Nu er det længe siden

Men end det gemmes i mit sind, hvordan i barndomstiden, den kære rug kom ind.

ROLIG nu! Jeg skal nok stoppe med ar recitere gamle sange her, men en moderne og ikke rimende udgave af Jeppe Aakjærs klassiker slipper I ikke for. For hvis der er én ting (udover lugten af gymnastiksale og hengemte madpakker med æg), der kan give mig 30 års flashback, så er det duften af høst. I aftes var jeg så heldig at være på landet og kørte forbi adskillige mejetærskere, som ganske vist æder marken 10 gange så hurtigt som min fars Dronningborg maskine, som var spændt efter hans Ursus traktor, men duften er ikke forandret. Så hvis det ikke var fordi, jeg var blæst ud af bilen og det faktisk var småkoldt, så havde jeg haft nedrullede vinduer hele vejen ud ad Viborgvej. I stedet måtte jeg nøjes med et lille snif i ny og næ og så rulle op igen, når jeg frøs for meget.

Udover Ursus traktoren havde min far en gammel rød Massey Ferguson uden førerhus og det var den, der stod ude i marken med Fasterholt tipvogn spændt for og ventede på, at mejetærskeren møjsommeligt gnavede sig igennem bygmarken og kom forbi og spyttede kernerne ud i vognen. Der sad jeg tit efter skole og bare gloede og ventede på synet af korn, der strømmer ud i vogn.

Jeg fik lov at køre den, eller dvs det var et tomandsjob, for jeg skulle stå på koblingen med hele min vægt, for at koble ud og skifte gear og så måtte min far overtage rattet. Jeg ved fysisk, hvad der sker, når man kobler ud, for det kan man se på sådan en traktormotor. Andre gange sad jeg inde i Ursustraktoren sammen med min far - i øvrigt uden hverken sikkerhedssele eller høreværn - og stirrede meditativt på, hvordan kornstråene lagde sig ned, blev skåret over og opslugt af maskinen. Det var så hyggeligt. Vi talte ikke sammen, men jeg var der og jeg elskede det.

Sådan her så mejetærskeren ud og den brugte en hel dag på at høste det, der sikkert tager 10 minutter nu.

Når vognen så var fyldt, skulle Ferguson'en køre kornet ind til kornsiloen for at blive tørret. Det blev læsset af i en grav, hvorfra en roterende snegl inde i et rør transporterede
det op i siloen, hvor det så faldt ned igen i et kæmpebjerg. Der var tit problemer med den snegl og så stod min far helt rød i hovedet under halmstøv og sved og sparkede og baksede, for at få skidtet til at køre. Nogle gange var jeg med inde i kornbjerget og tage fugtighedsprøver af kornet sammen med min far.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg syntes det var så fedt, men det gjorde jeg. Det var vel noget med, at der var en vis risikofaktor forbundet med vejret og udbyttet, det var lange arbejdsdage og støv, skidt og spindelvæv i håret. Når selve kornhøsten var overstået, skulle halmen presses og køres ind. Ved den lejlighed kom min mors brødre med familier enten en lørdag eller en søndag og så kom der en fyr med en halmpresser og så skulle halmen ellers presses og op på halmloftet, helst i en ruf, inden næste bunke halmballer blev læsset af. Det var halmballer i en størrelse som selv jeg kunne håndtere at smide op på transportbåndet fra marken og ind på halmloftet. Jeg tror faktisk, vi unger fik lov at få en tur ovenpå en af de sidste halmballer i hvert læs, op ad transportbåndet og ind på loftet.

Det var kogende varmt deroppe under taget. Vi stablede halmballerne og byggede huler i dem og ind i mellem hentede vi øl og sodavand og stod og gloede, når mændene lige kunne bunde en hel Faxe Fad af bare tørst. Ind i mellem var der også pausetid og det var ved den lejlighed, min mors bror lærte os at samle Rubriksterningen. Desværre har jeg i mellemtiden glemt, hvordan man samler nederste lag.

Så meget kan en enkelt moden bygmark sætte i gang af minder, og derfor er jeg hverken ironisk, sarkasatisk eller spids i det jeg skriver i dag: Jeg elskede bare den høsttid.