Nu sker der noget igen. I skal slippe for mere fortid lige pt, for vi er tilbage i 2010.
6. kapitel
Marts 2010
Tirsdag morgen. Vækkeuret ringede ubønhørligt kl. 5.30. Der gik nogle øjeblikke, før Mette kom i tanker om, at det ikke var en hvilken som helst tirsdag, men den tirsdag, hvor Henrik måske skulle mødes med Lykke igen. Godt nok havde Mette gemt brevet, men der var mange andre måder at komme i kontakt på. Faktisk var det største mysterium, når Mette tænkte helt rationelt, at Lykke havde sendt et gammeldags brev til Henrik.
Det sidste døgns tid havde Mette måttet fiske brevet frem flere gange, fordi det virkede som om, der var noget, der ikke hang sammen. Henrik var for normal. Stadig lige irriterende og stadig med alt for meget arbejde. Stadig glemte han konsekvent at tømme køkkenvasken for snask, når han ordnede køkkenet efter aftensmaden. Han havde afleveret Katrine hos sine forældre mandag aften, fordi hun igen havde ondt i ørerne.
Denne morgen havde han sagt, han skulle med toget til København. Det var der heller ikke noget usædvanligt ved, men for Mette havde alt pludselig en dobbelt betydning. Hvis han løj om at skulle til København, kunne han have løjet om mange andre ting. Sidste tirsdag havde han også været af sted og der stod jo i brevet, at de havde mødtes om tirsdagen. Brevet var stemplet i Østjylland, og altså ikke sendt fra København. Lykke måtte altså bo i Århus.
Mette rævesov, mens Henrik listede ud i badeværelset. Så snart han var derude under bruseren, greb hun sin telefon og ringede til Taxa, for at høre, om der var bestilt en vogn fra deres adresse og til banegården. Det var der. Mette bestilte endnu en taxa fem minutter senere og indskærpede, at den ikke måtte parkere ved gadedøren, før den første var væk.
”Nå nå, er det en forbryderjagt?” spurgte taxadamen jovialt. Hvis hun bare vidste, hvor tæt hun var på sandheden. Mette kommenterede ikke, men gentog bestillingen og lagde på. Under sengen lå et sæt tøj, hun kunne tage på meget hurtigt. De fem minutters forsinkelse skulle bruges til at børste tænder og lægge en hurtig mascara.
Brusebadet sluttede, barbermaskinen startede. Der kom en sms til Henriks telefon, som lå på den anden side af sengen. Mettes hjerte for op i halsen og hun kunne mærke pulsen i tindingen, da hun kastede et blik på den. Det var fra Århus Taxa. Den bestilte vogn ville være der om få minutter.
Han kom ud af badeværelset, skyndte sig i skjorte, bukser og jakke. Hurtigt kindkys og hej hej skat. Før døren var smækket, var Mette ude af sengen og lysvågen. Hinkede ud i badeværelset med højre ben i det ene bukseben og venstre på vej ned i det andet. Fik klaret sin morgenrutine i lyntempo, da det pludselig puslede ved døren igen. Shit. Døren gik op.
”Det er bare mig, jeg glemte lige nogen papirer,” lød Henriks stemme.
”Mhmm,” sagde Mette fra badeværelset, ”Jeg er ude på toilettet,” svarede hun fra bag døren, der et splitsekund tidligere havde stået åben og afsløret, at hun var fuldt påklædt og på vej ud ad døren mere end to timer, før hun skulle være på sit arbejde.
Døren smækkede i igen. Mette skyndte sig ind i stuen og så den gule taxa vente på Henrik, der tog trappen ned i fuldt firspring. Så sprang han ind i bilen, den blinkede ud og kørte væk. Mette greb sin frakke og taske på vej ud ad døren og strøg ned ad trappen uden en lyd og uden at tænde lyset i opgangen.
Heldigvis kom hendes taxa hurtigt. ”Til banegården,” sagde hun og satte sig ind på bagsædet. Ved krydset ind til Banegårdsgade fra Frederiks Alle kom de til at holde lige bag Henriks taxa. Mette trykkede sig dybt ned i det bløde lædersæde og stirrede ned i sin telefon. Der blev grøn pil og begge taxaer styrede mod banegården.
”Skal du nå toget til København?” spurgte chaufføren venligt konverserende. Det gav et sæt i Mette, som ikke havde gennemtænkt muligheden for at hun ville ankomme så tæt på Henrik, at han ville se hende, når hun steg ud af vognen. Faktisk havde hun slet ikke regnet med, at han kørte til banegården. ”Ja, måske kan du dreje ud ad Bruuns Gade, så jeg bare kan løbe ned ad trapperne?”
Det blev hendes redning, at der var grønt i det næste kryds. Mette blev sat af rundt om hjørnet og Århus Stiftstidendes bygning skjulte hende for Henrik, som blev sat af foran hovedindgangen til Århus H. Mette kunne se IC toget i spor 3 oppe fra vejen og stillede sig mellem nogle cykler og en plakatsøjle. Der kom Henrik, han gik målbevidst efter en bestemt vogn og forsvandt ind i toget. Kort efter forlod det perronen og efterlod Mette i et vakuum af selvmodsigende tanker.
Hvad foregik der? Havde han ikke fået besked fra Lykke om deres stævnemøde? Eller boede hun måske i Skanderborg eller Horsens? Hvor langt fra kom brevene egentlig, for at få et stempel med Østjyllands Postcenter, inden de blev delt ud? Og hvorfor havde Henrik haft brug for papirer for at tage til stævnemøde?
Mette trissede hjemad og mærkede maven knurre af sult. Hun hentede rundstykker og juice og gik langsomt hjem gennem en finregn, som hun ikke ænsede. Der var lys i opgangen, da hun trådte ind. Der plejede ellers ikke at være nogen oppe så tidligt. Klokken var endnu kun lidt over 6. Hørte hun en dør blive smækket højere oppe, eller var det indbildning?
Da hun låste sin egen dør op og trådte ind, trådte hun på et stykke papir. Hjertet op i halsen igen, havde Henrik måske tabt et af sine vigtige papirer på vej ud ad døren? Og var det overhovedet arbejdspapirer, eller havde de noget med Lykke at gøre?
Hun løftede langsomt arket. Besluttede sig for at lave et krus kaffe, før hun læste det, men tog det med ud i køkkenet. Mens vandet kogte, vendte hun papiret om. Der stod med gammeldags maskinskrift:
”Til Mette og Henrik Sørensen,
Jeg må henstille til, at jeres vækkeure bliver indstillet til at ringe lavere eller i kortere tid. Jeg får ødelagt min nattesøvn af denne forstyrrende lyd. Venligst bring snarest muligt dette forhold i orden.
Venlig Hilsen
Kirsten Essendahl, 4. sal t.h.”
Årh så var det bare fra den sure overbo. Det var selvfølgelig hende, der havde været ude i opgangen og smækket døren i, da Mette kom ind. Tænk ikke at have større problemer end sin underbos vækkeur.
Før Katrine havde Mette og Henrik ofte siddet og moret sig over de rytmiske slag og det jævnlige DING fra den gammeldags skrivemaskine, som overboen brugte til at skrive klager og opslag til alle i opgangen. Hun var sikkert også typen, der klagede til avisen over kommafejl. Det stakkels ensomme menneske havde formentlig ikke andet at gå op i. Aldrig nogensinde havde Mette og Henrik hørt stemmer fra lejligheden ovenpå, kun denne evindelige skrivemaskine og så radio og tv, aldrig levende stemmer. Aldrig gæster til Frøken Essendahl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: