Gave til dig: Sommerroman

Jeg har adskillige skuffeprojekter (ikke selskaber) og i dag har jeg besluttet at starte med at dele mit yndlingsprojekt med jer. Problemet er nemlig, at jeg ikke kan finde ud af at skrive en hel roman, når der er så lang tidshorisont, før jeg er færdig, skal finde forlag, få den solgt og alverdens andre forhindringer, før jeg kan få feedback. Så, mine damer - og enkelte herrer - her får du første kapitel af en sommerføljeton, som du bliver nødt til at følge med i. Det er ikke til at vide, hvor den ender.

1. kapitel

Februar 2010

Den snurrende lyd af blæseren i computeren virkede beroligende på Kirsten. De fire etager op gennem den gamle ejendom havde som altid fået hendes puls i vejret, mere af nervøsitet for, om nogle kiggede gennem dørspionerne end på grund af dårlig kondition. Hun var mager og senet og ansigtets furer var tydelige, men hun havde kondition og hukommelse som var hun endnu i 20’erne. Astmaen havde løsnet sit greb på Kirstens lunger efterhånden som hun voksede op, og i sin indædte kamp for at blive stærkere, havde Kirsten cyklet, gået og lavet gymnastikøvelser hver morgen i et helt liv.

Medvirkende til den høje puls var også, at hun endnu en gang ikke havde kunnet få sin cykel ind i kælderens cykelstativ, fordi underboens barne- og klapvogn fyldte hele den trange plads foran cykelstativet. Mens computeren startede satte hun vand over til kaffe og pakkede sine indkøb ud: Frossen hønsekødssuppe, kød- og melboller, marinerede sild, rugbrød, smør, gulerødder, kartofler, en ost med kommen, en tørkage fra bageren og to nakkekotelletter fra slagteren. Den ugentlige indkøbstur var klaret og Kirsten kunne leve sit eget uforstyrrede liv i lejligheden en stund igen. Det gav hende en fornemmelse af ro samtidig med, at hun allerede så frem til næste uges adrenalinsus, når hun skulle på indkøb igen.

Med kaffen på det lille bord ved siden af sig, gik hun ind på lokalavisens Køb/Salg hjemmeside og oprettede en gratis annonce: ”Barnevogn og klapvogn foræres bort – først til mølle. Begge er sorte Odder modeller fra 2008. Vi har mistet vores barn ved en tragisk ulykke, så afhent venligst vognene diskret i kælderen på adressen og uden at kontakte os. Kælderdøren står åben i tidstummet 12-13 onsdag den 8. februar 2010.” Kirsten trykkede Send, godkendte indholdet, lænede sig tilbage og nød den sorte kaffe sammen med fornemmelsen af bittersød hævn og at retfærdigheden var sket fyldest. Hun havde postet talrige sirligt underskrevne beskeder gennem underboens brevsprække, hvor hun først høfligt og siden i skarpere vendinger havde appelleret til det unge par om at vise hensyn, når de parkerede deres barns køretøjer, men det havde ingen effekt haft.

Hun satte sig med lukkede øjne og lod tankerne glide henover de sidste mange år. Hun var lige fyldt 60 år i stilhed, det eneste fødselsdagsbrev var fra kommunen om, at hun nu havde mulighed for at få udbetalt efterløn, indtil pensionsalderen. Udover kommunen var der vel kun fætrene og deres familie, som kendte til datoen for hendes fødselsdag, men dem havde hun ikke haft kontakt med efter moderens død seks år tidligere. Kirsten følte sig fri af alle snærende bånd og kunne hellige sig livet i lejligheden uden at frygte forstyrrende indtrængen.

Kort før faderens død i 1991, havde han afsløret, at familiefirmaet havde kørt med underskud i en årrække, men Erhard havde beskyttet sin kone Gunhild mod denne viden, og indskærpet Kirsten som bogholder ikke at dele den med sin skrøbelige mor. Således havde Kirsten i de 13 år mellem faderens og moderens død båret på denne hemmelighed, mens hun behændigt sørgede for, at moderen ikke manglede noget ved at låne penge i pragtvillaen. Først efter moderens død i 2004 blev virksomheden lukket og Kirsten trak sig tilbage, solgte sit barndomshjem og købte sig en ejerlejlighed på øverste etage i en ejendom på Frederiksbjerg. Sparsommelighed havde Kirsten altså måttet lære, men den ophøjede følelse af at være bestemt til noget andet og mere end alle andre mennesker havde hun ikke mistet.

Hun havde været faderens stolthed i firmaet, og som i skolen var hun blevet behandlet med respekt som direktørens datter, når han var til stede, men med had og spot, bag om hans ryg. Sit arbejde med talkolonnerne udførte hun til punktlighed, men selv hun var intetanende om firmaets store underskud, som faderen camouflerede for hende i de tal, hun fik at arbejde med. Hun havde aldrig ladet sig gå på af dette had, men modtog det med kølig distance og blev dermed opfattet som snobbet. Kirsten tolkede det som misundelse og det bekræftede hende i sin særlige position. Det gjorde for ondt at mærke efter, og hendes tidligere ønske om at være som alle andre var allerede i de første år i virksomheden blevet trængt i baggrunden. Som 60-årig oplevede hun aldrig dette behov, allerhøjst som en vag rumsteren i baghovedet af savn og at noget ikke var rigtigt. Følelsen forsvandt altid igen, når hun sad ved sin computer med sin kop kaffe bag lukkede persienner. Stoltheden over at have iscenesat sit eget liv så dygtigt trængte hurtigt den ubehagelige følelse i baggrunden.

Stuens karnap vendte sådan, at Kirsten fra ejendommens øverste etage frit kunne iagttage livet på gaden, uden at blive set dernede fra. Kun fra lejligheden overfor, var der kig til hendes stue, men midt på dagen, var der aldrig nogen hjemme på en hverdag. Onsdag klokken lidt i 12 sad hun derfor ved spisebordet i karnappen med sine to sildemadder på tallerkenen og en teaterkikkert og ventede spændt. Hun havde været nede og låse op til kælderen og putte dyne og bamser fra barne- og klapvognen ind i vaskerummet. På vejen op havde hun ikke hørt en lyd fra underboens lejlighed, og alt gik helt efter planen.

Det første par dukkede op allerede 11.55. En højgravid kvinde med en vraltende gang og en høj mand med et nervøst drag om munden og en dyb lodret bekymringsfure i panden. De kiggede sig forlegne rundt, hvorefter kvinden resolut tog i kælderdøren og et halvt minut senere kom ud med den sorte barnevogn. De forlod stedet i hast, det så ud som om, manden bebrejdede kvinden et eller andet, men hun gik med et determineret og selvretfærdigt udtryk i øjnene og faste skridt, på sine korte, vraltende ben. Væk var de igen, og med dem barnevognen, men suset af spænding, sødmefyldt hævn og en svimlende magtfølelse bundfældede sig i Kirstens mave. Der var opstået tumulter udenfor kælderskakten, mens hun havde fulgt parret med barnevognen med øjnene. En ret ung mor med en pige på cirka et år, var i håndgemæng med en mor sidst i 30’erne, der tilsyneladende mente at have gjort krav på klapvognen først. Hvilken frydefuld spænding, hvilke uanede muligheder for at indvirke på verden uden at medvirke, Kirsten i dette øjeblik så foran sig som lysende stjerner i sin fremtid.

Efter nogle minutter trak den ældste af mødrene af med klapvognen, mens den yngstes råb fortonede sig mellem gadens høje bygninger: ”Møgmær! Du har sgu selv råd til at købe en klapvogn!” Helt frem til kl. 13.15 kunne Kirsten registrere forskellige mennesker, som kom forbi og tog tøvende og lidt flovt i kælderdøren og kom slukørede ud igen. Der var emsige bedstemødre, der øjnede chancen for et godt kup, der var modne slipsemænd med mobiltelefoner og jakkesæt, der diskret kastede blikket gennem kælderdøren og der var kvinder i alle stadier af graviditet, nogle smukke og glødende, andre humpende, bumsede og kvabsede. Da menneskestrømmen var væk, var Kirsten som beruset. Dette var hendes værk, hun havde fået ting til at ske, forårsaget en retfærdighed som var hun i pagt med højere magter. Hun havde oven i købet givet sine underboer en lærestreg, så kunne de måske lære at tage hensyn til andre i ejendommen, når de anskaffede sig nye køretøjer.

Kirsten hørte den efterfølgende snakken i krogene i opgangen og konstaterede med en vis lettelse, at ingen mistænkte hende for at stå bag den falske annonce på ugeavisens hjemmeside. Den fremherskende teori var, at det var et vennepar af familien, som i deres forbitrelse over ikke selv at have kunnet få børn, var skredet til denne nedrige handling. At kælderdøren havde været ulåst, havde ført til et opslag fra viceværten, hvor han indskærpede overfor beboerne, at man skulle huske at låse døren efter sig. Kirsten pippede forarget med over den manglende respekt, nogen tilsyneladende følte for andres ting, når de sådan glemte at låse kælderdøren efter sig.