Skrækøje Dunders beretning

Lad det være sagt med det samme - jeg er ikke udstyret med jordens største elegance i mine bevægelser. Det kunne også udlægges sådan, at sofaborde, triptrapstoleben og andet under knæhøjde er uden for mit almindelige orienteringsfelt, hvorfor jeg jævnligt drøner en fod eller et skinneben direkte ind i dem. Det er dog sjældent, at jeg misser noget i øjenhøjde - indtil det skete i går:

Det var en af den slags dage med alt for mange småting at tage højde for og alt for lidt tid til det, så jeg løste det på sædvanlig kvindevis ved at gøre det hele på en gang. Jeg foretog et telefonopkald, mens jeg satte en cykel bag på bilen, afsluttede opkaldet, åbnede bildøren - og SLAM - fik hjørnet af bildøren knaldet direkte ind i mit venstre øje. AV FOR *rigtig mange grimme ord, der ikke egner sig til sarte ører.* Jeg vandrede perplekst frem og tilbage langs bilen, inden jeg turde vise mig for min søn, som sad i bilen. Ærmet for øjet, tankerne i mylder: Hvordan er det at leve som blind? Mon øjet sidder der endnu? Er hornhinden groet ordentligt sammen efter min nærsynsoperation i foråret? Hvad er invalidegraden, hvis man både er blind og døv i venstre side?

"MOAR - hvad skete der?!" blev jeg afbrudt i mit tankespind. Jeg tog forsigtigt ærmet væk fra øjet - og så, at der var blod på. Tapre sønnemand mente kun, at der var et lille bitte sår på øjenlåget og vi kørte den heldigvis korte tur hjem. Jeg turde stadig ikke se mig i spejlet, men det skulle jeg nok have gjort - for da jeg tog mod til mig, var det kun blevet værre. Jeg har simpelt hen reddet mig et gedigent sæweøje. Synet og hornhinden er intakt, men jeg ligner en, der har fået en ordentlig en på kassen.

Det fører os til det næste problem: Nu kan jeg ikke gå udenfor en dør, uden at blive spurgt, hvad fanden der er sket. Det er hvad det er i børnehaven, hvor jeg kender alle, men straks værre i Føtex eller Fakta, hvor kassedamen bare vil tænke, uden at spørge. Måske skulle jeg printe mig en T-shirt, hvorpå der står: "Det var ikke min mand, det var bildøren" Eller se, om jeg kan finde en rød øjenskygge changerende over i det lilla, så jeg kan dekorere højre øje tilsvarende? Det vil da ikke se mærkeligt ud, vil det?

Det her bliver ikke rigtig sjovt - og det er fordi, jeg bliver ved med at blive mindet om de kvinder, som går rundt sådan her dag efter dag, uge efter uge, fordi det ER manden og ikke bildøren, der har givet dem et blåt øje. Som går rundt og forklarer, at det var bildøren eller lægger tyk makeup på begge øjne, ikke for sjov, men i et forsøg på at skjule skaderne. Puha, jeg føler med dem - og konstaterer, at jeg indtil videre har draget den fordel, at min mand har tilbudt at hente afkommet i børnehaven - så slipper HAN jo også for spørgsmål!