To ud af tre er ikke så ringe

Altså hvis Helle kan boligblogge, så kan jeg også haveblogge. :-)

Folk, der har været her, vil vide, at hvor andre prøver at få ting til at vokse op i deres have, så går vores projekt mere på at holde vores 70'er have nede. Her har boet mange gennem tiderne, men med garanti ingen havearkitekter, derimod folk med forkærlighed for hassel, birk, efeu og 1000 andre ting, jeg ikke kender navnene på, men som udmærker sig ved at vokse en meter lange magre skud, hver gang man vender ryggen til dem et øjeblik. Resten er skvalderkål, som i grunden er et yndigt bunddække.

Sidste år fik jeg en plantekasse, fordi jeg tænkte, at det ikke kunne gå galt. Det kunne det: Jeg fik aldrig bundet tomatplanterne op og efter sommerferien lå der en bunke smårådne og/eller mugne cherrytomater på planter, som strakte sig hen langs fliserne og ind over et vindue, som man enten kunne åbne og få rådden tomatsaftregn på sig eller bare lade være med at åbne foreløbig.

Ligesom med børn glemmer man hvordan det er, så i år prøvede jeg igen. Agurkeplanten gav tre-fire fine skoleagurker, to bundter basilikum led en hurtig død, MEN TOMATERNE VIRKER - de smager godt, sidder pænt strippet op ad muren og ser prof ud. Ja altså langt de fleste skal nok nå det, medmindre efteråret starter nu. I så fald må jeg få lært at lave Stegte Grønne Tomater (eller bare se filmen, fordi den er så god).

- Posted using BlogPress from my iPad

Her er de korte valgnyheder

BREAKING NEWS

Martin Brygman stiller tilsyneladende op for Socialdemokratiet i Århus - eller nej, det var Jens Joel, som har anlagt kopiskæg for at få opmærksomhed

Kvinder bliver ifølge ekspert skræmte af Løkkes smil - det må mænd da også gøre?


Margrethe Vestager er set tilfreds nynnende: "Se min kjole, den har alle farver - rød, gul, grøn, blå, sort og mange fler' - det er fordi, jeg elsker alle farver og fordi Lars Barfod er min ven"

Pia nøjes ikke med kopiskæg - og godt for det, kvinder bør aldrig ALDRIG flashe eventuelt overskæg. Næh, hun tager munden fuld og siger Pia eller Kaos.

Jeg siger, at så vil jeg nok hellere have kaos og mange farver.

Over and out - men redaktionen følger udviklingen tæt.

Hvad sker der for mænd i tights?

Altså jeg har stor respekt for mænd, der ikke er bange for at optræde som ene hane i kurven og uden blusel deltage i diverse kvindagtige aktiviteter. Der var i hvert fald ingen homofobi at spore hos den ældre herre, der trofast var med til mandagszumba hele foråret - det var ikke altid, han vred hofterne i den rette rytme, men han gjorde et ærligt forsøg. (Og min røv rystede som bekendt heller ikke altid helt så frisindet som den burde).

Nu har både tid, økonomi og almindelig logistikplanlægning reduceret mig til lokal konegymnastik, som faktisk ikke er så ringe endda, når mit primære formål er at forbrænde og ikke at være iklædt det nyeste zumbaskrud. Hvad skuer mit øje allerede ved første træning? En anden ældre herre med måne på issen, omgivet af grånende Voldborgkrans, fuldskæg og - tights! But why? Jeg sværger, at jeg ikke stirrede på ham, men det var notorisk umuligt at overse, at han konsekvent lagde sig på ryggen og sparkede benene med forsiden op mod loftet, når det var meningen, man skulle ligge på siden og træne lårmuskler.





Anyway, man skal ikke tage modet fra sådan en heltemodig antihomofobisk indsats af en enkelt ældre mand blandt måske 30-40 kvinder. Jeg tror i øvrigt, at fruen også er på holdet, så måske er der ganske enkelt tale om en mand, der er alvorligt under tøflen. Det forklarer bare stadig ikke, hvorfor han har tights på? Er det et statement af en slags? Manglende alderserkendelse? Uopfyldt ønske om en karriere indenfor ballet? Enlighten me please!

- Posted using BlogPress from my iPad

Jamen mænd kan jo ikke multitaske

Min overskrift er blevet til en sovepude, hvorfra kvinder med himmelvendte øjne tørrer snot, folder vasketøj, svinger støvsugeren, propper en sut i en mund og smører en leverpostejmad med venstre hånd, mens hun taler i telefon, emailer, sms'er og chatter med to-tre stykker på en gang og alligevel ved nøjagtigt hvor mange ruller toiletpapir og liter mælk, der er på lager.

På den modsatte sovepude i parforholdet fordyber mænd sig i computer, biler, rødvin, fodbold, LEGOborge, Harry Potter og andet "pjat" i følge den klassiske multikvindes udsagn. "Han hører jo ikke engang, når jeg beder ham gå ud med skraldespanden, hvis han læser imens," siger hun typisk. For mens hun laver alt det andet, kan hun også brokke sig og bitter-erkende, at "mænd jo ikke kan multitaske."

Well, der er nu beviser for, at multitasking ikke bare betyder fravær og utilfredshed (heraf brok) generelt, men også betydelig forhøjet risiko for stress. Jo mere vi prøver at få løst, ved at favne det på en gang, jo mere slider vi på evnen til koncentration, fokus, nærvær og kvalitet. Alt imens vores unger foretrækker at lege med deres far, fordi han i det mindste engagerer sig i Legoborgen i stedet for at sms'e imens.

Jeg vil gerne slå et slag for singletasking. Du skal droppe dit martyrium og din misundelse over din mands evne til at nøjes med at lave en ting ad gangen, for du kan jo bare vælge at gøre det samme og over tid begynder han nok af sig selv at købe ny mælk, når I er udgåede. Den behøver jo ikke købes, når der er 1½ liter tilbage vel?

Eller tag en beslutning om, at det ikke er dig, der støvsuger med dybe teatralske suk næste gang - måske ligger hans tærskel for, hvad "støvet" vil sige ganske få støvkorn over din, men det har han måske aldrig haft chancen for at demonstrere? Samme typer øvelser kan du lave indenfor vasketøj, madlavning, oprydning, you name it.

Selv skal du sætte dig ned med ryggen til rodet og glo på himlen, træerne, en bog, et blad og IKKE rejse dig for lige at nippe lidt til ukrudtet - spørg dig selv, hvad der kan ske ved, at det bliver stående. Kommer havepolitiet efter jer? Sender naboen misbilligende blikke - og hvad kan du i givet fald bruge det til? Eller sker der ikke en skid?

Det er dit liv, du har kun et, så hold nu op med at ødelægge det ved at gøre alting på en gang - medmindre du kan gøre det uden at brokke imens, for så gør du allerede to ting og forøger dermed din stressrisiko.

(PS: hvis jeg lyder sur i dag, så er det mest på mig selv - jeg kunne godt trænge til at lære det ovenstående).

Before these witnesses

I solemnly and sincerely declare
That I, Mai Bakmand
Detest you
As my betraying partner
And tempting true love
From this day forward
I will terminate our friendship
And hate you today, tomorrow and forever
For better for worse
For richer for poorer
In sickness and in health
'til death us do part
I shall never eat another waffle


Av min mave: Ældsten bagte 32 vafler i morges, der er nu 3-4 stk tilbage og vi er altså kun fem i familien... Jeg siger ikke, at jeg er den eneste, der har ondt i maven eller den, der har mest ondt i maven, men de smagte godt. :-)

En hyldest til Anne

Der er få personer, som kan lide en ubetinget og uanset, hvor tåbeligt, egoistisk eller barnligt, man opfører sig. Personer som siger, du ser fantastisk ud, også når du lige er vågnet med morgenhår og dårlig ånde, som siger "du har da tabt dig, har du ikke?" efter en heldig vejning på minus 200 gram.

Jeg har sådan en person. Det er ikke min mand og slet ikke min datter, som fornyligt spurgte, hvad det var for nogle buler på lårene (hrmfh) og mente, jeg skulle købe nye underbukser, eventuelt med Minnie Mouse på. Næh, det er min ene storesøster ANNE, som ubetinget og som den eneste "liker" alt hvad jeg skriver på min blog og linker til på Facebook.





Så ser hun jo selv brandgodt ud (og lad det nu være sagt med det samme: NEJ, jeg skrev ikke forkert, hun er IKKE yngre end mig, selv om hun ser sådan ud).

Tak til Anne (og ok også til de to andre, men det er jo ikke til, når I ikke kommer så meget i de elektroniske medier).

Gik 7 meter ud i køkkenet...

På 2.04 sekunder i min Bare Tæer app, som naturen har indbygget direkte under fodsålen. Derefter 10 meter x mange (= opsamlede mindst lige så mange par sorte sokker, som der er hankøn og værelser i huset) mellem værelser og baggang og indførte dem i min hvide Siemens washCube, som kørte en 30 graders app.

Senere cyklede jeg 300 meter på 1:31 minutter på min Centurion Le Mans med barnesæde app, som både er blevet for lille, mangler sele og bare venter på at blive afmonteret. Jeg hentede barn på 0:41 minut, da der kun var én bette Frederik tilbage ud over hende, selv om klokken var 16? Hvor køber man den populære: "Registrer de andre familiers vaner og hent altid dit barn fem minutter før i børnehaven app'en?" Ikke at jeg gider have den - det kan da ikke passe, at der skal være affolket klokken 16?

Vi fortsatte 1.5 km for at hente andet barn hos kammerat på 7:21 minutter. Andet barn var i gang med et IRL LEGO Ninjagu spil og mødrene startede knevre app, som igen er naturligt integreret i vi kvinders design.

Alt forløb faktisk fint hertil, men da vi så var hjemme, var der et problem med ældstens load af guitar, bærbar og tonstung skoletaske på Winther cykel app, så jeg cyklede endnu 1 km på 4:01 minutter, flyttede skoletaske til defekt barnesæde-app og så kunne vi endelig vende hjem til laksefrikadeller. De lugtede helt ægte og naturagtigt, men smagte til gengæld ikke særligt godt. Der burde være en app til at lave lækre laksedeller.

Nu er det længe siden

Men end det gemmes i mit sind, hvordan i barndomstiden, den kære rug kom ind.

ROLIG nu! Jeg skal nok stoppe med ar recitere gamle sange her, men en moderne og ikke rimende udgave af Jeppe Aakjærs klassiker slipper I ikke for. For hvis der er én ting (udover lugten af gymnastiksale og hengemte madpakker med æg), der kan give mig 30 års flashback, så er det duften af høst. I aftes var jeg så heldig at være på landet og kørte forbi adskillige mejetærskere, som ganske vist æder marken 10 gange så hurtigt som min fars Dronningborg maskine, som var spændt efter hans Ursus traktor, men duften er ikke forandret. Så hvis det ikke var fordi, jeg var blæst ud af bilen og det faktisk var småkoldt, så havde jeg haft nedrullede vinduer hele vejen ud ad Viborgvej. I stedet måtte jeg nøjes med et lille snif i ny og næ og så rulle op igen, når jeg frøs for meget.

Udover Ursus traktoren havde min far en gammel rød Massey Ferguson uden førerhus og det var den, der stod ude i marken med Fasterholt tipvogn spændt for og ventede på, at mejetærskeren møjsommeligt gnavede sig igennem bygmarken og kom forbi og spyttede kernerne ud i vognen. Der sad jeg tit efter skole og bare gloede og ventede på synet af korn, der strømmer ud i vogn.

Jeg fik lov at køre den, eller dvs det var et tomandsjob, for jeg skulle stå på koblingen med hele min vægt, for at koble ud og skifte gear og så måtte min far overtage rattet. Jeg ved fysisk, hvad der sker, når man kobler ud, for det kan man se på sådan en traktormotor. Andre gange sad jeg inde i Ursustraktoren sammen med min far - i øvrigt uden hverken sikkerhedssele eller høreværn - og stirrede meditativt på, hvordan kornstråene lagde sig ned, blev skåret over og opslugt af maskinen. Det var så hyggeligt. Vi talte ikke sammen, men jeg var der og jeg elskede det.

Sådan her så mejetærskeren ud og den brugte en hel dag på at høste det, der sikkert tager 10 minutter nu.

