søndag den 28. august 2011

Jamen mænd kan jo ikke multitaske

Min overskrift er blevet til en sovepude, hvorfra kvinder med himmelvendte øjne tørrer snot, folder vasketøj, svinger støvsugeren, propper en sut i en mund og smører en leverpostejmad med venstre hånd, mens hun taler i telefon, emailer, sms'er og chatter med to-tre stykker på en gang og alligevel ved nøjagtigt hvor mange ruller toiletpapir og liter mælk, der er på lager.

På den modsatte sovepude i parforholdet fordyber mænd sig i computer, biler, rødvin, fodbold, LEGOborge, Harry Potter og andet "pjat" i følge den klassiske multikvindes udsagn. "Han hører jo ikke engang, når jeg beder ham gå ud med skraldespanden, hvis han læser imens," siger hun typisk. For mens hun laver alt det andet, kan hun også brokke sig og bitter-erkende, at "mænd jo ikke kan multitaske."

Well, der er nu beviser for, at multitasking ikke bare betyder fravær og utilfredshed (heraf brok) generelt, men også betydelig forhøjet risiko for stress. Jo mere vi prøver at få løst, ved at favne det på en gang, jo mere slider vi på evnen til koncentration, fokus, nærvær og kvalitet. Alt imens vores unger foretrækker at lege med deres far, fordi han i det mindste engagerer sig i Legoborgen i stedet for at sms'e imens.

Jeg vil gerne slå et slag for singletasking. Du skal droppe dit martyrium og din misundelse over din mands evne til at nøjes med at lave en ting ad gangen, for du kan jo bare vælge at gøre det samme og over tid begynder han nok af sig selv at købe ny mælk, når I er udgåede. Den behøver jo ikke købes, når der er 1½ liter tilbage vel?

Eller tag en beslutning om, at det ikke er dig, der støvsuger med dybe teatralske suk næste gang - måske ligger hans tærskel for, hvad "støvet" vil sige ganske få støvkorn over din, men det har han måske aldrig haft chancen for at demonstrere? Samme typer øvelser kan du lave indenfor vasketøj, madlavning, oprydning, you name it.

Selv skal du sætte dig ned med ryggen til rodet og glo på himlen, træerne, en bog, et blad og IKKE rejse dig for lige at nippe lidt til ukrudtet - spørg dig selv, hvad der kan ske ved, at det bliver stående. Kommer havepolitiet efter jer? Sender naboen misbilligende blikke - og hvad kan du i givet fald bruge det til? Eller sker der ikke en skid?

Det er dit liv, du har kun et, så hold nu op med at ødelægge det ved at gøre alting på en gang - medmindre du kan gøre det uden at brokke imens, for så gør du allerede to ting og forøger dermed din stressrisiko.

(PS: hvis jeg lyder sur i dag, så er det mest på mig selv - jeg kunne godt trænge til at lære det ovenstående).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kloge kommentarer: