørge mig selv HVAD det var, der var rødt og tørt på manden. Hjernen udfylder som regel de tomme huller i en sætning med det værste scenarie, men det problematiske her er jo, at der var garanteret ingen i bussen, der havde lyst til at vide, hverken hvad der i bedste eller værst tænkeligt scenarie var rødt og tørt på den mand.
Sådan har vi flyttet mange intime og nære ting ud i det offentlige rum. Uden at blive spurgt kan man uforvarende blive vidne til mange mærkelige stumper information, som man ikke altid har lyst til at få del i. Desuden er der et eller andet med offentlige transportmidler, som gør mobilsamtaler ekstra irriterende for medpassagerer. Man kan som regel ikke umiddelbart slippe væk og hvis man ikke selv har noget i ørerne (og det har jeg aldrig, eftersom jeg alligevel kun kan høre på det ene og er nødt til at bruge al min høreenergi på at orientere mig ift omgivelserne med den halve hørelse af de fleste andre) er det meget svært at undgå at opfange disse samtaler. Fordi der samtidig er meget baggrundsstøj, taler de fleste ret højt i telefonen, som en konsekvens af, at de ikke selv kan høre noget. Helt igennem menneskelig reaktion, men hvor blev blufærdigheden og den almindelige pli af i den sammenhæng?
Anyway i toget sad jeg i en stillekupé, så der er ikke meget at berette. Men jeg skulle besøge familie i Roskilde og gik derfor ud til bus 600S. Jeg skulle lige sikre mig, at jeg tog den i den retning mod Himmelev og det fik jeg bekræftet. Så steg en dame (og alders- og standsmæssigt er det helt på sin plads at kalde hende for en dame) ind og fremsatte sit ønske til chaufføren om at komme til Risow. Hun sagde det på østeuropæisk engelsk og blev mere og mere insisterende i takt med, at chaufføren forstod mindre og mindre. Hun havde "hørt i telefone, at det var riktike bus nummer, ja, og nu ville hun gerne til Risow." Jeg pippede til chaufføren, at hun måske mente Risø, men som nyankommet jyde, der ikke engang vidste, hvad retning Himmelev lå i, var jeg tydeligvis ikke kvalificeret til at have en mening om emnet. Så de diskuterede videre en stund, indtil chaufføren pludselig lyste op og sagde: "Nåååh, Risø, jaja, der kommer jeg forbi." Hrmph.
Efter inspirerende kursusdag tirsdag skulle jeg hjem i stillekupé igen. Dejligt tænkte jeg og slog op i den spritnye bog om Facebook Marketing. Toget satte i gang og ... bremsede. Satte i gang igen og ... bremsede. Sådan cirka i Borup blev den søde togdame nødt til at informere os om, at det virkede uhensigtsmæssigt, at et lyntog bremsede hver gang, det satte i gang, men at det var det automatiske bremsesystem og således ude af hendes hænder. Men man havde kontakt til nogen, der vidste mere om bremsesystemer og deslige, så vi ville højst komme til at holde i Borup i 30 minutter. Det gjorde vi så. Og blev passeret af det ene bumletog efter det andet på den modsatte perron. Nu tror jeg ikke, der er noget galt med Borup, men det føles provokerende at sidde så stille, når man nu har bestilt et lyntog og i den grad bliver passeret af andre og langsommere tog.
Men togdamen havde muligvis også været på kommunikationskursus og lært, at kunderne skal have besked, for hun underholdt videre om, at nu havde de prøvet at slå det automatiske bremsesystem fra og se, om vi kunne slippe for at bremse helt så meget op. Umiddelbart virkede det heller ikke betryggende at køre til Århus uden bremser, men hvad ved jeg om det? Ergo rullede vi mod Ringsted, men begyndte ret hurtigt at bremse hårdt op igen. Til sidst blev togdamen og lokomotivføreren enige om, at sådan et tog må blive på Sjælland, så i Ringsted byttede vi pladser med dem, der sad i lyntoget fra Jylland. Det skulle så vende om og køre os til Århus, mens de andre stakler formentlig skulle køre/bremse sig tilbage til København.
Så slap vi for den bekymring. Men det endte med at betyde op mod en time ekstra til at sidde stille og tænke i. Da jeg hverken gad læse eller spille Tetris mere, lukkede jeg øjnene. Det første der skete var, at jeg kom til at tænke på manden med det røde og tørre et eller andet problem, som lægen skulle gøre noget ved. Arrrgh, jeg vil ikke vide det, jeg vil ikke tænke på det, fjern dig fra min hjerne!
Hermed en stille bøn om at holde private og intime samtaler der hvor de hører til: I det private rum og ikke det offentlige.
mandag den 28. marts 2011
Bare et hurtigt spørgsmål
Er man gammel, når man ser en cyklist bagfra med langt mørk lidt rodet permanent, helt stramme jeans og kort sort pilotjakke og tænker: "Hey, han mangler bare en kamphund i stedet for cyklen, i at være en småkriminel type, der hører heavy metal." Når man så er kørt forbi, viser det sig at være en moderigtig gymnasiepige? Det vil jeg spekulere over, mens jeg tager toget i dag og lader bloggen være alene hjemme et par dage. Hav det godt så længe. (PS, jeg tror desværre godt, jeg kender svaret).
søndag den 27. marts 2011
Earth hour intentioner
Jeg kan godt lide initiativet med at tænke en ekstra gang over vores elforbrug. Derfor prøvede vi at hype Earth Hour for børnene her i huset. Ældste barn var heldigvis ude til game night og der tror jeg ikke sådan et hippieagtigt tiltag havde været velset. Mellemste barn syntes det var rimeligt ærgerligt, når han nu for en gangs skyld havde storebrors pc for sig selv. Yngste barn glædede sig som til juleaften ved udsigten til at spille billedlotteri i halvmørke. En disciplin, der udfordrede i hvert fald de voksne en hel del.
Mellemstemand var villig til at indgå forlig (mod chokoladebestikkelse), hvis han måtte spille lige til 20.30, hvor vi havde tændt stearinlys og kun opvaskemaskinen afslørede et vist elforbrug. Efter billedlotteri i blinde blev mindste barn pludselig bange for alt det mørke og måtte puttes med sin sommerfuglelyskæde tændt, som vi blev enige om ikke talte som lys for ikke at plante en evig mørkerædsel i hende. Hun har aldrig før været bange for at sove i mørke. Så skulle mellemstemand tisse og havde noget svært ved at ramme toilettet ved stearinlysets skær fra vindueskarmen.
Vi var kun ½ time inde i dette initiativ, da mindstebarnet sov og mellemstemand og far læste Anders And med lommelygte. Da blev jeg lidt rastløs og måtte lige bruge lidt mobiltelefonstrøm – det tæller vel heller ikke rigtigt? Kl. 21.30 gik jeg på toilettet med tændt lys og trådte i en tissesø. Hrpmph. Det var nok der, jeg begyndte at tænke, at vi ikke behøver markere dagen til næste år.
Det er bestemt meget sundt og konkret for børnene at blive mindet om miljøet og strømforbruget og det hele, men det er vel bedre at tænke sig om hele året, end at blive fanatisk denne ene aften. Alle de stearinlys river også lidt i næsen – og er der ikke noget med, at de forurener lige så meget? (Og hvor kan man komme til at savne sin pc på bare en time!)
Mellemstemand var villig til at indgå forlig (mod chokoladebestikkelse), hvis han måtte spille lige til 20.30, hvor vi havde tændt stearinlys og kun opvaskemaskinen afslørede et vist elforbrug. Efter billedlotteri i blinde blev mindste barn pludselig bange for alt det mørke og måtte puttes med sin sommerfuglelyskæde tændt, som vi blev enige om ikke talte som lys for ikke at plante en evig mørkerædsel i hende. Hun har aldrig før været bange for at sove i mørke. Så skulle mellemstemand tisse og havde noget svært ved at ramme toilettet ved stearinlysets skær fra vindueskarmen.
