mandag den 11. juli 2011

5. kapitel - længde på kapitler

Nogle har skrevet til mig, at kapitlerne er lige tilpas, andre at de er ved at blive for lange. Så skriv gerne, hvad du synes om længden.

5. kapitel

1937 - 1957

Kirstens mor havde altid omtalt hende som en nem og stille pige. Over for sin søster formulerede moderen med diskrete, men utvivlsomme hentydninger sin medlidenhed med søsteren over hendes tre støjende drengebørn, som altid efterlod hjemmet endevendt og adskillige stykker porcelæn fattigere. ”Ja, sikke et liv, dine drenge altid bringer med sig”. Kirstens far skældte mere direkte ud på nevøerne, selv om han nærede et uudtalt ønske om selv at have fået en søn.

I sammenligning med de tre fætre, var Kirsten et stilfærdigt, næsten sky barn. De søndage hvor moster, onkel og fætrene skulle komme på besøg startede med, at hun fik sit lange lyse hår flettet og snoet til sirlige frikadeller over ørerne, for at forhindre fætrene i at rive hende i håret. Kirsten måtte ikke sidde ned i den nystivede søndagskjole, før gæsterne kom, så hun stod altid afventende på sine lange tynde ben, på en al for voksen måde, allerede fra hun var 4-5 år. Erfaringen havde for længst lært hende ikke at krølle og grise sit søndagstøj til. Alligevel gemte hun sig instinktivt under den høje grønne silkebetrukne sofa i den fine stue, når dørklokken endelig lød og stuepigen Ester gik ud for at lukke op.

Gunhild - Kirstens mor - havde også ønsket sig flere børn, da hun som 21-årig blev gift med Erhard i 1937. Det forventedes af Erhards forældre, at Gunhild i det mindste førte slægten og helst også det gamle navn Essendal videre, hvilket kun ville være sikret, hvis hun fødte en søn. De mange år uden børn affødte et anspændt forhold mellem Gunhild og svigerforældrene, som aldrig undlod at nævne, at Erhard jo var deres eneste håb om at føre navnet videre, da han kun havde ældre søstre, som havde giftet sig til andre efternavne. Bestræbelserne på at få børn var aldrig nogen fornøjelse for Gunhild, som syntes, at akten var både uhygiejnisk og smertefuld. Hun vidste, at det var hendes ægteskabelige pligt og havde opøvet en evne til at befinde sig i en anden tankeverden, når Erhard utrætteligt forsøgte at besvangre sin hustru. Som 30-årig havde Gunhild opgivet håbet om nogensinde at blive gravid, og formålet med den endeløse parring var blevet endnu mere absurd for hende. Hun ønskede efterhånden kun en graviditet for at få dette vanvid til at ophøre og Erhards forældres ønske tilfredsstillet, inden de døde. Der skulle alligevel gå tre år mere, før Kirsten kom til verden. En lang og tynd pige, som farforældrene ikke tiltroede de store chancer for overlevelse, eftersom hun altid virkede skrøbelig og bleg.

Kirsten viste sig at være livsduelig og højt elsket af sin mor. Som en direkte afledt effekt af graviditeten gik forældrenes samliv i stå og det skulle Gunhild være Kirsten taknemmelig for i mange år fremover. Når Kirsten havde endnu en lungebetændelse, lagde Gunhild hende midt i ægtesengen, så hun kunne høre og mærke hendes åndedrag, til stor fortrydelse og forbitrelse for Erhard, der følte sig overflødig i sin egen familie og lagde mere og mere energi i familievirksomheden Essendahl Møbel Import, hvor han var tæt på en forfremmelse til direktør ved det forestående generationsskifte. Det var en kærkommen lejlighed for Erhard til at blive på kontoret til sent og ofte arbejde videre med talkolonnerne derhjemme efter middagsmaden. Kirsten kunne ikke mindes nogen ufred i forældrenes ægteskab, det eneste hun senere skulle huske var en altoverskyggende tavshed, kun afbrudt af det fine vægurs slag hvert kvarter og dets tikken som en stædig påmindelse om, at tiden gik fremad, selv om Kirstens univers var uafhængigt af kronologi.

I årene før hun kom i skole, havde Kirsten ikke haft lyst til at lege med børnene på gaden, og moderen havde ikke opmuntret hende til det. Til gengæld sad hun ofte ved den store glaskarnap i stuen og betragtede de andre børns boldspil og hinkeruder på gaden. Hun studerede det mønster, de handlede efter og var i en alder af 5 år i stand til at gennemskue legens udfald; hun vidste, hvem der ville komme op at slås, hvem der ville begynde at græde, hvilken af mødrene, der ville komme og skælde ud og trække sit grædende barn med hjem, ligesom hun havde en god fornemmelse af, hvornår det ville ske. Hun holdt øje med det gamle ur på væggen og gættede på et tidspunkt, hvor den første dreng ville blive hentet ind af sin mor. Hun kendte ikke deres navne, men vidste, at drengen med det flyvske lyse hår, de røde kinder og store lidt triste øjne, gerne blev hentet af sin mor klokken 13.25, præcis 25 minutter inde i Gunhilds eftermiddagshvil.

Ved skolealderen havde Kirsten så minutiøst overblik over de andre børns handlinger, at hun var overbevist om, at det faktisk var hende selv, der fik handlingerne til at ske. Fra at vide, at noget ville ske på et bestemt tidspunkt og til, at man selv har bestemt, at det vil ske, er der kun en lille umærkelig overgang, og hverken Kirsten eller hendes mor bemærkede forandringen. Kirsten fortalte aldrig sin mor om sine observationer og mystiske magt over børnene på gaden. Over for moderen var hun en pligtopfyldende og artig datter, der spiste pænt, legede stille med dukker, spillede klaver og kunne læse sin ABC, inden hun startede i skolen. Selv om Erhard gerne havde ansat en barneplejerske, insisterede Gunhild på selv at tage sig af datteren, og derfor var der, udover Gunhild og Kirsten, kun stuepigen Ester i huset om dagen, og hun opholdt sig i køkkenet eller sit eget kammer. Til at lave middagen kom der en kone om eftermiddagen, men hun var gift og boede for sig selv. Begge tjenestefolk syntes, at Kirsten var et magert, blegt og alt for voksent barn at se på, men det tilkom selvfølgelig ikke dem at give deres mening om barnet til kende overfor ægteparret Essendahl.

7 kommentarer:

  1. Jeg synes slet ikke de er for lange - de er derimod lige tilpas.
    Smag og behag er jo forskellige.

    SvarSlet
  2. Jeg synes heller ikke, de er for lange. Jeg synes derimod, at de er virkelig velskrevne. Elsker den måde, hvormed du fører os rundt om "fløden". Lige åbner op for nye personer, som vi så lærer at kende dagen efter.
    Jeg glæder mig til mere!!!

    SvarSlet
  3. Til Kong Mors Verden og Thehuset, hvor er det rart at vide, at I kan lide det. Stærkt motiverende for at skrive videre :-)

    SvarSlet
  4. elsker det - og synes at kapitlerne kunne være meget længere for min skyld ;O)

    SvarSlet
  5. Smag og behag osv., men jeg synes, at kapitlerne netop har den længde, hvor man ikke går læsedød, men længes efter det næste kapitel. Hvis jeg havde den fysiske bog, ville jeg læse den i en omgang (forestiller jeg mig).
    -Stine

    SvarSlet
  6. Også her fra meldes der om fuld tilfredshed med længden - og især med indholdet :)

    Keep up the good work!

    SvarSlet
  7. Synes det er et vildt velskrevet hverdagsdrama, og venter i spænding på nyt fra de klassiske opgangs-typer: En opgang synes tit at være et minisamfund med repræsentanter fra diverse arketyper...som fx den gamle sure dame, det unge par med børn, den fordrukne midaldrende mand -iøvrigt desværre overrepræsenteret i min opgang!- osv osv. Ang. titelnavn, som du spurgte om forslag til tidligere, så tænkte jeg dengang måske "Opgang med opsang", "Opgang i nedgang" eller i undergang eller med udgang, "Opgang Nul", "Opgang i medgang og modgang" ell.lign...Men det var fordi jeg, da vi var blevet præsenteret for hhv. Kirsten og Mettes liv og synsvinkler, gættede på, at det ville handle om alle opgangens beboere, og deres syn på livet og hinanden:o) Så det var bare min umiddelbare tanke:o) Men fedt skrevet, jeg har jo altid været fan af min lillesøsters fantasi, humor, observerings -og -formuleringsevne! Det minder mig om, hvis du ikke har noget imod lidt konstruktiv kritik: selvom romanens handling er seriøs, så synes jeg også at det gakkede/skæve/humoristiske er en force hos dig, som du ikke bruger helt så meget i romanen, som jeg ved, du kan. Men det er nok også svært at få alle sider ind i en genre, uden det bliver på bekostning af dybde, som også øger spændingen/interessen. Men desuden er der nu også lidt humor i typerne. Så i hvert fald tak for suveræn sommerunderholdning:o) Hilsen Anne.

    SvarSlet

Kloge kommentarer: