Intermezzo 1. kapitel

Endelig blev det efterårsferie! Jeg har glædet mig til at "samle Kirsten op" igen efter 2½ måneds pause. Enjoy!

Oktober 2010

Ved midnat listede Kirsten ned ad trappen, for at se om de nye underboer havde fået sat et navneskilt op allerede den samme dag, som de var flyttet ind. Det havde de - der var et håndskrevet A4 ark klistret hurtigt på døren med tape. Der ville garanteret komme et mærke i den mørkegrønne lak på døren, når det skilt forhåbentlig en dag ville blive taget ned og erstattet med et mere ordentligt navneskilt. Ærgerligt, at ungdommen havde så lidt respekt for en gammel ejendom med en opgang i de oprindelige farver fra bygningens opførsel i 1915.

Irritationen blev dog delvis overskygget af, at de nye underboer havde let genkendelige navne: Maria Ellekilde og Elliot Meyer. Kirsten syntes jo nok, hun havde hørt både danske og engelske stemmer, da hun tidligere på dagen havde stået musestille udenfor sin dør og alle flyttehjælpernes stemmer forplantede sig og ligefrem blev forstærket i den smalle trappeopgang. Irriterende, at det var så længe siden, hun havde taget sit engelskkursus, det kunne gøre det noget vanskeligere for hende at udføre sit arbejde.

Der havde også været en klavertransport med en lift, der havde hejset et klaver hele vejen op til altandøren på tredjesalen. Kirsten var derfor allerede indstillet på et nyt irritationsmoment i sit liv og havde fundet en paragraf i husordenen, hvor der stod noget om ro og orden hver aften efter klokken 20. Eftersom hun var blevet meget upopulær i opgangen efterhånden som rygterne om, hvad der skete med hendes tidligere underboer, var sluppet ud, var hun mere end nogensinde før fyldt af en harmdirrende uretfærdighedsfølelse.

Problemet var bare, at hun ikke kunne tage direkte til genmæle, for efter hjerneblødningen havde hun mistet talens brug. I virkeligheden var det den perfekte position for hende, for når man ikke kan tale, kan andre ikke tillade sig at forvente noget videre af en - eller endnu vigtigere: De kan ikke forventes at vide noget som helst om en. Kirsten kunne forstå på snakken, som sagtens kunne høres i opgangen oppe fra hendes repos, at de andre mente, at hun nok også havde mistet en væsentlig del af forstanden - ja faktisk var det i virkeligheden ret uforsvarligt, at kommunen lod en småtosset borger sidde alene i en lejlighed uden hjemmehjælp. Men sådan var det jo alle steder i disse krisetider - og så gik den videres snak over til skræmmehistorier fra sygehuse, skoler og børnehaver, hvor man efterhånden skulle kigge langt efter en kompetent voksen, når man overlod sit barn i dens varetægt om morgenen.

Det tog ikke Kirsten mange sekunder at finde Maria og Elliot på Facebook, men desværre var det kun Elliots profil, der var helt åben for alle - og på engelsk. Hun valgte med det samme at abonnere på hans opdateringer. Hun kunne se hans fødselsdato og en del billeder, hvoraf det fremgik, at han spillede bas i noget, der måtte være et rockband og altså var kæreste med den danske Maria. Marias information var mere lukket og sparsom, men Kirsten kunne dog læse så meget på hendes forside, at hun studerede på Musikkonservatoriet. Det måtte næsten være hendes klaver, der med hiv og sving var blevet kilet ind gennem altandøren via den meget lille altan og nu stod i karnappen lige indenfor altanen - så meget kunne Kirsten se bare ved at stikke hovedet ud over kanten af sin egen altan. Farvel fredelige stunder med morgenkaffe og kommensostemadder på den altan - nu skulle den sikkert forpestes med klaverskalaer.

I skrivemaskinen var den første hilsen til underboerne ved at tage form. Der var uddrag af Husordenen, hvoraf det fremgik, at "Al musiceren og anden unødig støj efter klokken 20 er forbudt." Der var ikke nogen, der havde taget notits af husordenen i alle de år, Kirsten havde boet i ejendommen, ja faktisk var det nok de færreste, der kendte dens eksistens, men eftersom der ikke var lavet en ny, mente Kirsten, at den oprindelige endnu måtte være gældende.

Der var en bevægelse på skærmen på Kirstens bærbare PC, som stod åben på bordet ved siden af skrivemaskinen. Det var ellers sjældent, der skete noget på denne side af midnat blandt de kontakter Kirstens alter ego MaryP71 efterhånden  havde fået på Facebook. Elliot Meyer var lige tjekket ind sammen med sin Maria på den adresse, han delte med Kirsten og otte andre lejemål i opgangen. Det var noget nyt! Hvilken fabelagtig dumhed og letsind, de unge nutildags skiltede med - det var jo næsten for godt til at være sandt, hvis hun her på sin egen skærm konstant kunne få at vide, hvor i verden hendes nye underbo befandt sig - og med hvem. Kirsten havde ellers ikke bemærket, at de havde været ude, da det i al sin gru gik op for hende, at de måske var kommet hjem sekunder efter, hun havde stået og luret på deres nye navneskilt.

Hun skiftede skærmbillede til sin netbank og indtastede for sjov Elliotts fødselsdato i stedet for sin egen som identifikation. Som password forsøgte hun sig med mariaellekilde - og BINGO! Hvor heldig har man lov at være? De nye underboer havde samme bank og den unge mand havde valgt verdens mest gennemskuelige password. Ganske vist havde hun ikke mulighed for at udføre transaktioner uden hans NemID, men det var hun heller ikke interesseret i - det var rigeligt for Kirsten at have fået sig en uventet mulighed for overblik over hans økonomi. Der var i øvrigt et fælt overtræk på kontoen, hvoraf der ikke så ud til at fremgå nogen særligt regelmæssig indkomst. En engelsk musiker med rod i økonomien - og en muligvis intetanende klaverspillende hippiepige med ring i næsen og håret farvet sort var de realiteter, Kirsten måtte forholde sig til som sine nye underboer. Endnu vidste de ikke noget om, hvad der skulle vente dem.