søndag den 29. maj 2011

Undskyld agurkefarmere

Undskyld, at pressen er gået i selvsving overfor jer, allerede inden agurketiden rigtig er gået i gang. De dødelige grøntsager kan hurtigt miste terræn, hos dem der i forvejen mest spiser salat for den gode samvittigheds skyld. Og de hårdt trængte gartnere kan hurtigt gå i knæ, hvis vi holder op med at spise agurker.

Det seneste er, at en agurkegrossist fra Fyn har leveret agurker til det samme sted i Tyskland, hvor agurker fra hele Nordeuropa er blevet blandet sammen og der er fundet VETC-bakterier i de blandede agurker. Samme grossist har også leveret danske agurker til en SFO-festival i Odenses udkant i fredags.

I Skejby siger lægerne med alvorsfulde miner, at de har smittede østjyder i isolation, men de har allesammen været i Nordtyskland og spist agurker. De første er udskrevet igen og fit for fight.

I sidste uge var jeg også indlagt i isolation med min dehydrerede dreng. Det var dog ikke værre, end at vi ikke fik vores eget toilet! Hvorfor det er bedre at isolere drengen end hans diarré, forstod jeg aldrig helt. Men jeg skulle tage et slagteforklæde på, når jeg hentede mad og drikke til ham i køkkenet. Derimod var det ikke standard at tage afføringsprøver på børn med mavesymptomer. Det er det formentlig blevet i mellemtiden. Jeg skal lige skynde mig at sige, at min dreng er rask igen, og selv om han holder meget af agurker, så har vi ikke mistanke om VETC.

Jeg gør heller ikke grin med dem, der har spist grønt i eller fra Nordtyskland i den seneste tid og er bekymrede. Men jeg forstår ikke, hvorfor vi nu skal have malet fanden på væggen i Odense S. Selvfølgelig er der da nok en håndfuld skolebørn, der har ondt i maven i denne weekend, det er der nok i en hvilken som helst stikprøve blandt 1500 børn. Jeg synes også, det er fint, at myndighederne kontakter forældrene, så de kan være opmærksomme på mavesymptomer. Men det er alle vel nærmest allerede i forvejen nu.

Men hvorfor er det nu en sag for pressen? Hvorfor skal vi skyde gråspurve med kanoner, så længe gråspurvene ikke engang har skidt os i håret?


(Og så håber jeg naturligvis at spinde guld på den skoleagurkeplante, jeg plantede i en plantesæk i sidste weekend. Clean agurker bliver det hotteste denne sommer).

1 kommentar:

  1. Ja jeg er altså ret sikker på at vi har fortæret mindst én af disse spanske dræberagurker, men det var før vi fandt ud af, hvor farlige de er. Heldigvis er ingen blevet syge... endnu...
    Jeg har også skrevet med udgangspunkt i "agurketiden" i dag :)

    SvarSlet

Kloge kommentarer: