Moar, findes der egentlig rige?

Det spurgte min 5-årige datter mig om i går. Nogle gange er det lidt svært at regne ud, hvor hun får sine indfald fra, så jeg tog den nemme løsning og spurgte, hvorfor hun spurgte om det? "Jo for dem der lige var her og fik en 20'er af dig i deres sparebøsse, de må da være rige." Det var så Kræftens Bekæmpelses indsamlere. Ergo tid til samfundsfagslektion for 5-årige. "Nej, de får ikke pengene selv, de giver dem til nogen, der kan finde ud af, hvordan man bliver rask, hvis man har fået en farlig sygdom." Det tænkte hun lidt over.

Men da vi begge har det med at tale mere end vi tænker, greb jeg chancen til at stille hende et nyt og manipulerende spørgsmål: "Vi har jo f.eks. råd til at bo i det her hus, vi får mad hver dag, det tøj vi skal bruge og kommer også på ferie hver sommer. Synes du ikke, vi er rige?" "Jo, det er vi nok, jeg har jo også fået en guldmønt af farmor." Det var så en flunkende nyslået 20'er. (Ja, hende farmor har altid kontanter - gad vide, om hun faktisk hvidvasker dem?) Slut på samfundsfagslektion.

Men nogen gange får hun mig jo til at tænke videre. Sådan helt ud over egen næsetip. Der er ofte debattører, der hævder, at Danmark er blandt de rigeste lande i verden og vi må da kunne få råd til x, y og z. Ingen kan vel gennemskue statsbudgettet, men selvfølgelig er husmorlogikken, at for at have nogle midler at fordele på, må der nogle penge ind i maskineriet. Det mærkes tydeligt rundt omkring, at der ikke kommer så mange penge ind i maskineriet for tiden. Ikke kun fordi, der er oplevede serviceforringelser, for igen er det for uigennemskueligt, hvad der rent faktisk er fordelt og til hvem. Men på den mistro og mistillid, der kommer snigende, når krybben er tom.

Mistanke om socialt bedrageri, angivelse af naboer, kommunale caféer til at sladre anonymt, ondt i både røv og fødder pga for små sko. Det er ikke en særligt klædelig menneskelig egenskab at være mistroisk. I hælene af den følger selvgodhed, hvis man er så heldig ikke at være afhængig af en offentlig ydelse. Heller ikke klædeligt.

Hvor ville jeg dog meget hellere diskutere, hvordan vi får gang i økonomien i stedet for at blive hinandens stikkere. Det er da sjovere at tænke på, hvordan landet kan tjene penge på f.eks. klima og miljøviden. Et felt vi altså ikke har eneret på at interessere os for, så det er bare med at komme frem i skoene. Smid nogen penge efter forskning og let skatten for virksomhederne, der gør noget ved det. Så kan vi måske få mere til at blive til mere, i stedet for at mere nødvendigvis skal betyde mindre for nogle andre. Men det kræver, at vi tør tænke i visioner i stedet for begrænsninger. Så skal vi nok blive ved med at være rige. Det var bare det, jeg ville sige - efter et uskyldigt spørgsmål fra min datter.