40 er det nye 30

Jeg var til en hyggelig 40 års frokost i dag. Gæsterne var lutter kvinder på +/- 40. Det er dejligt, at det er blevet relativt almindeligt at fejre milepælen sammen med veninder og søstre, fordi der på et eller andet tidspunkt i løbet af sådan et arrangement uvægerligt opstår konsensus om, at 40 faktisk ikke er nogen alder, sammenlignet med dengang vores forældre fyldte 40. Man kan stå med små børn, specialer, nye huse og kun let brugte uddannelser og i enkelte tilfælde kun let brugte mænd som 40-årig. Hvorimod vores dengang 40-årige forældre havde direkte kurs mod sølvbrylluppet og 25-års-jubilæet på arbejdspladsen.

Hvis der er en, der pipper om grå hår, viser det sig at alle farver håret og hvis nogen har fået en smule mere udstrakte arme ved avislæsning, så viser det sig, at andre har fået laseropereret øjnene. (Jep jeg har fået lavet det så viseligt, at jeg inden længe ender på -0,25 og dermed formentlig udsætter behovet for læsebriller med et par år).

Vi bliver enige om, at 40 er det nye 30 og får fuldstændig glemt eller latterliggjort eventuelle kriser i anledning af denne fødselsdag. Vi tænker på 30-årige ligesom vi tidligere har tænkt om først 0. klassebørn, siden konfirmander og senere studenter: Er det ikke som om, de bliver mindre og yngre for hver ny årgang, skolen, Tivoli Friheden og de båttende lastbiler producerer af dem?

Det der primetime er meget illustrativt for 40'erne, tror jeg. Jeg synes, der er mange, der tager sig selv mere alvorligt eller måske føler tiden gå og springer ud i alt lige fra malerier til børnebøger. Før har det lydt nærmest fortærsket, når andre har rådgivet til at forfølge sine drømme, fordi det var jo nemt at sige, men det er ikke alle drømme, der skaffer til terminsydelsen. Det gør de nok heller ikke hos 40-årige, men roen til alligevel at prøve dem af, indfinder sig.

I løbet af sådan en dag, bliver vi også enige om, at bryster ikke bliver længere med alderen, det er bare tyngdekraften, der bliver mere virksom. Der er også bred opbakning til, at hvis vi ikke tager de hvide ben ud i solen, så vedbliver de jo nok at være hvide, så hellere alle tage solbriller på og blive enige om, at vi har meget brune ben. Jamen det er et fantastisk koncept.

Men alt det ovenstående er selvfølgelig rent hypotetisk. Jeg er kun lige 39, men på en dag som i dag kan de 40 bare komme an.

Jeg har knækket kendiskoden

Se bare her:

Det er enkelt. Man skal bare:

• Have langt mørkt hår
• Have høje kindben
• Smile foran kamera

Hvis man derimod:

• Har kortere lyst hår
• Ikke har set sine kindben siden konfirmationsalderen
• Ligner 700 dobbelthager foran et kamera

er chancerne knap så gode. Jeg bliver altså ikke kendt.

(Var der nogen der sagde, at man også skal have noget fornuftigt at sige?) Det er ikke nødvendigt. Se bare grundigt på billedet, så ved du at jeg har ret. Så det er jo bare et greb i lommen til frisør, plastickirurg og så lige lidt smileterapi, så sidder den i skabet. Hvis du altså gerne vil være kendt. Selv tror jeg, jeg stopper ved øjenindgrebet, gider alligevel ikke det paparaziræs.

Farvel briller (med give away, som ikke er briller)

Vi lader lige billedet stå et øjeblik.

