Det kan godt være, jeg ikke er supernem at købe gaver til. Der var et eksempel for et par år siden, hvor min stationære pc var afgået ved døden og min familie med store lysglimt i øjnene overraskede mig på mors dags morgen med en kæmpe kasse. Det var så en ny pc. Jeg var nødt til at være glad overfor børnene, men som det utaknemmelige bæst jeg er, gik jeg senere i gang med at forklare min mand, at det var lidt ligesom at få en støvsuger. Det er noget, der skal være der, fordi det er virkelig surt, hvis det ikke er der, men det har ikke rigtig gaveeffekten. Havde det været en fødselsdagsgave var jeg nok blevet skuffet, men til mors dag har jeg ikke høje forventninger eller stor tradition, så det var heldigt for alle, at det blev der, vi fik ny pc. Et utaknemmeligt skarn er jeg! Men jeg ville hellere have haft blomster.
Jeg kræver jo ikke andet, end at de regner ud, hvad jeg ønsker mig allermest uden selv at vide det - hvilket jeg har fået mange rigtig gode bud på gennem tiden, men også enkelte som jeg faktisk end ikke ønskede mig uden at vide det.
Min mand er god til at købe smykker til mig og jeg er glad og han er glad og sådan har vi kørt nogle år nu. Jeg har født vores førstefødte søn på fars dag, så skulle den drukne i fødselsdagen, mener jeg at have givet ham en rimeligt livsvarig gave der. Men jeg plejer at huske at finde på noget - og jeg synes virkelig også, det er svært at finde på noget, han ikke vidste han ønskede sig. Nu må børnene i øvrigt også snart være gamle nok til selv at stå for eventuelle fars- og mors dags gaver.
Men så blev han lige slået tilbage til 0 i går i sin forståelse af, hvad det er, jeg ved eller ikke ved, at jeg ønsker mig. For han sagde selv, at min næste bærbare måske skulle være en Ipad. Selvfølgelig, sådan en vil jeg gerne have i gave. Jamen hvad betyder det nu? Frustration, nu troede han lige, han havde forstået det. Forskellen er coolhedsfaktoren.
Coolhedsfaktoren i en Ipad er jo ikke sammenlignelig med en stationær pc. Heller ikke selv om den sidstnævnte måske har mere af alt det rigtige indeni. Jeg bliver jo bare helt søvnig af at høre, hvad den har indeni - her er der tale om udenpå! Og hvis den oven i købet kommer i en smart taske vil min lykke være gjort. Så det ønsker jeg mig, og det ved han nu. Men han har ingen anelse om hvorfor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: