I aftes var der et indslag i Nyhederne om et eventuelt kommende påbud om at køre med cykelhjelm for de 11-15-årige. Det viser sig, at denne gruppe ikke er særligt begejstrede for hjelmen, selv om de står for en større andel af cykelulykker end deres antal burde retfærdiggøre. Min 14-årige prioriterer også sin hårstyling, men jeg kan da endnu få ham til at tage den på, i hvert fald så længe han er inden for mit synsfelt - jeg ved jo ikke, hvad der sker derudover. Men jeg udgør den ultimative skræmmehistorie, fordi jeg fik både hjernerystelse, kraniebrud og beskadiget hørenerven ved en cykelulykke som 11-årig - noget som måske kunne være undgået, hvis der fandtes cykelhjelme.Det jeg fik lyst til at skrive om var mere, hvordan de 11-15-årige kan slippe udenom den hjelm. Der var beredvillige forældre, der stillede op til interview om, hvor svært det var, mens ungen stod og grinede bredt ind i kameraet. Kan man ikke sige: "Du skal!" til en 11-årig? Det bliver ikke nemt at blive voksen for en 11-årig, der selv har måttet bestemme i en stor del af sit liv. Der er nogle krav og forventninger, som man ikke bare kan vælge til eller fra.
Well, jeg kan godt mærke, at min indre Tante Skrap slår til i dag, og det hænger nok også sammen med, at jeg samme dag oplevede følgende scenarie ved børnehaven, da jeg afleverede min datter. En far afleverer sin 3-årige ved et nøje indstuderet ritual. Dereefter går den 3-årige går hen til hegnet ved vejen, hvor faren kører tæt op ad hegnet - i den modsatte side af køreretningen - ruller vinduet ned, holder stille ud for sønneke og gasser bilen hårdt op tre gange. Derefter spørger han sønnen: "Var det godt nok?", får et svagt godkendende nik og kan køre videre. Så er det lige jeg får lyst til at spørge igen: Hvem bestemmer? Børn eller voksne?