Når vognen så var fyldt, skulle Ferguson'en køre kornet ind til kornsiloen for at blive tørret. Det blev læsset af i en grav, hvorfra en roterende snegl inde i et rør transporterede
det op i siloen, hvor det så faldt ned igen i et kæmpebjerg. Der var tit problemer med den snegl og så stod min far helt rød i hovedet under halmstøv og sved og sparkede og baksede, for at få skidtet til at køre. Nogle gange var jeg med inde i kornbjerget og tage fugtighedsprøver af kornet sammen med min far.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg syntes det var så fedt, men det gjorde jeg. Det var vel noget med, at der var en vis risikofaktor forbundet med vejret og udbyttet, det var lange arbejdsdage og støv, skidt og spindelvæv i håret. Når selve kornhøsten var overstået, skulle halmen presses og køres ind. Ved den lejlighed kom min mors brødre med familier enten en lørdag eller en søndag og så kom der en fyr med en halmpresser og så skulle halmen ellers presses og op på halmloftet, helst i en ruf, inden næste bunke halmballer blev læsset af. Det var halmballer i en størrelse som selv jeg kunne håndtere at smide op på transportbåndet fra marken og ind på halmloftet. Jeg tror faktisk, vi unger fik lov at få en tur ovenpå en af de sidste halmballer i hvert læs, op ad transportbåndet og ind på loftet.

Det var kogende varmt deroppe under taget. Vi stablede halmballerne og byggede huler i dem og ind i mellem hentede vi øl og sodavand og stod og gloede, når mændene lige kunne bunde en hel Faxe Fad af bare tørst. Ind i mellem var der også pausetid og det var ved den lejlighed, min mors bror lærte os at samle Rubriksterningen. Desværre har jeg i mellemtiden glemt, hvordan man samler nederste lag.

Så meget kan en enkelt moden bygmark sætte i gang af minder, og derfor er jeg hverken ironisk, sarkasatisk eller spids i det jeg skriver i dag: Jeg elskede bare den høsttid.

Stik mig lige pauseknappen

OK resten af verden har den åbenbart, hvis den da ikke ligefrem har ramt fast backward knappen, for i går havde de fanget Muamar Gadaffis søn og i dag siger han så, det hele er rygter. I går troede vi også, vi skulle have udskrevet valg, i dag har vi husejere fået endnu en rabat i stedet for og besked om at bruge flere penge.

Jeg vil bare gerne have udskiftet fast forward med en pauseknap.


Man skulle bare lige kunne trykke ganske let på den og så tilbringe bare en halv time i nuet, uden at tiden gik fremad. For når ældsten sidder og skriver tysk og ligefrem læser en dag frem, for også at nå sin reklamerute, så går det altså lidt for stærkt. Når han så tilmed kommer hjem med en seddel om konfirmandindskrivning, så er det faktisk den helt store STOP knap, jeg skal have fat i.

Det er ikke gjort med det, mindsten skal starte til svømning i morgen i ægte koldt klorvand og uden voksen ledsagelse. Heller ikke der, er dog det allertydeligste tegn på behov for en pauseknap. Det er faktisk, at mellemsten er ret bekymret for, om hun kan bunde eller om hun drukner i den svømmehal. Det er jo fuldblod empati, selv om de samme to søskende river hovederne af hinanden flere gange dagligt i kampen om at komme først, være størst og rage mest til sig. En ting er åbenbart selv at rive hovedet af sin lillesøster, noget andet at sætte hende fri i svømmehallens klor. Selv om hun bliver indpakket i kork fra top til tå.

Bogbinderi

Det er faktisk et erhverv, man skal have stor respekt for. Eller for at være mere præcis: Bogindbinding. I guder, det er svært at få det klistrede klæbepapir til at sidde glat på en opgavebog. Det er ikke meget nemmere at indbinde læsebøger i ikke-klistrende papir, som flaprer ud og folder sig i alle andre retninger end rundt om bogen.

Hvad var det? Hørte jeg nogen sige: "Så lad da de drenge selv pakke deres skide skolebøger ind, du skal ikke være sådan en servicemor!" Well, du har tydeligvis ikke prøvet det, siden du selv gik i skole. Det er skidesvært! Flettede julehjerter og stjerner  kan godt gå hjem og lægge sig - den virkelig kunst er at indbinde en skolebog.

Man kan jo godt se, at der skal plastic om, for at skidtet kan holde sammen om endnu et års slid i den ludfattige danske folkeskole. Lærerne lægger da også ekstra pres på ved at udlove is til klassen, hvis alle bøger er pakket ind til et bestemt tidspunkt. Jeg synes faktisk, de skulle overveje at sende et par flasker til forældrene i stedet for.

Langsom vækning

AAAAARRRRRGGGGGHHHHHH! Sidste vinter blev det moderne med en solopgangslampe fra Philips som simulerer langsomt tiltagende lys, selv om der i virkeligheden er både snestorm, sjap, bælgmørke og pivkoldt udenfor. Det skulle få kroppen til at vågne langsomt og naturligt op, fordi der faktisk er en god naturlig grund til først at stå op med solen. Den grund gør vi så vold på i hele vinterhalvåret ved at vælte rundt før fanden får sko på og tænde dagslyslamper og spise antidepressiver og jeg ved ikke hvad, bare for at omgås naturens krav om, at vi skal sove, når det er mørkt.

Efter sigende virker det, selv om jeg synes, det er bedragerisk, men så er der jo altid nogen, der skal tage idéen videre. For eksempel Samsung Galaxy, som har sådan et vækkeur i telefonen, som min mand synes er virkelig smart, fordi det starter med lange blide strygeragtige toner, for så at gå over i noget lidt mere insiterende klavermusik og jeg ved ikke, om det ender i pauker og crescendo, hvis det får lov at fortsætte, for her vågner min mand som regel. Endelig!

For jeg er vågen fra første langstrakte stryg på den elektroniske violin. Og så meget er der altså heller ikke gjort ud af kompositionen, at jeg ligger og får en musikalsk ahaoplevelse. Det er jo trods alt slet ikke meningen, man skal være rigtig vågen endnu, men tonerne skal blidt blande sig i de afsluttende nattedrømme, inden bevidstheden langsomt tager over og slukker alarmen, før musikken kammer over.

Jeg gør åbenbart aldrig, hvad der er meningen. For jeg sover fra børn, der skifter sovepladser og ved aldrig, hvem jeg vågner op ved siden af (men det er altid en af husets beboere(!)), men elektroblide vækkeurstoner, dem kan jeg på ingen måde overhøre eller integrere i en god drøm. Måske skulle jeg finde en alarmtone med børn, der råber FAAAAR i stedet for, så vågner han med garanti før mig.

10 ting du ikke skal skrive på dit barns Facebook

Elller hvis du ikke har et barn på Facebook, så skal du heller ikke skrive det på din nevø/niece eller dit barnebarns profil. Grunden til, at du ikke skal gøre det, er, at du er gammel og pinlig og ufatteligt nem at unfriende. Så hvis du ligesom jeg fik nogle yngre venner, dengang det var det nye sort at have mange Facebook venner og nu nyder et sneak peak i deres glade festlige liv, så skal du ikke skrive følgende:





1) hvor ser du nuser ud
2) du ligner vel nok din mor
3) kan du huske dengang moster nussede dig i søvn, fordi du havde mellemørebetændelse?
4) er det grøn sodavand I får til den fest eller hvad?
5) kommer du snart hjem?
6) får I læst tysk?
7) du ser lidt gusten ud ven, skal mor komme og hente dig?
8) er der også nogle søde piger med til festen?
9) får I ikke ondt i hovedet af at sidde og spille hele aftenen?
10) kom ud og få noget frisk luft i stedet for at hænge der

Hvis du bare styrer uden om de 10 punkter, så har du dig en yngre Facebook ven for livet.

Ich bin der Hansi, wie heisst du?

Jubii, så kom det år, hvor ældsten får tysk i skolen og mellemsten engelsk. Dermed kan et aftensmåltid meget nemt komme til at lyde sådan her:

Ældsten: Ich heisse Ældsten, wie heisst du?
Mellemsten: My name is Mellemsten, what is yours?
Yngsten: Jeg heisser Yngsten, hva' hedder du?

Så kom jeg til at kaste et blik i ældstens tyskbog. Intet er forandret; personerne hedder stadig Gisela eller Ilse og Schultz til efternavn. Sie sind alle Schülerin. Nah gut. Men så var der alligevel sket en innovation, og det var derfor sønnemand overhovedet fandt bogen frem. Vi nægtede nemlig at tro på, at der var en munter tysk sang i tekstbogen. Men han havde ret, det var der! Den lyder nogenlunde sådan her:

Ich bin die Gabi, und wie heisst du?
Hallo, ich bin der Hansi.
Wo kommst du her?
Hast du was gesagt?
Wo kommst du her?
Hasst du was gefragt?
Ich komm' aus Heidelberg, du!
Du, ich muss jetzt los
Schade, Wiedersehen
Tschüss, mach's gut. Wiedersehen.

Mange af linierne gentages og så skulle det hele kunne synges til melodien af Skip to my lou. Det kunne vi så overhovedet ikke få til at passe, men det KAN skyldes, at vi lå nede på terrassegulvet i krampelatter og tårerne trillende af grin. Det er jo de rene små Hansi Hinterseer'e, folkeskolen spytter ud om et par år. Schlagerparade i 7. klasse. Sig aldrig mere, at tysk er kedeligt. Det er da sjovere end My name is....

Ich bin die Flødebolle - wer bist du?

Knib og tænk klart! (Mere Alt for Dullerne)

Det bliver sjovere og sjovere mit dameblad. Der har selvfølgelig altid være noget morsomt over, "Undersøgelser peger på, at .... " for så ved man aldrig rigtig, om det var en rundspørge på kontoret eller et universitetsstudie. Anyway, i mit dameblad kan man nu læse følgende:

"Hollandske forskere har opdaget, at det er samme kontrolfunktioner, som hjælper os med at holde på vandet, når vi skal tisse, der også hjælper os med at tænke klart. Så drik og knib, piger. Måske skal du snuppe et stort glas vand før næste lønsamtale."

Ligesom den med mænds hænder og risikovillighed, er min første tanke: Hvordan fandt de på at undersøge det? Var der en, der altid rendte på tønden, som de andre syntes var dum? Altså der skal alligevel en del kendskab til kollegerne til, før man spørger dem, om de er slappe eller husker at knibe ikke? Det har aldrig været smalltalk emne på mine arbejdspladser. Måske i mødregrupper, men der vil jeg slet ikke hen nu. De fleste mænd ville i øvrigt nok besvime på stribe, hvis de var fluer på væggen til et mødregruppemøde.

Så er der selve resultatet. Indeed opsigtsvækkende. Hvis jeg skal tisse virkelig virkelig meget, kan jeg da ikke tænke på andet? Det kan godt være, at jeg tænker klart, men så er det for at skynde mig at få overstået, det jeg sidder i, så jeg kan komme på toiletttet. Jeg har godt nok aldrig skullet tisse til en lønforhandling, men nok til en jobsamtale eller to. Jeg tror faktisk, jeg har sagt meget hurtigt farvel fra indtil flere jobsamtaler med kaffe og isvand, for at halse direkte ud til receptionen og spørge efter toilettet. Det er måske et trick? Hæld noget væske på kandidaten og få det bedste frem i hende? Hvis bare HR-folk tænkte sådan, i stedet for at fralægge sig ethvert personligt ansvar ved at knalde en færdigheds- og personlighedstest på 30 sider efter kandidaterne.

I stedet for personlighedstest kunne de introducere knibeøvelser (IKKE med tests, tak! Jeg vil IKKE høre lumre forslag, om eller hvordan det kan måles) og belastningstest med kildevand i stride strømme. Hvis du klarer den i de timer, interviewet varer, så er jobbet dit. Ej, det er godt, der er nogen, der undersøger den slags ting. Jeg er bare bange for, HR-cheferne sidder med hovederne nede i noget teori og med lommerne tømt af nogle rekrutteringsfirmaer, som kan nogle rigtig fine ord.

Så det bliver nok ikke ændret foreløbigt.

Psst, jeg har en hemmelighed

Jep, kom nærmere, helt hen til skærmen. Jeg har opdaget noget. Det er noget, der sker alle steder i det offentlige rum, på arbejdspladser, i tog, busser, på caféer, på banegårde og på gaden.

Når forretningsmænd står og ser vigtigt ned i deres smart phones og swiper løs og ser vildt optagede og meget VIP agtige ud, så er det ganske vist fordi, de koncentrerer sig. Men om hvad? Er det aktiekurserne? Dollarkursen? Borsen online? Nej. Det. Er. Det. Ikke. De spiller Angry Birds.

Jeg forstår dem godt! Der er en helt særlig tilfredsstillelse ved at kvadre de grønne grise, brystklaskende aber og glas, træ, sten og metal, der flyver over skærmen. Man kan smadre ting helt uden at efterlade et større oprydningsarbejde eller erstatningskrav.

Jeg er sikker på, det sparer mangt en overophedet diskussion i mødelokalerne rundt omkring på direktionsgangene. De burde faktisk have en Angry Birds bamse til at kyle i nakken af dem, der opfører sig som fjolser på de møder. Så kommer det ud af systemet, i stedet for at blive til indebrændt bitterhed.

Det vil jeg foreslå, når jeg bliver management rådgiver/spindoctor eller hvad det nu var, jeg skulle være, når jeg bliver stor.

Naturopath?

Arh men altså come on! Det kan godt være, jeg burde være mere tro mod Alt for Damerne nu, hvor jeg har været i, men sådan en kone her, som de omtaler i nr. 31 4. august, kan jeg bare ikke tage alvorligt:

Selvstændig naturopath i biologisk medicin og forfatter med en ny rawfoodbog på vej. Mor til Tjalfe og kæreste med Rone. Citat fra hendes dagbog: "Tjalfe så Junglebogen på dvd, jeg læste i en bog om neuroadaption, som jeg er meget optaget af for tiden. Vi delte en skål frugt og lidt kakaobønner imens. Bagefter lavede jeg solhilsner og morgenmad..."

Hvad sker der for hende? Kan det overhovedet blive mere rigtigt? Kakaobønner? Rå? But why? Jeg forstår det simpelt hen ikke. Det der helt overdrevne, jeg vil faktisk kalde det ekstremistiske forhold til, hvad vi spiser. Jeg tror ikke på, det er sundt, når mad kommer til at fylde så meget. Og det må det nødvendigvis gøre, hvis man aldrig må spise noget, der har været varmebehandlet.

Jeg kan ikke se, hvorfor rawfood skulle være mere ægte eller naturligt end kogt og stegt mad. Ild har haft en ret høj succesrate i alle madlavningskulturer. Jeg tror, det er kommet for at blive.


Og det er jo ikke fordi, jeg vil have søbemad, som ikke skal tygges. I kender jo også min holdning til smoothies: Jeg vil gerne have lov at tygge maden selv i stedet for at lade en blender gøre det. Så jeg mangler stadig at blive overbevist om, at smoothies gør andet end at øge mavedellen pga. alt det frugtsukker.

Jeg er faktisk rigtig glad for mad - også moderne mad. Men jeg vil bare gerne have lov til selv at tygge den. Og varme den. Tak!

- Posted using BlogPress from my iPad

Fantasifuld PR i politik

Hvem er det lige, der påstår, at politik er kedeligt i almindelighed og russisk politik i særdeleshed? Det skal de have, russerne. Jeg havde ikke set det komme fra den kant, men Putins fund af nydeligt renvaskede krukkeskår på to meters dybde, det har alligevel krævet lidt ud af boksen tænkning af PR-holdet. Det er godt set. Det er i nærheden af både potentiel OL-by og tidsmæssigt nærmer præsidentvalgkampagnen sig også.

Vi er trætte af, at politikere klapper børn på hovedet, lægger armen om soldaters skuldre eller tager en cykelhjelm op på toppen af issen. Nu må andre landes politikere så bare ikke gøre den klassiske fejl med at kopiere Putin. (Og hvem har egentlig lyst til at se Løkke i en våddragt?) Ikke at jeg gad se Putin i en våddragt heller, men det er ligesom for sent nu.

Men hvad skal Løkke så finde på? Han kunne jo opdage og genindføre sognene. Jeg kan godt se ham opdage nærdemokratiet som en næsten lige så hengemt og historisk sensation, som de potteskår. "Det var ganske vist lægmand, der traf beslutninger for lokalsamfundet, men til gengæld kendte de deres lus på travet. For folk mødte deres sognerådsformand i Brugsen, i mejeribestyrelsen, skolebestyrelsen og menighedsrådet. Det handlede ikke så meget om partifarve, men om at være et ordentligt menneske. Så kære venner, jeg tror lige, vi nedlægger både regionerne og kommunerne, fordi det her ser spændende ud. Jeg skal lige have det støvet af, men jeg har en god fornemmelse."

PR-mæssigt ville det ikke give lige så gode billeder som stoneface med våddragt og potteskår, men igen, husk ikke putte små trivelige mænd i våddragter. Så hellere åbentstående jakke eller opsmøget skjorteærme, mens han får en snak med en bondemand, der kan huske, hvorfor og hvem, der stemte på Venstre i gamle dage. Det bliver svært at finde sådan en, men der må kunne findes en skuespiller.

Men hvad skal vi så finde på til Helle Thorning? Kunne hun måske finde en guldmine, der sikrer efterløn fra 62 år til alle? Billedmæssigt er der mere potentiale her. Hun er flot, guld er flot og det er den bedste investering lige nu, hvor alle papirpenges værdi er ved at falde fra hinanden. Men det skulle arrangeres dygtigt, for at virke troværdigt. Måske kunne det være i Mønsted Kalkgruber? Der er fine stier, hvor man godt kan gå med stiletter og så lige diskret banke lidt på væggene med en havespade og pludselig finde det pureste guld. Så skal hun sige "I told you so," i lidt mindre provokerende vendinger, mens al landsens skeptikere klapper og gnider sig i hænderne og siger "Det var satans. Hvor søger man om efterløn henne?"

Ej, jeg skulle have været spindoctor, skulle jeg! Det ville i hvert fald ikke være kedeligt.

Smart efternavnekort

Du kan indtaste dit efternavn og se, hvordan navnet er fordelt. Vi Bakmænd er fx stærkest repræsenterede på toppen af Djursland, men jeg bemærker også den blegrøde klat i Egå, som bl.a. må skyldes, at vores børn har mit efternavn:


Jeg anede ikke, at der også var en Bakmand-klan på Fyn. Det synes jeg er lidt sjovt. Og selv om det meste af min familie faktisk er flyttet til København, så har I ikke fået Bakmand på landkortet :-)

Prøv selv med dit eget navn her.

Guldkommentar til gaffatøj

Det er alligevel sjældendt, man finder så eklatant mangel på humor og situationsfornemmelse som den sidste kommentar til denne post om gaffatapetøj.

Gaffatapebranchen virker desperat. Så jeg vil da godt lige gøre et fremstød for dets utallige anvendelsesmuligheder som tak for grinet. Jeg har set dette unikke produkt anvendt på så forskellige elementer som vandhaner, biler, dukkehuse, briller (!) og møbler. Jeg påstår ikke, det er kønt, men det er anvendeligt.

Så kom nu, man har altid råd til en rulle gaffatape. Fåes både i sort og den mere vovede sølvfarvede.

PS til dem, der ikke kan se det sjove i kommentaren: Det er IKKE mig og min mand på billederne i det oprindelige indlæg.

Writer's high

Det får jeg af at slå op på side 15 i Alt for Damerne i dag.

Jeg glæder mig allerede, til Kirsten kommer på 4Square og dermed får uanede nye muligheder. Jeg tror bestemt, det sker i efterårsferien.

Stay tuned.

Mine damer og herrer - må jeg præsentere:

Opgang mod undergang som e-bog og podcast.

Hvis du ikke nåede at læse med i sommerferien, kan du nu downloade min roman i sin helhed, ganske gratis fra linket her til højre. God fornøjelse!

Punkter hvor jeg gerne ville være mere feminin

Jeg er absolut ikke lige kvindelig på alle punkter. Det er på både godt og ondt, for jeg tør også nogen ting, som ikke alle kvinder (eller mænd) tør. Men når jeg ser en kvinde med perfekte negle og makeup, som hverken er for meget eller for lidt, så kan jeg godt blive misundelig. Her foregår det nogenlunde sådan, hvis jeg skal have neglelak på:

Jeg arrangerer mig med lige dele neglelak og neglelakfjerner, fordi jeg ved, der lander lige så meget lak på huden som på neglene. Så går jeg i gang. Jeg husker at ryste flasken, men alligevel kommer der noget tyndt sprøjt uden særlig meget farve. Jeg tænker, at den skal nok bare have et lag mere og så begynder det at flyde ud over det hele. Jeg kommer i tanker om, at jeg skulle have væddet en tot vat i neglelakfjerner inden jeg gik i gang, men det er for sent og jeg bruger i stedet et stykke toiletpapir, som jeg nemmere kan få fat i, uden at farve alting i badeværelset lilla.

Jeg får afværget katastrofen og har endda overblik nok til at få fugtet en vattot, nu hvor negl nummer et er under kontrol. Jeg fortsætter og hver gang, der kommer lidt på huden, tænker jeg, at så må jeg fjerne det overskydende efterfølgende. Således griber jeg vattotten efter alle negle er lakerede. Men ak, idet jeg tager fat i den, forsvinder lakken jo fra det yderste af tommel- og pegefingers negle på højre hånd. Ekstra panikpåføring sætter sig i klumper i stedet for at flyde sammen. Der er ikke andet for end at fjerne det hele og starte forfra.

Så kommer tørreperioden. Det burde være det nemmeste, fordi man bare skal sidde helt stille og vente på, det tørrer. Men det er altid der, jeg kommer i tanker om, at jeg liiiiiiiige skal læse en sms, og der kan vel heller ikke ske noget ved at tage et glas vand eller måske en kop kaffe. Jeg kan da godt skrue låget af det glas nescafe, uden at bruge neglene, kan jeg ikke? Og så bliver jeg overmodig og ser mig selv stå og pille en appelsin eller andet, som absolut ikke kan gøres uden negle. For jeg syntes jo, det var tørt. Men det var det ikke. Om igen.

En time efter starten sidder jeg og besigtiger resultatet. Jeg er ikke imponeret. Der hænger lidt vattotrester i kanten af nogle af neglene og flere af dem er, skal vi sige, rustikt lakerede. Så er det godt, der er så langt ned til tæerne, at det ser godt ud på 1,6 meters afstand.

Jeg vil godt lige understrege, at det her IKKE er mine tæer

Men vi er jo slet ikke nået til mascaraen. På en god dag er det først til frokost, jeg finder sorte gnatter i øjenkrogene - og jeg fatter ikke, hvor de kommer fra, for jeg fjerner altså søvn i øjnene, før jeg kommer mascara på. Jeg har efter mange år lært mig en nogenlunde teknik til at påføre den uden at den hænger helt nede over kinderne efter en cykeltur. Men øjenskygge: Det er jeg simpelt hen ikke mentalt parat til. Det kommer til at ligne noget fra det sminkehoved, jeg virkelig ønskede mig som barn, men som kun min veninde havde. Hvis jeg bare havde haft det, var jeg måske blevet mere feminin?

Før vi går fallit

Så har jeg lige nogle forslag til offentlige investeringer, der bare skal findes penge til:

1) Fjernelse af Bjørn Elmquists polypper

2) Fedmeoperation af Claus Hjort Fedesen

3) Engelsk sprogundervisning til Villy Søvnigdahl

4) Regnsikring af store rockscener i København

5) Et valg med hvad dertil hører af kampagner

6) En ordentlig grøn energipolitik

7) HPV-vaccine til både drenge og piger

Ja så endte jeg igen mere alvorligt, end jeg startede. For i virkeligheden synes jeg selvfølgelig, at punkt 1-4 er ligegyldige, men kunne være sjove. Punkt 5 glæder jeg mig til. Men jeg forstår ikke, snakken om at øge de offentlige investeringer, når vi lige har set, hvordan USA bløder efter sine kæmpe hjælpepakker. Så kan jeg mærke, at jeg er rykket et godt stykke mod højre, siden min ungdom med Amnesty International protestbreve til regeringsledere og mit uundværlige Greenpeace joggingsæt.

Tak

Jeg har mange at takke for opbakning, deltagelse, frivilligt arbejde i form af korrekturlæsning, lytning, indtaling og opmuntrende kommentarer. Så om ganske få dage udkommer min sommerroman her fra bloggen Opgang mod Undergang som gratis e-bog og podcast, fordi så mange skønne mennesker har været hjælpsomme.

Sådan. Nu har jeg været sød og så må jeg godt tilføje, at det ondeste i hele verden må være den combo af tømmermænd og migræne, jeg har haft i dag, efter en helt uskyldig vejfest i aftes. Indtil nogen kom med noget Metaxa fra Grækenland. Så syg har jeg ikke været af tømmermænd siden jeg var teenager, så der må klart have været noget migræne inde over også.

Uheldigt avislayout

Eller er der bare mere i en isbjørnehjerne, end vi går og tror?

(Snapshot fra jp.dk)

Original eller kopi

Jeg elsker fede ting, godt design, flot mønster, god kvalitet, alt det rigtige. Men når jeg står i en butik, bliver jeg ofte helt vildt jysk og nægter at købe noget som helst til fuld pris. Egentlig en irriterende egenskab, selv om den nogen gange kommer handy, især sidst på måneden.

Jeg håner ikke dem, som køber den ægte vare og jeg synes, det er virkelig dårlig stil at sige noget i retningen af, at sådan en storblomstret voksdug kan man også få i Fakta til en promille af det, Marimekko koster. For dem, der opfandt de store blomster skal da have nogen af pengene.

Det er ikke snobbet ment, og jeg har faktisk Bilkasofaer, fordi Dansk Supermarked er gode til det kopihejs. Endda langt bedre end Coop, som godt nok solgte Børge Mogensen stole, men de var tænkt til almindelige mennesker i brugsforeningerne.

