Intermezzo 6. kapitel

Tirsdag morgen havde Maria og Elliot sovet længe og konstateret, at køleskabet stadig ikke havde fyldt sig selv op. Eller i hvert fald ikke med mad, for der var masser af drikkevarer klar til deres fest onsdag aften. Den logiske konklusion blev, at de slentrede ind til byen og spiste brunch - det var trods alt efterårsferie og stadig bragende solskinsvejr, selv om det var en anelse køligere i luften denne formiddag.

Katten gik hjemmevant ud og ind ad altanen, selv om Maria fik dårlige nerver over, om den ville falde ud over kanten en dag. Til gengæld slap de for stanken fra kattebakken, når den kunne stå ude på altanen, og så måtte de sætte deres lid til dens ni liv og gode balanceevne. De havde glemt at købe nyt kattegrus, så der stank efterhånden fælt, når man stak næsen ud på altanen - ja det var i høj grad oplagt at tage på café, det kunne slet ikke gå hurtigt nok. De lod altandøren stå åben, så katten frit kunne bevæge sig ud og ind, mens de var væk.

Cafébesøget blev både kortere og mindre hyggeligt, end de havde regnet med. Faktisk nåede de kun lige at bestille maden, før der kom to uniformerede betjente ind, fik lukket alle udgange og vinduer, hvorefter den ene gik i gang med at kropsvisitere og evakuere gæstene, mens den anden dannede sig et overblik over lokalet og derefter styrede direkte mod deres bord. "Vil I være venlig at komme med mig!" sagde betjenten og det var bestemt ikke ment som et spørgsmål. De blev brutalt skubbet ud af restauranten, anholdt klokken 12.34, kropsvisiteret og sat ind bag i patruljevognen efter at have overladt deres tasker og overtøj til en tredje betjent, der hurtigt gennemsøgte det, hvorefter han foretog et telefonopkald og gik ind og hjalp til at med at evakuere resten af gæsterne. Maria og Elliot så ikke mere til deres tasker - og Elliot begyndte at blive vred: "What the fuck do you think you are doing?!" råbte han til den betjent, der sad bag rattet og holdt stift øje med dem i bakspejlet. Maria tyssede på ham, mere af angst for, hvad det kunne føre til at modsætte sig, end fordi hun fattede noget som helst af, hvad der foregik. Pludselig kom hun til at tænke på telefonen og den trådløse router, som Elliot havde købt uden hendes viden - hvad var det egentlig for en kæreste hun havde? Var der bag hans charmerende facade en skjult identitet, som gjorde lyssky forretninger? Havde hun stolet alt for blindt på ham i det år, de efterhånden havde været kærester? Hvad vidste hun i bund og grund om ham, andet end at han var ankommet fra England uden andet end et pas og en stor rygsæk. Var han på flugt fra noget? Og havde dette noget indhentet ham nu?

Først efter et langt forhør i et lille forhørslokale på Politigården fik de at vide, hvad de var mistænkte for: Caféen havde fået et anonymt tip om, at de havde talt om placering af en bombe, på deres vej gennem byen. Der var bare intet i forhøret, der på nogen måde antydede, at de tog unge musikertyper hanvde noget som helst med terrorvirksomhed at gøre. Skulle der kunne findes noget kriminelt på dem, var det sikkert højst indtagelse af euforiserende stoffer - det var i hvert fald betjentens umiddelbare fornemmelse og han havde en rimeligt veludviklet næse for forbrydere. Efter yderligere et par timer og adskillige telefonopkald, lod han de to unge slippe, med en advarsel om, at de skulle tage og passe på, hvad de gik og snakkede om på gaden i disse tider - også selv om det var for sjov. "Men vi snakkede jo IKKE om ..." pippede Maria, men det var betjenten ligeglad med. Han havde lagt mere vægt på, om det unge par havde fjender, der kunne have fundet grund til sådan en grovkornet spøg, som den de havde været udsat for - og spildt en masse menneskers tid med. De virkede ikke til at have fjender - faktisk virkede de som et par blomsterbørn, der var kommet en generation eller to for sent til 68'oprøret.