Intermezzo 3. kapitel

Kirsten var stærkt foruroliget, da hun styrtede ind i sin stue med pulsen bankende helt op i tindingen. Hvad var der nu sket med hendes normalt så upåklagelige diskretion og timing? Hun havde i sin uforsigtige nysgerrighed været letsindig nok til at blive opdaget - vel at mærke EFTER, hun havde smidt sin udlægning af husordenen gennem brevsprækken hos de nye underboer. Nu måtte hun virkelig overveje sine skridt nøje og bruge al sin mentale energi på at være et skridt foran sin nye fjende konstant. Hendes engelske var ikke mere rustent, end at hun udmærket kunne forstå en fornærmelse - og desuden mente hun også, at der stod noget om tobaksrøg på altaner i ejendommens ordensbestemmelser.

Efter at have indtaget søndagens aftensmåltid - en rullepølsemad med sky og rå løg og en ostemad sammen med en kop kaffe - satte hun sig til sin PC langt tilbage i stuen, væk fra de lukkede persienner. På sin Facebook kunne hun nu se to ting om Elliot: Han havde lige tjekket ind i CineMaxx i Bruuns Galleri sammen med Maria og han inviterede sine venner til en indflytterfest den følgende onsdag. Da hun først var færdig med at harcellere over, at de ikke havde varslet denne fest de lovmæssige otte dage på forhånd, gik det op for Kirsten, hvilke muligheder oplysningen om, at de to unge mennesker lige var taget i biografen, gav hende.

På sine tykke, men lydløse filttøfler listede hun sig ned ad trappen uden at tænde lyset i opgangen. I lommen havde hun et kreditkort, som hun med et snuptag kørte igennem den ældgamle låsemekanisme i kanten af underboens hoveddør. Døren sprang op - og ud for en sort kat! Endnu en forseelse mod husordenen - det var ikke tilladt at holde husdyr i ejendommen, men lige nu havde Kirsten større problemer end det. Der var en kat løs i opgangen - og fik hun den ikke indfanget, ville det unge par fatte mistanke. Blev hun derimod opdaget af de andre beboere ville hun også være afsløret i sit forehavende. Måske kunne hun i stedet bruge katten til at illustrere det unge pars sløseri med katten til at få stemningen i opgangen vendt imod dem. Hun lod derfor kat være kat og listede sig ind ad døren og lukkede den næsten til - den manglede kun så meget i at være lukket, at den tillod en smal lysstribe at slippe ind på gulvet og et stykke op ad væggen i den lille entre.

Kirsten kunne ret let orientere sig, fordi lejligheden var indrettet præcis som hendes egen. Ruminddelingen var dog det eneste fællestræk. Her var sorte læderjakker på knagerækken, der lugtede af røg og kattelort fra bakken, som hun var få millimeter fra at plante sin fod i. Hun puffede forsigtigt døren ind til stuen op og gik lydløst derind. Gadelyset og fuldmånen oplyste karnap-enden af stuen, men efterlod resten af rummet med sorte silhuetter af forskellige strukturer. Kirsten gik et par skridt hen mod klaveret, meget bevidst om at blive udenfor lyskeglen fra gadelampen. Alligevel så hun kassen for sent - BONK - hun stødte tåen hårdt ind i en ubønhørligt tung flyttekasse. Selvom det tykke lag filt tog noget af slaget, ømmede hun sig alligevel indvendigt og mærkede en svedperle vriste sig løs fra venstre tinding, men hun udstødte ikke en lyd.

Nu måtte hun handle hurtigt og hun trak hurtigt sin kassebon fra El-Giganten op ad tasken fra sit seneste køb af trådløs router, PC-højttalere og en ny Samsung Galaxy telefon. Ikke at hun tilbragte tilnærmelsesvist nok tid udenfor hjemmet til at forsvare købet af en dyr mobiltelefon, men hun havde haft på fornemmelsen, at den ville give hende nye muligheder for manipulering af sine nærmeste omgivelser. Kassebonen lod hun diskret, men alligevel synligt falde ned på gulvet tæt på klaveret.

Hun listede tilbage mod entreen og stivnede, idet hun hørte hoveddøren gå langsomt og knirkende op. Hendes første reaktion var lynhurtigt at stille sig bag døren ind til stuen, så måtte hun blive stående der, indtil det unge par var gået i seng. Hun turde slet ikke tænke tanken til ende om, at de ville gå ind i stuen og bad til, at de bare ville gå i badeværelset og derefter lægge sig til at sove - helst så stilfærdigt som muligt.

Men lige nu var der lidt for stille. Var den knirkende dør bare noget, hun havde bildt sig ind? Hvorfor blev der ikke tændt lys derude i gangen? Havde de mistanke om indbrud på grund af den åbne entredør og stod klar til at smadre noget tungt i hovedet på den formastelige, i det øjeblik han listede sig ud igen? Kirsten var på randen af panik og parat til at forsøge sig med at klatre op ad nedløbsrøret til sin egen altan, hvis det ikke var fordi, hun altid låste sin altandør forsvarligt. Den mulighed var både hasarderet og uigennemtænkt.

Med et gik døren til stuen også op og en sort skygge pilede henover gulvet, forcerede kasserne, vendte rundt på en tallerken og spurtede videre i Kirstens retning. Den nærmede sig hendes buksekant og gned sig op ad den. Kirstens hjerte sank i livet - det var bare den sorte kat, der var vendt hjem. Alt forløb med andre ord efter planen, da Kirsten efter at have orienteret sig i dørspionen forsigtigt trippede en etage op og lukkede sig ind i sin egen entre igen. Først da faldt hendes puls til et mere normalt niveau for en dame i hendes alder, der trods alt for nylig havde været lammet af en hjerneblødning.