fredag den 8. juli 2011

2. kapitel - med hilsen til svigermor

Tak for den fine modtagelse i går. Da jeg nu ved, at min svigermor læser med, må jeg lige præcisere, at romanen IKKE er baseret på virkelige hændelser :-) Det hele er fri fantasi. Værsgo - her er andet kapitel: 

2. kapitel

Marts 2010
Mette kom slæbende op ad trappen med to pakker bleer i den ene hånd og sin vrangvillige toårige Katrine i den anden hånd. Resten af indkøbet lå i rygsækken og sendte stråler af smerte op i de i forvejen ømme skuldre. Den artikel, som hun havde arbejdet på, da de ringede fra vuggestuen at Katrine var syg, snurrede rundt i Mettes hoved. I baggrunden arbejdede en gnavende irritation over, at det igen var hende, der havde måttet hente det syge barn, mens Henrik havde slukket sin mobiltelefon og vel sad i endnu et vigtigt salgsmøde. Indenfor entredøren, oveni ugeavisen og en stak reklamer lå et håndskrevet brev, adresseret til Henrik. Det blev sparket til side sammen med resten af stakken, støvlerne sparket af i den anden retning, flyverdragt, barn og bleer opfyldte den sidste sparsomme plads i den lille entre. Katrine blev plantet foran Teletubbies med saftevand, mens Mette tog to Panodiler og satte vand over til en kop Nescafé.

Hun satte sig ved computeren, og tjekkede et forum for kvinder med børn på Katrines alder, men hvor debatten handlede mindst lige så meget om alle andre aspekter af livet end børnene. Hun var ret spændt på kommentarerne til hendes eget indlæg fra dagen før:

”Kære piger. Jeg har en mistanke om, at min mand er mig utro. Han arbejder som sælger og har lange arbejdsdage og mange overnatninger i udlandet. Oftere og oftere tager han ikke sin telefon, heller ikke når jeg ringer om aftenen, hvor han skulle være færdig med salgsmøderne, men indtil videre har han slået det hen med restaurantbesøg, biograftur eller at der ikke var mere batteri på telefonen og han havde glemt opladeren. Jeg har troet på ham – eller ikke orket at tænke tanken til ende om alternativet – men så i weekenden kom der en del sms’er til ham, mens han sad ude på toilettet! Jeg sagde ikke noget, men han var meget kærlig og sød, da han kom ud. Jeg kunne ikke lade være med at tjekke hans mobil, da han gik i bad næste morgen, men både ind- og udbakken var helt tomme – dem havde han åbenbart lige slettet. Hvad skal jeg tro? Er jeg overhysterisk og er det bare fordi, jeg ikke selv føler mig særligt attraktiv her i min postfødselsprægede topmavekrop? Hvad ville I gøre?”

En havde svaret, at hun havde oplevet noget lignende og konfronteret manden, med det resultat, at han var blevet rasende over hendes mistillid og trukket sig endnu længere ind i sig selv. Et par stykker mente, at det var mangel på respekt at tjekke hans mobiltelefon, mens en tredje var ret skarp i tonen overfor manden:
”Du skal ikke finde dig i det. Han skal konfronteres og hvis han ikke kan gøre rede for, hvad han har lavet de aftener uden at blive irriteret eller flov, så er der sikkert noget om din mistanke. Det er ikke for at male fanden på væggen, men sagt af bitter erfaring. Her går vi rundt og passer barn og hus og hjem, mens mændene boltrer sig på forretningsrejser og restauranter. Nogle gange er vi kvinder bare alt for flinke og finder os i alt for meget. De bedste medfølende tanker fra MaryP71”

Mette følte afsky ved dette sidste svar – hvordan i alverden kunne en vildt fremmed dømme hendes mand utro? Hvad bildte hun sig egentlig ind? Havde hun bare selv noget gammel bitterhed i sig? Eller var det i virkeligheden fordi, det gjorde ondt at få et så direkte svar på sin egen ulmende mistanke? Hun orkede ikke at tænke det til ende, satte sig i sofaen med næsen i datterens hår, kaffekoppen i den ene hånd og stirrede meditativt med på Teletubbies, som igen og igen gik rundt i de grønne bakker efter en bold, en hat, et løbehjul og en taske. Det lykkedes for en kort stund at trænge alle ubehagelige tanker i baggrunden. Hun havde sin dejlige datter, sit gode job, som hun vidste, at hun bestred godt, og hun havde en lækker mand, selv om hun ikke så meget til ham for øjeblikket.

”Moar? Moooooaaaaaar!”
Mette blev brat afbrudt af sin datters klare stemme. Kaffekoppen var væltet ud i sofaen, heldigvis uden at ramme hverken mor eller barn, og Mette var simpelt hen faldet i søvn. Nattesøvnen havde været afbrudt af hostende barn og de nagende tanker, så kroppen havde givet efter for sofaens lokkende blødhed og den ro, som fulgte af datterens koncentration om skærmen.
”Må jeg se den igen?”
 Mette greb ud efter fjernbetjeningen og startede dvd’en forfra, knugede sin febervarme datter ind til sig og mumlede:
”Ja, når man er syg, må man gerne se filmen to gange.”
”Tak mor.”
 Katrines lykke var gjort, og Mette tog sig i at misunde de enkle midler, der skulle til for at stille barnet tilfreds.

Hun hentede en skuresvamp med Ajax på og skrubbede energisk på kaffepletten, som blot bredte sig til et større område af lysebrunt i den råhvide sofa. Hvordan kunne de nogensinde have troet, at man kan have lyse sofaer i et hjem med børn? Mette havde jo endda selv spildt. Årh, hvad, hynden var vendbar og Mette vendte pletsiden nedad og glemte den. Den forsvandt lige som hun ofte havde på fornemmelsen, at hendes tanker og pointer forsvandt, inden hun nåede at tænke dem til ende. De mange spørgsmål, som hun gik og stillede sig selv, lod sig alligevel ikke besvare, og kom der et øjebliks klarhed til hende, var det som regel lige inden, hun faldt i søvn om natten, og næste morgen var det væk igen.

På vej ud i køkkenet fik hun øje på det håndskrevne brev igen. Det gav et sug i maven, det lignede en ung kvindes skrift, men der var ikke nogen afsenderadresse. Mette stirrede på poststemplet, der stod Østjyllands Postcenter. Hun prøvede at slå det hen, det kunne være en bryllupsinvitation (”Men hvorfor så kun adresseret til Henrik?”), en regning fra et eller andet, han havde købt (”Men hvad?”) eller måske var der sket noget nyt i sagen om den forsvundne barnevogn og klapvognen. Især Mette havde været rasende over, at politiet ikke forventede at kunne gøre mere ved sagen. Forsikringssummen var udbetalt og nye køretøjer anskaffet. Ude i køkkenet var elkedlen ikke helt kold endnu, Mette tændte den til en kop kaffe mere. Brevets kant skar sig ind i hendes hånd. Hun blev fyldt af samme afmagt og væmmelse, som da hun fik at vide, at deres klap- og barnevogn havde været annonceret i avisen. Det føltes ikke som hendes egen vilje, der styrede hånden, da hun dampede brevet op:

”Kære Henrik,
Tak for et eventyrligt tirsdagsmøde – samme tid og sted næste tirsdag?
Kærligst
Lykke”

Mette stirrede så længe på brevet, at den sorte skrift blev hvid på sort baggrund, alt i lokalet blev også sort, og til sidst så hun kun det lysende hvide ord Lykke. Lykke! Havde hun så bare heddet Heidi eller Gitte eller noget andet ligegyldigt. Det var som at få brændemærket sin egen pande med et eneste ord: Ulykke. Mette græd ikke, rystede ikke, men blev iskold, tog brevet og puttede det i sin natbordsskuffe. Hvor dum troede denne Lykke lige, at Mette var? At sende et brev direkte hjem til privatadressen var da at bede om at blive afsløret? Vreden rettede sig mod Lykke og blandede sig med en følelse af retfærdig harme, nu da hun havde et bevis på sin mistanke. Det var en fornemmelse af at blive puttet ned i en skuffe, hvor målene passede perfekt, nu tilhørte Mette kategorien ”en svigtet kvinde” og kunne forklare al sin vrede og frustration med dette faktum. Der var en sær form for lettelse ved at tilhøre denne kategori, og ydmygelsen, skuffelsen over, at hendes og Henriks forhold åbenbart ikke var stærkere eller mere specielt, end at dette kunne ske, var allerede puttet langt ned i de dybeste lag af Mettes bevidsthed. Tilbage stod en retfærdig vrede, som hun havde tænkt sig at slippe løs med pinagtig præcision i stedet for en tårevædet konfrontation med Henrik. Ingen skulle vide om dette. Så længe, kun Mette vidste det, var det under hendes kontrol.

Det var først efter fiskefrikadellerne og pastaen, at Henriks nøgle raslede i låsen.
”Hej skat – undskyld det blev lidt sent,” råbte han fra gangen.
”Hej, du kan varme maden i microen. Forresten er Katrine syg,” svarede hun, uden at løfte blikket fra tv-avisen.

Katrine var optaget af sit dukkehus, men Mette orkede ikke at snakke nu. Ikke skændes, ikke snakke, ikke diskutere, bare stirre på tv-avisens billeder og glæde sig over, at der kom adskillige dokumentarprogrammer om folk, som havde langt større problemer. Henrik kom ind med en tallerken med den opvarmede mad og satte sig ved spisebordet.
”Nå, er den gal med hendes ører igen?” spurgte han.
”Mmmm,” svarede Mette fraværende.
Lyden af de små bitte kæbeknogler, der knasede råkosten, lugten af fiskefrikadeller og synet af remoulade i hans mundvige gav Mette kvalme, men hun fortrak ikke en mine, stirrede bare ind i tv-skærmen. Ikke bryde sammen, ikke krakelere, bare lade som ingenting, bare lidt endnu.
”Skal jeg blive hjemme hos hende i morgen? Jeg kan jo ringe til nogle kunder hjemmefra?”
Hvor var han gennemskuelig. Deres forhold var åbenbart ikke bedre end den dårligste tv-serie, og nu prøvede han at dulme samvittigheden ved at være mere tilstedeværende overfor datteren.
’Hvis han kommer og nusser mig i nakken nu, så skriger jeg,’ tænkte Mette, og da han gik ud med sin stinkende tallerken og nussede hende i nakken, fyldtes hele hendes krop af tavs og smertefuld væmmelse.

2 kommentarer:

Kloge kommentarer: