TDCs veje er uransagelige

Jeg vil bare så frygteligt gerne af med nogle fade, jeg fik leveret noget mad på til nogle fantastiske gæster i lørdags. Spørger du, hvad det har med TDC at gøre? Patience my dear. Først skal vi lige forbi den helt lokale, men meget franske leverandør af maden - en superlækker provencalsk buffet - hans åbningstider er ret franskinspirerede. Det har i hvert fald vist sig umuligt at finde ham i sin restaurant søndag aften, tirsdag eftermiddag og tirsdag aften. Jeg havde godt nok fået besked på at aflevere fadene tirsdag mellem 10.30 og 11, men der var jeg forhindret, så jeg tænkte, at det nok også går an med lidt sydlandsk elastik fra min kant.


Efter andet forgæves besøg skiftede jeg til en ny taktik. Jeg ringede til det telefonnummer på skiltet på døren - et skilt der i øvrigt tydeligt reklamerede med en åbningstid, som jeg var der indenfor igen her til aften. Men da jeg ringede til nummeret, fik jeg et meget lidt fransktalende, faktisk nærmere grundigt midtjysktalende barn i røret, som aldrig havde hørt noget til, at hans forældre skulle drive fransk restaurant.

Jeg ringede til nummeret igen efter 3. forgæves besøg og fik fat i midtjysk talende mor til børn, der efterhånden var ret trætte af at blive spurgt til aftenens take away menu, eftersom de på ingen måde havde i sinde at bringe mad ud af huset - og de boede hverken i nærheden af Århus - eller Frankrig for den sags skyld.

Det begynder at minde om en klassisk catch 22. Manden er ikke i sin restaurant, naboen hævder dog, han vil være der i morgen formiddag, telefonen er viderestillet til intetanende familie og jeg kommer stadig i tanker om de skide fade, hver gang jeg starter bilen og de ryster rundt omme i bagagerummet. I morgen tidlig stiller jeg dem udenfor restauranten, hvis der stadig ikke er nogen. Der må være grænser for franskheden - selv om maden var rigtig god.

- Posted using BlogPress from my iPad