Julekalenderen 6. december

Skrevet af Louise

Når Ingelise Ellekilde kom til dagens skumringstime, ville hun og Mogens sætte sig på deres veranda. Hun ville tage imod den drink, som Mogens havde lavet til hende, som bestod af Sapphire Gin med tonic tilsat en tynd skive lime. Hun ville nyde den lidt halvbitre smag af drinken og glæde sig over duften af lime. I det her land var der bare så meget mere duft og smag i lime, end der var hjemme i Danmark. Når hun handlede på det lille marked, nød hun duften af limefrugterne, og hun havde tit lyst til at snuse til dem alle sammen, inden hun sirligt fik udvalgt sig lige præcist de limefrugter, hun ville bringe med sig hjem.  I skumringstimen ville hun og Mogens sidde og snakke lidt. Han ville sidder på den måde, han altid gør, hvor han så ud over verandaen, som en løve, der beskuer sit territorium. Hun ville igennem hans skjorte se aftegningen af hans bryst, som stadig så stærkt og muskuløst ud, på trods af den mave han havde fået tillagt sig de senere år. Han ville meget hurtigt færdiggøre sin drink, meget hurtigere end hende. Hun elskede denne tid på dagen. Melankolien ved skumringen. Men sådan var det ikke i dag.
"Mogens, er der noget, jeg kan gøre for dig? Det er så svært for mig at se på, hvor trist du er. Det gør altså virkelig ikke noget." Ingelise var ikke vant til at se sin mand så slået ud. Hele dagen havde hun prøvet at få ham i tale.
"Nej det er der ikke, det går nok", svarede han næsten lydløst.
Det var gået galt i går. Det var som om, de senere gange var det blevet sværere og sværere for ham. Hun gjorde ellers hvad hun kunne for at gøre sig smuk og lækker. Og det føltes da også som om, han havde lyst. Men der skulle mere og mere til, for at hun kunne se og mærke, at der skete noget med ham. Det var som om, han rigtig gerne ville, men kroppen var ikke med, og den gjorde ikke som han ville. Og i aftes var der ikke kommet noget liv i ham overhovedet. Hun havde prøvet at fortælle en af de historier, som de begge holdt allermest af. Om den unge mand, de forestillede sig, de mødte på et hotel. Hans mørke hår. Den ramme lugt af røg. Hun havde digtet på en histore, som så ofte før, om at han var en ung musiker. De ville begge mærke sitren i maven af tanken om den vildskab, han havde i sig. Det mørke musikmiljø han kom fra, hvordan han mest levede om natten og sov om dagen. Hvordan han levede fra den ene nat til den anden, uden at bekymre sig om hvordan han skulle klare sig. De digtede altid sammen på historierne, og det endte altid med, at han var med i deres leg, på den ene eller anden måde. I går under aftenens historie, havde Mogens pludselig afbrudt hende.
"Jeg bryder mig ikke længere om ham den unge musiker"
"Hvorfor ikke?"
"Det er som om, det mest er din historie, jeg kan ikke følge dig. Kan du ikke se hvem det er han minder om?"
"Jamen han er jo ikke nogen, hvem minder han dig da om?", spurgte Ingelise.
"Elliot. Din datters kæreste. Som du absolut ikke kan lide. Som er en skændsel for os, og som nu er flyttet sammen med vores datter. Kan du ikke se det Ingelise?"
Han havde vendt sig om. Og først meget sent var hun faldet i søvn. Det var som om al energi var suget ud af ham. Hans skuldre var ludende, hans blik var trist. Livskraften var borte. Han havde været sådan hele dagen. Aldrig havde hun set han så trist i så lang tid. Havde han ret? Var deres lille fantasimand en komplet afspejling af deres svigersøn? Det kunne ikke passe. Hun afskyede ham jo. Og nu skulle de snart til Danmark igen og holde jul? Var hun ubevidst tiltrukket af sin datters kæreste? Som hun syntes var meget under standarden af, hvad hendes datter fortjente? Og tilfældigvis var der lige kommet en sms fra Maria idag, hvor hun bad hende købe lidt julepynt med hjem. Både hun og Maria glædede sig til jul. Men hvordan skulle det nu gå, når Mogens var klappet i som en østers og tydeligvis var en knækket mand, dels på grund af hans manglende evne til at blive lige så opstemt som hende, dels fordi han opdagede eller troede at hun fantaserede om sin svigersøn? Den kommende så søde juletid, som hun elskede, føltes pludselig som et tungt og ubestigeligt bjerg, hun skulle vandre hen over.
Hvad skulle hun gøre? Havde Mogens lidt ret. Synes hun det mørke krøllede hår var tiltrækkende? Drømte hun om at køre sine fingre igennem det? Kunne hun se sin datter i øjnene til jul. Kunne Mogens?