onsdag den 25. januar 2012

Jeg har hørt, at speltmoderen er død

Eller faktisk rettere, at hun aldrig har levet som et helt levende menneske af kød og blod. Hun er i stedet et fjendebillede på overdreven perfektion, som sætter alle andre mødre i stand til at retfærdiggøre hvedebrød og pepperoni i madpakkerne og McDonalds mad på en travl fredag. For enhver kan jo se, at hun er en latterlig økofascist med hænderne dybt begravet i urtebeddet eller syltekrukkerne, hvis hun da ellers kan komme til for det slyngebarn, der sidder på maven. Hey faktisk er hende speltfantasien hele grobunden for en stor del af os, der blogger om vores egne middelhøje ambitioner for antal produkter fra Urtekram i køkkenskabet - så måske skulle vi hylde hende i stedet for at være så sure på hende?

Vi bruger hende til at gøre vores egne liv tålelige, fordi ingen - eller i hvert fald kun dem, som bor i et faldefærdigt husmandssted i Udkantsdanmark hvilket ikke er den typiske bopæl for Speltmutti - har som regel tid, ressourcer eller menneskeligt overskud til at være selvforsynende med alt fra grunden, økologiske og slyngeagtige iført islændersweater af egenproduceret uld. Så er det jo nærliggende at gøre grin med det, man ikke selv kan leve op til, fordi der også skal skrabes en indkomst hjem til familiens overlevelse.

Ja, jeg synes faktisk, vi skal hylde hende lidt. En høj overlægger skader ikke, hvis man ikke ser det som et krav at hoppe over den hver eneste dag. Laveste fællesnævner er i hvert fald mere kedelig og givetvis skyld i mere overvægt, mistrivsel og alt for meget skærmtid hos vores afkom. Grundlæggende tror jeg ikke, vi måler os så meget mod hinanden, som vi måler os mod os selv og vores egne ambtioner for Det Gode Barneliv. Nu har jeg i hvert fald været i tre IRL mødregrupper og en online, hvor fænomenet med speltmoderen (eller ligefrem urtekussen) kun har eksisteret som en myte.

Der er også Hende Med Den Helt Nye Barnevogn og ungen altid klædt i Molo-Mala-Hollys-Katvig uniform. Hun er det materialistiske fjendebillede. Hun tror, der er noget galt med Bilkatøj og H&M og det kan vi ikke lide. Igen, jeg synes det ville klæde os måske at glæde os lidt over, at hun i det mindste sætter mere gang i samfundshjulene ved at give 100 kr. for en bodystocking end ved at købe 6 stk for 100 kr produceret af nogle indiske børnearbejdere. Hun siger jo ikke, at DU behøver putte dit barn i Petit Bateau nattøj, for at det overlever vel? Er  det eventuelt mere noget, du selv tænker?

Nu risikerer jeg måske selv at havne i speltkategorien med sådan et indlæg. Så lad mig lige skynde mig at kaste en forbandelse over Kernesund Familie - bare lige så jeg kan blive i det gode selskab af hyggeligt fordømmende mødregrupper...

mandag den 23. januar 2012

Tidens store helt: Tolderen

TV-sendefladen afspejler hvad seerne vil se og dermed presse reklamepriserne op på. Det kan være en ubehagelig tanke, fordi det grundlæggende gør os til en quiz-elskende samling talentløse mennesker, der gerne vil have X-factor, men i stedet spiser rigeligt smør. Der er gode seertal i rigeligt smør og efter en årrække med speltfuldkorn og spinat er det befriende at se opbagt sovs og flødeskum få en rolle igen. Well, det er selvfølgelig ikke en kommerciel kanal, ligesom Blomsterbergs syndige køkken også kommer på en public service kanal.

TV2 derimod har fundet tidens store mande-ideal: Tolderen. Det ene program efter det andet ruller over skærmen, med små funktionærer i lyseblå skjorter, der med dramatisk underlægningsmusik vogter benhårdt over landets grænser. De skiller mistænkelige indrejsende passagerer fra og undersøger deres biler, kufferter og tasker for mystiske fødevarer, levende dyr eller hårde stoffer. Samtidig viser de deres menneskelige side ved at lade en mand passere Rødby Færgehavn med en trailer fuld af øl til sin svigermors fødselsdag. Jo det kan vi lide - svigermor skal fejres, men polakken med de polske plader skal slet ikke komme her og spille smart.

Selvfølgelig skal han ikke det - og når han kører videre trods klippede plader, bliver vi rigtigt sure på ham og slubrer forarget aftenkaffen i os. Os som giver udlændinge så god behandling - skal vi finde os i det? Nej nej, det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der sker, når den der grænsedragning bliver ophøjet til heltestatus. Når vi lukker os om vort lille land med smørkage og kaffekopper, i kollektiv forargelse over "de andre."

Kaffen smager måske lidt mere bittersødt, når næste dags nyhed er, at danske kontanthjælpsmodtagere ikke gider søge lavtlønsjob i hotel- og restaurationsbranchen, som skriger på arbejdskraft. Stillingerne besættes af udlændinge, som ikke er bange for at skrubbe toiletter.

Mandag aften er crime night på TV2. Her kan man også svælge sig i, hvordan politiet på Station 2 bekæmper ondt og farligt igen med de frygtindgydende lyseblå skjorter. Der er åbenbart rigeligt feel good TV i en sag om et værtshusslagsmål i Nørre Nebel, gerne med slørede ansigter, som kan få alle os andre til at føle os som bedre mennesker? Ellers ville det vel ikke blive sendt for Gud ved hvilket år i træk?

Skal hver udenvælts fjende beredte os finde?

fredag den 20. januar 2012

Man har et standpunkt

Indtil man kommer i Build a Bear butikken. Mit standpunkt har været at holde mig fra denne sukkersøde Køb en Ven butik med bamse haute couture til en pris pr cm tøj, der må stå mål med de fedeste designeres kreationer. Jeg havde også et standpunkt om, at ikke alt i min datters omgivelser behøvede at være lyserødt. Hun er selv en relativt lyserødt udseende pige med rødblondt hår, så farven har aldrig klædt hende - derimod er hun gået pænt amok i Kitty - Barbie - dukkehalløj i lyserødt.

Nu havde barnet ønsket sig og fået et gavekort til det forjættede bamseland til sin fødselsdag. I aftes udløste jeg spændingen ved at love, at vi i dag skulle finde et skind at putte det lille røde hjerte i, som lå sammen med gavekortet i det lille bitte bamsehus, gavekortet kom i. Det gjorde barnet næsten helt ude af stand til at sove, især da jeg stressede hende yderligere ved at bede hende om at finde på et navn og eventuelt spekulere på, om vi var ude i noget klassisk bamse eller kat, kanin, hund eller ligefrem smølf.

I dag oprandt det store øjeblik. Min datter styrede målrettet forbi den kubikmeter smølfeskind, som lå først for - tydeligvis den største trend på bamsefeltet pt. Hun scannede sidevæggen og vaklede mellem en pink og en lyserød klassikerbamse, inden valget faldt ud til fordel for den pink. Så var det hen at stå  i kø ved den 20-årige, som virkelig må have smilekrampe efter en dag i bamseland, hvor hun med sød stemme opmuntrer et stort antal børn til at puste, kramme, fylde, børste og påklæde sit nye stofdyr. For det ER jo et stofdyr - med stregkode und alles, så den kan track- and traces, hvis den bliver væk.

Bamsen blev højtideligt udfyldt med krøluld og tilsat hjerte efter rituel pusten - og min nyslåede 6-årige var rent i himmerige. Derefter skulle den dresses up - og som om den ikke var helt pink nok i forvejen, fik den lige en pink festkjole og et par lyserøde "glas"sko. Jeg måtte æde alle mine principper, da jeg så kærligheden til bamsen i hendes øjne.

Jo jo Manu Sareen - det er pigelegetøj i pigefarver i et pigeunivers, men hvis hun ikke får lov at leve det lyserøde ud nu, popper det måske op som en pink prinsesse i 20 års alderen - og det er alligevel mindre klædeligt end en 6-årig i prinsessefasen. Så jeg vælger lige at lægge mine principper i skuffen i nogle år endnu, før jeg slår alarm.

tirsdag den 10. januar 2012

Sparkedragtssagaen slutter her

I det mindste fandt valget på en model, der matcher min blog i farverne
Det har været en lang og hård rejse. Den har involveret nordmænd, fragtfirmaer, bekymring og raseri, men som enhver god historie også udvikling, modning, helte og nye sandheder.

Det startede med, at min teenager proklamerede, at han ikke kunne leve uden en sparkedragt og at han i øvrigt både havde avisrutepenge og julegavepenge til den. Så fandt vi frem til en mellemblå tålelig model til en rimelig pris - bestilte den og konstaterede derefter, at det var en Kids str. S og ikke som nødvendigt til en dreng på 165 cm en Voksen str. S. Jeg gik straks i gang med at forsøge at annullere ordren, men det var tilsyneladende nøjagtigt sammenfaldende med, at nordmændene hævede pengene og besluttede sig for at gå i våbenskjul og nægte at lade sig kontakte med nogen forhåndenværende elektroniske eller mekaniske kommunikationsformer. Måske skulle man have stoppet projektet allerede ved erkendelsen af, at der er tale om en helt igennem norsk opfindelse, som sikkert er rigtig god under skitøjet.

Sønnemand fik sit tilgodehavende i kontanter, for det var jo et eller andet sted mig, der ikke havde læst ordentligt på det med størrelserne, men de penge brændte i hans lomme. Jeg ville gerne høre et enkelt lille Ohøy fra Norge, før jeg lod ham spendere på en ny dragt (og håbede måske stadig lidt, at den ville blive umoderne lige så hurtigt, som den var blevet moderne). Jeg havde ikke været i stand til at standse leveringen af pakken og det virkede som om, at alt var ude af hænderne på både den arme tyggegummityggende ekspedient i butikken i København og den nu af nytårsbranderten opvågnede nordmand, som var begyndt at øffe lidt tilbage på mine mange mails. Det var bekymrende øf, han kom med.

Jeg fik en mail om at pakken var ankommet til en GLS pakkeshop i min nærhed og besøgte den straks for at få den flinke kioskmand til at sætte et gult returklistermærke på den. Så gik jeg hjem og skrev til nordmanden, at pakken var på vej retur nu. Der gik kun cirka 36 timer, før han svarede tilbage, om jeg havde et trackingnummer på forsendelsen. Det havde jeg heldigvis, men da jeg sendte linket til ham, blev jeg noget bekymret over hans næste svar. Det fremgik af historikken, at pakken havde flyttet sig til Hinnerup og nu var nordmanden helt i vildrede, for han mente ikke, der lå et sparkedragtslager i Hinnerup. Jeg havde overtaget nu, så jeg skrev en overbærende og opbyggelig mail om, at hans butik sandsynligvis samarbejder med et logistikfirma ved navn Itella, som der stod på pakken, og at de sandsynligvis samarbejder med GLS - omend det føltes mere som om, det var ham end mig, der skulle have denne viden.

Nu var sønnemands ildhu efter en sådan dragt blevet forstærket af, at ALLE de andre havde fået en sparkedragt i julegave og i lørdags måtte vi derfor afsted til en helt offline butik i Århus for at lede efter en. Jeg havde ligesom mistet lysten til at købe den på nettet - i hvert fald hos denne leverandør. Det første sted var Butler - der var sparkedragterne blevet revet væk før jul, der kom ikke flere og den Jumpinshop, som en kort overgang havde ligget på Lilletorv var lukket igen. Der var én mulighed tilbage - da fænomenet er unisex, måtte vi bevæge os ind i PIGEtøjsforretningen Loftet. Vi bladrede febrilsk igennem adskillige modeller, som vi var enige om grimheden af. Jeg var splittet mellem lettelse og omsorg for mit store afkom, som så gerne ville have den dragt. Til sidst - på den allerbageste bøjle i det allerfjerneste hjørne af butikken, fandt vi den helt rigtige sparkedragt. Den som min søn optræder incognito i på billedet. Helten var den flinke ekspedient som sagde, at den var sat ned til halv pris, så sønnemand havde penge til overs - så var det værd at æde ydmygelsen over at købe tøj i en pigetøjsbutik.

Nu har jeg så lige fået en mail fra nordmanden, som har fået en mail fra Itella om, at pakken er på vej tilbage til Sparkedragtland - og han vil sette opp refusjon til mig. Moralen må være, at du skal holde dig fra nordmænd og sparkedragter for at være på den sikre side.

søndag den 8. januar 2012

Musetrappen som e-bog

Fik du ikke fulgt med i juleblogkalenderføljetonen med de 11 fantastiske gæstebloggere - og mig selv? Det var en opfølgning på sommerromanen Opgang mod Undergang og efterårsferieafsnittet Intermezzo. Julekalenderen Musetrappen ligger nu til download som e-bog til at læse på din smart phone eller iPad - eller PDF, hvis du er lige så old school som jeg. Følg linket i øverste højre hjørne - der er også dowload af de to første afsnit.

lørdag den 7. januar 2012

Den virkelige EU-krise er mellem mødre

Jeg har lige læst en meget interessant artikel om en ny bog, hvor en amerikansk mor bosat i Paris, langer ud efter den britiske børneopdragelse. Hun mener groft sagt, at britiske og amerikanske mødre går alt for højt op i at lytte til deres børn og forstå deres motiver og alt for lidt op i sig selv, hvorfor de britiske mødre bliver til eftergivende, bløde, fede og grimme mødre uden autoritet, mens franske mødre er chikke og har velopdragne børn, der sidder og studerer latin ved togvinduet. Britiske børn ræser op og ned ad toggangen i toget under kanalen, så man til enhver tid kan skelne mellem et fransk og et britisk barn, selv om de ikke har sprog - for franske børn jerner ikke rundt og hyler i togvognene, skriger ikke hysterisk i supermarkedet (og tager ikke skade af en lussing). Ifølge forfatteren til bogen, that is. Hvorimod parisiske mødre bliver ved med at se sexede ud, fordi de går mindre op i moderskabet og mere op i sig selv.

Hmm, tænker jeg, hmmm. Godt hun ikke har været i Danmark med sin empiriske analyse, som er foretaget med PC'en i bletasken, for jeg gik åbenbart forvildet rundt og troede, at briterne var meget mere til kæft, trit og retning end danskerne. Det er interessant og tankevækkende, men det jeg ikke forstår er, at der skulle være sket så meget med de britiske mødre på bare den halve generation, der er gået, siden jeg var au pair i London - der hvor jeg blev bedt om at true børnene med at de ville få tæsk af deres far på fredag (når han har tid, that is), hvis de ikke makkede ret. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, men jeg flyttede fra familien i stedet for. For bare 1-2 år siden, har jeg diskuteret med engelsk kollega, som havde opdraget sine piger med en lussing i ny og næ - hvorefter han skyndsomt havde sendt dem på kostskole, så andre kunne dele tæskene ud.

Jeg er enig med fransk-amerikaneren så langt, at man skal bevare sig selv i sin børneopdragelse og ikke gøre moderskabet til sin identitet. Vi har dem kun til låns i måske 20% af vores liv, resten af tiden må vi selv udfylde følelsesmæssigt og identitetsmæssigt. Jeg krummer også nogle gange tæer, når jeg på bænken i børnehaven overværer lange dialoger om, hvorvidt ungen skal gå hjem med den lilla eller den lyserøde hue - hvorefter barnet får ret og påbegynder en skinger dialog om vanter. Jeg ved, at jeg også selv har været i gennem den slags dialoger med udsplattet fredagsbarn i akut krise, hvor det var nemmere ikke at tage konflikterne.

Der er bare det ved det, at jeg også kan huske øjenvidneberetninger om, hvordan franske studerende skriver ALT ned, der kommer ud af forelæserens mund, ukritisk, autoritetstro og disciplineret - og de forventes ikke at have en holdning til det. Er det vejen frem? Og hvordan bliver man til en parisisk steg på den måde? Skal der ikke lidt sund kritisk sans til i de fleste typer jobs?

Jeg ved det ikke, men det kunne være interessant at se lidt nærmere på, om Europa har en fælles fremtid ikke bare i forhold til Euro-samarbejdet, men også i forhold til værdier og nabostridigheder de enkelte lande i mellem.

fredag den 6. januar 2012

Hvorfor min mand ikke er håndværker

Der kom nogle dramatiske lyde inde fra soveværelset. Værktøj blev fundet frem, æsker med underlige beslag og dimser ligeså og for lige at toppe var der også rawplugs i spil. Det var en cocktail, der kunne være farlig eller ende lykkeligt, men belært af erfaring, vidste jeg, at det var noget, jeg ikke skulle blande mig i. Det var trods alt PÅ EN MÅDE mig, der havde revet bøjlestangen ned i min mands garderobeskab, da jeg masede en ren skjorte ind - men det var jo ikke mig, der aldrig smed gamle skjorter ud (og min del af skabet er ikke med i emnet for dette indlæg).

I hvert fald lå alt tøjet i en bunke på vej ud af skabet, så det ikke kunne lade sig gøre at gå i seng, uden at træde i skjorter og jakker - og noget måtte gøres. Der var tale om en kategori A: Akut opstået håndværksmæssigt behov. Kategori B er for eksempel et tilstoppet kloakafløb i vejen lige mellem vores og naboens hus - den kan man håbe på, at naboen opdager og varetager... I hvert fald ville det være decideret dumt at nævne denne problematik samme dag som en indendørs kategori A.

Som det er antydet med skjorterne, ligger det min mand meget fjernt at afskaffe sig gamle ting, herunder udtjente beslag til bøjlestænger, men i dette tilfælde var de faktisk begge to i stykker. Skabet tror jeg er en model IKEA fra 1995, så udskiftning kunne også overvejes, men det kom heller ikke på tale. Derimod var det tid til at demonstrere, at klaver-, trylle- og dataloghænder også kan fixe sådan et lille hverdagsproblem.

Der manglede åbenbart mere udstyr til projektet, i hvert fald blev mange kasser fra skabe og hylder forskellige steder i huset åbnet, konsulteret, opgivet og efterladt, men modet forsvandt ikke. Alternative endestykker blev fiffigt testet, monteret (med rawplugs) og bøjlestang ophængt. Den sad bare ikke særlig stabilt og det skulle den eftersom vægten af alle de skjorter og jakker kræver en solid løsning. Jeg kunne se, at jeg skulle være helt stille, mens der blev lavet en cost-benefit-analyse på alternativerne gaffatape og plastic-strips. Den faldt ud til plastic-strippens fordel. Stolt præsenterede han mig for resultatet - alt sammen lavet af forhåndenværende dimser - og jeg var ond nok til at dø af grin:

Han vendte tilbage til sit rette element musikken og PC'en og jeg fik lov at skrive dette indlæg. Tak!

onsdag den 4. januar 2012

Wordfeud vs. Scrabble

Det må edderhyleme ikke være ret nemt at være fremtidsforsker. Hvem skulle have troet, at alle ville sidde og spille Scrabble mod hinanden i 2012? Det var et spil, vi altid spillede i min mosters sommerhus og hun var lærer og en benhård dommer over vores hjemmestrikkede ords kvalitet. Dog var hun sjovere end den database, der må ligge bag Wordfeud - og hun godtog flere sammensatte ord. Sex var ikke noget, vi talte om, men på Scrabble-brættet kom emnet alligevel uvægerligt frem, for hvad skal man ellers stille op med X, som trods alt giver 8 point? Der forekom også varianter som "søsex" eller "høsex" hvis min moster var i særligt mildt lune. Jeg tror ellers, hun havde et pædagogisk sigte med spillet - nemlig at hverken nabopigen eller jeg skulle glemme at stave, bare fordi vi havde sommerferie. Det lykkedes.
Det lugtede lidt af voksdug under spillebrættet og så var spillet ofte ledsaget af hjemmebagte småkager og saftevand - nøje rationeret. Så hvordan hulen kan det være så fedt at spille Wordfeud på en glat skærm uden småkager, voksdug og den hårde, men retfærdige (og nogen gange bestikkelige eller overvindelige i diskussion) levende mosterdommer? Mærkeligt, men det må være noget med den fede fornemmelse, når man bonner ud med et Tripple Word point for noget med X i. Den er uforlignelig.

Nu skulle man tro, at man kunne gå sin spilskuffe i gennem og sætte strøm til alle de gamle brætspil - men så let er det garanteret ikke alligevel. Matador, hvor man ikke kan sidde og hovere over alle sine papirpenge ville ikke være det samme, ville det? Et slaw 500 eller andre kortspil ville heller ikke være det samme, uden den hengemte lugt af sommerhusskuffer med fyrrenåleduft i baggrunden, vel? Måske ville det fungere alligevel - og så er jeg godt dum at sidde og kaste idéerne i grams på min blog. På den anden side, det ville ikke være originalt nok, jeg vil bare gerne have den idé, som INGEN andre har!

mandag den 2. januar 2012

Skide sparkedragtsbutik

Elendige skidesprællere. Slapsvanse. Klamphuggere. Forpulede socialdemokrater! Det er åbenbart ikke meningen, at min søn skal have den elendige Jumpin dragt. Jeg havde nemlig nøje målt mig frem til, at han skulle have str. S og fundet frem til den rigtige farve i samarbejde med sønnemand, så han hverken blev baby blue eller hvid. Badabam, den var relativt billig og med gratis levering ved bestilling før 31.12. Kort var glæden dog, fordi jeg fandt ud af, at grunden til den favorable pris var, at det var en Kids str. S, jeg havde bestilt - en lille detalje, som ikke er nævnt i websitets sizeguide. Med andre ord var det en blå sparkedragt, som ville kunne passe hans lillesøster på fem. Det skal lige siges, at hun ingen interesse har i sparkedragter af en hvilken som helst farve eller observans, så jeg gik i gang med at annullere ordren. På mail, via telefonbesked og utallige opringninger til en flabet telefonsvarer, uanset om det var indenfor dens åbningstid eller ej. Sekundet efter en af de mange forgæves opringninger kom en mail om, at lortedragten nu var afsendt. Så ringede jeg igen drevet af så meget raseri, at telefonen må have glødet i den anden ende og hende den samme københavner, som tidligere havde belært mig om, at hun både sov, spiste og levede i sine sparkedragter, tog telefonen. Hun beklagede faktisk også, men fralagde sig ethvert ansvar for lageret i Struer og eventuelle annoncerede åbningstider for telefonen. Hun fik lige al min harme i hovedet det arme menneske. Bare hun ikke sked i sin sparkedragt af skræk. Jeg ville nægte at modtage pakken og høre, om man kunne det med GLS. Hun vendte lige tyggegummiet en gang i munden og sagde, at det vidste hun ikke. Så ville jeg høre, om hun havde et mobilnummer til en på lageret - det havde hun ikke. Hun valgte stryge med hår manøvren, for at få mig ud af røret og lovede at følge op på sagen. Problemet var bare, at hun glemte at bede om et ordrenummer - hun var gennemskuet, hun havde ikke tænkt sig at følge en skid op på min klage.

Jeg tror virkelig ikke, nogen voksne mennesker bliver klogere af at gå i sparkedragter, og jeg synes min teori er bevist. Den voksne str. S er udsolgt i den ønskede farve, så jeg beder igen til, at den bliver yt, inden den kommer på lager igen.