Intermezzo 9. kapitel+ Jeg søger gæstebloggere til julekalender!

Vi kan jo ikke stoppe her! Det er gået op for mig, at jeg slet ikke kan stoppe og efterlade karakterer, der først lige er introduceret efter bare ni dage. Så efterårsferiens mellemspil er et oplæg til en interaktiv julekalender, som du kan være med til at forme.
Det kommer til at foregå på den måde, at jeg skriver de første par kapitler og så giver jeg bolden op til jer derude, som efterhånden kender Kirsten og hendes opgang lige så godt, som jeg gør. Jeg VED godt, at december er fyldt med andre ting, nogle skal endda skrive tåbelige nisseoplevelser i børnehavebøger, men jeg lover til gengæld, at jeg vil gøre mit for at promovere projektet og deltagerne, hvis jeg kan samle nok. Så del endelig denne post, hvis du kender nogen, der kunne tænkes at være interesserede. De behøver ikke være bloggere i forvejen.

Carina fra Provinsbloggerier har allerede tilbudt at skrive et par kapitler og Helle fra MitHelle er heller ikke uinteresseret. Jeg håber meget, at flere vil melde sig på banen inden den 1. december. Skriv til mig herunder og så organiserer jeg rækkefølgen, vi skal skrive i. Jeg har ikke tænkt mig at cencurere, medmindre I skriver noget der ikke kan lade sig gøre pga. tidligere begivenheder. Jeg vil tage det som en udfordring, hvis I drejer det et andet sted hen, end jeg havde forestillet mig. Men nu til 9. og sidste kapitel i efterårsferiehistorien:

Indflytterfesten

Kirsten havde forsigtigt åbnet sin dør onsdag formiddag, fordi hun havde noteret sig at både fru Møller og fru Henriksen havde booket den samme vasketid i kælderen - en begivenhed, der helt sikkert ville medføre snak i opgangen. Hun åbnede til både for- og bagtrappe for at være sikker på ikke at gå glip af noget. Dermed glemte hun alt om katten, som hun faktisk måtte indrømme, at hun havde hygget sig med at have på besøg. Den strøg direkte ned ad fortrappen og kradsede i lakken på døren til dens retmæssige ejer - og en tid senere hørte Kirsten den blive lukket ind i varmen af Maria. Æv, hun havde ikke formået at nå frem til en måde at bruge sit kattegidsel til sin egen fordel.

Nu lød der imidlertid højrøstede stemmer fra længere nede ad bagtrappen:

"Det var MIG, der først skrev mig op til den vasketid - jeg har ALTID haft onsdag formiddag," fremturede fru Møller.

"Ja det kan godt være, du altid har haft onsdag formiddag, men det betyder altså ikke, at du også i al fremtid har onsdag - og der var IKKE skrevet noget i bogen, da jeg skrev mig ind."

Sådan bølgede de to damers ordveksling lidt frem og tilbage - indtil fru Henriksen kørte træt og opgav sit forehavende. Der var noget andet, hun hellere ville tale om: "Så du, at de nye kom hjem i Politi-bil i går?"
.
"Om jeg så det," svarede fru Møller indigneret: "Jeg sagde straks til Henning, at der var noget ved de to, jeg ikke kunne lide."

"Og nu skal de holde fest i aften - ja jeg har også sagt til Aage, at vi må sove med ørepropper i nat. Det har jeg nu gjort i mange år, sådan som han snorker."

Kirsten trak forsigtigt bagdøren ud til køkkentrappen til - det passede hende aldeles glimrende, at snakken i opgangen havde fået et andet omdrejningspunkt end hende selv. Hun var røget i kategorien "gammel tosse på 4. th." og så er der ingen grund til at tale mere om det, så længe hun ikke gør noget interessant eller pinligt.

Lige da TV2 Østjylland gik i gang med de regionale nyheder, lød de første støvletrin op ad trappen - og sådan fortsatte det hele aften i en evindelig trafik op og ned ad fortrappen. Der blev råbt, trampet, danset, sunget, grinet og spillet høj musik for vidt åbne døre og vinduer hele aftenen. På altanen stod der hele tiden en eller flere og røg eller kyssede eller begge dele på en gang. Kirstens vinduer dirrede, sådan larmede og trampede de - men hun holdt lav profil. Det måtte være de nyes underbo Møllers tur til at reagere på det unge par - og denne trampen rundt måtte om muligt larme endnu mere nede hos dem.

På et tidpunkt midt i al larmen, opfangede Kirsten på mystisk vis puslen på sin egen repos. Hun kiggede gennem dørspionen og så den lille sorte kat stå og mjave på hendes måtte. Hun lukkede den forsigtigt ind og satte sig i sofaen med den. Mens den spandt og faldt til ro, faldt Kirstens puls også til et væsentligt roligere leje - det var faktisk som om, hun kunne mærke et lille bånd knytte sig til et lille levende væsen for første gang i mange mange år - om nogensinde før. Men så med et rejste katten sig og vendte den mindre pæne ende til hende, søgte ud i entreen og fandt dørsprækken åben, hvorefter den strøg ned til sine rette ejere igen.

Kirsten sad tilbage i dyb eftertanke. Det dundrede endnu med musik nedenunder og føj - nu hørte hun den umiskendelige lyd af nogen, der brækkede sig fra altanen nedenunder og ned på fortovet. Det var nogle rædselsfulde underboer hun havde fået, men hun følte, at hun havde gjort sit til at få stemningen vendt imod dem og det var egentlig vigtigere for hende, end deres opførsel i sig selv. For når fokus samledes hos andre, kunne hun bedre selv få arbejdsro til de små justeringer i verdensordenen, hun kunne udføre fra sit eget lille lønkammer.

Hun satte sig til computeren. loggede ind som Elliot på sin netbank. Der var nu et minus på over 6000 kroner på hans lønkonto - og tilsvarende manglede der 6000 kroner fra Marias børneopsparing i sammenligning med den første gang, hun havde logget ind på hans konto. Hun rystede på hovedet og loggede ud af netbanken. Så fandt hun frem til dyreinternatets hjemmeside og klikkede sig rundt blandt forældreløse katte. Hun var parat til sit første brud på den officielle husorden af 1915: Hun ville have sig en kat.

I et øjebliks forvirring fik hun tanken om anonymt at overføre 6000 kroner til Elliots konto, de skulle jo gerne blive i lejligheden, til hun var færdig med dem. Hun fik hurtigt kontrol over sin løbske fantasi - hvad tænkte hun dog på: At hjælpe folk, der spillede tæppebankermusik lige under hendes gulvbrædder.

TO BE CONTINUED 1. DECEMBER 2011