tirsdag den 28. februar 2012

Jeg kan spejde noget i horisonten

Det kommer tættere og tættere på - HOV, nu kan jeg se noget af det. Det begynder tydeligvis med et firetal og ved siden af er der noget rundt. Ej, hvad i alverden laver det der? Vender det eventuelt på hovedet, så der står Oh? Oh skræk og ve, nej det vender rigtigt og der står 40! Det er det sagnomspundne tal, som i gamle dage betød fed og færdig, men i dag betyder fan-fucking-fabulous. Eller noget. Det betyder gennemsnitligt halvt levet liv, lidt selvransagelse og forhåbentlig ny visdom på den anden side?

Det kan betyde panik før lukketid, men det gør det ikke - med mand, tre børn og mursten for millioner, har der vel nærmest været lukket i mange år. Det betyder heller ikke krise eller forestående skilsmisse, men hvad betyder det så? Jeg vælger endnu en gang at klynge mig til Hella Joofs vise ord om, at det er der, alt det sjove begynder.

Let's face it: De tre rødder er ikke babyer længere, ældsten var at regne for voksen, hvis vi går bare et par generationer tilbage, mellemsten kan skimte sit runde 10-tal og mindsten er stærkt på vej i skole. Det faktum kan selvfølgelig skabe panik i sig selv, fordi de har ret travlt med at skabe deres eget livsindhold og ser mig mere som et behageligt fundament og servicebutik end en, der skal være der hele tiden og i stand til at forudse alle konsekvenser for dem.

Karrieremæssigt har jeg overhovedet ikke nogen lige linie, men snoede veje har bibragt mig så meget forskelligt, at jeg mere end nogensinde er i stand til at sige "Pyt med det!" Det glinser jo nærmest af selvfedme, men jeg synes, at jeg kan aflure den visdom allerede på den anden side af tallet, som vi ikke behøver at træde rundt i, at nye veje altid vil være åbne, så længe man holder øje med dem.

"Lyder det ikke lige love let, det hun siger der?" syntes jeg, jeg hørte nogen sige, men det er egentlig ikke sådan, jeg ser på det. Jeg tror, man kan komme langt ved at tage let på mange ting og beslutte sig for, hvor meget de tunge ting må og skal fylde i livet. Det er ikke overfladiskhed, det er bare en beslutning, som det bliver nemmere at stå fast på med alderen. Jeg bliver så træt helt ind i knoglerne, når ethvert dameblad maner, at man skal arbejde hårdt for sit parforhold, sine karrieremål, sine børn, sit hvad som helst. Er der da slet ikke noget, der bare må være let? Der er jo ingen frirum, hvis man skal arbejde hårdt på et eller andet felt hele tiden.

Nu kan det godt være, at Nemesis kommer efter mig med en hel spandfuld åreknuder, overgangsalder, teenagerproblemer og bil, køleskab og fryser går i stykker, men indtil da, må jeg bare lige sige: Jeg GLÆDER mig til at fylde 40. Bare kom an dit dumme tal!

mandag den 27. februar 2012

Konfirmor

I går havde vi besøg af et kokkepar, som skal lave mad til ældstens konfirmation. Det bragte mig på spontan tidsrejse over 25 år tilbage i tiden, da det var mig, der sad i den varme stol og de voksne, der sad og diskuterede menu. Jeg kan huske, at jeg blev bragt med ud til en kogekone, og at der lugtede af cerutter i hendes stue. Min medvirken begrænsede sig i store træk til at nikke bekræftende, da hun spurgte, om der skulle være røde pølser til børnene som skrub-af-mad. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad vi ellers spiste, men festen var tydeligvis et ritual blandt voksne.

Faktisk så var selve dagen den samme som min fætters konfirmation, så der blev lavet et kompromis, hvor vi sammen festede for den fælles del af familien i nærheden af, hvor min fætter boede. Dette pragmatiske arrangement skyldtes, at jeg alligevel skulle holde andendagsgilde. Noget, der foregik en uge senere i det lokale forsamlingshus med det formål, at alle naboerne fra de nærliggende gårde skulle have god mad og en svingom. Det var ikke til diskussion - visse anledninger afkrævede en fest for alle i nabolaget, herunder et barns konfirmation. Ydermere må festen have været et mareridt for mine forældre, for de stod foran en skilsmisse, som dog ikke var kendt af hverken nabolaget eller os børn endnu.

