Betonbunkers i Århus N

I disse uger har jeg min daglige gang på Danmarks Journalist og Mediehøjskole og DR lige overfor. Det er der for så vidt ikke noget odiøst i, enhver uddannelse med respekt for sig selv hedder efterhånden noget med medier. Selv biblioteksskolen laver ikke længere bibliotekarer, men kalder sig det Informationsvidenskabelige Akademi. Men det var heller ikke det, jeg ville skrive om.

Det der slog mig var, at både DR og Journalisthøjskolen er bygget i det tykkeste bunkerbeton med stærkt begrænset udsyn til omverdenen. Man må næsten have ment, at det var bedst for journalister at vegetere i indre atriumgårde, fremfor at blive konfronteret med den kedsommelige virkelighed udenfor murene. Skulle man ønske inspiration, er det muligt at få et glimt af dagslys gennem ovenlysvinduer, og måske dermed få guddommelig inspiration. Almindelige vinduer i øjenhøjde med menigmand gør man det ikke i.


På DR, som jeg troede var en dynamisk heksekedel, hersker der også næsten guddommelig stilhed. Måske har de bare fyret hele provinsafdelingen, men der er godt nok langt mellem snapsene, hvis man prøver at spotte en kendis. I en af atriumgårdene bor dog en stor guldfisk, ved navn Lisbeth. Det siges, at den spiser de andre fisk i akvariet.

(Her kan du selv indsætte et par af dine yndlingsvitser om røde lejesvende eller bare journalister ude af trit med virkeligheden).

På Journalisthøjskolens afdeling for efteruddannelse er der frit lysindfald. Med andre ord vender journalisterne tilbage til skolebænken med en form for accept af, at der er en verden udenfor, der skal beskrives, gengives og kastes lys på. Heldigvis er det der, jeg bevæger mig mest.

Jeg har aldrig været indenfor i Jyllands-Postens bygning, men det forekommer mig, at Kurt Westergaard ville være rigtig godt beskyttet på Olof Palmes Alle. Det er han nu nok også i Viby. Så jeg foreslår i stedet, at man banker huller i betonmurene og lærer journalistene at kigge lidt ud ad vinduerne i stedet for at kigge indad og opad.