Intermezzo 7. kapitel

Det var med stor undren, at Kirsten så det unge par blive sat af ved gadedøren af en patruljevogn allerede sidst på eftermiddagen tirsdag. Var der dog ingen, ikke en gang politiet, der tog en terrortrussel alvorligt i dette blødsødne land. I det mindste kunne hun høre på stemmerne, at de var en smule rystede. Elliot udtrykte sin frustration i vrede engelske gloser, som Kirsten priste sig lykkelig over ikke at forstå - tonefaldet var alt rigeligt for hendes sarte ører. Maria derimod prøvede at tale ham til ro, som om optrinnet i forvejen var rigeligt pinligt for hende. Det var da også en mere end almindelig uheldig entre i en ny opgang at blive ledsaget hjem af politiet allerede på den 4. dag i sin nye lejlighed.

Kirsten godtede sig lidt og tænkte, at hun jo så måtte stikke en anden form for kæp i hjulet for deres fest - eller muligvis bare forholde sig afventende og se, om ikke stemningen helt af sig selv ville vende sig imod de nye beboere i ejendommen. Hun var i hvert fald ikke den eneste i opgangen, der var hjemme hele dagen og havde en mening om både stort og småt, der foregik bag de lukkede døre til opgangens ti lejligheder.

Mens de unge mennesker var på vej op ad trappen, lød der pludselig en underlig skrabende lyd udefra Kirstens altan. Hun stillede sig på god afstand af døren - hun følte sig altid lidt jaget og aldrig helt sikker på, om nogen holdt øje med hende fra gadens andre bygninger. Det syn, der mødte hende, var mildest talt chokerende: Op ad nedløbsrøret, der løb i vinklen mellem muren og altanens endemur stak hovedet og forpoterne på ingen ringere end underboens kat. Kirstens hjerne gik febrilsk i gang med at kalkulere fordele og ulemper, muligheder, sandsynligheder og udfald af denne nye situation. Hun brød sig ikke om, at der skete noget uforudsigeligt - men samtidig havde hun dog sjædent set noget så hjerteskærende og modigt kæmpet, som den lille kat, der havde fundet fodfæste hele vejen op ad det gamle frønnede nedløbsrør - endnu en ting, viceværten burde se nærmere på at få udskiftet, men han var holdt op med at besvare Kirstens maskinskrevne henstillinger angående nedløbsrøret.

Katten fik fat i altankassens faste udtørrede jord og fik med en imponerende elegance fordelt sin vægt, så den landede med et bump på den indvendige siden af Kirstens altan. Hun åbnede ganske forsigtigt døren på klem, for ikke at forskrække den lille modige uldtot derude. Der steg en frygtelig lugt af kattebakke op nedefra kattens egen altan et par meter længere nede. Katten trængte sig helt ind i det modsatte hjørne af altanen og stod der og skød ryg, mens den pustede sig op til dobbelt størrelse. Så var der et efterårsblad, der havde forvildet sig ind i Kirstens stue gennem den åbne dør og nu dansede hid og did for vinden inde i karnappen. Med et satte katten efter bladet og havde nær væltet Kirsten, da den startede en hasarderet jagt rundt efter det i stuen.

Kirsten satte sig i sofaen og betragtede den afsindige jagt, mens hun flere gange holdt vejret af frygt for, hvad der ville ske, hvis den ramlede ind i en gulvvase eller skubbede til den blomstrede porcelænskaffekande, der stod udstillet ovenpå vitrineskabet - men katten løb behændigt uden om alle forhindringer og Kirsten tog sig selv i at sidde og smile af dens iver. Der var jo heller ikke nogen, der havde drukket kaffe af den kande i over 25 år, så hvem ville egentlig savne den, hvis der skulle ske den noget? Hun nåede frem til, at den uventede gæst måtte kunne vendes til hendes fordel - men indtil videre vidste hun ikke helt hvordan. Hun konkluderede også, at hun i hvert fald ikke havde nogen skyld i dette kattebesøg, og det var vel ikke ligefrem strafbart at tilbageholde en kat, der vandrede ind hos en? Faktisk burde de unge mennesker være taknemmelige for, at hun ikke bare havde ladet den sejle sin egen sø ude på altanen. Altanmuren var både for høj og glat til, at katten kunne komme den samme vej ned igen.

Det unge par havde formentlig fået andet at tænke over end deres kat, så Kirsten foretog sig foreløbigt ikke andet end at smøre katten en rundtenom med leverpostej, som den indtog med stor appetit fra en underkop i køkkenet. Næppe havde den spist det hele, før Kirsten kom i tanker om, at hvor der kommer mad ind, plejer der også at komme noget ud i den anden ende - men kattegrus var der naturligvis ikke at finde i hendes lejlighed. Hun gik ud på altanen og hev resolut den afblomstrede altankasse ned og stillede den på altanens gulv i håbet om, at katten ville anvende den til nødtoilet, så længe den gæstede hendes hjem.

Mens hun lige ville tænke over, hvad hun skulle gøre ved dyret, lukkede hun øjnene og inden længe lød der høje snorkelyde fra sofaen og en lille sort kat krøllede sig sammen ved hendes fødder og lagde sig godt til rette på den korsstings-broderede pude, Kirsten hvilede fødderne på. Det havde været et par sindsoprivende dage og nu var Kirsten blevet indhentet af den søvn, hun ikke havde tilladt sig meget af, siden de nye underboer kom ind i hendes liv blot fire dage tidligere.