Indtil jeg eventuelt en dag bliver millionær vil jeg dog vedblive med at få en frydefuld fornemmelse af god forretning, når jeg ser sådan noget her. Den øverste hænger i min stue og den fandt jeg i en rodestak i Føtex til en 50'er, den nederste en en Verner Panton og det er ikke i protest, den ligger ned, det er Blogger, der opfører sig åndssvagt:

Men det allerbedste er faktisk, at det har lukket vores langvarige diskussion om, hvorvidt det var fint med noget arkitektlampeagtigt fra min mands barndom i vindueskarmen i det hjørne efter at den nu afdøde kat smadrede en glaslampe, som en gang stod der.

Jeg glæder mig i denne tid

Ikke fordi julesneen falder hvid. Men fordi jeg er så omvendt indrettet, at jeg godt kan lide, når sommeren langsomt bliver til august- og septemberhverdag, når morgenluften bliver lidt sprødere i næsen og der bliver lidt fred fra ukrudtspestilenserne.

Det er der, hvor man starter på en frisk med nye blyanter i pennalhuset og skinnende skoletaske med nye opgavehæfter (og virkelig gamle lærebøger fra Århus Kommunes Skolevæsen, men det er en anden sag). Og nej, jeg har ingen skoletaske og jeg er virkelig dårlig til at skrive med blyant eller i hånden i det hele taget. Men der ligger et nyt friskt år og venter.

Der kommer snart en dag, hvor der ikke bliver fyldt vand i badebassinet hver dag og dermed heller ikke bliver vådt på gulvet i huset cirka fire sekunder senere. Man skulle måske ikke tro, de to ting har en sammenhæng, men det har de - og det ved du sikkert, hvis du selv har børn og badebassin. Der kommer også græs, blade og jord ind i stuen meget hurtigt.

Jeg ved godt, der også kommer forældremøder, svedige timer på kanten af svømmehallen, mens poderne får svømmetræning, madpakker (oh ve, vores institution er droppet ud af den kommunale kostordning igen, så er vi tilbage på seks madpakker pr dag). Der kommer dage, hvor enderne ikke vil nå sammen og hvor én bil er for lidt. Der kommer regn og børn der ikke vil gå med regntøj, og det vil vise sig, at alle gummistøvler i mellemtiden er blevet for små.

Børn vil være lige ved at komme for sent i skole, de vil grynte over, at der ikke længere er lyst brød til morgenmad, men de vil alligevel glæde sig, bare lidt, til at komme i skole igen. Selv om de ikke siger det højt. Der kommer konfirmationsforberedelse - Gud bedre det - ikke forberedelsen, men det, at vi nu er så gamle, at vores ældste er i den alder.

Senere kommer der en 40 års fødselsdag til undertegnede og der er jeg også omvendt, for jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan jeg skal fejre den. For fejres skal den - koste hvad det vil - omend kon- eller nonfirmationen selvfølgelig bliver det vigtigste til foråret.

Det bliver et spændende år. My Prime Time tror jeg faktisk

Har du tænkt over dit nys?

Det er en ret overset form for personlig branding. Selv om det kun er delvis indenfor din kontrol, kan du godt arbejde med dit nys og gøre det til en del af din personlighed. Det er formentlig allerede en del af dig. For prøv lige at tænk på din nærmeste families nys. Kan du ikke karakterisere hver enkelts unikke nys? Og er det ikke uniqueness, der skal til i en verden fyldt med personal brands?

Nogen nyser kort og gentager 4-5 gange. Måske er det dem, der også i deres personlighed er præcise, kontrollerede og direkte, selv om de har tendens til at gentage deres enkle budskab i det uendelige, indtil nogen stopper dem og siger, at nu har de fattet det. De vil nemlig gerne bekræftes og tror ikke, andre forstår dem.

Så er der storytelleren, som kan få et nys til en hel sætning. Det kan lyde sådan her: "A-TJUuu u u u aaaaah hahaha. Uha, som jeg er blevet forkølet." Det er generelt kontaktsøgende mennesker, som har det med at have diverse småskavanker. Det kan også være deres allergi, der får dem til at nyse, men det vil du vide, for så har du hørt om den.

Det barnlige nys kan indeholde grøn snot. Eventuelt drypper det ned i morgenmaden og afstedkommer stor lettelse, når barnet igen kan trække vejret. Det ser også skægt ud, når storebrødre laver gylpelyde ned i deres egne cornflakes, fordi de får brækfornemmelser af lillesøsters grønne snot i morgenmaden. Det er et for tidligt stadie at udvikle på sit nys, men små børn plejer at have et ret godt naturligt brand.

Det bedste nys, jeg kender er med indbygget budskab. Min svigerfar nyser "Aaaa-BØF" og det er virkelig smart, for det bedste han ved, er dansk bøf med bløde løg. Måske nyser han mest i weekends, hvor der er stor sandsynlighed for, at der kommer hakkedrenge på bordet til aften? Eller omvendt gør han det måske i hverdagene, i håbet om at indføre sin livret der?

Mulighederne er uendelige. Selv vil jeg gerne have et kontant nys med et touch af noget feminint. Og det skal være HELT uden snot. Og også uden spyt. En stor fordel er, at et godt nys har høj response rate. Prosit eller Gesundheit lyder det, straks du har nyst. Det er ikke mange andre kommunikationsformer, hvor man så hurtigt kan måle effekten.

På Mandag Skal

min familie på arbejde, i børnehave, SFO og klub. Det er godt, for jeg går rundt og siger Pis Merde Shit hele tiden. Jeg har Pokkers Modbydeligt Skide ondt i lænden og er forPulet Mega Søvnløs i varmen. Mere Pap behøver jeg Måske ikke Skære det ud i, hvad der er galt med mig.

Men hvor er det en uretfærdig tilstand. Hver fjerde uge bliver mit ellers så søde afkom ulidelige og det hjælper ikke, at de har haft sommerferie i over en måned nu. Det hjælper heller ikke, at de hakker lyde med tænderne, surmuler en hel morgen over en halv chokolademad, sprøjter vand på mit dameblad og råber så højt, at jeg bliver nødt til at råbe igen. Råbe, at de skal være stille. Patetisk Men Sandt.

Flyvemyrer gør heller ikke noget godt for tilstanden. PisseMyreSpassere, der kravler ud af hullerne i badekarret, knokler i blinde mod dagslyset og farver vinduerne sorte i deres kriblende og krablende hjernedøde iver efter at komme ud.

Tidsler og skvalderkål hjælper heller ikke. De plejer at leve en forholdvis fredelig eksistens i vores have, men hver fjerde uge bliver jeg så PisseMøgSur at jeg giver dem enten knofedt eller Roundup (Shh!) Det førstnævnte er egnet til langvarig indædt raseri, det sidstnævnte hurtigere overstået, men giver til gengæld en langsom og mere ondskabsfuld tilfredsstillelse, mens ukrudtet imødegår en uafvendelig, smertefuld, gulbleg død.

Det eneste gode ved alt andet på denne dag hver fjerde uge er, at de trods alt er der, for det er så kedeligt kun at have sig selv at være sur på. På Mandag Skal jeg nyde, at det er slut for denne omgang og at Parforhold, Møgunger og Sommerhumør overlevede endnu et anfald.

P(M)S 8 timer senere: Det hjalp at spise på café med Piger Med Sødhed. Tak for i aften! I ved selv, hvem I er.

Trygger skoene?

Nu kan man simpelt hen købe sko med tryghedsgaranti hos Growingfeet. Det er da også simpelt hen noget af det mest angstprovokerende at risikere at Lillepolles sko er for små, når de kommer med posten. Fordi Lillepolles fødder slet ikke er så små længere som moderen troede. Det er dejligt, at også mindre virksomheder påtager sig at sælge ansvaret for at sprede tryghed i en verden, der er så fyldt med utryghed.

Ret skal være ret, børnesko er skidedyre og det kan være lidt grænseoverskridende at skulle ud at købe et par nye efter et fejlkøb. Godt, Growingfeet kommer os til undsætning, for uden tryghed kan vi komme ud for - ja - ærgrelse! Og det endda med udråbstegn. Læs selv her:'

"Har du nogensinde prøvet at købe et par sko til dit barn, hvor skoene efter brug alligevel viste sig ikke at passe? Det sker heldigvis ikke så tit, men når det sker, er der som regel ikke andet at gøre end at købe endnu et par nye sko. Det er rigtig ærgerligt! Med GrowingFeets Tryghedsgaranti kan du få byttet et fejlkøb, uanset om skoene er brugt eller ej i op til 30 dage efter dit køb. Det betyder, at du kan undgå unødige ærgrelser, og at dit barn fremfor alt får de sko, der passer!"

Problemet er bare, at hvis det er tryghed, at børnesko bestilt på nettet passer fusserne, hvilket ord skal man så bruge om at terrortrusler er mindskede, forhøjede eller status quo? Og uden sammenligning i øvrigt, hvilket ord skal vi bruge, den dag nogen får ram på Jyllands-Posten, når Nicolai Wammen erklærede Århus i chok, da Bamse døde?

Jeg kan godt lide at bruge små ord til små ting, mellemord til mellemting og store ord til store ting. Så kedelig er jeg, at jeg bedst kan lide, når proportionerne passer sammen.

Måske har vores verden forskudt sig, sådan at hvor der for år tilbage ikke var meget større problemer, end at børnenes sko var for små eller at folkekære Bamse skulle gå hen og dø, så har vi nu brug for at reservere de store ord til større begivenheder. Tryghed og fare har fået andre betydninger.

Jeg har også bemærket en strategi med ikke at tale om utrygheden og det farlige. Så er man helt ude over gradbøjning af ordene. Jeg synes heller ikke, vi skal give ekstremister mere grund til at gnide sig i hænderne over vores angst end højst nødvendigt, men strudsemetoden forstår jeg heller ikke. Det forsvinder ikke, selv om vi lukker øjnene. Det jeg måske begynder at forstå er, at nogle kan have brug for at lukke ørerne. At nogle tager angst og uro med sig ind i deres eget liv og har brug for at værne sig mod det.

Men nu er jeg ved at ende et langt mere alvorligt sted, end der hvor jeg begyndte. Det var ikke meningen, at nogen skulle trædes over tæerne. Bliv trygt i skoene med tryghedsgaranti og sørg videre over Bamse. Jeg tror, jeg vil finde på nogle større ord, vi kan lagre, indtil vi får brug for dem.

Man må forresten ikke tro, jeg havde noget særligt imod Bamse. Altså udover hans musik, som jeg ikke brød mig om, tror jeg, han var en flink fyr. Hans død bragte mig bare ikke i chok.

Hvad sker der for middelalderen?

Jeg kan ikke huske, hvordan man skriver almindelig blogindlæg. Jeg ved, at jeg henover sommeren adskillige gange har tænkt, at det her må jeg skrive om til august, men nu kan jeg kun huske to ting.

Den ene er: Hvad i alverden sker der for middelalderen? Hvorfor kan man ikke sparke sig igennem det danske sommerland, uden at støde på markeder, hvor nutidsmennesker har iklædt sig svedige stykker sækkelærred, sure lædersutter, rustne ringbrynjer og komiske kyser? Det er jo ikke fordi, de ikke drikker cola i pauserne fra mjøden til ære for publikum. Måske vil de bare gerne slås med sværd på en legal måde?

Lad det bare være sagt med det samme: Vi gider ikke købe flere helleristede læderarmbånd eller se på mere byggrød kogt over bål. Ikke engang mine børn gider eje flere træsværd eller høre mere lurmusik. Det kunne være, I skulle lave det til Nintendo eller Wii, så ville de måske godt. Det er på tide at kaste sig over en ny tidsalder og der er kogt suppe nok på Valhalla.

Dog er der indenfor min nærmeste familie en, der ikke er blevet træt af det endnu. Så uden at nævne navne, vil jeg bare beskrive reaktionen, da han foreslog, at vi slog et slag forbi Bornholms Middelaldercenter: 4-stemmigt synkron: NEEEEEEJ! Så var der ligesom ikke mere at gøre. Fire mod en er for svært at argumentere for og børneben vil med garanti blive akuttrætte, allerede inden de første sværd krydser klinger. I et familiedemokrati med to voknse og tre børn tæller voksnestemmerne ganske vist dobbelt, fordi vi har en slags magt, men når det bare fører til 2 mod 5, hjælper det ikke. Så kan de kvikkeste nok regne ud, hvem det var, der gerne ville på middelaldercenter.

Det andet, jeg kan huske, at jeg ville skrive om, var grundforskelle i indretningstendenser hos kønnene. Her vil jeg lade disse to billeder fra hhv. drenge og pigeværelset i vores ferielejlighed tale for sig selv: