En event, der trænger til modernisering

I denne weekend var vi til yngstens gymnastikopvisning i tre stive timer, og det endda selv om vi smuttede to timer før arrangementet sluttede. Der er flere ting ved konceptet, som er uforandrede siden min barndom, omend vi dengang kunne være i det lokale forsamlingshus og alle kendte gymnastikforeningens formand, som havde en stemme så gennemtrængende, at enhver brug af mikrofon og højttalere var overflødiggjort. Nu bor jeg et sted med så mange børn, at formanden må holde sin pinefuldt lange takketale i pivende mikrofon og med let søvndyssende effekt.

Set med eventbrillerne på, ville jeg nok starte med at fjerne den formelle indmarch, og ikke mindst det der fanehalløj, som får det hele til at minde lidt om en militærparade. Ingen tvivl om, at Pia Kærsgaard ville nyde at se den karske blomst af den danske ungdom foran Dannebrog, og hvis vi samtidig afsang nationalsangen, ville den sidde lige i skabet. Det gjorde vi dog ikke - i stedet foregik ind- og udmarch til nøjagtigt den samme lidt for kække marchmelodi med fløjtetriller, som jeg straks genkendte fra 5-6 år tidligere, hvor det var en af drengene, der gik til gymnastik. Jeg ved godt, at tricket med indmarchen tvinger forældre og bedsteforældre til at være tilstede som minimum fra start og indtil eget afkoms hold har været på gulvet, men der må være andre og mere tillokkende muligheder. Let's face it, de fleste af os kan kun se charmen i eget barns udfoldelser.

Det bringer os videre til næste punkt på dagsordenen. Begivenheden består af en endeløs række kolbøttehold, og der er nok bare grænser for variationsmulighederne indenfor disciplinen kolbøtter, selv om holdene er iført forskelligtfarvede dragter for dog at give de tilstedeværende mulighed for at spotte eget yngel. Den ultimative ydmygelse er far/mor-barn holdene, hvor forældre er med til at hive ungerne rundt i de evindelige kolbøtter. En vigtig grund til, at jeg aldrig har deltaget i sådan et hold med risiko for at have hele omegnen til at beskue mig i gymnastiktøj til opvisningen.

Hvad kan man så gøre? Tjah, man kunne måske starte med at lægge noget blødt på de betontrappetrin, man sidder sin røv i laser på. Hvis man samtidig hævede temperaturen bare en smule og simultant hævede kvaliteten af kaffen fra cafeteriet, så begynder vi at nærme os noget tåleligt. Det kunne også komme på tale at slå nogen af de kolbøttende børn sammen, således at begivenheden kunne løbe af stabelen på lidt kortere tid. Endelig ville det være en fordel med bedre netdækning, så man i det mindste kan gå diskret på Facebook, mens nogle af de andre hold slår deres kolbøtter.

Jeg sender al ære og respekt for dem, der er til fodboldstævne hver eneste weekend. Samtidig vil jeg gerne takke mine børn for ikke at have valgt denne sportsgren. Og så må jeg selvfølgelig sige, at mindstebarnets glæde ved arrangementet lettede lidt på trivialiteten.

Logistikpark og toppemarked

Den bus, der går gennem mit lille hjørne af Aarhus, som reelt ligger udenfor Aarhus, har endestation i Logistikparken. Hver eneste gang, jeg har set den gennem det sidste år, har jeg tænkt på, at det var et ord, som fortjente sit eget blogindlæg. Jeg ved ikke, hvad Logistikparken er, men jeg tror nok, det ligger ude omkring Harlev. Jeg ved heller ikke helt, hvad Harlev er. Derimod kan jeg forestille mig, at det er et lidt trist sted, hvorfra der udspringer en masse busser, lastbiler og brede lige veje. Sådan et lidt industrielt område, hvor en kløgtig stadsingeniør har tænkt, da de kom til navngivelsen, at det er simpelt hen for trist, så vi kalder det noget med park. "Hvad med Logistikparken?!" har hans yngre assistent foreslået, og alle har klappet i hænderne og enstemmigt vedtaget det. Det er selvfølgelig ren teori, men eftersom der er forslag fra samme kant om at kalde en spritnyetableret by lidt nord for Aarhus for Nye, så kan man forledes til at tro, at der mangler lidt ungdommelig fantasi i afdelingen for navngivelse af lokationer i Aarhus Kommune. Det vil under alle omstændigheder være lidt af en joke at bo i Nye om 50 år, når den er blevet gammel. Heldigvis har man nu lagt det ud til en konkurrence i befolkningen at finde på et navn til byen.

Kunsten med at sammenstille et lidt kedeligt ord med noget smukt eller eksotisk er et velkendt trick. Det kan for eksempel aflæses i Bilkas reklamer (R.I.P. Mærsk McKinney Møller), hvor jeg har bemærket en tendens til at kalde noget for et marked, hvis der er tilbud på mere end en vare i samme kategori. Tag for eksempel toppemarked fra denne uges tilbudsavis (Altså ikke at jeg læser den slags - men når nu ældsten får leveret for mange reklamer til sin rute... så er det jo næsten spild ikke lige at skanne dem, før de ryger ud.)

Det oser ikke ligefrem af sydlandsk bazarstemning, bare fordi man kalder det et marked vel? Eller endnu bedre: Jeg mener bestemt, der har været tilfælde af Bakkemarked, hvor man kan få 3 gange valgfri bakke kød fra slagteren for en hund. Altså som i hundrede kroner - ikke i naturaliehandel.

Prøv at begynde at lede efter bizarre ordsammenstillinger i dine omgivelser - de er der overalt! Jeg vil meget gerne høre dine bedste!

Konfirpanik

Jeg lever og er her endnu. Ganske vist er jeg ovre på Den Anden Side - trådt ind i de ukendte og sagnomspundne 40'ere. Slut er det med at besvare spørgeskemaer som 30-39-årig og jeg er nu i kategori med de midaldrende. Faktisk er det dog slet ikke det, der optager min tid og (begrænsede, tenderende til det forkalkede) hjerneaktivitet pt. Næh efter en skøn og dejlig fødselsdagsfest, er der nu alvorligt kort tid til den næste store dag: Konfirmationen!

Jeg havde udsat de fleste tanker om den, til jeg var på Den Anden Side, men nu har jeg haft min første panikdrøm - hvilket indikerer, at jeg er begyndt at fokusere på Konfimationen. Jeg drømte, at vi på den store dag glemte at tage billeder, at det regnede og at vi ikke kunne finde gæsterne! Kan det mon hænge sammen med 1) At vi glemte at tage billeder til min fødselsdag? 2) At der var sludsne om morgenen på denne dag? 3) At vi gik og troede, at vi havde inviteret til konfirmation klokken 13, indtil en høflig gæst gjorde opmærksom på, at der stod 12.30 på invitationen? Tænk hvis vi kom klokken 13 og alle gæsterne var gået igen, fordi der var låst og lukket klokken 12.30!

Selv om der rent faktisk er overordnet styr på det meste, er der en tendens til, at de manglende detaljer fylder lige så meget som hele arrangementet ville have gjort i mit hoved. Det er som om, at hjernen vil tillader de løse ender at optage al ledig kapacitet, så selv når der kun er én løs ende tilbage, vil den endnu være i stand til at koste en søvnløs nat. Det er da egentlig uretfærdigt! I vågne timer kan jeg godt sætte problemer i proportionel størrelse i forhold til hinanden, men om natten kan tanken om, at vi ikke har tænkt på bordkort fylde lige så meget som den kendsgerning, at der er begrænset fryserkapacitet til den italienske isbuffet, som vi har bestilt! Alt andet lige en noget større udfordring. Til de implicerede: Vi lover at finde en løsning, som ikke indebærer, at det bliver italiensk milkshake-buffet i stedet for!

Faktisk glæder jeg mig mest af alt til at fejre min store dreng. OG det er genialt at holde to fester tæt på hinanden, fordi man ikke får følelsen af, at "ØV, nu er det hele overstået," når der en ny begivenhed at se frem til. Jeg er sikker på, vi får en fremragende dag (med billeder, tørvejr og værtsfamilie, der ankommer on location før gæsterne!)

PS: Vi er enige om, at sangskjulere er totalt old school og ikke noget for seje drenge, ikke?! IKKE?!

Kunsten ikke at komme i bestyrelsen

Dette bliver et fuldstændig politisk ukorrekt indlæg. Så er I advarede. Med tre børn i diverse skoler, institutioner og fritidsinsteresser gennem snart 14 år har vejen været belagt med mulighed for tillidshverv, frivillighed og forældreopbakning. Jeg har lært at genkende arrangementerne efterhånden. Der lokkes med et spændende oplæg af en fuldstændig ukendt ekspert, og man kan være sikker på, at man kommer hjem med en bestyrelsespost, hvis man endnu ikke har tillært sig teknikken.

Dilemmaet er, at man under ingen omstændigheder skal møde op bare for oplæggets skyld, for det er ikke meningen - nej de 10 Tordenskjolds soldater, der altid møder op, kan ikke undgå at blive kasserere, kagebagere, festudvalgsmedlemmer, stævnechauffører, assistenttrænere, klubhusudlejere eller det, der er værre.

Mit ældste barn har stort set gået til alt, hvad der var at gå til i en omkreds af fem kilometer. Dengang kendte jeg ikke teknikken, og således befandt jeg mig en dag i blå spejderskjorte som assisterende spejderleder med det aber dabei, at den ledende var forhindret i at møde op og efterlod mig med et oplæg om stjernehimlen til det første spejdermøde for en flok Ulveunger, der kunne klatre på vægge. Min viden om solsystemet er stærkt begrænset, men det skulle blive værre. Få uger senere skulle vi på spejderlejr i en weekend med døgnregn fra fredag til og med søndag. Forældrene ved bussen havde særinstruktioner om hvert eneste barns sove-, tisse-, spise- og pruttevaner. Da vi kørte afsted kunne jeg ikke huske et ord af det. Min egen søn gad i øvrigt allerede på dette tidspunkt ikke at gå til spejder mere, men jeg havde forpligtet mig til en sæson og ville ikke møde op uden ham.

Siden hen har jeg lært teknikken. Det er et spil om udholdenhed. Når den siddende bestyrelsesformand har holdt sin peptalk og kommet med en tøhø bemærkning om, at han/hun forventer kampvalg, skal du blive usynlig. Du skal sidde helt helt stille og finde et fikspunkt at stirre på, gerne udenfor vinduet hvis det er muligt. Du kan også sætte dig på dine hænder, hvis de har en tendens til at overtage styringen af kroppen udenom hjernen og bare række sig selv op, når tavsheden bliver for pinlig. Sæt dig tungt og vent. Vent, vent, vent. Tag ikke øjenkontakt med de andre, så kan det gå galt.

Jeg sidder her med en mail fra svømmeklubben om, at den må lukke, hvis ikke der stiller medlemmer op til en ny bestyrelse. Jeg må mønstre al min kraft og fokusere på noget andet - eller alternativt tage til generalforsamling den 11.4. og sætte mig hårdt på mine hænder. Eller muligvis komme hjem med endnu et lille tillidshverv i hatten udover klasseforældrerådet i en af klasserne. Det bliver svært at undgå med tre vandhunde i huset. Årh, jeg ved bare, jeg ender med at række hånden op og dernæst pludselig befinder mig med lønbogholderiet for alle trænerne og rengøring efter udlejning af klubhus....

Lejligheder til at gå i selvsving

Dem har jeg egentlig nok af lige nu - og det er ret underligt, at selvsvinget udebliver. Jeg tror simpelthen, at anledningerne til at gå i selvsving for øjeblikket ligger så tæt på hinanden, at jeg er nødt til at bevare styringen på mig selv - med begge ben på jorden eller helt nede under jorden, der hvor man planter blomster og får jord under neglene. Ikke nok med, at jeg kan se det store runde 40-tal komme forbi mig om et par uger, nej få uger derefter forestår husets første konfirmation.

Jeg er velsignet med en dreng som i den grad tager begivenheden ovenfra og ned. "Jeg synes, de her bukser er fede. Er det nødvendigt med nogle andre til Blå Mandag?" Således bliver han konfirmeret i seje jeans, Converse sko, hvid skjorte og sort vest - og kommer til både at være fin og ligne en rockstjerne! Jeg fornemmer allerede, at det bliver lige så enkelt, når mellemsten står for tur om fire år - hvis han vil konfirmeres. Til ham kan jeg finde noget på nettet og sige: "Skal  jeg bestille denne her skjorte?" hvorefter han kort vrister blikket løs fra sin egen skærm, kigger på min og siger: "Jaja." Mindsten derimod - har fået en ny kjole og et par sølvsandaler. Hun spørger dagligt HVORNÅÅÅÅÅR det er, vi skal holde den konfirmation, så hun kan få stadstøjet på. Eller om hun lige må prøve det en gang til - bare fordi. Eller gå lidt rundt i det - bare indenfor?

Jeg fornemmer, at arrangementet bliver anderledes, når det en dag bliver hendes tur. Der er genetisk indbygget selvsving af den helt store skala, og det varer nok ikke længe, før hun indleder tegningerne af sin konfirmationskjole. Jeg synes ellers ikke, jeg har gjort noget for at gøre hende mere pyntesyg, men det er hun. Og let's face it, samfundet rundt om hende gør det heller ikke nemmere at undgå pyntesyge, når der kommer en seddel med hjem fra gymnastik, at vi bedes indkøbe pink, lyserød eller hvid gymnastikdragt og leggings til opvisning samt medbringe 40 kroner til et tylskørt ved næste træning. Derudover skal hun - hvis muligt - have håret sat op i en høj hestehale på opvisningsdagen. Er der eventuelt tale om, at enkelt gymnastiktrænere er gået en smule i selsving? Holdet er for 5-6-årige piger og de har tydeligvis glemt at tænke på, at mit blege skandinavisk type afkom får overraskende lighed med en gris, når hun bliver klædt i lyserødt.

Mens jeg venter på selvsvingets indtrædelse, spekulerer jeg på, om det er foråret? Det er jo næsten ikke muligt at gå rundt og være vranten og stresse over huskelister i lange baner, når man kan sætte sig på terrassen med en kop kaffe i stedet for? Eller slænge sig i nymonteret hængekøje. Selvsving er hermed udsat i syv år, til det bliver yngstens konfirmationsår.

___________

Opdatering efter Nemesis' lynhurtige angreb en time efter første version: NU er jeg bange. Min mand har forskanset sig bag en dør med et af min barndoms fotoalbums. Hallo, det var jo ikke MIG, der skulle konfirmeres vel? Let panik er sat ind, da der nu sandsynligvis er ting ved min fødselsdag, som er udenfor min kontrol!

TV-shop på nettet?

Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg har det med at komme til at abbonnere på alverdens åndssvage nyhedsbreve fra diverse foretagender, der lover rabatter, konkurrencer, guld og grønne skove. De lander på en mailkonto, jeg sjældent bruger, men så er der alligevel en gang i mellem, jeg scanner dem, inden de bliver slettet. I går faldt jeg for eksempel over denne lille perle af kæk sprogbrug i en reklame for tandblegning:

"Hvis man siger, smilet er den korteste distance mellem to mennesker, må fiskeskelettet være den korteste distance mellem to katte. Miss ikke muligheden for et brilliant smil med dagens Groupon: 1.199,- i stedet for 2.499,- for en tandblegning fra Skønhedseksperten.

Tandblegning sigter mod at sikre, at års regelmæssige te-selskaber, vin-nipperi og andre dentale ups'ere ikke efterlader et synligt præg på perlemorsrækkerne. Den autoriserede tandlæge, Mikael Bonde, der er tilknyttet Skønhedseksperten, vil sørge for at gule og misfarvede tænder bliver smukt hvide og klar til at servere brede smil for omverdenen."

Hvad i alverden sker der? Altså hvor kom kattene fra? Og den elegante overgang til Miss? For slet ikke at tale om de dentale upsere?

Jeg kan ikke lade være med at se et hel onkelhold for mig, der sidder og skriver kække tekster on the side, mens deres hovederhverv må være festsange med små clipartfigurer i kanten. Det gør ligesom det hele sådan lidt mere festligt ikke? Eller måske skriver de tekster til TV-shop?

Måske var hensigten med teksten, at man skulle blotte sine gule pløkker i så stort et grin, at man bliver opmærksom på dem og bliver nødt til at få dem bleget? Det forbliver nok en gåde, men jeg tror, jeg har fået mig et nyt lille ritual, sammen med morgenens tjek af Wordfeud, Facebook, Drawsome og nu altså også komiske nyhedsbreve. Det er et hårdt liv at være internetbruger.

Vi chiller lige - hvornår skal vi skride?

Ngmph, det der nymodens teenagesprog er altså ikke sådan lige at vænne sig til - specielt ikke, når det kommer ud af munden på et barn, man syntes, man lige fik for et par dage siden. Den ovenstående sætning fik jeg, da jeg telefonerede til ældsteafkommet hos sin ven for at høre, om han ville med i svømmeren. Svømmeren var et alt for kækt forsøg på at ramme hans sprog. Ingen under 14 ved, hvad en svømmer er - udover, at det er forældet morsprog.

Det eneste lyspunkt er, at jeg for nylig hørte en sprog- og ungdomsforsker sige, at vi ikke behøver at være så bekymrede for det sprog, teenagers bruger mellem hinanden. De taler "sødtgrimt" og bruger kun det ledeste sprog overfor deres bedste venner. Således havde forskeren på en efterskole observeret, at en pige sagde "Hej luderskat," da hendes veninde kom til bords. Adspurgt om hun også omtalte hende sådan, når veninden ikke var til stede, var svaret klart og bestyrtet "Nej da!"

De er udmærket i stand til at vælge sprogbrug efter situationen, og der skulle ikke være overhængende fare for, at de senere går ned i Brugsen og siger "Hvad så din fucking spassernar, kan du give mig et job eller hvad?" Det tror jeg heller ikke, de kommer til, men jeg kommer nu alligevel aldrig til at synes om, at pigerne kalder hinanden luderskat og drengene hinanden for bøsserøv. Kunne man ikke forestille sig, at dem der ikke er lige er med i indercirklen tager sådan nogle ord mere bogstaveligt, end de er ment? Og er det så modtageren eller afsenderen, der er ansvarlig for hvordan, det man siger bliver forstået?

Vi kommer sikkert til at have et antikveret sproghjem, hvor gammeldags ord som svømmeren og skralderen bliver bevaret og or'nlig sygt betyder, at man virkelig har det skidt. Vi kommer også til at slå hårdt ned på fucking ho', bitch og det, der er værre, som jeg heldigvis slet ikke kender. Og vi kommer til at begræde, når udmærkede ord og vendinger som fedt, kodylt og knæhøj karse uomtvisteligt glider ud af sproget.