Øjenskræk og dens overvindelse

Dette er endnu et indlæg, hvor der skal advares om stærke scener. Den første kommer her:

Jeg har en fobi med blodskudte øjne, synlige blodårer og i det hele taget er jeg ikke ret meget for hverken at tale om eller tænke på blodets omløb. Sjovt nok er jeg ikke så bange for blod, men blodårer - yaiks. Utroligt at jeg har overlevet en familie med en del sygeplejersker, som ikke viger tilbage for emnet. Hvis jeg sidder overfor en person med en ordentlig rød bæ i øjet, kan jeg simpelt hen ikke se vedkommende i øjnene. Derfor er det også med bævende knæ jeg gør det, jeg skal gøre i dag: Jeg går til forundersøgelse mhp. at få opereret min nærsynethed væk. Jeg overvinder min fobi og kaster mig direkte i løvens gab (eller laserkirurgens maskine).

Det er måske lidt paradoksalt og også forfængeligt, men Jeg Er Simpelt Hen Så Træt Af At Gå Med Briller. Og jeg kan ikke tåle kontaktlinser. Som om det ikke var nok at være en muldvarp, har jeg også så dårlig hørelse på det ene øre, at jeg går rundt og ligner en blind høne fx i en svømmehal. Jeg kan nemlig ikke retningsbestemme lyde, så når jeg plirrer lidt med øjnene og ser mig til alle sider er det bare fordi, jeg ikke kan skelne mine børn i vandet fra de andre, der råber Moar (og hvorfor ser alle børn ens ud med vådt hår?)

En anden vægtig årsag til beslutningen er simpel misundelse. Min mand fik foretaget samme indgreb før jul og da jeg endelig kunne genkende ham igen uden briller, blev jeg møgmisundelig. Der er selvfølgelig begrænset forskning i langtidsvirkningerne af operationen, og man kan indvende, at hvis vi begge er stæreblinde som 70-årige, så må vi tage valget mellem at få en førerhund eller at stavnsbinde vores børn som handicaphjælpere. Markedsværdien mhp. at skaffe en anden partner til den tid og under de omstændigheder vil nok være meget beskeden for os begge.

Jeg gruer for selve indgrebet, selv om det ikke tager mere end ca. 45 sekunder pr. øje. Bare tanken om at nogen skal åbne mine hornhinder, tilpasse dem og lukke dem igen - ADR, godt det ikke er mig siger jeg bare! Jeg skulle efter sigende både få beroligende medicin og lokalbedøvende øjendråber, så min vigtigste opgave bliver at ligge stille, mens laserstrålen gør arbejdet.

Hvis jeg bliver fundet velegnet til operation bliver det simpelt hen så vildt. Tænk at kunne:

• Opholde sig ude i regn og sne uden konstant at tørre brillerne af
• Finde det, man leder efter i nyslukket, dampende opvaskemaskine
• Svømme i andet end bedstemorstilling med hovedet højt hævet over vandet for ikke at ødelægge brillerne
• Trampe en sejrsdans over de knuste rester af mit sidste par briller (indtil jeg lige om lidt sikkert bliver gammelkonelangsynet)
• Få et par smarte solbriller

Det er en af den slags ting, jeg undrer mig over, jeg ikke har gjort forlængst. Det er ikke længe siden, idéen fødtes og nu kan jeg slet ikke vente. Men der skulle åbenbart lidt misundelse til.

Mental note: Husk at spørge lægen, hvor længe man har blodskudte øjne efter indgrebet. Så må jeg jo prøve at undgå spejle der.