Til fals for et armbånd

Nykredit havde inviteret til et arrangement under overskriften Kvinder og Økonomi, hvor Susanne Arvad ville levere de tørre facts og Anna Thygesen komme med en opsang til kvinder om at tage ansvar. Min første reaktion var, at det lød lidt kedeligt, men så var der "let anretning" og "du må tage en veninde med" og til sidst endte jeg med at tænke, at om ikke andet, måtte jeg tage med, om ikke for andet, så for at kunne skrive om det i min blog.

Alle de veninder jeg forsøgte at invitere var enten optagede eller med fuldstændig fod på deres særeje, ægtepagt, pension, forsikringer (eller også i strudsetilstanden - hvis jeg ikke åbner rudekuverterne, forsvinder de nok). Samme dag som arrangementet kom endnu en af de centimetertykke kuverter fra mit pensionsselskab. Den type kuvert, som først får lov at ligge lidt, så bliver den åbnet og inden jeg når gennem side 1 er der et barn, der skal have lektiehjælp eller tørret numse eller andre ting, som er mere interessante end pension. Således opmuntret tog jeg afsted til arrangementet i aftes.

Det første, vi 150 fremmødte kvinder blev mødt med, var en goodie bag og der lød spredte begejstrede udbrud, efterhånden som vi opdagede, at en af gaverne var et Pilgrim armbånd. Her var det så, det gik op for mig dels hvor dygtige marketingsfolk Nykredit har og dels, hvor uhyre relevant sådan et arrangement var. 150 kvinder har vel samlet ikke under ca. 100 mio. kr. i lommen på Nykredit og så falder vi i svime over et armbånd og en lille dåse Kusmi te.

Der var to slags snacks ved velkomstbordene: Den korrekte med gulerødder, selleri og agurkestænger med pestodip og et ordentligt læs nachos med salsadip. Men nu er det åbenbart sådan, at selv når kvinder kun er sammen med andre kvinder, vi ikke kender, så kører vi grøntsagsstave ind og lader chipsene stå - og det er jo ikke fordi, vi ikke ved, at nachos smager bedre end bladselleri?

Jeg synes, der kom mange interessante ting frem. Fx at vi står for over halvdelen af alle købsbeslutninger (Jep, også dem der gælder biler og IT-udstyr, selv om det er dem, der kommer tættest på en 50% fordeling) til hjemmet, men at vi samtidig interesserer os ufatteligt lidt for, hvor pengene kommer fra, hvordan vi får flere eller hvad der sker, hvis vores helbred eller civilstand ændrer sig.

Vi synes som udgangspunkt, det er usexet at snakke om økonomi - og nogle af os sender kun manden til møder med banken. Det duer jo bare ikke! Som Anna Thygesen fastslog, er det jo heller ikke sexet at gå ud med skraldespanden, men det gør vi jo alligevel.

Er det fordi, vi i bund og grund helst vil tro på, at det er noget, vores mænd skal klare og af rent romantiske årsager naturligvis vil organisere til fælles bedste? Tja, så er det tid til et wakeup call, for der er andre resultater, der tyder på, at hvor vi tænker økonomi med følelserne, så gør mændene det mere rationelt. Hvis vi ikke taler om kritisk sygdom, ulykke og tab af erhvervsevne, så sker det nok kun for naboen, eller hvad? Vi tør ikke bringe emnet mulig skilsmisse på banen, selv om det selvfølgelig bør gøres, mens man er (og forhåbentlig altid vedbliver med at være) på god fod. Som udgangspunkt er det dumt af mændene at tage emnet op, for de har i langt de fleste tilfælde den største pensionsopsparing, som de ikke skal dele i tilfælde af skilsmisse.

Under alle omstændigheder fik jeg noget at tænke over (og et fint armbånd) og selv om jeg har bedre styr på min økonomi end gennemsnittet, så er jeg stadig ikke god til de pensionskuverter. Men jeg lover hermed, at jeg får kigget det igennem. Engang ved lejlighed. Når jeg lige har smagt på den Kusmi te og læst det nye magasin Liv, som også var med i posen.