Jeg var - uden at vide det - en nørdepige allerede dengang, så da jeg på den rigtige konfirmationsdag havde fået en Commodore 64 som den eneste pige i min klasse, mindes jeg, at jeg ret hurtigt efter indtagelse af tre-rettersmenu med brun sovs, fik nogle af mine fætre med hjem på gården og spille computerspil, mens naboskabet dansede på forsamlingshusets gulv. Der er ingen tvivl om, at jeg havde en fest i festen, men det var ikke rigtig min fest. Det ærgrer mig til stadighed, at jeg solgte den Commodore 64 og købte et stereoanlæg, da det gik op for mig, at det ikke var comme il faut i pigekredse at spille Pacman.

Heldigvis er meget sket i de mellemliggende 25 år, men jeg kunne i går se, at min søn ikke brød sig om at blive udspurgt om præferencer indenfor krydderurter, og at han helt sikkert hellere havde befundet sig foran nutidens Commodore 64 end foran velvillige voksne, der ville gøre alt for at gøre dagen til hans dag - med det forbehold, at menuen ikke blev pizza og burgers. Det skal ikke være en fest for voksne, men heller ikke en fest for et barn. Han er lige på det sprødeste og mest skrøbelige sted i sit liv - og intet kunne være mindre vigtigt end hvilke krydderurter, der kommer i maden. Han ved godt, at han forventes at vælge modent og under hensyntagen til voksnes smagsløg og forventer det også af sig selv, men det største lys i hans øjne tændtes ved overenskomsten omkring en salatbuffet, hvor man selv kan vælge blandt det grønne.

Han har været i tvivl og taget aktiv stilling til konfirmationen, været reflekteret og velovervejet i det ene øjeblik, for i næste øjeblik at være nede ad bakken på løbehjul med sin lillesøster. Hvordan tilrettelægger man en fest, der tager hensyn til begge yderligheder? Jeg lover hermed mig selv, at det ikke bliver en voksenfest, men forlanger til gengæld, at han deltager i hele arrangementet uden at trække sig hjem til nutidens Commodore 64 som moderen gjorde.

lørdag den 25. februar 2012

Sikre tegn på forår

Det kan godt være, at de er sikrest, hvis man undlader at bevæge sig ud i blæsevejret og prøver at lukke ørerne for den storm, der suser rundt om huset. Selv om pigerne er i flyverdragter, har de lige hjembragt fire vintergækker på ubehjælpeligt korte stilke, som nu pryder min vindueskarm som bevisførelse.

På en gåtur i en efterladt granplantage i formiddags, så vi flere mimrende hjorte, der i læ af vinden stak snuderne frem og jeg er sikker på, de vejrede forår, indtil de vejrede mennesker og vi pludselig ikke kunne se deres hvide spejl for bare klove og tynde ben. Inde fra et sted mellem træerne havde en hanhjort (eller hvad hedder det - shit der er mange betegnelser for den slags dyr, der ligner bambier) kaldt, at de skulle se at komme hjem.

Katten har fundet en læplet i solen på terrassen, hvorfra den både kan dovne og vogte over eventuel fjendtlig infiltration af dens territorium.

Man dør ikke længere af kulde, hvis man går udenfor uden vanter og der er sådan en frisk duft i luften. Vinden var endda så frisk i aftes, at det kom til at dufte af frisktørret vasketøj i badeværelset, hvor vi havde glemt at lukke et vindue, så håndklæder og badeforhæng blev luftet godt i gennem.

Et umiskendeligt tegn er også, at der smides ting ud her fra matriklen. Jeg plejer at påstå, at det kun er min mand, der gemmer ting, men det er fordi, jeg principielt gerne ville skille mig af med en masse skrammel, hvis jeg bare gad at gå i gang med at rydde op i det. Derimod er han stærk i sin tro på, at man kan få brug for de fleste af sine dimser, dippedutter og dingenoter igen, hvorfor man aldrig bør smide dem ud. Jeg blev derfor oprigtigt overrasket over at finde en samling VHS-bånd med børnefilm på vej ud. Jaja, jeg ved godt, I andre ikke engang kan huske, hvad VHS er, men det kan vi! Der er gang i et større digitaliseringsprojekt af al vores musik, som muligvis også kan resultere i at kyle nogle CD'er ud. Det skulle dog ikke undre mig, at han vil mene, de skal gemmes som backup.

Selv mit hoved er ved at være renset for vinter og klar til lys og længere dage. Faktisk, så tror jeg simpelt hen lige det er i dag, jeg vil få bugt med det juletræ, der endnu ligger smidt ud på terrassen. På den anden side, kunne man jo også vente til i morgen, hvis det holder op med at blæse. Der sidder nemlig en lille engel i, som har overlevet ripning af træet og jeg har lidt på fornemmelsen, at den passer på os. Men sig ikke, at jeg ikke I PRINCIPPET gerne ville være meget bedre og hurtigere til at smide ud!

onsdag den 15. februar 2012

Matas-quizzen

Når jeg står overfor en Mataspige kan jeg se mig selv udefra - og jeg kan se, at hun også er i tvivl, om vi overhovedet tilhører samme art. I går havde jeg ellers flottet mig og købt både dag- og natcreme fra Clinique. Alligevel ville hende den stribede fra Matas lige høre, om jeg var opmærksom på deres øjencreme også. Det var jeg ikke og jeg syntes samtidig, at jeg havde bidraget rigeligt til hendes kasseomsætning, men hun insisterede på at finde en prøve til mig. Det måtte hun selvfølgelig gerne, selv om det aldrig er rart at blive påmindet om sine øjenrynker af person, der er halvt så gammel som en selv. Mit stadie af rynkeforebyggelse kan nok nærmere betegnes som rynkereparation, i for sen erkendelse af, at heller ikke jeg gik fri af først "fine linier" og senere nærmere "furer" i ansigtet.

Krydsforhøret sluttede imidlertid ikke her, men nu begyndte det til gengæld at blive absurd: "Ved du godt, hvilken finger, musklerne er svagest i?" Det kunne jeg måske godt have regnet ud, hvis jeg ikke stod med utålmodige børn og en butik proppet med andre kunder - men hvorfor overhovedet prøve? Jeg havde tabt til den stribede med det glatte ansigt og den perfekte mascara under alle omstændigheder. Hun håbede heller ikke, at jeg vidste det. "Det er ringfingeren," sagde hun triumferende. "Derfor skal du smøre øjencreme på ved at duppe FORSIGTIGT med ringfingrene under øjnene - hvis du bare smører det på, trækker du i huden og får flere rynker!"

OK, måske sagde hun ikke 'flere', men jeg er sikker på, hun tænkte det. Hun tænkte nok også, at det var godt, hun selv havde smurt sig grundigt ind i alle former for forebyggende cremer, så hun ikke behøvede stå som næsten 40-årig og duppe forsigtigt med ringfingrene UDEN at trække i poserne under øjnene. Hun plirrede hele tiden sødt med øjnene, men jeg begyndte at få lyst til at stille hende modspørgsmål, som for eksempel "Ved du hvad den russiske præsident hedder?" eller "Ved du hvad PET står for?"

Jeg gjorde det ikke, for jeg havde nu en meget travl teenager ved min side og hans telefon havde bippet flere gange med alle de venner, der havde måttet undvære mobilkontakt, mens vi var i biografen. Jeg takkede og var på vej væk, men så FORTSATTE quizzen: "Er du med i Club Matas?" "Nej." "Jamen du får point for alle dine køb, svarende til 10% rabat!" Åh den indre krejlerjyde måtte kæmpe mod den ydre omstændighed, at teenager ikke orkede at vente mere. Krejleren vandt naturligvis og spørgsmålene denne gang var nemme: "Hvad er din mail-adresse og mobilnummer?" SÅ fik jeg endelig lov at gå udstyret med tre plastickort og en påmindelse om at gå hjem og oprette mig med flere oplysninger på clubmatas.dk. Jeg skulle altså også have lektier for. Nu ligger kortene her og stirrer på mig, mens jeg endnu ikke har fået duppet mine øjenposer med noget som helst og da slet ikke fået oprettet mig i de stribedes klub. Meeeeen 10% det er alligevel en slat, så det skal nok ende med, at jeg gør det.

Nu plages jeg i øvrigt af tanker om alle de gange, jeg har hvilet ansigtet i hænderne og trukket øjnene skæve som en kinesers - alt sammen på grund af den ældgamle børnevits om, hvorfor kinesere har skæve øjne. Der var jo ingen, der sagde, at man fik rynker af den vits dengang vel?

mandag den 13. februar 2012

Det urimelige i planters lugt

Der er noget,  jeg undrer mig over: Det bringer mindelser til dengang, jeg sad ved siden af min kvindelige chef, som brugte så urimelige mængder tung gammelkoneparfume, at jeg fik ondt i hovedet. En gang kørte jeg hende endda hele vejen til Tyskland og retur - og bilen lugtede af hende i tre uger bagefter.

Grunden til mindelsen er, at jeg  havde købt en stor liljeplante og stillet den i stuen. Den slags plejer min mand ikke at bemærke og jeg har forlængst erkendt hans plante-neglekt og forliget mig med den. Jeg køber selv de blomster, jeg gerne vil have, for han kan simpelt hen ikke se dem - ikke engang, hvis han går direkte forbi en blomsterbutik. Til gengæld kan han godt lugte dem! Derfor bemærkede han denne liljeplante med det samme. Med et "AUWDR, her lugter af gamle damer, må jeg ikke godt stille den ud på terrassen?" "Jamen jeg har lige købt den til 80 kroner og den overlever ikke på terrassen i frostvejr!" svarede jeg. Det blev lagt hårdt ud og jeg måtte nærmest se i øjnene, at jeg skulle vælge mellem at have ham eller min nye plante i stuen. Valget faldt alligevel ud til hans fordel og jeg sagde, at han kunne stille den ind på mit kontor.

Min stædighed forbyder mig nu at smide den lorteplante ud! Mit kontor er lille i forhold til stuen og lugten af liljer, som i virkeligheden ligger ret tæt op af lugten af begravelser, er så fortættet i dette lille rum, at jeg er lige ved at få hovedpine igen - og minder om hende, der forpestede mit arbejdsmiljø og min bil. Smider jeg den ud? Måske på et tidspunkt, men helst først når min mand har glemt alt om den, for ellers er det jo det samme som at give ham ret i, at den stinker! Jeg er ikke ret god til at give ham ret.

Hyacinter gør det samme trick. Ser skidegodt ud og bliver flottere dag for dag, indtil de eksploderer i en parfumeret lugt, som er så koncentreret, at de skal stå i hjørnet af et meget stort lokale, for ikke at dominere med deres duft. Der har jeg måttet vælge mellem min søster og hyacinterne. Hun flytter dem også resolut udenfor og det er OK, fordi hun virkelig får det dårligt.

Oddsene er dårlige for, at jeg nogensinde får en buket blomster af nogen i min nærmeste familie - og skal jeg vælge, så vælger jeg dem over blomsterne. Trods alt.

tirsdag den 7. februar 2012

Indlæg nummer 300 - og 1 års jubilæum

Og jeg har simpelt hen INGENTING på hjerte!

Først glemte jeg alt om, at bloggen faktisk fyldte et år den 25.1. og så blev det så meget senere, at jeg gik over til at tænke, at jeg måtte skrive noget spektakulært som indlæg nummer 300. Man skal altså ikke stille sig selv krav om spektakularitet (findes det ord overhovedet?) for så skriveblokerer man da fuldstændig. Nu bliver jeg nødt til bare at køre i tomgang, indtil indlæg nummer 300 er overstået, så jeg kan fortsætte med indlæg nummer 301 helt uden forventningspres. Eller på den anden side er der måske også noget over det tal? Åh gisp.

Min hjerne er lige så dybfrossen som vejret udenfor. Minus 17 grader her til morgen og nu helt oppe på minus 10. Det er altså virkelig desperat, når man skriver om vejret. Så er der kort vej til at skrive om fastelavnsudklædningen (så bliver jeg bare til af den slags forhadte overskudsmødre, som har limet to paptønder sammen, for at min søn kan blive til en tønde giftaffald). Eller om aftensmaden (hvilket ville afsløre, at jeg alligevel ikke er en overskudsmor, fordi jeg simpelt hen er så dårlig til at lave mad - og det er trods alt heller ikke noget, jeg gerne vil være kendt for).

Så kunne jeg skrive om, at vi har været i Lalandia, men jeg tør slet ikke tænke på, hvilken kategori, det placerer mig i. Faktisk måske i den store brede ikke-kategori af Hr. og Fru Danmark på fantasiløs ferie sammen med en masse andre danskere. Hvis jeg havde turdet skrive om det, så ville det blandt andet handle om, at det er underligt at intimgrænserne ligesom bliver udvisket, når alle tumler rundt i et badeland proppet som sild i en tønde. Altså ikke fordi man går og gramser på hinanden, men alene synet af al den hud på andre mennesker i vinterkulør og nogle med vintersul, det er egentlig en smule grænseoverskridende. Men det tør jeg som sagt slet ikke at komme ind på.

Ellers kunne jeg have fabuleret over det mærkværdige i, at man hverken kan købe de der små grydesvampe i alle farver i Kvickly eller Netto, men det ville simpelt hen være for patetisk og afslørere i den grad manglende liv i forstadskludene. Nej, I må undvære mit festfyrværkeri af et kombineret fødselsdags- og blogindlægsjubilæum.

Jeg kunne også skrive om noget, som jeg slet ikke tør at skrive om, i hvert fald ikke endnu, men måske snart. Så - nu lykkedes det alligevel at afslutte dette ikke-indlæg med en cliffhanger. Stay tuned, I'll be back after the commercial break!

fredag den 3. februar 2012

Noget om naboer

Jeg bor i noget, jeg ville have kaldt et sølvbryllupskvarter, hvis det ikke var fordi, jeg allerede selv havde haft kobberbryllup og der kun er en forsvindende lille membran mellem det, jeg kalder sølvbryllupssegmentet og mig selv. Det korte af det lange er, at der på vores 70'er vænge vist kun er 2-3 af de oprindelige husbyggere tilbage, hvoraf kun et af husene beboes af et par, som rent faktisk har haft sølvbryllup - og nok endda for en del år siden. Dette par bor lige over for og er begge på efterløn. De vogter nidkært over enhver bevægelse i vænget og ved, hvornår posten har været her, hvilke typiske gæstebiler, der hører til hvert hus og hvis der eventuelt har været en bil, der ikke hører til husets normale besøgende. Det kan være rigtig godt til indbrudsforebyggelse, men altså også en smule belastende, hvis man ikke kan gå ud og tømme sin postkasse, uden at få en reportage af døgnets seneste begivenheder i vænget. Det kan være, at en tredje nabo er syg, at kloakken er stoppet til, at det er for galt, at skraldebilen ikke har været her endnu eller at han og fruen skal afsted i campingvognen. Om sommeren kan det handle om, hvorfor det altid er mig, der slår græs eller vasker bil - eller om han ikke lige skal komme med sin motorsav og massakrere vores kirsebærlaurbær, inden den vokser ind i huset - eller det kan være ALT det ukrudt, som jeg ikke engang kan se med mikroskop i hans have, mens jeg selv vader rundt i tidsler og mælkebøtter mellem fliserne i indkørselen.

Nu er det bare sådan, at jeg har noget, han gerne vil have og jeg tænker, at det må kunne bruges som pressionsmiddel på en eller anden måde - bare hvis hans snak bliver for belastende. Weekendens reklamer kommer nemlig her til matriklen allerede torsdag mogen, men sønnemand må ikke dele dem ud før fredag eller lørdag. Imidlertid ved naboen godt, at de står i avisvognen snublende nær ved hans egen indkørsel og dog så fjernt. Det er vores, indtil releasetidspunktet, for derefter at blive tilgængeligt for alle. Jeg kunne se, at han sendte vognen lange blikke i dag - og til sidst samlede han da også mod og kom og spurgte, om han ikke måtte få sit sæt reklamer - bare så postkassen ikke er fyldt, når vi tager til campisternes generalforsamling i weekenden. Det føltes godt og magtfuldt sødt at overdrage ham et sæt af de forjættede reklamer. Måske skulle jeg en anden gang småsnakke om et særligt godt kaffetilbud for at skærpe nysgerrigheden yderligere - hvis det altså ikke var fordi, vi selv takker nej til reklamer. Det huer ellers slet ikke naboen, at de ikke kommer ind ad brevsprækken længere og han har forsøgt at overtale sønnemand til at fortsætte denne praksis hos ham! Heldigvis uden held. Han kunne jo overveje at købe en stor postkasse eller takke nej til reklamer - men begge dele ville jo frarøve ham mulighederne for 1) at brokke sig og 2) at komme en tur ud på vænget og se, om der var sket noget, han ikke havde lagt mærke til fra sit vindue.

Den anden nabo er frisør og det er i sagens natur en god sladdercentral, som den første nabo ofte frekventerer, for at blive opdateret mere end for at blive klippet. Det KAN være lidt belastende at bo mellem disse to alvidende mennesker, som tilhører vængets oprindelige beboere - der er i hvert fald ikke meget, der foregår upåagtet af naboblikke. Til gengæld får vi heller ikke uindbudte gæster, uden det bliver bemærket! Og man kan være helt sikker på, at sker der noget uforudset i vænget, så er vi de første til at få informationen.

onsdag den 1. februar 2012

Robert Robot

Så er robotstøvsugeren røget ind i debatten igen - denne gang som noget, mit ellers store idol Margrethe Vestager gerne vil tvinge ind i hjemmeplejen, som en naturlig forlængelse af automatiseringen af hverdagsprocesser. I princippet en god idé og jeg synes personligt også, det er svært at få menneskelig kontakt med én, der går og støvsuger. Jeg må bare spørge mig selv, om der er nogen, der har talt med andre end støvsugersælgeren om, hvad det er robotten kan? Har de for eksempel en selv? Det tror jeg ikke, for så ville man ikke kunne konkludere, at den kan erstatte noget som helst.

Jeg har en - og jeg har også engang arbejdet sammen med en støvsugersælgers datter, som meget stolt kunne berette, at den kunne køre uden om et glas vand på gulvet. Nu ved jeg bare ikke, om der er ret mange ældre, der har en masse glas vand stående på gulvet? Jeg har ikke, men derimod stole, tæpper, bordben og den slags - som der hos de ældre, jeg kender, gerne er rigtig meget af. Når Robert, som vi kalder vores robot - med øjne og det hele - går i gang med stuen, foregår det planløst som et føl, der kommer ud på en græsmark. Han larmer og okser lige ind i et stoleben, tager en ny retning, indtil han tørner ind i en væg, men ufortrødent tager en tredje retning. Pludselig bliver han træt midt på gulvet eller kører fast under sofaen og bruger resten af sit batteri - i øvrigt ikke ulig noget, mine børn også kan eller har kunnet finde på.

Hvis jeg var en ældre dame, ville jeg 1) Dø af skræk over Robert, 2) Synes, Robert var en drønnert, der slet ikke kom ind i krogene, som jeg selv lærte det på Husmoderskolen i 1948 eller 3) Synes, at Robert var larmende, irriterende, ineffektiv og strømslugende. Han kan i bedste fald erstatte en fejekost, men på ingen måde en manuelt betjent støvsuger.

Jeg vil gerne gå med til, at ældre selv skal betale for rengøring, hvis de har råd, men jeg synes, det er for let at smække robotten ind i debatten hver gang, der skal snakkes spareforslag. Den skal oplades, tændes, slukkes, filtres ud af tæppefrynser og ledsages rundt om stole, hvis de ikke er lagt op på bordet - og helt ærligt, kan man så ikke lige så godt støvsuge selv?

Forresten vil jeg gerne - når jeg bliver gammel - have sådan en japansk vasketunnel til mennesker, som ligner et mobil spabad - for jeg forventer faktisk ikke at få menneskelig kontakt dækket af hverken støvsugende eller kropsvaskende hjemmehjælpere. Vi bliver jo gamle med Facebook, Twitter, blogs og alt hvad, der slet ikke er opfundet endnu - men det er de nuværende gamle ikke - og robotstøvsugerne ville være en katastrofe at slippe løs i deres hjem.