Intermezzo 2. kapitel

Maria sparkede til en flyttekasse, som stod i vejen for, at hun kunne sætte sig til klaveret. I stedet for at få sin irritation forløst, slog hun sin storetå på kassen, der indeholdt en forstærker og ikke de tæpper og puder, som hun havde forventet. "DAMN YOU ELLIOT!" råbte hun med retning mod soveværelset, hvor det var meningen, at hans musikudstyr skulle have tildelt en plads i hjørnet. En toværelses var i virkeligheden alt for lille til to følsomme musikere, men det var hvad, det kunne blive til. Det var ganske vist hendes forældre, der havde købt lejligheden, men den månedlige husleje skulle de selv betale.

Elliot hørte ingenting, han sad med hørebøffer foran sin computer og nikkede i takt til noget musik, som det kun var muligt for Maria at høre basgangen i - væk i sin egen verden i stedet for at hjælpe med at pakke ud. Han var tilfreds, fordi internettet rent faktisk havde virket allerede ved indflytningen og så kunne flyttekasser for hans skyld være flyttekasser lige så længe, det skulle være.

Maria satte sig demonstrativt ved klaveret og slog et par toner an. Ville han ikke pakke kasserne ud, ville hun i hvert fald heller ikke bruge sin søndag på det. Altandøren stod åben og en lang stråle lav efterårssol ramte hendes højre kind og tegnede skyggen af den på nodehæftet. Det var egentlig ikke noget dårligt sted, de havde fundet nåede hun at tænke, inden hun forsvandt i en verden uden tanker, en verden der kun bestod af musik.

Hun vidste ikke, hvor lang tid, der var gået, da Elliot prikkede til hende og stak hende en cigaret, mens han pegede på de to cafestole, han lige nøjagtigt havde kunnet finde plads til på altanen. Maria havde ikke engang bemærket, at han gik forbi hende og da slet ikke med et par stole. De satte sig op ad muren med de røde mursten, som endnu blev varmet op af den lavthængende efterårssol. Varmen og den trance, musikken altid bragte Maria i, fik hende til at opgive irritationen på sin kæreste. De kasser blev vel pakket ud på et eller andet tidspunkt. Røgen fra cigaretterne steg op mod den klare blå efterårshimmel og Maria fulgte den med øjnene. Der var noget, der bevægede sig i udkanten af hendes synsfelt. Var det en fugl? Nej, det var for tæt på bygningen, den ville være baldret ind i muren og så klodsede er ikke engang duer som regel. Hun syntes, det havde lignet et ansigt, indrammet af gråt hængende hår, men Maria vidste efterhånden også, at hendes fantasi af og til var så levende, at hendes synsindtryk kunne blive til noget, de ikke var. Det sket også, at det ikke var ren tobak, i de cigaretter, Elliot gav hende. Men hov - der var bevægelsen igen - denne gang var det helt tydeligt et ansigt, der hastigt trak sig væk igen, måske i pinlighed over at være blevet betragtet nedefra. Det var en ældre dame på altanen ovenover deres egen.

"Hahahhahhhaaahhhaaaaa," latteren kom buldrende helt nede fra Marias mave - og hun kunne slet ikke sige noget, men pegede bare op, så den uforstående Elliot fulgte hendes hånd op mod himlen og han tænkte, at det rablede fuldstændig for hende. "Have you gone mad?" spurgte han hovedrystende. "No, oh no, but there is an old lady upstairs and she seems awfully nosy," lykkedes det Maria at få sagt mellem latterkramperne.

"Du skal snagge dansk tel mig, ellers for jeg det aldrig lert," sagde Elliot bare og stirrede vantro op mod altanen ovenfor deres egen. Der kom dog ikke flere bevægelser og da han fik ondt i nakken, kiggede han  ligeud i stedet for - direkte over i vinduesspejlet på den tilsvarende lejlighed på den anden side af gaden. Han lod blikket vandre opad igen, og ganske rigtigt: Spejlbilledet stod knivskarpt i de gamle etlagsruder: Stiv som en støtte stod der en skikkelse på altanen direkte over hans eget spejlbillede. Det var svært at afgøre kønnet, men skikkelsen var klædt i sort og havde gråt hår, der så ud til at være samlet i en knold, men alligevel med en del af håret hængende løst ned ad kinderne. Hun stod som klinet op ad muren og Elliot havde aldrig fået øje på hende, hvis ikke Maria havde gjort ham opmærksom på bevægelsen.

"Will du have en kop caffe, old lady?" råbte han op i luften og ventede et øjeblik spændt på reaktionen. Efter et øjeblik tog skikkelsen sig bestyrtet til hovedet og styrtede ind i sin lejlighed og lukkede døren efter sig. De hørte begge tydeligt, at nøglen blev drejet to gange i låsen - som om nogen ville kunne begå indbrud gennem en altandør på 4. sal. Sikke en paranoid kone - hende skulle de nok få meget sjov med.

"OK, så taler jeg dansk til dig: Har du overført husleje til mine forældre?" spurgte Maria.

"Oh shit no," svarede han, uden at tænke over, at han var vendt tilbage til engelsk. Han havde ikke fortalt Maria, hvor skidt det egentlig stod til med finanserne, efter at det sidste sted, han havde haft et spillejob, var gået konkurs og aldrig havde nået at betale ham. Han gik den tunge gang ind til PC'en for at logge på sin netbank og se, hvor galt det egentlig stod til. "Skulle de ikke først have pengene den 31. oktober?" spurgte han håbefuldt, men fik et af Marias tavse, men dræbende blikke til svar - det blik, som tydeligt sagde: "Elliot, du er forsørgeren, mens jeg er studerende. Kunne du bare have skrevet dit speciale færdigt, havde vi jo ikke behøvet at leve på en sten vel? Og jeg gider ikke, at min mor skal have ret i, at vi aldrig får betalt husleje."

Elliot gik på sin netbank og konstaterede, at det så endnu værre ud end forventet. Så overflyttede han et beløb fra Marias opsparing og tilbage til hendes forældre - for det var jo dem, der oprindeligt havde sørget for, at hun overhovedet havde en børneopsparing. Bare lige et par jobs mere, så ville han betale alle pengene tilbage til den opsparing. Heldigvis kom Maria aldrig selv på netbank og hun levede i sikker forvisning om, at hendes børneopsparing stille og roligt voksede sig tykkere og federe, sådan som hendes forældre havde indprentet hende: "Det hele skal jo ikke soldes op på cigaretter, bare fordi du nu er 21," havde hendes far tordnet, da han skuffet havde konstateret, at datteren ikke engang længere gad forsøge at skjule, at hun røg.

Ude i gangen faldt han over et brev, der var dumpet ind ad brevsprækken - underligt på en søndag, men det var heller ikke frankeret. Han åbnede det, også for at have noget andet end økonomi at tale med Maria om, og kom sprutgrinende ud på altanen, mens han læste op ad den husorden, der var gengivet med gammeldags maskinskrift og den omgivende tekst, der brugte ord som respektløs musiceren og forståelse for den meget lidt lydisolerede etageadskillelse, der var i den gamle ejendom. Elliot forstod ikke alt det gammeldags danske, og bad Maria oversætte. De fnisede som skolebørn, inden hun var færdig og så lagde de en plan. De gik i gang med at sende invitationer ud til deres indflytterfest med det samme og Elliot annoncerede den for alle sine Facebookvenner.