lørdag den 10. september 2011

Duften af Cerutti 1881





Ja, den står i en sky efter min mand, mens han pakker til Magisk Juniorweekend. Jeg har fortalt ham, at den lugter af billig håndsæbe på ældre morfar, men det er jo fint, hvis den udstråler autoritet overfor små tryllespirer, som eventuelt laver ballade om natten. Han skal bare ikke bruge den herhjemme!

Perfumeworld skriver følgende løgnagtighed: "Cerruti 1881 Pour Homme er en elegant duft der er frisk, aromatisk og meget smart. Cerruti 1881 Pour Homme er en forfriskende duft, og det er klart og tydeligt lige fra starten." Løgn alt sammen, bortset fra at den er tydelig lige fra starten!

Det foruroligende er dog ikke (kun) at han selv synes, den dufter OK, nej det er, at han også brugte den, da vi mødtes for 16 år siden! Det efterlader mig med to mulige scenarier: Enten var jeg tiltrukket af duften af ældre mand, eller også var jeg så forelsket, at lugtesansen var sat udenfor normal dømmekraft? Begge dele er stærkt foruroligende, for han var altså kun 27 dengang og jeg var 22. Jeg burde også være blevet skræmt af et mærke deo, der lyder som en cerut?

Det kan selvfølgelig også være, at dufte kan betyde noget forskelligt i forskellige livsfaser eller bare være moderne i forskellige årtier? De er i hvert fald den direkte vej til fortrængt hukommelse. Det er også derfor, jeg ikke forstår, at mine sanser kan have svigtet mig så eklatant, at jeg godt kunne lide duften i 1995. Han har brugt Hugo Boss deo alle de mellemliggende år, det kan også være der, forklaringen ligger? Den skal man så åbenbart ikke gå væk fra igen.

Måske skulle jeg sørge for, at den på mystisk vis forsvinder, mens han er væk - uheld kan jo ske og hvem ved, måske går indbrudstyve i dag efter morfardufte med en tone af Old Spice?


- Posted using BlogPress from my iPad


2 kommentarer:

  1. Ahhhmen altså - CERUTTI - alene navnet giver jo morfar-associationer :)
    Syns du skal forære ham en Hugo Boss ved lejlighed ... Tror faktisk at de fleste af min mands dufte, er nogen jeg har valgt - mest fordi jeg går mere op i hvordan han dufter/lugter end han selv gør :)

    SvarSlet
  2. Åh ja, DEN kan jeg godt huske fra dengang.... Anede ikke, at den stadig eksisterede.

    Da jeg mødte min mand, også for 16 år siden, afslørede det sig hurtigt, at (hold fast) hans mor sponsorerede diverse duftevandsprodukter. Det er jo fedt nok (i teorien), når man nu er studerende. Men KUN hvis hun havde valgt gode dufte -- det gjorde hun ikke ensidigt, thi der gemte der sig også en Cerutti i blandt. Og flere andre gustne mærker, som jeg er SIKKER på, at hun har fået på tilbud.

    De blev dog hurtigt skiftet ud (også med Hugo Boss i forskellige varianter) og han er heldigvis endnu ikke nået til midtvejskrisen med der til hørende 'back to the roots' og Cerutti. Det må vel være sådan noget, for hvorfor ellers bruge Cerutti igen!?

    Den kunne i givet fald hurtigt forsvinde ud af mit hus! Held og lykke med afskaffelsen...

    SvarSlet

Kloge kommentarer: