Den dag lort bliver guld værd...

...bliver de fattige født uden røvhuller. Sådan lyder en fatalistisk og grundlæggende ret deprimerende talemåde. Der er sådan lidt Bare vent og se, hvis du får en god ide, så kommer overmagten og tager fortjenesten fra dig. Du kan ikke gøre en skid, så du kan lige så godt være bitter.

Derfor, mine damer og herrer, er det mig en fornøjelse at præsentere et dementi af talemåden: I dag er lort faktisk blevet guld værd og mig bekendt er det stadig meget sjældent, både her og i fattige lande, at børn bliver født uden røvhuller.

Historien er, at jeg er med i analyseinstituttet Zaperas online panel af helt almindelige mennesker. Det betyder, at jeg jævnligt svarer på forskellige mere eller mindre ledende spørgsmål. Til den første kategori hører nok det, jeg fik forleden. "Har du nogensinde fravalgt et rejsemål i udlandet på grund af mistanke om dyremishandling ved dyreshows?" Øh nej, jeg kunne aldrig drømme om at vælge et rejsemål udfra dets sortiment indenfor dyreshows, men det svar var ikke en mulighed.

Som regel er det meget fredsommeligt og jeg svarer rutinemæssigt på, hvor mange vi bor i husstanden, hvem der køber ind og hvor økologisk det er. Når man har svaret tilstrækkelig mange gange, har man sparet point nok op til at købe et eller andet designhejs i deres shop. Som regel har jeg dog kun point nok til en nøglering eller en kreditkortholder fra Zone.

Derfor var overraskelsen så meget desto større, da der en dag midt i den rutinemæssige udfyldelse stod: Er du interesseret i at deltage i et medicinsk forsøg, hvor vi skal undersøge forekomsten af tarmparasitter? Du vil modtage prøveglas i en diskret pakke med posten og vil blive belønnet med 1500 point. Din lort forbliver anonym, selv om vi skal bruge din adresse. Ikke ordret, men noget i den stil stod der. Venlig hilsen Køge Sygehus.

Tak spids, det var lige ind over intimgrænsen og klamhedstærsklen midt i et ellers sterilt og upersonligt spørgeskema. På den anden side ville det en gang for alle bringe mig over nøgleringsstadiet og jeg kunne tjene til en brugbar gave på, shall we say, naturens egen rigdom.

Så jeg bed al skam i mig og klikkede Ja til at få tilsendt diskret prøveglas og returnerede fæces til den stakkels studerende, som formentlig sidder i den anden ende og åbner alle pakkerne.

Kort efter havde jeg sparet op til at kunne købe dette her Le Creuset hjertefad, som jeg har elsket, men været for nærig til at købe selv:

Dermed er miraklet sket: Lort er blevet guld værd og de fattige fødes fortsat med røvhuller.

Så sagde vi lige, at du skulle forsvare dit territorium

Watson. Søde kat. Du skal ikke sove og lade store Jack æde alt dit killingefoder!

Det skete første gang en sen aften, hvor jeg havde åbnet terrassedøren for at lukke babykatten ind til natten (jaja, det er mig, der fastholder ham i babyrollen, han skal ikke ud i det vilde kattenatteliv og have baggårdstæsk af de store, selv om han snart er et år). Til gengæld lover jeg at lade mine børn være selvstændige, så længe jeg får lov at pylre om katten.

Jeg registrerede ud af øjenkrogen, at der kom en kat ind og gik til den i madskålen. Det var bare ikke den rigtige kat! Det var den frække Jack som er alt for stor til killingefoder og som i forvejen er berygtet for at gøre yngre hunkatte gravide og bryde ind ad kattelemmen hos rivaliserende hankatte om natten. Således skal en af naboerne i pensionistalderen nu op om natten og lukke sin kat ud, for ikke at risikere, at Jack kommer ind.

Her til morgen gjorde han det igen. Watson snorksov fra indbruddet. Måske skulle jeg bare lade hannerne klare ærterne selv. Men jeg synes, kampen er ulige, når den ene er dobbelt så stor og et usteriliseret instinktdrevet dyr, mens vores er et udpræget sofaelskende hyggedyr (hvem sagde, at man kan kende ejeren på dyret?) med hang til uldbetrukne puder, som man kan dekorere med sin egen ekstra uld.

Men altså, der skal jo også være tid til pelshygiejne og et par solide hvil i løbet af dagen, og der plejer at komme refill i madskålen, hvis maden er blevet hugget. Så måske er Watson bare villig til at dele sin mad, hvis alternativet er tørre tæsk og flænsede ører. Måske er han ikke så blank, som han ser ud til, når han smasker løs på sin egen pels.

Og nu stopper jeg altså, jeg begynder jo at lyde som en, der tiltror dyr menneskelige egenskaber. Det er patetisk! Det er jo bare en kat.

Men er der måske nogen, der kan hjælpe babyen og jeg med at modificere dette skilt til "Katte ingen adgang"? Så skal vi nok lære Jack at læse.

Og fem minutter i ni

De to første dage som teenagemor har været relativt udramatiske. I hvert fald hvis man ser bort fra endnu et tegn på, at teenagemoralderen passer på mig: "Barnet" havde ønsket at fejre dagen i Djurs Sommerland og jeg vedblev at finde på grunde til, at det var helt fint, hvis det var mig, der tog med mindsten i flyvemaskinekarrusellen, toget og den lille bitte vandrutchebane med en fart svarende til rollator i 1. gear. Rigeligt med drama til mig. Jeg har slet ikke lyst til at kaste mig ud i de halsbrækkende rutchebaner.

Så er det godt, at mellemsten har rundet de 140 cm og i morgen runder 9 år, for så kan han følge sin storebror i de fleste af kvalmemaskinerne sådan nogle steder. De har heldigvis samme need for speed, så mens forældrene står og smågylper bare af at kigge på de to højt oppe i luften, så morer drengene sig kosteligt.

På mange måder er sådan en 9-årig lige ud ad landevejen. Højeste ønske til klassefødselsdagen var en Minecraft kage, som forestiller den figur, man er i spillet fra starten, altså inden man laver sit eget skin. Godt så. Heldigvis kunne han tegne det for dummymummies, og han er overordentlig tilfreds med resultatet:

Men det var også fornøjeligt at være med hos Specialkøbmanden og købe glasur i hidsige farver. I det hele taget bliver det gennemgående tema nok sukker og farvestoffer. Så er det jo skønt, at vi kan sende gæsterne med deres forældre hjem, når de har opnået den fulde virkning af sukkeret og farvestofferne i kombination.

(Inden der kommer en klidstorm, vil jeg gerne sige, at  vi lever ok sundt til hverdag, men til fødselsdage får de altså lov at give den gas.)

Den 6.6. er altså altid en mellemdag midt i festlighed og forberedelser, mens mellemstens tålmodighed spændes til det yderste, fordi han først får gaver TO dage efter sin bror. Lidt eftertanke over, hvor store de er blevet og hvor godt det var, han ventede med at komme ud til lige efter midnat (ikke at jeg syntes det i situationen). Men var han kommet en halv time før, havde vi haft fødselsdag to dage i træk.

Og hvis der er nogen, der har besøg af dette her skybrud, så få det lige pustet væk, inden vi får små fødselsdagsgæster i morgen eftermiddag.

Ca. 5 minutter i teenager

I morgen fylder min førstefødte 13. Vi har tænkt og talt så meget om det med at blive teenager, at det føles som om, han har været det længe. Så det vil jeg ikke dvæle ved. I stedet har jeg hæftet mig ved et par tegn hos mig selv, som muligvis sandsynliggør, at jeg ved samme lejlighed bliver Teenagemor:

- når jeg læner mig ind over min iPad og dermed spejler mig ufrivilligt i den, er det ikke noget rart syn, til gengæld forvrænger den ligesom ansigtet i dobbelthager. Kan det være en skjult app?

- fra den anden iPad yndlingsposition - liggende på sofaen - er der en fold lige ved taljen, som egner sig til at hvile iPad i

- jeg har taget ord som tagetes og asters med i mit ordforråd og synes, de er flotte

- jeg synes, jeg har en hip musiksmag, men når jeg spørger min søn, så kender han ikke engang ordet hip, til gengæld kender jeg heller ikke hans musik

- min ældste nevø bliver student om en uge og eftersom jeg altid har været hans alder-og-tyve, så er jeg nu nitten-og-tyve. Jeg indrømmer, at huskereglen fungerede bedre, før han blev 10

- min mobiltelefon er den mindst avancerede i familien

- Storebæltsbroen bliver også teenager, den er nemlig født samme dag som min søn

- det tager mellemsten 30 sek at nå længere end mig i Angry Birds

- jeg skal til hele tre sommerfester og er kun i begrænset omfang bekymret for, hvad jeg skal tage på - jeg har jo lært om shapewear

- efter soldyrkning på havestol i dag, havde jeg ganske vist ikke hvide bryster, men til gengæld et par langstrakte hvide områder, der havde ligget i skygge ret langt nede ad maven

OK, HVEM opfandt solcreme som spray?

Når jeg har købt noget, som jeg selv syntes lød smart, skal der meget til, før jeg indrømmer, at det var en fejltagelse. Derfor har jeg forsvaret en pumpe fra Vichy med et mælketyndt fluidum, som spreder sig til tusindvis af små mælkefedtlignende partikler, som tiltrækkes af tøj, hår, solbriller, møbler og sin egen trykflaske mere end af bleg skandinavisk hud, som ellers nok kræver sin solbeskyttelse.


Jeg har opmuntret min mand til at lukke hånden tæt om dysen, og pumpe med den anden hånd, for at begrænse atomernes spredning til et areal, der svarer til håndfladen i den således tilklistrede lukkede hånd. Jeg har ignoreret hans spørgsmål om, hvordan dette var smartere end bare at hælde solcreme ud i hånden fra en beholder til den halve pris. Havde han haft gigt i fingrene, havde han måske været mere end småirriteret. Som det er nu, kan man nå at abstrahere fra irritationen, indtil den opstår igen ved næste påføring.

Hvis den var blevet markedsført overfor gigtsvage mennesker, var det mere problematisk. For det som er vanskeligt for normale hænder, må være helt umuligt for en svækket hånd, som allerede efter første pumpeslag er så fedtet, at grebet om flasken umuliggøres.

Når det påføres barn med stærkt roterende rumpe, kan det ikke undgåes at sætte sig i de gyldne hårlokker. En effekt, der forøger længden på en anden hadebeskæftigelse betragteligt nemlig frisering af de selvsamme lokker. Tilføjes håret så et kilo sand fra børnehavens legeplads er det er lige før, jeg sætter pris på, at mindsten har fået smag for at klippe sit eget hår ultrakort i udvalgte områder.

Med andre ord, er jeg parat til en tilståelse. Det var en fejl. Jeg køber aldrig mere det stads og beklager ved samme lejlighed overfor pædagogerne, at jeg også købte en flaske til brug i børnehaven. Undskyld!

Kogt kinakål og kåldolmere

Et par forslag til russere, hvis der alligevel skulle snige sig en europæisk grøntsag ind i Rusland. De kan også bruges til danskere i kategorien Moderat til Meget bakterieangst. For hvornår har du fx sidst smagt kogt kinakål? Det smager utrolig meget bedre end det lyder:

Chop suey
400 g oksekød i strimler.
2 spsk. sesamolie.
2 røde peberfrugter.
½ bladselleri.
1 rød chili.
2 fed hvidløg.
2 spsk. østerssauce.
1 mellemstort kinakål.
1 spidskål.
1 dl soja.
1 tsk. fiskesauce.
Tilbehør: ris eller nudler og en god mangochutney.

Det hele skal bare skæres ud og drønes i en gryde.

Kåldolmer er en anden udmærket måde at aflive colibakterier, smag og sprødhed i et hvidkålsblad. Men det er vigtigt, at man ikke nærer samme følelser for kogt kød som Lærer Andersen i hans rendezvous med frøken Violet. Det gør jeg, så den opskrift bringer jeg ikke.

Desværre er det ikke lykkedes redaktionen at finde opskrifter med kogt agurk. Men jeg kan godt bringe eddikesyltet agurkesalat, for det skulle undre mig, hvis ikke eddikelagen tager livet af eventuelle overlevende lorterester på agurkerne.

1 agurk
1 dl eddike
1½ dl vand
1 tsk salt
friskkværnet peber
1 tsk tørret dild
4 spsk sukker

Jo jo, forsigtighed er moderne. Oplysning er åbenbart ikke helt lige så in. Mon man lever længere ved helt at droppe de risikable grøntsager? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller er det en kærkommen undskyldning for grøntsagshadere?

Tre steder jeg ikke kan lide at være

Nogle gange tvinger nødvendigheden mig til at komme steder, jeg virkelig ikke bryder mig om. I den sidste uge er det sket mindst tre gange:

G-Star Raw butik: Ung smart tøjbutik, hvor jeg engang spurgte om noget i størrelse XS til min meget snarlige teenager. Jeg fik at vide, at det havde de ikke, fordi det skræmte deres kernekunder væk, hvis mødre rendte rundt i butikken med deres små wannabe G-Star drenge. Tag den! Jeg skræmmer simpelt hen de smarte og unge mennesker væk i en grad, så de betakker sig for den smule omsætning, det giver, at jeg går rundt i en time og sukker over, at en t-shirt koster 350 kr. For max at købe en.

I dag var jeg nødt til at gå derind igen. Måske skulle jeg have luret, at jeg var udenfor målgruppen allerede da jeg refleksmæssigt holdt ekstra godt fast på min taske, da en meget tatoveret fyr med skægstubbe rodede i tøjstakkene ved siden af mig. Han viste sig at være den tjekkede ekspedient.

Bilværksted: Selv om jeg bare skal aflevere bil og nøgle bliver jeg allerede på p-pladsen meget opmærksom på, hvordan jeg parkerer og inde i hallen, hvor alle mekanikerne kigger op og tørrer hænderne i et stykke twist, mens de spørger om de kan hjælpe, ja så glemmer jeg helt, hvorfor jeg gik derind. Det er noget med lugten af benzin, testosteronniveauet, selv P3s Adam Duvå Halls bløde stemme lyder mere rå, når den bliver blæst ud over et helt værksted.

Det føles som om, jeg er gået forkert. Når jeg endelig finder den flinke ejermekaniker er han altid rar og imødekommende, men jeg er alligevel bange for, at han skal spørge om, hvordan det går med topstykket eller kileremmen eller sådan noget. Måske har de et spørgsmål, de stiller kvinder som en del af deres værkstedshumor?

Spil/computerbutik: Der lugter lidt som herreomklædning (tror jeg, for jeg ved det selvfølgelig ikke). Men bare som om, man ikke går synderlig højt op i at lufte ud. Også her er jeg bange for at falde igennem, fordi jeg ikke ved andet, end hvad der står på ønskesedlen eller hvad jeg er sendt i byen for at hente.

Det hjælper så heller ikke, når hverken jeg eller fem 17-årige hårvoks-stylede drenge i orange poloer med påskriften "expert" ved endnu mindre end jeg om, hvad de sælger.

Det er jo egentlig butikkernes opgave at få mig til at slappe af og få en god købsoplevelse. Det sker bare næsten aldrig nogle af de steder. Men nu er årets drengefødselsdagsgaver købt og bilen serviceret. Dermed kommer en forhåbentlig lang pause, før jeg behøver købe noget af nogen af de ovennævnte. Det er nemlig ikke noget problem at købe ting til mig selv og min datter.