3. kapitel af sommerromanen

Det er endnu ikke for sent at hoppe på sommerromanen. Måske kan du hjælpe med at finde på en bedre titel? Jeg kan se, at et par stykker forventer daglig opdatering, og det glæder mig meget, da jeg nyder det mindst lige så meget som jer. Der vil komme et nyt afsnit de fleste dage i din sommerferie - eller hvornår du ellers læser.

3. kapitel

Marts 2010

Det havde været let for Kirsten at genkende underboen Mettes kaldenavn i internetgruppen. Når hun klikkede på kaldenavnet ”Mormette”, som hendes indlæg blev underskrevet med, var der link til hendes profil, hvor der bl.a. var henvist til en hjemmeside med billeder af Katrine. Det havde været sværere for Kirsten at finde frem til en tone, der ikke afslørede hende som den ældre barnløse kvinde, hun i virkeligheden var, selv om hun deltog i internetgruppen for mødre til børn født i 2008. Kirsten fulgte debatten længe, før hun oprettede sig selv som MaryP71, efter hun havde bemærket af flere af de andre brugere havde deres fødselsår med i brugernavnet.

Der var kommet et svar fra Mormette, til MaryP71’s kommentar til indlægget, hvor Mormette frygtede sin mands utroskab:
”Hej MaryP71 – Jeg synes ikke, du skal dømme andre så hurtigt – måske har du selv været svigtet, siden du reagerer så kraftigt, men du kan ikke uden videre dømme min mand utro på den baggrund, jeg har skrevet her i debatten. Hilsen Mormette.”¨

Kirsten var et øjeblik forvirret. Havde Mette da ikke set brevet? Det var jo endda kommet en dag, hvor Mette kom tidligt hjem, og det kunne umuligt have undgået hendes opmærksomhed, at Henrik havde fået et håndskrevet brev, særligt nu da hun åbenbart havde ham mistænkt for utroskab. Selv om Kirstens indsigt i andres reaktioner var stor, var den alligevel tillært ud fra ting, hun havde læst, set og hørt i et langt livs frokostpauser, som tilskuer. Indsigten var ikke erfaret på egen krop, og derfor forstod hun ikke, at Mette kunne beskytte sig selv ved ikke at fortælle andre om sin mands åbenbare utroskab. At Mette i et svagt øjeblik havde skrevet om mistanken, var ikke det samme som, at hun ikke siden ville både benægte og fortryde, at hun havde haft mistanken.

Kirsten besluttede at lade sagen være, der ville nok komme en afsløring, når det var tid at slå til igen. Som altid følte Kirsten kun, at hun hjalp retfærdigheden til at ske fyldest. Familien nedenunder var trods alt noget af det mest hensynsløse, og Kirsten havde endnu ikke glemt deres indflytterfest tre år tidligere, hvor der blev larmet til den lyse morgen, trods Kirstens heftige slag på varmerøret med et kosteskaft. Det var ingen skade til, at yngre mennesker lærte at tage lidt hensyn til de ældre.

Det var en tilfældighed, der førte Kirsten ind i internettets forjættede land af muligheder for at sætte sit aftryk på verden, fuldstændig beskyttet af anonymitet. Gennem de mange år, hvor faderen havde givet hende falske tal at arbejde med, havde han jævnligt sendt hende på skolebænken, så han i fred kunne gennemgå tallene med en anden revisor, som også hjalp med at udfærdige tal, som Kirsten kunne arbejde med. Derfor havde hun været med lige fra starten af pc’ens udbredelse i Danmark. Modsat mange af hendes jævnaldrende tog hun imod den nye teknik med kyshånd. Den utrættelige, upersonlige og til perfektion korrekte måde, computeren arbejdede med tal på, tiltalte Kirsten fra starten.

Efter faderens død i 1991 indsatte bestyrelsen en yngre administrerende direktør, som indførte pc’er til alle i administrationen, og da Kirsten som arving insisterede, fik hun allerede fra starten internetadgang. Mens internettet blev udbredt op gennem 1990’erne tilmeldte Kirsten sig en lang række IT-kurser, hvor hun altid vakte undren blandt sine yngre medkursister, fordi hun var dem overlegen i både forståelsen og udnyttelsen af internettets muligheder. I virksomheden kørte hun på frihjul, som den tidligere direktørs datter var hun fredet og ingen vidste rigtigt, hvad hun beskæftigede sig med. At hun efter moderens død i 2004 skulle blive den direkte årsag til virksomhedens lukning, havde bestyrelsen ikke regnet med, men faderen havde inden sin død fået tinglyst en klausul, som gav hende eneretten til at beslutte virksomhedens fremtid efter den sidstlevende af forældrenes død.

Helt frem til moderens død boede Kirsten i barndomshjemmet, da hun blev voksen blev 1. salen indrettet som en lejlighed til hende. Faderen havde langt tidligere opgivet, at hun ville gifte sig og lod til at bekæmpe sin frustration ved at være så lidt til stede i herskabsvillaen, at han næsten kunne glemme sin families særartede konstellation. Det var kun en lettelse for Gunhild, at Erhard gennem skiftende elskerinder fik sine behov dækket. Gunhild var velvidende om forholdene og hendes eneste krav var, at det foregik udenfor hjemmet, og at Kirsten ikke skulle vide noget om det.

*

Kirsten hentede vasketøj op ad bagtrappen fra vaskeriet i kælderen. Endnu engang havde der været efterladt herreløst tøj i tørretumbleren og tøj i maskinen, selv om det var Kirstens vasketid og på vej op ad trappen planlagde Kirsten ordlyden til et opslag på vaskekælderens opslagstavle:

”Det er af største vigtighed for at vaskeriets fælles faciliteter fungerer til glæde for os alle, at maskine og tumbler tømmes efter brug, og at man KUN vasker i det tidsrum, hvert lejemål er blevet tildelt jf. den sorte bog på nærvarende opslagstavle. Yderligere misligholdelse af de fælles regler og aftaler vil blive meldt til ejendommens ejer.”
Næh, det havde ungdommen nok ikke respekt for, sådan havde hun skrevet utallige opslag, og hun forventede efterhånden ikke, at de havde nogen effekt.

Lagener blev foldet skarpt kant mod kant og presset med varmt dampstrygejern. Duften af det knitrende tørre klæde og strygejerns-ophedet vaskemiddel fyldte rummet og med afmålte og rytmiske bevægelser pressede Kirsten strygejernet hårdt ned med højre hånd, mens venstre hånd konstant sørgede for, at der var nyt klæde at stryge. Dette præcisionsarbejde gav Kirsten en stor indre ro. Først de store stykker som duge, dynebetræk og lagener, derefter håndklæder, vistestykker for så at afveksle med skjortebluser og til sidst undertøjet, som blev stablet i sirlige bunker og lagt i skuffer og på hylder med frisk hyldepapir.

Forårsrengøringen var netop overstået, og hvordan det end var forekommet i dette velplejede hjem, havde Kirsten fundet en gammel gulnet kuvert i klemme mellem bagstykket og bunden af undertøjsskuffen i sin antikke kommode. En kuvert så gammel, at papiret var sprødt og blækket næsten udvisket, men alligevel i stand til få Kirstens hjerte til at springe et slag over og en mængde røde pletter til at brede sig fra brystet til halsen og helt op i kinderne. Hun kendte ordlyden udenad. Brevet var fra Ernst og dateret 18 år tidligere, den 14. maj 1992.

”Kære Kirsten,
Jeg tillader mig at henvende mig til dig, fordi jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til dig på kurset i april måned. Jeg har din adresse fra deltagerlisten og håber, du ikke vil tage mig denne henvendelse ilde op. Jeg vil meget gerne mødes med dig og håber, du vil kontakte mig uforpligtende skriftligt eller telefonisk.

Kærlig hilsen
Ernst Schmidt
En fascineret beundrer"