Først gik turen med bus 56 ind til banegården. Det ville være en overdrivelse at sige, at der sker særlig meget på den linie ude i Egå/Risskov midt på en mandag. Men inde i byen stod der en fyr på, som havde et alvorligt problem, som resten af bussen blev delagttiggjort i. Busserne i Århus larmer en del og hvem ved hvor god mobildækningen er i Busgaden? I hvert fald råbte manden meget højt ind i sin mobil: "De er helt røde og tørre! Jeg skal have noget medicin - kan du ikk' sende det til Viby apotek?" Uheldigvis (eller heldigvis, afhængigt af, hvordan man vælger at fortolke det) hørte resten af bussen ikke indledningen til samtalen og jeg tror ikke, jeg var den eneste, der ikke kunne lade være med at spørge mig selv HVAD det var, der var rødt og tørt på manden. Hjernen udfylder som regel de tomme huller i en sætning med det værste scenarie, men det problematiske her er jo, at der var garanteret ingen i bussen, der havde lyst til at vide, hverken hvad der i bedste eller værst tænkeligt scenarie var rødt og tørt på den mand.
Sådan har vi flyttet mange intime og nære ting ud i det offentlige rum. Uden at blive spurgt kan man uforvarende blive vidne til mange mærkelige stumper information, som man ikke altid har lyst til at få del i. Desuden er der et eller andet med offentlige transportmidler, som gør mobilsamtaler ekstra irriterende for medpassagerer. Man kan som regel ikke umiddelbart slippe væk og hvis man ikke selv har noget i ørerne (og det har jeg aldrig, eftersom jeg alligevel kun kan høre på det ene og er nødt til at bruge al min høreenergi på at orientere mig ift omgivelserne med den halve hørelse af de fleste andre) er det meget svært at undgå at opfange disse samtaler. Fordi der samtidig er meget baggrundsstøj, taler de fleste ret højt i telefonen, som en konsekvens af, at de ikke selv kan høre noget. Helt igennem menneskelig reaktion, men hvor blev blufærdigheden og den almindelige pli af i den sammenhæng?
Anyway i toget sad jeg i en stillekupé, så der er ikke meget at berette. Men jeg skulle besøge familie i Roskilde og gik derfor ud til bus 600S. Jeg skulle lige sikre mig, at jeg tog den i den retning mod Himmelev og det fik jeg bekræftet. Så steg en dame (og alders- og standsmæssigt er det helt på sin plads at kalde hende for en dame) ind og fremsatte sit ønske til chaufføren om at komme til Risow. Hun sagde det på østeuropæisk engelsk og blev mere og mere insisterende i takt med, at chaufføren forstod mindre og mindre. Hun havde "hørt i telefone, at det var riktike bus nummer, ja, og nu ville hun gerne til Risow." Jeg pippede til chaufføren, at hun måske mente Risø, men som nyankommet jyde, der ikke engang vidste, hvad retning Himmelev lå i, var jeg tydeligvis ikke kvalificeret til at have en mening om emnet. Så de diskuterede videre en stund, indtil chaufføren pludselig lyste op og sagde: "Nåååh, Risø, jaja, der kommer jeg forbi." Hrmph.
Efter inspirerende kursusdag tirsdag skulle jeg hjem i stillekupé igen. Dejligt tænkte jeg og slog op i den spritnye bog om Facebook Marketing. Toget satte i gang og ... bremsede. Satte i gang igen og ... bremsede. Sådan cirka i Borup blev den søde togdame nødt til at informere os om, at det virkede uhensigtsmæssigt, at et lyntog bremsede hver gang, det satte i gang, men at det var det automatiske bremsesystem og således ude af hendes hænder. Men man havde kontakt til nogen, der vidste mere om bremsesystemer og deslige, så vi ville højst komme til at holde i Borup i 30 minutter. Det gjorde vi så. Og blev passeret af det ene bumletog efter det andet på den modsatte perron. Nu tror jeg ikke, der er noget galt med Borup, men det føles provokerende at sidde så stille, når man nu har bestilt et lyntog og i den grad bliver passeret af andre og langsommere tog.
Men togdamen havde muligvis også været på kommunikationskursus og lært, at kunderne skal have besked, for hun underholdt videre om, at nu havde de prøvet at slå det automatiske bremsesystem fra og se, om vi kunne slippe for at bremse helt så meget op. Umiddelbart virkede det heller ikke betryggende at køre til Århus uden bremser, men hvad ved jeg om det? Ergo rullede vi mod Ringsted, men begyndte ret hurtigt at bremse hårdt op igen. Til sidst blev togdamen og lokomotivføreren enige om, at sådan et tog må blive på Sjælland, så i Ringsted byttede vi pladser med dem, der sad i lyntoget fra Jylland. Det skulle så vende om og køre os til Århus, mens de andre stakler formentlig skulle køre/bremse sig tilbage til København.
Så slap vi for den bekymring. Men det endte med at betyde op mod en time ekstra til at sidde stille og tænke i. Da jeg hverken gad læse eller spille Tetris mere, lukkede jeg øjnene. Det første der skete var, at jeg kom til at tænke på manden med det røde og tørre et eller andet problem, som lægen skulle gøre noget ved. Arrrgh, jeg vil ikke vide det, jeg vil ikke tænke på det, fjern dig fra min hjerne!
Hermed en stille bøn om at holde private og intime samtaler der hvor de hører til: I det private rum og ikke det offentlige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: