Intermezzo 8. kapitel

Onsdag var det igen op ad dagen, før Maria vågnede med en trykkende hovedpine. De havde delt et par af de mange øl i køleskabet aftenen før og vist også fået røget lidt af hvert - Maria spurgte aldrig Elliot, hvor det kom fra - ovenpå den surrealistiske oplevelse, det havde været at blive anholdt og afhørt for noget terrorrelateret. Selv om de blev pure frifundet og vel også havde modtaget noget, der kunne tolkes som en undskyldning af den fåmælte betjent, der kørte dem hjem - om ikke andet var det vist ikke helt normal procedure at eskortere afhørte mennesker til døren i patruljevogn. Der var kun én tanke, der kværnede rundt i Marias hoved: Hvem var det dog, der havde angivet dem? Hun selv havde altid forsøgt at holde sig for god til pigefnidder og befandt sig bedre i det lidt mere rå musikmiljø, Elliot var en del af. De fleste af hendes venner var mænd eller andre piger, der også var for gode til en så lav handling, medmindre hun fuldstændig havde fejlfortolket dem.

Hun så på Elliot, der snorkede let med åben mund og en klar stribe spyt ned langs hagen med flere dage gamle skægstubbe. Hvem var han egentlig - og hvordan skulle hun nogensinde finde ud af det, når hendes engelske ikke rakte til at få formuleret sine spørgsmål, uden at han ville misforstå hende og føle sig anklaget - og hans danske langt fra godt nok til, at hun kunne forklare ham om sin forvirring på dansk. Hun vidste, at han ville slå hende hen og slå benene væk under hende ved at spille et stille stykke musik, han havde skrevet til hende og synge for hende, til hun glemte eller ligefrem blev flov over sin mistanke.

Mistanke - det ord fik hende pludselig på helt andre tanker - hvornår i alverden havde hun egentlig sidst set katten Ozzy? Havde han overhovedet været der, da de kom hjem fra afhøringen i går eftermiddags? Hun for ud på altanen i nattøj, men fandt bare en overlæsset kattebakke og lovede sig selv, at så snart hun havde drukket en kop kaffe, ville hun gå en tur og købe kattegrus. Hun tog mod til sig, trak vejret dybt ind og kiggede ud over kanten af altanen, hvor hun nærmest forventede at se en smadret kat på fortovet - men der var ikke spor af nogen kat. Heller ikke af blod eller andre udsplattede kattedele, som efter en barmhjertig sjæl havde ryddet op efter uheldet.

Hun hentede en pose og fik vippet bakkens uhumske indhold over i den, bandt en knude og stillede posen ud i opgangen. Derefter lavede hun kaffe og tændte dagens første cigaret. Egentlig burde hun komme i gang med at støvsuge lidt, inden aftenens gæster, men først gjaldt det Ozzy. Hun ledte oppe og nede, han havde før lagt sig til at sove de særeste steder og der var nok af flytterod at gemme sig i. Men det pinte Maria, at altandøren havde stået åben. Hun satte sig derude igen, mens hun drak kaffen og røg færdig. Så var hun klar til at gå den skæbnesvangre tur rundt i kvarteret, for at kigge efter død kat - der kunne næsten ikke være andre muligheder, end at den mirakuløst var humpet væk fra faldstedet og lagt sig til at dø et andet sted  - i fred.

Stor var hendes overraskelse derfor, da hun åbnede sin dør - og Ozzy smøg sig ind og gned sig kælent op ad hendes ben. "NÅRH, lille pus hvor har du dog været?" sagde hun og stak snuden ned i dens pels. Hvad var dog det - katten lugtede af gammel kone parfume! Føj for en farmorlugt af YSL, der steg op fra dens lange sorte pels. Lige der var Maria bare glad for, at den var tilbage, selv om hun ikke for sin død kunne regne ud, hvordan eller hvornår den skulle være sluppet ud i opgangen - de kunne da ikke have overset den, da de kom eller gik i går?

Op ad dagen blev lejligheden klar til fest - det bestod mest af at gøre et areal farbart og stille en masse fyrfadslys på en lang bane sølvpapir på midten af plankebordet, der var opstillet midt på stuegulvet. Alt, hvad der kunne siddes på var mobiliseret og i dette tilfælde var det syv deciderede stole, resten var puder, madrasser, sofahynder og vattæpper. Der var musik på anlægget og skåle med chips rundt omkring.

Klokken 19.30 buldrede de første tunge Doktor Martens støvler op ad trappen efter Maria havde været nede og låse gadedøren op, for ikke at skulle passe dørtelefonen de næste par timer. Festen kunne gå i gang.