Vi var kun ½ time inde i dette initiativ, da mindstebarnet sov og mellemstemand og far læste Anders And med lommelygte. Da blev jeg lidt rastløs og måtte lige bruge lidt mobiltelefonstrøm – det tæller vel heller ikke rigtigt? Kl. 21.30 gik jeg på toilettet med tændt lys og trådte i en tissesø. Hrpmph. Det var nok der, jeg begyndte at tænke, at vi ikke behøver markere dagen til næste år.
Det er bestemt meget sundt og konkret for børnene at blive mindet om miljøet og strømforbruget og det hele, men det er vel bedre at tænke sig om hele året, end at blive fanatisk denne ene aften. Alle de stearinlys river også lidt i næsen – og er der ikke noget med, at de forurener lige så meget? (Og hvor kan man komme til at savne sin pc på bare en time!)
lørdag den 26. marts 2011
Bilkabims
Jeg tror egentlig ikke, at jeg fremstår specielt fobisk, men der er altså en ting ud over parkeringshuse, jeg ikke kan lide. Den anden ting er Bilka. Selv om det tager brodden lidt af det at tænke på den som ”Den store blå døgner,” som jeg har hørt, at nogen (Helle, var det ikke din far?) kalder den.
Fredag havde jeg et ærinde i Tilst og fik den fatale tanke, at jeg da lige kunne købe ind i Bilka, nu jeg var der. Det sker måske en gang om året, hvilket for mit vedkommende åbenbart er nok til at glemme, hvorfor jeg ikke kan lide at være der. Det er ikke som parkeringsramper, der sidder i kroppen i op mod 10 år, men bare sådan et let ubehag, som går over, når jeg går ud derfra igen.
Jeg går rundt med et fjernt blik, fordi alting virker til at være langt væk. Derfor er jeg nogen gange lige ved at tørne sammen med enten mennesker eller hylder helt tæt på, fordi jeg ikke har lagt mærke til dem. Det er noget med manglen på frisk luft og flugtveje sammen med virkeligt store bogstaver, som udpensler, at der er 50 bananer for latterlige 49,95 eller noget i den stil. Jeg ved det ikke, for jeg får ikke læst det. Lyde og lys bliver lidt uvirkelige og jeg går rundt i en osteklokke. Måske er det fordi, hele stedet bare skriger FORBRUG så højt, at jeg ikke vil høre det. Hvad vil du have, en vaskemaskine eller et spabadekar? En ost i 2 kilos klassen eller cirka 300 bleer? Bilka har det og det koster nærmest ingenting. Men hvorfor bliver det så alligevel altid dyrt, når man når til kassen?
Eller er jeg i virkeligheden bange for forlegenheden, hvis jeg skulle møde nogen, jeg kendte? Så kunne vi begge stå og sige, at vi ellers aldrig kom der, men lige kom forbi. I mit tilfælde ville det næsten være i overensstemmelse med sandheden, men hvorfor skulle den anden tro på det? Og hvorfor skulle jeg tro på ham eller hende? Kvinder lyver jo, og det gør mænd også, bare om nogle andre ting.
Tilbage til turen fredag: Først skulle jeg finde en indkøbskurv, for selv om jeg ikke var cyklet, var jeg opsat på at overholde del 2 af mit indkøbsprincip om ikke at købe mere, end der kan være i en kurv. Der er ikke ret mange kurve i Bilka, hvor det er mere velset at pløje rundt med en indkøbsvogn på størrelse med en lille bybil. Måske gælder loven om udbud og efterspørgsel her, for der er tyverisikring på indkøbskurvene, mens man ikke behøver putte en mønt i vognene? Kurvene er måske mere eftertragtede i det kriminelle miljø?
Det krævede en langdistancevandring i alle verdenshjørner at samle de få ingredienser, jeg skulle bruge. Jeg gik målrettet mod kassen og tænkte, at det var da ikke så slemt endda. Men så kom jeg i tanker om, at jeg ville have en ny badevægt.
Det er ikke fordi, jeg tror på, at soen bliver federe af at blive vejet, men omvendt kan jeg heller ikke argumentere for, at den bliver tyndere af ikke at blive vejet – eller af at blive vejet unøjagtigt. Den gamle vægt har udsving på op til 6-7 kg alt efter hvilken flise, den står på, og selv om det føles rart at finde en gunstig flise, så føles det ikke helt velfortjent at opnå et godt resultat på den måde.
Altså startede jeg en vandring i modsat retning fra kasserne, for først at pløje gennem elektronik uden held, få den idé, at det måske var ovre ved shampoo og sæbe, men det var det heller ikke. Tilbage i elektronik fortalte en overbærende medarbejder let undrende over mit spørgsmål, at vægte var ovre i Havecentret. ”Altså personvægte?” skulle jeg lige sikre mig, fordi jeg ikke umiddelbart kunne finde en god grund til at veje sig i haven. Men den var god nok: ”Alt til bad er ovre i Havecentret,” gentog han tålmodigt.
Måske har de bare en anden opfattelse af det indlysende i Tilst. Jeg opgav at forstå Bilkalogikken og fandt en vægt i havecentret. Måske kan den minde mig om, hvorfor det er, jeg ikke skal tage i Bilka. Indtil jeg glemmer det igen.
Fredag havde jeg et ærinde i Tilst og fik den fatale tanke, at jeg da lige kunne købe ind i Bilka, nu jeg var der. Det sker måske en gang om året, hvilket for mit vedkommende åbenbart er nok til at glemme, hvorfor jeg ikke kan lide at være der. Det er ikke som parkeringsramper, der sidder i kroppen i op mod 10 år, men bare sådan et let ubehag, som går over, når jeg går ud derfra igen.
Jeg går rundt med et fjernt blik, fordi alting virker til at være langt væk. Derfor er jeg nogen gange lige ved at tørne sammen med enten mennesker eller hylder helt tæt på, fordi jeg ikke har lagt mærke til dem. Det er noget med manglen på frisk luft og flugtveje sammen med virkeligt store bogstaver, som udpensler, at der er 50 bananer for latterlige 49,95 eller noget i den stil. Jeg ved det ikke, for jeg får ikke læst det. Lyde og lys bliver lidt uvirkelige og jeg går rundt i en osteklokke. Måske er det fordi, hele stedet bare skriger FORBRUG så højt, at jeg ikke vil høre det. Hvad vil du have, en vaskemaskine eller et spabadekar? En ost i 2 kilos klassen eller cirka 300 bleer? Bilka har det og det koster nærmest ingenting. Men hvorfor bliver det så alligevel altid dyrt, når man når til kassen?
Eller er jeg i virkeligheden bange for forlegenheden, hvis jeg skulle møde nogen, jeg kendte? Så kunne vi begge stå og sige, at vi ellers aldrig kom der, men lige kom forbi. I mit tilfælde ville det næsten være i overensstemmelse med sandheden, men hvorfor skulle den anden tro på det? Og hvorfor skulle jeg tro på ham eller hende? Kvinder lyver jo, og det gør mænd også, bare om nogle andre ting.
Tilbage til turen fredag: Først skulle jeg finde en indkøbskurv, for selv om jeg ikke var cyklet, var jeg opsat på at overholde del 2 af mit indkøbsprincip om ikke at købe mere, end der kan være i en kurv. Der er ikke ret mange kurve i Bilka, hvor det er mere velset at pløje rundt med en indkøbsvogn på størrelse med en lille bybil. Måske gælder loven om udbud og efterspørgsel her, for der er tyverisikring på indkøbskurvene, mens man ikke behøver putte en mønt i vognene? Kurvene er måske mere eftertragtede i det kriminelle miljø?
Det krævede en langdistancevandring i alle verdenshjørner at samle de få ingredienser, jeg skulle bruge. Jeg gik målrettet mod kassen og tænkte, at det var da ikke så slemt endda. Men så kom jeg i tanker om, at jeg ville have en ny badevægt.
Det er ikke fordi, jeg tror på, at soen bliver federe af at blive vejet, men omvendt kan jeg heller ikke argumentere for, at den bliver tyndere af ikke at blive vejet – eller af at blive vejet unøjagtigt. Den gamle vægt har udsving på op til 6-7 kg alt efter hvilken flise, den står på, og selv om det føles rart at finde en gunstig flise, så føles det ikke helt velfortjent at opnå et godt resultat på den måde.
Altså startede jeg en vandring i modsat retning fra kasserne, for først at pløje gennem elektronik uden held, få den idé, at det måske var ovre ved shampoo og sæbe, men det var det heller ikke. Tilbage i elektronik fortalte en overbærende medarbejder let undrende over mit spørgsmål, at vægte var ovre i Havecentret. ”Altså personvægte?” skulle jeg lige sikre mig, fordi jeg ikke umiddelbart kunne finde en god grund til at veje sig i haven. Men den var god nok: ”Alt til bad er ovre i Havecentret,” gentog han tålmodigt.
Måske har de bare en anden opfattelse af det indlysende i Tilst. Jeg opgav at forstå Bilkalogikken og fandt en vægt i havecentret. Måske kan den minde mig om, hvorfor det er, jeg ikke skal tage i Bilka. Indtil jeg glemmer det igen.
fredag den 25. marts 2011
Parkeringshuse – eller prøvelser i panic management
Jeg ankom tilstrækkeligt kæk til kortautomaten og klarede i strakt (meget strakt) arm at få min p-billet uden at stige ud af bilen. Inde i parkeringshuset sneglede bilerne sig rundt i en lang slange på udkig efter tomme pladser. Tandlægetiden nærmede sig og den ellers så fredelige baby troede måske, trods kun 1½ tandstump, at det var ham, der skulle til tandlæge. I hvert fald valgte han at sætte i et øresønderrivende hyl og ansigtskuløren skiftede hurtigt til højrød, mens kroppen i den lille flyverdragt stod i så meget flitsbue, som det kan lade sig gøre i en autostol.
Uheldigvis var jeg lige kørt op ad en rampe, hvorpå der var stilstand i trafikken. Lad mig bare sige, at kombinationen af koblingspunkt og skrigende baby, som nægtede sut, også ændrede min ansigtskulør dramatisk til det mørkere. Nu skulle jeg faktisk have været hos tandlægen, men lige pludselig var der ganske enkelt ikke noget koblingspunkt i bilen! Jeg sværger, hver gang jeg koblede til og gassede op som en sindssyg, gled jeg bare baglæns, tættere og tættere på en meget stor og meget dyr bil bagved mig. Som dyttede. Men det kunne jeg næsten ikke høre for nu blålilla og ikke spor fredelig babys hyl.
Jeg var nødt til at bide al skam i mig, stige ud og bede om hjælp. Rar mand i stor bil (eller måske snarere meget nervøs mand, som holdt meget af sin bil) hoppede ind bag mit rat ved siden af baby, som næsten havde skreget sig hæs, men fandt fornyet styrke ved at vildtfremmed mand overtog mors plads – og på mirakuløs vis indfandt koblingspunktet sig i samme øjeblik igen i bilen og han kørte den op ad rampen. Den elendige humørsyge gamle møgspand. Vi fandt en p-plads til møgbilen med hjerterne oppe i halsen og ankom til den flinke tandlægesekretær mere oprømte end tandlægepatienter normalt er. Hun tilbød at passe meget opkørt baby, som aldrig havde hørt om fredelige babyer, der sidder i autostole og pludrer, mens mor får tilset tænder. Alligevel kunne jeg sagtens høre hans hyl ind i mellem tandrens og pudsning.
Når jeg genoplevede det hele i går, var det fordi, jeg skulle til samme tandlæge og parkere i samme p-hus, dog denne gang uden baby, men nu i nyere og større bil. I mellemtiden har jeg lært det trick, at der næsten altid er ledige pladser i kælderetagen i Magasins p-hus, men det var der ikke i går. Således måtte jeg starte opstigningen helt op til 3. sal og for hver rampe mindedes jeg dengang, jeg hang fast på midten af en af dem. Jeg overlevede dog denne gang både opstigningen (uden hjælp) og tandlægebesøget, men jeg kommer aldrig til at holde af nogen af delene.
Jeg kommer heller aldrig til at holde af parallelparkering, så derfor vedbliver jeg at konfrontere min egen panikangst i p-husene i Århus, i håb om en dag at opdage, at jeg er kommet helt over den. (In my dreams).
torsdag den 24. marts 2011
Princippet om ikke at købe mere end der kan være på en cykel
Det har jeg indført. Idéen er den simple, at jeg ikke indkøber flere dagligvarer hver dag, end jeg kan cykle hjem med. På den måde vil jeg dels sikre, at jeg cykler en tur hver dag, dels at jeg ikke køber noget, vi ikke har brug for.
Men det volder lidt vanskeligheder med tre børn, en kat og en mand, hvoraf de første fire kun synes at blive længere og tyndere og aldrig tykkere, lige meget hvor meget mad, jeg indkøber til dem. Jeg er ellers virkelig kreativ mht at laste en cykel. Der kan stå en pose i barnesædet og hænge køkkenruller og toiletpapir på begge sider af styret. Samtidig kan skuldertasken fyldes med småting og svinges elegant bagover , så den balancerer ovenpå indkøbsposen i barnesædet. Lidt balanceøvelse kræver det selvfølgelig og nogen respekt for huller i vejen og kørsel over ujævne fliser.
Således kunne man i går i tunnelen under Grenåvej finde mig i en øvelse, som dels gik ud på at holde cyklen stående, dels på at opsamle en pakke vindruer, hvor låget var faldet af, to pakker sukkerærter og et glas krydderi. Der er en dum kant for enden af den tunnel, som jeg i min kådhed troede, jeg bare kunne cykle over.
Jeg var så heldig at være alene i tunnelen, for jeg er ikke sikker på, at det så særlig atletisk ud. Tænk hvis ligefrem den allerhurtigst voksende og ældste af mine børn var kommet præcis denne vej hjem fra skole på samme tidspunkt – jeg kunne virkelig have traumatiseret det unge teenagesind. I hvert fald hvis han havde haft en kammerat med, da jeg stod med bagdelen som spidsen i en vinkel, der sikrede, at jeg lige nøjagtig kunne få fat i det krydderiglas, som var ved at rulle væk fra mig, uden at vælte cyklen.
Der er også nogle gange, jeg lader mig rive med af et tilbud, som får mig til at ignorere signaler fra overjeget om, at jeg overvurderer cyklens lasteevne, når jeg nupper 4 kg kartofler for en tyver. Jeg prøver at sige, at hvis det kan være i en indkøbskurv, kan det også være på en cykel, men der kan være ret meget i en indkøbskurv, hvis man har forstand på at pakke den.
Egentlig er det godt, at jeg ikke har nedfældet noget i princippet om, at man kun må cykle én gang om dagen for at hjembringe dagligvarer. Ellers kunne vi hurtigt komme i bekneb for både køkkenruller, toiletruller og cornflakes, som alle fylder urimeligt meget i forhold til herlighedsværdien.
I øvrigt har min datter arvet en afledt tendens. Hun foretrækker at få mindst et, gerne to stykker legetøj med i børnehave. Er det ene så en andemor, kan man blive mødt af argumenter som, at ællingen da er nødt til også at komme med. I går havde hun så af uafklarede årsager ikke fået rygsækken med i børnehave, og da jeg hentede hende på cykel, skulle andemor og barn, malebog, madkasse (som hun skulle spise en snack fra på vejen hjem, hvilket udelukkede at anbringe vanterne på hendes hænder) placeres på cyklen, moderen og barnet. Det resulterede da også i, at anden Rap blev tabt og nu må vi så lede efter den i eftermiddag. (Eller måske ikke, den har nemlig en raplyd, når man trykker den på maven).
Der er altså grænser for, hvad der kan være på en cykel. Man kunne også mene, det er på tide, at den 5-årige får brudt cykelkoden for alvor, så jeg kan få plads til hendes mest nødvendige udstyr til en dag i samfundet på barnesædet. For jeg respekterer fuldt hendes behov for at være beredt til enhver situation med indholdet af sin dame/børnehavetaske. Især hvis moderen så husker børnehavetasken.
Men det volder lidt vanskeligheder med tre børn, en kat og en mand, hvoraf de første fire kun synes at blive længere og tyndere og aldrig tykkere, lige meget hvor meget mad, jeg indkøber til dem. Jeg er ellers virkelig kreativ mht at laste en cykel. Der kan stå en pose i barnesædet og hænge køkkenruller og toiletpapir på begge sider af styret. Samtidig kan skuldertasken fyldes med småting og svinges elegant bagover , så den balancerer ovenpå indkøbsposen i barnesædet. Lidt balanceøvelse kræver det selvfølgelig og nogen respekt for huller i vejen og kørsel over ujævne fliser.
Således kunne man i går i tunnelen under Grenåvej finde mig i en øvelse, som dels gik ud på at holde cyklen stående, dels på at opsamle en pakke vindruer, hvor låget var faldet af, to pakker sukkerærter og et glas krydderi. Der er en dum kant for enden af den tunnel, som jeg i min kådhed troede, jeg bare kunne cykle over.
Jeg var så heldig at være alene i tunnelen, for jeg er ikke sikker på, at det så særlig atletisk ud. Tænk hvis ligefrem den allerhurtigst voksende og ældste af mine børn var kommet præcis denne vej hjem fra skole på samme tidspunkt – jeg kunne virkelig have traumatiseret det unge teenagesind. I hvert fald hvis han havde haft en kammerat med, da jeg stod med bagdelen som spidsen i en vinkel, der sikrede, at jeg lige nøjagtig kunne få fat i det krydderiglas, som var ved at rulle væk fra mig, uden at vælte cyklen.
Der er også nogle gange, jeg lader mig rive med af et tilbud, som får mig til at ignorere signaler fra overjeget om, at jeg overvurderer cyklens lasteevne, når jeg nupper 4 kg kartofler for en tyver. Jeg prøver at sige, at hvis det kan være i en indkøbskurv, kan det også være på en cykel, men der kan være ret meget i en indkøbskurv, hvis man har forstand på at pakke den.
Egentlig er det godt, at jeg ikke har nedfældet noget i princippet om, at man kun må cykle én gang om dagen for at hjembringe dagligvarer. Ellers kunne vi hurtigt komme i bekneb for både køkkenruller, toiletruller og cornflakes, som alle fylder urimeligt meget i forhold til herlighedsværdien.
I øvrigt har min datter arvet en afledt tendens. Hun foretrækker at få mindst et, gerne to stykker legetøj med i børnehave. Er det ene så en andemor, kan man blive mødt af argumenter som, at ællingen da er nødt til også at komme med. I går havde hun så af uafklarede årsager ikke fået rygsækken med i børnehave, og da jeg hentede hende på cykel, skulle andemor og barn, malebog, madkasse (som hun skulle spise en snack fra på vejen hjem, hvilket udelukkede at anbringe vanterne på hendes hænder) placeres på cyklen, moderen og barnet. Det resulterede da også i, at anden Rap blev tabt og nu må vi så lede efter den i eftermiddag. (Eller måske ikke, den har nemlig en raplyd, når man trykker den på maven).
Der er altså grænser for, hvad der kan være på en cykel. Man kunne også mene, det er på tide, at den 5-årige får brudt cykelkoden for alvor, så jeg kan få plads til hendes mest nødvendige udstyr til en dag i samfundet på barnesædet. For jeg respekterer fuldt hendes behov for at være beredt til enhver situation med indholdet af sin dame/børnehavetaske. Især hvis moderen så husker børnehavetasken.
Abonner på:
Opslag (Atom)



