tirsdag den 9. august 2011

Punkter hvor jeg gerne ville være mere feminin

Jeg er absolut ikke lige kvindelig på alle punkter. Det er på både godt og ondt, for jeg tør også nogen ting, som ikke alle kvinder (eller mænd) tør. Men når jeg ser en kvinde med perfekte negle og makeup, som hverken er for meget eller for lidt, så kan jeg godt blive misundelig. Her foregår det nogenlunde sådan, hvis jeg skal have neglelak på:

Jeg arrangerer mig med lige dele neglelak og neglelakfjerner, fordi jeg ved, der lander lige så meget lak på huden som på neglene. Så går jeg i gang. Jeg husker at ryste flasken, men alligevel kommer der noget tyndt sprøjt uden særlig meget farve. Jeg tænker, at den skal nok bare have et lag mere og så begynder det at flyde ud over det hele. Jeg kommer i tanker om, at jeg skulle have væddet en tot vat i neglelakfjerner inden jeg gik i gang, men det er for sent og jeg bruger i stedet et stykke toiletpapir, som jeg nemmere kan få fat i, uden at farve alting i badeværelset lilla.

Jeg får afværget katastrofen og har endda overblik nok til at få fugtet en vattot, nu hvor negl nummer et er under kontrol. Jeg fortsætter og hver gang, der kommer lidt på huden, tænker jeg, at så må jeg fjerne det overskydende efterfølgende. Således griber jeg vattotten efter alle negle er lakerede. Men ak, idet jeg tager fat i den, forsvinder lakken jo fra det yderste af tommel- og pegefingers negle på højre hånd. Ekstra panikpåføring sætter sig i klumper i stedet for at flyde sammen. Der er ikke andet for end at fjerne det hele og starte forfra.

Så kommer tørreperioden. Det burde være det nemmeste, fordi man bare skal sidde helt stille og vente på, det tørrer. Men det er altid der, jeg kommer i tanker om, at jeg liiiiiiiige skal læse en sms, og der kan vel heller ikke ske noget ved at tage et glas vand eller måske en kop kaffe. Jeg kan da godt skrue låget af det glas nescafe, uden at bruge neglene, kan jeg ikke? Og så bliver jeg overmodig og ser mig selv stå og pille en appelsin eller andet, som absolut ikke kan gøres uden negle. For jeg syntes jo, det var tørt. Men det var det ikke. Om igen.

En time efter starten sidder jeg og besigtiger resultatet. Jeg er ikke imponeret. Der hænger lidt vattotrester i kanten af nogle af neglene og flere af dem er, skal vi sige, rustikt lakerede. Så er det godt, der er så langt ned til tæerne, at det ser godt ud på 1,6 meters afstand.

Jeg vil godt lige understrege, at det her IKKE er mine tæer

Men vi er jo slet ikke nået til mascaraen. På en god dag er det først til frokost, jeg finder sorte gnatter i øjenkrogene - og jeg fatter ikke, hvor de kommer fra, for jeg fjerner altså søvn i øjnene, før jeg kommer mascara på. Jeg har efter mange år lært mig en nogenlunde teknik til at påføre den uden at den hænger helt nede over kinderne efter en cykeltur. Men øjenskygge: Det er jeg simpelt hen ikke mentalt parat til. Det kommer til at ligne noget fra det sminkehoved, jeg virkelig ønskede mig som barn, men som kun min veninde havde. Hvis jeg bare havde haft det, var jeg måske blevet mere feminin?

7 kommentarer:

  1. ej Mai, jeg har lige været i Matas efter en ny neglelak - plejede altid at have nelelak på indtil jeg fik børn. Og da jeg så din flotte farve sidst jeg besøgte dig kom jeg i tanke om, at det kunne man da godt genoptage. Det så så pænt ud på dig. Så..... Har du i øvrigt overvejet en korrekturpen (neglelakfjerner lidt a la tusch)
    Kh Mette

    SvarSlet
  2. Måske kan du lære mig det en dag Mette? Jeg har altid været en spade til det, men jeg kender så heller ikke den der korrekturpen. Det lyder lige som noget for mig :o)

    SvarSlet
  3. Neglelakfjerner på vatpind ta'r alt det, der er kommet udenfor. Men vent nu til det er tørt. ;-)

    SvarSlet
  4. Kære Mai
    Kom til at smile, for dælen da hvor jeg kender det...drømmer også engang i mellem om at være én af de der ultra feminine kvinder, der bare ser knald godt ud hele tiden. Men for fanden da, det tager jo en krig, at gøre sig "kampklar"....fatter i hvordan andre når det??
    Men altså liiige med hensyn til neglelak, så har jeg faktisk svaret, og det hedder CHANEL, dyrt men der er en himmel til forskel, ved ikke om du har prøvet det, men chanels neglelakker ER bare tusinde gange nemmere at påføre, laver ikke streger, klumper ikke og tørrer lyn hurtigt ;o)

    Kh Rikke

    SvarSlet
  5. @GiSP, hvorfor har jeg ikke tænkt på det?

    @Rikke, det lyder som et rigtig godt argument for at købe Chanel næste gang

    SvarSlet
  6. sikke en dejlig masse gode tips til neglelak-påførsel uden grå hår og fjummer...for de helt rige har jeg også hørt at man kan betale sig fra at få lagt en helt speciel slags neglelak på tæerne, som holder en hel sommer (men så kan man jo ikke skifte farve)! De sørgelige rester af mit turkise farvelade på tåneglene vidner iøvrigt på ynkelig vis om at sommeren går på hæld. må vist oppe mig til at påføre en ny omgang, i en total sommerhumørs-fremmende kulør...har netop i tiger investeret i sådan en tå-spreder-skumfidus, som sku' hindre ens halvdeforme tæer i at snaske lak på nabotåen! er ret spændt på om det virker efter hensigten, eller tværtom gør at man støder foden ind i alt muligt, fordi man glemmer at den er en monsterbred fortil;-) ja måske sku' man overveje at spendere sådan en pen og/eller chanel-lak! jeg genkender nemlig også præcist dine neglelak-kvababbelser, mai! ku' det mon også have noget at gøre med det berørte emne, som jo er "running in the family" og velbeskrevet i blog af 28/6: "Et lidt lavt niveau for elegance"! forresten tror jeg, det var ok godt at du ikke fik det der sminkehoved som barn -det siges jo at for tidlig femininisering/sexualisering (sammen med bl.a. hormonforstyrrende stoffer) er medvirkende til at piger kommer tidligt i pubertet...og barndommen er så kort, så lad den endelg vare lidt længere;-) Kh og glad weekend!

    SvarSlet
  7. ps: hov ovenstående var -som du måske har gættet grundet manglende evne til at fatte sig i korthed;o)-fra anne.

    SvarSlet

Kloge kommentarer: