Doc Brown er den skøre doktor fra Back to the Future filmene. Så nu har jeg ikke bare fået følelser, men også let galskab og eksalterede udbrud med i bilen, når jeg kører et nyt sted hen. I forvejen er jeg jo ikke så meget for parkeringshuse, men når der så tilmed kommer et "Great Scott!- Now I've lost the satellite reception" ved ankomsten, tilføjer det lige et ekstra chock. Hvis jeg kører rigtigt kommer der et: "You have reached the destination - precisely on schedule," og så kan jeg slappe lidt af, men jeg frygter for, hvor opfarende han kan blive, næste gang jeg kører forkert.
Min mand elsker sådan nogle film, der handler om tidsforskydning. Jeg har oftest svært ved at acceptere den grundlæggende præmis om at det kan lade sig gøre og, indrømmet, i de avancerede versioner har jeg også svært ved at følge med. Jeg deler ikke drømmen om tidsmaskinen, men er der et element af romantik som f.eks. i Sliding Doors, så ser jeg gerne med.
Jeg har fundet ud af, at det er fordi, jeg ser film på en helt anden måde. Jeg koncentrerer mig ikke i samme grad som min mand KUN om handlingen. Hvis jeg f.eks. får en idé til at en gave, vi skal have købt i fællesskab, kan jeg godt spørge, på et helt afgørende sted i filmen, om vi ikke skal købe en tekande. Alternativt kan jeg falde i søvn midt i filmens klimaks - selv om jeg sjældent indrømmer det. Men nu jeg er i gang, kan jeg lige så godt indrømme, at jeg snorksov til Ringenes Herre i biografen. Det blev altså lidt ensformigt med alle de orkeslagsmål til sidst, gjorde det ikke?
Min mand - og min ældste søn - kan også huske og genkende skuespillere, de har set én gang i en perifær birolle. For mig er de fleste ude af øje, ude af sind. Jeg har ikke en visuel hukommelse og jeg ser ikke film med hele kroppen, sjælen og hjernen som de gør. Men jeg kan godt blive lidt misundelig på deres filmoplevelser, som jeg tror bliver større på den måde. Min hjerne har så valgt at lagre samtlige tekster til børnesange fra 1970'erne. Det kommer selvfølgelig handy i nogen sammenhænge, men det har sjældent samme coolhedsfaktor i samtale med andre som at være en omvandrende filmdatabase. Men nu glemmer jeg i hvert fald ikke Doc Brown.
Man kan også få med forskellige danske dialekter, københavnsk, vendelbo'sk, og den sidste kan jeg ikke huske, men jeg har hørt dem og de er sjove.
SvarSletNogle film er også bedre end andre, men tilbage til fremtiden er da nogen af de film jeg husker fra min ungdom. Jeg var helt vild med dem, og når jeg går ind i en film, så tror jeg på alt det jeg ser. Desværre er mine filmoplevelser blevet lidt ødelagt, efter at jeg har fået øjnene op for kyssene. For ærlig talt, jeg vil have ordentlige kys, med tunge, og ikke bare de der presse læberne sammen kys. Hvis man skal tro på begær, så skal det altså være ægte, Basta.
Jeg ser film på præcis samme måde som du - og min mand på samme måde som din mand - og derfor er vores bedste fælles filmoplevelser altid i biografen, for der snakker jeg ikke under filmen :)
SvarSletMin mand kan også huske instruktørens navn på nærmest alle de film, han har set, det går jeg overhovedet ikke op i, og han kan ikke begribe at jeg ikke interesserer mig for den, for ham ret væsentlige detalje...