torsdag den 10. november 2011

Jeg troede, jeg var forberedt - men sparkedragt til teenagers?!!

Jeg har en fantastisk 13-årig søn, som slet ikke lever op til standarden for ubehøvlede teenagers. Ganske vist er han ikke superskarp til at huske at smide sine sure sokker til vask og tage våde håndklæder op af idrætsposer, men den slags kan man æde, når man havde forestillet sig at blive stillet til regnskab for sin egen dårskab nærmeste fra dag 1 efter 13-årsdagen. Vi har også haft vores taler om tøj og det rimelige i, at der står G-star på det, men også det har fundet et fornuftigt leje.

Nu er det imidlertid sket noget, INGEN kunne have set komme - og det samtidig med, at jeg også har måttet acceptere, at mindstebarnet skal indskrives i skole og at det nok ikke er klædeligt at komme med en teddyfleece sparkedragt i skolegården. Det er reelt fem år siden, nogen af børnene har haft fødder i nattøjet og endnu længere siden, de havde sparkedragter på om dagen. Derfor kan jeg simpelt hen ikke få lagt ansigtet i de rette folder, som svar på min teenagers store ønske om at få en SPARKEDRAGT!

Sagen hedder en One Piece Jump In og har over 300.000 fans på Facebook. Jeg troede ellers, det var en joke, men da jeg gik til min 9-årige for at afdække ønskets troværdighed, viser det sig, at den mest moderigtige pige i hans klasse også netop er begyndt at gå med sparkedragt. Hvad sker der lige for det? Den, min søn har udset sig, skal helst være lyseblå eller hvid - det vil sige, at jeg får udsigt til en drengebaby på min egen højde og med størrelse 41 i sko - hvis han da ikke også skal have skindfutter på igen? Jeg er lige lidt rystet her - og som den overordnede bestyrer af husets vaskeri, kan jeg kun forestille mig, at en lys sparkedragt i kombination med yndlingsspisen ketchup kan ende med et både fordyrende og unødvendigt højt krav til vaskeriet, når hele dragten skal vaskes på grund af en diminutiv ketchupplet.

Hvad gør en klog mor? Det er i øvrigt kendetegnende, at mellemsten og yngsten bestemt IKKE ønsker sig sparkedragter, men måske hører de til i livets overgangsfaser? Nyfødt, teenager og plejehjemsbeboer i praktisk heldragt? Nu ved jeg det - hvis jeg køber en velourdragt til mig selv til min formentlig snarlige overgangsalder, så skal det nok kurere min søn for at ville gå i det samme som mig!

5 kommentarer:

  1. OMG!!!
    Har godt set de der tingester og udret mig.
    Tak for advarslen - vil helst ikke forestille mig den 15 årige der er 10 cm højere end mig og bruger str. 45 i sko trække i sådan en.

    SvarSlet
  2. DET VILLE MIN UNGE ALDRIG FÅ LOV TIL - MODE ELLER EJ ;)
    Hilken enorm rædsel som jeg er glad for ikke er nået til vores landlige landsdel..

    SvarSlet
  3. Det var dog HÅRREJSENDE.. Irrk - håber IKKE at min søn ville sætte sig i hovedet at han skulle til at gå med..

    SvarSlet
  4. Åh jo, den er go' nok! Jeg så skam allerede for et års tid siden på tv om fænomenet -flere af de hotte rap-stjerner går rundt i "sparkedragt", som jeg slet ikke havde tænkt på det som, men sjovt set af dig, der har go'e øjne for hverdagskomikken -respekt:-D...Men hætten og hængerøven og at der ikke er bamser eller biler på, gør den dog lidt mere voksen:-) Jeg vil nu nok sige, at hvid eller lyseblå er at stramme den lige rigeligt, medmindre der medfælger matchende hagesmæk, men det ville heller næppe klæde en teenager (hvis du går med på fænomenet, går jeg dog gerne med til at del-sponsorere en i en MØRK farve til evt. julegave!). Så slipper man jo også for at bukserne skal sidde nedenfor ballerne, eller er det gået af teenagemode igen? Et fænomen, som jeg aldrig forligede mig med! Jeg kan iøvrigt ikke helt huske om det var ham danskeren med Hummel (er det Christian Stadil han hedder...), eller en anden mandlig dansk designer, som var slået igennem med en lignende "uniform", som solgte big time til de store navne! jeg har faktisk selv fundet mig en gråmeleret gammel sag fra sidst det var moderne, på loppemarked, og hjemmeslasker med fornøjelse rundt i den i weekenden:-) Så er manfri for at tage stilling til mere end et stykke tøj at skulle have på, og om øvre og nedre dele passer sammen! Skal jeg udenfor en dør, kan et bælte til at få lidt form på den uformelige midterstykke dog gøre den lidt mere egnet til offentlig brug;-) Og så skal man lige huske at gå to sekunder tidligere på toilettet, da den tager en smule længere at afklæde sig...og at den ikke er udpræget velegnet til længere skovture, hvor der er bare den mindste risiko at man må lade vandet bag et træ...hverken for mænd (medmindre mandemodellen har gylp, men det håber jeg nu ikke, da den næppe ville blive kønnere af det!),kvinder, børn eller teenagers! Ps men ja, Simon er en supersød teenager, ham kan du være stolt af:-) God weekend, kh Anne.

    SvarSlet
  5. Det originale one piece har lynlås fra både top og bundså ingen problemer der.. For mændene altså.. Dm fra butler, Jack and jones osv. Har ikke..
    Mere ubrugelig viden er at de stammer fra Norge hvor der har været restordre på samtlige modeller siden dillen kom.. de er pisse dyre 1100-1500 så vidt jeg husker, og der findes butikker der udelukkende sælger one pieces.
    Jeg synes de er grimme, men må være umådelige behagelige, så grunden til jeg ikke skal hav en er ikke de er grimme, det er de dog, men at jeg helt sikkert aldrig ville få den af igen..

    SvarSlet

Kloge kommentarer: