7. kapitel - nu med navn

Opgang mod undergang hedder det nu, dette her projekt. Ikke at jeg foregriber begivenhedernes gang, for sandheden er, at jeg ikke ved præcis, hvordan det ender. Jeg ved godt, hvad der vil ske, men titler og slutninger er det sværeste.

Historien fortsætter til udgangen af august. Er I til happy endings eller realistiske? Eller kan det være begge dele?

7. kapitel

April 2010

MaryP71 var også på Facebook under navnet Mary Poulsen, født 1971, men uden oplysning om barndomsby, skoleklasse og alle de sædvanlige oplysninger, mange andre havde på deres profiler. Kirsten havde oprettet profilen med et indscannet billede af sig selv fra sin 30-års fødselsdag. En tur gennem PhotoShop havde fjernet det gullige fra det gamle foto og efter lidt manipulation med øjnene og kæbepartiet ville ingen nogensinde tro, at der bag profilen gemte sig en ældre dame.

Mange af netgruppens medlemmer var også venner på Facebook. Sådan var MaryP71 også blevet venner med Mette Sørensen, selv om hun måtte igennem en lang liste af navnesøstre til Mette Sørensen, før hun fandt sin underbo.

Kirsten skrev fra Mary P’s profil en privat besked til Mette:
”Jeg er ked af, at du tog mit svar på din mistanke om utroskab ilde op. Jeg synes bare ikke, vi skal finde os i hvad som helst og det er nogle gange nødvendigt at åbne øjnene og erkende, hvad der foregår omkring en.
De bedste tanker fra MaryP”
Send.

Kirsten rakte ud efter termokaffen og vippede et par lameller i persiennen ud mod gaden. Lejligheden havde samme type rummelige karnap som barndomshjemmet. Hun så skraldecontainerne på gaden og fik en ide. Til hendes store irritation stillede underboerne ofte skraldeposen uden for døren i opgangen efter aftensmaden, og ofte blev den først båret ned den næste morgen.

Klokken var 19 og Kirsten gik ud og åbnede køkkenskabet ved siden af komfuret. Inde bagved løb et aftræksrør til underboens emhætte og Kirsten havde prikket et lille hul i plastikken. Derfor vidste hun som regel med stor sikkerhed både hvad de fik og hvornår familien nedenunder spiste aftensmad. De havde fået lasagne i aften, det var tydeligt på ostelugten. Det var sandsynligt, at der allerede stod en skraldepose i opgangen ud for deres dør. Hun vidste også, at Henrik først var kommet hjem, efter at Mette og datteren havde spist, for hun havde først for kort tid siden hørt ham komme hjem og varme mad i microovnen.

Kirsten havde tidligt i sin hævnplanlægning bestilt et par G-strengstrusser på nettet. Dem pakkede hun nu ud, krøllede dem sammen i hænderne og dryppede et par dråber kaffe i skridtstykket. Så åbnede hun døren til opgangen, listede sig ud uden at smække døren efter sig og ned ad trappen uden at tænde lyset. Ganske rigtigt stod der en løst lukket skraldepose og forpestede opgangen med ostelugt. Lynhurtigt stoppede Kirsten trusserne ned øverst i posen. Tilpas langt ned til, at de var forsøgt skjult, men ikke længere ned, end at Mette med sikkerhed ville opdage dem, når hun næste morgen tog posen med ned. Henrik lod den altid stå, selv om han var den første, der forlod lejligheden om morgenen.

Oppe i lejligheden tjekkede Kirsten sin MaryP profil på Facebook igen. Hun havde også fundet Ernst Schmidt, men aldrig kontaktet ham. Det gulnede brev fra 1991 havde i svage øjeblikke fået hendes hjerte til at banke, men hun havde altid undertrykt det. At indlede et personligt og muligvis intimt forhold afskrækkede Kirsten mere end noget andet. Det var en langt mere tryg og behagelig position at sidde tilbagetrukket og påvirke begivenhedernes gang fra sin egen indflydelsessfære og fulde kontrol. Der var rigeligt med fordærv i verden og Kirstens personlige mission var at uddele lærestreger her og der, så verden kunne blive et mere ordentligt sted at være i. Hun havde som voksen erkendt, at hun ikke kunne styre alt ved tankens kraft, men der var masser af muligheder for at sætte begivenheder i scene, for at få visse ting til at ske.

Ernst Schmidt havde ikke oplyst noget om sin civilstatus på Facebook. Han havde ikke mange venner, men listen talte alligevel nogen med samme efternavn, som efter al sandsynlighed var børn, svigerbørn og børnebørn. Hun fulgte et fotoalbum, hvor hende, der måtte være hans datter havde tagget ham i et foto. Der var kage, lys og glade børn, men på ingen af billederne var der nogen, der så ud til at være partner til Ernst. Var han mon fraskilt? Enke? Eller – gud bedre det – var det ikke hans datter, men ung kone og små børn han havde, selv om han måtte nærme sig 70?

Det besluttede Kirsten sig for at finde ud af. Hun googlede hans navn og adresse fra den gulnede kuvert fra 1991. Det gav ikke noget brugbart. Måske boede han der ikke mere. Faktisk vidste Kirsten ikke helt, hvad hun ville, hvis hun fandt ham, men der var noget uafsluttet eller noget, der aldrig var begyndt, og det gav Kirsten en urolig fornemmelse af ubalance. Han var den eneste, der havde gjort tilnærmelse til Kirsten nogensinde, for både i skolen og i faderens virksomhed havde hun fået lov at leve sit eget liv. I 19 år havde Kirsten ikke anet, hvad hun skulle gøre ved denne følelse af ukontrollerbarhed. Det pinte hende ikke at kunne påvirke sagen Ernst Schmidt og det var både for enkelt og banalt bare at svare på hans brev. Nu var det under alle omstændigheder alt for sent.

På hans profil var der både email adresse, et fastnetnummer og et mobiltelefonnummer. Kirsten tøvede. Det var ikke direkte konfrontationer, hun var bedst til. Men hun havde sørget for, at hendes nummer ikke blev vist, når hun ringede op til nogen. Hun blev grebet af overmod og tastede fastnetnummeret fra sin telefon. Hun fik en telefonsvarer, men genkendte hans stemme så tydeligt, at hun følte sig afsløret i noget forbudt og mærkede varmen stige op i kinderne. ”Du har ringet til Ernst Schmidt. Læg en besked, så ringer jeg tilbage til dig.” Kirsten havde under alle omstændigheder bare tænkt sig at lægge på, også hvis telefonen blev taget. Men nu var udfaldet så heldigt, at hun fik en indikation af, at han boede alene. Der var i hvert fald ikke andre navne nævnt på telefonsvareren.

Kirsten stirrede på sit eget ansigt, mens hun systematisk børstede tænder. Det var meget grænseoverskridende, at hun faktisk havde ringet. Hvad mon hun ville have gjort, hvis han havde taget telefonen? Det gav hende hovedpine at tænke på, men også en meget hengemt følelse af noget svævende og behageligt samtidig med, at det gjorde hende utilpas.

Næste morgen havde hovedpinen ikke fortaget sig og Kirsten opdagede til sin skræk, at hendes venstre arm virkede følelsesløs. Det var hendes store frygt, at hun en dag skulle blive syg og afhængig af andres hjælp.