Er der noget med nogle humanitære organisationer, som modtager brugte briller? Altså de almindelige briller er så ridsede, at jeg ikke engang ville byde dem til nogen i nød, men solbrillerne med styrke er udmærkede. Jeg har stor lyst til at smadre dem, for Jeg Har Fået Nye Øjne I Dag! Jeg kan se! Uden briller. Jeg skal aldrig mere:

*Stå under bruseren og for sent opdage, at den der sorte plamage, jeg tager bad med IKKE er snavs, men en velvoksen edderkop

*Famle forvirret rundt i svømmehallen, mens jeg prøver at skille mine børn ud fra mængden af ens udseende højthvinende klatter i bassinet

*Træde ind i en butik/cafe/et hvilket som helst sted en kold vinterdag og vælge mellem at være blind uden briller, eller blind fordi mine briller dugger

*Lave det klassiske skift mellem sol- og almindelige briller, hver gang jeg går indenfor om sommeren

Derimod skal jeg:

*Kækt svinge mine solbriller op i pandehåret

*Tjekke badevandet i Århusbugten uden fare for at fare vild i vandet

*Næste gang til zumba slippe for at brillerne glider ned ad næsen, når jeg sveder

*Muligvis vænne mig til at få små dyr i øjnene på cykelture

Jamen det er da fantastisk. Man skal dog ikke være bange for at få suget øjet fast i noget, der lyder som om, man støvsuger en vandmand og ejheller bange for den lugt af svovl(!) det giver, når laseren brænder overskydende hornhinde væk.

Alt det var jeg rasende nervøs for, men det er simpelt så hurtigt overstået, at min frygt blev gjort til skamme. Faktisk tror jeg, man kan sammenligne indgrebet med et LSD-trip, fordi der er skiftende lys og syrede mønstre og formationer, man skal kigge på inde i lasermaskinen. Men jeg har aldrig prøvet sådan et trip! Så jeg lover ikke, at det er det samme. Det smerter de første 2-3 timer, hvor man skal holde øjnene lukkede. Men jeg faldt i søvn, de sidste to timer, da jeg var hjemme og vågnede op uden smerter og med et nyt syn.

Jeg fik tre stk gavekort til gratis og uforpligtende forundersøgelse på øjenklinikken Memira (værdi 300 kr pr stk). Så hvis du har mod på det og lyst til det, sender jeg gerne til interesserede. Skulle der være mere end tre nær- eller langsynede, som er trætte af deres briller eller linser, trækker jeg lod på søndag.

Hvis jeg kunne vælge én person

En person som jeg kunne møde og spørge om hvad som helst, så skulle det være John Irving. Jeg blev både trist og glad, da jeg for et par uger siden fandt hans nyeste bog Sidste nat i Twisted River. Trist fordi jeg ikke havde været opmærksom på den på forhånd og dermed ikke havde kunnet glæde mig. Glad fordi jeg selvfølgelig skulle læse den. Hurtigst muligt.

Nu har jeg den og prøver at nyde den i små bidder. For jeg ved, jeg bliver helt trist, når den er slut, og John Irving bliver ikke yngre. Gad vide, hvor mange murstensromaner, der er tilbage i ham? Og hvad skal jeg gøre, når der ikke er flere? Tilbage til Garp?

Jeg var i New York sidste sommer og med toget videre til Toronto. Ville gerne have slået et slag forbi Maine og New England, men med 12,5 timers togtur var den lang nok i forvejen. Jeg undlod ikke at spejde efter ham på Toronto Union Station, fordi jeg ved, han delvis bor i Toronto, og det KUNNE jo være?

Han har samme alder som min onkel Ove, som bor nord for Toronto. Måske skulle jeg høre, om han kunne invitere mr. Irving med til Balut turnering? Som gæstespiller? Balut er et fascinerende verdensomspændende fænomen af udlandsdanskere, som spiller en avanceret udgave af Yatzy og mødes i deres nationaldragter rundt i verden, hvor de skiftes til at arrangere turneringer. Der er enkelte indfødte med, men jeg er ikke helt sikker på, det er John Irvings stil.

Der er simpelt hen ikke nogen, der kan skrive med så meget kærlighed, at forbrydere bliver sympatiske, drankere bliver rørende, bjørne bliver dansende, afvigere bliver elskelige, drenge bliver voksne og kvinder bliver bløde i knæene af at læse det.

Skal prøve at rationere bogen over en måneds tid. Det bliver svært, men han er altså svær at komme efter, så den skal nydes. Heldigvis er der også andre gode. Det er måske mere sandsynligt, at jeg en dag møder Elsebeth Egholm. For jeg har også gået tur gennem Kasted Mose, når jeg har læst en af hendes krimier, fordi jeg var nødt til lige at se the crime scene. Shit, der er meget, der godt kunne være et lig i skoven, hvis man tænker i de baner.

- Posted using BlogPress from my iPad

Kvinder ligner mere mænd?

Jamen jeg bliver altid nysgerrig af sådan en overskrift og forestiller mig, at der er en overlevende hippie, der har fundet ud af, at der ikke er nævneværdig forskel alligevel. Så kunne jeg have rystet på hovedet og trukket på smilebåndet. For ingen med respekt for sig selv vil vel i dag påstå, at der ikke er endda stor forskel? Læs her og døm selv.

Det viser sig så at handle om, at vores hoveder er blevet større gennem de sidste 400 år. Mændenes derimod har tilsyneladende i det store og hele stadig samme størrelse. Deraf konkluderes, at kvinder ligner mere mænd? Mere mænd? Altså mere end mænd ligner kvinder eller hvad? Eller ligner vi mere mænd, end vi ligner kvinder? Gisp, hvor kan den udvikling ikke ende?

Men jeg synes, det siger mere om netop forskellen på mænd og kvinder. Man kunne tolke det derhen, at når mænd ikke rigtig har groet større hoveder, tænker de måske også på samme måde som i de sidste mange tusinde år? Jagt, overlevelse, forplantning og forsørgelse. Mens kvinderne altså tog et spring i 1600-tallet og begyndte at fylde den ekstra plads i hovedet med tanker og analyser, scenarier over alt fra worst til best case.

Jeg er nogen gange fyldt godt op i hovedet af "hvad hvis nu?" Hvad hvis nu, det var bedre at bo på landet og skrive bøger. Eller i København i nærheden af søstre? Eller arbejde med noget helt andet? Eller bo i USA et par år?

Eller på sorte dage, hvad nu hvis vi fejler i børneopdragelse? Hvis de nu har fået for lidt nærhed og for meget skæld-ud? Hvis den ene kan huske, og vil straffe os for, at han græd på første skoledag, fordi han ikke kunne finde os? Eller den anden, at vi glemte det første forældremøde, da han kom i skole? Eller den tredje, at vi bare helt glemte, hvad hun var parat til og pakkede hende ind i bleer og støttehjul alt for længe?

Ja, min ekstra plads er fyldt med hvad nu hvisser og det er sjældent, at min mand er til at drive med ud på tankeeksperimenterne. Han kigger lige på børnene og konstaterer, at de nok ikke ville hverken drille hinanden eller grine så meget, eller påstå så hårdnakket, at de ikke har lektier for, hvis de ikke var forholdsvis normale.

Han kan sagtens, han har ikke al den ekstraplads i hovedet. Hvad udfylder du din ekstra plads med?

Skønhedssøvn

"Stillingen er god i forhold til smerter i ryg og nakke, men dårlig for huden og brysterne. Til gengæld mindsker stillingen snorken og er god for rygsøjlen og de sure opstød.

At være i kontakt med en halvbeskidt pude med savl og andre bakterier på er nemlig ikke særligt godt for ansigtets fine hud.

"At sove på siden kan give dig rynker," konkluderer Anna Glaser, der er læge og professor i dermatologi."

Sådan står der om min yndlingssoveposition, nemlig på siden, her.

Eller det er ikke bare min yndlings, det er faktisk den eneste, jeg sover i og altid på den samme side. Når man, som jeg, hører bedst på det ene øre, sover man altid på det, for derved at undgå at høre eventuel snorken og børn, der kaster op og kalder på deres mor. De kalder i stedet på deres far. Smart. Det er jo også ham, der snorker. Heldigvis står der ikke noget i artiklen om, at man så får højrestillede lodrette rynker i ansigtet, når man altid ligger på sin højre kind. Men så er der antydningen af, at jeg savler og har et nusset hovedpudebetræk? Insinueringerne står jo i kø!

Der er virkelig meget at tænke på, når man kan se 30'erne forsvinde mellem fingrene, for hver dag der går. Men jeg synes altså, den undersøgelse eller i hvert fald artiklen er lidt bryst- og rynkefikseret? Det er vel ikke ligefrem manglende sundhed at have rynker? Er det ikke bare levet - og sovet - liv, som trækker linjer til minde om smil, sorg, glæde, bekymring og nu altså også søvn?

Who am I kidding? Hit med min Clinique Superdefense NU! Og eventuelt en anordning til at dreje næsen og dermed hele fronten op mod loftet, når jeg sover tungt nok til at overhøre forstyrrende lyde? Det må kunne opfindes.

Pytgrænsen og parforholdet

Det her billede rummer lige den slags, som er kimen til konfliktstof, hvis pyt-tærskelen er i bund. Den er rimelig intakt endnu her mod slutningen af en god ferie.

Hvis ikke, jeg havde plus på pyt-kontoen, havde jeg ikke taget et billede, men enten:

1) Været småmuggen på den uforklarlige måde

eller:

2) Fjernet kemikalierne med en del larm og suk

Problemet er, at jeg ser den kommode som et sted at stille fine eller sjove ting, som jeg kan kigge på og komme til at tænke på, hvem jeg fik hhv. den ene og den anden hoptimist af og hvorfor, eller dengang min søn malede glasfadet til lys og vi fik den som den første brugbare julegave fra børnehaven og al den slags. Min mand bruger den som en fysisk huskeseddel, således at hvis den er fyldt med myregift, så spreder han nok noget af det, inden dagen er omme. Hvis han altså ser det. For den anden del af problemet er, at der godt kan gå nogle dage, før det sker.

(Her har jeg lovet en passage om, at han vågnede meget tidligt i morges ved, at der var noget, der kløede på den ene arm og det viste sig at være en flok myrer på morgenvandring op ad armen. Men jeg lovede ikke noget om fontstørrelsen).

Det er ikke kun kommoden, det er hele stuen eller faktisk hele huset og haven med, der fungerer som fysisk huskeseddel. Der ligger trøjer og sokker, som man skal huske at tage på, når det bliver koldt i aften. Der ligger aviser, som skal huskes at læses i, når der bliver tid (end ikke Weekendavisen magter jeg pt. at få læst på en uge). Der ligger også tegninger, som skal tegnes færdige og Lego Ninjago, som skal huskes at ombygges, når lejlighed byder sig. Der ligger papirer, som skal huskes at udfyldes, der ligger Kitty, som skal huskes at leges med og guitar som skal huskes at øves. Sådan kunne jeg blive ved, men det var kun stuen og det er ved at blive kedeligt. Dog kan jeg lige spiffe op med, at om natten ligger der også nogen gange tøj, der skal huskes at tages på næste dag. Det er endnu ikke sket, men det kunne godt blive glemt en distræt mandag morgen. Eller anden distræt morgen, for der er mange distræt beboere i dette hus.

For at vende tilbage til udgangspunktet, som var kommoden, så er jeg faktisk ikke meget for pyntegenstande, som ikke har en funktion. Den kommode bærer faktisk næsten alle dem, jeg ejer. Så det er ikke fordi, jeg kører med den totalt dominerende indretningsstil, som er kendt fra tv2 og visse dele af virkeligheden. Men når jeg nu har så få, så skal de altså heller ikke garneres med myregift i flere dage.

Vores forskellige perspektiver har jeg opgivet at ændre på, men min egen pytgrænse kan jeg arbejde med. Jo mere stress, jo mindre pyt. Jo mindre stress, jo mere pyt. It's as simple as that, men forbandet svært at styre, når man lige bliver lidt impulsdrevet muggen på en flaske myregift, der skygger for et fint lys. Jeg tænker pyt med det og håber, den finder anvendelse, før de myrer vandrer morgentur på mig i morgen tidlig.

Forresten synes jeg heller ikke, der behøver at stå en telefon med noget så gammeldags som ledning i røret. Men selvfølgelig virker den også ved længerevarende strømsvigt, som jo er en helt reel risiko? Nå, en konflikt ad gangen. Det er en fin telefon. Pyt med det, det er en fin telefon.